Buzz …
Jeg opererer lejlighedsvis med begrebet “The healthy buzz”. Lejlighedsvis. Ikke altid. På dansk er alkohol trods alt en opløsning, og ikke en løsning – sådan som det er tilfældet på engelsk.
Men lejlighedsvis … fx som når jeg skal diskutere med flat-earthers … så er der ind imellem ting, der gøres bedst med en lille fjer på. At betjene maskiner, køre bil eller flyve flyvemaskiner er ikke nogen af dem, skal jeg hurtigt indskyde. At lære at springe på hovedet fra fem meter til gengæld …
Det lyder måske hamrende uforsvarligt, men det er ikke desto mindre min historie fra en årrække siden, dengang jeg stadig boede i studiebolig på Amager. Jeg var nede ved det dengang stadig ret nye havnebad på Islands Brygge sammen med min gode ven Frank. Efter at have afprøvet faciliteterne – herunder springtårnet, hvorfra jeg tog turen på fødderne flere gange – satte vi os i græsset og fik et par medbragte kolde.
Retrospekt elsker jeg her at inddrage et udbredt Kierkegaard-citat, som jeg er for doven til at google autenciteten af. Jeg tror egentlig ikke, jeg tænkte det dengang, men det har siden givet fantastisk mening; “at turde er at miste fodfæstet et øjeblik. Ikke at turde er at miste sig selv”. Det var i øvrigt rasende kedelige bajere (grøn tuborg), men de gjorde altså, at jeg fik lyst til at prøve … og turde tage hovedspringet.
Jeg fik et ordentligt klask over panden første gang, fordi jeg glemte at knytte hænderne over hovedet før nedslaget. Det huskede jeg så anden gang – og siden da har det aldrig gjort ondt … i modsætning til, da jeg tidligere sprang på fødderne og enten slog trædepuderne eller klokkeværket.
Øl kan være katalysatoren der gør, at man kan miste fodfæstet lige akkurat i det omfang man nogle gange bliver nødt til. Andre gange går det helt galt fordi man får for meget, og en dag, hvor jeg har fået for meget før jeg sætter mig til tastaturet, kan det være, jeg fortæller en af de historier, hvor det skete for mig.
Men det tror jeg ikke kommer til at ske.
Historien om hovedspringet, der jo også i en eller anden grad indebærer noget badevand, syntes jeg var en fix måde at komme ind på temaet for etiketten på dagens øl – en surfer i fuldt vigør. Det californiske bryggeri Bagby har være med til at lave denne Dry-hopped West Coast Style IPA, og om røverhistorien på samme etiket kan jeg afsløre, at der er tale om en meget grundig gennemgang af, hvad sådan én indebærer …
… som om man ikke bare kunne knappe flasken op og se efter. Brygget er flot kobberfarvet med en frisk, klar duft af appelsin og rødgran. Megen variation er der ikke i Amager Bryghus’ IPA’er, for hvorfor skulle man dog lave om på noget, der virker perfekt som det er?
I sammenligning med den fandenivoldske Sigtebroad er der dog anderledes kontrollerede toner over surfer-duden. Appelsinen smager lidt mere igennem, mens den bitre rystepudser enten kører en tak langsommere eller med et højere korntal på sandpapiret. Eller også er den samlede aromamængde bare forøget i frugtsødmens favør.
Ekstra aroma er der i hvert fald i det syrligt beske pust af egetræ, der sammen med lidt mere fennikel i bitterheden giver en fortsat meget tæt, men også mere nuanceret aromasammensætning, med klarere og bedre definerede konturer. Karamelsødme på bagkant tyder også på en fyldigere maltprofil, som også er med til at give brygget en smule mere balance.
I mine øjne en marginalt bedre øl end Sigtebroad – men man skal have luppen frem for at kunne se forskellene tydeligt. Og foretrækker man kraft frem for lidt mere kontrol og mangfoldighed, ja så vil man nok synes anderledes.
Brygget gav mig i øvrigt et healthy buzz – ligesom dengang med femmetertårnet.
Men hvad det blev brugt til? Også det gemmer jeg – indtil videre i hvert fald.
Seneste kommentarer