Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Anheuser-Busch

Leffe Brune/Bruin, Anheuser Busch InBev

Ikke verdensklasse …

Godt nytår på forskud allesammen. Jeg har netop med glæde konstateret, at jeg i denne måned er nået op på over 5000 kliks på min blog. Det er det største antal kliks siden bloggen fik sit eget domæne tilbage i juli 2014. Mest af alt glæder jeg mig over, at den hidtidige rekord fra juni 2016 på 4853 læsere er slået – årsagen til den tidligere rekord, var mit indlæg om, at jeg skulle skilles.

Ingen af den slags ikke-ølrelaterede digressioner er årsag til denne måneds høje læsertal. Det er derimod mine indlæg – det være sig fra indeværende måned samt mit efterhånden betragtelige bagkatalog. Jeg gik ud fra, at folk først og fremmest havde fundet frem til mine gamle anmeldelser af juleøl, men det ser faktisk ikke engang ud til at være tilfældet. Et kig på statistikken over viewede indlæg de sidste 30 dage viser ikke overbevisende mange flere klik på gamle juleølsanmeldelser end på andre indlæg.

Vel – ikke mere spekulation over det. Folk vil gerne læse min nye indlæg såvel som de gamle – jeg skal bestemt ikke klage. Til gengæld skal der lyde en kæmpe tak til jer allesammen for at klikke ind på min blog. Det er først og fremmest fordi folk gider læse de ord, jeg smider op, at jeg bliver ved det. – At smide ord op, altså.

– Og nu videre til dagens anmeldelse, der måske – måske ikke bliver årets sidste.

Det er blevet tid til en klassiker. Jeg husker Leffe Bruin som en af de alternativer, der så småt poppede op på udskænkningsstederne i årene før ølrevolutionen virkelig tog fat. I hvert fald havde de den på Grønjordskollegiets værtshus, H-18, hvor jeg tilbragte så absurd mange aftener i min studietid.

Jeg husker den som et udmærket alternativ til de hjemlige med mosevand sammenlignelige pilsnere. Ud over, at der var mere smag, var farven også mere interessant, og grummsetheden vidnede om en mere rå og upoleret form, der alle dage har tiltalt mig.

Det er siden gået op for mig, at den modbydelige altopslugende bryggigant Anheuser-Busch InBev har overtaget brandet. Det havde de måske allerede dengang, og med det i baghovedet var mine forventninger – sammen med min efterhånden brede erfaring med så mange gode bryg – at den nok ville virke noget sløj i sammenligning med, hvad jeg ellers har prøvet i tidens løb.

Det egentlig fine, mørke, beigeskummende bryg dufter ikke af meget – omend nydeligt af melasse og kaffe. Allerede nu er det, duftens fjernhed til trods, allerede over forventning.

Og smagen i endnu højrere grad så. Malt, karamel, kaffe og chokolade blander sig overraskende smagfuldt. Fylden er nydelig og vandet ikke for fremtrædende. Ja, det er faktisk ikke engang helt retfærdigt sådan at antyde, at vandet overhovedet er fremtrædende, for både smag og fylde er i højere grad så.

Det er primært en sød øl. Kaffearomaen virker som supplement dertil, ligesom mørk chokolade er så fint et supplement til – you guessed it – kaffen. Aromakombinationerne er som de skal være, brygget er fint i balance. Fylden er på plads, og man får fornemmelsen af, at brygget – på trods af gigangens fjendtlige overtagelse af brandet – næppe har lidt den store skade ved dette.

Det er selvfølgelig også i gigantens interesse at holde fast i kvaliteten, så man kan sprøjte brygget ud på markedet til en så lav pris, at man sikrer, at det er gigantens kvalitet, der bliver købt, og ikke de mindre aktørers.

Men så god er den heller ikke. Der kunne være mere sødme, mere fylde og i det hele taget mere kvalitet. At brygget smager godt og er i balance gør det ikke i sig selv til verdensklasse.

Det gør det blot godt.

Nile Special, Nile Brewing/Sabmiller

2017-07-27 19.14.30Imperialismen nager …

En læser ved navn Niels, der bor i nærheden af Lille Skensved er gift med Alice, hvis bror Fred for et par uger siden var på besøg hos dem. Med sig havde han en øl hjemmefra fordi svoger Niels havde fortalt om en eller anden fjollet starut i Brønshøj, der nok ville synes, det var spændende at anmelde en øl fra Freds Hjemland.

Fred bor nemlig ikke sådan lige om hjørnet – næh, han bor i Uganda.

Der er dermed sat flueben ud for det sidste kontinent, jeg manglede at anmelde øl fra. Omsider er det lykkes mig at opstøve en øl fra menneskehedens vugge, Moder Afrika, nærmere bestemt Uganda, at anmelde.

Ud over at være kontinentet, hvor mennesket efter al sandsynlighed opstod som art for et par millioner år siden eller deromkring, har det siden senmiddelalderen også været det mest plagede og pinte kontinent. I århundreder udnyttet på det groveste, udplyndret og martret af især den hvide mands grådighed, selvom kineserne vist også skulle være godt med efterhånden.

Det kan også ses på denne øl, hvis man kigger lidt efter. Nok er bryggeriet det lokale Nile Brewing Co. – Det bryggeri viser sig så at være opkøbt af, og øllet brygget under licens fra Sabmiller, verdens næststørste bryggeri, der sidste år blev opkøbt af det største – det for sin grådighed og fortyndethed berygtede Anheuser-Busch Inbev. I moderne tid er imperialismen i samme grad som tilforn til at tage at føle på i menneskehedens vugge.

Og det er ikke kun i ejerskabet af bryggeriet, de nordlige og vestlige uvaner viser sig. Brygget er tydeligt skåret efter en i vesten meget velkendt skabelon, nemlig den tyske pilsner. Smagsløgene (og håbet) indstilles derfor på den positive overraskelse, idet forventningen i betragtning af producenten – ikke geografien – næppe formår at løfte forventningerne særlig meget over den centralafrikanske savanne. Farven kunne ellers godt passe til det gullige græs – eller hvad det nu er – man tit ser på flotte billeder i natur og kultur-programmer fra området. Duften er desuden på et lovende niveau frugtig og malt-karamelsød allerede ved åbning. At brygget yder aroma allerede før skænkning – om det så er nok så svagt – er sjældent et dårligt tegn.

I smagen afslører brygget sig nu som det, det er – og det er ikke en farveri Masai, en vild løve, eller et stateligt baobab-træ. Det er lige præcis det, det ligner allermest, og i øvrigt det, det på frontetiketten foregiver at være, nemlig en Premium Lager – eller pilsner, som vi ville sige. Pilsner ville uganderne nok også have kaldt den, om deres koloniherrer havde været tyskere og ikke briter. I så fald havde de måske så også undladt tilsætning af ris, som i Tyskland er noget grissefy.

Men som Premium Lager gør den det nu også ganske hæderligt. Den byder på en rar maltfylde, kombineret med en venlig og mærkbar bitterhed bagtil. Hårdt træ og en antydning af enebær giver en krydret kant. Samlet set hopper den dog i samme vandhul, som de europæiske pilsnere har plasket rundt i siden Australopithecus Afarensis’ – eller Lucys – dage. Afvigelserne i form af lidt mere sødme og lidt mere krydderi ændrer ikke ved, at øllen har langt mere til fælles med de tidligere koloniherrers bryg, end hvad der adskiller den derfra.

Dér er der i det mindste én interesse, Afrika, Europa og den øvrige verden må dele – at få hævet den globale ølkvalitet til glæde for alle.

2-stjerner

Leffe Royale Whitbread Golding, Anheuser-Busch InBev

2015-10-16 21.56.11Lækkert sprittet …

Aftenen blev sluttet af med den gylne Leffe – en Whitbread Golding. Igen har tydningen af bagetiketten budt mig visse udfordringer, og for at min kategorisering ikke skulle være det rene og skære gætværk, har jeg valgt at konsultere Untappd. Her kategoriseres den som en ‘Belgian Strong Pale Ale’, og derved fik jeg afkræftet min mistanke om, at der måtte være noget hvedemalt i. – Altså ikke en wit.

Havde det været sådan, ville den ellers score en for den øltype høj karakter. som de hardcore fans vil vide, er hvedeøl i almindelighed, og belgisk wit i særdeleshed ikke noget jeg holder for nogen guds gave til menneskeheden.

Duften peger ellers i retning af en wit. Gæret, sød og alkoholisk, men hvor sødmen er tungere og peger i retning af honning frem for forårsblomsters friske nektar.

Det er nu alkoholelementet, der går mærkes stærkest i smagen. En syrlig kant, der bestemt ikke får wit-mistanken til at svækkes, giver sammen med brændevinsfornemmelse i mund, svælg og bryst brygget en antydning af champagne.

Honningen er der også – antydningsvis, men alligevel præsent nok til at den leverer en afrunding og akkurat den nødvendige fylde til, at det noget hidsige spritelement ikke kammer over.

Sprittet – og lækkert. Tænk at det kunne lade sig gøre. Marcus og jeg var begge glade for aftenens sidste indslag, der igen uden at være en perleport til humlehimlen stadig var godt nok til at sætte et velplaceret punktum for en hyggelig aften.

Og tak til Black Ben for den også.

4-stjerner

Leffe Royale Mapuche, Anheuser-Busch Inbev

2015-10-16 20.51.30Jævn kongelig nydelse

Jeg fik åbenbart galt fat i den igangværende Leffe-series rigtige navn. Det er i grunden imponerende i betragtning af hvor meget undertitlen ‘Royale’ faktisk fylder på etiketten. Jeg må have været for ivrig efter at læse neden under denne, hvor det fremgår, hvilket bryg vi har med at gøre.

I den forbindelse indrømmer jeg blankt, at hverken mit franske eller flamske rækker til med sikkerhed at kunne tyde, hvad der står på bryggets bagetiket. Man kan ellers vælge mellem begge sprog. Så vidt jeg kan se, ligner serien lidt Schiøtz/Lottrup/Carls Selection-serierne fra henholdsvis Royal Unibrew og Carlsberg, for Leffes Brygmester Charles Nouwen er omdrejningspunkt for den påtrykte anekdote.

Angiveligt har denne Nouwen (som det ikke lige er til at finde megen information om ellers) rejst verden rundt for at finde de fineste humler til øllene. Denne humle, der altså har navnet Mapuche, er angiveligt fundet på den patagoniske højslette i Argentina.

Umiddelbart ligner den jo forgængeren, klar og korngul i sit ydre, med tæt, fedtet hvidt skum.

Duften varsler imidlertid en ganske anden oplevelse. Det mest fremtrædende element, gældende for både bouquet og aroma er – sprit. Det river i flår i næsen både ved olfaktrisk sansning, og ved egentlig indvortes brug. Et nogenlunde skarpt humleelement optræder dog også, og sammen formår de to i forening også at rive lidt i ganen.

Marcus var faktisk begejstret. Brygget smager ikke af for meget, og derfor bliver man heller ikke for hurtigt træt af, som man fx kan forventes at blive af vilde specialøl – ekstremt mørke stouts, eller voldsomt bitre IPA’er, fx. På den anden side smager brygget af væsentlig mere end den jævne pilsner, så kedsomhed og vandkarakter heller ikke gør brygget kedeligt.

Så hvis jeg selv skulle snuble over disse øl engang – i sixpacks eller fourpacks, som de var i, da Black Ben fandt dem i Belgien, skal jeg huske, at tage én af de grønne med hjem til mig selv og én af de røde med til Marcus.

Mig forekommer den – omend kraften bestemt kvalificerer den til at være mere end bare en jævn øl – for ensporet.

3-stjerner

Leffe Royale Cascade IPA, Anheuser-Busch InBev

2015-10-16 20.12.32Interessant …

Ole, som vi mødte i sidste indslag, skulle videre til DR-byen – sikkert i et eller andet meget vigtigt ærinde, hvor han skulle trykke hånd med nogle meget kendte mennesker. Så var der jo kun Marcus og mig tilbage – samt flere belgiske øl, jeg havde stillet i køleskabet til senere nydelse.

Det drejer sig om tre øl af mærket Leffe – et godt belgisk brand, som jo nok ikke er blevet hverken mindre kendt eller mindre distribueret af at være blevet opkøbt af megamastodontbryggerigiganten Anheuser-Busch InBev. Det er verdens største bryggeri, og efter at have opkøbt verdens næststørste bryggeri, Sabmiller, for kort tid siden, er afstanden ned til d. nye nr. 2 nok forøget så meget, at folk med tendens til højdeskræk stærkt frarådes at kigge ned.

Det anslås, at hver 3. øl, der drikkes i verden nu er produceret af AB Inbev, som gigantkoncernen så anonymt betegner sig selv. Det er jo lige før man føler, at det er et mikrobryg, man har i hånden, når man står med en Carlsberg Premium

Og så måske ikke alligevel. Uanset hvad, laver Leffe nogle interessante øl, og disse skulle slet ikke være til at få fat på i Danmark. Jeg takker endnu engang Black Ben for donationen.

Den første, vi prøvede, var denne IPA. Alene tanken om en belgisk IPA er interessant, da øltypen traditionelt hører uløseligt sammen med den angelsaksiske verden. Belgierne er også bedre kendt for mørkt sødt øl, og er det endelig lyst, så er det typisk stadig sødt og i øvrigt brygget på hvede.

Umiddelbart er det heller ikke de mest typiske IPA-noter, der præger brygget. Det klare, filtrerede bryg med det klæbrige skum udstøder en bouquet, der er væsentlig mere æblet end cascadet eller bergamotoliet (ja, det er adjektiver når jeg siger det!)

Æblerne genfindes i smagen, men heldigvis sammen med en rå, bitter og kras humle, der også er mere en bare tilstrækkeligt IPAet. Mest markant er dog hverken humle eller æble, men derimod mangfoldigheden. Brygget byder på en mægtig runddans af alle mulige smagsoplevelser og nuancer, der er akkurat så koreograferet, at danserne ikke snubler og vælter rundt i hinanden. På den anden side er det bestemt heller ikke den kgl. ballet, vi frekventerer – snarere den Færøske Olai-fest før der er kommet sådan rigtig meget brændevin ind under folkedragten.

Der er lidt af det hele. Æble giver sødme sammen med aromatiske og letparfumerede roser, en snert af hyldeblomst og alteabolsjer. De friske grannåle river sammen med alkoholen, og malten giver en letfyldig honningfornemmelse, der løfter det hele lidt op.

Marcus fandt det mest forvirrende. Han syntes, de mange forskellige smagsindtryk i sidste ende ophævede hinanden, så brygget faktisk forekom karakterløst.

Det vil jeg bestemt ikke kalde det, omend det da nok kan virke forvirrende undervejs. Ikke desto mindre går humlebitterheden som en rød tråd gennem hele oplevelsen. Det er nok ikke traditionel IPA-bitterhed, men bitterhed ikke desto mindre, og alt det, der farer omkring én er om ikke andet ganske interessant.

4-en-halv-stjerne

Leffe 9°, Anheuser-Busch InBev

Drikkelig spritøl

 
Først troede jeg, det var den anbefalede temperatur – de 9°, som udgør øllets titel. Det passede blot ikke med den anbefaling der var at se på bagetiketten. Den sagde 6-8°. Så jeg formodede titlen i stedet måtte hentyde til alkoholprocenten på netop 9% – hvorfor man så ikke kalder den 9%, ja det må guderne – eller i hvert fald marketingafdelingen hos Anheuser-Busch vel vide, og den slags mennesker vil jeg helst ikke omgås, så et svar på det, må man kigge i vejviseren efter. Men direkte ud af køleskabet blev den altså skænket, for nogenlunde at imødekomme den foreslåede idealtemperatur.
Brygget er en overgæret byg-øl i den mørke ende af den lyse ende om man så må sige. Det er som om brygget vægrer sig en smule ved at komme ud af flasken. Viskositeten peger svagt i retning af honning eller sirup, og farven minder også ret kraftigt derom. Duften – eller odeuren – er ikke overraskende sprittet med de samme noter af franskbrødsdej, der præger udrikkelige Støckel Weissbier og Tongerlo Prior. Der er dog ikke tale om en hvedeøl. Den eneste brugte kornsort er angiveligt byg, så jeg afskrev ikke med det samme dette bryg, da jeg med en vis rædsel genkaldte mig hine hæsligheder fra vinteren. Der var fortsat chancer for at brygget ikke smagte grimt, når nu det ikke havde nogen videre ligheder med førnævnte flop fra tidligere.
Som allerede nævnt i sidste indlæg er dette forøvrigt også en donationsøl, som ægtefællen til min gamle kollegiefælle Henriette havde med hjem fra Belgien i den tro, at den var god. Den faldt dog ikke i gemalens smag – han mente, at det var for sprittet. Og det er sandelig også en meget sprittet øl. De 9% kan sandelig mærkes, og giver brygget både karakter og smag af kartoffelbrændevin. Ikke en helt ren én, men en krydret af slagsen, med antydning af både korn, humle og fennikel bag den hidsige sprittethed.

Sprittethed til trods er det ikke en øl, jeg har lyst til at hælde ud. Jeg drikker den i små nip og noterer en reelt velbehageligt varm eftersmag af hasselnødder. De mange nip gør smagsprocessen lang, så bryggets temperatur faktisk når op på de 9° til sidst. Herefter tangerer bryggets indtryk faktisk reel nydelse, hvor de mange adskilte dele i smagen, da den var kold, samler sig og bliver til en honningessens, der jo så nydeligt passer med bryggets viskositet og farve – og faktisk også med den høje alkoholprocent. Det sammenfattende indtryk er dermed godkendt, uden at det er en øl, jeg har nogen særlig lyst til at prøve igen.

Men følg endelig ikke bryggerigruppens anbefaling – de samme mennesker anbefaler også, at man drikker Budweiser og Busch Light. Så det er egentlig ganske godt i tråd med deres øvrige anbefalinger, at de på flasken angiver en helt forkert serveringstemperatur.

3-stjerner

Belle-Vue Extra Framboise, Anheuser-Busch InBev

Nahrj …

 
Aftenens donationsøl er rekvireret via en tidligere bofælle på Grønjordskollegiet, få hundrede meter fra, hvor vi flyttede til – og nu bor – i april. Henriette og hendes lille familie havde været i Belgien – på ferie, tror jeg, og havde taget nogle spændende øl med … som så viste sig ikke at være så spændende alligevel. Det drejer sig om Leffe 9°, der vil blive anmeldt senere, og nærværende hindbærøl, som jeg egentlig fik med i bonus – men som i aften var så kærkommen nu hvor termometeret endnu engang har overskredet 300° Kelvin.
Som antydet er der tale om en blanding af øl og hindbær. Det er en spontantgæret øl – en såkaldt lambic, den første af sin slags her på bloggen, og noget belgierne er kendt for at excellere i. Hvis jeg har forstået brygteknikkerne ret, er der ikke tale om en hindbær-parallel til de kirsebærbaserede kriek-lambicer. Der er kirsebærrene integreret i brygprocessen, og er ikke bare noget, der bliver blandet i øllet bagefter, som det er tilfældet her.
Blandingen giver om ikke andet en for øl unaturlig Bordeaux-rød farve og princesserødt (eller pink) skum. Som skummet falder – det sker langsommere end man kunne forvente – skifter det farve til snehvidt, men små fnug efterlades på glasset. Som blandingen drikkes bliver fnuggene til flager og til sidst til store klatter. Skummets klæbeevne kan der ikke sættes en finger på uden risiko for, at fingeren bagefter skal skæres fri.
Duften afslører – hindbær! Sgu! Den er go’ nok! Den søde, frugtuøse duft af hindbær ledsages desuden af en bouquet af frisk hvedebrødsdej. Fjernt bagom disse dominerende dufte mærker man et stænk af korn – men det er ganske fjernt.
Smagen er først og fremmest forfriskende, så der blev min forventning indfriet. Sødmen går man heller ikke fejl af, men forfriskningen er mere præsent, og det kommer sig af – nogle læsere vil have gættet det – at brygget føles for tyndt. Det smager mest af alt af tyndt saftevand, og man undrer sig fra starten af, hvorfor man dog ikke bare holder sig netop til saftevand, som man med held kunne blande op kraftigere, så man kunne få noget mere hindbærsmag frem.
Det er nu ikke sådan, at ølsmagen er gemt helt bort. Den kan akkurat spores i eftersmagen, hvor man netop kan mærke en fjern essens af korn og gær. Ved gummerne og på siden af tungen kildrer resterne af noget korn og humle syrligt smagssansen og afslører, at øllet, hindbærrene er blandet op med, egentlig ikke er særlig godt. Det er surt og som antydet tyndt. Mine hidtidige erfaringer med frugtøl viser, at bittert øl ofte er bedre til frugtblandinger.
Det dårlige valg af øl kombineret med den tynde koncentration af hindbær gør, at brygget stort set mislykkes både som øl og som hindbærlæskedrik. Hindbærrene smager ikke ordentligt igennem, og øllet kan stort set ikke mærkes. Der er således heller ikke nogen point til kombinationen af de to, der føjes ingen nye dimensioner til hverken øl- eller saftevandsdelen. Brygget er derfor som helhed overflødigt.
– Ja, altså bortset fra, at det da ikke er meget ringere end saftevand i sommervarmen, og decideret grimt smager det bestemt heller ikke. Fuld bliver man heller ikke – med sine 2,9% holder det sig netop under grænsen på de 3%, under hvilken jeg betragter øl som alkoholfattigt, og i begrænset omfang trafiksikkert. Ikke mindst i dette tilfælde, hvor flasken kun indeholder 0,25 l.
Et alt i alt temmelig kedeligt, men bestemt ikke udrikkeligt blandingsbryg. Brugbart i sommervarmen, og så heller ikke mere.
1-en-halv-stjerne

Leffe Blonde, InBev/Anheuser-Busch

Kapitalistisk klosterbryg

Jeg anede det ikke! Leffe brygges af InBev og distribueres af Anheuser-Busch-gruppen, der står bag nogle af verdens ringeste øl. Det er ikke fordi jeg af den grund skammer mig, eller fortryder, at jeg har købt eller drukket den, endsige da delt den med vores gode ven af huset, Ole. Nej, jeg slås med undren, da jeg ikke havde troet, at bryggeriet, der er notorisk kendt for sine tynde bryg, og for at sagsøge andre producenter ind i helvede fordi de ved, at de suger til at lave ordentligt øl, faktisk formår at fremstille kvalitetsvarer.

Vel, Leffe er jo ikke Anheuser-Busch’ påfund. Oprindeligt er det et klosterbryg fra den belgiske provins Namur, og selvom øllet i dag brygges på Stella Artois’ bryggeri i Leuven modtager klosteret (der i mellemtiden har været ødelagt af jordskælv, bombet og været gennem andre genvordigheder, hvorefter det siden er genopbygget) fortsat royalties for øllet. Så Anheuser-Busch forstår i virkeligheden kun at trække penge ud af brandet, men ikke den innovation, der ligger bag. Alt har sin forklaring.

Men øllet smager jo godt – multinationalt bryggerikonglomerat eller ej. Der er tale om en blonde, altså hvad der i Belgien svarer til en slags pale ale, i hvert er det en overgæret, fortrinsvis lys øl, til dels brygget på hvede. Sidstnævnte er formentligt særligt for de belgiske lyse ales. Det ville dog ikke være rimeligt at sammenligne den med de tyske weissbier – dertil adskiller den sig for meget i karakter.

Det mærkes allerede i duften, der er langt tungere, mens weissbier snarere er friskt og let. Til stede er også en markant spritnote, der dog klæder den søde duft af franskbrød, blommer og mørkt sukker ganske udmærket. Allerede ved skænkningen kan man også beundre det gyldne bryg – og skum, der klæber smukt til glasset.

Sødmen dominerer smagen. Der er et tydeligt indslag af vanillekranse med rigeligt sukker blandet med friske mandler – altså sådan nogle man spiser. De mandler man altid har i munden – med mindre man har fået dem fjernet selvfølgelig – registrerer fylden, der udgøres af en tæt blomme-fersken sødme, der afløser vanillekransene ved mellemtungen. Der er noter af gær med – men ikke på en måde, der skæmmer det samlede billede. Eftersmagen giver en antydning af humlebitterhed, der forstærkes af en vis sprittethed, som jeg personligt synes er velgørende, men for andre måske vil forekomme på kanten af det harske. I det hele taget har øllet et markant spritelement, der faktisk undrer, eftersom øllet trods alt ikke holder mere end 6%. Også det var medsmageren enig i. Øllet var ikke for sprittet, omend alkoholelementet kunne mærkes uden at skæmme.
4-en-halv-stjerne

Dobbeltsmagning (Double-taste) Pabst Blue Ribbon, Pabst Brewing Company/Busch Light, Anheuser-Busch

(For English translation see below.)

– Næsten – men også kun næsten – uden smag.

En gammel ven fra kollegietiden ved navn Lena, der også har slået sig ned i den jyske hovedstad, har en søster, der har giftet sig med, og er flyttet over til en mand i Wisconsin. Når man som jeg ikke har tid og navnlig ikke penge til at rejse særlig meget, er det altid godt at have nogle kontakter i udlandet, der kan sikre, at man også får input fra den anden side af dammen. Og da Lena skulle over og hilse på sin af søsteren nyligt leverede nevø, passede det jo så nydeligt med, at hun kunne tage lidt af det lokale sprøjt, der samtidig er svogerens yndlingssprut (med to s’er – jeg er meget omhyggelig med den slags), med sig hjem, så jeg kunne anmelde det. Jeg skylder Lena en stor tak, og før jeg glemmer det skal jeg også nævne, at jeg har lovet at smage de hjembragte bryg med et åbent sind for Grants (det er svogerens navn) skyld. Det lover jeg, og lover samtidig læserne, at min anmeldelse naturligvis ikke bliver mindre ærlig af den grund.

Der er tale om to øl, nemlig Pabst Blue Ribbon, fra Pabst Brewing Company og Busch Light fra Anheuser-Busch

Pabst Blue Ribbon blev oprindeligt produceret i Wisconsin, nærmere betegnet i Milwaukee, men produceres nu i Woodridge Illinois. Men lige som Ceres herhjemme har bevaret en vis tilknytning til Aarhus, selvom det nu produceres i Fredericia, så har Pabst også bevaret en vis tilknytning til Wisconsin.

Jeg har før smagt, nævnt og klaget min nød over dette bryg her på bloggen, for jeg har smagt det før. Det er godt nok ved at være nogle år siden, men det står stadig i frisk erindring, fordi jeg på det tidspunkt aldrig havde prøvet øl, der smagte af så lidt. I mellemtiden har jeg – ikke mindst her på bloggen – ellers prøvet min del af tynde og intetsigende – for ikke at sige direkte ubehagelige – øl, så jeg kan, og ønsker bestemt ikke at love læserne nul stjerner på forhånd. Det er i øvrigt Grants foretrukne øl, og primært den, jeg havde bedt Lena om at bringe hjem. Grant gav hende en Busch Light med, fordi han ville sikre sig, at hvis jeg virkelig ikke kunne lide Pabst Blue Ribbon – så skulle jeg bestemt prøve noget der var værre … Jeg glæder mig til at anmelde Busch, som jeg i skrivende stund ikke har drukket endnu – men jeg kan grundet Grants ønsker ikke rigtig glæde mig til det.

Pabst Blue Ribbon var så tynd, at jeg egentlig havde forestillet mig den gennemsigtig. Jeg har nemlig kun prøvet den fra dåse – 355 ml eller 12 unser – for det skal jo passe med det britiske imperiums måleenheder, selvom det er århundreder siden, at amerikanerne frigjorde sig fra alt det andet, der havde med det at gøre. På dåse kan man selvsagt ikke se bryggets farve, men det viser sig faktisk, at afvige fra vand i løden. Det er mørkegult, som danske pilsnere er flest, med boblende, kridhvidt, og – som måske antydet – meget skrøbeligt skum. Duften er ret svag, kornet, let humlet og mest syrlig. Den skal drikkes iskold, har jeg fået at vide, så måske ville den dufte af mere, hvis den fik lidt temperatur, men jeg tvivler.

I det den entrer munden frigiver den en kortvarig smag af jævn humle og malt, der mestendels er bittert, men iøvrigt ukarakteristisk. Det ville under alle omstændigheder være svært at gøre rede for smagens karakteristika, for den er vitterlig kortvarig – ganske få sekunder varer den, før en dominerende smag af postevand tager over. Som ved f.eks. Dansk Light fra Harboe får man følelsen af danskvand med et stænk af humle. Mest af alt smager man brusen, der ikke får det til at føles mindre som mineralvand.

Smagen er dog marginalt kraftigere end Dansk Light, og måske marginalt svagere end Kay-Sar – men jeg er ikke sikker. Til gengæld har den ikke Kay-Sars syntetiske smag i samme grad. Hen imod slutningen melder der sig faktisk en metallisk eftersmag, men den er ikke så gal, at der rokkes ved denne øls velfortjente halve stjerne.

Vi er dog nede på et niveau, hvor det føles som om, bryggerierne gør sig umage for at lave øl så karakterfattigt som overhovedet muligt, og jeg forstår ikke, hvorfor folk ikke bare drikker mineralvand i stedet.
1-halv-stjerne

Videre til den anden øl, hvis man kan kalde den det – Busch Light fra Anheuser-Busch-gruppen, der også står bag Budweiser. Først og fremmest skal der gøres opmærksom på, at der ikke er tale om en Light-øl, men formentlig ‘ein Helles’ eller en ‘pale lager’ – en lys pilsner, som fx. Flens Gold eller Corona.

Og lys må man så sandelig sige, den er. Den er nærmest citrongul, men med overraskende tæt skum. Duften er forøvrigt også lidt henad citron, nærmest mere sur end bare syrlig.

Heldigvis går syrligheden da ikke igen i smagen – eller det er som man ser på det, for der er faktisk intet i duften, der går igen i smagen, for intet kan gå igen i noget, der ikke er der. – Og for nu at formulere det mindre knudret: Den smager virkelig ikke af noget – højst af vand.

Det er om muligt det tyndeste sprøjt, jeg har smagt. Der er et let stik af noget metallisk, der løber langs undermundsgummerne, der forstørret mange mange gange måske – men kun måske – kunne minde om noget bittert. Det er en skygge – en afglans af ølsmag.

Jeg husker kun Tuborg Super Light som ringere end denne øl, for den var tilsat aromastoffer, der fik den til at smage forfærdeligt. Denne øl er trods alt ren, men det er også snart det bedste, der kan siges om den.

Dåsen indeholdt 1½ pint – og jeg nåede ikke at drikke det hele, før det blev lunkent. Det hjalp ikke syndeligt at få den op i temperatur, selvom det heller ikke gjorde den direkte dårligere. Der var nogle fjerne, søde noter at spore i det lidt mere lunkne øl, som et fjernt nødsskrig fra en humle, der måske kunne have smaget af noget, hvis bryggeriet ellers gad tage sig sammen.

Det overrasker mig alligevel noget, at Budweiser virkelig er det bedste amerikanske standardøl, jeg har prøvet.
0-stjerner

Almost – but only almost – tasteless.

An old friend called Lena from my time at the Dorm who has also moved to the Capital of Jutland has a sister, who married and moved in with a guy in Wisconsin. If you do not have a lot of time or – as it were – money, like me, to travel very much, it is always good to have som contacts abroad, who can make sure that one gets the odd input from the other side of the pond. And since Lena went over to see the nephew, her sister recently delivered, at all fitted ever so well together for Lena to bring me some of the local booze, which also happens to be the selected poison of her brother-in-law (brackets intranslatable), with her back home for me to review. I owe Lena great thanks, and lest I forget I’ll mention right away that I have promised to taste the home brought brews with an open mind for Grant’s (the name of the brother-in-law) sake. So I’ll promise just that, and at the same time, I’ll promise my readers that my review will not be the slightest less honest for that reason.

Two Beers are play, namely Pabst Blue Ribbon from The Pabst Brewing Company, and Busch Light from Anheuser-Busch.

Originally, Pabst Blue Ribbon was produced in Wisconsin, Milwaukee that is, but is now produced in Woodridge Illinois. However, just like Ceres here in Denmark has stayed attached to Aarhus though it is produced in Fredericia, Pabst also remains attached to Wisconsin.

I have mentioned and lamented over this brew on earlier occations on this blog since I have tasted it before. It is, however, some years ago, but I remember it as if it was yesterday, because at that moment, I had never tried out any beer which tasted so meagre. In the meantime I have – not least on this blog – had my share of watery and uninteresting – not to mention truly obnoxious – beers, so I neither wish, nor can promise zero stars beforehand. It is, by the way, Grant’s favourite beer, and it was this one primarily that I asked Lena to bring home. Grant gave her a Busch Light in addition, because he wanted to make sure that if I did not like Pabst Blue Ribbon, I really should try something worse … I look forward to review Busch, which I have not tried at this moment of typing – but because of Grant’s intentions I really can not look forward to taste it.

Pabst Blue Ribbon was so thin that I had actually imagined it to be colourless. I have actually only tried it canned – 355 ml or 12 ounces – because it must fit with the measuring standards of The British Empire, even though the USA denounced everything else that was British centuries ago. In a can, one can not see the colour of the brew, but it actually, it turns out to differ from water in the hue. It’s dark yellow, like most Danish lagers, with bubbly, snowwhite and – as might seem suggested – very brittle head. The smell is faint, grainy slightly hopsy and mostly sourly. One should drink it ice cold, I was told, so it just might smell a bit better if it got some temperature – but I doubt it.

As it enters the mouth it quickly releases some flavour of modest hops and barley malt, mostly bitter, but otherwise uncharateristic. Under all circumstances, it would be difficult to elaborate on the characteristics of its taste, because it is indeed short lived – it only lasts for a few seconds, before a dominating taste of tab water takes over. Similar to e.g. Dansk Light from Harboe, one gets the feeling of mineral water with a hint of hops. Most of all one tastes the gas, which does not do much to make it feel less like mineral water.

The taste is, however, marginally stronger than Dansk Light, og maybe marginally weaker than Kay-Sar, but I am not sure. On the other hand it has not got Kay-Sar’s synthetic taste to the same extent. Towards the end it does get a bit of a metallic after taste, but it’s not so bad that it tips the balance against its well deserved one half star.

We are however at a level where it seems as if the breweries take great efforts to make their beers as poor in character as humanly possible, and I can not understand, why people do not just drink mineral water instead.
1-halv-stjerne

Let’s move on to the other beer, if you can call it that Busch Light from the AnheuserBusch group, the producer of Budweiser. First and foremost it must be remembered that this is not a low-alcohol/calorie beer, but rather ein Helles or a pale lager, like Flensburger Gold or Corona.

And it is definately light! Its almost yellow like a lemon, however, with surprisingly thick foam. The smell is not completely unlike lemon, on all counts it is rather sour than just sourly.

Fortunately, the sourness is not found in the taste – depending on how you look at it, since there is nothing in the smell, which is also found in the taste – because nothing can reappear in something that does not exist – or to frase it less in a less complicated way: This beer really tastes like nothing at all – escept of water.

It is probably the thinnest brew I have ever tried. There is a slight prick of something metallic in the taste, which, if emphasized a lot of times, might turn into something bitter. It is only a shadow, a fanthom of beer taste.

I only remember Tuborg Super Light as worse than this beer, and it had added aroma in it, which made it taste awful. For better or worse, this is a clean beer, which is probably the best you can say about it.

The can contained 1½ pint – and I did not manage to drink it all, before it went lukewarm. This did not help with the taste, even though it did not make it worse neither. There were actually some faint sweet notes trackable in the lukewarm beer, like a far away cry for help from some hops, which just might have tasted of something, if the brewery would care just a bit.

It really surprises me that Budweiser turns out to be the best standard US-beer that I have tried yet.

0-stjerner

Budweiser, Anheuser-Busch (Det tynde øl fra Fakta XIX)

– Endnu en grund til at blive republikaner

I anledning af det store Super Bowl-brag i USA i nat dansk tid, afslutter jeg nytårstemaet “Det tynde øl fra Fakta” med kædens faste, amerikanske øl, der tilmed er hovedsponsor for arrangementet, Budweiser – der også kalder sig “King of Beers” (mindre kan åbenbart ikke gøre det) fra det amerikanske bryggeri Anheuser-Busch.

Til dem, der ikke skulle vide det, har der i indtil flere menneskealdre været en konflikt mellem de forskellige Budweiser-producenter, navnlig nærværende producent, Anheuser-Busch og den tjekkiske producent Budejovicky Budvar. I marts 2009 tabte Anheuser-Busch en længe verserende retssag, der skulle have givet dem eneret på navnet “Budweiser” i EU. Dette fik de ikke, da Budejovicky Budvar havde brugt navnet i hvert fald fem år, før Anheuser-Busch krævede eneret på navnet.

Det er altså taberen i denne konflikt, der her anmeldes. Der verserer også en vittighed om Budweiser, der på engelsk er meget betegnende, for de fordomme, der findes om den: What is the resemblance between Budweiser and having sex in a canoe? Both is fucking close to water. Nu får vi se …

Farven er i hvert fald meget lys, og øllet bobler mere end det skummer. Duften af kedelig humle er ganske svag, og smagen er helt afgjort på den vandede side. Humlen er i det søde hjørne, og smages langt bedre end den lugtes, den formår endda at behage, uden at den dog ligefrem imponerer. Det ikke fuldstændig negative førstehåndsindtryk skæmmes dog af en syrligt-metallisk bismag, der minder mig om et eller andet …

Lad mig se …

  1. Lys farve med kedeligt skum,
  2. Tynd, nærmest vandig smag,
  3. Syrligt-metallisk bismag, der ikke gavner på nogen måde …

… ja, man skulle næsten tro, at den var brygget efter dansk forbillede.

En Budweiser kan mest af alt sammenlignes med gennemsnitlig dansk pilsnerøl – det er hverken værre eller bedre. Det bedste, der i øvrigt kan siges om brygget er, at den lunkne bundsjat, som jeg hældte i gabet direkte fra dåsen, godt en time efter at den var åbnet, faktisk ikke smagte spor ringe. Jeg genoplevede i et glimt den søde humle, der som allerede nævnt faktisk behager en kende.

Men til de af jer, der er blevet lokket af, at produktet er sponsor for Super Bowl og har købt stort ind af dem: Bare ærgerligt! Super Bowl bliver i hvert fald på een måde en tynd og kedelig oplevelse for jer. King of Beers? I så fald skipper jeg s’gu også kongehuset på den front.

1-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme