Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: BeerHere

Ammestout, BeerHere

Anderledes ølkoncept (Ferieøl IV)

 
Mange steder på nettet fremgår det, at det tidligere blev anbefalet ammende mødre at drikke øl – især hvidtøl – for at få mælken til at løbe til lettere. Jeg skylder læserne her med det samme at indskyde, at ligesom man kan finde belæg for rådets eksistens, og at det på flere netfora fremgår, at hvidtøl har været frit tilgængeligt på fødegangene for bare 3-5 år siden, så er der intet videnskabeligt belæg for, at det skulle have nogen effekt.
Ikke desto mindre er det gamle husråd baggrunden for BeerHeres Ammestout. Måske kunne man godt have ønsket, at det fremgik af øllet, at øldrikning og amning for at sige det mildt ikke er en anbefalelsesværdig cocktail, så hermed er dagens pegefinger løftet over for Christian Skovdal Andersens ellers interessante, kunstneriske og iøvrigt lødige markedsføring. For han må sgu gerne vise en tegning af en ammende mor, der bæller øl på etiketten – men der mangler måske en disclaimer a la ‘do not try this at home’ for at alt ville være helt i orden. Så det er tre tommelfingre op for et dristigt, for ikke at sige småprovokerende ølkoncept baseret på en gammel ammestuehistorie (ordspil intenderet – selvfølgelig) og en ned for ikke at gøre det tilstrækkeligt klart, at det netop er det – en ammestuehistorie.
 
Til gengæld fejler øllet intet. Det er brygget med laktose og tilsat kaffe, og har derfor ikke meget med hvidtøl at gøre. Til gengæld er mælke- og ammetemaet gennemført ret konsekvent, bortset fra, at husrådet i de former, jeg er stødt på, ikke nævner kaffe. Som nævnt i sidste indlæg, var øllet en gave fra min gode ven Marcus. Min vivs og min lille pige på knap tre måneder bliver selvfølgelig fortsat ammet, og han syntes derfor det passede så nydeligt. Jeg kan kun give ham ret.
 
Når brygget er skænket (det tager sin tid, for det skummer meget, og jeg fortrækker ikke at hælde glasset, når jeg skænker, da et andet husråd (som nok også skal vise sig at være en ammestuehistorie) siger, at øl skal skænkes lodret, før man får det fulde udbytte af det) breder den brændte, vinøse aroma sig omgående i lokalet. Når nu øllet ikke bør indtages af ammende mødre, kunne det til gengæld få en fremtid som alternativ til otrivin og andre næsesprays, for hvis bouqueten indsnuses giver den faktisk luft i næsen – og man slipper for den ubehagelige, stikkende fornemmelse som næsespray giver. I stedet kan man nyde duften af kaffe, farin og vanille. Skummet, der klistrer ganske kraftigt, kroner sig højt, lysebrunt og boblende nederst, cremet og tykt øverst.
 
Det er en vidunderligt sød øl, hvor den tilsatte kaffe blander sig med de søde farinnoter, der vel nok stammer fra det tilsatte bryg-mælkesukker. Ja, den var bestemt ikke gået i Tyskland. Vanillen fra duften mærkes også, men kun antydningsvis. Hen over det hele hviler en pikant cognac-essens, der bæres af lige tilpas ristede maltnoter. Det giver brygget en rigtig god fylde, uden at brygget føles sprittet på nogen måde. Snarere føles den faktisk mælke- eller flødeagtigt, men det er efterhånden så længe siden, at jeg selv blev ammet, at jeg ikke kan være læserne behjælpelig med en vurdering af, hvorvidt det vitterlig føles som ammemælk. Øllet holder 6,5% hvilket er væsentligt mere end fx Fat Cat, men alligevel ikke så meget, at man føler sig beruset bagefter.
Sukkeraromaerne tager efterhånden over, og det ender næsten med at føles som en mundfuld brunt sukker, der først krystalliserer, siden smelter på tungen. Alligevel bliver øllet ikke kvalmt, for det hele afrundes fortsat af de bitre kaffe- og ristede maltnoter. Det er en meget venlig øl. Som et stort, moderligt kram, der heldigvis aldrig kammer over, og bliver moderligt på samme måde som i Pink Floyds efterhånden bedagede sang.
Og bag sukkeret, malten, kaffen og cognac’en lurer vandet stadig. Der er ‘vandhuller’ i smagen, fx lige før man synker, der godt kunne være fyldt ud af et eller andet – fx mere brændt malt eller mere kaffe. Og selvom det alt sammen smager meget godt, er det jo ikke fordi, man ikke har set smagsbillederne før. Måske ikke lige i denne kombination, men brygget er, omend godt, så ikke ekstraordinært nyskabende.

Som et lille barn ved moders bryst? Måske ikke helt – men derhenad.

5-en-halv-stjerne

Fat Cat, BeerHere

Suveræn syrlighed! (Ferieøl III)

Min gode ven Marcus, der var til middag ved samme lejlighed, hvor Herslevs indtil videre mest almindelige – og kedelige – øl blev afprøvet, havde selv et par spændende øl med, så det blev også til nogle rigtig gode øl den aften.

For den gode Marcus vidste, hvad der var godt! To øl fra BeerHere blev det til – nærværende Red Ale (der ikke er specielt rød, men det vender jeg tilbage til) og Ammestout. 3 stk. af hver havde han med – en til sig selv, en til min viv og en til mig. Min viv drikker imidlertid ikke øl, og som nævnt tidligere drikker jeg ikke særlig meget, så vi endte bare med at dele en af hver, jeg fik et anmeldereksemplar af hver med hjem til Århus, og Marcus tog de sidste to eksemplarer med sig hjem igen, så han også kunne få mere glæde af dem.

Jeg har altså snydt lidt, og smagt denne øl i forvejen. På daværende tidspunkt havde jeg dog opgivet at tage noter, for noterne til Landøl, som jeg havde taget under en time forinden var allerede dematerialiseret. Det er jo også vidunderligt, at man sådan kan have en gyldig undskyldning for at nyde en god øl hele to gange i stedet for en, i dette tilfælde, at jeg ikke fik anmeldt den første gang.

Vel, Fat Cat er en ‘usolidarisk velsmagende ale’ og grafikken og bagetikettens tekst er inspireret af kommunisme og venstrefløjsretorik. Forsiden præges af en – fed kat, såmænd, klædt ud som enten kapitalist, eller snarere en fæl pamper. Brygget skulle ifølge bagetiketten (der også får nævnt både Castro og 3F) være en Red Ale, men det er ikke indtrykket man får, når øllet skænkes. Det er snarere brunt, med rigeligt restgær under en gylden skumkrone, der klæber stærkere end kontaktlim. Duften springer i næseborene samme sekund kapslen letter. Den nærmest stikker med elementer af røg, syrlig appelsin, lime og ananskirsebær.

Jeg vil nok huske reaktionen, da Marcus og jeg prøvede denne øl for første gang, længe. Marcus og jeg har for vane at tale meget højt, ikke mindst, når vi får lidt under vesten, men da vi tog første nip af denne øl, blev der helt stille i min søsters lille hjem. En bittersød og syrlig smag af pommerans, appelsin og søde æbler sprang ud i alle ender og kanter af mundhulen. Da brygget havde passeret tungen blev det pludselig bittert som af fuldmodne hasselnødder, og sluttede af med en tør, klæbrig, humlebitter eftersmag med et kraftigt gærelement, der drilsk balancerede på knivsæggen mellem at være et aldeles velgørende supplement til bitterheden og at være for gæret. Den var hverken det ene eller det andet – den blev ved med at balancere på knivsæggen, og dette er selve det, der gør denne øl til en helt unik og speciel oplevelse.

Jeg har aldrig oplevet en syrlig øl, der smager så godt. Jeg troede heller ikke, jeg overhovedet skulle opleve en syrlig øl, der smager så godt. Syrlighed er for det meste malplaceret i øl. Der er enkelte engelske typer, hvor det vel er i orden, men så heller ikke mere. Her er det simpelt hen bare pragtfuldt. Det tilfører øllet en helt ny dimension, og i princippet er der jo også tale om en engelsk type – en red ale. Men denne Red Ale er bare så meget mere Red Ale end alt andet red ale, jeg nogensinde har prøvet. Ja, faktisk er den jo så Red Ale, at den mere er ovre i det brune – men det kan jeg nu godt tilgive bryggeriet.

Jeg kan også tilgive dem – ja, jeg synes faktisk det er en ekstra gevinst – at øllet ikke er specielt stærkt. Den viser, at det er muligt at lave ekstraordinært første klasses øl på under 5%. Denne øl holder 4,7%, så man bliver ikke voldsomt beruset af at drikke en enkelt, og heller ikke meget mere end selskabeligt overrislet af to. Så kan man nyde en hel øl mere uden at gå kold – det er da ekstra pragtfuldt!

6-stjerner

 

 

Min blog har siden sidste indlæg blev skrevet rundet 50.000 hits. Det er jeg nogenlunde tilfreds med i betragtning af, at ølblogning trods alt er en niche, som ikke mange interesserer sig for. I det perspektiv er i underkanten af 70 besøgende om dagen slet ikke så ringe endda.

Jeg er dog altid glad for at få nye læsere, så hvis I kender nogle, der interesserer sig for øl, eller måske interesserer sig for folk, der skriver om øl, så spred det glade budskab om nærværende ølblogs eksistens. Til gengæld lover jeg at holde strømmen af øl og både mavesure og lalleglade anmeldelser flydende.

SoD, BeerHere

Billede: Beerticker

Ferieøl I

Jeg er netop hjemvendt fra ferie i Hovedstaden, lettere groggy, stadig lidt småsyg og med et ordentligt læs hængepartier, for der skulle selvfølgelig også smages på nogle ordentlige øl. Det er sjældent, jeg kommer på værtshus, og det er dermed sjældent, at jeg får lejlighed til at prøve de RIGTIGT spændende øl derude – de, der kun fås på fad, udvalgte steder på udvalgte tidpunkter og alt sådan noget.

Men allerede i mandags bød lejligheden sig. Jeg skulle mødes med en ven, Niels, jeg oprindeligt kender gennem facebook. Niels er forfatter til flere tegneserier og en anerkendt oversætter. Mødet skulle stå på værtshuset Lord Nelson i København K, et værtshus med eget menukort – i første spalte navn, i anden spalte producenten og i tredje spalte … alkoholprocenten. For det er selvfølgelig kun øl, der er på menukortet. Nårh ja, prisen står selvfølgelig yderst til højre, og alle øl fås i en lille og en stor udgave.

Jeg valgte en øl fra et bryggeri, hvis øl jeg endnu ikke har prøvet, hverken før eller under nærværende blogs levetid. Der er tale om nomadebryggeriet Beer Here, der er endnu et – formentlig det kendteste – af ølentusiasten over alle danske ølentusiaster Christian Skovdal Andersens projekter. Øllen var den relativt nye stout med det lovende navn SoD.

Jeg skal lige huske at indskyde, at jeg skam tog noter, da jeg smagte brygget. Noterne blev senere fundet i det rene vasketøj, så det er så som så med notaterne for nuværende. Hukommelsen er dog – på trods af bryggets indvirkning – nogenlunde intakt.

Niels (th.) og undertegnede. Billede: Linda Nørgaard Framke

Øllet ligner ganske givet det, det hedder. Sort som slagger med tæt lysebrunt skum kunne det godt se ud som om sod var en af ingredienserne. Den smarte måde, navnet staves på, kunne dog godt antyde en forkortelse for et eller andet, men det er ikke noget, jeg lige umiddelbart har kunnet finde ud af. Men sod ligner den da – og smager også lidt derhenad. Der er i hvert fald et kraftigt ristet element, hvor ‘derhenad’ skal forstås ganske bogstaveligt, idet det ikke er nået til sod endnu – det er bare ristet, og ristet godt. På dette sted plejer jeg i øvrigt at berette om duften. Her svigter min hukommelse en anelse, selvom jeg dog husker, at duft og smag korresponderer fint sammen, og at en beskrivelse af begge dele ville blive mere repetitiv end oplysende.

Ud over ristede malttoner har den bitterhed af kaffe og en ledsagende sødme af farin. Vægten ligger dog mest på de bitre og især de ristede toner. Der er godt med tjære og fiskenet i denne kraftige, modne og fyldige stout og det er selvfølgelig en smagssag, om man kan lide den slags eller ej. Niels kunne ikke.

Niels valgte en Ale No. 16, det samme var jeg et kort øjeblik fristet til, fordi jeg gerne vil vide, om der er væsentlig forskel på flaske- og fadversionen, og om fadversionen er så meget bedre end flaskeversionen som jeg husker den.

Hvorom alting er, krævede nogle pludseligt opståede omstændigheder med vores 2½ måneder gamle datter (omstændigheder, hvis detaljer jeg skal spare læserne for), at jeg midt i øllet måtte stikke i rend ned til bilen, der holdt parkeret ved Gl. Strand, for at hente nogle remedier i bagagerummet. Jeg drikker jo i grunden ikke særligt meget øl. Det bliver ikke til mange mere end dem, man kan læse om her på bloggen. Den relative afholdenhed har med tiden øget min følsomhed over for alkohol betragteligt, men oplevelsen i forbindelse med denne øl tager godt nok prisen … Jeg bestilte endda kun en lille en på 0,25 l … Jeg vil ikke påstå, at jeg stavrede eller var ved at falde, men jeg havde en fornemmelse af, at have et slør over hovedet, og en underlig følelse af, at min hjerne havde løsnet sig og skvulpede rundt inde i kraniet i takt med kroppens bevægelser. Sagt på en anden måde havde under to deciliter af brygget gjort mig selskabeligt overrislet og måske endda lidt til.

Det har jeg ligegodt ikke oplevet før – øllet er selvfølgelig relativt stærkt, 7,5%, men alligevel ikke så stærkt, at det burde kunne mærkes så kraftigt. Så advarslen – eller anbefalingen, afhængigt af, hvordan man forstår det – er hermed givet videre. Den slår kraftigere end man tror, siger den ølglade skribent, der langt fra drikker en øl om dagen.

Og en aldeles fremragende, velsmagende og potent stout – det er den, og det rokkes der ikke ved, og vid iøvrigt, at der er flere anmeldelser af Beer Heres øl i vente, og lur mig, om ikke det fortsætter i samme fine form.

5-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme