Oplevelsen er intakt …
COOP har ifølge BT vilde planer. De vil gøre deres supermarkeder personalefri ved at indføre ‘bip og betal’-systemet overalt. Det indebærer, at man kan tage varerne ned fra hylderne, scanne dem med sin telefon, og så tage dem med ud uden at behøve ventetid ved kassen.
Ramaskriget har lydt på de sociale medier over den stundende dystopiske fremtid uden personale i butikkerne, og jeg er – rent undtagelsesvis – med i skrigekoret. Jeg er generelt glad for at handle i COOP’s butikker. Det behøver man ikke læse længe på bloggen for at opdage, men de vil med sikkerhed miste endnu en kunde, hvis systemet bliver indført for at afskaffe bemandingen i butikkerne. Personalet er der ikke kun for at betjene kunderne. De er der også, fordi de selv skal tjene penge til dagen og vejen, og alene dét er rigeligt til, at COOP kan rende og hoppe, hvis systemet indføres som led i en spareøvelse. Derudover er personalet COOPs ansigt udadtil. Alene det, at dette udgøres af mennesker – rigtige mennesker af kød og blod, der har følelser og individuelle tanker som én selv – har en enorm betydning for selve den oplevelse det er, at købe ind. Ansigtet vil COOP altså erstatte med en scanner og en stregkode. Det passer slet ikke ind i COOPs ellers menneskelige profil. Dansk Supermarked kunne finde på sådan noget – det er en naturlig forlængelse af de elendige selvbetjeningskasser, de allerede har indført, men COOP burde holde sig for gode til det.
Jeg betaler gerne prisdifferencen for det menneskelige element i indkøbsoplevelsen, ikke mindst når jeg samtidig ved, at jeg sikrer almindelige mennesker, der ikke er heldige nok til at besidde ejendom eller kapital, tøj på kroppen, mad på bordet og et sted at bo.
Så meget en kommunistisk stjernepsykopat er jeg nemlig. Og det må I gerne citere mig for.
Men indtil videre handler jeg der fortsat. Systemet er ganske vist implementeret, men personalet er langt fra afskaffet endnu, så de får da lige en chance til.
De har fortsat interessante øl på hylderne. Denne belgier – og én anden, jeg købte ved samme lejlighed – har godt nok stået i mit køkkenskab i over en måned, men der er fortsat nogle tilbage i butikkerne. De er næppe blevet dårlige, da belgisk øl ofte egner sig til at gemmes. Min undskyldning for først at nå til dem nu er, at – vel, jeg har længe haft et stort lager af øl, hvor udskiftningen har været nogenlunde konstant. Det er først nu, jeg er nået til denne øl, i den store, blandede landhandel, min ølbeholdning så småt har udviklet sig til.
Ifølge hvad jeg kan regne ud ud fra den flamske tekst på etiketten, er der tale om en 3-korns-øl, brygget efter en oprindelig karmelitteropskrift. Jeg er ikke så skarp i munkeordener til lige at kaste af mig, hvad karmelitterne stod for. Prøv her, hvis du gerne vil finde ud af det. Hvede, byg og havre er de tre kornsorter – bryggets korngule lød og høje, spænstige skum afslører sig selv som en blonde. En tripel-blonde altså – en bananøl med rigeligt isoamyl acetat til at jage både lægfolk og connoisseurs som jeg selv væk.
Bananen og alkoholen er voldsomt præsent med rivende kommenklør, der flår i næsens indervægge. Ikke desto mindre virker alkoholen, skønt præsent, ikke syntetisk – bare kraft- og karakterfuld.
I aromaen brænder alkoholen heller ikke bare igennem i overført betydning. Den letantændelige kommensmag kan skam både mærkes på tungen, i ganen og hele vejen ned gennem brystkassen og maven, hvor det brænder aldrig så lystigt et godt stykke tid. Bananen gør også sit. Den fylder godt op i mundhulen, mens kommenelementet faktisk forhindrer den i at blive kvalmt sød, som man nogle gange oplever det. Alkoholen føles også som en ordentlig én af slagsen – en god klar brændevin, der helt undgår det syntetiske element, som jeg særlig én gang husker som aldeles vederstyggeligt.
I små nip kan øllet faktisk være en nydelse, selvom jeg aldrig bliver venner med banansmagen. Faktisk synes jeg, det er den mest modbydelige smag, øl kan have, uden at det er inficeret, for gammelt eller lignende. Det er i grunden ironisk, idet jeg ellers godt kan lide bananer. (På den anden side, kan øl også smage af ting, jeg normalt ikke kan lide – cappucino fx – men fordi øllet smager af det, synes jeg, det er en fest – go figure.) En anden parallel, jeg kunne dreje, apropos kommenaromaen, er Rød Aalborg-snaps. Jeg kan ikke holde mig fra stadset, hvis det står på bordet under en frokost, men en egentlig nydelse? Med ananaskirsebær er det endnu værre. Dem kan jeg nærmest ikke fordrage, men står de på bordet, er jeg over dem som en høg efter mus.
Nej, det er ikke velbehagelighed, nydelse, velvære eller andet i den dur, der er målet for en øl af den her karakter. Det er derimod oplevelsen – ja, det er et af mine yndlings-buzzwords, det erkender jeg. Ikke desto mindre er det en særlig fryd – en masochistisk fryd måske, men en fryd alt andet lige – at drikke denne her slags øl, mærke det brænde ubehageligt i brystet, afmægtigt føle kroppens ukontrollerede spjæt af den kvalme, overmodne banan, mens tårerne triller fra de sammenknebne øjne mens munden trækker sig sammen i groteske grimasser over – vel, det hele, vil jeg tro.
Og det er godt sådan. Det skal jo ikke være så lettilgængeligt og letfordøjeligt alt sammen.
Seneste kommentarer