Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: BrewDog

Walking Dead Rambling Society, Brewdog

Mainstream special …

For et par uger siden kom min gode ven Gedved forbi. Hans ferie bestod i en rejse gennem Danmark for at besøge gamle venner og bekendte, startende i København, og afsluttende i min næsten på dagen ét år gamle bopæl i Thisted. Dagen efter skulle han hjem til Norge, mens jeg passede mit job på fiskefabrikken i Hanstholm.

Men det blev til en hyggelig aften med pizza, god snak og et par lokale øl, som vi nød i solskinnet på bænke rundt omkring i byen. Fx foran kirken og ved promenaden med udsigt til øen Mors. Thisted er en meget køn og charmerende by, og er altid et besøg værd.

Med sig havde Gedved desuden denne lille sag fra Brewdog. Og efter den eklatante skuffelse ved sidste Brewdog-øl, var forhåbningerne til dette bryg, der egentlig var en gave fra en af Gedveds og mine fælles venner, der bor i Aalborg, noget højere.

Brewdog er trods alt stadig forbundet med den nytænkning og kvalitet, der betød ølrevolutionens gennembrud. Alle har lov til en smutter i ny og næ – en outlier, der understreger de gode øls kvaliteter i brandet endnu mere. Denne øl lader endda til at være ekstra speciel på en eller anden måde. Med sådan en flot udsmykning på emballagen indgydes i hvert fald en forventning om noget ganske særligt.

Ved nærmere granskning af emballagen kan man rigtig nyde uhyrerne, som øllets navn vil antyde er en art zombier, eller undeads – en mere generel betegnelse hentet fra rollespilsverdenen. Men en nærmere beskrivelse af produktkonceptet bydes man ikke. Brygget er angiveligt en ‘brut IPA’, ifølge denne artikel på Mikkellers hjemmeside. Typen skulle være en “bone dry, fizzy, champagne-like and light bodied beer with plenty of hop aromatics, but not as bitterness as a typical west coast American IPA.” Og artiklen fortsætter: “There isn’t any official guidelines about this style af beer, as its (sic) a newcomer on the beer scene.” – Så måske alligevel ikke. Hvad øllen egentlig skal forestille at være må trods vidensbegærlige angreb fra flere forskellige vinkler stå hen i det uvisse.

Hvad det end er, så er det i hvert fald lyst. Næsten citrongult, med en kridhvid skumkrone, som man må skynde sig at nyde, før den hastigt fordamper. Lette, frugtige noter af citrus er, hvad seksprocentsbrygget kan gøre for konsumenten – for så vidt velgørende, men næppe imponerende.

Brygget byder på en let røgaroma over tørrede fyrrenåle. Igen er aromaerne for så vidt velvalgte, for ikke at sige udsøgte. Desværre fremstår de noget uklart i en alt for tæt og gennemtrængende suppe af postevand.

En jævn IPA – det er det bedste man kan sige om brygget, hvis man vil undlade at være perfid. Min trang til det fik jeg som bekendt stillet i sidste indlæg, hvor perfiditeterne ikke kun overgik øllet, men også ordensmagten. Jeg er i den anledning blevet gjort opmærksom på, at Thin blue line, som betjenten i modstrid med uniformsregulativet gjorde reklame for, faktisk er et internationalt fænomen. En organisation, der samler ind til betjente, der er blevet såret i tjenesten.

Som sådan er der altså ikke tale om en højreradikal eller voldelig organisation, sådan som jeg vist fik mere end antydet i sidste indlæg. Og med rette vil bevægelsen og dens tilhængere kunne indvende, at den ikke behøver stå til ansvar for, hvem der vælger at bruge dens symboler i forbindelse med de verserende uroligheder i USA.

Til gengæld vil jeg understrege, at jeg til enhver tid hellere vil støtte demonstranterne i Portland – sårede eller ej – end jeg vil støtte de føderale, statslige og lokale morderkorps og dødspatruljer, der pryder sig med politiinsignier. Hverken når disse får ondt i aftrækkerfingeren af at skyde gummikugler i øjnene på journalister, når de får hoste, fordi de ikke har indstillet deres gasmaske ordentligt, før de begyndte at gasse hundredevis af fredelige demonstranter uden grund, eller når de får snurrende hænder af at gennemtæske tilfældige forbipasserende med deres knipler, fordi … det fik de egentlig bare lyst til.

Amerikansk politi er en bande afstumpede kriminelle lystmordere og terrorister. Og man skal huske på, at de ikke er anomali, når det gælder politikorps. ALLE politikorps – inklusive det danske – er klar til den samme afstumpede, kriminelle, voldelige og morderiske adfærd, hvis ordren falder. For i politikorpsets voldelige fundament er kun plads til at adlyde – ikke til at tænke selv, når ordrer langes ud. Uanset hvor tåbelige, vanvittige og overdrevne ordrerne måtte være.

Tilbage er der kun at sige, at Brewdog, som en af pionererne fra ølrevolutionen, burde vide bedre end at sende en så kedelig øl ud i en så fancy emballage. Og således fortsætter det skotske bryggeri, der engang var så godt, ræset mod – om ikke bunden, så i hvert fald mainstream.

Indie, Brewdog

Alkoholfri – med alkohol!

Når man i Danmark udsættes for kriminalitet, er det jo dejligt at vi har et upartisk korps af lovhåndhævere, der uden bias gør deres yderste for, at forbrydelserne opklares …

Så er det bare ærgerligt, at det overhovedet ikke, er hvad vi har. Dansk Politis højreradikale tilbøjeligheder har indtil nu allerhøjest været en offentlig hemmelighed. I praksis har politiet i årtier med al tydelighed vist , hvordan man kan forvente tæsk, tæsk og atter tæsk, hvis man ikke lider af melaninunderskud og har et efternavn, der ikke ender på -sen. I flæng kan nævnes Mazen Ismail, Tarek Adlouni og en unavngivet algiersk mand, som politiet ikke bare nøjedes med at gennemprygle, men endte med at dræbe i bestræbelserne på at fremskynde skiftende regeringers ambition om etnisk udrensning i Danmark

Men nu er det officielt ingen hemmelighed længere. I går delte Københavns Politi et tweet, hvor en betjent frejdigt flasher en Blue Lives Matter-sløjfe samt to ‘Thin Blue Line’-emblemer. Begge disse emblemer prydes desuden af Dannebrog.

Thin Blue Line-flaget stammer fra USA, og er en sort-hvid udgave af det amerikanske flag med en blå streg i midten. Den blå streg symboliserer politiet som den linje, der opretholder orden og forhindrer kaos i at bryde ud. Flaget er ikke nyt, men dets brug har fået en opblomstring i USA i forbindelse med de mange protester mod politivold i kølvandet på Minneapolis’ politikorps’ kolblodige, racistiske hadmord på den sorte amerikaner George Floyd.

Ikke overraskende flashes flaget af modstanderne af demonstrationerne, folk der åbenbart mener, at amerikansk politis systematiske undertrykkelse og mord på minoriteter er ten-four og helt fjong. Mindst lige så ikke overraskende er det, at sådanne grupper meget gerne tæller white supremacists og andre ekstremister fra det alleryderste, voldsparate højre i USA.

Enten er det disse grupper, betjenten på tweetets ledsagende billede stolt viser sin støtte til, eller også er betjenten for dum til sætte sig ind i, hvad det egentlig er, han i dyb modstrid med uniformsregulativerne erklærer sin støtte til.

Det krævede angiveligt en række henvendelser fra andre Twitter-brugere, før politiet selv opdagede misæren. Tweetet blev taget ned, men politiets forudsigeligt halvkvalte og forkølede undskyldning for brud på uniformsregulativet bar mere ved til bålet. Her blev det hævdet, at emblemerne var “til støtte for dræbte og sårede politikolleger”. Kommentaren giver begrebet ‘white washing’ helt nye betydninger. Jeg gætter på at vaskemidlet hed ‘Power’, idet ‘Supremacist’ dels nok ikke er helt mundret nok, dels er for svært et ord at læse sig igennem for korpsets højreradikale medlemmer, hvis politiske ståsted meget ofte giver problemer med ord på mere end to stavelser. Negligeringen af amerikansk politis massemorderiske, racistiske forbrydelser nærmest skriges ud i sin uudtalthed, uanset hvilket navn, man forestiller sig har stået på pakken.

Desværre ved vi også, hvilke konsekvenser dette vil have for betjent og korps: Lige præcis ingen. Ethvert fornuftigt, retsindet, demokratisk land, ville have iværksat en øjeblikkelig kulegravning af ekstremistiske tendenser i politiet, alt imens betjenten ville blive suspenderet. Men det kommer aldrig til at ske – politiets åbenlyse flashing af højreradikale symboler, mordet på den algierske asylansøger og de mange andre eksempler på ekstrem, racistisk politivold er alle bare enlige svaler …

… der tilfældigvis sværmer i flokke så store, at stærene måbende står på sidelinjen og kvidrer “jamen, det er sgu da vores job!” Men det er åbenbart kun meget få, der ikke kan se sort sol for bare fugle.

Mindre slemt bliver det med dagens øl. For uanset hvor slemt øl bliver, tror jeg aldrig, det bliver så slemt som den tillidskrise, der er mellem undertegnede og politietaten. Ikke engang Afskum kommer tæt på.

Det er Brewdog, der står bag. Endnu et af pionerbryggerierne fra ølrevolutionens tid, der i dag hviler på laurbærrene, og kun sjældent når de højder, der i forne tider netop gjorde dem til pionerer. Men når de byder ind med nye produkter, tager jeg dem nu alligevel med. Man ved jo aldrig, om de en dag skulle finde de gode takter frem igen.

Lyst, næsten citrongult er brygget. Brewdogs Pale ale bør rettligen staves med stort ‘P’ i ‘Pale’. Skummet er på det jævne, uden at være en decideret skuffelse. Duften … N/A – uha, det lover ikke godt. Selv rædsler som Carlsberg Nordic og endda Tuborg NUL leverede mere bouquet end dette … vand med vand på. Tør man håbe på, at aromaen blot er gemt i smagen? Det er set før …

… men ak og ve! Nej! Der er omtrent lige så meget smag som der er duft – praktisk taget ingen. Brewdogs suverænt mest aromafri produkt hidtil er hermed fundet. En fjern metallisk og ubestemmelig efterklang i vandet er vist nok resten af humlen og malten, der ellers synes totalt druknet i flodbølger og oversvømmelser.

Jeg har prøvet flere alkoholfri øl, der smagte af mere – apropos Carlsberg Nordic-serien. Men denne holder 4,2% – altså lige under almindelig pilsnerstyrke. Man fristes til at sige, at brygget her leverer den fulde oplevelse af en kedelig, alkoholfri øl – men med alkohol. En omvendt alkoholfri øl … det er om ikke andet innovativt.

Efter de indtil flere raserianfald som politiets aktiviteter afstedkom hos mig, ville sådan en alkoholfri øl med alkohol egentlig have haft sin berettigelse som genopretter af væskebalance og generel legemsafkøling. Alkoholen kunne også lægge en antydning af dæmper på humøret. Så er det bare ærgerligt, at øllet blev drukket for flere dage siden, hvor der endnu ikke var nogen sag at hidse sig så meget op over.

Santa Paws, Brewdog (Saufen und saufen und saufen … II)

Full Grinch …

Som om det ikke var svært nok at rekonstruere Marcus og min anmeldelse af Beard Brews fortrinlige bryg ud fra en lydoptagelse, hvor man kun kunne høre min  stemme og ikke Marcus’ regn af guldkorn, så lader det nu til, at optagelsen af vores anmeldelse af denne øl enten er gået tabt, eller – som optagelsen af Rudolf Schwann, der hovedkuls serieknalder sin hjerneskal mod de hårde stenkanter på den trappe, der bliver hans endeligt i Matador-serien – aldrig optaget.

Jeg kan i hvert fald ikke finde den som enkelt fil. Ej heller kan jeg finde den omtalt i nogen af de andre lydfiler. Til gengæld er det lykkedes mig at finde ud af, hvad problemet har været med mit optageudstyr, så jeg fremover ikke løber ind i den slags katastrofer. Ikke megen snak om drillenisser, omend jeg da en stille stund kunne overveje at stille en skål risengrød frem ved lejlighed. Selvom jeg har lokaliseret og løst problemet, skader det vel næppe at få sig en metafysisk buffer oveni (folk der kender mig godt vil vide, at jeg faktisk ikke er hardcore ateist, idet jeg med alle de sindssyge ting, der sker omkring mig, ikke finder eksistensen af drillenisser tilstrækkeligt falsificeret endnu).

Brewdog er et af de kendte, efterhånden ret store kvalitetsbryggerier, der fik mikrobryg ud til folket back in the day. Deres brand er for længst blevet mainstream, og deres produkter fast inventar i COOP’s discountsupermarked, Fakta. Ikke desto mindre har de formået at holde kvaliteten oppe – i hvert fald i nogle af deres produkter – så de ikke har glemt deres rødder.

Denne er en juleøl, passende i en størrelse så jeg ikke gider drikke den alene. Imidlertid ville jeg nu gerne have budt min yndlingsmedanmelder Marcus på en lidt bedre oplevelse her op til jul, for brygget skulle snart vise sig at være et af fejlskuddene fra bryggeriets side.

Bryggets mørke er vel snart det eneste rigtig fine ved det, idet allerede viskositeten alt for nemt lader flaskens indhold underkaste sig tyngdekraftens luner. Skummet gider heller ikke rigtigt, selv hvis brygget skænkes voldeligt. Selv trænede kokainsniffere ville have svært ved at vride bouquet ud af brygget. Uengageret sødt giver det sig kende, sammen med nogle fjerne, vage noter af alt for tynd kaffe.

Smagen – og eventuelle digressioner og udflugter knyttet dertil? Ja, det er jo desværre dem, der er gået tabt. Jeg ville ellers have elsket at gengive Marcus’ elokvænte eder og forbandelser, der i vidtstrakt- og krummelurethed langt overgår mine egne.

Så vidt jeg husker diskussionen – og her skal man have in mente, at jeg selv havde indtaget omkring seks genstande – gennemgik vi egentlig blot rigtig mange af de ovenstående pointer, at Brewdog i vid udstrækning brygger til supermarkederne i dag, og at kvaliteten derfor nødvendigvis må  blive for nedadgående. Brygget føltes for os begge vandigt, tyndt og uengageret kun med fjerne noter af kold, tynd kaffe – måske sødet med et par dråber billig industrikaramel. Akkurat passabel som øl, men ikke som en juleøl, hvor der gerne må kæles lidt ekstra for sanserne.

Vi var dermed også rørende enige om karakteren til en juleøl, der vist kun formår at slå Tuborgs Snebajer i kvalitet herhjemme.

Elvis Juice, Brewdog

2017-08-04 17.49.51Intet nyt – heldigvis …

Selvom BrewDog med tiden er blevet nogle udsælgere og brusebadsposer, komplet udstyret med advokater med for meget tid laver de jo stadig godt øl. Og sagen om pubben Draft Punk der blev sagsøgt for at have ordet ‘punk’ i deres navn, ser ud til at være bruset af som en åben lunken Carlsberg en våd sensommerdag på Københavns Vestegn.

Så jeg er villig til at lade det fare indtil videre i hvert fald, og skrue lidt op for anmeldelsesfrekvensen på det skotske bryggeris produkter igen.

Denne er hentet i det supermarked, der for tiden er min foretrukne ølpusher, når det gælder de billige supermarkedstilbud. Hvad jeg de sidste par måneder har fundet i Fakta, overgår med flere længder det faste sortiment – ikke bare i samme koncern, COOP med SuperBrugsen og Irma, eller konkurrenten Føtex, men også i Magasin, hvor de ellers ved, hvad de skal tage for varerne.

Faktakæden skulle ellers være i krise, og være ved at lukke butikker, mens Netto buldrer derudaf. Jeg har svært ved at tro, at jeg er den eneste ølelsker, der ikke helt forstår hvorfor Netto fører det ræs.

Men for nu ikke at fare vild i sidespringet – Jeg fandt altså denne Grapefruit infused IPA i Fakta.

Det nydelige kobberfarvede bryg byder ikke på meget skum, men til gengæld rigeligt bouquet – ikke noget dårligt bytte, hvis man spørger mig. Vægten er her lagt på det blomstrede. Det er slet ikke fremmed for IPA, men sådan en blomstermark af syren, hyld og roser får selv en erfaren botaniker til at trække snuden til sig af frygt for høfeber.

Fra blomsterhaven går det til frugthaven. Smagen byder på nektar, passionsfrugt og ganske sød appelsinaroma som man finder den i fantasodavand. Urtehaven er heldigvis hverken vokset til eller visnet bort – den er egentlig ganske velholdt, og mærkes som en bred bitterhed, der holder sammen på alle de kække, søde udtryk. Urtehaven er blot ikke særlig stor.

Der er ellers rigeligt med spræl i brygget, men det er ikke på grund af den ellers markante humle, men derimod alt det, der foregår omkring den. En pjattet, fjollet, sjov, sprællevende og lalleglad IPA, hvor bitterheden har givet plads til munterhed og festivitas.

Helt i BrewDogs gamle ånd. Den skulle de tage at holde fast i.

5-stjerner

Og ja – acceptér det nu bare: Elvis ER død.

Jet Black Heart, BrewDog

2016-10-22-19-15-56Et håb blev knust …

Nu får vi se, om ellers velfunderede og vanligvis kvalitetssikre BrewDog fra Skotland kan det … [advarsel! Retorisk spørgsmål forude] … kan hvad? Jo, kan lave en havrestout, der rent faktisk er god – en havrestout, der smager igennem og leverer en fuld, og ikke amputeret oplevelse. En havrestout, der er det lyn, der skal slikke nyderen med sin tunge (og alle læsere, der synes den metafor er mærkelig, burde læse noget mere tysk filosofi fra slutningen af det 19. århundrede)

For en sådan havrestout mangler der altså virkelig. Thisted har prøvet, Krenkerup har prøvet, Skovlyst har prøvet … okay, at sidstnævntes bryg er jævnt kedelig er vist i ekstrem grad ikke-overraskende. Ikke desto mindre er brygtypen næsten en sikker jævn og middelmådig oplevelse på den halvkedelige måde uanset hvem der laver den.

Men hvis nogen skulle kunne levere en interessant udgave – hvem kunne så, andre end det progressive punkerbryggeri BrewDog? Mange, sikkert. Jeg kunne fx forestille mig, at Amager Bryghus kunne levere noget ganske habilt og bidsk – og Kongebryg, hvis fiktive havrestout dog nok skal hvile lidt i munden, før man finder guldet – der så til gengæld også er 24 karat. Men alt dette er selvfølgelig bare idel spekulation og fantasteri.

Ved åbning udspyer den ganske virkelige flaske fra BrewDog i hvert fald en nogenlunde lovende, men også ildevarslende afdæmpet bouquet af kakao og svesker. Smagen byder også på søde chokoladenoter, mens sveskerne er erstattet af andre – til dels krydrede indslag. Der er kaffe, rørsukker med en antydning af rom og en lækker, bittersød eftersmag af moscus.

Men krydret aroma, sødme og andet godt til trods, virker hele smagsindtrykket underligt støvet og tørt, som kom det fra et groft pulver, der blev kastet i, efter at øllet var færdigbrygget. Smagen er brutalt adskilt fra en i øvrigt halvslatten mundfylde og en noget for let viskositet. Som om brygget var hakket i forskellige stykker – krydret smag for sig, bitterhed for sig, sødme for sig, viskositet for sig, krop for sig – og uden at gøre sig nogen umage for, om stykkerne passer sammen, kaster man det hele op i et stort kar, rører rundt og krydser fingre.

Det er som om mange af enkeltdelene egentlig er fine nok – men integrationen er slået fuldstændig fejl, uanset hvor mange fingre, tæer, arme, ben, ører eller øjne, man ellers har krydset. Det kunne være, at Inger Støjberg ville være glad for denne øl – i farve og viskositet har den jo også en vis lighed med Cola Zero, som hun vel nærmest har lagt ind som drop – og sådan som hun nidkært og frydefuldt skamrider ethvert tilløb af antydning af misintegration, må dette bryg da være lige noget for hende.

For mig, derimod er dette hverken lige, skråt eller bukket noget. Det er blot endnu én i en voksende række af havrestoutsskuffelser. Heller ikke BrewDog magter at løse opgaven – her gik man ellers lige og håbede …

3-stjerner

Jack Hammer, Brewdog

2016-10-17-18-07-51De er ikke faldet af på den …

Pour shame all over us
Harden into a crust
Cement
Forget the glamor and
Mumble a jackhammer
Under your breath

Teksten er fra sangen “Caffeine” fra Faith No Mores 1992-album Angel Dust. Den dybere mening med teksten? Dens relation til dagens øl? 1. Ingen anelse 2. Ingen overhovedet – jeg kom bare til at tænke på den, da jeg så bryggets navn. Som man vil se, indgår navnet (der betyder ‘trykluftbor’) i teksten – og så er det også bare en fed sang. Faktisk er det min favoritsang på det album, der jo iøvrigt bugner af hits. (Mit favoritalbum med bandet er godt nok “King for a Day, Fool for a Lifetime” – men det var ikke en sang fra det album, øllen fik mig til at tænke på (selvom alle øl vel i en eller anden grad får mig til at tænke på “Take this Bottle“)).

Men altså øllet – det i dette tilfælde næsten bleggule bryg med det nærmest ugidelige skum kommer fra det skotske bryggeri BrewDog. Det er et af de bryggerier, de allerfleste ølbloggere og ølconnoisseures gerne skulle kende til, idet de har været foregangsbryggeri for den europæiske del af den globale ølrevolution.

Ølrevolutionen har jo efterhånden bidt sig fast, og der er aldrig så mange forskellige dejlige bryg at vælge mellem, hvor man tidligere kunne vælge mellem lys pilsner lysere pilsner og letøl – hvis man var heldig. Det var nye, innovative bryghuse som Brewdog, der fik de nye øltyper (der faktisk ikke var så nye endda – de var bare ikke særlig kendte) ud over kanten og ud til folket.

Det er ved at være længe siden, jeg sidst har prøvet en Brewdog-øl. Faktisk ser det ud til, at den sidste blev prøvet for over tre år siden. Jeg kan se at jeg gav den fem stjerner dengang, og alligevel husker jeg den som mere magelig end andre af BrewDogs Bryg. Som uforlignelig husker jeg stadig den legendariske Punk IPA, som jeg gerne pakker med i indkøbskurven, når jeg støder på den. Sådan har jeg det ikke med mange øl, da jeg først og fremmest prioriterer at prøve nyt – men Punk IPA kommer altså gerne med uanset hvad.

Men har de holdt niveauet siden dengang? Discountsupermarkedet Fakta har været så søde at muliggøre et svar på det spørgsmål uden at man må lade sig ruinere. Var det en tyver, den kostede inklusive pant? Ikke meget mere i hvert fald, og en mørk broder til den kunne fås til samme pris. Den skal selvfølgelig nok blive behørigt anmeldt senere.

Det lyse bryg (det fik jeg vist sagt, det var, før digressionerne tog fart) byder på en klassisk IPA-duft bestående af traditionel grannåleduft, helt uden at den søde, krydrede bergamotolie er glemt. Den er der ellers andre IPA-mestre, der godt kan glemme ind imellem – jeg skal ikke nævne nogen navne og især da ikke Amager Bryghus.

I smagen møder man en skøn, fortrinsvis hård og metallisk bitterhed. Det metalliske islæt er helt rigtigt og på ingen måde malplaceret, disharmonisk eller ubehageligt. Humlen føles som et iskoldt, nyslebet, blankpoleret bronzesværd mod tungens overflade. Æggen skraber diskret og faretruende hen over smagsløgene, men lægger sig så nydeligt til rette med en tryg bitterhed ved mandlerne. Så opløses blankvåbnet pludselig og pustes ud i mundhulen som en tågesky af små bitte, barberbladsspidse nåle. De borer sig ind i alle mundens indvendige afkroge – først de blottede, og derefter finder de nådeløst vej til de skjulte hjørner, så disse også kradser af velsmagende, stikkende grannålehumle.

Det er både en lettelse og en følelse af triumf at konstatere, at – nej -BrewDog er tydeligvis ikke faldet af på den.

I modsætning til Faith No More. Sol Invictus er på ingen måde noget markant værk i deres produktion. Men hey, hvis de halvgamle herrer hygger sig med at spille videre, selvom de ikke vælter helt så meget rundt som de gjorde tilforn – så er det nu fint med mig.

5-en-halv-stjerne

Zeitgeist, BrewDog

I tide …


Det var på et hængende hår. Mit ølkøleskab – der faktisk også bare er vores almindelige køleskab – var tomt … for øl i hvert fald. Ellers bugnede det faktisk af alle slags økologiske levnedsmidler, hjertet kan begære – men øl var der altså ikke noget af.
Jeg savnede noget at skrive om, så glad var jeg, da vi på en af vores mange byture – vi nyder at bo i hovedstaden, og mine sparsomme fridage bruges på at vade byen tynd med klapvogn og slyngebarn – slog et smut forbi SuperBrugsen på Christianshavns Torv.
Jeg så mit snit, og hen til øludvalget gik det – og det er nok noget af det ringeste udvalg, jeg har set. Op og ned af vægge og hylder – lutter øl, jeg havde prøvet i forvejen … Christianshavns Torv er et yndet hænge-ud-sted for Københavns sprittere, og åbenbart er det dem, der er målgruppen for SuperBrugsens øludvalg – kun øl, man kunne blive fuld af. Ingen der var værd at rigtig smage og nyde.
Og så var den der jo alligevel. Et lille sort vidunder fra BrewDog – nede i hjørnet, gemt og glemt. Men jeg tog den i min favn, og bragte den med hjem (jeg huskede selvfølgelig at betale for den) så den kunne opnå det, en øl skal opnå – at blive drukket og forhåbentlig nydt.
Der er tale om en Black Lager – reelt en Schwarzbier (nu vi er ved de nudanske termer) – en undergæret mørk øl, der har sin sorte farve fra maltristningen. Der er ikke lagt fingre imellem. Selv i aftensolens lys, der står ind gennem den franske altan ved vores spisebord, kan man kun lige netop ane, at den lille smule lys, der slipper igennem, brydes i det lange, røde frekvensområde. Skummet er underligt konstrastagtigt lyst, men dog med en kaffe-latteagtig, letbrun lød. Duften er friskt branket – ja, det lyder skørt, men bouqueten er liflig og opkvikkende med et strejf af vanille, selvom den samtidig er tyk af brændt karamel.
Smagen lægger sig på den bitre side med vægten på brændt malt i forgrunden, og med et strejf af kirsebær i baggrunden, der både giver brygget en let syrlighed og en afstemmende sødme. Syrligheden giver – overraskende – brygget fylde, idet den er nærværende uden at skæmme det overordnede indtryk. Tværtimod passer syrligheden på forunderlig vis nydeligt ind i puslespillet, når den blander sig med vanillen, der efterhånden også viser sig i smagen. Eftersmagen er både kraftig og langvarig, en sødtbranket blanding af karamel og Lektor Blommes maltbolsjer.
Det er en øl, man kan tage sig god tid med. Den mister hverken smag eller karakter ved at stå lidt, og blive drukket langsomt.
Jeg kan faktisk tilgive SuperBrugsen, Christianshavn deres slatne øludvalg, nu hvor de alligevel havde noget godt. Men her forleden dag var vi i SuperBest på Vermlandsgade … Og der må jeg nok sige, at jeg har fundet min fremtidige ølpusher her på det grønne Amager. Vel mødt snarest til den første perle, jeg har hentet hjem derfra – og retrospekt god første maj forøvigt. Min datter blev som bekendt ét år, den dejlige forårsdag, hvor folket rejste sig, og med bravour benyttede sig af en af sine sjældne muligheder for at fortælle landets politikere, hvad de egentlig mener om dem.

5-stjerner

Dead Pony Club, BrewDog

Velhumlet – og lidt tynd

Når det gælder mine temaer, har jeg vel nok en rygrad som en regnorm. Jeg formår åbenbart ikke at gennemføre et tema uden at afbryde det undervejs, og således har der nu sneget sig en øl ind blandt indflytningsøllene, som jeg har købt efter at vi er flyttet ind. Sagen er den, at den sidste indflytningsøl, jeg har, er en Kors Øøll fra Ørbæk på 0,7 liter. Så meget øl gider jeg ikke at drikke på en aften, og et forsøg på at invitere vores flyttehjælp på middag mislykkedes.

Men der var simpelt hen så god mad på bordet, at der måtte øl til. Så frem af køleskabet kom denne øl og åbnet blev den.

I glasset hævede sig et ravorange bryg under en råvidt til gyldent skum. Et meget flot skue, endskønt øllet tydeligvis er filtreret. Duften er kraftigt humlet med et tørt præg af gær.

Smagen er kraftigt bitter, og minder om Hoppy Christmas. Aromaen præges af træ, en anelse kommen, samt det bitre fra appelsiner. Begyndelsen på hver mundfuld er en eksplosion af appelsinagtig bitterhed og en ledsagende, pikant rosensødme. Derefter begynder tager humlen over, og brygget får en mere bidsk kant, i midten af munden af gær, og bagest ved ganen af træ, der fortsætter i en langstrakt eftersmag, der blidt masserer gummer, gane og svælg. Rosenessensen forstøver sig i samtidig som en sky i munden, og giver samtidig brygget noget fylde.

Det er alt sammen meget godt, men den døde pony deler også et andet træk fra BrewDogs julebryg. Den mangler fylde, og føles faktisk en smule tynd. Fornemmelsen af vand gør sig gældende på trods af de ellers gode smagsindtryk, og selv om den manglende fylde ikke ligefrem vælter læsset, og gør øllet kedeligt, så fornemmer man alligevel, at det kunne have været bedre.

Måske er det den relativt lave alkoholprocent på 3,8, der gør det. Angiveligt er det en californian pale ale. Men er det den amerikanske puritanisme, der slår igennem, eller den kendsgerning, at det meste øl, man får skænket på fad i Storbritannien er gjort tyndere, så folk ikke bliver fulde for hurtigt?

Det må stå hen i det uvisse. Jeg konstaterer, at øllet er set bedre fra BrewDogs side – uden at øllet er direkte dårligt på nogen måde, og at hverken den amerikanske østkyst, eller et drabeligt-provokerende navn kan lave om på dette.
4-stjerner

Hoppy Christmas, BrewDog

Noget besk – om alligevel julet.

I år gider jeg – ligesom sidste år iøvrigt – ikke at prøve de gængse standardjulebryg. Det er de gode øl, der skal prøves, og så er det jo dejligt, at godt ikke nødvendigvis er specielt dyrt. Nærværende skotske perle har jeg fundet i COOP til en 15-16 kr, og det er ikke galt for udenlandsk specialøl af den kaliber.

På flasken beskrives den som en varm Jule-IPA, og hvorfor ikke? Hvis man har juleøl, juleale, julebryg og jule-det-ene-og-det-andet, hvorfor så ikke en Jule-India-Pale-Ale? IPA er som bekendt en lys ale, kendetegnet ved sit høje humleindhold og deraf følgende kraftige bitterhed. Bitterhed indgår i mange af julens smagsindtryk, fra milde nelliker over letbranket flæskesvær til frisk rødkål … Det er den rare ende. Den anden ende, den traumatiske, omfatter overmodne, eller slet og ret dårlige, valnødder, mandler og figner. Hoppy Christmas giver lidt af begge dele.

Duften, for at starte et sted, er kraftig, og varsler bittert øl. Der er toner af nelliker, lakrids og anis, allerede her er det ganske juleagtigt, og man imponeres allerede over, at duften er resultat af gedigen brygkunst, og ikke af, at noget ølfremmed er tilsat. Det er en fortrinsvis lys øl – som man kender det fra IPA, med klæbrigt, gyldent skum i store fedtede bobler.

Av! Den smager! Et voldeligt, brutalt frontalangreb på smagssansen, der lammetæves – ikke af en bitter humlekvist, ikke af en gren på tykkelse med en gennemsnitlig dansk juletræsstamme, – næh, en brændende kævle der hamres ned i tungen fra ti meters højde. Bitterheden er knastør med toner af nelliker, lakrids, anis … kommen måske endda. Fornemmelsen af Rød Aalborg gør sit, og det er jo heller ikke sådan helt u-juleagtigt.

Man oplever en rå ølsmag, der får en til at overveje, om øllet er brygget færdigt – om det i virkeligheden er mæsken man sidder med, om øllet burde betegnes råøl, for så kraftigt, uforfalsket, men også uraffineret smager det. Smagsløgene svitses og ligger forkullede tilbage med en eftersmag af aske og kaffegrums. Her opdager man, at det ville have klædt øllet overordentlig godt med noget røgsmag. Man opdager også, at selvom øllet er meget kraftigt bittert, er det som om det alligevel mangler noget fylde.

Endskønt jeg ikke tror, jeg har smagt så bittert øl før, så rammer øllet ikke lige i centrum. Der mangler en struktur – et skellet, der kan underbygge bryggets kompromisløse bitterhed. Øllet virker mere overdrevet end egentlig godt, og selvom der lige er en flygtig antydning af rosebismag, så forbliver øllet bare voldeligt bittert, uden at give ordentlig mundfornemmelse, fylde eller for den sags skyld en varig eftersmag. Som en anmelder på RateBeer siger – watery and weak. Fylden mangler, og det er tydeligt.

Det er en spændende øl, og oplevelsen er stor – omend ikke nødvendigvis behagelig. Jeg elsker selv bittert øl, og jeg kan nyde denne, men savner altså fortsat raffinement i form af andet end bare bitterhed, fylde og eftersmag. Samtidig står jeg ved, at det jeg jagter er den store øloplevelse, og manglen af ordentlig velsmag til trods, er oplevelsen i hvert fald stadig stor.
4-en-halv-stjerne

There is no Santa, BrewDog

Men der er nisser til!

Så er det ved at være jul – så meget, at selv kirken mener det og nu har erklæret advent. Det er ikke nogen stor hemmelighed, at vi ikke går op i lige netop den vinkel på julen. Men når nu det betyder så meget for alle andre, må det hellere markeres.

Her i huset tror vi på nisser, men ikke på hverken basusjern eller julemand – og netop det sidstnævnte er omdrejningspunkt for dagens øl fra skotske BrewDog – et bryggeri, der tidligere har imponeret ganske meget og kun har leveret skuffelser i form af lettere mislykkede eksperimenter, snarere end egentlig kedelige øl

Og nu hvor vi er ved julen, skal det da også lige nævnes, at min hustru og mit tegneserieprojekt Spelt-segmentet går i luften med sine egen julekalender fra 1. december. Der vil være en stribe for hver dag indtil juleaften, en fortsat historie om mystiske hændelser, venskab og julens sande ånd. Forbliv indstillet!

Men videre til dagens øl. There is no Santa – og for min skyld gerne. Julemanden er en helgen, og den slags hverken tror jeg på eller går ind for, og i øvrigt er hele julemandskonceptet udtryk for en forbrugskultur, der om ikke andet går fuldkommen over gevind i .juletiden.

Der er tale om en stout, og det er ikke tit, man ser den type øl omtalt som juleøl. For det meste er der tale om stærke pilsner/exportøl, men i mine øjne ville en stout, især en sød en af slagsen, passe fint som juleøl, da det netop er det fyldige, søde og gerne lidt tykke øl, der bedst passer til julemad. og -godter.

Duften kan mærkes, så snart kapslen lettes. Den dufter sliksødt. uden at være parfumeret, min hustru mente, den duftede af gløgg, og det er jeg ikke selv utilbøjelig til at mene duften af kanel og nelliker taget i betragtning. Til gengæld synes jeg måske også, at det er lidt for brusende, og at det gyldne skum er for lyst i forhold til den ellers fine mørkebrune farve.

Smagen er først og fremmest let syrlig som tidlige efterårsæbler, kombineret med en godkendt træbitterhed længere tilbage i ganen. Det krydrede islæt af kanel og nelliker antydes også i smagen, og giver øllet en meget særegen karakter.

Desværre er den alt for vandig i konsistensen til rigtig at glæde, og det er her, den taber i forhold til de rigtig gode BrewDog øl. Den smager meget godt, den er interessant og vellykket i sin komposition, den er endda rigtig god som juleøl, idet den matcher årstidens krydderier, men det hele er bare ikke fyldigt eller stærkt nok.

Jeg ved, BrewDog kan gøre det bedre.
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme