Nå, derfor …
Der er nogle øl i mit skab, der har fået lov at stå lidt længere end det egentlig var intenderet. Men det har jo også været et ret så begivenhedsrigt år, må man sige. Det er vel ved at være et år siden, at jeg så småt begyndte at hade mit gamle arbejde i København så meget, at det gav sig udslag i stresssygemeldinger en gang om ugen cirkus. Årsagen var en kombination af umulige opgaver og en om muligt endnu mere umulig ledelse – det kan godt være, det gav mig smør på brødet, tag over hovedet og en vis grad af kontinuitet og sikkerhed i hverdagen, jeg godt kan savne i dag. Men nøj hvor jeg bare overhovedet ikke savner arbejdet.
Jeg foretrækker at arbejde, og irriteres generelt over, at jeg skal være afhængig af min arbejdsløshedskasse. Arbejde er der ikke meget af for tiden, men lige i øjeblikket er der da fiskeindustrien, hård, beskidt og ikke ligefrem en parfumefabrik – men jeg foretrækker den langt over det helvede, jeg for snart et år siden flyttede fra. Også selvom om arbejdsmængden – og dermed trygheden i det – er stærkt varierende.
Men mon ikke jeg klarer mig? Når jeg imidlertid sådan bliver kastet rundt konstant fra omvæltning til omvæltning, falder motivationen til gengæld for at anmelde med helt den frekvens jeg måtte ønske. Og så kommer de til at ligge en stund, øllene.
Den her er fra sidste års Ølfestival i Thisted. Jeg tror, jeg fik den stukket i hånden til anmeldelse af bryggeriet selv – eller også købte jeg den rent faktisk. Det kan jeg ikke længere huske, men jeg håber, jeg købte den, for ellers har anmeldelsen godt nok været alt for længe undervejs. Det Bilbao-baserede bryggeri Basquery står bag i samarbejde med danske Hjort Beer, og det betyder at jeg endnu engang med slet skjult nid kan notere brygget som hidrørende fra Baskerlandet, frem for at skrive Spanien på, da jeg ikke anerkender den Kastilianske imperialisme på Den Iberiske Halvø.
Brygget blev nydt forleden aften, da jeg forvildede mig ind i en af mine gode venners livestream på YouTube. Det trak ud – i mere end 4 stive timer holdt vi den gode Neil med selskab, og der blev nydt mangt en sval bajer undervejs. Jeg løb tør for standardøl netop som Islam kom på bordet som debatemne … Jeg måtte finde en øl mere, da jeg ellers ikke var sikker på, at nerverne kunne holde til det. Jeg frygter altid at mennesker jeg elsker og respekterer viser deres værste sider, når det emne skal diskuteres.
Det skete heldigvis ikke. Jeg tænker ikke mindre godt om nogen, der deltog i debatten. I stedet kunne jeg glæde mig over endelig at have prøvet en øl, der havde stået alt for længe – uden at have taget skade af det dog. Jeg havde imidlertid antaget at brygget var en stout – dømt efter produktets dunkle tema. Det kunne næsten ikke ligge længere væk, da der er tale om en witbier, tilsat korianderfrø, umaltet hvede og buddhas hånd, en citrusfrugt uden saft, åbenbart.
Ganske lyst er brygget, noget skummende men ikke overdrevent. Citrussen brænder godt igennem, saft eller ej. Sød, lystig, inciterende … noget af det lifligste, jeg længe har indsnuset fra et maltprodukt.
Aromaen er til gengæld skarp og syrlig. Der er ikke meget af de søde citrusnoter i smagen. Til gengæld er der den helt rigtige forfriskende syrlighed, der sammen med et passende indhold af kulsyre gør brygget til en sprudlende oplevelse af fornøjelig vederkvægelse. Lidt gær i eftersmagen giver måske en smule ubalance, men det er allerhøjest en skønhedsfejl, der ligger vel inden for rammerne af, hvad man også kunne kalde karakter.
Mikey Famine, en af livestreamdeltagerne, kunne i øvrigt fortælle, at man ikke får tømmermænd af witbier. Jeg frygtede dem ellers, da jeg kvart over to om natten slæbte mig i seng, for tre IPA’er – som Mikey i samme ombæring forbandede som nogle rene hovedpinegeneratorer – var gået forud for den rigtig fine witbier-oplevelse. (Fine witbier-oplevelser går der i øvrigt ikke tretten af på dusinet, hvis man spørger mig.) Da jeg vågnede ved ottetiden var jeg forbløffende frisk – ja, jeg har haft meget tungere hoved og øm krop efter aftener, hvor jeg ikke drak alkohol overhovedet, så noget var der altså om snakken.
Jeg har så ofte forbandet witbier ad Belgien, hvor stilen kommer fra, til. Nu er jeg tilbøjelig til at trække i land – for hvis de virkelig ikke bare undlader at fremkalde, men ligefrem dæmper de tømmermænd, man burde have haft, så har de da så sandelig deres berettigelse!
Det må afprøves!
Seneste kommentarer