Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Beard Brew

Blood Orange Sour-ish Pale Ale, Beard Brew

Slight improvement needed …

Før jeg afslutter temaet om hedengangne Broaden & Build’s efterladte værker er der lige en enkelt mere fra Beard Brew at berette om. De gæve randrusianske bryggere var så søde at sende mig et par smagsprøver af deres seneste produkter forleden, og jeg har allerede afprøvet den første af dem: Idaho IPA. I samme indlæg luftede jeg min skadefryd ved nyheden om, at Donald Trump var blevet smittet med Corona, og begejstringen nåede højder, så jeg rent glemte at takke Beard Brew for donationen.

Sad!

Sagen om Trumps sygdom trak en tråd til i går aftes – eller rettere meget meget meget tidligt i morges (klokken 00:00), hvor jeg hostede en live stream med en af mine online venner, på Twitter kendt som @PurpleWOrange. Han havde været lige knap så afvisende som jeg over for konspirationsteorien om, at Trump i virkeligheden slet ikke var syg, og at det hele var et publicity-stunt for at kunne bruge Corona-virus som et propagandaelement. Jeg havde kort forinden taget spørgsmålet op i en video på min kanal, hvor jeg blankt afviste det som konspiratorisk sludder.

Ud over en kort diskussion af dette synspunkt, der snart afslørede, at det egentlig ikke var noget, Purple troede særlig meget på, men det blot var noget han ikke helt ville afvise – what with en præsident der er fuldkommen skruppelløs, og lyver om snart sagt alt – talte vi også om vores respektive yndlingsdrinks med alkohol. Min gæst brød sig ikke synderligt om øl, men nød i stedet en canadisk whiskey, Windsor Canadian. Selvom min kanal er en ølkanal, skal den slags ikke skille os ad (jeg har endda haft gæster på min kanal, der ikke engang *GISP!* drikker alkohol overhovedet!)

Jeg trak til gengæld denne øl op – bogstaveligt, idet den var lukket med en genanvendelig plasticprop, og ikke kapsel eller patentprop. Den bærer påskriften ‘Beard Brew Home Brew’, og mit gæt er, at der er tale om et eksperimentelt bryg, som bryggerne, Morten og Dennis, endnu ikke er sikre på, skal ud i butikkerne eller ej. Dette underbygges af, at brygget ikke kan findes på hjemmesiden, ligesom ‘Beard Brew Home Brew’ som selvstændigt koncept heller ikke findes der.
Måske er jeg en art forsøgskanin? Beard Brew vil gerne vide om brygget er klar til lancering i sin nuværende form, og sender det derfor ud til afprøvning blandt (giv mig styrke) influencere som mig selv (ja, jeg hader ordet, og endnu mere at forbinde mig selv med det – but it is what it is) og – gætter jeg på – en del af kundesegmentet.
I så fald er det vigtigt, at jeg i min anmeldelse er ekstra ærlig. Jeg vil meget nødigt anbefale Beard Brew at sende et produkt på markedet, der ikke er færdigudviklet endnu.

At brygget er ufiltreret, hersker der ikke megen tvivl om. Højgult er det, men aldeles uigennemskinneligt, næsten med en tone af gråbrunt. Brygget er vildgæret og tilsat blodappelsin og lime, samt humlerne Wakatu og Idaho 7 – alt sammen synligt i bryggets kække grumsethed. Øllen betegnes en ‘Blood Orange Sour-ish Pale Ale’, og det lyder jo forjættende i betragtning af de formidable sours, som jeg på det seneste er blevet forkælet med.

I duften mærkes blodappelsinens sødme tydeligt, mens humlerne også giver sig til kende – både som aromatisk hyldeblomst og et afdæmpet, omend behageligt stik af grannåle. Både blodappelsin og lime giver sig til kende i aromaen, der nænsomt leder bryggets syrlige og bitre noter mod spiserøret, til både vederkvægelse og afmålt, omend adækvat, begejstring. Syren kunne man måske bruge lidt mere af, når man lige akkurat at tænke, hvorefter man finder netop det – mere syre. Desværre opdager man også hurtigt, at det syrlige element ikke er helt i balance, og snart kommer til at smage mere af gær end friske citrusfrugter garneret med grannåle.

Til bryggets forsvar skal det siges, at jeg har smagt mangt en ufiltreret øl, der smagte væsentlig mere af gær end den her. Men det er – i min mund i hvert fald – et tegn på, at brygget endnu ikke sidder helt i skabet. Selvom det måske er bryggerne meget imod, ville jeg gøre et eller andet for at stoppe eftergæring – ja, måske er det faktisk en filtrering der skal til for at holde brygget i balance?

What would I know? Jeg er blot en ussel influencer med lidet forstand på brygning. Til gengæld ved jeg, hvad mine smagsløg fortæller mig. Og hvis Beard Brew vil ramme det formidable niveau, de indtil videre har lagt sig på med deres regulære bryg, bør de inden lancering give dette bryg endnu en tur på tegnebrættet.

Beard Brew skal have en kæmpe tak for forsendelsen. Ikke mindst ser jeg det som en ære – ikke bare at anmelde de bryg, de allerede har sendt ud i handlen, men så sandelig også det, der er på vej.

Idaho IPA, Beard Brew

Jeg forstår det ikke …

Uha, der er en lang liste af ting, der skal kommenteres i dette indlæg, så bered jer på en længere tirade, før vi når til selve øllet. Jep, business as usual på Kajs Ølblog.

Vi er i oktober måned, og bekymringen for, om læsertallet når de højder jeg ønsker, melder sig øjeblikkeligt. Det gik nu ret godt i går. Aldrig så snart september endte med et læsertal, der rodede rundt under 80 daglige læsere, eksploderede antallet til over 170, så snart det blev d.1. Og det endda helt uden at jeg udgav noget. Jeg har opgivet at få læsertallene til at give mening, men jeg takker selvfølgelig hjerteligt for gårsdagens interesse – samt hele september måneds i øvrigt. D. 30. nåede jeg endelig de 4.000 klik, takket være jer læsere.

Og videre til dagens store nyhed: Nemesis! Eller karma hvis man er mere til det asiatiske end middelhavskøkkenet. Donald J. Trump, vore dages svar på Mussolini, Franco og ham den lille østriger med overskægget, er omsider – efter månedsvis af demonstrativ uansvarlig optræden – blevet smittet med Coronavirus.

Hvis man som jeg inderligt foragter Donald Trump og alle hans gerninger og al hans væsen, hvordan skal man så forholde sig? Standardsvaret er, at holde den maske, Donald Trump så lidenskabeligt nægtede at bære, afsende den sædvanlige pakke af halvhjertede god-bedring-ønsker, og med fast, voksen mine løfte pegefingeren ved ethvert tilløb til skadefryd fra anden kant.
Det er det mest modne og voksne at gøre. Man skal ikke give udtryk for, hvad man egentlig mener. Hvordan man i ens stille sind gnæggende gnider hænderne og bider sig i læben for ikke at lade begejstringen løbe af med én på Twitter, Facebook og alle de andre spændende steder, man normalt får afløb for den slags.
En del af den fattede, modne og voksne kalkyle er også at vurdere hvad der er bedst – for verden og ikke mindst én selv; skadefryd eller de bedste ønsker? Og ethvert ordentligt, modent, voksent menneske ved, at den ordentlige, modne og voksne bedste-ønsker-tilgang er den mest konstruktive, klædelige og positive når alt kommer til alt. Ikke mindst i betragtning af, at skadefryd er en last, Donald Trump selv er indehaver af, og som man derfor nødigt selv vil beskyldes for.

Men nej, siger jeg! Hykleri og løgn er andre laster, Donald Trump i den grad kan beskyldes for. Så hvis det gælder om ikke at komme til at ligne ham for meget, må man træffe nogle valg. Jeg vælger ærlighed, ikke mindst fordi den repressivt ‘ordentlige’ måde at reagere på fuldkommen overser den kolossale katastrofe, som Trumps præsidentskab har været – ikke mindst når man kigger på det, der nu har ramt ham i hovedet som en boomerang – symbolsk og bogstaveligt på én gang.
Vel over 200.000 mennesker er døde af Coronavirus i USA alene. Og det skyldes mere end noget andet Donald Trumps skødesløse omtale og politik omkring Corona, spændende fra helt at benægte dets eksistens, endsige farlighed, og til at foreslå behandlinger de fleste lægpersoner ved ville være dødelige. Injektion af blegemiddel og desinfektionsmidler som de mest ekstreme, omend næppe mest bizarre forslag.
De alt for mange døde og deres efterladte fortjener, at vi siger lige præcis hvad vi mener om, at Donald Trump nu er blevet ramt af det, han har oparbejdet et image omkring at benægte og nedtone.

Det er på den måde forfriskende højere-retfærdigheds-agtigt, at han er blevet ramt af sygdommen. Ønsker jeg, han dør af det? Nixen – men jeg skal gerne indrømme, at det ikke skyldes sympati for uhyret. Jeg frygter det kaos, der vil følge i kølvandet på et dødsfald – og hvis der er noget, jeg under amerikanerne lige nu, så er det en smule ro og orden i et land der er hærget af historiske brande, morderisk politi, racistiske militiaer og dødspatruljer and … you name it.

Ifølge mine kilder – dvs. tilfældige mennesker, jeg har spurgt på Twitter – er staten Idaho i øvrigt et af Donald Trumps kerneterritorier. “Trump signs everywhere” var vist den præcise ordlyd. Årsagen til, at det hæderkronede-to-be danske mikrobryggeri Beard Brew opkalder en af deres øl efter netop den stat, skal nok findes andetsteds end befolkningens politiske ståsted.

Heldigvis kommer etiketten til hjælp. Idaho var angiveligt et af centrene for 1800-tallets gold-rushes, og det passer fint til bryggets gyldne lød. Skægget forbinder jeg personligt ikke med guldgraveri, men mere med Motörheads legendariske bassist Lemmy. Snittet har jeg i øvrigt også valgt til min egen hage. Brygget er tilsat havre og lime, og holder langt fra slatne 7% alkohol. Det er tørhumlet med Sabro og ellers med Colombus og (fanfare) Idaho 7 (jeg ved heller ikke, hvad 7 står for. Næppe det samme som ’19’ i COVID-19 … selvom det ikke er umuligt. Det kan da godt være, at den humle blev udviklet i 2007, men det er ren spekulation).

Alt det giver en frisk, lækker næse, der ikke har det store nye at byde på for en IPA. Det er på ingen måde diskvalificerende, idet IPA-typen for længst har bevist sit værd lige som den er. Aromaen river og flår – det er en af de aggressive frem for de mere aromatiske og frugtige. Grannåle og savsmuld gør deres arbejde overalt i mundhulen, mens et momentant knap så velkomment metallisk indslag gør sin entre. Dette viser sig dog snart at levere brygget noget friskhed, og snart integreres det uden større problemer i den samlede aromaoplevelse.

Der er rigeligt af både aroma og krop i brygget, der dog ikke kan se sig helt fri for at have en anelse afsmag af gær. Det virker måske lidt som om, bryggerne har prioriteret at lave en stærk, kompromisløs øl, hvorfor balancen ikke er helt i øjet. Gæren forbliver et mindre irritationsmoment, som denne blogger imidlertid kan tilgive, når man når til eftersmagen. En ren, klar, bittersød aroma af spæde grannåle frisket op med bergamot leverer en strålende finale på en glimrende øloplevelse, hvis skønhedsfejl i denne bloggers mund nok vil opleves som lidt ekstra saft og kraft i andres.

Russian Imperial Stout, Beard Brew (10 års jubilæum!)

Lige som den skal være.

Bloggen har fødselsdag, og den er rund. For præcis 10 år siden udgav jeg det første indlæg på bloggen – de Indledende bemærkninger, der mest af alt og lige som resten af bloggen mest er noget fordrukkent sludder. Men det er fordrukkent sludder, jeg nu har moret mig med i 10 år. Og jeg har tænkt mig fortsat at fare forværts, mens jeg morer mig (fare, more – see what I did there?)

“Jeg vil smage mig igennem Supermarkedernes udbud af specialøl, og så godt som jeg er i stand til vurdere og rådgive jer læsere om, hvad der er drikkeligt – og navnligt ikke er.” Dette er ikke desto mindre erklæringen fra de indledende bemærkninger – egentlig forbløffende sammenhængende i forhold til resten af det indlæg (og alle de andre der siden kom). Har jeg overholdt målsætningen? Ja – det synes jeg faktisk. Gennem årene har jeg gået efter at være forbrugerens stemme. Jeg er gået efter øl, der har været i almindelig handel, og således blev produkter som fx Grøn Tuborg, Carlsberg Premium, Ceres Top og Royal Pilsner afprøvet tidligt i bloggens historie.

Men jeg er også gået efter kvalitetsbryggene. Og her har jeg ikke været sen til at gå ud over de snævre rammer, formålsparagraffen i de indledende bemærkninger sætter. Der har jeg ikke kun holdt mig til, hvad man fandt i supermarkederne. Næh, der har jeg boltret mig i både specialbutikker, på ølfestivaler og direkte på bryggerierne. Jeg tillader mig, som den fattiglus jeg har været gennem alle årene, at benytte mig af de døre der åbner, når man trods alt er så meget influencer (God, I hate that word!) som jeg efterhånden er blevet.

Samtidig skal det siges, at der i de år, der er gået, siden jeg startede bloggen tilbage i 2010 – i Fjældevænget, Aarhus V (der dengang blev stavet med bolle-Å, og hvor det største bydelen kunne prale af, var en X-factor-pigegruppe, og ikke Yahya Hassan) – har udvalget af specialøl også fået sig et ordentligt nøk opad. Således er Petrus Aged Pale, en sur belgisk øl, der kunne findes på Faktas hylder i efteråret 2017, nok den bedste øl, jeg nogensinde har købt i en supermarkedskæde.

Til at begynde med, var specialøl lig med udenlandske øl. Så selvom jeg for så vidt satte pris på variationen, da Fakta i efteråret 2010 satte nogle øl til salg, jeg ikke havde prøvet før, fnøs jeg alligevel af det lidt for bilsælgersmarte salgstrick. Øllene var ikke spor specielle i Tyskland og England, hvor de kom fra. Den slags trick ser supermarkederne heldigvis ud til at være afstået fra.

Og alligevel – man skal jo starte et sted, og det var da godt, at der blev startet, om jeg så må sige. Var det tilfældigt, at det på den måde tog fart få måneder efter at jeg var begyndt at blogge? Til det kan jeg kun sige: Ja, helt sikkert. Jeg tror absolut ikke de to ting havde nogen som helst sammenhæng. Selvom jeg måske er blevet en man ‘kender’ en smule ude blandt bryggerier og distributører, tror jeg ikke, at jeg har skyggen af indflydelse på, hvad aktørerne smider på hylderne.

En lille smule indflydelse på, hvad kunderne lægger i kurven, til gengæld – det bilder jeg mig ind, at jeg har. Og det er også lige præcis det, jeg har villet opnå.

Derudover – og det overrasker mig faktisk, at jeg ikke nævnte det i de indledende bemærkninger – har min ambition altid været at give læserne en god læseoplevelse. Ja, det lyder uendeligt popsmart og 00’er-agtigt. Men det giver vel nærmest sig selv, at en blog aldrig bliver god, hvis det, der står på den ikke er værd at læse. Både indholdsmæssigt og formmæssigt, nota bene.

Formmæssigt er dette indlæg allerede et rædselseksempel på, hvad flere af mine læsere gennem tiden har angivet som grunden til, at de holder fast i bloggen. Hvilke sindssyge kombinationer, ikke bare af bogstaver, men også af tegnsætning, paranteser, anførselstegn, gåseøjne, accenter, kursiveringer og andre klovnerier man mon bliver budt på i næste indlæg? Det håber og tror jeg, er noget af det, læserne ser mest frem til – ud over anmeldelserne – når en besked om et nyt indlæg tikker ind på mail, Twitter eller Ansigtsbog.

Vel, til et jubilæumsindlæg skal der falde noget ordentligt. Jeg er endnu engang trådt uden for de indledende bemærkningers formålsparagraf, og har valgt en øl, som er blevet sendt til mig fra et lille og meget kvalitetsbevidst randrusiansk mikrobryggeri, der forhåbentlig snart får sit store velfortjente gennembrud herhjemme – Beard Brew.

Deres Russian Imperial Stout valgte jeg at nyde, da jeg forleden dag i et anfald af masochisme, drikfældighed og lyst til at agere socialt (ja, tænk at det skulle overgå mig) arrangerede en livestream på YouTube, hvor jeg og nogle venner (en af dem kendte jeg endda sådan rigtigt i virkeligheden!) ville se lidt af den danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentarer. Hvad der kom ud af det, kan ses her, og der vil man også kunne se hvordan brygget ser ud. Jeg var ikke vaks nok i farten til rent faktisk at få taget et billede af brygget … man har vel ikke ADHD for ingenting.

Den natsorte lød og det høje, brune skum kommer næppe bag på nogen, der kender typen. Duften lader til gengæld noget tilbage at ønske, og byder kun på fjerne indslag af røg og kaffe. Skulle dette mon blive den første skuffelse, Beard Brew har budt mig? Der var kun én måde at finde ud af det på.

At smage brygget.

Og se det var jo noget ganske andet. Skuffelsen udeblev med bravour og applaus. At skue brygget på bouquet, eller mangel på samme, ville nok vildlede endnu mere, end at ville skue på udseendet alene. En svag bouquet skal i hvert fald aldrig afskrække nogen. Jeg har prøvet mange øl i min tid, der duftede af næsten ingenting, netop fordi al aroma var gemt i smagen.

Beard Brews Russian Imperial Stout er en mild kæmpe. Et fløjlsblødt, varmt, bamsekram, man kan forsvinde helt ind i, og bare nyde hvordan det trygt lukker sig om én i en følelse af ro og kontemplativ ensomhed. Genren er kendetegnet ved sødme og lethed. Sidstnævnte afskrydses snart, helt uden at det ligger brygget til last. Sødmen udebliver, men savnes ikke. Den er erstattet af en blid, mild bitterhed af førsteklasses aromamokka, nænsomt ristet over skærver af udsøgt tørret eg.

En smagseksplosion er det egentlig ikke – og det behøver en Russian Imperial Stout heller ikke være. Til gengæld sidder aromakompositionen lige i skabet, mens letheden gør, at man rigtig kan nyde bryggets velanbragte smag i lange sug, henover tunge og gummer.

Aldrig må man forpustet og overvældet stille glasset fra sig. Det bliver aldrig for meget‘ – og selvom det egentlig gerne må blive for meget ind imellem, er en øl, der balancerer perfekt mellem udtryk og harmoni, også noget jeg kan gå 100% ind for.

Endnu et lille mesterværk. En mere end værdig jubilæumsøl!

Pacific IPA, Beard Brew

En af de gode …

Så mistede vi Little Richard. Jeg husker min barndom – jeg har været 7 eller 8 år, hvor jeg fandt mine forældres gamle Beatles-plade. Ja, de havde kun én. Og den hed … hold godt fast: “Die Beatles”. Det var nemlig en tysk udgivelse, men gudsketakoglovforalt ikke en af de tysksprogede indspilninger, Beatles indspillede til det tyske marked. – Egentlig ærgerligt alligevel. For den ville garanteret være mange penge værd.

På side 1 kunne man høre nogle klassiske, tidlige Beatles-numre som fx “She Loves You” og “I Wanna Hold your Hand” mens der på side 2 fandtes nogle Beatles-fortolkninger af andre rock-ikoners numre. Herunder The Marvelettes’ “Please Mr. Postman”, Chuck Berry’s “Roll over Beethoven” og Little Richard’s “Good Golly Miss Molly”.

Nogle år senere forærede min onkel mine forældre et par plader fra en Rock’n’Roll-antologi. Herunder én med Little Richard (og Chubby Checker, der [bank under bordet] stadig er iblandt os). Genhørs glæde med Good Golly Miss Molly i sin originale udgave gjorde, at jeg med tiden sled det kassettebånd op, jeg spillede pladen over på.

Vi har også mistet Jerry Stiller, et andet kæmpe talent, jeg imidlertid først meget sent fik øjnene op for. Nu må vi se, om vi kan rocke og grine videre uden de to kæmper. Rocke kan man stadig til Tutti Frutti og Good Golly, mens det kniber mere med den sunde latter i coronanedlukningshelvedet, hvor det skingre, sindssyge grin mere og mere tager over – SERENITY NOW!

Men nedlukningen ser så også ud til omsider at få en ende … Så håber vi bare på, det ikke giver bagslag.

Karantænen frembringer sine egne paradokser. Jeg har masser af tid, og alligevel får jeg kun lavet meget lidt på de projekter jeg elsker – med Minecraft som mulig undtagelse. Imidlertid er det også småt med nye øl, jeg har kunnet finde heroppe i det nordvestjyske. Det er ikke kun depression og sløvsind, der har holdt mig fra tasterne den seneste tid.

Beard Brew var imidlertid så søde at sende mig den her, en ny IPA fra deres hånd. Smukt ser det ud, det kobberrøde bryg med det gyldne skum. Humlen prikker både bittert og aromatisk sødt i næsen med indslag af gran, appelsin, fersken og mango. En orientalsk frugtkompot bag nordligere himmelstrøgs kølige, dunkle nåleskove.

De første par mundfulde byder på en velarrangeret aromatisk anretning af frugt og træ i en fuldfed, cremet krop. Ananas og fersken spiller perfekt op til bitterhed af grannåle, fennikel og birkeharpisk. Et lille festmåltid i hver lille mundfuld …

… og derfor kommer det nemt til at tage noget tid at nyde sig gennem dette lille mesterværk. Og efterhånden som det kommer til at stå lidt, bliver frugterne desværre lidt slatne. Til gengæld smager man så træet, nålene og de skarpe krydderier lidt mere, så det er langt fra nogen katastrofe, selvom man kommer til at savne den initiale smagseksplosion en anelse.

Men for at finde den skønhedsfejl skulle jeg også snarere have mikroskopet frem end luppen. Beard Brew kan vi heldigvis fortsat glæde os over – forhåbentlig meget lang tid endnu.

Asian IPA, Beard Brew

På bagkant …

Jeg glemte jo helt at fortælle om min store koncertoplevelse i fredags. Der var budt op til dans – først ved Stonerrockbandet Dustdrome, der varmede op for hovednavnet, det københavnske black metal band Hexis.

Metalscenen i Thy er bare ikke, hvad den er i København, måtte jeg lidt skuffet konstatere.

For selvom bandsene trykkede den max af, så var publikummet svært at få sat ordentligt i gang. Ikke mindst fordi der ikke var særlig meget af det.

En håndfuld – højst femten. Og det talte endda bartender, venner og bekendte af orkestrene og andet vedhæng. Undertegnede var den eneste der havde en forsalgsbillet, kunne førnævnte bartender fortælle mig.

Så selv om Dustdrome leverede udsøgt krattende, vrissende, tæsketunge hængehovedhug i trasketempo – næsten symfoniske i deres beskidte, forstemte disharmonier, kvitterede klientellet sjældent med mere end anerkendende nik … Men anerkendende ikke desto mindre.

Mere hovedrysten – af den op-og-nedadgående slags, må jeg hellere tilføje – var der da hovednavnet Hexis gik på. Her brølede diskantstøjen massivt og metallisk gennem hele rummet, som en storm af glas, møtrikker og bolte der blæste først hud, siden kød af knoglerne, for til sidst at splintre disse i et sidste drøn fra de dybeste afkroge af helvede.

Intenst ondt. Og uden skelen til, at publikum ej var stort – oplevelsen af et top-engageret black metal band i topform skulle de have. Det er årtier siden, jeg sidst har måttet bruge ørepropper til en koncert. Men props i øvrigt til Spillestedet, aka Plantagehuset i Thisted for at have mere end hæderlig lyd i det lille, intime koncertlokale.

Hexis og Dustdrome skal have stor tak for underholdningen i en afkrog af Danmark, hvor den slags oplevelser er noget af en mangelvare. Gid dog flere heroppe ville sætte pris på det, når lejligheden en sjælden gang imellem byder sig.

Vel – det var kulturen vel overstået. Nu til øllet. Jeg tager et hurtigt afbræk fra den sidste måneds faste tema – juleøllene – og tager fat på en anmeldelse, der har haft alt for lange udsigter.

Øllet – en IPA fra Beard Brew – fik jeg i hånden tilbage i september måned, da Øllets dag blev fejret med en ølfestival på Thisted Bryghus. Lidt for længe lod jeg den måske ligge før åbning – og anmeldelsen derefter har også været længe undervejs. Og dog – den er sådan set allerede anmeldt på video, men jeg har blot ikke fået taget mig sammen til at skrive om den før nu.

Den har fået påhæftet betegnelsen ‘Asian’ fordi den er krydret med ting og sager, der hører det asiatiske køkken til – korianderfrø, galangarod, citrongræs og citronsaft. Det giver brygget en frisk bouquet, der dog i første omgang ikke forekommer videre asiatisk. Hvedebrød og vanilleis er, hvad duften får mig til at tænke på.

Aromaen følger trop med friske, søde noter, hvor krydderierne dog titter mere frem. Dertil kommer IPA’ens signaturaroma – den karske bitterhed, der her holder sig en smule tilbage, for at lade de sødtkrydrede aromaer træde mere frem. Med fyrrenåle som fundament og så ellers citrus- og vanillenoter i forgrunden spiller Beard Brew også op til dans – spraglet og festligt, og samtidig mere end fyldigt nok til, at der er oplevelse til mange minutters nip og nydelse.

Jeg håber virkelig at Beard Brew får den opmærksomhed, de fortjener. At øl af denne kaliber aldrig skulle nå ud til den brede befolkning ville være en vældig skam.

Det samme må siges om Hexis og Dustdromes berømmelse i Thy. Der er skaden desværre sket: ALT for få mennesker heroppe har fået del i deres velsignelser … eller forbandelser.

Det er trods alt black metal.

Lounge Lizard Lager, Beard Brew

Dem der gider …

Det er ikke allitterationen, jeg ikke kan få nok af. Allitteration er sådan set et OK kunstgreb ind imellem, hvis man vil have noget til at lyde flot og sejt. Men det kan også meget let overdrives, hvorved det snart bliver søgt og klichéagtigt.

Ikke at jeg vil anklage randrusianske Beard Brew for at bruge allitteration i overdreven og unødigt omfang. Netop i overskrifter, navne, punchlines, sloganer – eller øltitler – fungerer det sådan set fint, og også her, hvor der er hele tre gange L som forbogstav i bryggets navn.

Næh, det er Beard Brews fantastisk fine og fortrinligt festlige forfriskninger i form af formidable flaskeøl, jeg føler mig så forført af, at jeg flot må fjærte på mit forbehold mod forfløjen brug af fesen allitteration. Pyt med det! De fortjener det!

Ikke mindst når talen falder på en øltype, der i sit inderste væsen nærmest skriger generiskhed og industriel almuesprøjt. Lageren – eller pilsneren, som den typisk hedder her på egnen – er den øl, som de store bryggerier typisk er kendt for, som øllen de har. Ikke mindst fordi netop pilsneren gerne deler bryggeriets navn. Carlsberg, Tuborg, Royal [Unibrew], Vestfyen, Harboe – og man kunne blive ved. Også hvis man smuttede til udlandet med Coors, Heineken, [Anheuser-]Busch [InBev] og hvad alt det andet i den uanselige og ensartede masse af kornfarvet industri, giganterne drukner markedet i.

Hvorfor binder kvalitetsbryggerne overhovedet an med en type som pilsneren? For nu selv at komme med et bud på mit åbenlyst retoriske spørgsmål, så forestiller jeg mig, at det må være for at vise, at selv pilsneren kan blive til en rigtig god øl, hvis bryggeriet ellers gider.

Og Beard Brew gider ikke bare, næh, de gider helt sikkert så meget, at man bliver nødt til at skrive det med kursiv. Beviset er nærværende pilsnerbryg.

Dyborange, aldeles uigennemskinneligt, og med en nydelig omend ikke unødigt voldsom skumkrone, udgør en lovende visuel indledning. Næsen begejstres snart af en kæk og frimodig humle, der føles ren og autentisk, men ikke usædvanlig i sin karakter. Jeg havde gættet på Hallertauer, og ramte dermed helt forbi skiven. Vic Secret, Mosaic og Columbus er i hvert fald to typiske IPA-humler (Vic Secret kender jeg ikke), men det er slet ikke IPA’ens krakilske bitterhed man her rammes af.

Og det er det heller ikke i smagen. Det er for all intents and purposes en pilsner – eller lager om man vil – man sidder med. Let glider brygget over tungen, men smagningen bremser hårdt op, så snart brygget rammer tungesider og gummer. Her tårner en bitter mur sig op. Tung, tæt, kraftfuld og bøvlet at komme uden om. Man lader kun brygget sive langsomt forbi en lille åbning ved mandlerne, for at få alle de tunge, bitre nuancer med: Hasselnødder, valnødder, kaffe, bålrøg og kål.

Og som enhver velbygget mur bliver den stående, efter at være blevet møjsommeligt forceret. Bitterheden klinger kun ganske langsomt af, til stor fornøjelse og nydelse længe efter at glasset er tomt.

Jeg kendte godt pilsnertypens potentiale for store oplevelser fra andre mikrobryggerier. Desværre er der rigtig mange, der uløseligt forbinder pilsneren med generisk industri, hvis fremmeste egenskaber er tørstslukning og beruselse. Men der er rigtig meget smag at komme efter …

… I denne pilsner, og i mange andre. Hvis man gider kigge efter.

Home Brew Milk Stout, Beard Brew

Det lover fortsat godt …

Dagens bryg måtte agere stand in for den anden Struer Bryghus-øl, som min storebror havde med til mig, da han overnattede forleden. Venø Bryg, hed den. Den var brygget med sukker og havregryn, men det fremgik ikke af etiketten, hvilken type den skulle forestille at være.

Og det fik jeg heller aldrig rigtig lejlighed til at smage mig frem til, for ved åbning eksploderede brygget nærmest. Sådan lidt ligesom den fejlgærede Disobedience fra Dry & Bitter ikke gjorde i den her video fra min facebook-side. Forskellen er altså, at Struer Bryghus’ bryg … vel, det eksploderede ganske vist ikke. Men der var godt nok dømt både ‘Old Faithful’ og ‘Strokkur’ hjemme i dagligstuen – og i det lille ateistiske hjem føg det ikke kun med eder og forbandelser, men også med højlydte lovprisninger til magter, der ellers kun sjældent anråbes, endsige prises, idet ikke en dråbe havde ramt min temmelig dyrebare PC, der stod placeret få centimeter fra den spruttende geysir.

Jeg var faktisk også blevet advaret mod Struer Bryghus’ øl. Der var vist flere, der havde oplevet inficerede eksemplarer. Flere misfornøjede læsere havde endda udtrykt deres undren over mine rosende ord over Skonnert Stout. Men jeg kunne altså godt lide den, og den fejlede så vidt jeg kunne vurdere intet. Tværtimod.

Til gengæld stod det lige så klart, som de anselige mængder væde på stuegulvet, at dette eksemplar af Venø Bryg vist havde fået noget med fra bryggeriet, der ikke  var meningen. Det lyse bryg var desuden aldeles udrikkeligt – surt som eddike. Og hvad der ikke smagte af eddike smagte af gær. Selvom jeg kan tylle det sureste bryg man kan opdrive i mig som saftevand, er jeg ikke et sekund i tvivl, når jeg får fejlgæret øl i kæften. Det smager surt på en helt anden – ubehagelig – måde.

Men det skulle ikke ende skidt, skulle det ej! En hurtig søgning i køleskabet, og jeg havde fundet en erstatning: En lille gave fra Beard Brew fra da jeg mødte dem til Øllets Dag på Thisted Bryghus. Et eksperimentalbryg, der ikke er helt klar til at komme på markedet endnu, så vidt jeg kunne forstå. Derfor blev det også leveret i en højst uofficiel emballage – en flaske fra Flensburger Brauerei, komplet med logo oven på den for bryggeriet næsten ikoniske patent-prop.

Det var den samme flaske, som mine forældre i min barndom brugte til deres hjemmebryg. Næppe til stor forundring i betragtning af min tyske baggrund, samt den oplagte grund at flaskerne er perfekte, når man skal bruge dem igen og igen, og man ikke ejer udstyr til påsætning af kapsler.

Dejlig mørkt og sejt, næsten som frisksmeltet tjære, skvulper brygget dovent og modvilligt ned i glasset. Den langtrukne affære bliver dog ingen byrde, for undervejs man man nyde den fine bouquet af sød lakrids og kaffe som brygget anderledes velvilligt afgiver.

Brygget er tilsat laktose og holder 7,2%. Jeg lærte til Øllets dag, at man med laktose kan gøre øl sødere uden at gøre det stærkere, fordi mælkesukker ikke omsættes til alkohol. 7,2 er ellers oppe i den tunge ende – men så var det vel for ikke at få den endnu højere op (går jeg ud fra).

Laktose eller ej – det er nu ikke sødmen, der er i højsædet i brygget, Det er til gengæld lakridsen, der uden at være den usødede engelske af slagsen, stadig er mere kraftig end sukret. Til gengæld føles brygget overordentligt velbehageligt på tungen, som det olieagtigt glider hen over den, for på vejen at efterlade sig et nydeligt spor af velsmag og -behag.

Efterhånden melder sødmen sig da også – omend subtilt – i form af mørk chokolade, der aldrig så nydeligt forener sig med lakridsnoterne i en kombi, der også er velkendt uden for ølverdenen.

Smagfuldt og fuldfedt som det skal være. I mine øjne er der ikke nogen grund til at fortsætte eksperimentet. Brygget er fint og klar til lancering som det er. Eneste indvending skulle være, at jeg gerne ville have haft det bitrere og mere lakridset – fordi jeg bare er sådan.

Men det er jo ikke helt meningen med en milk stout – så det må få være …

Imperial IPA, Beard Brew (Saufen und saufen und saufen … I)

Blændende fra start …

Vel, jeg må til det.  Så vidt muligt må Marcus og min prøvesmagning af flere fine øl i lørdags rekonstrueres ud fra mine optagelser, hvor kun min egen stemme kunne høres. Heldigvis var Marcus snarrådig nok til at låne mig sin telefon, så der i det mindste kunne optages nogle flotte billeder af øllene. Det havde jeg nær selv glemt.

Allerførst skal der lyde en stor tak til bryggeriet, der sørgede for at levere smagsprøverne direkte til min dør. Beard Brew er et projekt bestående af Morten Fogdahl-Wiese og Dennis Mejdal. Førstnævnte står meget kort sagt for brygningen og de vilde eksperimenter der går forud, mens Dennis står for det grafiske og meget stilsikre udtryk. Skægget er et gennemgående grafisk træk, og jeg skal i den anledning prøve at undgå at tale alt for meget om hipstere, og ikke mindst fordommene om dem. Men mon ikke der med et glimt i øjet puffes kærligt drillende til dem ved hjælp af de mange skægformer, som de forskellige øl bærer. På denne – bryggeriets første kommercielle øl siden starten i 2011 – præges etiketten af en ‘Lemmy’ – selvom jeg nu langt fra er sikker på, at brygget bevidst er tænkt som et nik til den legandariske hedengange forskråler og bassist fra det britiske rock’n’roll band Motörhead.

Bryggeriet lægger sikkert ud, må man sige. Omend IPA-typen efterhånden er blevet så mainstream, at selv industribryggerierne producerer standardIPA’er til ikke alt for høje priser, så findes der fortsat rigtig mange gode IPA’er derude. Det er fortsat noget, bryggerierne går op I at lave ordentligt. Typen har således været i stand til at holde til sin egen succes frem for  at blive [pun-warning!] udvandet af den.

Beard Brews IPA gør det rigtig flot i et glas. Det gyldne skum kroner flot og tæt det kobberrøde og overraskende mørke bryg. Men indtrykkene strømmer allerede frem da kapslen letter, idet man allerede her kan annamme flormelis og vanille i skønneste forening. Bitterheden er laid back, men umiskendeligt præsent i baggrunden med små, spæde barberbladsskarpe grannåle.

Og der er fuld gas på aromaen. Som det skal være, er bitterheden helt i front. På optagelsen fremhæver jeg den intense nålebitterhed som selve typens signatur. Og hvor det dog ærgrer, at Marcus’ protest ikke kan høres i al sin vælde.

Indigneret erklærede han min karakteristik som noget af det mest Arthur Jensen-agtige der var sagt siden 3. eller 4. afsnit af Matador. Podcast-egnet, ganske afgjort, ligesom Marcus’ efterfølgende fortælling om, hvordan scenen hvori Hr. Schwann tumler halsbrækkende ned ad den trappe, der bliver hans endeligt, strålede i hans erindring, omend den scene – i øvrigt ligesom Lærer Andersens død af kulde på balkonen over Korsbæks hovedstrøg – aldrig er blevet vist, og formentlig heller ej optaget.

Og sådan går det hver gang, jeg optager Marcus’ og min fælles ølsmagning. Når der ikke er mere at fortælle om øllet, begynder vi at tale om andre ting.

Om denne øl havde vi nu også kun gode ting at sige. Bitterheden er lige i skabet. Og længe efter at brygget har passeret svælget, hviler den skarpe nålearoma stædigt i gane og gummer. En underliggende sødme af vanille yder det ekstra indtryk, der gør en IPA fuldendt.

Vitterlig godt skuldret af Beard Brew. Marcus udtrykte sin spændte forventning til de næste bryg, der kommer på markedet, hvilket jeg kun kunne istemme …

Marcus uddelte rundhåndede …

Jeg toppede med …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme