Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: BrewDog

Elvis Juice, Brewdog

2017-08-04 17.49.51Intet nyt – heldigvis …

Selvom BrewDog med tiden er blevet nogle udsælgere og brusebadsposer, komplet udstyret med advokater med for meget tid laver de jo stadig godt øl. Og sagen om pubben Draft Punk der blev sagsøgt for at have ordet ‘punk’ i deres navn, ser ud til at være bruset af som en åben lunken Carlsberg en våd sensommerdag på Københavns Vestegn.

Så jeg er villig til at lade det fare indtil videre i hvert fald, og skrue lidt op for anmeldelsesfrekvensen på det skotske bryggeris produkter igen.

Denne er hentet i det supermarked, der for tiden er min foretrukne ølpusher, når det gælder de billige supermarkedstilbud. Hvad jeg de sidste par måneder har fundet i Fakta, overgår med flere længder det faste sortiment – ikke bare i samme koncern, COOP med SuperBrugsen og Irma, eller konkurrenten Føtex, men også i Magasin, hvor de ellers ved, hvad de skal tage for varerne.

Faktakæden skulle ellers være i krise, og være ved at lukke butikker, mens Netto buldrer derudaf. Jeg har svært ved at tro, at jeg er den eneste ølelsker, der ikke helt forstår hvorfor Netto fører det ræs.

Men for nu ikke at fare vild i sidespringet – Jeg fandt altså denne Grapefruit infused IPA i Fakta.

Det nydelige kobberfarvede bryg byder ikke på meget skum, men til gengæld rigeligt bouquet – ikke noget dårligt bytte, hvis man spørger mig. Vægten er her lagt på det blomstrede. Det er slet ikke fremmed for IPA, men sådan en blomstermark af syren, hyld og roser får selv en erfaren botaniker til at trække snuden til sig af frygt for høfeber.

Fra blomsterhaven går det til frugthaven. Smagen byder på nektar, passionsfrugt og ganske sød appelsinaroma som man finder den i fantasodavand. Urtehaven er heldigvis hverken vokset til eller visnet bort – den er egentlig ganske velholdt, og mærkes som en bred bitterhed, der holder sammen på alle de kække, søde udtryk. Urtehaven er blot ikke særlig stor.

Der er ellers rigeligt med spræl i brygget, men det er ikke på grund af den ellers markante humle, men derimod alt det, der foregår omkring den. En pjattet, fjollet, sjov, sprællevende og lalleglad IPA, hvor bitterheden har givet plads til munterhed og festivitas.

Helt i BrewDogs gamle ånd. Den skulle de tage at holde fast i.

5-stjerner

Og ja – acceptér det nu bare: Elvis ER død.

Jet Black Heart, BrewDog

2016-10-22-19-15-56Et håb blev knust …

Nu får vi se, om ellers velfunderede og vanligvis kvalitetssikre BrewDog fra Skotland kan det … [advarsel! Retorisk spørgsmål forude] … kan hvad? Jo, kan lave en havrestout, der rent faktisk er god – en havrestout, der smager igennem og leverer en fuld, og ikke amputeret oplevelse. En havrestout, der er det lyn, der skal slikke nyderen med sin tunge (og alle læsere, der synes den metafor er mærkelig, burde læse noget mere tysk filosofi fra slutningen af det 19. århundrede)

For en sådan havrestout mangler der altså virkelig. Thisted har prøvet, Krenkerup har prøvet, Skovlyst har prøvet … okay, at sidstnævntes bryg er jævnt kedelig er vist i ekstrem grad ikke-overraskende. Ikke desto mindre er brygtypen næsten en sikker jævn og middelmådig oplevelse på den halvkedelige måde uanset hvem der laver den.

Men hvis nogen skulle kunne levere en interessant udgave – hvem kunne så, andre end det progressive punkerbryggeri BrewDog? Mange, sikkert. Jeg kunne fx forestille mig, at Amager Bryghus kunne levere noget ganske habilt og bidsk – og Kongebryg, hvis fiktive havrestout dog nok skal hvile lidt i munden, før man finder guldet – der så til gengæld også er 24 karat. Men alt dette er selvfølgelig bare idel spekulation og fantasteri.

Ved åbning udspyer den ganske virkelige flaske fra BrewDog i hvert fald en nogenlunde lovende, men også ildevarslende afdæmpet bouquet af kakao og svesker. Smagen byder også på søde chokoladenoter, mens sveskerne er erstattet af andre – til dels krydrede indslag. Der er kaffe, rørsukker med en antydning af rom og en lækker, bittersød eftersmag af moscus.

Men krydret aroma, sødme og andet godt til trods, virker hele smagsindtrykket underligt støvet og tørt, som kom det fra et groft pulver, der blev kastet i, efter at øllet var færdigbrygget. Smagen er brutalt adskilt fra en i øvrigt halvslatten mundfylde og en noget for let viskositet. Som om brygget var hakket i forskellige stykker – krydret smag for sig, bitterhed for sig, sødme for sig, viskositet for sig, krop for sig – og uden at gøre sig nogen umage for, om stykkerne passer sammen, kaster man det hele op i et stort kar, rører rundt og krydser fingre.

Det er som om mange af enkeltdelene egentlig er fine nok – men integrationen er slået fuldstændig fejl, uanset hvor mange fingre, tæer, arme, ben, ører eller øjne, man ellers har krydset. Det kunne være, at Inger Støjberg ville være glad for denne øl – i farve og viskositet har den jo også en vis lighed med Cola Zero, som hun vel nærmest har lagt ind som drop – og sådan som hun nidkært og frydefuldt skamrider ethvert tilløb af antydning af misintegration, må dette bryg da være lige noget for hende.

For mig, derimod er dette hverken lige, skråt eller bukket noget. Det er blot endnu én i en voksende række af havrestoutsskuffelser. Heller ikke BrewDog magter at løse opgaven – her gik man ellers lige og håbede …

3-stjerner

Jack Hammer, Brewdog

2016-10-17-18-07-51De er ikke faldet af på den …

Pour shame all over us
Harden into a crust
Cement
Forget the glamor and
Mumble a jackhammer
Under your breath

Teksten er fra sangen “Caffeine” fra Faith No Mores 1992-album Angel Dust. Den dybere mening med teksten? Dens relation til dagens øl? 1. Ingen anelse 2. Ingen overhovedet – jeg kom bare til at tænke på den, da jeg så bryggets navn. Som man vil se, indgår navnet (der betyder ‘trykluftbor’) i teksten – og så er det også bare en fed sang. Faktisk er det min favoritsang på det album, der jo iøvrigt bugner af hits. (Mit favoritalbum med bandet er godt nok “King for a Day, Fool for a Lifetime” – men det var ikke en sang fra det album, øllen fik mig til at tænke på (selvom alle øl vel i en eller anden grad får mig til at tænke på “Take this Bottle“)).

Men altså øllet – det i dette tilfælde næsten bleggule bryg med det nærmest ugidelige skum kommer fra det skotske bryggeri BrewDog. Det er et af de bryggerier, de allerfleste ølbloggere og ølconnoisseures gerne skulle kende til, idet de har været foregangsbryggeri for den europæiske del af den globale ølrevolution.

Ølrevolutionen har jo efterhånden bidt sig fast, og der er aldrig så mange forskellige dejlige bryg at vælge mellem, hvor man tidligere kunne vælge mellem lys pilsner lysere pilsner og letøl – hvis man var heldig. Det var nye, innovative bryghuse som Brewdog, der fik de nye øltyper (der faktisk ikke var så nye endda – de var bare ikke særlig kendte) ud over kanten og ud til folket.

Det er ved at være længe siden, jeg sidst har prøvet en Brewdog-øl. Faktisk ser det ud til, at den sidste blev prøvet for over tre år siden. Jeg kan se at jeg gav den fem stjerner dengang, og alligevel husker jeg den som mere magelig end andre af BrewDogs Bryg. Som uforlignelig husker jeg stadig den legendariske Punk IPA, som jeg gerne pakker med i indkøbskurven, når jeg støder på den. Sådan har jeg det ikke med mange øl, da jeg først og fremmest prioriterer at prøve nyt – men Punk IPA kommer altså gerne med uanset hvad.

Men har de holdt niveauet siden dengang? Discountsupermarkedet Fakta har været så søde at muliggøre et svar på det spørgsmål uden at man må lade sig ruinere. Var det en tyver, den kostede inklusive pant? Ikke meget mere i hvert fald, og en mørk broder til den kunne fås til samme pris. Den skal selvfølgelig nok blive behørigt anmeldt senere.

Det lyse bryg (det fik jeg vist sagt, det var, før digressionerne tog fart) byder på en klassisk IPA-duft bestående af traditionel grannåleduft, helt uden at den søde, krydrede bergamotolie er glemt. Den er der ellers andre IPA-mestre, der godt kan glemme ind imellem – jeg skal ikke nævne nogen navne og især da ikke Amager Bryghus.

I smagen møder man en skøn, fortrinsvis hård og metallisk bitterhed. Det metalliske islæt er helt rigtigt og på ingen måde malplaceret, disharmonisk eller ubehageligt. Humlen føles som et iskoldt, nyslebet, blankpoleret bronzesværd mod tungens overflade. Æggen skraber diskret og faretruende hen over smagsløgene, men lægger sig så nydeligt til rette med en tryg bitterhed ved mandlerne. Så opløses blankvåbnet pludselig og pustes ud i mundhulen som en tågesky af små bitte, barberbladsspidse nåle. De borer sig ind i alle mundens indvendige afkroge – først de blottede, og derefter finder de nådeløst vej til de skjulte hjørner, så disse også kradser af velsmagende, stikkende grannålehumle.

Det er både en lettelse og en følelse af triumf at konstatere, at – nej -BrewDog er tydeligvis ikke faldet af på den.

I modsætning til Faith No More. Sol Invictus er på ingen måde noget markant værk i deres produktion. Men hey, hvis de halvgamle herrer hygger sig med at spille videre, selvom de ikke vælter helt så meget rundt som de gjorde tilforn – så er det nu fint med mig.

5-en-halv-stjerne

Zeitgeist, BrewDog

I tide …


Det var på et hængende hår. Mit ølkøleskab – der faktisk også bare er vores almindelige køleskab – var tomt … for øl i hvert fald. Ellers bugnede det faktisk af alle slags økologiske levnedsmidler, hjertet kan begære – men øl var der altså ikke noget af.
Jeg savnede noget at skrive om, så glad var jeg, da vi på en af vores mange byture – vi nyder at bo i hovedstaden, og mine sparsomme fridage bruges på at vade byen tynd med klapvogn og slyngebarn – slog et smut forbi SuperBrugsen på Christianshavns Torv.
Jeg så mit snit, og hen til øludvalget gik det – og det er nok noget af det ringeste udvalg, jeg har set. Op og ned af vægge og hylder – lutter øl, jeg havde prøvet i forvejen … Christianshavns Torv er et yndet hænge-ud-sted for Københavns sprittere, og åbenbart er det dem, der er målgruppen for SuperBrugsens øludvalg – kun øl, man kunne blive fuld af. Ingen der var værd at rigtig smage og nyde.
Og så var den der jo alligevel. Et lille sort vidunder fra BrewDog – nede i hjørnet, gemt og glemt. Men jeg tog den i min favn, og bragte den med hjem (jeg huskede selvfølgelig at betale for den) så den kunne opnå det, en øl skal opnå – at blive drukket og forhåbentlig nydt.
Der er tale om en Black Lager – reelt en Schwarzbier (nu vi er ved de nudanske termer) – en undergæret mørk øl, der har sin sorte farve fra maltristningen. Der er ikke lagt fingre imellem. Selv i aftensolens lys, der står ind gennem den franske altan ved vores spisebord, kan man kun lige netop ane, at den lille smule lys, der slipper igennem, brydes i det lange, røde frekvensområde. Skummet er underligt konstrastagtigt lyst, men dog med en kaffe-latteagtig, letbrun lød. Duften er friskt branket – ja, det lyder skørt, men bouqueten er liflig og opkvikkende med et strejf af vanille, selvom den samtidig er tyk af brændt karamel.
Smagen lægger sig på den bitre side med vægten på brændt malt i forgrunden, og med et strejf af kirsebær i baggrunden, der både giver brygget en let syrlighed og en afstemmende sødme. Syrligheden giver – overraskende – brygget fylde, idet den er nærværende uden at skæmme det overordnede indtryk. Tværtimod passer syrligheden på forunderlig vis nydeligt ind i puslespillet, når den blander sig med vanillen, der efterhånden også viser sig i smagen. Eftersmagen er både kraftig og langvarig, en sødtbranket blanding af karamel og Lektor Blommes maltbolsjer.
Det er en øl, man kan tage sig god tid med. Den mister hverken smag eller karakter ved at stå lidt, og blive drukket langsomt.
Jeg kan faktisk tilgive SuperBrugsen, Christianshavn deres slatne øludvalg, nu hvor de alligevel havde noget godt. Men her forleden dag var vi i SuperBest på Vermlandsgade … Og der må jeg nok sige, at jeg har fundet min fremtidige ølpusher her på det grønne Amager. Vel mødt snarest til den første perle, jeg har hentet hjem derfra – og retrospekt god første maj forøvigt. Min datter blev som bekendt ét år, den dejlige forårsdag, hvor folket rejste sig, og med bravour benyttede sig af en af sine sjældne muligheder for at fortælle landets politikere, hvad de egentlig mener om dem.

5-stjerner

Dead Pony Club, BrewDog

Velhumlet – og lidt tynd

Når det gælder mine temaer, har jeg vel nok en rygrad som en regnorm. Jeg formår åbenbart ikke at gennemføre et tema uden at afbryde det undervejs, og således har der nu sneget sig en øl ind blandt indflytningsøllene, som jeg har købt efter at vi er flyttet ind. Sagen er den, at den sidste indflytningsøl, jeg har, er en Kors Øøll fra Ørbæk på 0,7 liter. Så meget øl gider jeg ikke at drikke på en aften, og et forsøg på at invitere vores flyttehjælp på middag mislykkedes.

Men der var simpelt hen så god mad på bordet, at der måtte øl til. Så frem af køleskabet kom denne øl og åbnet blev den.

I glasset hævede sig et ravorange bryg under en råvidt til gyldent skum. Et meget flot skue, endskønt øllet tydeligvis er filtreret. Duften er kraftigt humlet med et tørt præg af gær.

Smagen er kraftigt bitter, og minder om Hoppy Christmas. Aromaen præges af træ, en anelse kommen, samt det bitre fra appelsiner. Begyndelsen på hver mundfuld er en eksplosion af appelsinagtig bitterhed og en ledsagende, pikant rosensødme. Derefter begynder tager humlen over, og brygget får en mere bidsk kant, i midten af munden af gær, og bagest ved ganen af træ, der fortsætter i en langstrakt eftersmag, der blidt masserer gummer, gane og svælg. Rosenessensen forstøver sig i samtidig som en sky i munden, og giver samtidig brygget noget fylde.

Det er alt sammen meget godt, men den døde pony deler også et andet træk fra BrewDogs julebryg. Den mangler fylde, og føles faktisk en smule tynd. Fornemmelsen af vand gør sig gældende på trods af de ellers gode smagsindtryk, og selv om den manglende fylde ikke ligefrem vælter læsset, og gør øllet kedeligt, så fornemmer man alligevel, at det kunne have været bedre.

Måske er det den relativt lave alkoholprocent på 3,8, der gør det. Angiveligt er det en californian pale ale. Men er det den amerikanske puritanisme, der slår igennem, eller den kendsgerning, at det meste øl, man får skænket på fad i Storbritannien er gjort tyndere, så folk ikke bliver fulde for hurtigt?

Det må stå hen i det uvisse. Jeg konstaterer, at øllet er set bedre fra BrewDogs side – uden at øllet er direkte dårligt på nogen måde, og at hverken den amerikanske østkyst, eller et drabeligt-provokerende navn kan lave om på dette.
4-stjerner

Hoppy Christmas, BrewDog

Noget besk – om alligevel julet.

I år gider jeg – ligesom sidste år iøvrigt – ikke at prøve de gængse standardjulebryg. Det er de gode øl, der skal prøves, og så er det jo dejligt, at godt ikke nødvendigvis er specielt dyrt. Nærværende skotske perle har jeg fundet i COOP til en 15-16 kr, og det er ikke galt for udenlandsk specialøl af den kaliber.

På flasken beskrives den som en varm Jule-IPA, og hvorfor ikke? Hvis man har juleøl, juleale, julebryg og jule-det-ene-og-det-andet, hvorfor så ikke en Jule-India-Pale-Ale? IPA er som bekendt en lys ale, kendetegnet ved sit høje humleindhold og deraf følgende kraftige bitterhed. Bitterhed indgår i mange af julens smagsindtryk, fra milde nelliker over letbranket flæskesvær til frisk rødkål … Det er den rare ende. Den anden ende, den traumatiske, omfatter overmodne, eller slet og ret dårlige, valnødder, mandler og figner. Hoppy Christmas giver lidt af begge dele.

Duften, for at starte et sted, er kraftig, og varsler bittert øl. Der er toner af nelliker, lakrids og anis, allerede her er det ganske juleagtigt, og man imponeres allerede over, at duften er resultat af gedigen brygkunst, og ikke af, at noget ølfremmed er tilsat. Det er en fortrinsvis lys øl – som man kender det fra IPA, med klæbrigt, gyldent skum i store fedtede bobler.

Av! Den smager! Et voldeligt, brutalt frontalangreb på smagssansen, der lammetæves – ikke af en bitter humlekvist, ikke af en gren på tykkelse med en gennemsnitlig dansk juletræsstamme, – næh, en brændende kævle der hamres ned i tungen fra ti meters højde. Bitterheden er knastør med toner af nelliker, lakrids, anis … kommen måske endda. Fornemmelsen af Rød Aalborg gør sit, og det er jo heller ikke sådan helt u-juleagtigt.

Man oplever en rå ølsmag, der får en til at overveje, om øllet er brygget færdigt – om det i virkeligheden er mæsken man sidder med, om øllet burde betegnes råøl, for så kraftigt, uforfalsket, men også uraffineret smager det. Smagsløgene svitses og ligger forkullede tilbage med en eftersmag af aske og kaffegrums. Her opdager man, at det ville have klædt øllet overordentlig godt med noget røgsmag. Man opdager også, at selvom øllet er meget kraftigt bittert, er det som om det alligevel mangler noget fylde.

Endskønt jeg ikke tror, jeg har smagt så bittert øl før, så rammer øllet ikke lige i centrum. Der mangler en struktur – et skellet, der kan underbygge bryggets kompromisløse bitterhed. Øllet virker mere overdrevet end egentlig godt, og selvom der lige er en flygtig antydning af rosebismag, så forbliver øllet bare voldeligt bittert, uden at give ordentlig mundfornemmelse, fylde eller for den sags skyld en varig eftersmag. Som en anmelder på RateBeer siger – watery and weak. Fylden mangler, og det er tydeligt.

Det er en spændende øl, og oplevelsen er stor – omend ikke nødvendigvis behagelig. Jeg elsker selv bittert øl, og jeg kan nyde denne, men savner altså fortsat raffinement i form af andet end bare bitterhed, fylde og eftersmag. Samtidig står jeg ved, at det jeg jagter er den store øloplevelse, og manglen af ordentlig velsmag til trods, er oplevelsen i hvert fald stadig stor.
4-en-halv-stjerne

There is no Santa, BrewDog

Men der er nisser til!

Så er det ved at være jul – så meget, at selv kirken mener det og nu har erklæret advent. Det er ikke nogen stor hemmelighed, at vi ikke går op i lige netop den vinkel på julen. Men når nu det betyder så meget for alle andre, må det hellere markeres.

Her i huset tror vi på nisser, men ikke på hverken basusjern eller julemand – og netop det sidstnævnte er omdrejningspunkt for dagens øl fra skotske BrewDog – et bryggeri, der tidligere har imponeret ganske meget og kun har leveret skuffelser i form af lettere mislykkede eksperimenter, snarere end egentlig kedelige øl

Og nu hvor vi er ved julen, skal det da også lige nævnes, at min hustru og mit tegneserieprojekt Spelt-segmentet går i luften med sine egen julekalender fra 1. december. Der vil være en stribe for hver dag indtil juleaften, en fortsat historie om mystiske hændelser, venskab og julens sande ånd. Forbliv indstillet!

Men videre til dagens øl. There is no Santa – og for min skyld gerne. Julemanden er en helgen, og den slags hverken tror jeg på eller går ind for, og i øvrigt er hele julemandskonceptet udtryk for en forbrugskultur, der om ikke andet går fuldkommen over gevind i .juletiden.

Der er tale om en stout, og det er ikke tit, man ser den type øl omtalt som juleøl. For det meste er der tale om stærke pilsner/exportøl, men i mine øjne ville en stout, især en sød en af slagsen, passe fint som juleøl, da det netop er det fyldige, søde og gerne lidt tykke øl, der bedst passer til julemad. og -godter.

Duften kan mærkes, så snart kapslen lettes. Den dufter sliksødt. uden at være parfumeret, min hustru mente, den duftede af gløgg, og det er jeg ikke selv utilbøjelig til at mene duften af kanel og nelliker taget i betragtning. Til gengæld synes jeg måske også, at det er lidt for brusende, og at det gyldne skum er for lyst i forhold til den ellers fine mørkebrune farve.

Smagen er først og fremmest let syrlig som tidlige efterårsæbler, kombineret med en godkendt træbitterhed længere tilbage i ganen. Det krydrede islæt af kanel og nelliker antydes også i smagen, og giver øllet en meget særegen karakter.

Desværre er den alt for vandig i konsistensen til rigtig at glæde, og det er her, den taber i forhold til de rigtig gode BrewDog øl. Den smager meget godt, den er interessant og vellykket i sin komposition, den er endda rigtig god som juleøl, idet den matcher årstidens krydderier, men det hele er bare ikke fyldigt eller stærkt nok.

Jeg ved, BrewDog kan gøre det bedre.
4-stjerner

5 a.m. Saint, BrewDog

– Halvt vellykket parfumehelvede.
Vi er tilbage ved BrewDog, og den fjerde og sidste øl, der for tiden forhandles i COOP’s butikker, en ‘Amber Ale’ ved navn 5 a.m. Saint. Jeg kennder ikke historien bag navnet, men bryggeriet har en både informativ og underholdende hjemmeside, som måske kan kaste lys over det.

Jeg vil gå hurtigt til anmeldelsen, jeg har nemlig i dag modtaget to meget spændende øl at anmelde – men sandsynligvis ikke at drikke – og jeg ser så meget frem til at anmelde dem, at jeg ikke rigtig synes, jeg kan mønstre den sædvanlige iderigdom til at akkompagnere nærværende anmeldelse.

Den gode nyhed er, at jeg har fået fat i et nyt ølglas – her afbilledet indeholdende en Flens Kellerbier, der faktisk ikke er helt ulig dagens øl i farve. Jeg skal også understrege med det samme, at den er købt på grund af formen – ikke på grund af logoet.

Det er hvad man får for en tyver i Kirkens Korshærs genbrugsmarked – intet ordspil tilsigtet på Saint, forøvrigt.

5 a.m. Saint dufter kraftigt sødt – nærmest parfumeret – af roser, eller som min viv sagde – af parfumeret sæbe. Farven er kraftigt gylden – næsten rød, og man forstår nu betegnelsen, amber ale – altså en ravfarvet ale.

Smagen er kraftigt sød, roseagtig og mildt sagt lige vel parfumeret. Den smager, som jeg forestiller mig, Elizabeth Arden smager, hvis man hældte den i gabet. Intensiteten i smagen skaber en kraftig tåge af rosenessens i munden og det er ikke bare en fest – det er for meget. Den aggressive sødme tipper hele smagen over i den gale side, og gør oplevelsen aldeles uafbalanceret. En letmetallisk bismag pynter heller ikke.

Den reddes dog på stregen fra egentlig at fejle, i kraft af dens ledsagende, ikke ineffektive bitterhed, der er ren, hård og uforfalsket. Sådan som man kender den fra fx. Urquell eller BrewDogs egen pilsner, 77Lager.

Med 5 a.m. Saint slås det endnu engang fast, at blot fordi man eksperimenterer, og virkelig prøver at lave revolutionerende og banebrydende øl, så bliver de ikke nødvendigvis rare at drikke samtidig. Så foretrækker jeg helt klart min vivs eksperimenter udi improviseret restelasagne, der i modsætning til øllet blev nydt samtidig. Øllet blev ret hurtigt til noget, der bare skulle ned.
3-stjerner

Trashy Blonde, BrewDog

– Tredje gang, skuffelsens gang.

Kvickly havde tre øl fra det skotske bryggeri BrewDog på tilbud for nylig, så jeg gik både glad og spændt hjem med trioen, og nærværende anmeldelse er altså den sidste i den foreløbige BrewDog-trilogi her på bloggen.

Hvor jeg var meget begejstret for 77lager og Punk IPA har Trashy Blonde – en regulær pale ale – ikke kunnet nå nær de samme højder.

Den lægger ellers behageligt ud med en god sød duft og sin dybgyldne farve. Skummet er fyldigt og klæbrigt som altid. Umiddelbart skuffer smagen heller ikke. Indledningsvis er den sød, men en noget metallisk bismag får snart overtaget, og dominerer for kraftigt. Sødmen afløses ret hurtigt af en bitter t0ne – først let, siden som en kraftig bitter essens, der fylder hele mundhulen.

Det er en nøddeagtig bitterhed, der ellers nok må siges at trænge godt ud i krogene af munden. Desværre er det en voldsom og ukontrolleret bitterhed, der faktisk er på grænsen – og en smule over – til at være harsk. Det er såmænd nok et karakterfuldt udtryk, men det er ikke ubetinget velgørende.

Trashy Blonde er en skuffelse i forhold til de andre BrewDog-øl, men ikke i forhold til øl generelt. Den sniger sig da op på et middelniveau og nok også en kende over, men ikke mere end at den får en middelkarakter herfra.
3-stjerner

77 Lager, BrewDog

Generisk øl gange rigtig mange.

 
Jeg har det med at glemme ting for tiden. Forleden aften havde min kære viv bedt mig tage lammekoteletter – eller som vi i et udslag af kronisk nørderi kalder dem her i huset: paralyserede koteletter – op af fryseren, og det lyder jo som en simpel nok opgave. Så ud i køkkenet skred jeg, og … ja jeg er ikke sikker. Jeg har faktisk glemt hvad jeg gjorde derude, men da det var sent om aftenen, har jeg sikkert tørret et bord af og slukket lyset for natten eller noget i den retning.
Paralyserede koteletter fik jeg i hvert fald ikke hentet ud. Men det opdagede jeg selvfølgelig først aftenen efter, lige før de skulle have været på panden … Så er det alt andet lige godt, at man har en Fakta i nærheden, der måske ikke ligefrem har det bedste udvalg i øl, men næsten altid kan levere det basale i økologiske fødevarer – i dette tilfælde hakke-toxekød – så man om ikke andet lynhurtigt kunne fabrikere et par host-harkebøffer i stedet …
Ja … Med to sprogligt uddannede i husholdningen bliver hverdagen nemt et dekonstruktionshelvede … for andre. Vi nyder det selvfølgelig.
Men hvorom alting er, til hakkebøffer kan man sandelig også drikke godt øl. Og mit valg blev ikke ændret af, at ubevægelig blev erstattet af tox. Jeg havde nemlig valgt noget simpelt – til simpel (men ikke af den grund kedelig) mad, nemlig BrewDogs bud på en pilsner, 77 Lager. Jeg gætter på, at tallet 77 henviser til året hvor Sex Pistols sendte Never Mind The Bollocks på gaden, men det er bare et gæt.
BrewDogs 77 lager er en pilsner med meget rigt skum, og en perlende frisk, prikkende og kraftig duft af – pilsner. Der er ikke noget overraskende i duften, til gengæld er der bare så meget mere af den, end hvad man er vant til. Dette er bare alt det gode fra den gammelkendte duft af øl!

Egentlig smager den også bare af pilsner, men igen dejligt meget kraftigere, end hvad man er vant til. Brygget har en god fylde med en sød begyndelse, en bittersød midte og en bitter slutning. Den får alle de gode nuancer frem i humlen, helt uden ubehagelige overraskelser som syrlighed eller harskhed. Der er ganske vist en let metallisk bismag, men, ligesom det er set tidligere, giver den øllet en frisk kant frem for egentligt at skæmme. Man nyder smagen, mens glasset tømmes, og lige som ved Punk IPA klæber skummet sig krampagtigt til glasset.

Der er i grunden ikke nogen nyheder eller dikkedarer ved denne pilsner. Den har en generisk pilsners karakter, der så er ganget op helt absurd mange gange. Smagen er den samme – bare langt kraftigere, fylden er den samme – bare langt kraftigere … Og så videre. Der er ingen overraskelser, det er bare en rigtig god øl.
4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme