Så er de med …
Jeps, jeg glemte at tage et billede af øllet, da det var i glasset, fordi jeg er et fjols – så her er et billede af flasken i stedet …
Craft beer-bølgen er definitivt nået til Tyskland. IPA’er og stouts viser sig fra det store naboland mod syd med højere og højere frekvens, hvor man tidligere ellers kun ville finde andet end Pilsener, Schwarzbier og Hefeweizen, hvis man selv havde taget det med.
Tyskerne mangler dog stadig at være helt oppe og ringe. I hvert fald i de øl, jeg har prøvet, der giver sig ud for at være craft beer. Det har indtil videre været som om tyskerne nok har fattet de nye, spændende kategorier, men de fylder kategorierne ud på samme måde, som de udfylder deres mange og svært differentierbare pilsnere og hvedeøl – konservativt uden store armbevægelser og langt hellere alt for kedeligt end lidt for risikabelt i udtrykket.
Så forventningerne til denne øl, der er købt i Fakta, var med forventningerne om en muligt habil, men ikke på nogen måde overvældende oplevelse. Soleya Saison lader det ikke være nogen stor hemmelighed, hvilken type den er. Til gengæld er det vist første gang, jeg er stødt på en særlig belgisk øltype fra det tyske craft beer-marked. Indtil videre har de mestendels holdt sig til de populære amerikanske IPA’er.
Det lyse, højtskummende bryg giver den ikke for lidt i bouqueten. En mindre næsestyver af sprittet sød banan får næsten øjnene til at løbe i vand og svælget til at snørre sig sammen.
Samme fornemmelse får man ved den første tår. Den krasse, stikkende kommensnaps jager gennem hele kroppen, fortsætter med et hårdt spjæt i halsen, der fremmaner samme groggy fornemmelse i skallen, som når man har fået én på lampen.
Og vi er ikke engang færdige endnu.
I ly af kommensnapsens ufine uppercut snigløber isoamyl acetaten smagsløgene, så munden straks krænger sig sammen, så man må kæmpe for ikke at hoste hele bægeret ud igen endnu før det har nået mandlerne. Sunder man sig et øjeblik og holder sig forberedt til den ufrivillige agitation brygget afstedkommer, kan man såmænd nok få det ned alligevel. En hvas bitterhed af tørre kviste viser sig i eftersmagen og afslutter en rå, bidsk og ikke mindst uventet krakilsk tysk craft beer-oplevelse.
For der er så afgjort ikke tale om tysk ordentlighed og konservatisme. Ja, selv de belgiske Saisons er sjældent så polemiske i udtrykket. Braufactum har i hvert fald gjort mere end rigeligt for at træde ud af den tyske brygtraditions rygte for at være – vel – ekstremt traditionel, for ikke at sige direkte rigid og innovationsfjendtlig. Lad os håbe, at de ikke bliver de eneste.
Et helt andet spørgsmål er, om brygget så også er godt. En nydelse kan jeg ikke kalde den uden forbehold. Men den er i hvert fald en oplevelse! Da intet tyder på, at brygget er mislykket, fejlgæret, inficeret eller lignende, men derimod fremstår lige som man må formode, Braufactum ville have det, skal bedømmelsen bestemt være derefter – også selvom jeg personligt nok kunne have klaret mig med lidt mindre sprit, kommen og banan.
Seneste kommentarer