Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Sinner Series

Pride, Amager Bryghus

Storslået!

Nu til den sidste øl i Amager Bryghus’ Sinner Series – Pride, Stoltheden, eller egentlig snarere Hovmodet. Traditionelt anset som det største synd af dem alle …

… bortset fra selvfølgelig, at hovmodet ligesom grådigheden nu til dags nok anses for en af de højeste dyder snarere end et kendetegn for en skidt karakter. Sådan har det været længe. I særdeleshed siden den senere krigsforbryder Anders Fogh Rasmussen nytårsdag 2002 annoncerede, at det nu var slut med at rådføre sig på en lang række områder med eksperter – eller “smagsdommere” som han kaldte dem. Hvem der præcis vidste bedst andre end dem, der havde dedikeret deres liv til at opnå ekspertise i vanskelige videnskabelige felter til menneskehedens bedste, kom aldrig til at fremgå klart. Praksis viste sig dog hurtigt, at regeringen selv ville tage beslutningerne og demonstrativt blæse på eksperternes råd mange år fremover, og fortsat gør det. Måske var det allertydeligst, da Danmark gik med i Irakkrigen, og som nation gjorde sig meddskyldig i den største humanitære, militære og diplomatiske nedsmeltning i dette århundrede. Det skete som bekendt i trods mod en lang række diplomatiske, militære og efterretningsmæssige eksperter, der samstemmigt helt korrekt havde konkluderet at USAs daværende præsident George W. Bush var lige så fuld af løgn, som den gennemsnitlige danske konventionelle Venstre-landmands gylletank er fuld af lort.

Og hovmodet smittede. Resten af befolkningen begyndte med internettets hjælp i højere og højere grad at stole på egne mavefornemmelser og/eller deres betændte had, end nøgterne, omend komplicerede analyser fra højtuddannede mennesker.

Og udviklingen har været global. Valget af Donald Trump som USA’s præsident er nok den foreløbige kulmination på en trend, hvor mere og mere magtfulde mennesker afviser eksperter for at være pladderhumanistiske, bedrevidende, eller måske endda selve fjendens tropper, der opererer bag linjerne. At tænke sig – vi skal tilbage, helt ned i den kolde krigs dybfryser, for at finde eksempler på at verdens Supermagter truer hinanden så åbenlyst.

Og hvorfor får det mig til at tænke på, at Tom Lehrer – manden bag verdenshittet “We will all go together when we go” – fyldte 90 år d. 9. april – altså for få dage siden? (Forsinket tillykke, gamle dreng!)

Og hvorfor starter jeg alle mine afsnit med “Og”?

Og hvorfor stiller jeg så mange retoriske spørgsmål? (I behøver ikke svare – det var et retorisk spørgsmål (… eller var det!?))

Amager Bryghus’ bud på hovmodet er anderledes ikke-faretruende uden dog at være det mindste kedeligt. Ifølge etiketten har de valgt en type, der står dem nær – en Imperial Stout, simpelt hen. Omend ikke simplere, end at urten har kogt i 6 timer og indeholder 7 slags malt. Det giver et natsort bryg med en styrke på 10 %, og rigeligt med oplevelser til næse, mund og øjne. For også skummet er flot, som det tårner sig frådende og matchende chokoladebrunt op over den tyktflydende, sorte olie. Duften er i det magelige snarere end voldsomme hjørne, med en rar – omend ganske kraftig – em af mørke nødder og kaffe.

Brygget nippes bedst i små slurke, der helst slubres som en skoldhed kop kaffe. Det skyldes ikke kun, at man gerne vil trække alt smag ud af dette flydende vidunder, men også at man ikke rigtig vover andet. Der er så meget smag, at man er bange for at brænde sig på den.

Fuldfed kaffe af udsøgte bønner forenes elegant og næsten erotisk med sød, klæbrig ahornsirup, krydret med smeltet, finsk lakrids. Hver lille dråbe, der finder vej over ens fugtige læber, driver kælent, sensuelt og begærligt hen over den lystigt æggende tunge, idet hvert lille smagsløg aktiveres af bryggets potente safter.

Dette er det noget af det ypperste, man kan nå i en imperial stout der ikke er hårdtslående, ondskabsfuld og frygtindgydende, som samme bryggeris uforlignelige Green, Green Banshee. Og hvor er det livsbekræftende at blive mindet om, at det varme og rare også kan være pirrende, pikant og farligt på en ganske anden, men mindst lige så tilfredsstillende måde.

Sikke en finale!

Greed, Amager Bryghus

Så er regeringen i hvert fald grådigere …

Jeg er så småt ved at være igennem Amager Bryghus’ Sinner Series – deres syv øl, brygget over de syv dødssynder.

Nu til dags er grådighed selvfølgelig ikke nogen synd. I den siddende regerings og andre magthaveres øjne er grådighed vel nærmest forudsætningen for, at samfundet kan hænge sammen. I hvert fald er både økonomiske og politiske magthavere grådige som aldrig før … er det 8 mennesker, der nu ejer det samme som 50% af den øvrige verdens befolkning, eller hvordan er det? Og det er ikke en udvikling, der sådan lige med det samme ser ud til at ændre sig. Tværtimod er ikke mindst regeringen herhjemme ordentligt i færd med at stramme tommelskruerne. Nye måder at straffe kontanthjælpsmodtagere på udtænkes daglilgt – selvfølgelig ikke for at bekæmpe reelle problemer, men derimod for at have en undskyldning for at tilbageholde nogle penge, man rask væk bruger på skattelettelser til de rigeste. Den såkaldte ghettopakke er måske det grelleste eksempel på dette – samtidig med, at det har et racistisk sigte, der er så klart som glasskår fra knuste jødiske butiksruder. Den lurende lockout er et tredje dystert eksempel … jeg må hellere begynde på anmeldelsen før jeg får udløst en depression. Jeg ser ingen gode grunde til at føje bekymringen om, hvorvidt den lægeordinerede speed jeg tager, mon kunne skabe interaktioner med lykkepiller.

Amager Bryghus er især kendt for deres IPA’er, men de har meget andet på programmet også – stouts, portere, saisons, andre ales … og stundom brygger de også en pilsner – den gammelkendte og fælt skamridte type, som alt for mange opfatter som “den almindelige” eller sågar “den rigtige” øl.

Ikke at det gør noget. Af netop den årsag er det en ganske udsøgt fornøjelse at prøve en pilsner, der er noget ud over det sædvanlige. Det skulle angiveligt være svært at lave en god pilsner – jeg ved ikke nok om brygprocesserne for at kunne gøre rede for hvorfor, men velsagtens levner typen vel – om ikke andet på grund af traditionerne – ikke helt så meget rum for variation, og dermed forbedring, som de fleste andre typer.

Amager Bryghus’ har tidligere brygget den uforlignelige No Rice & Curry, så jeg ved, de kan. Brygget her lader dog fra starten noget tilbage at ønske. Duften er faktisk skuffende svag, og selv den smule der er, lover ikke godt. Gær, først og fremmest … heldigvis ikke af den sure, inficerede type, men blot den kedelige slags, der tit kendetegner tilsvarende kedeligt øl.

Ikke desto mindre forfrisker brygget med en klar og ren mundfølelse, ved første øjekast ikke voldsomt underholdende, men på den anden side tilfredsstillende fri for fejl. Bitterheden er tilbagelænet, for ikke at sige fjern, men med hyppige, omend flygtige glimt, af den lifligste, kækkeste, hjertensfrydende blomsteraroma smagsløgene kunne begære.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at man godt kunne bruge mere end bare glimt. Ikke mindst fordi de små aromatiske knaldperlers skrøbelige finhed i langt højere grad fungerer som antydning af, hvad der kunne være frem for at yde brygget egentlig kvalitet. Navnet – greed – bemærk, hvordan det bedst udtales med sammenbidte tænder og en vrissen grimmasse – er til gengæld velvalgt. Læser man etiketten viser det sig, at denne øl er Amager Bryghus’ forsøg på at brygge en ligegyldig industriel pilsner som alle de andre. Vel, det er lykkedes nogenlunde, men ikke uden, at den har placeret sig i toppen af den van(d)lige standard.

Men regering og det øvrige parnas af hovedrige sus scrofae der ud over deres beskidte mammon også har alt for meget magt, behersker altså den besungne grådighed langt bedre end håndbryggerne på Amager (og det er ikke fordi det tjener samme håndbryggere til van(d)ære).

Den forbliver – i betragtning af at producenten er landets absolut førende mikrobryggeri i denne bloggers øjne – for tæt på standard til at fortjene at være med i en serie ellers hårdtslående specialøl.

Og det er vel nok det værste, jeg har sagt om et Amager Bryghus-bryg i meget lang tid. Bryggeriet må gerne blive ved med at lægge sådanne store afstande mellem de bryg, der ligner alt for mange andre bryggeriers produkter så meget.

Wrath, Amager Bryghus

Egentlig ikke vred …

I dag er det vreden, Wrath, som det så drabeligt hedder i Amager Bryghus’ serie over de syv dødssynder. Der er bare et eller andet ekstra vredt ved lyden af det ord på engelsk, er der ikke?

Det bliver spændende at finde ud, hvor vred denne øl egentlig er. Objektivt er der tale om en rødvinslagret Saison, og selvom den øltype var tænkt som en forfriskende læsker i sommervarmen back in the day, så bærer den ikke sjældent mere karakter og aroma end historien om den må skabe forventninger om.

Utraditionelt for typen er denne lagret på fade, der forinden har holdt rødvin fra Pinot Noir-druen. Ikke at det siger mig noget som helst, da vin enten er noget, jeg hælder i sovsen, eller giver videre i gave, efter selv at have fået den ved tidligere lejlighed. Desuden indeholder brygget ikke hvedemalt, hvilket jeg ellers har bildt mig ind, at typen normalt gør – men åbenbart er det ikke et krav.

Det flotte, cremede og gyldne skum tårner sig flot op over det brunorange bryg. Visuelt består brygget med glans, hvorimod duften er underligt fraværende. Jeg husker typisk Saison som syrligt-søde, ikke ulig hvedeøl, hvilket måske har plantet fordommen i mig om, at de skal indeholde hvedemalt.

Så har aromaen til gengæld en anderledes skarp karakter. Udover at være ganske forfriskende, er rødvinsfadene ikke bare en del af bryggets karakter. De er bryggets karakter – så fremtrædende er aromaen af tør rødvin og egetræ. Humlen melder sig spagfærdigt på bagkant, men det er bestemt ikke meget, ølkarakteren får lov at udfolde sig her.

Rødvinsindslaget er såmænd fint i sig selv. Det taler også til bryggets fordel, at det bestemt ikke er den lettest tilgængelige rødvin, man kan forestille sig. Til gengæld kunne man måske ønske sig noget fylde – noget mere Bourgogne, Barolo eller Chianti fremfor kun at køre den knastørre Bourdeaux-stil.

Brygget hælder i denne bloggers øjne for meget til den sure side, øllet er halvvejs glemt og i det hele taget synes konkoktionen at være en kende ude af balance.

Men karakterfuld er den da – ikke desto mindre. Men egentlig vred finder jeg den faktisk ikke. Snarere er den – tjah – bare sur.

Lust, Amager Bryghus

Og det der kommer i vejen for den …

Jeg bliver lidt ved Amager Bryghus’ Sinner Series. Der er ingen grund til at lade være, nu hvor det går så godt. Da jeg har skruet en kende ned for anmeldelsesfrekvensen for at hellige mig mit andet online-projekt, tegneserien Spelt-segmentet, har jeg til gengæld gjort mig umage for at finde et emne at tirere over imens. Det er alt for længe siden sidst*.

Et emne, der er forrygende meget oppe i tiden – omskæring. Evidensen for komplikationer i forbindelse med dette komplet unødvendige indgreb herhjemme er nøje beskrevet – og det burde derfor være indlysende at det ikke alene er fysisk skadeligt men også dybt traumatiserende at udsætte umælende spædbørn for den slags. Også mælende børn, der hverken forstår den irrationelle baggrund til fulde eller konsekvenserne på langt og/eller kort sigt er taberne i omskæringscirkusset.

Her skal det mest handle om konsekvenserne på langt sigt, også selvom det selvfølgelig er måske er en lille smule mindre synd for de små børn. Et problem der imidlertid rammer både de spæde, de små og dem, der måtte ønske at få skåret foruden på deres tissemænd af i en højere alder, er de seksuelle problemer. Ifølge et dansk studie udgivet i International Journal of Epidemology er der signifikant flere omskårede, der oplever seksuelle problemer end ikke-omskårede. – Det gælder i øvrigt også deres partnere.

Ud over at alle – spæd som ung (men i højere grad spæd) – risikerer invaliderende og livstruende komplikationer i forbindelse med indgrebet, så skal de arme forhudsamputerede mennesker også døje med seksuelle dysfunktioner. Alt sammen fordi der står i deres hellige bøger, at DenHimmelskeGudFaderBevarMigVel har befalet det … Sommetider er dette ikke engang tilfældet, og alligevel svinger de skalpellen over deres nyfødte, subsidiært ikke specielt gamle, drengebørn. Så er undskyldningerne for pådragelsen af unødige seksuelle dysfunktioner og endnu unødigere akutte komplikationer aldrig så strålende, overbevisende og tvingende. De består typisk af vage henvisninger til traditioner, udokumenterede påstande om hygiejne, eller den tidligere i USA så populære begrundelse om, at det dæmpede lysten til at onanere.

Og – den måske mest strålende undskyldning af dem alle: at det er vigtigt at få det gjort mens de er små – ellers vil de ikke, når de bliver ældre. Uden nogen videre sammenligning i øvrigt – når Özlem Cekic i sit train wreck af en “børnebog” drager sin uforskammede sammenligning mellem barnedåb og omskæring, må man trods alt indrømme de to fænomener den lighed at begge gerne foretages på små børn, fordi lysten dertil aftager med alderen. I modsætning til omskæring er effekten af barnedåb imidlertid reversibel – selv kirkeskatten slipper man for, hvis falder fra. Forhuden, derimod, vokser som bekendt ikke frem igen.

Og hvor god dagens øl ellers måtte være, så kan den ikke kompensere for det tab af livskvalitet en dysfunktionel seksualitet medfører. Her må selv Amager Bryghus give op.

Det til side kan man glæde sig over et mørkt, letflydende og gyldentskummende bryg. Letflydende, da der farven til trods ingenlunde er tale om en stout eller en porter, men derimod en Strong Ale efter belgisk forbillede. Duften er således hverken røget eller krasbørstigt bitter. Derimod er den sød af chokolade og med et karamelindslag, der erstatter den kaffe, der i de søde stouts gerne giver den nødvendige fylde sammen med alkoholen.

Igen mangler kaffen og røgen i smagen – men den savnes ikke. Der kompenseres så rigeligt med flydende karamel, mørk chokolade og cognac. Et lille flashback sender mig tilbage til firserne, dengang Bruce Willis mestendels var sjov og ikke et brutalt muskelbundt. I filmen ‘Blind Date’ er han på Rendez-Vous med Kim Basinger, hvis reaktion på alkohol virker som plot-device i et efterfølgende kaos af næsten postapokalyptiske dimensioner. Henimod slutningen kan man opleve Bruce Willis bruge en kanyle til at fylde en æske fyldte chokolader med endnu mere fyld – whisky eller cognac er det vel …

… og hvis man nu tog Toms Chokoladeskildpadder og lavede samme nummer som Bruce Willis med et nøje afmålt kvantum ikke ueffen cognac, ville man omtrent ramme aromaen i denne skønne sødmesymfoni. Tilpas tung, tilpas smagfuld og tilpas fristende. Som et hedt stævnemøde med en om ikke orgiastisk, så i hvert fald dampende og fortryllende erotisk afslutning.

Og dermed viser Amager Bryghus i øvrigt med al tydelighed, at de behersker mere end bare IPA’er og stouts. De er i det hele taget bare rigtig gode til at brygge godt øl.

*Det er altid for længe siden, at jeg sidst tirerede, når jeg ikke kan huske, præcis hvornår det var.

Envy, Amager Bryghus

Bitterfrisk …

Vel, nummer to øl, jeg ikke har prøvet før inde i det nye år, og jeg er allerede stødt på noget eksceptionelt. Enten tegner det bare godt, eller også opbruger jeg bare min kvote af godt øl alt for hurtigt.

Envy – jalousi – er en af de syv dødssynder, som disse i sin tid så fint blev beskrevet af Dante i Den Guddommelige Komedie. Det er muligvis den bog, jeg har læst fra ende til anden, jeg forstod allermindst af. Amager Bryghus har for år tilbage brygget en serie bygget over de 7 dødssynder. Jeg har – mere eller mindre tilfældigt – allerede anmeldt to af dem, og jeg reddede mig hele serien, da jeg var til fernisering på bryggeriets nye produktionslokaler i efteråret.

De første to øl var fabelagtige. Og som allerede antydet var denne øl det også. Indtil videre har serien da også drejet sig om noget, Amager Bryghus er rigtig gode til – IPA. Sidste år var en af mine erkendelser, at Amager Bryghus faktisk ikke bare er gode til IPA, men også til en lang række andre øltyper. Men mon ikke det er IPA’erne de har lavet flest af, og om ikke andet er mest kendt for?

Denne er en West Coast IPA – altså en amerikansk inspireret IPA, som den kendes fra USA’s vestkyst: Let, sprød og selvfølgelig vidunderligt humlet.

Brygget er ganske lyst, skummet afdæmpet og duften velsignet sprød, omend snæver af spæde fyrrenåle med syrlig aroma af lime. En stilfærdig, omend lovende start …

Og så rammer bomben! Wow, et humleorgie! Herkules, Amarillo, Centennial, Tomahawk, Simcoe, Cascade og Citra i vældig forening – ifølge etiketten. Brygget næsten brænder i munden med sin skarpe, omend forunderligt friske humle.

Bitterheden nærmest rendyrkes i dette bryg. Og det er vel kun passende, idet jalousi vel om noget kendetegnes netop ved bitterhed. IPA’er er samtidig gerne aromatiske med ledsagende smage af fx roser, hyld eller andre blomster. Det er ikke tilfældet her. Der er kun bitterhed.

Ikke rå, brutal eller uforfinet bitterhed. Nej, der er tværtimod tale om en udsøgt, udvalgt, isoleret bitterhed. Alle smagsnuancer ud over det sprødt bitre er grundigt og møjsommeligt pillet væk – helt uden at det efterlader lakuner i aromaen. Brygget er, selvom det kun indeholder én type aroma, fuldent og helstøbt.

Hvordan det lykkes bryggerne fra Kastrup ikke at gøre brygget hverken det mindste besk eller harsk i deres totale rendyrkning af humlens bitre aroma er mig en gåde – og en særdeles velsmagende og velgørende del af slagsen.

Et fuldendt mesterværk – intet mindre. Aldrig har jalousi føltes så bittert og så velsignet.

Gluttony, Amager Bryghus

2016-06-24 18.36.21Gluttony Indeed!

Varme og fugt plager stadig, og snart har jeg ikke flere lyse øl at holde det ulidelige vejr stangen med. Selv små opgaver bliver en prøvelse. Hovedet fungerer dårligt, og man tager forkerte beslutninger. Skal man skrive noget bliver det usammenhængende …

Jeg er ikke bygget til tempereret klima i kombination med global opvarmning. Det står fast efter de seneste dages vejr, der i lummerhed kunne sammenlignes med Istedgades kælderbarer i højsæsonen … Ja, upassende gør vejret mig også …

Heldigvis havde jeg da en øl i går, som ud fra erfaring og brand lovede godt – en dobbelt IPA fra Amager Bryghus – erhvervet hin dag i påsken, da jeg besøgte bryggeriet. Det er endnu et bryg i serien over dødssynderne. Her er der tale om frådseriet, og således har de brave bryggere brugt ikke mindre end syv forskellige slags humle – én for hver dødssynd – måske. Her skal det virkelig gå galt, hvis brygget ikke er godt.

Bouqueten udløses imidlertid ikke ved åbning, og næppe heller ved skænkning. Anbringes snudeskaftet over det friskskænkede, appelsinorange bryg med det skrøbelige og brusende skum, skuffes man imidlertid ikke. Man udstøder derimod et spontant “oh fryd!” og trækker endnu en fuldfed portion aroma ind.

Man overvældes af sødme – vanille, flormelis og hindbær på et mere end traditionelt amerikansk IPA-bagtæppe af sprød grannålsbitterhed.

Styrkeforholdet vendes på hovedet i smagen. Eksplosivt fylder humlen hele kæften ud. Fyrrenåle og fyrreharpisk vælter frem med tung, varm bitterhed, der – endskønt brygget er vel afkølet – stadig får én til at svede … eller er det stadig det fugtige vejr?

Man kan ikke lade være med at lade hver lille mundfuld hvile på bagtungen, hvor den varme humle rigtig udfolder sig så det er den reneste fryd. Ligesom Batch 1000 rendyrker den friske og sprøde humlesmag, rendyrker dette bryg den varme og fyldige humle. Riven og flåen er der fortsat rigeligt af – så meget faktisk at brygget brænder videre i maven. Der er så sandelig ikke kun ikke sparet på humlen, men tilmed er der ikke sparet på smagsoplevelsen.

Jeg kunne næsten godt være fristet til at give brygget her én stjerne for hver humletype. Men så langt op går min skala nu altså ikke …

6-stjerner

Sloth, Amager Bryghus

2016-06-04 19.45.57Én af mulighederne …

Jeg er bekymret på mit lands vegne …

Vi har en justitsminister, der i ramme alvor fremstiller lovgivning fra besættelsestiden som noget om ikke ønskværdigt, så i hvert fald en mulighed, hvis han og den øvrige regering af svindlere og brugtvognsforhandlere skulle få lyst. Og lysten har de med den nye lov, rettet specifikt mod bestemte religiøse mindretal (og ikke mod alle slags hadprædikanter), tydeligt vist, at de har.

Og så endda på selve Grundlovsdag!

Jeg føler, at jeg lever midt i hvad der skulle være den værst tænkelige kinesiske forbandelse, thi disse er i sandhed interessante tider.

Jeg gad godt gøre et eller andet. Være med til at gøre verden et bedre sted på én eller anden måde. Men opgaven forekommer mig alt for overvældende – nu har selv Muhammad Ali oven i købet ladet os i stikken, så hvem skulle nu kunne redde os?

Alternativt kunne man krybe sammen i et hjørne, lukke øjnene og bare håbe, at man selv forsvinder, så man ikke behøver bevidne, at ikke bare landet, men hele verden langsomt går under for éns øjne. Man kunne også bare være ligeglad og grine den sindssyges maniske latter, mens man ser det hele styrte i grus. For hvad nytter vores spinkle modstand, når magthaverne ved at trykke på en enkelt knap, kan gøre ende på det hele, uanset hvor meget vi skriger på fred og retfærdighed?

Rigtig mange gør det sidste. Er ligeglade. Lader stå til. Klistrer et smil om munden, og undlader at tænke på det. Dovenskab virker på den måde, at det kan gøre én tilpas kynisk og ligeglad – bare man selv ikke er en af dem, der havner midt i ilden …

Og apropos dovenskab er det jo også temaet i Amager Bryghus amerikansk inspirerede pale ale ved navn Sloth. Den er del af en serie, brygget over de syv dødssynder, og jeg skal allerede nu erkende, at jeg ikke ligger inde med resten af serien p.t. Bare for nu ikke at skabe unødige forventninger hos læserne –  det er ikke en plan for nuværende, at hele serien skal anmeldes.

Motivet på etiketten vil vi, som var børn (og evt. unge) i firserne genkende som ‘Sloth’, den deforme kæmpe fra Spielberg-filmen The Goonies fra 1985. Der var ellers ikke meget dovendyr over ham, ligesom brygget bestemt heller ikke virker dovent. Det er og bliver et af Amager Bryghus’ kvalitetsbryg, og selvom de ellers bedyrer nok så voldsomt, at brygget er udslag af dovenskab, idet der kun er brugt én slags humle (simcoe) og én slags malt (pilsner) og én slags gær (US-Ale) (og det skulle ikke undre mig at de også kun har brugt én slags vand – jeg gætter på H2O), så bliver brygget i hvert fald aldrig kedeligt.

Allerede ved skænkning breder den milde, stikkende, aromatiske humleduft sig imod vindretningen i tagterrassens kølige aftenluft. Ved siden af den prikkende fornemmelse findes fremtrædende noter af fuldmodne ferskner og hyldeblomst i flor. Brygget minder i sin visuelle fremtræden mest om orangade med endog meget højt, tæt, holdbart og klistret skum, der efterlader flotte figurer og mønstre på glassets inderside.

Smagen er – vel, okay, måske nok lidt afdæmpet i forhold til de ganske aggressive humlemonstre, jeg inden for ikke voldsomt lang tid har prøvet fra Amager Bryghus’ side. Men sammenligner man med andre session-bryg, jeg har prøvet, er der rigeligt med potent smag at komme efter.

Brygget leverer en tør og karsk humleimpression af grankogler og egebark. Man kan med held lade brygget hvile lidt på tungen, for den primære bitterhed klinger snart af, og afløses af en blidt kærtegnende eftersmag af paranødder og løvtræ.

Der er rigeligt med smag at komme efter. Oplevelsen er komplet med mere end adækvat lækkerhed og vederkvægelse. Men noget actionbrag skal man ikke forvente, og det er jo heller ikke intentionen.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme