Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Leffe

Leffe Brune/Bruin, Anheuser Busch InBev

Ikke verdensklasse …

Godt nytår på forskud allesammen. Jeg har netop med glæde konstateret, at jeg i denne måned er nået op på over 5000 kliks på min blog. Det er det største antal kliks siden bloggen fik sit eget domæne tilbage i juli 2014. Mest af alt glæder jeg mig over, at den hidtidige rekord fra juni 2016 på 4853 læsere er slået – årsagen til den tidligere rekord, var mit indlæg om, at jeg skulle skilles.

Ingen af den slags ikke-ølrelaterede digressioner er årsag til denne måneds høje læsertal. Det er derimod mine indlæg – det være sig fra indeværende måned samt mit efterhånden betragtelige bagkatalog. Jeg gik ud fra, at folk først og fremmest havde fundet frem til mine gamle anmeldelser af juleøl, men det ser faktisk ikke engang ud til at være tilfældet. Et kig på statistikken over viewede indlæg de sidste 30 dage viser ikke overbevisende mange flere klik på gamle juleølsanmeldelser end på andre indlæg.

Vel – ikke mere spekulation over det. Folk vil gerne læse min nye indlæg såvel som de gamle – jeg skal bestemt ikke klage. Til gengæld skal der lyde en kæmpe tak til jer allesammen for at klikke ind på min blog. Det er først og fremmest fordi folk gider læse de ord, jeg smider op, at jeg bliver ved det. – At smide ord op, altså.

– Og nu videre til dagens anmeldelse, der måske – måske ikke bliver årets sidste.

Det er blevet tid til en klassiker. Jeg husker Leffe Bruin som en af de alternativer, der så småt poppede op på udskænkningsstederne i årene før ølrevolutionen virkelig tog fat. I hvert fald havde de den på Grønjordskollegiets værtshus, H-18, hvor jeg tilbragte så absurd mange aftener i min studietid.

Jeg husker den som et udmærket alternativ til de hjemlige med mosevand sammenlignelige pilsnere. Ud over, at der var mere smag, var farven også mere interessant, og grummsetheden vidnede om en mere rå og upoleret form, der alle dage har tiltalt mig.

Det er siden gået op for mig, at den modbydelige altopslugende bryggigant Anheuser-Busch InBev har overtaget brandet. Det havde de måske allerede dengang, og med det i baghovedet var mine forventninger – sammen med min efterhånden brede erfaring med så mange gode bryg – at den nok ville virke noget sløj i sammenligning med, hvad jeg ellers har prøvet i tidens løb.

Det egentlig fine, mørke, beigeskummende bryg dufter ikke af meget – omend nydeligt af melasse og kaffe. Allerede nu er det, duftens fjernhed til trods, allerede over forventning.

Og smagen i endnu højrere grad så. Malt, karamel, kaffe og chokolade blander sig overraskende smagfuldt. Fylden er nydelig og vandet ikke for fremtrædende. Ja, det er faktisk ikke engang helt retfærdigt sådan at antyde, at vandet overhovedet er fremtrædende, for både smag og fylde er i højere grad så.

Det er primært en sød øl. Kaffearomaen virker som supplement dertil, ligesom mørk chokolade er så fint et supplement til – you guessed it – kaffen. Aromakombinationerne er som de skal være, brygget er fint i balance. Fylden er på plads, og man får fornemmelsen af, at brygget – på trods af gigangens fjendtlige overtagelse af brandet – næppe har lidt den store skade ved dette.

Det er selvfølgelig også i gigantens interesse at holde fast i kvaliteten, så man kan sprøjte brygget ud på markedet til en så lav pris, at man sikrer, at det er gigantens kvalitet, der bliver købt, og ikke de mindre aktørers.

Men så god er den heller ikke. Der kunne være mere sødme, mere fylde og i det hele taget mere kvalitet. At brygget smager godt og er i balance gør det ikke i sig selv til verdensklasse.

Det gør det blot godt.

Leffe Royale Whitbread Golding, Anheuser-Busch InBev

2015-10-16 21.56.11Lækkert sprittet …

Aftenen blev sluttet af med den gylne Leffe – en Whitbread Golding. Igen har tydningen af bagetiketten budt mig visse udfordringer, og for at min kategorisering ikke skulle være det rene og skære gætværk, har jeg valgt at konsultere Untappd. Her kategoriseres den som en ‘Belgian Strong Pale Ale’, og derved fik jeg afkræftet min mistanke om, at der måtte være noget hvedemalt i. – Altså ikke en wit.

Havde det været sådan, ville den ellers score en for den øltype høj karakter. som de hardcore fans vil vide, er hvedeøl i almindelighed, og belgisk wit i særdeleshed ikke noget jeg holder for nogen guds gave til menneskeheden.

Duften peger ellers i retning af en wit. Gæret, sød og alkoholisk, men hvor sødmen er tungere og peger i retning af honning frem for forårsblomsters friske nektar.

Det er nu alkoholelementet, der går mærkes stærkest i smagen. En syrlig kant, der bestemt ikke får wit-mistanken til at svækkes, giver sammen med brændevinsfornemmelse i mund, svælg og bryst brygget en antydning af champagne.

Honningen er der også – antydningsvis, men alligevel præsent nok til at den leverer en afrunding og akkurat den nødvendige fylde til, at det noget hidsige spritelement ikke kammer over.

Sprittet – og lækkert. Tænk at det kunne lade sig gøre. Marcus og jeg var begge glade for aftenens sidste indslag, der igen uden at være en perleport til humlehimlen stadig var godt nok til at sætte et velplaceret punktum for en hyggelig aften.

Og tak til Black Ben for den også.

4-stjerner

Leffe Royale Mapuche, Anheuser-Busch Inbev

2015-10-16 20.51.30Jævn kongelig nydelse

Jeg fik åbenbart galt fat i den igangværende Leffe-series rigtige navn. Det er i grunden imponerende i betragtning af hvor meget undertitlen ‘Royale’ faktisk fylder på etiketten. Jeg må have været for ivrig efter at læse neden under denne, hvor det fremgår, hvilket bryg vi har med at gøre.

I den forbindelse indrømmer jeg blankt, at hverken mit franske eller flamske rækker til med sikkerhed at kunne tyde, hvad der står på bryggets bagetiket. Man kan ellers vælge mellem begge sprog. Så vidt jeg kan se, ligner serien lidt Schiøtz/Lottrup/Carls Selection-serierne fra henholdsvis Royal Unibrew og Carlsberg, for Leffes Brygmester Charles Nouwen er omdrejningspunkt for den påtrykte anekdote.

Angiveligt har denne Nouwen (som det ikke lige er til at finde megen information om ellers) rejst verden rundt for at finde de fineste humler til øllene. Denne humle, der altså har navnet Mapuche, er angiveligt fundet på den patagoniske højslette i Argentina.

Umiddelbart ligner den jo forgængeren, klar og korngul i sit ydre, med tæt, fedtet hvidt skum.

Duften varsler imidlertid en ganske anden oplevelse. Det mest fremtrædende element, gældende for både bouquet og aroma er – sprit. Det river i flår i næsen både ved olfaktrisk sansning, og ved egentlig indvortes brug. Et nogenlunde skarpt humleelement optræder dog også, og sammen formår de to i forening også at rive lidt i ganen.

Marcus var faktisk begejstret. Brygget smager ikke af for meget, og derfor bliver man heller ikke for hurtigt træt af, som man fx kan forventes at blive af vilde specialøl – ekstremt mørke stouts, eller voldsomt bitre IPA’er, fx. På den anden side smager brygget af væsentlig mere end den jævne pilsner, så kedsomhed og vandkarakter heller ikke gør brygget kedeligt.

Så hvis jeg selv skulle snuble over disse øl engang – i sixpacks eller fourpacks, som de var i, da Black Ben fandt dem i Belgien, skal jeg huske, at tage én af de grønne med hjem til mig selv og én af de røde med til Marcus.

Mig forekommer den – omend kraften bestemt kvalificerer den til at være mere end bare en jævn øl – for ensporet.

3-stjerner

Leffe Royale Cascade IPA, Anheuser-Busch InBev

2015-10-16 20.12.32Interessant …

Ole, som vi mødte i sidste indslag, skulle videre til DR-byen – sikkert i et eller andet meget vigtigt ærinde, hvor han skulle trykke hånd med nogle meget kendte mennesker. Så var der jo kun Marcus og mig tilbage – samt flere belgiske øl, jeg havde stillet i køleskabet til senere nydelse.

Det drejer sig om tre øl af mærket Leffe – et godt belgisk brand, som jo nok ikke er blevet hverken mindre kendt eller mindre distribueret af at være blevet opkøbt af megamastodontbryggerigiganten Anheuser-Busch InBev. Det er verdens største bryggeri, og efter at have opkøbt verdens næststørste bryggeri, Sabmiller, for kort tid siden, er afstanden ned til d. nye nr. 2 nok forøget så meget, at folk med tendens til højdeskræk stærkt frarådes at kigge ned.

Det anslås, at hver 3. øl, der drikkes i verden nu er produceret af AB Inbev, som gigantkoncernen så anonymt betegner sig selv. Det er jo lige før man føler, at det er et mikrobryg, man har i hånden, når man står med en Carlsberg Premium

Og så måske ikke alligevel. Uanset hvad, laver Leffe nogle interessante øl, og disse skulle slet ikke være til at få fat på i Danmark. Jeg takker endnu engang Black Ben for donationen.

Den første, vi prøvede, var denne IPA. Alene tanken om en belgisk IPA er interessant, da øltypen traditionelt hører uløseligt sammen med den angelsaksiske verden. Belgierne er også bedre kendt for mørkt sødt øl, og er det endelig lyst, så er det typisk stadig sødt og i øvrigt brygget på hvede.

Umiddelbart er det heller ikke de mest typiske IPA-noter, der præger brygget. Det klare, filtrerede bryg med det klæbrige skum udstøder en bouquet, der er væsentlig mere æblet end cascadet eller bergamotoliet (ja, det er adjektiver når jeg siger det!)

Æblerne genfindes i smagen, men heldigvis sammen med en rå, bitter og kras humle, der også er mere en bare tilstrækkeligt IPAet. Mest markant er dog hverken humle eller æble, men derimod mangfoldigheden. Brygget byder på en mægtig runddans af alle mulige smagsoplevelser og nuancer, der er akkurat så koreograferet, at danserne ikke snubler og vælter rundt i hinanden. På den anden side er det bestemt heller ikke den kgl. ballet, vi frekventerer – snarere den Færøske Olai-fest før der er kommet sådan rigtig meget brændevin ind under folkedragten.

Der er lidt af det hele. Æble giver sødme sammen med aromatiske og letparfumerede roser, en snert af hyldeblomst og alteabolsjer. De friske grannåle river sammen med alkoholen, og malten giver en letfyldig honningfornemmelse, der løfter det hele lidt op.

Marcus fandt det mest forvirrende. Han syntes, de mange forskellige smagsindtryk i sidste ende ophævede hinanden, så brygget faktisk forekom karakterløst.

Det vil jeg bestemt ikke kalde det, omend det da nok kan virke forvirrende undervejs. Ikke desto mindre går humlebitterheden som en rød tråd gennem hele oplevelsen. Det er nok ikke traditionel IPA-bitterhed, men bitterhed ikke desto mindre, og alt det, der farer omkring én er om ikke andet ganske interessant.

4-en-halv-stjerne

Leffe 9°, Anheuser-Busch InBev

Drikkelig spritøl

 
Først troede jeg, det var den anbefalede temperatur – de 9°, som udgør øllets titel. Det passede blot ikke med den anbefaling der var at se på bagetiketten. Den sagde 6-8°. Så jeg formodede titlen i stedet måtte hentyde til alkoholprocenten på netop 9% – hvorfor man så ikke kalder den 9%, ja det må guderne – eller i hvert fald marketingafdelingen hos Anheuser-Busch vel vide, og den slags mennesker vil jeg helst ikke omgås, så et svar på det, må man kigge i vejviseren efter. Men direkte ud af køleskabet blev den altså skænket, for nogenlunde at imødekomme den foreslåede idealtemperatur.
Brygget er en overgæret byg-øl i den mørke ende af den lyse ende om man så må sige. Det er som om brygget vægrer sig en smule ved at komme ud af flasken. Viskositeten peger svagt i retning af honning eller sirup, og farven minder også ret kraftigt derom. Duften – eller odeuren – er ikke overraskende sprittet med de samme noter af franskbrødsdej, der præger udrikkelige Støckel Weissbier og Tongerlo Prior. Der er dog ikke tale om en hvedeøl. Den eneste brugte kornsort er angiveligt byg, så jeg afskrev ikke med det samme dette bryg, da jeg med en vis rædsel genkaldte mig hine hæsligheder fra vinteren. Der var fortsat chancer for at brygget ikke smagte grimt, når nu det ikke havde nogen videre ligheder med førnævnte flop fra tidligere.
Som allerede nævnt i sidste indlæg er dette forøvrigt også en donationsøl, som ægtefællen til min gamle kollegiefælle Henriette havde med hjem fra Belgien i den tro, at den var god. Den faldt dog ikke i gemalens smag – han mente, at det var for sprittet. Og det er sandelig også en meget sprittet øl. De 9% kan sandelig mærkes, og giver brygget både karakter og smag af kartoffelbrændevin. Ikke en helt ren én, men en krydret af slagsen, med antydning af både korn, humle og fennikel bag den hidsige sprittethed.

Sprittethed til trods er det ikke en øl, jeg har lyst til at hælde ud. Jeg drikker den i små nip og noterer en reelt velbehageligt varm eftersmag af hasselnødder. De mange nip gør smagsprocessen lang, så bryggets temperatur faktisk når op på de 9° til sidst. Herefter tangerer bryggets indtryk faktisk reel nydelse, hvor de mange adskilte dele i smagen, da den var kold, samler sig og bliver til en honningessens, der jo så nydeligt passer med bryggets viskositet og farve – og faktisk også med den høje alkoholprocent. Det sammenfattende indtryk er dermed godkendt, uden at det er en øl, jeg har nogen særlig lyst til at prøve igen.

Men følg endelig ikke bryggerigruppens anbefaling – de samme mennesker anbefaler også, at man drikker Budweiser og Busch Light. Så det er egentlig ganske godt i tråd med deres øvrige anbefalinger, at de på flasken angiver en helt forkert serveringstemperatur.

3-stjerner

Leffe Blonde, InBev/Anheuser-Busch

Kapitalistisk klosterbryg

Jeg anede det ikke! Leffe brygges af InBev og distribueres af Anheuser-Busch-gruppen, der står bag nogle af verdens ringeste øl. Det er ikke fordi jeg af den grund skammer mig, eller fortryder, at jeg har købt eller drukket den, endsige da delt den med vores gode ven af huset, Ole. Nej, jeg slås med undren, da jeg ikke havde troet, at bryggeriet, der er notorisk kendt for sine tynde bryg, og for at sagsøge andre producenter ind i helvede fordi de ved, at de suger til at lave ordentligt øl, faktisk formår at fremstille kvalitetsvarer.

Vel, Leffe er jo ikke Anheuser-Busch’ påfund. Oprindeligt er det et klosterbryg fra den belgiske provins Namur, og selvom øllet i dag brygges på Stella Artois’ bryggeri i Leuven modtager klosteret (der i mellemtiden har været ødelagt af jordskælv, bombet og været gennem andre genvordigheder, hvorefter det siden er genopbygget) fortsat royalties for øllet. Så Anheuser-Busch forstår i virkeligheden kun at trække penge ud af brandet, men ikke den innovation, der ligger bag. Alt har sin forklaring.

Men øllet smager jo godt – multinationalt bryggerikonglomerat eller ej. Der er tale om en blonde, altså hvad der i Belgien svarer til en slags pale ale, i hvert er det en overgæret, fortrinsvis lys øl, til dels brygget på hvede. Sidstnævnte er formentligt særligt for de belgiske lyse ales. Det ville dog ikke være rimeligt at sammenligne den med de tyske weissbier – dertil adskiller den sig for meget i karakter.

Det mærkes allerede i duften, der er langt tungere, mens weissbier snarere er friskt og let. Til stede er også en markant spritnote, der dog klæder den søde duft af franskbrød, blommer og mørkt sukker ganske udmærket. Allerede ved skænkningen kan man også beundre det gyldne bryg – og skum, der klæber smukt til glasset.

Sødmen dominerer smagen. Der er et tydeligt indslag af vanillekranse med rigeligt sukker blandet med friske mandler – altså sådan nogle man spiser. De mandler man altid har i munden – med mindre man har fået dem fjernet selvfølgelig – registrerer fylden, der udgøres af en tæt blomme-fersken sødme, der afløser vanillekransene ved mellemtungen. Der er noter af gær med – men ikke på en måde, der skæmmer det samlede billede. Eftersmagen giver en antydning af humlebitterhed, der forstærkes af en vis sprittethed, som jeg personligt synes er velgørende, men for andre måske vil forekomme på kanten af det harske. I det hele taget har øllet et markant spritelement, der faktisk undrer, eftersom øllet trods alt ikke holder mere end 6%. Også det var medsmageren enig i. Øllet var ikke for sprittet, omend alkoholelementet kunne mærkes uden at skæmme.
4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme