Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Belhaven

90/~ Wee Heavy, Belhaven

2017-06-05 17.08.52Endelig en god én …

Det er længe siden, jeg sidst har prøvet en øl fra Belhaven. Omtrent samme ord indledte jeg også den sidste anmeldelse med – den ligger hele 5 år tilbage. Altså fra før jeg flyttede til Irland og senere København. Det er endnu længere siden, at jeg har været i bryggeriets ophavsland, Skotland. Anledningerne har selvfølgelig ikke vist sig med samme frekvens som tilforn – dengang jeg spillede sækkepibe tog vi jo gerne af sted hvert andet år eller deromkring.

Belhavens øl går der heller ikke 13 af på dusinet her tillands. Det vidner blandt andet min anmeldelseshyppighed om, for så vidt jeg husker, er jeg aldrig gået uden om en Belhaven-øl, når jeg har set en på en supermarkedshylde. Det må vel være længslen efter de lilla bjerge, den dejlige musik samt det rå og/men hjertelige temperament, der karakteriserer klippeknolden nord for England. Eller måske er det bryggerinavnets affinitet med ‘Millhaven’ – en amerikansk by, der optræder i Nick Caves dystre sangunivers – der gør, at jeg altid udnytter muligheden?

For kvaliteten har på baggrund af det lille udvalg næppe været det udslagsgivende. Den første var småkedelig (omend navnet, “Best” indbød til gemytlig og munter ironiseren. Som den bedste er nærværende en noget mere oplagt kandidat) og den anden blot udmærket uden på nogen måde at være ekstraordinær.

Det noget tilbagelænede niveau skulle der så endelig blive rådet bod på. Denne øl er købt i Fakta for … ikke alt for mange penge – og netop der har man på det sidste kunnet være ganske heldig med, hvad man har kunnet få. Brygget er på 7,4% hvilket nok er baggrunden for navnet – en ‘lille svær’, eller ‘lille tung’ om man vil. I duften udfylder alkoholen dog først og fremmest en sekundær rolle i det mørke-til-dybrøde, svagtskummende bryg – nemlig den at få karamellen, sveskerne og kakaonoterne til at dufte af mere og ikke mindst mere fyldigt.

Det samme gælder smagen. Brygget føles aldrig sprittet, men man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er alkoholstyrken, der rigtig får den flydende lyse karamel til at smyge sig lystigt op ad alle mundens vægge og den mørke chokolade til at klæbe sig kælent til gummer og tungesider.

Og det er også alkoholen, der får den krydrede eftersmag til at minde om en let men velkomponeret bittersnaps. Her træder fennikel, anis og lakridsrod frem, og formår at fuldende en både meget klassisk og alligevel unik og formfuldendt øloplevelse, hvor smag matcher bouquet og begge dele indfrier alle forhåbninger, man måtte have til typen.

Well done! Well done indeed me maties!

5-stjerner

St. Andrews Ale, Belhaven

Belhaven lyver!


Det er ved at være længe siden, at jeg sidst har anmeldt øl fra det skotske ‘Belhaven’-bryggeri. Dengang gjaldt det ‘Belhaven Best‘ og anmeldelsen kan meget hurtigt resumeres således, at jeg nærmest nødigt ville prøve andre af bryggeriets øl, hvis hin øl skulle forestille at være den bedste.

Ikke desto mindre tog jeg mod til mig forleden, da jeg tilfældigvis befandt mig i Rema 1000, et discountsupermarked, jeg relativt sjældent færdes i. Der stod den som den sidste i et parti, så jeg tænkte noget i retning af ‘nu eller aldrig’, og med hjem kom den så, formedelst en 10’er.

Man behøver ikke åbne den, for at beundre bryggets fine farve, for i Storbrittanien forefindes flaskeøl i klare flasker, og sådan er det bare. Det siger, i modsætning til herhjemme, hvor det skal tages som en advarsel om dårlig kvalitet, ikke noget om bryggets beskaffenhed som sådan. Den kan bedst beskrives som havende en mørk pilsnerfarve, ikke ulig Classic – og så alligevel ikke helt så mørk endda. Når den er ude af flasken, og behørigt skænket i et glas, vil man kunne beundre det ret høje, letgyldne og faste skum og sidenhen dets ikke ueffne klæbeevne. Duften lover rigtig godt. Den har en kraftig, gennemtrængende og meget ren, bitter humleduft, der er både liflig og meget frisk.

Smagen er syrligt skarp, nærmest glasagtigt klar og ovre i en meget ren pilsnerhumlesmag. Det er bestemt mere en ale af navn end af gavn, hvilket ikke skal opfattes negativt. Smagen er blot meget mere over i det traditionelt fastlandseuropæiske pilsnerafsnit, end det er ovre i overgæret bryg fra Storbritannien. Smagen er kraftig og fyldig, men snæver. Det er den rene, tørre humlesmag, men klarere og friskere end jeg har oplevet det i nogen pilsner. Dens friskhed kunne minde lidt om ginger ale, men derudover hører lighederne med ingefærsodavand også op. Alt i alt er det en særdeles velsmagende tørstslukker, hvis eftersmag blidt masserer gummer og gane med en tør, bitter humleessens, der tager til efterhånden som glasset tømmes. Bestemt ikke dårligt for en rund 10’er.

Det er med andre noget værre sludder, når Belhaven kalder ‘Belhaven Best’ for ‘Best’, for nærværende St. Andrews Ale er på samtlige parametre en langt bedre øl, og det skal man ikke være nogen ølekspert for at kunne konstatere! Man skal også være godt dum, hvis man ikke ved bedre end at tro, at Belhaven Best er bedre end St. Andrews Ale, og i hvert fald for dum til at kunne lave en så god øl som nærværende.

At Belhaven kalder ‘Best’ for ‘Best’ må derfor være en bevidst løgn. Men det er næppe til skade for andre end bryggeriet selv, for skulle man som forbruger vælge at tro på deres markedsføring og holde ‘Best’ for bryggeriets bedste øl, vil man næppe ønske at prøve andet fra bryggeriet, da deres bedste dårligt nok kunne kaldes middelmådig. Det kan kun koste dem kunder, mens forbrugerne stadig vil have det øvrige udbud af gode øl at vælge ud fra.
4-stjerner

Belhaven Best, The Belhaven Brewery

– Så springer jeg nok den næstbedste over …

Det er en risikabel affære at navngive et produkt noget med “bedst”. For det må betyde, at man må bestræbe sig på aldrig at lave noget, der er bedre. Målet er nået, der er ikke mere at stræbe efter ud over at sørge for, at ens ølbrygningskunst aldrig når de samme højder igen. Produktionen bliver utvivlsomt nemmere i fremtiden, når man ikke behøver gøre sig umage længere, men jeg har ærligt talt svært ved at se ideen i, at bestræbe sig på fremover kun at lave ringere øl.
Parallelt dermed er det ufatteligt tåbeligt at kalde en bog om litteratur noget med ‘ny’. I vores ikke uimponerende bibliotek findes blandt andet en bog med titlen “nyere fransk litteratur” fra engang i 1950’erne. Der findes selvfølgelig også væsentlig ældre fransk litteratur end dette, men ret beset er 60 år gammel litteratur ikke rigtig ‘ny’ længere. Titlen ender uvægerligt med at være løgn. Dette kan selvfølgelig undgås, når det gælder en øl, man kalder ‘bedst’, men det virker ikke ligefrem knøvt at gå og håbe på det.
Jeg håber da også for Belhaven Brewerys øl, der i dag betegnes som det bedste, bliver slået i kvalitet.
Selvfølgelig er det altid en oplevelse, at stifte bekendskab med den britiske ølkultur. Nærværende øl er således en draught – det svarer omtrent til en fadøl, og serveres den på dåse, som tilfældet er her, er illusionen om en fadøl bibeholdt i kraft af en lille beholder med kvælstof inde i dåsen, der brydes når undertrykket ved åbningen af dåsen indfinder sig. En lille triumf for ingeniørkunsten, om end det aldrig bliver helt det samme, som at få skænket den slags øl fra fad.
– Men flot er den, med det tætte kvælstofskum, der også kendes fra Guinness. Man kan tegne små figurer i det, og fylder man glasset helt, kan man med lidt forsigtighed få skummet til at hæve sig som en søjle over randen over det mørkorange bryg.
Desværre blegner begejstringen, når øllet smages. I første omgang mærkes øllets sødme med tydelige toner af honning. Som det fremgår af emballagen, er øllet farvet med honning, men dette kan også mærkes i smagen. Det gør egentlig ikke noget, for havde det ikke været for honningen, havde øllet næsten ikke smagt af noget. Skum, farve og honning til trods er det samlede smagsbillede ret så tyndbenet.
Bevæbner man sig med mineudstyr og graver sig godt ned og tænder nogle kraftige projektører, kan det lade sig gøre, at finde enkelte glimt af subtile smagsindtryk dybt nede mellem tungens papillae. Der er lidt smag af letbitter humle, der enten er behagelig eller ligegyldig. Det er svært at afgøre, når styrken er så svag. De søde honningtoner klinger til gengæld hurtigt af, og kan næsten ikke findes længere, når det allerførste af øllet er drukket. En let humlebitter eftersmag klæber kortvarigt til tungens sider, men gør heller ikke noget væsen af sig.
Belønningen for at lede efter de trods alt ikke helt uinteressante smagsindtryk er en anderledes, men ellers ikke særlig prangende øloplevelse. Selvom det med rette kan kaldes en specialøl (jep, Fakta igen) er det specielle ved den simpelt hen ikke fremtrædende nok.
Jeg er bestemt ikke afvisende overfor de subtile smagsnuancer, som brygget indeholder. Den skal heller ikke have onde ord med på vejen for at virke doven – for sådan skal britisk øl skænket på kvælstof være. I sidste ende er den blot for tynd og smagsløs til at kunne nå op over tre stjerner i karakter.
Det var ellers en god stime, jeg var inde i, og hvis det skulle være Belhaven Brewerys bedste øl, så tror jeg bare, jeg springer den næstbedste – og alle de andre – over.
2-en-halv-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme