Ikke ‘spansk’ …
Oh rædsel, hvor er jeg bagud! I går var det min fødselsdag, og fordi jeg ikke bare ikke er overtroisk, men også nyder at spotte overtroen demonstrativt for dens åsyn, fejrede jeg fødselsdagen i lørdags – altså før selve dagen. Det må’s man som bekendt ikke, da det bringer ulykke, men jeg gør det bare alligevel, mens jeg hændergnidende griner ondskabens grin. Festen bestod i, at to af mine ældste og bedste venner – Marcus og Gedved, der også er faste medanmeldere på bloggen – slog et smut forbi til en lille uformel ølsmagning, jeg i al hast havde arrangeret.
Det viste sig nemlig, at samme dag, jeg havde inviteret til fødselsdagshygge, havde min lokale Fakta på Frederikssundsvej omsider fået nosset sig sammen til at sætte “Stop Madspild”-mærker på en lang række specialøl på spotvarehylden. Øl fra Raasted, Thisted og Ugly Duck/Indslev blev nu forhandlet til en tier stykket, og væsentligt dyrere og fancyere bryg fra Midtfyns Bryghus – der vel stod i 30-40 kr før, var sat ned til en rund tyver.
Så der blev købt godt ind. Og der blev smagt godt efterfølgende. Den historie må imidlertid vente lidt, for før lørdag aften havde jeg faktisk stadig to øl i kø til anmeldelse … Jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde har været så langt bagud med regulære anmeldelser – men der er jo ikke meget andet for, end at tage dem fra en ende af.
Og det starter med denne øl. Den første baskiske øl, jeg nogensinde har prøvet. For så vidt er det vist også den første spanske øl, jeg prøver, men ligesom jeg ikke anerkender det britiske imperium eller det danske rigsfællesskab, hvorfor jeg skelner mellem skotsk og engelsk øl (og senere – hvis det bliver aktuelt – også vil skelne mellem walisisk og manx øl) samt mellem dansk og færøsk øl (evt. grønlandsk – det er faktisk på høje tid, jeg prøver noget grønlandsk øl. Engang prøvede jeg én, der var brygget på vand fra indlandsisen. Det haster vist temmelig meget med at få prøvet sådan én igen, før resten af indlandsisen fordamper) så anerkender jeg naturligvis heller ikke den Castellanske imperialisme og hegemoni over det meste af den iberiske halvø. Og jeg bakker naturligvis op om både catalanernes og baskernes ret til selvbestemmelse i en grad, så disse på bloggen vil blive behandlet som selvstændige lande. – Og så gør jeg det selvfølgelig også (læs: i endnu højere grad) for at pisse de spanske magthavere og navnlig deres kongehus af. Bare ærgerligt, at de vel læser omtrent lige så godt dansk, som jeg læser baskisk.
Brygget fik jeg fat i via en facebook-ven, Lasse, der til dagligt er rådmand i Aalborg. Han havde den med hjem fra ferie sammen med et par andre bryg, der står klar til anmeldelse i mit køleskab. De blev diskret overdraget en kold, regnfuld formiddag på Metrostationen ved Bella Center, hvor rådmanden skulle deltage i en eller anden konference. Lasse skal have tak for skænken – og de to resterende øl, dem når vi til, når vi når til dem. Der er rigeligt at tage fat på inden da.
Mine fordomme om øl fra den Iberiske Halvø i almindelighed og det Castellanske Imperium i særdeleshed er, at det består af tyndt, intetsigende pilsnersprøjt, svarende til det mexicanske pjask, festfolket herhjemme hælder i sig. Jeg kunne forstå på Lasse, at den baskiske produktion af specialøl har en særlig betydning for den baskiske friheds- og selvstændighedsbevægelse, og jeg kan allerede nu afsløre, at brygget i hvert fald ikke falder ind under ovenstående karakteristik. Uanset hvad tiltaler separatistisk kamp ved ølbrygning frem for bombesprængning mig overordentlig meget. Men sprogbarrieren har forhindret mig i at kloge mig yderligere derom, da såvel bryggeriets hjemmeside, som etiketpåskrift er på lige præcis tre sprog, jeg ikke behersker, nemlig fransk, castellansk og baskisk – og det endda på trods af bryggeriets stærkt anglicerede navn.
Så øllet må tale for sig selv. Ifølge Untappd er der tale om en Pale Ale efter engelsk forbillede – og så er afstanden til det spanske imperium jo lissom lagt. En kraftig karbonering gør skænkning til en langtrukken affære. Undervejs kan man beundre det flotte candy-floss-skum, der kun langsom brækker i større og større plyssede stykker. Samtidig kan man nyde duften af appelsin, citronmelisse og frisk græs, hvoraf ingen af delene peger i retning af letflydende pilsnersprøjt, som man alt for godt kender det fra Sydeuropa.
Selve brygget har farve af upoleret messing. Det rå, upolerede look får brygget af rigeligt restgær, der nok skal skræmme festfolket væk hurtigere end man kan sige “baskisk seperatisme”. Gæren giver bryggets bitterhed en skarp kant. Kroppen er ru med tungen, hvor den ufint og småsyrligt skarver mod smagsløgene.
Oplevelsen er i hvert fald i hus, om den så ikke ligefrem er den lettest tilgængelige – men det skal i hvert fald ikke jage denne blogger væk. I eftersmagen fortsætter den småklæge og lidt for skarptsyrlige bitterhed, men samtidig titter bouquet’ens sødere og mere frugtagtige noter frem. En formildende aroma af bergamotolie melder sin spinkle, men bestemte ankomst.
Som brygget nydes og får lidt temperatur, vinder de søde og krydrede noter langsomt terræn. Brygget ender som en lystig dialektisk dans mellem syrligtbitter gær, humle og citrus på den ene side og krydret sødme af alteabolsjer med et hint af anis som antitesen. Dermed understreges den baskiske frihedsbevægelses tilknytning til venstre fløj aldrig så subtilt i aromasammensætningen …
… eller også er det bare noget, jeg finder på for at spille smart.
Seneste kommentarer