Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Aros

Aros Belgisk Jule Ale, De Jyske Bryghuse

11063339_426190400880967_1965189371_nOverløb …

‘Aros‘ er De Jyske Bryghuses signaturserie. Det er de øl, bryggeriet åbenbart gør lidt ekstra ud af, og det kunne da også mærkes på sidste års største øloplevelse. Andre af bryggeriets bryg er nu også deroppeaf, men når de nu er så glade for deres signaturserie, så skal det da have en kommentar med.

Brygget her er en belgisk inspireret ale. Den er nemlig ikke produceret i belgien. Samtidig blev den lanceret som juleøl, hvilket betød at den her i marts måned kunne erhverves til en endda ganske favorabel pris af fem flade kroner i den lokale brugs på Brydes Allé.

Derfor flottede jeg mig – og købte én mere til en femmer. ‘Snow’ som bliver anmeldt næste gang.

Umiddelbart får man dog ikke den mistanke, at brygget er af den slags, der smager af én mere. Det er nærmest pløret af restgær og rødligt. For så vidt er løden i hvert fald julet. Duften er derimod syrligt- til sur, og minder mest om umodne juleappelsiner.

Men heldigvis kan øl også smage helt anderledes end det dufter. Således smager brygget her ikke spor surt, men derimod bittert og krydret. Nelliker og humle blander sig friskt træagtigt, og hvad angår krydderierne er det i hvert fald adækvat julet og en nydelse her uden for sæsonen.

Brygget blev i øvrigt nydt mens jeg indoktrinerede min papsøn Aslak til også at holde af én af mine absolutte yndlingsfilm – Outland med Sean Connery fra 1981. Science Fiction-dramaet var en visuel lækkerbisken som altid, og pirrede åbenbart også min hyggesans, så dette ellers mere end adækvate humlebryg endte med alligevel at smage af en mere, så som allerede antydet følger inden længe en fortsættelse.

4-stjerner

Aros Tørhumlet Pilsner, De Jyske Bryghuse

2014-08-07 17.44.12

En genres begrænsninger …

Noget af det mest spændende ved at spille sækkepibe er instrumentets begrænsning. Man kan kun spille i tonarter der passer til dronernes allestedsnærværende A, og så er der ellers ni toner til rådighed med et begrænset udvalg af halvtoner, hvis man ellers snyder. Hvor meget og hvor fantastisk musik man kan få ud af et instrument med den begrænsning er fascinerende.

På samme måde synes jeg, det er med pilsnergenren. Det lyse undergærede øl, som bryggerierne notorisk undgår at videreudvikle. I stedet holdes det i de strammeste tøjler, lyst, fladt og kedeligt. Gud forbyde at pilsnergenren tilføres kvaliteter som spænding, engagement og – uha! – smag … Det kunne jo være, at smagen ikke faldt i flertallets smag, og så ville [indsæt de første par takter af Beethovens 5. symfoni, eller evt. temaet til Hitchcock-filmen “Psycho” her] SALGET jo falde!

Aaaaargh! Verdens undergang! Nuklear zombie-holocaust-apokalypse med nuklear zombie-holocaust-apopkalypse på! SALGET VILLE FALDE!

Og mens jeg lige prøver at falde ned igen efter en halv liter øl med en alkoholprocent på 7,5 forsøger jeg også lige at komme i tanker om, hvad pointen egentlig var …

Nårh jo. Det er faktisk rart, når nogle bryggerier en gang imellem skeler mindre til salgspotentialet, og i stedet skeler til kvaliteten. De to følger ufatteligt sjældent hinanden. De Jyske Bryghuse har med deres Aros Tørhumlet Pilsner valgt det sidste – og de har valgt rigtigt.

Brygget er sådan set bare en pilsner. Men hvilken pilsner! Allerede ved skænkning udløses bryggets slagkraftige aroma. Og det er i øvrigt ikke fordi brygget ellers ser kedeligt ud. Rødorange bryg under gyldent, tæt og fedtet skum. Bouqueten er tæt som en vinterdyne og byder på odeur af klassisk pilsner med sød fylde af vanille samt indslag af forårsfrisk græs og tyngde af sirup.

Lige så komplekst som brygget dufter, smager det også. Fylden overrasker især. Man tror næsten ikke, at der er vand i brygget. Smagen er ikke bare lækker, men også massiv af mørk sirup i begyndelsen, afløst af sød honning i midten og fede, bitre valnødder i slutningen ved mandlerne.

Sagde jeg slutningen? Det var jo helt forkert. For brygget fortsætter med at smage længe endnu. Valnødderne hænger ved, og masserer mandler og gane med lækkerhedsagtig bitterhed som kun dumsmarte nuller-madskribenter kan udtrykke det.

Rigtig godt arbejde! En virkelig værdig videreudvikling af en øltype, vis kvalitet bryggerierne i deres jagt på den laveste fællesnævner i uforskammet grad ellers har ladet hånt om.

5-stjerner

Aros Nordisk Påske Ale, De Jyske Bryghuse

Til den våde påskefrokost …

Jesu Kristi opstandelse skal fejres på behørig vis, med overdådige påskeorgier og hvad dertil hører – snaps og selvfølgelig stærk øl. Sådan gør vi i Norden, men det er næppe derfor, at Aros-seriens påskebryg fra De Jyske Bryghuse benævnes “Nordisk Påske Ale“. For markedet oversvømmes især af undergærede påskebryg – hvert bryggeri har gerne sin kavalkade, så det særligt nordiske er vel nok fuldskaben og excelleringen i fermenterede produkter, og ikke som sådan det overgærede som særligt koncept. Heller ikke til påske.

Med Carlsbergs, Royal Unibrews og Harboes altdominerende produkter fristes man tværtimod til at sige – ja, tværtimod. Undergærede pilsnere over hele linjen, og måske nok en lidt stærkere en af slagsen til påske, og ingen overgærede påskebryg overhovedet. Dem skal man til de mindre bryggerier for at finde. Så hvad det særligt Nordiske ved nærværende øl skulle være, forbliver en gåde.

Men flot er det. Rigtigt kobberrødt, og det ser man sjældent, med flødefarvet, ikke uklæbrigt, omend hastigt faldende og højlydt knitrende skum. Duften er noget fjern, letsødlig og med et syrligt indslag af grønne æbler.

I smagen hæfter man sig snart ved … at den ikke smager særlig markant. Indledningsvis mærker man en vis æblesødme i de første mundfulde, men det brænder aldrig rigtig igennem. Brygget føles dog rent, glat, letsyrligt med indslag af citrus (det fremgår af etiketten, men er faktisk det eneste derfra, jeg rigtig kan genfinde i brygget) og så med en bitter, rå humlekant, der efterhånden vokser.

Fra de sødlige æbler ændrer brygget efterhånden karakter og bliver mere bittert. Det er en rå, frisk bitterhed af gær, der først mærkes ved gummerne foran i munden, og efterhånden breder sig til mandlerne, for at gøre sig stor i eftersmagen med en bitter smag af humle og nåletræ. Nogle vil sikkert ærgre sig over den tiltagende bitterhed, selv synes jeg faktisk det redder brygget fra at blive alt for kedeligt, men det er alligevel ikke nok til, at jeg synes, at brygget gør noget særligt væsen af sig.

Det forbliver en halvtynd og ufyldig omgang, der er bedst til at kastes lige i løgnhalsen mellem snapsen og stjerneskuddet midt i påskefrokosten. Det skal ikke smage af for meget, men i skabelsen af en effektiv brandert gør det med sin guldølsstyrke på 5,5% da bestemt det arbejde, den er udtænkt til.

Og det er som allerede antydet også ret nordisk.

2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme