Afskedsskål!
Indlægget her skrives dagen efter store flyttedag fra min gamle, store og dyre udsigtslejlighed på Amager til ydmygere, men også svært hyggelige og langt billigere forhold i Husum, Brønshøj.
Hele min krop værker og gør ondt. PH-værdien af min muskelmasse kunne gøre det indre af Kommunekemi misundelig. Selv en tvær og fornærmet Pia Kjærsgaards ansigt ser sig slået af syren i mine overarme. Jeg har hold i nakken, der med flere halshvirvler slår Uffe Ellemanns fra start-90’erne, og muskelinfiltrationerne i min ryg er som 10 garnnøgler, udsat for lige så mange kække, legesyge kattekillinger.
Samtidig drikker jeg kaffe efter klokken 18 om aftenen i et desperat forsøg på at jage udmattetheden væk. Det er sjældent det sker, og jeg håber ikke det spolerer min nattesøvn, så jeg bare bliver endnu mere træt i morgen.
Vel – til værket.
Jeg havde alt for travlt i sidste indlæg med at udsætte Munkebo Mikrobryg – og navnlig deres slogan “rigtig øl” – for spas og løjer til at bemærke og rose deres valg af koncept og emne. De knytter med brygtitlen ‘Gleipner’ an til den nordiske mytologi, og den er jeg som bekendt svært begejstret for.
Gleipner er kæden, der holder Fenrisulven. Den har et svagt led, som vil knække ved Ragnarok, hvorefter Fenris vil sluge Solen og indvarsle den mørke, kolde og lange Fimbulvinter. Med tanke på de seneste dages veritable hedebølge i september, er der altså absolut intet som helst at frygte fra den kant overhovedet.
Videre til denne øl – den sidste, jeg drak i min gamle, store, flotte, velplacerede og uhørt dyre lejlighed på Amager. Det er endnu én i rækken af øl, min gamle studiekammerat Rasmus tog med sig hjem fra Minnesota, så jeg kunne anmelde den. Jeg skylder Rasmus endnu en tak – ligesom flyttehjælpen på min flyttedag.
Brygget er en Pale Ale med lækker humleduft – med nærmest forløsende fravær af grannåle. Såvidt mine notater, men jeg må erkende, at tørsten efter grannåle så småt er begyndt at blive vakt igen. Men humle kan sagtens dufte godt, selv uden den mindste antydning af gran. Her dufter humlen friskt og småsødt af fennikel og hvid peber, og fornøjelsen er ikke voldsomt meget mindre, end Amager Bryghus’ karske, krasbørstige IPA’ers.
Bitterheden er velgørende ligefrem uden at være anmassende eller unødigt fandenivoldsk. En skarp, frisk og vederkvægende aroma af appelsin og grape, veksler med bitterhed af tørt fyrretræ … ikke nåle!
Ved mandlerne skifter bitterheden karakter og bliver nøddeagtigt. Man smager især val- og paranødder, og dem kan man så nyde nok så længe efter at brygget er skyllet ned.
Det er en frisk pale ale lige til højrebenet. Nydeligt kobberfarvet med hvidt, cremet marengsskum. Det bliver næppe mere klassisk, og selvom det ikke er en af dem, der brænder sig permanent ind i erindringen, mangler den absolut intet i situationen.
Og således lyder den værdige afskedsskål til min alt for dyre penthouselejlighed på Amager. Jeg er flyttet ind i en ny, hyggelig Husum-hippie-hybel, og kan dermed tirre mine læsere med mere plat og søgt alliteration, samtidig med at jeg selv glæder mig over nye og væsentlig mindre stressende omgivelser at berette om øl i.
Seneste kommentarer