Kajs Ølblog

Det fungerer …!

Som nogle måske har bemærket på de sociale medier, fik jeg en ølkalender i julegave af min søster. Fierogtyve øl er imidlertid mere end jeg kan, tør eller for den sags skyld gider gabe over i løbet af 24 dage, så jeg har bestemt ikke tænkt mig at drikke dem samme dag, som de pakkes ud. Men de bliver pakket ud i rækkefølge, og på samme sociale medie som førnævnte, har jeg da også postet et indlæg for hver øl. Jeg planlægger at drikke dem i den rækkefølge, de kommer ud af kalenderen, men kun dem, jeg ikke har anmeldt før.

Den første øl var en Grøn Tuborg. Julekalenderen er tysk, så måske er der også øl fra helt tredje lande. Siden den har det været for mig ukendte tyske øl, men det er jo ikke i sig noget dårligt tegn. Tyskerne gør ikke de store armbevægelser udi brygkunsten, de holder simpelt, men gør det til gengæld grundigt … omend der da også er spipsere imellem.

Brauerei Braunschweig (som Untappd mener er ophavsmanden) har et stærkt koncept, der ifølge emballageteksten går ud på så lidt markedsføring som muligt. Alle markedsføringsressourcer bruges i stedet på at skabe et ordentligt bryg (altså bortset, selvfølgelig, fra de markedsføringsressourcer der bruges på, at markedsføre bryggeriet som et bryggeri, der ikke bruger ressourcer på markedsføring, forstås). Og designet er da også forfriskende simpelt. Nærværende øl er deres export-øl – det er det, man kalder guldøl syd for grænsen.

Guldøl er pilsnerøl, der bare er lidt stærkere, og umiddelbart ligner brygget en tynd én af slagsen. Brygget stråler nærmest citrongult, og kunne, var det ikke for det høje, cremede og kridhvide skum, forveksles med en citronsodavand fra Brugsen i firserne.

Duften afslører dog øjeblikkeligt, at der er tale om øl. Humleduften er frisk af græs, gennemtrængende og tysk i al’ sin traditionsrige vælde. Utraditionelle er til gengæld et par søde indslag af vanille, som jeg i pilsnerøl kun husker at have mødt i Irmas Pilsner.

Og man glædes øjeblikkeligt over bryggets fylde. Humlen smager virkelig af noget. Velgørende bitter er den, men også sprød og frisk, så der den megen smag og fylde til trods også er noget til at slukke tørsten.

Netop de tørstslukkende egenskaber får én til at trække nogle store drag ind i munden. Men det holder man hurtigt op med. I stedet suger man en smule ind ad gangen og lader den brusende friske humleelv fugte alle gabets kroge og hjørner. Overalt efterlader det et vederkvægende aftryk af den lifligste bitre humle med udvalgte søde kærtegn af vanille og marcipan her og der.

Det ser – indrømmet mod min forventning – ud til, at konceptet faktisk virker. Som øl er det ikke noget verdensunder, men som pilsner har brygget bestemt fået tilført et par tiltrængte nye dimensioner og ideer, en nytænkning som det store naboland mod syd ikke ligefrem svælger i.