Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Bocq

Deugniet, Bocq

2016-01-09 17.04.47Det kan man vel godt kalde den …

“Deugniet” oversættes på etiketten af denne belgiske blond til det engelske “little rascal”, hvorefter jeg måske lidt frit oversætter det til “lille lømmel”. Det er jo på sin vis forjættende. Jeg har altid selv prøvet at være lidt en lømmel – ikke mindst som ølblogger, så denne øl, må jo være lige noget for mig, at dømme ud fra navnet.

Ud fra etiketudsmykningen bliver det endda bedre. Der finder man en mandsperson afbilledet med benklæderne nede om lårene, og bagdelen struttende skælmsk i retning af beskueren, mens hovedpersonen i drillerierne griner smørret. Brygget gør dermed lidt for at nivellere det åbenlyst skæve forhold i hyppigheden af mænd, der fremstilles delvist afklædte som led i markedsføring – og det er jo trods alt en begyndelse, omend det da stadig mangler, at manden smyger sig i erotiske og sensuelle positurer frem for at grine flabet.

Den visuelle prolog kan der altså siges meget godt om – men nu til flaskens indhold.

Brygget er meget lyst; gulorange med kridhvidt skum, der vel nærmest ikke falder, så meget som det langsom tynder ud – boblerne bliver større og større, og når først de store bobler sprænges, bliver skumniveauet lavere. Det er spændende og smukt at beskue, og så kan man også blive distraheret lidt fra den grundlæggende ildevarslende dunst af overmoden banan, gæret franskbrødsdej og husholdningssprit, der karakteriserer det olfaktoriske udtryk.

Den første mundfulds friske bitterhed varsler den noget tvivlsomme odeur imidlertid ikke om. Så man indgydes et skrøbeligt håb om en god oplevelse på trods. Men skrøbeligt er det, og det splintres i øjeblikket efter, hvor en småfæl kombination af grannåle og sprit sætter ind.

Brygget lægger sig i aroma et sted mellem billig gin og Rød Aalborg, men med en mere ufuldstændig alkoholprofil, som om man helt bevidst har valgt, at gæren skal producere fusel i stedet for ren alkohol. Et malplaceret sødt indslag i en i forvejen vind og skæv smagssammensætning minder denne blogger om de kirsebærfyldte mon cheri’-chokolader, som jeg alle dage ikke har kunnet fordrage.

Når alt dette grimme og afskrækkende er sagt, skal brygget dog stadig indrømmes en vis karakter. Vist smager det grimt, men det smager trods alt grimt på en ikke uinteressant måde. Men noget for mig bliver den aldrig.

En lømmel? Jo, det kunne man godt kalde den med den grimme fuselaroma in mente – en lømmel mod den gode smag. Og at den samtidig slår et feministisk slag for nivellering af overvægten af nøgne bagdele fra kun det ene af kønnene i det offentlige rum, er vel også lidt lømmelagtigt – på den fede måde.

2-stjerner

Blanche de Namur, Bocq

Joeh – i betragtning af, at det er en wit-bier …

Jeg tror nærværende øl er den eneste øl, jeg indtil videre har anmeldt, hvis bryggeri har et ‘Q’ i sit navn. Jeg har altid syntes, at ‘Q’ var et fedt bogstav. Fuldstændig overflødigt og unødvendigt, for hvorfor dog have et særligt bogstav for k-lyden bare fordi den kommer før en v-lyd?

Og ja, det er helt rigtigt forstået; jeg elsker bogstavet, fordi det i bund og grund er fuldstændig overflødigt. Det er kun bibeholdt af etymologiske og (bilder jeg mig ind) æstetiske hensyn. For det ser sq da også smukkere ud, når man på engelsk eller tysk ser ordene “Quality, Equivalent, Quadrat” eller “Quasi”, sammenlignet  med det danske “Kvalitet, Ækvivalent, Kvadrat” eller “Kvasi”, synes I ikke?

Vel, det skal ikke skille os ad. Det er jo trods alt også øllet, der er det vigtigste.

Ifølge Google Translate betyder Blanche de Namur “Hvid fra Namur” og det var også, hvad jeg selv kunne oversætte det direkte til, så hvorfor dog have en oversættelsesmaskine, der alligevel bare siger det samme som én selv? Jeg foretrækker nemlig at oversætte det lidt friere: [Det] Hvide [Øl] fra Namur. Det er nemlig en vallonsk wit-bier fra hjertet af Belgien.

Så vi er ved det infame wit-bier igen, stilen jeg har slået hånden af på, ligesom jeg har med R&B og Dance-musik. Men som med alle øl jeg finder, så skal de helst prøves! Især når de endnu engang kan fås i Fakta til en billig penge.

Stilen wit manifesterer sig kraftigt. Det er en ultralys øl, lyst citrongul i løden og lettåget. Man er et øjeblik i tvivl om, hvorvidt navnet wit i virkeligheden hentyder til farven, og ikke til hveden den er brygget på. Det lyse ydre kunne næsten lige så godt beskrives som en mørk nuance af råhvid snarere end meget lys gul. Skummet er også lyst, næsten selvlysende hvidt, fyldigt cremet og med en helt overdreven overfladespænding. Det klæber til glasset i store flødeagtige klatter, efterhånden som øllet drikkes. Duften er syrligt frisk, men noget tynd. Den minder om lime i vand og er som sådan både rar og forfriskende – men også lidt intetsigende.

Det er en øl til ganen og svælget og ikke til smagsløgene. Den slukker effektivt tørsten med sin friske syrlighed, så selvom den ikke smager af så meget, overgår den allerede her de andre wit-bier, der er testet her på bloggen. De har mestendels smagt af gær, og efterladt en knastør gærkvalm fornemmelse i svælget, som man mest har lyst til at skylle ned – nogle gange endda ud – med et stort glas vand.

Det har man ingenlunde lyst til her. Øllet er vitterlig vederkvægende og så småt viser der sig faktisk også noget smag i brygget. Det er ikke kun en letgæret (på den rare fyldige måde) blanding af vand og lime. Den har også en tydeligt sød kant, der mærkes ved gummeranden med aroma af hyldeblomst.

Hele oplevelsen er dunlet, og hellere det end den gærede surhed, der indtil videre har været stilens kendetegn. Det behøver åbenbart ikke være sådan, og det var rart at finde ud af. Ikke desto mindre er det fortsat en letbenet – for ikke at sige tynd omgang, og jeg tvivler fortsat stærkt på, at noget wit-bier nogensinde vil blive oplevet som egentlig god af undertegnede.

Indtil videre er bedste resultat det nærværende, og kun lidt over middel.
3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme