Kajs Ølblog

Kaffegrums og mosevand …

Kort efter jeg sidst prøvede en trappistøl, endte jeg i kirke. Ja, man skal passe på med den slags. Men nu var det ikke fordi, jeg havde oplevet en pludselig vækkelse, eller noget lignende fælt, at jeg pludselig frekventerede det lokale tempel. Næh, på det punkt er jeg fortsat den, jeg altid har været (i bloggens levetid i hvert fald).

Det var min søn, Thorolf, der ville høre Jazz. Læserne skal huske, at jeg ikke bor langt fra en af Spelt-segmentets absolutte højborge, København N, og i Blaagaards Sogn finder man Brorsons Kirke, hvor orglet er sparket ud (eller i hvert fald sat i slumretilstand) til fordel for et hipt og i øvrigt aldeles velspillende jazzorkester. At lyden i kirken i øvrigt også er noget af det bedste, jeg har hørt, gør jo ikke oplevelsen mindre.

Det kunne være vildt fedt, hvis man kunne få Slayer til at spille derinde.

Ud over velklingende jazz, var der jo den sædvanlige palaver, der hører den slags steder til. Der var også et lille barn, der blev døbt, og det gav jo lejlighed til at fortælle lidt om, hvad det nu var for noget. Jeg forklarede mine børn, at ritualet skulle sikre, at barnet kom til at betale kirkeskat helt automatisk, når det fik sin første avisrute (eller noget i den henretning), og ved samme lejlighed kunne jeg jo fortælle dem, at det her var noget de ikke havde været igennem. Jeg spurgte så, om det var noget, de kunne tænke sig, hvorefter de begge kiggede på mig med store, forskrækkede øjne og samstemmigt erklærede, at det ville de i hvert fald ikke!

Glade og lettede var de straks jeg fortalte dem, at det ville de heller ikke blive, hvis ikke de selv gad. Og jeg understregede for dem, at de selv skulle sige til, hvis de ville.

Hvad der helt præcis skræmte dem, er jeg ikke sikker på. Men lur mig om ikke det var det der med vand i håret, de syntes var lidt mærkeligt … eller også var det kirkeskatten.

Senere i forløbet var de ligeledes uinteresserede i at spise menneskekød og drikke menneskeblod (selvom det godt nok bare var brød og vin, men folk i kirken legede at det var menneskekød og menneskeblod) – at tænke sig. Jeg havde enten forventet at de begejstret sprang hen i køen, eller at de mere chokeret end før ville afvise på det bestemteste at være med til den slags. Men over for menneskekød og menneskeblod var de underligt indifferente. De rystede bare lidt på hovedet, og sagde ‘nej’, da de fik tilbuddet.

Men lige for at komme tilbage på sporet. Man kan roligt drikke trappistøl uden at frygte trang til kirkegang og salmesang. Har man derimod en seksårig, der kan lide jazzmusik, er det en ganske anden sag.

Nu til brygget, der i anledning af dagens kirkebesøg var endnu en trappistøl købt i Fakta ved juletid. Denne gang for en sølle tier.

Brygget nærmest eksploderer vertikalt ved åbning – det man i mindre sofistikerede kredse kalder en hanbajer. Det er hverken særlig dydigt eller fromt, som det sådan sprutter en kvart meter i vejret med vildt, hvidt skumsprøjt som fra en anden geyser. En fyndig formaning om forsigtighed til forebyggelse af både våde benklæder og upassende syndige tanker er på sin plads før kapslen lettes.

Brygget skummer da også lystigt, når det skænkes, mens afbrusningen ikke er noget, man behøver afvente til dommedag. Snart kan overfladen på det grumsede, brune bryg skimtes under det fnuggede dække. Ifølge Untappd er der tale om en Belgisk Pale Ale. Rent teknisk skal det såmænd nok passe, selvom jeg har set indtil flere brown ales, der var lysere end denne. Den både ligner og dufter langt mere som en Oud Bruin, men som overgæret – og ikke vildgæret – type kan den ligne vildgæret øl alt hvad den vil uden nogensinde at blive det.

Men man kan nemt lade sig narre. Det olfaktoriske førstehåndsindtryk minder i forbløffende grad om Gravøls ‘Biohazard‘, som jeg anmeldte i maj sidste år. Øllet er syrligt for ikke at sige direkte surt med associationer til sildelage og brunkål.

Brygget flyder let henover tungen og er i sin ukomplicerede viskositet forunderligt forfriskende. I smagen blander bittert og syrligt sig elegant, også selvom beskrivelsen af indtrykket måske ikke forekommer således; kaffe brygget på mosevand, tænker jeg – og der er rigeligt med bønner i blandingen, så halvrådne vandplanter og alger aldrig smager for meget igennem, men kun yder en syrlig friskhed, der på uforklarlig vis spiller aldrig så nydeligt op mod kaffens bitterhed.

Et letflydende og forfriskende men ikke just lettilgængeligt bryg. Jeg hører til den slags mennesker, der ser de to første karaktertræk som overvejende positive og det sidste som entydigt positivt. Er man imidlertid ikke til brunkålslage og eddikevand, er det nok ikke dette bryg, man skal kaste sig over som det første.