Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Amager Bryghus

Wrath, Amager Bryghus

Egentlig ikke vred …

I dag er det vreden, Wrath, som det så drabeligt hedder i Amager Bryghus’ serie over de syv dødssynder. Der er bare et eller andet ekstra vredt ved lyden af det ord på engelsk, er der ikke?

Det bliver spændende at finde ud, hvor vred denne øl egentlig er. Objektivt er der tale om en rødvinslagret Saison, og selvom den øltype var tænkt som en forfriskende læsker i sommervarmen back in the day, så bærer den ikke sjældent mere karakter og aroma end historien om den må skabe forventninger om.

Utraditionelt for typen er denne lagret på fade, der forinden har holdt rødvin fra Pinot Noir-druen. Ikke at det siger mig noget som helst, da vin enten er noget, jeg hælder i sovsen, eller giver videre i gave, efter selv at have fået den ved tidligere lejlighed. Desuden indeholder brygget ikke hvedemalt, hvilket jeg ellers har bildt mig ind, at typen normalt gør – men åbenbart er det ikke et krav.

Det flotte, cremede og gyldne skum tårner sig flot op over det brunorange bryg. Visuelt består brygget med glans, hvorimod duften er underligt fraværende. Jeg husker typisk Saison som syrligt-søde, ikke ulig hvedeøl, hvilket måske har plantet fordommen i mig om, at de skal indeholde hvedemalt.

Så har aromaen til gengæld en anderledes skarp karakter. Udover at være ganske forfriskende, er rødvinsfadene ikke bare en del af bryggets karakter. De er bryggets karakter – så fremtrædende er aromaen af tør rødvin og egetræ. Humlen melder sig spagfærdigt på bagkant, men det er bestemt ikke meget, ølkarakteren får lov at udfolde sig her.

Rødvinsindslaget er såmænd fint i sig selv. Det taler også til bryggets fordel, at det bestemt ikke er den lettest tilgængelige rødvin, man kan forestille sig. Til gengæld kunne man måske ønske sig noget fylde – noget mere Bourgogne, Barolo eller Chianti fremfor kun at køre den knastørre Bourdeaux-stil.

Brygget hælder i denne bloggers øjne for meget til den sure side, øllet er halvvejs glemt og i det hele taget synes konkoktionen at være en kende ude af balance.

Men karakterfuld er den da – ikke desto mindre. Men egentlig vred finder jeg den faktisk ikke. Snarere er den – tjah – bare sur.

Lust, Amager Bryghus

Og det der kommer i vejen for den …

Jeg bliver lidt ved Amager Bryghus’ Sinner Series. Der er ingen grund til at lade være, nu hvor det går så godt. Da jeg har skruet en kende ned for anmeldelsesfrekvensen for at hellige mig mit andet online-projekt, tegneserien Spelt-segmentet, har jeg til gengæld gjort mig umage for at finde et emne at tirere over imens. Det er alt for længe siden sidst*.

Et emne, der er forrygende meget oppe i tiden – omskæring. Evidensen for komplikationer i forbindelse med dette komplet unødvendige indgreb herhjemme er nøje beskrevet – og det burde derfor være indlysende at det ikke alene er fysisk skadeligt men også dybt traumatiserende at udsætte umælende spædbørn for den slags. Også mælende børn, der hverken forstår den irrationelle baggrund til fulde eller konsekvenserne på langt og/eller kort sigt er taberne i omskæringscirkusset.

Her skal det mest handle om konsekvenserne på langt sigt, også selvom det selvfølgelig er måske er en lille smule mindre synd for de små børn. Et problem der imidlertid rammer både de spæde, de små og dem, der måtte ønske at få skåret foruden på deres tissemænd af i en højere alder, er de seksuelle problemer. Ifølge et dansk studie udgivet i International Journal of Epidemology er der signifikant flere omskårede, der oplever seksuelle problemer end ikke-omskårede. – Det gælder i øvrigt også deres partnere.

Ud over at alle – spæd som ung (men i højere grad spæd) – risikerer invaliderende og livstruende komplikationer i forbindelse med indgrebet, så skal de arme forhudsamputerede mennesker også døje med seksuelle dysfunktioner. Alt sammen fordi der står i deres hellige bøger, at DenHimmelskeGudFaderBevarMigVel har befalet det … Sommetider er dette ikke engang tilfældet, og alligevel svinger de skalpellen over deres nyfødte, subsidiært ikke specielt gamle, drengebørn. Så er undskyldningerne for pådragelsen af unødige seksuelle dysfunktioner og endnu unødigere akutte komplikationer aldrig så strålende, overbevisende og tvingende. De består typisk af vage henvisninger til traditioner, udokumenterede påstande om hygiejne, eller den tidligere i USA så populære begrundelse om, at det dæmpede lysten til at onanere.

Og – den måske mest strålende undskyldning af dem alle: at det er vigtigt at få det gjort mens de er små – ellers vil de ikke, når de bliver ældre. Uden nogen videre sammenligning i øvrigt – når Özlem Cekic i sit train wreck af en “børnebog” drager sin uforskammede sammenligning mellem barnedåb og omskæring, må man trods alt indrømme de to fænomener den lighed at begge gerne foretages på små børn, fordi lysten dertil aftager med alderen. I modsætning til omskæring er effekten af barnedåb imidlertid reversibel – selv kirkeskatten slipper man for, hvis falder fra. Forhuden, derimod, vokser som bekendt ikke frem igen.

Og hvor god dagens øl ellers måtte være, så kan den ikke kompensere for det tab af livskvalitet en dysfunktionel seksualitet medfører. Her må selv Amager Bryghus give op.

Det til side kan man glæde sig over et mørkt, letflydende og gyldentskummende bryg. Letflydende, da der farven til trods ingenlunde er tale om en stout eller en porter, men derimod en Strong Ale efter belgisk forbillede. Duften er således hverken røget eller krasbørstigt bitter. Derimod er den sød af chokolade og med et karamelindslag, der erstatter den kaffe, der i de søde stouts gerne giver den nødvendige fylde sammen med alkoholen.

Igen mangler kaffen og røgen i smagen – men den savnes ikke. Der kompenseres så rigeligt med flydende karamel, mørk chokolade og cognac. Et lille flashback sender mig tilbage til firserne, dengang Bruce Willis mestendels var sjov og ikke et brutalt muskelbundt. I filmen ‘Blind Date’ er han på Rendez-Vous med Kim Basinger, hvis reaktion på alkohol virker som plot-device i et efterfølgende kaos af næsten postapokalyptiske dimensioner. Henimod slutningen kan man opleve Bruce Willis bruge en kanyle til at fylde en æske fyldte chokolader med endnu mere fyld – whisky eller cognac er det vel …

… og hvis man nu tog Toms Chokoladeskildpadder og lavede samme nummer som Bruce Willis med et nøje afmålt kvantum ikke ueffen cognac, ville man omtrent ramme aromaen i denne skønne sødmesymfoni. Tilpas tung, tilpas smagfuld og tilpas fristende. Som et hedt stævnemøde med en om ikke orgiastisk, så i hvert fald dampende og fortryllende erotisk afslutning.

Og dermed viser Amager Bryghus i øvrigt med al tydelighed, at de behersker mere end bare IPA’er og stouts. De er i det hele taget bare rigtig gode til at brygge godt øl.

*Det er altid for længe siden, at jeg sidst tirerede, når jeg ikke kan huske, præcis hvornår det var.

Envy, Amager Bryghus

Bitterfrisk …

Vel, nummer to øl, jeg ikke har prøvet før inde i det nye år, og jeg er allerede stødt på noget eksceptionelt. Enten tegner det bare godt, eller også opbruger jeg bare min kvote af godt øl alt for hurtigt.

Envy – jalousi – er en af de syv dødssynder, som disse i sin tid så fint blev beskrevet af Dante i Den Guddommelige Komedie. Det er muligvis den bog, jeg har læst fra ende til anden, jeg forstod allermindst af. Amager Bryghus har for år tilbage brygget en serie bygget over de 7 dødssynder. Jeg har – mere eller mindre tilfældigt – allerede anmeldt to af dem, og jeg reddede mig hele serien, da jeg var til fernisering på bryggeriets nye produktionslokaler i efteråret.

De første to øl var fabelagtige. Og som allerede antydet var denne øl det også. Indtil videre har serien da også drejet sig om noget, Amager Bryghus er rigtig gode til – IPA. Sidste år var en af mine erkendelser, at Amager Bryghus faktisk ikke bare er gode til IPA, men også til en lang række andre øltyper. Men mon ikke det er IPA’erne de har lavet flest af, og om ikke andet er mest kendt for?

Denne er en West Coast IPA – altså en amerikansk inspireret IPA, som den kendes fra USA’s vestkyst: Let, sprød og selvfølgelig vidunderligt humlet.

Brygget er ganske lyst, skummet afdæmpet og duften velsignet sprød, omend snæver af spæde fyrrenåle med syrlig aroma af lime. En stilfærdig, omend lovende start …

Og så rammer bomben! Wow, et humleorgie! Herkules, Amarillo, Centennial, Tomahawk, Simcoe, Cascade og Citra i vældig forening – ifølge etiketten. Brygget næsten brænder i munden med sin skarpe, omend forunderligt friske humle.

Bitterheden nærmest rendyrkes i dette bryg. Og det er vel kun passende, idet jalousi vel om noget kendetegnes netop ved bitterhed. IPA’er er samtidig gerne aromatiske med ledsagende smage af fx roser, hyld eller andre blomster. Det er ikke tilfældet her. Der er kun bitterhed.

Ikke rå, brutal eller uforfinet bitterhed. Nej, der er tværtimod tale om en udsøgt, udvalgt, isoleret bitterhed. Alle smagsnuancer ud over det sprødt bitre er grundigt og møjsommeligt pillet væk – helt uden at det efterlader lakuner i aromaen. Brygget er, selvom det kun indeholder én type aroma, fuldent og helstøbt.

Hvordan det lykkes bryggerne fra Kastrup ikke at gøre brygget hverken det mindste besk eller harsk i deres totale rendyrkning af humlens bitre aroma er mig en gåde – og en særdeles velsmagende og velgørende del af slagsen.

Et fuldendt mesterværk – intet mindre. Aldrig har jalousi føltes så bittert og så velsignet.

Reindeer Fuel, Amager Bryghus

… og så blev det ellers jul!

Kajs Ølblog er tilbage med nye anmeldelser efter en lille juleferie. Etiquetten (ikke etiketten – det er sådan noget man sætter på flasker) er brudt, idet jeg har valgt ikke at følge kronologien i afprøvede øl i mine anmeldelser. Det sker i anledning af højtiden – det er jo trods alt kun jul én gang om året, og jeg tror egentlig, at læserne hellere vil høre om denne fantastiske øl, jeg prøvede juleaftensdag, end den sløje fuser af en brown ale, jeg prøvede aftenen før.

En introduktion er vel på plads for de stakler, der endnu ikke har klasket gummerne – eller i det hele taget hørt – om nærværende vidunder. Det er Amager Bryghus’ traditionelle juleøl, en 10 % barley wine med dertilhørende juleeventyr på etiketten (med ‘k’).

Ikke så meget mere om det, for det må læserne selv erfare ved køb af brygget (man kan også snyde ved at læse på Untappd). Selv nippede jeg det langsomt og med passende andægtighed i løbet af juleaftensdag, sådan som jeg har for vane med en særligt udvalgt øl.

Just efter åbning frygtede jeg ellers nogle sekunder, at oplevelsen ville være en tidlig fuser – der var trods alt stadig en uge til nytårsaften. Duften af det grumsede, rødbrune bryg var nemlig ildevarslende fraværende, og vidnede kun om bryggets alkoholstyrke med en tæt, omend varm og egentlig behagelig odeur af alkohol. Der er trods alt forskel på duften af en 20 års Single Malt og den billige vodka fra Lidl.

Men derefter var der ellers dømt glædelig jul!

Den udeblevne næsestyver var erstattet af en mundstyver – hvis det ellers er et ord – der ud over at levere den fulde smagsoplevelse i et nu også utvetydigt lod nyderen vide, at bryggeriet skam havde gemt alt aromaen der, hvor den rettelig hører til, nemlig i smagen, frem for at lade den fise ud med duften.

På et bagtæppe af letbrændt karamel folder aromatisk egetræssyre, båret frem af alkoholens spiritussky, sig ud i hele mundhulen. Med små, skarpe barberblade snitter egetræsaromaen lange, sviende rifter i tunge og gane. Det er i sandhed et bryg, man smager med meget mere end bare tungen.

Overalt hvor brygget skvulper hen efterlader det et smertende snitmønster af rifter, der dog kort efter lindres af bryggets andet aromatiske indslag – den alkoholiske sødme. Mægtig, maltet og karameltung, ikke helt ulig som man måske forestiller sig Santa Claus’ ånde efter denne lige har fået sig en hivert for meget under kåben. De mulige ubekvemme konnotationer til side, denne sammenligning måske har kreeret i læsernes hoveder, virker det søde, maltede indslag som blide vatpuder, der lægende dupper de væskende sår, og lægger sig over dem som en frisk forbinding i julesneens farve.

Ja, den var der selvfølgelig ikke så meget af denne jul. Men øllet – det var ekstraordinært! Amager Bryghus har en sin del af æren for, at jeg i år sandelig fik en …

Glædelig Jul!

The Mortician, Amager Bryghus/Barrier Brewing Co. (AB2017-Kollektionen XII)

Lidt modvægt …

Vi må jo til det: Glædelig jul allesammen …

Vid at det også snart er overstået – I, der ligesom jeg, så småt er ved at få nok af juleriet. For nu at skabe lidt modvægt, har jeg i dagens anledning valgt en øl, der er mørk, ildevarslende, uhyggelig … alt det, man ikke forbinder julen med. Selv tak, det var så lidt.

Lidt jul er der dog alligevel ved denne her. Der fråses. Frås er jo nok nøgleordet nu om dage for, hvordan man fejrer julen, og her får den ikke for lidt. Ud over 13 forskellige typer malt og fire humlesorter, indeholder den også hvidt og brunt sukker samt kaffe. Det bliver dog kun til én type gær, og – måske overraskende – én type vand. Der er jo trods alt ingen grund til at overdrive.

Det er i øvrigt den sidste – omsider – af den lange række øl, jeg fik købt hos Amager Bryghus tilbage i foråret. Så nåede jeg det altså før nytår. Til gengæld har jeg forsynet mig med nye i mellemtiden, så jeg slipper ikke Amager-bryggeriet så let.

I sammenligning med den sidste stout, jeg prøvede fra bryggeriet – den ikoniske Hr. Frederiksen – forstår man kun marginalt bedre valget af flaske som emballage. Men her går det såmænd nok endda. Slår man lidt på bunden af flasken, og bruger et par ketchup-tricks, får man såmænd til sidst resten af brygget ud i glasset også.

Sort som pesten er brygget med matchende smeltet karamelskum, der til gengæld holder sig respektfuldt over glassets kanter. Bryggets farve matcher om ikke andet årstiden, samt det julen oprindeligt blev fejret for – kulminationen – og dermed afslutningen på den mørke tid. Jeg giver i mangel på selverkendelse julenissen skylden for, at jeg glemte at tage et billede af selve brygget.

Det er et af den slags bryg, man ikke behøver snuse til bevidst. At trække vejret helt almindeligt i det lokale den bliver skænket, er rigeligt til, at man kan nyde de både søde og røgede noter af kaffe og marcipan. – Jo jo, der er reelle julede elementer i den også, omend utilsigtede og garneret med så mange andre elementer, der gør brygget aldeles uegnet til julemad.

Eller andet mad for den sags skyld. Bryg som dette kunne måske ledsages af en god whisky eller cognac, men nydes nok bedst alene – over lang tid.

I hver lille slurk kan man nyde den aldeles velafbalancerede aroma af letrøget løvtræ, stærk kaffe og meget mørk chokolade. Det er slet ikke ulig 99% kakao-udgaven fra Lindt – men ikke helt, da der alligevel er akkurat den søde kant, der forhindrer brygget i at blive tørt eller klæbrigt.

Således formår brygget på én gang at være indbydende, men også lidt uhyggeligt. Men ondskaben er hjertelig, som en velskrevet gysernovelle, eller som den aldrende onkel, der fortæller spøgelseshistorier allehelgensaften.

Alkoholen er præsent som en let cognacessens, der binder det hele sammen. Og her skal man passe på. For ondskaben bliver hjerteløs dagen efter når tømmermændene rammer. 10,5 % alkohol og dermed mægtige 3,5 genstande i én flaske kan mærkes dagen efter – også selvom man nyder den langsomt i løbet af hele aftenen.

Men altså – endnu engang glædelig jul til jer allesammen. Jeg takker også for den julegave, I læsere – formentlig ganske ubevidst – har givet mig. Der er gået juleslendrian i bloggen her i december måned. Jeg har i december anmeldt mindre end de foregående mange måneder – og alligevel ser denne måned ud til at slå alle læserrekorder, siden bloggen fik sit eget domæne.

Om jeg fatter hvorfor – måske skulle jeg bare skrive lidt mindre?

Nej, det tror jeg alligevel er en dårlig ide. Jeg hygger mig sådan med det, og mon ikke de ekstra læsere her i julemåneden skyldes et efterhånden betragteligt bagkatalog af juleølsanmeldelser?

Men kan I nu have en rigtig god juleaften allesammen. Hvis jeg kender mig selv ret, går der såmænd nok ikke mange dage, før jeg skriver igen …

Hr. Frederiksen, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen XI)

Et lille stykke historie …

Jeg er jo altid gerne lidt ude med riven efter de lange beretninger på Amager Bryghus’ etiketter. Men når det kommer til stykket glæder jeg mig faktisk over deres gerne overdrevne markedsføring og storytelling fordi den i sin svulstige overdrevethed tager gas på markedsføring i al almindelighed. Jeg under også gerne læserne denne oplevelse, idet jeg prøver at undgå at kommentere de konkrete historier alt for meget.

I dette tilfælde vil jeg dog fortælle lidt mere end jeg plejer. Hr. Frederiksen er om muligt bryggeriets andet flagskib. Det mørke flagskib, fristes man til at sige, mens Batch 1000 velsagtens er bryggeriets lyse bud. Hr. Frederiksen røg – så vidt jeg husker fra Henrik Papsøs fortælling, da jeg var nede for at hente øllene for snart trekvart år siden – som den første øl nogensinde fra Amager Bryghus på Ratebeers top 50. Den blev senere vippet af pinden som den højest placerede øl fra Amager Bryghus af Green, Green Banshee – men det er en anden historie.

Jeg vil referere en smule mere, fordi historien virker overraskende troværdig og lidet overdrevet. Ved læsning erfarer man, at brygget er opkaldt efter en Peter Frederiksen, der ved indlytning på bryghusets gamle adresse … den har jeg allerede glemt, men at Peter Frederiksen var behjælpelig med at banke armerede betonvægge ned, utrætteligt og pligtopfyldende. Den gamle adresse i Tårnby havde en forhistorie som Bibellager og lokaler for Scientology, så den gode Peter Frederiksen arbejdede ikke bare for bryggeriet, men for at gøre stedet i det hele taget til et mere nyttigt ét af slagsen – ganske åbenbart.

Bryggeriet beskriver selv den natsorte stout med det tætte, beigebrune skum som et måltid i sig selv. Og bedømt på bryggets modvilje mod overhovedet at lade sig hælde ned i glasset vidner derom. Amager Bryghus kan – så vidt jeg er orienteret – fortsat kun tappe på halvlitersemballager i glas. Brygget her kunne man næste lige så godt fylde på tube.

I modsætning til den frygtindgydende skrigeånd fra sidste år, er brygget her anderledes venligt. En fortinsvis mild duft af vanillesødet kaffe giver et langt mere aromatisk end brutalt indtryk …

… og aroatisk er nøgleordet. Brygget hviler tung, men venligt på tungen. Som en kugledyne over et ADHD-barn … tror jeg, selvom jeg personligt aldrig har prøvet en af de der kugledyner (jeg er nok bare ikke så hårdt ramt). Et kraftigt bryg er det, men ikke brutalt. Der er forskel. Denne er en mild kæmpe, der er fuldt bevidst om sin styrke – og den er lige så stor som dens varme, bankende hjerte.

Kaffe og lakrids blander sig så nydeligt. Vanillen yder aroma oven i det rent bitre og det rent søde, mens alkoholen – de mægtige 10,5 binder det hele sammen. Alle aromaerne er så nøje og præcist afstemt, at det er en ren fryd. Ikke et gram for meget kaffe, eller lakrids, eller vanille, eller – mind you – alkohol. Uagtet brygget høje fartøjsuegnethed virker brygget ingenlunde sprittet – dårligt nok alkoholisk. Der er bare lige præcis den mængde, der skal til. Punktum.

Sikke en hyldest. Peter Frederiksen har al grund til at være meget stolt!

Dario The Dark Don, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen X)

Russian Brutal …

Gad vide om jeg når det før nytår – at gøre Amager Bryghus meget fine brygsamling færdig? Jeg tror det ikke, men der har jeg til gengæld været så snarrådig, at jeg har gemt de bryg, der kan tåle, ja – måske endda ligefrem bliver bedre af, at stå lidt.

Som nu fx en imperial stout som denne. Den lange og underholdende historie på etiketten antyder, at der er tale om en russisk én af slagsen. Og betegnelsen længere nede på etiketten, slår det endda fast. Imidlertid antyder smagen noget andet, for det er ikke de lette og søde noter, der præger dette mørke monster.

Ikke engang ved skænkningen. Tykt, sejt og tilsvarende modvilligt skvulper brygget ned i glasset på en maner, der må sætte skænkerens armkræfter og tålmodighed på prøve. Selv skummet er mørkttonet, og udviser omtrent samme holdbarhed som epoxyfugemasse.

Og nej, der er ikke tale om det søde stads, den russiske zar slubrede i sig. Hvis der er noget russisk ved dette, så er det de forarmede, sultne bønders bitterhed man smager. Tæt tæt natsort aroma af stærk kaffe leder tanken i retning af italiensk espresso og barske mafiosi – omend kaffen egentlig virker for bitter og koncentreret til den karakteristik. Kaffegrums måske – ja, kaffegrums hvis det smagte godt, så ville det smage og omtrent føles sådan her.

De 11 % alkohol er samtidig forbløffende velintegreret i brygget, der slet ikke virker unødigt sprittet – vel knap nok sprittet i det hele taget. At den vilde, mørke bitterhed ikke får brygget til at virke tørt eller grumset er vel alkoholen skyld, men der er stadig kun akkurat så meget af den, at man dårligt mærker den i sig selv. Sådan kan alkohol vel også bruges som en art naturlig smagsstabilisator..

Vel – Rusland har som bekendt også en mafia. Endda en om muligt langt mere brutal én af slagsen end den italienske. Så måske er betegnelsen ‘Russian Imperial Stout’ slet ikke så langt ved siden af endda, blot man erstatter ‘цaрь’ med ‘братва’ i konceptbeskrivelsen.

Marianna The Moody Milf, Amager Bryghus (AB 2017-Kollektionen IX)

Ingen jul i år!

Et godt stykke inde i december, kan jeg lige så godt sige det som det er – det bliver ikke jul på bloggen!

Eller – det bliver det jo selvfølgelig. Men der bliver ikke megen skriveri om juleøl, for sådan nogle har jeg ikke fået købt i år.

Det skyldes, at jeg gennem alle årene er blevet jævnt til slemt skuffet over udbuddet. Jeg synes simpelt hen ikke, at juleøllene udmærker sig tilstrækkeligt til, at man som blogger behøver gøre noget særligt ud af dem. Desuden går rigtig mange af dem igen fra år til år, så rigtig mange fra årets udbud, kan man allerede læse om her på bloggen.

Flere gange har jeg til gengæld bemærket og også anbefalet øl, der slet ikke er tænkt som juleøl, men som ville egne sig udmærket til julemaden. Således har jeg gemt min sidste Petrus Aged Red til årets julemiddag. Den vil klæde den fedtsøde sovs og den sveskespændte and aldeles fremragende – og skulle der være noget til overs ved risengrøden ved jeg jo allerede, at den også vil klæde den perfekt.

Til selve juleaftensdag køber jeg gerne en nippeøl. Det kunne have været den her, men det bliver det så ikke, for jeg vil helst prøve en ny én til den anledning. Sådan er jeg så også så traditionsbunden.

Men den ville have været god, den modne dame fra Amager Bryghus, opkaldt efter hustruen til en mafiaboss, der bryggede denne øl i forbudstiden til hendes ære (som altid må I selv købe øllet for at få alle detaljer med). Alene det, at styrken er tocifret – 10 % – og flasken på den sædvanlige halve liter, gør brygget bedst egnet som en langtrukken nydeøl. Skønt der er tale om en Barley Wine, der fint kan serveres i et højt, flot rødvinsglas,, bruser brygget nok så lystigt ved skænkning med rigeligt skum til følge.

Det falder ganske vist hurtigt og klistrer ikke. Til gengæld kan man nu nyde de kraftige, fede noter af rom, tørrede figner og karamel. Aromaen er ikke overraskende tung og monsterfyldig af alkohol, velkrydret med det bedste fra julesteg og -bag – nelliker, muskat, koriander og kanel.

Og der er vitterlig til flere timer. Hver eneste lille brændende slurk er næsten som et lille glas bittersnaps i sig selv – men man kan drikke meget mere af det her, før man bliver julefrokoststiv. Ikke dermed sagt, at man bare kan bælle løs. Det er for det første synd for det vidunderlige øl. For det andet er brygget rigeligt stærkt til at man stadig bliver straffet dagen efter …

The Bastard Princess, Amager Bryghus

Hver en detalje …

Som nogle nok har bemærket – flere har i hvert fald kommenteret det – er bloggen blevet dræbende langsom her på det sidste. Netop i skrivende stund ser problemet ud til at være fundet – og løst midlertidigt.

Den midlertidige løsning indebærer dog, at jeg i øjeblikket ikke kan linke til mine medbloggeres seneste indlæg – endsige med de previews, der også fulgte. Det er jeg egentlig lidt ked af. Men på den anden side, har jeg bemærket, at min egen side ikke får voldsomt mange hits fra andre blogs, der linker til mig. Så skaden er måske ikke så stor endda.

Jeg lover, at der kommer en ny linksamling op med mine medbloggere snarest. Den kommer til at være i en simplere form end tidligere, for uanset hvor meget jeg sætter pris på ikke at være den eneste, der gider dele mine tanker om gærede humlebryg på det store fællesdrev, så synes jeg ikke, at hverken jeg selv eller mine læsere skal spilde kostbare minutter af deres liv alene på at bladre i mine indlæg.

Jeg er stadig på Amager Bryghus med mine børn sidste lørdag, hvor bryggeriet holdt Grand Opening af deres nye bryglokation på Kirstinehøj. Efter med gru at have konstateret, at Amager Bryghus også brygger øl til jævne smagsløg, valgte jeg at spille mere sikkert. Jeg ville drikke en enkelt smagsprøve til – ikke mere, for jeg havde trods alt børnene med. De fik til gengæld alle de æbleskiver, popcorn og sodavand, de kunne indtage – vi var jo alt andet lige på tur.

På lydfilen, jeg optog da jeg prøvede øllet, nævner jeg ikke duften med et ord. Jeg må åbenbart være gået lige til makronerne, men det er jo også smagen, der er vigtigst.

At der er tale om en dobbelt IPA, er man ikke i tvivl om – især ikke hvis man har fået det at vide på forhånd. Og at der er tale om en dobbelt IPA fra Amager Bryghus er en omtrent lige så elendigt bevaret hemmelighed, såsnart de små, sylespidse grannåle, flænser både tunge, gane og gummer i aromatisk vintergrønt.

Det holder bare aldrig op med at være godt. Amager Bryghus har for længst ramt en langtidsholdbar form, der kan tåle flere genundsendelser end Matador, Star Wars og Emil fra Lønneberg til sammen.

Små variationer er der dog altid. Brygget her har fx en meget lækker, krydret-sød maltbund. Ikke alene giver den fylde og et venligt modspil til den sprudlende og krasse humle – den supplerer desuden med yderligere krydderi. Thi det er ikke bare sødme som man kender det fra sukker eller karamel – nej, det er mere subtilt, mere avanceret. Det er fennikel, som denne kun fås på restauranter med stærk mad, og i kiosker med varer fra varme lande.

Der er ikke sparet på noget, og selv de afdæmpede indtryk er velkoreograferede ned til mindste detalje.

Det er Amager Bryghus når de er bedst.

Biere de Garde, Amager Bryghus

Biere de gardeMere knald, tak!

I weekenden holdt Amager Bryghus Grand Opening af deres nye store bryglokation på Kirstinehøj Allé i Kastrup. Det skulle ligne mig temmelig dårligt ikke at lægge vejen forbi – især da det var min friweekend, så jeg og mine tog børn drog hele den lange vej fra Brønshøj til Kastrup og fik på den måde også en lille familietur ud af det.

Det er lidt morsomt, at der er et sted på Amager, der hedder noget med ‘høj’. Måske henviser navnet til det lille højdedrag ved siden af den cykelsti, der fører fra et af Kastrups hyggelige række- og parcelhuskvarterer ind i industrikvarteret. En 1½ til 2 meter højere end resten af Amager skal det såmænd nok være, men det kunne godt ligne noget menneskeskabt – nedgravet byggeaffald kanske – frem for en naturlig høj.

Højt til loftet er der til gengæld i Amager Bryghus imponerende nye bygninger. Har man været på de gamle, nu nedlagte lokaler, vil man huske det som, vel, nok hyggeligt, men også meget kompakt, for ikke at sige snævert og undertiden småklaustrofobisk. I den nye hal kunne Peterskirken og Londons Skt Pauls Katedral snildt ligge side og side med Kølns domkirke ovenpå, og man ville stadig have svært ved at skimte bjælkerne i tagkonstruktionen … næsten da. I hvert fald var der god plads til det nye, høje bryganlæg. Meget slankere i formen er de nye tanke end de gamle mere lave og buttede – der dog fortsat er i brug. I betragtning af, hvor godt øl der er kommet ud af det gamle anlæg, er der næppe nogen grund til at reparere på noget, der ikke er i stykker.

Der var proppet med mennesker – og det tror pokker, for der var stort udvalg i æbleskiver ad libitum, vilde byg-selv-hot dogs, popcorn, diverse snacks, sodavand til børnene og – selvfølgelig – øl.

Som ansvarlig forælder valgte jeg at holde en lille smule igen. Men det blev da til to smagsprøver, der kunne købes til højst rimelige priser. Den første jeg prøvede var Bière de Garde. En letdrikkelig sag, jeg aldrig fik dannet mig et ordentligt indtryk af, før den pludselig var gledet ned.

Siden har jeg måttet google en del, før jeg fandt ud af, hvad det egentlig var for en øl, jeg havde haft fat i. Da både Ratebeer og Untappd henviste til Amager Bryghus’ Forårsbryg, forstod jeg til sidst, at ‘Bière de Garde’ angav typen, og ikke navnet på selve brygget. Typen er mere defineret ved, hvornår den er brygget end dens aromaprofil, brygteknik etc. Historisk blev den brygget om efteråret og vinteren, for så at blive lagret til om foråret, hvor det blev varmere, og derfor sværere at forhindre gæren i at opføre sig uregerligt. Skal man tro Wikipediaartiklen, kan brygget til gengæld næsten smage af hvad som helst og være brygget på en hvilken som helst måde, og stadig kvalificere sig som en Bière de Garde.

Men, en Bière de Garde, altså. Formentlig har den været ganske frisk da jeg fik den. Jeg husker en meget rar, maltvenlig fylde – ikke ulig den man finder i Weißbier, omend uden skyggen af syrligt-gærede indtryk. Krydderiet – humlen synes der at være sparet lige så meget på, som kulsyren. Begge dele er der, men kun akkurat i en sådan grad, at de lige når at markere – og så er de væk igen.

Markeringen, skylder jeg at sige, er godkendt. Men hvor ville det dog have været rart med – vel, bare et lille dask frem for kun en markering.

Forårsbrygget her hører til i bryggeriets sæsonsortiment, der nok skal appellere en kende bredere end de humlebomber, som bryggeriet er retmæssigt vidt berømmet for. Det kan godt være, jeg bare er for ung til at sætte ordentlig pris på henslængte og magelige øl som denne. Eller også er jeg blevet for gammel og sur til at sætte pris på – vel – henslængte og magelige øl som denne. Uanset om brygget er tiltænkt gamle eller unge, brede eller smalle, forventer jeg altså lidt mere knald på og gang i den, når Amager Bryghus står bag.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme