Jeg går jo heller ikke ind for den slags …
Jeg har taget en bid mere af den fine kage, min søster gav mig i fødselsdagsgave … altså den fine samling af både danske og udenlandske øl. Den første bid blev taget kort før nytårsaften som den sidste nyafprøvede øl i 2017.
Forventningerne er oppe under loftet, hvilket ikke altid er godt. For man bliver så uendeligt meget lettere skuffet, når forventningerne er i den stilling. Udenpå lover brygget ellers godt – det er mørkt, der er en vild tyr på etiketten, og som rosinen i pølseenden – der er et ordspil, der passer aldrig så nydeligt til min egen tørre humor … typisk far-humor, har en af mine kolleger, og ved en enkelt lejlighed også ølpusher, kaldt den. Passende velsagtens al den stund at jeg er far.
Ordspillet, hvis man ikke skulle have regnet det ud, er udsprunget af illustrationen på etiketten – tyren. Som man måske ved, er ‘Matador’ ikke kun en TV-serie skrevet af en aldrende journalist, der på sine ældre dage er blevet småracist. Det er heller ikke kun et spil, der går ud på at lege brutal bolighaj i København og opland. Det er også betegnelsen for chefdyrplageren i det castillianske halvdiktaturs modbydelige tyrefægtningsritualer. Smid et ‘l’ ind det rigtige sted, og hokus-pokus – så har man et fixt navn til en øl.
Som antydet går jeg ikke ind for den slags. Tyrefægtning er en afstumpet pseudosport og en øvelse i at slagte en tyr på den mest langtrukne og pinefulde måde – foran et publikum. Altså, really?
Ikke desto mindre vækker det jo nogle forventninger til øllet. Der er noget vildskab, noget passion, noget temperament …
… og måske ikke …
Brygget glider i hvert fald ikke bare lidt, men alt for let ud af flasken ved skænkning. Viskositeten matcher overhovedet ikke en stout – ikke engang en let stout – men derimod en hvilken som helst småkedelig industriel pilsner. Skummet kan man kortvarigt glæde sig over – letgyldent og klæbrigt er det, men igen langt under hvad enhver anstændig stout burde opvise. En odeur af billig whisky – sådan som jeg forestiller mig et blend af udvalgte industrielle grains måtte smage – kombineres med lys karamel i en småkvalm, sprittetsød væmmelighed, der måske ville appellere til samme segment som vodkanisser, Bacardi Breezer og Mokaï.
Såvidt brygget i næsen. I munden bliver det ikke meget bedre. Brygget er tyndt, tyndt, tyndt – helt uden en forsonende, eller bare undskyldende tæthed for de bristede forventninger i prologen. En konturløs bitterhed af alt for spinkel kaffe har fået et skud syrnet ananaskirsebærsaft i sig – af aldeles uvisse årsager, da dette passer præcis lige så godt sammen som forventet – som en firkantet klods i et rundt hul, som en Richard Ragnwald-CD i udvalget af norske Black Metal-LP’er i pladeshoppen, som Shakespeares samlede værker i en reol fyldt med Barbara Cartlands samme, eller kort sagt – ikke.
End ikke de 8 % alkohol formår at holde sammen på den rodede sjuskebunke af modstridende indtryk. Sammen med de andre ting vælter den uintegreret og planløst omkring uden den mindste anelse om, hvorfor!?
Og sådan plasker det alt for lette og flydende bryg kækt og lystigt rundt – som en lalleglad elefant i et kæmpe badekar, og ingenlunde som en olm tyr i arenaens støv eller mudder. Dette var ikke hvad man var blevet lovet!
Det er først nu, dage efter at øllet er drukket, at jeg på bagetiketten opdager følgende lille oplysende passus: “est inspirée des stout irlandaises” – Inspireret af de irske stouts. Vel, i det minste har plottet da en vis tykkelse i dette sløset sammenkastede stykke pulp-fiction. Egentlig er det synd for irerne, at de stadig så mange år efter at landet … eller okay, det meste af landet blev befriet fra englænderne, skal have skylden for så mange dårligdomme. Men lige når det gælder deres øl – ikke mindst deres stouts – er jeg faktisk med på at udpege dem som skurkene. For irsk øl – det være sig red ale, stout eller hvad det ellers er de blander derovre, har kun været noget at råbe hurra over, når de valgte at brygge noget andet end det der anses for at tilhøre traditionel irsk ølkultur.
Og her til sidst må man også undre sig over, hvad referencen til tyrefægtning dog måtte have at gøre med irsk øl. Men det passer jo sådan set meget godt ind i det øvrige, usammenhængende rod, som endnu et stykke usammenhængende rod.
Og hvilket rod!
Seneste kommentarer