Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Brasseurs de Gayant

G de Goudale Grand Cru, Brasseurs de Gayant

Brutal om ikke andet …

Bare så I ved, at jeg ikke bare kan brokke mig over andre ting end den førte politik her til lands, men oven i købet også over ting, der er ølrelaterede, vil jeg i dag indledningsvis knytte an til en artikel i seneste nummer af ØlentusiasteN. Ole Madsen – min mentor udi ølskriveri – fortæller på side 10 under overskriften “Dåser forfordeles” hvordan flasker forfordeles i det danske retursystem. Diskussionen om, hvad ordet ‘forfordele’ egentlig betyder, må til gengæld vente til en anden gang. Sagen er, uanset hang til ordets oprindelige eller nymodens popsmarte diamentralt modsatte betydning, den, at Dansk Retur System (som ikke i øvrigt anvender ukorrekt ord deling i deres navn) har indført nye gebyrer for hhv. glasflasker og dåser. Gebyrerne på dåser falder med mere end 50%, mens gebyrer for glasflasker stiger med mere end 25%.

Dansk Retur [mellemrum, der ikke bør være der, men hvad kan man også forvente af et privat foretagende der ejes af storindustrien] System ejes af industrien … det fik jeg vist sagt … og det vil altså sige, at den øverste top i de hovedrige, altdominerende megaforetagender i landet stort set kan diktere, hvordan retursystemet håndteres. Det er angiveligt langt vanskeligere at tappe på dåser end flasker, hvorfor ændringerne er en kæmpe fordel for industrien, og en lige så stor ulempe for mikrobryggerierne, da disse slet ikke har ressourcer til at få en aftapning på dåser op at stå.

Endnu engang udnytter industrien altså en urimelig særstilling til at trampe kvalitetsproducenterne hårdt og brutalt under fode. Kvalitetsproducenterne skal nu allokere flere midler til retursystemet, som de kunne bruge på yderligere kvalitetsudvikling og produktion. En fordel industrien nyder ene og alene fordi retursystemet af sædvanlige ideologiske årsager skal være på private hænder. Når en bestemt opgave løses af en institution er der ingen ræson i at overlade det til private. Det er rent og skær monopolkapitalisme af en slags som Adam Smith himself i sin tid advarede imod. “Men hov!” vil nogen bedyre – “taksterne er jo bestemt af miljøministeriet og ikke industrien alene”. Ja … miljøministeriet … I dag er det ministerium lige så meget et miljøministerium, som ministeriet for fred er et ministerium for fred i Orwells roman 1984. Miljøministeriet har tilladt landbruget at forgifte drikkevandet i hidtil uset omfang, det skider klimamål et langt stykke, det … jeg standser her for ikke at vække min tilbøjelighed til apati og depression unødigt, idet jeg konstaterer, at dette blot er endnu et eksempel på, hvordan den siddende regering kun er der for industriens allerøverste top og ikke for nogen anden – især ikke forbrugere eller mindre erhvervsdrivende (eller børn, studerende, lønmodtagere, arbejdsløse, handicappede, ældre … nå, så kom det sgu til at handle om den førte politik alligevel. Go figure)

Vel – tak til Ole for at gøre opmærksom på endnu et misforhold i den danske ølindustri, der ikke er til kvalitetsbryggeriernes og forbrugernes fordel.

Hvordan det er i Frankrig skal jeg ikke kunne sige. Men flasker fra det land er i hvert fald at finde i Netto for tiden, så der må det vel kunne betale sig med tapning på den emballage endnu. Flasken er endda speciel – køn måske endda. Den er i hvert fald sort og med det forjættende ‘Grand Cru’ som titel.

Det er ellers kun noget, franskmænd og -kvinder siger om vin. Det betegner vin af meget fin kvalitet eller evt. den gård, der er vinens ophav. Men i dette bryg findes ingen druer, men derimod vand, bygmalt, hvede, ris, glucose, fruktose, humle, korianderfrø og appelsinskal. Nøgleingredienserne er vand, humle og malt – og mon ikke der også er noget gær et sted.

Bouqueten er heller ikke videre vinøs. Derimod leverer den en regulær næsestyver af fusel og rå pilsnerhumle. Der er om ikke andet en kraftfuld oplevelse i vente, omend vi er milevidt fra fordommene om fransk ynde (det hedder i øvrigt “ynge” på Royal Unibrewsk) og elegance. En skarp syrlig kant peger tværtom mod nord, mod nabolandet Belgiens meget forskelligartede og noget sværere tilgængelige udvalg. Den alenlange deklaration peger i samme retning, ligesom det fedtede, høje og klæbrige skum, mens kuløren – flot messinggylden – sammen med bouqueten peger mere mod øst, mod Tyskland.

I samme retning peger smagen med en tung, hårdtslående og skarp pilsnerbitterhed, som man kender det fra hjemlige spritterøl, men vitterlig med en uventet elegance og præcision i aromaen, så missmage og ubalancer undgås – i hvert fald i første omgang.

Det belgiske indslag gør sig nemlig snart gældende med en skarp syrlig kant af umoden banan. Den gør sin sviende entre ved gummerne, og yder en slagkraftig øloplevelse et ekstra punch … i hvert fald så længe brygget er veltempereret, hvilket i dette tilfælde vil sige frisk fra køleskabet.

For dette bryg, sin alkoholprocent på 7,9% til trods, fungerer klart bedst ved lave temperaturer. For direkte proportionalt med bryggets lunhed træder isoamyl acetatens skarpe banansmag mere og mere frem. Ved 5-6 grader lægger den sig perfekt iblandt bryggets andre slagkraftige aromaer, men så snart brygget får lov at stå, træder bananen uhensigtmæssigt meget frem og gør brygget surt og metallisk.

Det er i grunden synd, uden det skal ligge bryggeri eller øl til last. For det er vitterlig en lækker oplevelse ved den rette, lave temperatur.

Hvordan brygindustrien afregner det ekstra gebyr for den importerede flaske blander jeg mig ikke i, men jeg håber det bliver så svært for dem, at provenuet ryger.

Så kan de lære det …

La Goudale IPA, Brasseurs de Gayant

Selv tyskerne styrer det bedre …

Et impulskøb. Det beskriver vel bedst grunden til at jeg nu skriver om denne øl. Den stop på en hylde med spotvarer i Netto på Rantzausgade, Nørrebro. Ingen pris, ingen beskrivelse, ingenting, andet end at jeg kunne huske, at jeg havde prøvet øllet engang før – sidste år til jul. Nåhr ja, og så havde flasken en fiks form. Jeg køber ellers aldrig varer, hvis ikke der står pris på – det er vel sådan en slags principsag, men her gik jeg altså på kompromis med de gode intentioner, og valgte at lægge den i kurven alligevel.

Og se nu, hvad der kom ud af det … At Frankrig i det hele taget ikke har formået at imponere særlig meget som brygnation burde have tjent rigeligt som advarsel. Min erfaring indtil videre har været, at franskmændene enten lader alle deres bryggerier opkøbe af aktører fra andre lande – gerne Danmark, idet Carlsberg har sat sig på den lokale industrigigant Kronenbourg – eller de brygger sløje kopier af klasseøllene fra nabolandet mod nord – Belgien.

Her har de åbenbart prøvet at koble sig på den globale ølrevolution med en international klassiker. IPA stammer måske nok fra Storbritannien oprindeligt, men den har gået sin sejrsgang i alle de lande, hvor ølrevolutionen har slået igennem.

Dette franske bud på en IPA starter utraditionelt, men i øvrigt hæderligt med en frisk duft af sure æbler, der måske lige akkurat er begyndt at gære. Humlen – typens signaturingrediens – lurer såmænd stadig i baggrunden. Indtil nu glædes man mere ved det nyskabende end en svigtende karakter.

Idet brygget når kæften, er indtrykket imidlertid et ganske andet. Humlebitterheden er der da. Men selv ikke videre karakterfulde pilsneres bitterhed er mere rå og voldsom end dennes. Mundfornemmelsen er underligt glat og indifferent. Brygget er dovent i udtrykket, hvilket dæmper den friskhed, der ellers også karakteriserer brygget. I det hele taget er førstehåndsindtrykkene præget – ikke af den egentlig lovende anderledeshed fra duften, men derimod en voksende skuffelse over, at anderledesheden som frygtet indikerede, at der var tale om en fredagsmodel.

Leder man lidt og giver man den lidt mere tålmodighed, end den egentlig fortjener, kan man da også finde IPA-noterne i den nogenlunde friske træbitterhed ved gummerne. Samme types tegn på, at der ikke har været helt styr på processerne – gærsmagen – titter imidlertid også frem, omend i et ikke videre generende omfang.

Så selv på de parametre, hvor brygget mislykkes, kan det ikke engang finde ud af at mislykkes ordentligt. Både på det positive og det negative er brygget på det jævne i en grad, så man dårligt kan andet end at være jævnt skuffet. Akkurat bestået, må være dommen over dette første franske forsøg, jeg har prøvet, på at tilkoble sig den globale ølrevolution.

Et andet land, jeg ikke sjældent beskylder for at have ringe held med at tilkoble sig ølrevolutionen er Tyskland. Hvor mange gange har jeg ikke brokket mig over tyskernes konservatisme og modvillighed mod forandring. På det felt har de her fundet deres overmænd m/k. Tyskerne brygger vitterlig IPA’er der er klasser bedre end franskernes.

La Goudale de Noël, Brasseurs de Gayant

Fornyende julet …2016-12-24-13-28-44

Julen er traditionernes tid. De sidste mange år har vi holdt jul i familiens skød, og det skulle en skilsmisse bestemt ikke komme i vejen for. Vi var endnu engang fire personer høj til formidabel julemiddag og forudgående hygge på min ekskones bopæl – foruden hende og mig, var der vores to børn.

En anden tradition, jeg har holdt fast i er, at jeg i løbet af dagen åbner en øl i selskabsstørrelse, som jeg så nipper til, mens juleforberedelserne står på. Selvom jeg tit vælger øllen til dét formål et godt stykke tid før jul, er det mere end noget andet rent og skært tilfælde, hvilken øl, det bliver. Det kunne aldrig falde mig ind at søge på nettet, endsige i kataloger, efter den perfekte nippeøl til juleaften. Jeg ved at jeg nok skal finde noget egnet, når supermarkederne går i juleselvsving fra midten af september.

Denne øl fandt jeg dog lidt senere end jeg plejer – vel en uges tid før den store dag eller deromkring – i Netto på Ålekistevej i Vanløse. Der lå den bare, og så så vidunderligt uprætentions og afslappet julet ud, midt i alt det tyske industrielle juleslik, der med sine næsten flænsende røde indpakninger lignede en mellemting mellem et flammeinferno og samtlige stopsignaler fra alle lyskryds på Frederikssundsvej. Nej, den skulle ikke ligge der og føle sig anderledes …

Selvom øllet er fra Frankrig (og angiveligt en ganske særlig fransk type ved navn Bière de Garde (som jeg ikke gider give egen kategori, da jeg har rigeligt med stort set ubrugte kategorier i forvejen)), dufter brygget mere belgisk. Det afgiver en noget syrlig odeur ikke ulig Oud Bruin ledsaget af anis- og nellikenoter. Kroppen er spinkel og letflydende og manifesterer således rigtig mange egenskaber, som jeg sætter pris på ikke karakteriserer min juleøl.

Men aromaen er jo dejlig krydret alligevel. Nellikerne brænder igennem og minder om frostklare julenætter i bjælkehytten bag pejsen med et krus hed glühwein i hånden … Det er fascinerende, hvordan man kan få minder om noget, man aldrig har oplevet, endsige ejet, blot ved at nippe til en øl … Ved mandlerne indtræder syrlig bitterhed – halvgamle hasselnødder og syrnet kål.

Det lyder værre end det er. Langt værre. For selvom brygget bestemt ikke kan anklages for at være særligt let tilgængeligt, er det stadig forunderligt julet, omend måske ikke lige på den måde som traditionen ellers foreskriver.

Men alle julens smage, dufte og aromaer er der jo: Rødkålen, nødderne, krydderierne. Tilgangen er blot en lidt anden, og hvor jeg næppe ville anbefale dette bryg til flæskestegen og anden, ville den passe aldeles glimrende til dadlerne, fignerne og nødderne bagefter – evt. som ledsager, hvis rødkålen ikke blev spist op, og der skulle snackes på dén morgenen efter.

Og sådan blev alle juletraditionerne overholdt, og så måske alligevel med en af de små justeringer der gør, at julen over tid alligevel forandrer sig.

Glædelig baghjul.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme