Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Berentsens Brygghus

Jule Avec, Berentsen Brygghus

2017-03-31 17.51.25Vigende fylde …

At det lige straks er påske skal ikke holde mig fra at prøve en spændende juleøl, hvis den byder sig til. Jeg er egentlig ganske indifferent over for, hvad der måtte stå på etiketten om, hvilken høj-, lav- eller mellemtid en øl er brygget til (eller på). Hvis det er billigt og foregøgler en eller anden form for kvalitet (om det så bare er at befinde sig i en kvalitetsølhandels som fx Toft Vin på Islands Brygge) så er jeg både spil, leg og bytte, samt andre mulige oversættelser af den engelske glose ‘game’, som jeg – hvis det ikke skulle være gået op for læserne – krampagtigt forsøger at gøre mig vittig over i disse linjer.

Jule Avec skulle ifølge bloggeren ‘Hopdaddy’ være “speciel men ikke dårlig”. Det lyder jo mildt lovende, selvom understregningen af, at den ikke skulle være dårlig, måske nok trækker mit ene øjebryn en smule i vejret … som i øvrigt er blevet rigtig flot. Jeg spiste ude i går aftes for første gang i år – men det skal I nok få mere at høre om.

Øllet er i hvert fald ganske mørkt med en usædvanlig skumkrone i dybgult, og ikke popcornfarvet, som man kan se det på etiketten. Duften er også speciel, og indtil videre iøvrigt ikke dårlig; Tung og sød af blommer og svesker (ja, jeg ved godt det i bund og grund er det samme, men de dufter altså forskelligt i deres forskellige former, og dette bryg dufter af begge former, ja det gør så). Dertil kommer syre og sødme af kirsebær.

Julen er sådan set allerede hjemme i duften, mens smagen faktisk går indtil flere skridt videre i samme retning. Initialt mærker man bitterhed af kaffe med humleindslag af lakridsrod og egetræ. Efterhånden melder sig mere krydrede noter af spidskommen og kanel – en aromakarakter, der egner sig aldrig så nydeligt til klassiske julegodter som dadler, figner og nødder.

Det specielle, som Hopdaddy advarede imod, melder sig i fylden, der desværre viger i den samlede oplevelse. Brygget er for letflydende og vandigt, og de ellers gode indtryk og aromaer virker lidt for vilkårligt kastet ned i brygget, så de aldrig får blandet sig helt godt med hinanden.

Det ændrer dog ikke ved, at brygget alligevel er gedigent og juleegnet. Man kan jo se, om man kan nå at redde sig et par stykker endnu og være på forkant i år.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme