Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Black Cat Brewery

Sweet Tooth, Black Cat Brewery

Øl: Sweet Tooth
Bryggeri: Black Cat Brewery
Type: Pastry Stout
ABV: 7%
Land: Rusland
Købt: Donation via Drikbeer.com

Kære minder …

Så opslugt blev jeg af indspilningen af min seneste video, at jeg rent glemte at knipse et billede af det skænkede øl i processen. Så hvis man vil se, hvordan øllet rent faktisk ser ud – i levende billeder, nota bene – ja, så må man altså smutte over til min seneste video på min YouTube-kanal.

Det kører derudad i øjeblikket – bogstaveligt talt, eftersom jeg i gør hentede min lille bil. Mit nye job er jeg fortsat kisteglad for – også selvom jeg nogle gange må arbejde om lørdagen. Ja, jeg ser det faktisk som en fordel, nu hvor jeg igen har gæld (på grund af bilkøbet) hvilket jeg egentlig havde forsvoret nogensinde at have igen.
På min førnævnte YouTube-kanal går det også godt. Siden jeg startede i arbejde for under fjorten dage siden, har jeg udgivet hele tre videoer, hvilket blot er én mindre, end jeg indtil videre har udgivet resten af året. Jeg vil prøve at se, om jeg kan udgive mindst én video om ugen om onsdagen. Ikke bare for at få lidt struktur på den aktivitet, men også fordi det angiveligt skulle være godt algoritmemæssigt, at udgive videoer med regelmæssige intervaller.

Nøj, hvor bliver man da egentlig kedelig af at være en voksen med (undtagelsesvis) styr på sagerne. Jeg må hellere skride videre til anmeldelsen, før læserne begynder at bruge mine indlæg som sovemedicin.

I en af donationspakkerne fra Drikbeer.com var der to øl fra det russiske mikrobryggeri Black Cat Brewery (bemærk den manglende artikel. Den slags har man ikke på russisk – eller så vidt jeg ved på nogen andre slaviske sprog). Mine russiskkundskaber fra gymnasiet rækker imidlertid ikke til, at jeg kan læse den lange smøre, bryggeriet har vedhæftet dåsen – jeg holdt 25 års dimissionsjubilæum for to år siden. I øvrigt står teksten med så små typer, at mine læsebriller næppe er nok – og så gider jeg sgu ikke rigtigt.
Untappd kommer til undsætning med en væsentlig kortere beskrivelse på et sprog, jeg forstår: “Pastry stout with browny & vanilla” – spørg ikke hvorfor ‘brownie’ staves på en bøvet/popsmart måde, for jeg ved det præcis lige så godt som dig.

Alt dette havde jeg ikke engang slået op før jeg skred til videoanmeldelse. Pastry stout skabte dog stadig forventning om en fortrinsvis sød stout. En Russian Imperial stout måske endda, idet disse er kendt for deres søde smag – og lette krop i øvrigt.
Letflydende er brygget i hvert fald. Jeg nød at se, hvordan løbet fra dåsen slog et par nydelige skruer før det endte i det til lejligheden fremfundne drageglas. Ganske sort er brygget, omend gennemskinneligt klart. Allerede ved åbning af dåsen breder bryggets søde duft af vingummi og lakrids sig ud i lokalet og indfrier allerede da forventningerne om en sød oplevelse.
I smagen er det nu lidt andre former for slik, der er i front. Mørk chokolade med en snert af mokka giver en velkendt, omend væsentlig sødere, bund end hvad man oplever i de fleste stouts – selv de søde af slagsen.
Efterhånden som det lette – og meget smagfulde – bryg glider hen over tungen, træder mere krydrede noter af lakrids og fennikel frem. I et glimt er jeg tilbage i min næsten spæde barndom i badeværelset i stueetagen på det hus, jeg voksede op i. Der hang medicinskabet, hvor hostesaften blev opbevaret – og lidt … eller faktisk ret meget som den hostesaft smager denne øl.

Jeg var bestemt ikke ked af den hostesaft. Og hvor er det skønt, at en øl kan vække minder om noget, der ligger så langt tilbage. Ikke mindst, når det er noget, er smager dejligt.

Fluffy Smoosh: Mango & Passion, Black Cat Brewery

Øl: Fluffy Smoosh: Mango & Passion
Bryggeri: Black Cat Brewery
Type: Smoothie Sour Ale
ABV: 6,8%
Land: Rusland
Købt i: Donation via drikbeer.com

Bare antydningen …

Uha, der sker mange ting lige i øjeblikket. Det hele startede med et truckcertifikat, der ikke engang var helt i hus, før jeg måtte kaste mig ned på maven for ikke at blive ramt alt for hårdt af de jobtilbud, der pludselig føg om ørerne på mig. Snart er det to uger, jeg har bestredet mit nye job, og det at have quasi-fast (jeg er trods alt vikaransat) arbejde er bestemt noget, jeg kunne bliver forfalden til.
Nu er jeg så nået dertil, at jeg har taget hvad der måske er den mest voksne beslutning siden jeg valgte at få børn: Jeg er i gang med at købe – ja købe – mig min første bil nogensinde. Jeg overtog min fars gamle bil, da han ikke kunne køre længere – men sådan selv at gå ud, kigge på og anskaffe mig min egen, troede jeg faktisk aldrig, jeg ville komme til.
En VW Up! bliver det til. Valget stod mellem den og en Fiat 500, der både var større og kønnere. Til gengæld sad man elendigt i den, gearingen var underlig, og så kunne den altså bare overhovedet ikke konkurrere med Up’ens evne til at integrere sig med mig, det øjeblik, jeg satte mig ind i den. Den mindste antydning af tryk på speederen, det mindste træk i rattet, og Up’en lystrede præcis så meget, som jeg gerne ville have den til. Den var ikke så meget en bil, som den var en forlængelse af mig selv – fuldstændig som den franske fænomenolog Merleau-Ponty’s (parafraserede) analogi om den blindes hvide stok, og hvordan den bliver en del af sanseapparatet.

Det er Fahrvergnügen når det er allerbedst. De kan det der, tyskerne. Hvad øl angår halter de nu stadig bagefter, og er først nu ved at komme efter det. Nogle andre, der er ved at komme efter det – meget overraskende og stærkt – er russerne. I en af pakkerne fra drikbeer.com, som en generøs donor lod mig blive til del, var der hele to øl fra et russisk mikrobryggeri ved navn Black Cat Brewery. Jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved det udeblevne ‘the’. Det kan meget vel være, jeg lægger for meget i det, men da russisk er et sprog helt uden artikler – bestemte såvel som ubestemte – kan jeg ikke befri mig fra den tanke, at det er helt bevidst.

Det er sådan lidt en af mine egne darlings, jeg har meget svært ved at slå ihjel. Det der nok er mere spændende for rigtig mange læsere, er dåsens indhold. En sour ale med mango og passionsfrugt – og det med en hævn, skal det hurtigt vise sig. (Det hele kan opleves i levende billeder på min YouTube-kanal her).
Brygget lader sig kun meget modvilligt skænke. Det er som om det kun vil skvulpe ned i store, afbrudte klatter af fuldkommen tæt, orangefarvet frugtgrød. Man fristes til at klemme dåsen for at hjælpe det usandsynligt tykke bryg på vej. Og der står det så – fuldkommen uigennemskinneligt, næsten strålende gulorange i alt sin mango og passionsfrugt-hed.
I duften er det mestendels mangoen man mærker. Sød, fyldig og vældig i sin inciterende aroma. ‘For meget’ vil mange sikkert mene, men for enhver der kan lide mango, mango lassi og øl, er dette bryg simpelthen et must. Syre – det er jo en sur øl – mærker man indtil videre ikke noget af. Men der er nu også mere end rigeligt af det søde til at kompensere.
Mango-knytnæven rammer først for alvor i smagen. Lige så tæt som brygget ser ud, føles det også i kæften. Ud i alle kroge og på alle blottede flader nærmest klæber mango-passionsgrøden sig genstridigt og overdrevent frugtsødt … det gælder i hvert fald det, man kan få ud af glasset – for en ikke-uanselig andel bliver siddende på glassets inderside, hvor det kun meget langsomt glider ned i bunden som en sidste genstridig mundfuld.
Og midt i alt den tætte frugtsødme, der egentlig for længst burde være blevet alt for meget, viser den sig – syren. Pikant, let, nærmest kun antydningsvis som en prikken på tunge og gummer. Den mærkes, men smages næppe. Den underspillede syrlighed giver den overvældende frugtsødme perfekt modspil. Syren gør, at bryggets fandenivoldske frugtudtryk ikke bliver ubærligt, og den samlede oplevelse bliver en ganske unik nydelse.

Netop i skrivende stund ser jeg, at jeg rent faktisk har prøvet en formidabel russisk specialøl før. Det var tre år siden da en af mine læsere, Niels Sørensen inviterede mig på Taphouse. Så jeg vidste egentlig godt, at de kunne. – Nøj hvor de kan, de russere … så mangler vi bare, at de lærer at behandle systemkritikere og LGBTQ-personer ordentligt også.

Det har desværre nok længere udsigter …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme