Det holder jeg bare fast i …
Der er endnu en slags genganger på programmet. Igen er der tale om et bryg fra sidste års ølfestival i Lokomotivhallen. Det gælder den aldeles udmærkede skotske IPA fra Broughton Brewing Co., dengang velskænket til den milde klang af min højtelskede Glaswegian Patter. Glasgows lokale accent, der anses for at være totalt uforståelig, selvom det angiveligt skulle være en slags engelsk, og som jeg lærte at skatte så højt i de år, jeg spillede sækkepibe.
En god bog kan kendes på, at den kan læses flere gange, det samme gælder for at se film, høre vittigheder – og at drikke øl. Jeg vil faktisk vove den påstand, at man hurtigere bliver træt af at læse en god bog igen og igen, end man bliver af at drikke en god øl igen og igen. Men det er jo nok også fordi, jeg sammenligner – om ikke æbler og pærer (der i øvrigt begge er af rosenfamilien, og dermed genetisk ikke særligt forskellige) – så i hvert fald … tjah, øl og bøger? Min pointe var sådan set bare den, at den anden afprøvning af brygget ingenlunde var en skuffelse.
Før jeg glemmer det, har jeg lidt spændene trivia at videregive om bryggeriet bag brygget fra sidste anmeldelse, som venligst er leveret af min nabo. Han har været på bryggeriet i Ramallah, og kunne fortælle, at det kun har adgang til vand to dage om ugen. Det skyldes, at de omkringliggende ulovligt opførte bosættelser uden hensyn til områdets egentlige befolkning bruger løs, så resten af området må tørste. Danmark er som bekendt besættelsesmagtens venner, og derfor er regeringens officielle holdning vel også den, at det er lige som det skal være. Selv mener jeg det er skandaløst og en forbrydelse mod menneskeheden – bare så I lige ved det.
Ikke ulig uretten i Det Britiske Imperiums annektering af Irland – nåhr ja, og meget apropos Skotland. Skotterne er åbenbart bare ikke helt så kvikke som Irerne til at råbe “pik” og skride, når lejligheden byder sig. Men det er da mit ydmyge håb, at de en dag ser lyset.
Lyst er brygget i hvert fald – nydeligt orange og tilpas støvet til at være uigennemsigtigt uden ligefrem at være plumret (øv). Skummet er indbydende fedtet som friskpisket marengsmasse, og omtrent lige så stabilt. Brygget yder en for genren velkendt, men også bare generisk vidunderlig odeur af grannåle, frugt og blomster. Variationen over selve IPA-duftens idé finder man i et tungere frugtindslag med indslag af druer og hyben samt fylde af vanille oveni den velkendte og -komne duft af grannåle.
Og jeg husker ikke galt i forhold til bryggets uovertrufne evne til at fylde genren ud. Humlen næsten brænder i svælget, og der er ikke en krog i hele kæften der ikke svøbes ind i det stikkende, rivende grannåletæppe. Den voldsomme smagsoplevelse rundes af af en ikke mindre voldsom eftersmag af klæg, skarp bitterhed, der klæber sig hele vejen langs gummerne ned til mandlerne.
Hvis oplevelsen på nogen måde var anderledes, end da jeg fik det serveret på ølfestivalen – altså ud over at jeg fik det skænket til tonerne af den skotske accent – så husker jeg den som en tand mere letflydende. Som om den havde en læskende egenskab, jeg næppe finder i det forefindende humlehelvede … som om det var et problem, men sådan opdager man jo også små detaljer, når man læser gode bøger en gang til.
Karakteren er der imidlertid ingen grund til at lave om på.
Seneste kommentarer