Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Amager Bryghus

Murphill, Amager Bryghus (Saufen und saufen und saufen … III)

Styr på dét hængeparti …

Endelig lykkedes det Amager Bryghus at få titlen som Årets Bryghus, en pris uddelt hvert år af Danske Ølentusiaster. De sidste tre år i træk løb Thisted Bryghus af med sejren, hvilket denne blogger godt tør kalde ufortjent, idet netop årets vinder, Amager Bryghus, har gjort det så meget bedre de sidste par år.

Det var dét flueben. Videre til det næste: Jeg har forbandet travlt her på bloggen, efter en utraditionelt aktiv weekend for mit vedkommende. Som fraskilt eneboer med to børn på halvtid, er det sjældent, at jeg kommer ud i det hele taget, men i lørdags fik den ellers max gas. Sammen med min efterhånden faste medsmager Marcus var jeg i Pumpehuset i København for at bevidne en musikalsk storm i form af to unge kompositoriske genier – opvarmning ved den britiske celloist Jo Quail og main course ved danske Myrkur. Lur mig om ikke det bliver til en koncert mere en anden gang – men det får være for nu. Grunden til, at jeg nævner det er, at jeg ved den lejlighed også fik prøvet et par nye øl, hvilket det ville ligne mig mægtig dårligt at forbigå i tavshed.

Men før jeg kan gå i gang med det, skal jeg jo også have sat flueben ved et sidste hængeparti fra dengang jeg sidst nød gode bryg med min ven Marcus. Det foregik som bekendt i mit ringe hjem i Husum, hvor vi nu var nået til aftenens tredje indslag. For mit vedkommende en revisited, idet jeg prøvede denne øl da jeg var på besøg på Amager Bryghus tilbage i 2016. Opskriften skulle imidlertid være opdateret, og eksemplaret her er også relativt frisk – i hvert fald i forhold til sidste gang, hvor vi nød den otte år gammel. Det skete i selskab med den oprindelige medbrygger Mike Murphy, som havde været med otte år tidligere for at brygge den. Man kunne godt smage alderen, der alt i alt ikke gjorde noget videre godt for brygget. Sidste år blev den genudgivet i en samling af lagrede bryg, som jeg i årets løb har drukket i selskab med Marcus (og en enkelt gang hans bror). Med dette bryg blev der sat et passende punktum for samlingen.

Brygget kan bedst beskrives som et stykke bælgmørke i flydende form – eller næsten da. Brygget vægrer sig tilpas mod at ende i glasset. Og når det endelig lykkes at få det genstridige bryg til at forlade flasken, skummer det flot og voldsomt op, som om det bare helst vil blive i sin beholder.

Undtagelsesvis kan nogle af Marcus’ smigrende fraser høres på optagelsen – “koncentreret figenkompot, gummeklingrende, intensiv, jeg ved ikke om jeg er klar til det her …” Vidnesbyrdet om oplevelsens storhed står strålende klart allerede når bouqueten indsnuses. Figenindtrykket giver en syrlig kant i et brag af røg, kaffe og chokolade, så det er en aldeles overvældende, benspjættende, og mundvandsfremkaldende fryd.

Aromaen sakker ingenlunde bagund. En bund af mørkt træ, ledsaget af intens sødme af finsk chokolade … Ikke uberettiget afbrød Marcus mig her med den lidet urimelige indvending, at chokolade vist ikke lige var noget finnerne var specielt kendte for. I min vanlige stil holdt jeg fast i fejltagelsen indtil jeg gav mig og indrømmede, at jeg selvfølgelig mente lakrids. Chokoladen er der alligevel fortsat plads til. Da min ekshustru havde haft børnene med på ferie i Finland tidligere på året, havde de nogle lakridsfyldte chokolader med – og deres aroma var langt fra ulig dette vidunder af bittert i baggrunden, og sødt i forgrunden.

Det var tid til at give karakterer, og det faldt som sædvanlig Marcus svært. Han havde stadig Big, Bold & Beautiful fra samme bryggeri i baghovedet og vi formentlig have lang tid fremover. Jeg har for Marcus’ skyld derfor valgt at gøre noget, jeg aldrig har gjort før: Jeg vil sprænge karakterskalaen med tilbagevirkende kraft.

Marcus her fået lov at give Big, Bold & Beautiful 7 stjerner. For så kan han igen give topkarakteren 6 stjerner til de bryg, han synes, fortjener det – fx dette. Læserne vi kunne finde det opdaterede indlæg om Big Bold & Beautiful allerede nu. Jeg understreger, at jeg ikke selv har sprængt karakterskalaen på max 6 stjerner, og jeg intenderer heller ikke at gøre det nogensinde. Men når min medsmager nu så nødigt vil placere andre øl i samme klasse som hint ekstraordinære bryg, der vitterlig er uden for kategori, så må det blive sådan.

Dermed kunne Marcus give denne øl …

Jeg valgte selv at være en kende mere beskeden …

Hr. Papsø, Amager Bryghus

Tak såvidt, lad os bare fortsætte …

Da jeg i foråret var forbi Amager Bryghus for at købe guldbryllupsgave til min onkel og tante, kom denne lille sag også med i tasken. Den var en lille erkendtlighed fra netop den herre, som øllet er opkaldt efter og er en hyldest til. Henrik Papsø er således også ham, der i sin tid inviterede mig på besøg på bryggeriet tilbage i 2016. Det blev begyndelsen på en perlerække af oplevelser, der forhåbentlig kommer til at fortsætte mange år endnu.

Denne kompakte pakke på en kvart liter 12 procents koncentreret klæbrighed er en quadrupel – en firedobbeltgæret øl. Typen stammer mig bekendt stammer fra Belgien, og den er så småt blevet en af mine favorittyper. Fakta har en fast stående i deleemballage til en rimelig pris. Amager Bryghus har en mere regulær én af slagsen, der udkommer hvert år til jul (meget apropos), og endelig prøvede jeg en øl, der godt kunne minde om typen da jeg var forbi DTU i fjor – omend det bryg vist ikke var tænkt som en quadrupel, men mere som et eksperimentelt bryg.

På DTU fik jeg forklaret, hvordan gæren omsætter forskellige sukkerstoffer i de på hinanden følgende gæringsomgange. I brygmester Preben Bøje Hansens eksperimentalbryg var der kun lange sukkerstoffer – dextriner tilbage, der gav en markant smag af vingummi. Denne aroma forefindes også til dels i Faktas quadrupel fra hollandske La Trappe, og meget markant i Amager Bryghus’ Secret Santa.

Før jeg begynder at lede efter en lignende aroma i Amager Bryghus’ øl, skal den selvfølgelig åbnes og skænkes – i Drageglasset naturligvis. Til at begynde med hæfter jeg mig ved nogle markante mørkebrune plamager på kapslen og flaskekanten. Nok har jeg hørt om bundfald før, men topfald? En smule bekymret skænkes indholdet, der i betragtning af bryggets mørke og styrke, er aldeles letflydende. Det er ganske tydeligt ikke nogen stout, farve og topfald (?) til trods.

Skum er der praktisk taget intet af – men duft! En vældig vinøs odeur vælter op glasset. På en baggrund af tunge, røde druer forkæles lugtesansen af intense, dybe noter af lys karamel, mørk chokolade og en knivspids cognac.

Smagen er til gengæld en kende mere ensporet, og vi er ovre i en ganske anden hylde hos slikmutter (eller -fatter #feminisme), nemlig udvalget af lakrids. Her har vi snarere den søde finske slags end den stærke engelske, men den antydningsvise ømhed i mit svælg lindres til fryd og tilfredshed uanset.

Der er ingen spor af støvet lakridssmag. Aromaen er lige i skabet, og det eneste ved den, nogle måske kan brokke sig over er, at det mangefacetterede duftindtryk ikke afspejles i brygget. Dekstrinsødmen, som jeg havde forventet og glædet mig til udebliver også, men kombinationen af sød, omend langt fra tandløs lakrids, kompenserer mere end sufficient.

Til gengæld aner jeg en anelse ilt i brygget. Det våde pap skarver en smule på tunge og i gane, men kan heldigvis nemt overdøves med lidt større mundfulde, eller ved at trække lidt luft ind over brygget, mens det hviler på tungen. Så udløses der rigeligt udsøgt lakridsaroma til at ilten kvæles.

Overordnet er brygget aldeles lækkert og en udelt nydelse. Oxideringen kunne skyldes, at jeg har ladet den stå for længe, og det skal bryggeriets ekstraordinære brygarbejde selvfølgelig ikke straffes for. Plamagerne i kapslen og på flaskehalsen lader desuden ikke til at have gjort noget skidt for brygget heller.

Jeg glæder mig til mange flere gode oplevelser fra og på Amager Bryghus også i fremtiden.

Maureen the Maverick Moonshine, Amager Bryghus (Saufen mit Marcus – (oder “die Unendliche Geschichte II”) II)

Den størst mulige femmer …

Før jeg når til anmeldelsen, eller rettere referatet af endnu en ca. 15 minutter lang palaver optaget med min mobiltelefon – en dokumentationsform der vælges for nemhedens skyld og bestemt ikke arbejdsbelastningens – bliver jeg nødt til at rette fokus på noget, der sker i den virkelige verden herhjemme.

Sagde jeg den virkelige verden? Næh, jeg skrev det! [Trommehvirvel – bækken] Nu hvor den første elendige vittighed er serveret, kan jeg med nogenlunde ren sam-vittighed (I can’t stop) skride videre til alvoren. Jeg har hele tiden vidst, at der fandtes et kontingent individer her i landet, der havde nogle udfordringer netop med den virkelige verden. Det drejer sig om folk der helt reelt tror, at mennesket blev skabt for omkring 6.000 år siden (i det konkrete tilfælde, vi vil klemme mellem to glasplader og lægge under mikroskopet om lidt endda kun 5.500 år) sammen med alle de andre dyr, af gud (som jeg for at drille staver med lille ‘g’), sådan som det beskrives i bibelens (med småt, ha ha) allerførste kapitel, i Danmark kendt som Første Sumpbog (det må godt stå med stort). Kreationister, kaldes de gerne af fagfolk. Jeg foretrækker at kalde dem idioter, tumper og virkelighedsfornægtere – men der er jo heldigvis intet i vejen for, at man samtidig også kan kalde dem kreationister, uden at man geråder sig ud i modsigelser.

I USA er problemet med netop disse tumper, virkelighedsfornægtere og tølpere meget meget stort. De rådgiver en i forvejen på alle ledder og kanter ustabil præsident ud fra andre vrøvlehistorier i bibelen – gerne de sidste kapitlers vås om verdens snarlige undergang og det endelige opgør med Satan (s’føli med stort ‘S’). Samme personer er primus motorer i demonteringen af de amerikanske miljømyndigheder med henvisning til, at den slags er ligegyldigt på grund af Jesus (fra kommunen, i ved – og derfor stavet med stort af hensyn til et stadigt mere overbelastet korps af offentlige ansatte) snarlige genkomst. Endelig spreder de med forfærdende effektivitet bibelens bud på jordens og universets alder, løgnen om intelligent design og myten om Noahs Ark som en historisk beretning i uddannelsessystemet.

Folk som præsten i Sct Maria Kirke i Sønderborg Mads Jakob Jakobsen er altså ikke bare underholdende pauseklovne og fritidsgøglere, vi kan grine skingert og hånligt pege fingre ad. De kan gøre egentlig reel skade, idet deres antividenskabelige løgne kan forgifte alle samfundslag – både dem der sidder ved magten, og dem der en dag skal arve jorden. “Jamen det kommer jo aldrig til at ske herhjemme” er reaktionen gerne. Vi er for kloge, for højtuddannede, for udviklede og langt fremme til nogen sinde at forfalde til den slags barnlig overtro igen.

Imidlertid er denne type ideer ikke længere henvist til obskure sogneblade fra Udkantsdanmark – eller hvis det går meget højt Kristeligt Dagblad og Jyske Vestkystens læserbrevsspalter. Folkevalgte politikere i landets lovgivende forsamling begynder nu at nære sympati for antividenskabelighed med kreationistisk islæt. Og lidet overraskende kommer denne fæle reaktion fra det yderste politiske og psykiatriske overdrev i Folketinget – de ledige standpunkters holdeplads kendt som Dansk Folkeparti. Alex Ahrendtsen parade af stråmænd, løgne og almindelig idioti kan læses i Kristeligt Dagblad i fuld længde. Kort resumeret forstår han hverken evolutionsteori eller hvad videnskab er i det hele taget, hvilket lige præcis åbner den ladeport for den antividenskabelighed og religiøs indoktrinering, der hærger USA. Som en særlig lille krølle på svinehundelorten indgår indlægget selvfølgelig i hans og partiets signaturagtige racistiske angreb på muslimer.

Selv er jeg ganske vist ikke religiøs, og dermed er jeg som udgangspunkt lige så kritisk over for islam som kristendom. Men hvis DF’s angreb på evolutionsteorien skulle smide nogle muslimer over på min side af idiotien, så tager jeg imod med åbne arme – og nej, det er ikke kun fordi der ville være færre til at konkurrere om øl og bacon ovre i min lejr.

Uden at jeg skulle lokke eller presse – for det må folk selv bestemme om de vil eller ej, det er ligesom med religion – skulle det ikke undre mig, hvis nogle af dem blev fristet til at gå på kompromis med deres hellige tekster, hvis der var mere end bare lidt øl af denne kaliber til rådighed.

Maureen The Maverick Moonshine er en fadlagret bourbon stout tilsat chokolade. Amager Bryghus-håndværk som man bedst kender det, aldeles kompromisløst, omend ikke for – som det er tilfældet med religiøse fanatikere – for at opnå en eller anden højere form for idioti, men tværtom for at skabe den bedste oplevelse, nyderen kan forestille sig.

Ironisk nok havde Marcus og jeg smidt den legendariske kultsplatter ‘Bad Taste’ på tossekassen. Det nattætte, lakridstykke bryg, med det jævne, omend flotte skum var forventeligt alt andet end. En tæt em af mørk chokolade og velbrygget kaffe med et sødt pust af kirsebær ramte næseborene til udelt fornøjelse for os begge.

De søde noter fortsatte i smagen med flødefyldig mundfornemmelse af kakao og matchende aroma af chokolade. At vi havde fået fingre i en vældig stout af ekstraordinær kvalitet var ingen af os i tvivl om, men Marcus slåssede (ja gu’ (med småt) er det et ord) med at få sat ord på de udsøgte smagsnuancer. Syrlige kaffebønner var et af hans bud på den friskhed, han oplevede i et bryg, der vel egentlig bare var så godt, at det var svært at udtrykke i tale.

Selv var jeg fornøjet ved en kompromisløs blanding af kaffe og chokolade, der gav alt den tæthed og aroma en stout skal have og mere til, and then some.

Karaktergivningen for mit vedkommende var en solid topkarakter. Øl af den her kaliber fortjener det. Marcus var ikke så rundhåndet – fortsat åbenbart med Big Bold and Beautiful i frisk erindring. Nogle gange fortryder jeg næsten, at jeg lod ham smage den, da det altid volder ham store kvaler, når andre rigtig gode øl kommer på banen. Han vil heller ikke uddele halve stjerner, så han lagde sig på den største 5’er, han kunne.

Marcus:

Undertegnede:

Og efter Peter Jacksons kultklassiker skiltes vores veje igen. Marcus skal endnu engang have tak for, at han ville lægge gane og kadaver til nogle af de øl, jeg selv synes er for store – og gode – til at jeg vil drikke dem alene.

Og nåhr ja – når Alex Ahrendtsen, eller hvem ordføreren for demontering af undervisning nu end måtte være i Dansk Folkeparti, om få måneder forlanger, at der i biologitimerne skal undervises i intelligent design på lige fod med evolutionsteorien, for at undervise i ‘kontroverset’, så kom ej og påstå, at I ikke var advaret.

 

Bonny Beer, Amager Bryghus

Ordentlig røver …

Én ting man kan være sikker på ved Amager Bryghus‘ øl er kvaliteten af den røverhistorie der følger på etiketten. Og når der en sjælden gang imellem faktisk står noget rigtig information om øllet på etiketten, er kvaliteten af denne også exquisite. Øllet – det er som regel også af meget høj klasse, så man løber virkelig ikke nogen stor risiko for skuffelse, når man lægger Amager Bryghus’ øl i kurven.

Når det gælder deres IPA’er kan det undertiden – og det er vel det mest negative og kritiske, jeg kan sige om dem ud over at prisen er høj (omend ikke urimelig) – knibe lidt med variationen. Én ekstraordinær IPA under ét navn kan godt minde så meget om en anden IPA under et andet navn fra samme bryggeri, at man kan undre sig en smule over, hvorfor der egentlig skulle to forskellige øl (og røverhistorier) til.

Det gælder i mindre grad denne IPA, der faktisk formår at skille sig lidt ud, samtidig med at røverhistorien er af samme udsøgte kvalitet som ellers.

I røverhistorien gør bryggeriet op med historien om IPA’ens oprindelse, pakket ind i en rigtig røverhistorie – eller sørøverhistorie i hvert fald. Bryggets undertitel ‘West India Pale Ale’ ironiserer således over, at de fleste IPA’er i dag brygges i vesten med konsumption i vesten for øje – og ikke som fortællingen beretter, brygget med langsommelig eksport til fjerne kolonier i tankerne. Brygget er desuden tilsat muskatnød, for aromaens skyld, går jeg ud fra, eller bare because reasons.

Brygget dufter sødt af vanille og clementiner. Skænkning af det tågede, appelsinorange bryg, er en mindre udfordring, da skummet er tæt og standhaftigt som fugemasse. Ja, også visuelt er brygget lige i skabet. Aromaen giver et skarpt bitter og frisk jag af knastørt nåletræ, flankeret af søde, aromatiske appelsin- og syrenblomstnoter ved gummerne. Eneste lille skønhedsfejl er en vigende eftersmag. Brygget klinger alt for hurtigt af, og byder ikke på nogen ekstranumre efter tæppefald.

Men mens brygget står på, er der underholdning for fulde gardiner – og programmet der kan læses på etiketten kan endda bidrage yderligere.

Heavy Mental, Amager Bryghus

Det er pænt metal …

Som jeg fik nævnt i forbifarten for et par måneder siden, går Amager Bryghus’ brygmester Jacob Storm i Cannibal Corpse t-shirts. Så det manglede jo bare, at Amager Bryghus bryggede en øl med den musikstil som tema.

Og det har de jo sådan set også gjort flere gange allerede. Todd og Linda the Axe Grinder er to strålende eksempler – man så alligevel. Heavy Metal-temaet listes ind fra sidelinjen, og antydes slet ikke så demonstrativt som i denne IPA fra Danmarks ukronede humlekonger. Det var på tide, fristes man næsten til at sige, at få en rigtig heavy metal-øl fra det bryggeri.

Heavy Mental er således rundhåndet tørhumlet efter inspiration fra New England. Desuden er tilsat forskelligt – herunder hvidt sukker, og er brygget på bl.a. hvedemalt. Desværre har jeg i skrivende stund allerede kasseret emballagen, og jeg har ikke kunnet støve en deklaration op online, men noget rent bryg ville tyskerne i hvert fald ikke mene, der var tale om.

Resultatet er en kraftfuld og aromatisk humleknallert, der i løden også formår at gøre de fjerne fætre i Det Forjættede Land kunsten efter. Brygget ligner nypresset appelsinjuice – omend uden frugtkød. Bouquet af knasende frisk humle stiger op over det ikke voldsomt skummende bryg. Heller ikke bouqueten er voldsom – den synes næsten afdæmpet, men dens kvalitet i knasende sprød- og friskhed, kan der ikke sættes en finger på.

Fuld volumen – sådan som Cannibal Corpse, Napalm Death og Iron Maiden og alle de andre forrygende metalbands skal lyttes til – er der til gængæld på aromaen. Tight og hårdslående vælter den kraftfulde smag af nåletræer ud i alle mundens afkroge, hvor den holder sig fast med små, barberbladsskarpe modhager længe efter at brygget har forladt smagsorganerne. Heldigvis gør typens frugtige noter sig også gældende med en sød appelsinoliearoma, der passer med en præcision, der er Nuclear Assault og Dream Theater værdigt, til bryggets flotte lød.

Hvis ikke der havde været et element, der gav den rasende bitterhed lidt modspil, ville brygget føles ude af balance. Men hos Amager Bryghus ved man, at god musik ikke skabes af brølende vokal, buldrende trommer og brølende guitarer og bas alene. Musikken, konturen, formen skal også være der. Ellers drukner den vidunderlige og finurlige skønhed, der er derinde, midt i al aggresionen …

… i såvel Amager Bryghus’ bryg som i god Heavy Metal.

Viking Tango Time, Amager Bryghus

Yay, endnu en hel Amager Bryghus-øl, der passer i mit yndlingsdrikkeglas. Det kan jeg glæde mig over længe endnu. Og læg mærke til, hvordan jeg demonstrativt staver ‘yndlings-‘ korrekt med et ‘d’ for samtidig at sende en sviner mod Royal Unibrews grimme Faxe Kondi-reklamer mellem linjerne. Tak til min hyppige medanmelder Marcus for at gøre mig opmærksom på det øjesønderrivende trafikuheld af en tyrklejf.

I sammenligning med det fascistiske og racistiske parti DF’s nye udendørsreklamer, tegnet i letgenkendelig tysk 30’er-stil … åh, hvem prøver jeg dog at narre med mine antydningsvise nålestikkerier? – tegnet i ærketypisk nationalsocialistisk NAZI-nazistisk NAZI-stil, er ‘ynglingssodavand’‘-s reklamerne fra Royal Unibrew naturligvis den smukkeste rapsmark ved siden af den dejligste jordbærmark ved siden af den fineste blomstereng i foråret. – Se, hvis blot man sætter barren lidt lavt, kan selv noget der fremstår meget grimt, forekomme kønt.

Jeg gad godt se … nu skal jeg passe på, hvad jeg skriver … lad os bare sige, at det kunne være spændende, at finde ud af, om man mon kunne sætte barren så lavt, at selv Martin Henriksens kontrafej tegnet i nazi-stil, gerne med de små kække Charlie Chaplin-overskæg rigtig mange skønne mennesker allerede har tegnet så passende på dem, kan fremstå kønne i sammenligning med noget andet. Jeg kan umiddelbart ikke komme i tanker om noget – i hvert fald ikke uden at det bliver upassende. Men nu er Martin Henriksens kontrafej – med eller uden overskæg, i nazi-stil eller *gylp* au naturel jo sådan set også ret upassende i forvejen.

Hverken upassende eller karakteriseret ved en lav barre kan man med nogen ret påstå at Amager Bryghus er. Her letter de tilværelsens byrde med en IPA brygget på rug. I stedet for at sætte barren lavt, vælger de ikke bare at sætte den højt – som altid men også i en underligt skrå position, til dels langs Z-aksen, og lur mig om ikke barren også har fået et par buk og drej her og der. Rug er (angiveligt – jeg har aldrig brygget selv) svært at brygge med, og en af mine erfaringer med rugbryg er især en vigende fylde. Ikke ligefrem en medhjælpende egenskab, hvis det er IPA, man vil brygge.

Visuelt gør brygget det nu ikke bare godt, min rigtig godt. En grumset appelsinmasse i bedste New England stil, komplet med tutti-frutti og krydderier, herunder jordbær, appelsin, grapefrugt, nelliker og anis. Det eneste at beklage sig over, skulle være skummet. En skrøbelig hinde af små hvide bobler på overfladen er alt – selv hvis brygget skænkes lidt voldsomt.

Og det smager dejligt. En tæt, rund, aromatisk sødme af citrusfrugter, passion og et strint af hyldeblomst giver alle de frugter og blomster, der hører en IPA til. Det er virkelig rart, primært sødt og – måske en smule skuffende i betragtning af en bouquet, der gav en forventning om noget lidt voldsommere bittert.

Man skal lede lidt efter den, bitterheden. I bunden finder man den med indslag af tørt løvtræ og laurbærblade. Men nogen aromabombe er der ingenlunde tale om. Mon ikke det er her, rugen spiller ind? Som en pude lægger den en dæmper på volumenen …

… men som de gæve bryggere, Amager Bryghus rummer, har disse selvfølgelig taget højde for det. Det smagfulde frugtindslag fylder godt ud, hvor rugen ellers ville efterlade brygget hult. På den måde træder IPA’ens sekundære aromaer tydeligere frem – vel, på bekostning af den definerende bitterhed, men den kender man jo også rigeligt til i forvejen. Det taler kun til Amager Bryghus ære, at de sådan lurer en strategi for, at få IPA’ens andre gode smage frem tydeligere end de har været før.

Og så kan det måske godt være, man ikke får en humlebombe som man plejer. Men det er stadig stor og prisværdig brygkunst.

The Ceremonial Grain-Out, Amager Bryghus

Sur trøst …

Burkalov, Ghettopakke, Håndtrykstvang … Det fascistoide maskineri kører i højeste gear, mens regeringens klimaminister er helt åben om at være bedøvende ligeglad med landets miljømæssige fremtid. Ikke bare demokratiet, men også livet på Jorden er i overhængende fare, og magthaverne gør notorisk det modsatte af, hvad der kunne redde den.

Tidligere har jeg erklæret, at det eneste man kunne gøre var at grine sindssygt og manisk, mens man ser Jorden gå under i en ildkugle. Men stressramt og depressiv som jeg er, vælger jeg i disse dage at tude i stedet for, kun trøstet ved de sure dråber af en ny farmhouse-ale fra Amager Bryghus.

Og det passer jo også så nydeligt med høstsæsonens start. Så er der i det mindste noget, der passer som det skal. Frisk franskbrød og banan møder duftorganerne ved åbning, og sådan passer typen også som det skal med førstehåndsindtrykket. Nogen anstrengelse skal man gøre sig for at skænke det lyse bryg, da skummet snart tårner sig op over glasranden, og vægrer sig ved at trække sig tilbage.

Brygget byder på skarp limesyrlighed på en baggrund af antydningsvis banansødme. I eftersmagen træder gæren frem, men som en naturlig del af et skarpt brygkoncept og langt fra som noget der virker malplaceret eller mislykket. Det afsluttende gærindtryk giver brygget karakter – ja, det formår faktisk at smage godt, og det er jo i sig selv ikke så lidt imponerende.

Brygget er således mainstream … altså så mainstream som en farmhouseale (eller saison) kan blive det på disse kanter … til at gøre det, en farmhouse ale skal – nemlig forfriske og vederkvæge. Samtidig er den svært tilgængelig nok til at den uøvede smager standser op og må overveje, hvad meningen egentlig er. Forhåbentlig for at glæde sig ved typens hemmeligheder. men også med fare for, at det ryger ud, samme vej som det kom ind (uden mellemlanding i mavesækken, vel at mærke).

Wookiee IPA, Amager Bryghus

Et afmålt kvantum nydelse …

Endnu en lomme af frihed, hvor jeg kan gøre de ting, jeg elsker allerhøjest: ingenting, samt blogge og hygge mig med mine børn, men det er jo nok bloggeriet, læserne vil lægge mest mærke til her.

Var det i øvrigt ikke en god ide til en blog: En blog om at blogge … Ej, hvor meta.

Vel – i dag står den på en klassiker. Eller i hvert fald en klassiker fra Amager Bryghus‘ bagkatalog – denne Wookiee IPA. Jo – en ‘wookiee’, die elskelige og temmelig aggressive hårtotter fra Star Wars-universet hedder ‘wookiee’er’  – med to e’er til sidst. Jeg troede at Amager Bryghus havde stavet navnet med to e’er for at undgå copyright problemer, men det viste sig, at det var mit Star Wars trivia-niveau, der kun var nået til ‘Ewok’ (det ligger i det mindste over Jar-Jar Binks).

Brygget fås nu i 0,33 litersemballage. Det er Amager Bryghus’ nye standard, og det passer mig aldeles fint, idet prisen så får et nøk nedad pr. enhed (endskønt literprisen bliver omtrent den samme), man kløjs ikke i alt for store mængder verdensklassebryg – og dette har mange gange været et issue, senest med Big, Bold and Beautiful, og endelig fordi … nu kan der rent faktisk være én hel øl i mit yndlingsglas.

Jeg bruger drageglasset til de øl, jeg har høje forventninger til – med mindre altså brygget leveres i for store pakker, hvorfor rigtig mang rigtig gode bryg fra Amager Bryghus ikke er blevet skænket i det glas, de egentlig fortjente. Det er slut nu.

Amager Bryghus er IPA-konger herhjemme, og det man kan brokke sig over i den anledning er, at selvom IPA’erne alle er vidunderlige, så er der måske ikke altid helt den variation, man kunne ønske. Denne IPA lægger imidlertid ud med en dybere og mørkere bouquet, end man er vant til. De spæde grannåle er erstattet af ditto fyrrenåle, der imidlertid river og flår fuldstændig som de skal på lidt sødere og mere markant aromatisk vanille- og bergamotbaggrund.

Også i aromaen er noterne mørkere og dybere end de sprøde, spæde og friske noter, bryggeriet vanligt disker op med. Det river og flår som det skal, men baggrunden er mere krydret, med indslag af laurbærblade og især nelliker.

De krydrede indslag er en kærkommen variation, der desværre ikke står alene med at lade brygget afvige fra bryggeriets signatur. En kant af gær, der i hvert fald i denne bloggers mund forekommer som et fremmedelement slår en flig af et ellers vældigt udtryk.

Det er synd – men langt fra nok til at sænke brygget her til noget nær Ewok-niveau.

Endsige da Jar-Jar Binks …

Babelsberger Babyboom, Amager Bryghus

Det sure med det sure …

Jeg synes selv, jeg lever i et stresshelvede, hvor jeg kun lige akkurat når at puste ud og samle stumperne, når jeg endelig har et par minutters frihed. Og så går det ellers løs igen. Sådan er det vel at være arbejdende voksen deleforælder – eller også er det bare sådan at være working poor i det postindustrielle, postfaktuelle hyperkapitalistiske samfund, hvor enhver spagfærdig anmodning om den mindste smule assistance ses som et tegn på svaghed, eller et forsøg på at nasse. Den slags snylteragtig kommunistisk tankevirksomhed skal knuses med yderste brutalitet, så ikke snylteradfærden breder sig. Og for at undgå den straf klynger jeg mig fortsat til de sørgerlige smuler, jeg trods alt stadig har at miste, for hvis først jeg skulle miste det arbejde, der i grund og grund slider mig ned psykisk, ville jeg ikke bare længere falde mod bunden – jeg ville blive udstyret med en mægtig raket, der i nedadgående retning ville blæse mig lodret ned i grundfjeldet.

De egentlige snyltere – dem der bliver rige af vores arbejdskraft, hvidvasker milliarder og gemmer overskuddet i skattely – de griner hele vejen ned til banken … eller … da der jo især er tale om banker, så griner de vel egentlig bare. Skingert og hånligt, mens de peger fingre ad alle os, der kæmper og ødelægger os selv i processen.

Alt dette blot for at forklare, hvorfor der ind imellem opstår pauser og irregulariteter i min skribentvirksomhed. Det er ikke sjældent simpelt hen overskuddet, der svigter – både det temporale og det mentale, fordi min situation bare er sådan som den er.

For en uges tid siden nød jeg til gengæld en af de små lommer af frihed med en tur i det lille miniparadis, der ligger syd for København, også kaldet Amager Bryghus. Anledningen var, at jeg skulle købe en fødselsdagsgave til min gode ven Marcus, men som stor beundrer og for at sige det ligeud – elsker (subst.) – af Amager Bryghus’ øl, skulle jeg da også lige smage lidt på, hvad de havde i hanerne. Der var nemlig friske produkter i udbud – et udvalg kom med hjem, mens denne blev skænket med Henrik Papsøs kyndige hænder og nydt på stedet. Den kunne – og kan nok i skrivende stund – endnu ikke fås på flaske.

På dette tidspunkt kunne man opleve begyndelsen på enden af denne sommers ulidelige hedebølge. Men det var stadig i omegnen af 5-6 grader for varmt for mig. En fadkølig sour var derfor noget nær det perfekte at byde mig, og med den bias bør de næste linjer i indlægget nok læses.

Det lyse, lavtskummende bryg dufter aldeles lifligt af frisk græs og citron – og lur mig om ikke det i hvert fald til dels skyldes, at brygget er tilsat citrongræs. Syren er ikke aggressiv, som det var tilfældet med den formidable belgiske foeder, jeg prøvede sidste år, men at øl ikke behøver levere tæsk til smagsløgene for at give en mægtig oplevelse har netop Amager Bryghus lært mig tidligere.

Brygget prikker og stikker med små fine, nænsomt håndterede nåle alle de rigtige steder i mundhulen. Ikke mindst under tungen og ved gummerne, hvor tørstfornemmelsen – i hvert fald i min kæft – tit føles allerværst. Lystigt vederkvægende er brygget, hvis ph-værdi synes minutiøst og nidkært lagt præcis det rigtige sted, hvor man oplever dets maksimale tørstslukkende egenskaber, uden at ansigtet imens behøver vrænge i sammentrukne grimasser.

Ikke at øl, der river øjne, mund og næse ufrivilligt rundt i hele fjæset, behøver være ubehagelige – tværtimod – men de behøver ikke gøre alt det for at yde store oplevelser.

Aromatisk yder brygget behændigt på en meget ren citronsmag – inklusive dennes aggressive skarphed, men uden trækninger – og uden den åndenød jeg i hvert fald godt kan opleve, hvis jeg får for meget citron på én gang. Også det er en ren fornøjelse for det tørre svælg, og det er en intellektuel udfordring at spekulere på, hvordan de mon gør det?

Brygkunst, hedder det vel.

Selvom det på Amager Bryghus sikkert bare var en dag som alle andre, skal de alligevel have stor tak for de skønsmæssigt femten minutters gæstfrihed mit besøg varede. Ikke mindst i betragtning af det afbræk fra en stadigt mere belastende hverdag, de bød på. På Amager Bryghus er det en ren og skær fornøjelse at tage det sure med det sure. Ikke mindst, når det sure viser sig at være så sødt …

Christopher the Crimson Crooner, Amager Bryghus

Kan gemmes … 

Ved afprøvning af denne gevaldige, lagrede barley wine fra Amager Bryghus befandt jeg mig fortsat i min gode ven Marcus’ lejlighed, i selskab med dennes tvillingebror Joachim, hvis smagsløg ikke syntes helt så egnede til medsmagning. Det gjaldt ikke bare brown ale’en fra sidst, men i den grad også ved denne opfølger. At mine smagsløg til gengæld var væsentlig mere fornøjede, skal ikke være nogen hemmelighed.

“Du kommer til at sove godt” var hans kommentar efter hans første mundfuld. Underforstået – han skulle ikke have mere af den end hin mundfuld – end ikke resten af det halvt opfyldte hvidvinsglas, brygget blev serveret i. Herfra var der fra Joachims side kun mopsede tirader over, hvordan brygget på alle leder kanter var forkert, for galt, ude af trit, uforskammet og han havde da aldrig hørt mage … endskønt han da indrømmede bryggets kvalitet i betragtning af typen. Når alt kom til alt, var det endnu engang typen, han aldeles ikke brød sig om.

For mig var brygget til gengæld en udelt nydelse, lige som en barley wine skal være.

Ved åbning letter loftet i lokalet sig en smule under aromaens vælde. Det er ikke kulsyren – for som det er typisk for genren, udebliver den helt. Det er alene maltaromaens præsens, der kræver alburum – varmt karamellignende og med et tungt, omend opløftende whiff af alkohol og krydderi af egetræ.

Og smagen følger godt med. Krydderierne river godt i hele mundhulen, mens det meget præsente alkoholelement leverer både fylde og lindring af de mange rifter, krydderierne leverer. Det er ikke ulig en velkrydret bittersnaps, men selvom denne øl langt fra er trafiksikker, så kan man alligevel drikke meget mere af den, end fx Gammel Dansk uden at gå omkuld. Oplevelsen er om ikke den samme, så i hvert fald forbløffende tæt på. Så er spørgsmålet bare, om man kan lide bittersnaps. Det kan Joachim heller ikke, så der er i hvert fald en hvis konsistens i hans humleaversioner.

Jeg magtede ikke at tømme flasken. En halv liter bryg på 10,5 % skal man helst have hjælp til, og hjælp var Joachim ikke videre leveringsdygtig i. Så jeg klemte kapslen på flasken, og slæbte resten med hjem igen, til konsumption aftenen efter. Det kunne den sagtens holde til. Et lidt mere afdæmpet udtryk, som om det voldsomste alkohol var dampet af, var den eneste forandring. Der var ingen antydning af afsmag eller garvesyre dagen efter.

Det kan man vist også kende et godt bryg på.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme