Her forleden aften … mon ikke det var i mandags? Den dag jeg fik reddet mig noget ferie her resten af denne uges hverdage. Jeg ville ikke ende i samme situation som sidste år, hvor jeg faktisk ikke fik brugt alt min ferie, så jeg fik chefen til at undersøge, hvornår jeg kunne få et par feriedage i utide … og det passede så nydeligt med resten af ugen. Sådan!
Fridagene er gået med det, jeg havde allermest brug for at få gjort – nemlig absolut ingenting, ud over at slappe og koble af – fx. med en god øl og en god film. Således fik jeg mandag aften endelig taget mig sammen til at tage mig sammen til at få set “The Dark Knight” – Batman-filmen fra 2009 med Heath Ledger i ledende birolle som Jokeren.
Det var bestemt en aften bag tossekassen værd. Og når man så oven i købet kunne nyde en vel over middel øl, som man havde fået til sin fødselsdag, til – ja, så havde man allerede fået noget ud af sin ferie.
Egentlig var der tale om en selskabsøl – altså en øl med volumen på over ½ liter, hvilket er grænsen for, hvad jeg gider drikke alene. Men når nu filmen varede over 2½ time, så tænkte jeg, det nok skulle gå alligevel. Især hvis bryggets undertitel “Dobbelen IPA Tripel” kunne holde bare en brøkdel af, hvad den lovede.
Godt nok lægger det korngule bryg lidt sprittet ud. Kombinationen af rigelige mængder alkohol og grannåle i duften, minder i lige grad om baderumsrengøring og specialparfumeret barbersprit. Paraderne kommer ekstra meget op på grund af de søde noter af banan og marcipan, der får brygget til at minde mig om belgiske blondes, der smager af en blanding af denatureret sprit og billig marcipanmasse.
Den mistanke manes dog hurtigt i jorden. Nok er brygget krast og alkoholisk – men det er også skarpt bittert af udsøgt humle. Grannålene stikker i hele mundhulen, så længe brygget ikke passerer svælget. Derefter byder eftersmagen alene på et festfyrværkeri af aromaer – ren alkohol, som man møder den i ordentlig russisk vodka ved mandlerne, garneret med søde noter af skiftevis banan, så honning og så appelsin. Brygget klinger af med en klæbrig bitterhed af vådt løvtræ.
Desværre er det også den sidstnævnte bitterhed, der præger brygget resten af aftenen (såfremt man nyder brygget alene). Og ikke alene præger den – den vokser også, og ender ovre i det alt for klæge og gærede. Jeg har oplevet det med IPA nogle gange før, og jeg har på fornemmelsen, at det er det, der sker i et mislykket forsøg fra bryggeriets side på at gøre øllet ekstremt.
Vi er dog langt fra ovre i kogespritten. Den gode indledning og trods alt relativt sene ‘overgæring’ skal bestemt stadig hente brygget en god karakter – samlet set. Men hvor ville det dog have set pænere ud, hvis nu brygget bare kunne være blevet ved med at være lige så godt, som det var i starten.
Seneste kommentarer