Ikke bare som de andre …
Jeg kan stundom blive en lille smule i tvivl om, hvilke af de mange fine Amager Bryghus-øl der hører til den nye samling, og hvilke der er fra sidste år. De er jo meget produktive, dernede i Kastrup.
Holdbarhedsdatoen skal man imidlertid passe på med at lægge for meget vægt på. Kigger man fx på Sigtebroads holdbarhed og sammenligner den med Brown Boobies Falling, der er fra sidste år, falder bedst før-datoen henholdsvis i 2018 og 2019. Brown Boobies Falling påregnes altså en holdbarhed på tre år, mens Sigtebroads – en af dem, jeg med sikkerhed ved er en af de nye – kun er ét år.
Det skyldes selvfølgelig de forskellige typer. IPA skal helst nydes frisk, mens Stout og porter gerne må ligge – nogle gange endda i årevis.
Heldigvis er der noget andet, og langt mere sikkert at gå efter, når man skal finde ud af, om en øl er fra indeværende årgang – batchnummeret. Jeg bemærker omgående, at ovenstående porter har nr. 1487, mens Sigtebroad og denne øl har hhv. nr. 1655 og 1652.
Så er der ikke så meget at være i tvivl om længere. Juhu, hurra, og så fik jeg også denne gang brugt plads på at væve om nogle sager, der ikke har noget med den egentlige anmeldelse at gøre.
Igen er der tale om et samarbejdsbryg, og igen er kammersjukken en amerikaner – Against The Grain – hvis brygmester ifølge etiketteksten vist synes, at navnet på nærværende øl er åndssvagt. Det kan være, Amager Bryghus skulle ændre navnet til Cliff Richard (- hvis du fanger referencen, så lad mig det vide i kommentarerne.) Against The Grain er i øvrigt også navnet en rigtig fed plade med det californiske punkband Bad Religion.
Forventningspresset er næppe stort, for Amager Bryghus er mestre i IPA. Spørgsmålet er ikke, om den er god, men hvor god den er, og om den ligner de andre fra bryggeriet så meget, at det måske kunne være ligemeget. Men lige fra starten hælder brygget lidt til nogle sider, som man ikke møder helt så tit på Tårnby-egnen.
Duften er mere frugtig og syrlig med klare noter af grapefrugt. Grannålene er forvist til de bageste rækker, hvor de stadig gør sig bemærket, men mere som en ren stikken på næsens indersider frem for en egentlig duft fra det kun svagt slørede pomelogule og lavtskummende bryg. Også visuelt adskiller brygget sig altså en kende.
En lidt klægere aroma har brygget også – det er ikke helt så let og liftligt, som det plejer at være, men derimod tungere med et utraditionelt indslag af salmiaklakrids. Det matcher til gengæld eftersmag af fennikel og spidskommen fint.
Men det gør ikke spor, at brygget er lidt til en side. Tværtimod er variationen en kærkommen (apropos eftersmagen) afveksling fra det ene læs efter det andet af friske grannåle, som man altid får fra bryggeriet, og som man aldrig bliver træt af, men stundom alligevel godt kunne ønske noget variation fra.
Man skulle desuden tro, at brygget med sit dystre etiketmotiv af en kriger i rustning og en meget stor økse sammen med en tungere og mørkere bitterprofil, også ville være ondere end de øvrige IPA’er. Amager Bryghus evner jo faktisk som få andre at lave ondt øl – endskønt det ikke er noget, de viser særlig ofte.
Men nej. Den mørkere og tungere profil gør brygget også en smule rundere og mere venligt, end de øvrige, bidske IPA’er. Igen – ikke at det egentlig gøre noget.
Dette er en aldeles fremragende og nydelsesværdig IPA uanset hvad.
Seneste kommentarer