Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Aarhus Bryghus

Forårsbryg, Aarhus Bryghus

For, mid, sen, efter og indian …

En ustabil arbejdssituation, et forlist kærlighedsforhold og læsertørke har her på det sidste dræbt noget af fornøjelsen ved at skrive, og i det hele taget være aktiv på blog og YouTube-kanal. Jeg er åbenbart ikke den eneste, for hvem humøret daler i efterårsmånederne, idet læsertallet har det med at være for nedadgående – især her i september.

Jeg havde ellers planlagt at de sidste feriepenge skulle brændes af nu, hvor jeg har været ramt af flere ufrivillige deltids- og fridage i streg. Hvorfor ikke vende lediggangen til min fordel og rent faktisk få gjort noget ved det, jeg holder allermest af – at formidle øl og være sekulær aktivist?

Desværre satte lysten til at skrive og nørkle med videoer ud i samme øjeblik jeg fik mere tid. Straks blev jeg overvældet af muligheden for at slå tiden ihjel med idel underholdning i stedet. Vel – i det mindste falder jeg ikke til flasken, når jeg keder mig eller er smådeprimeret. Nogle gange kunne jeg i mit stille sind godt ønske at jeg gjorde – så ville jeg i det mindste have noget at skrive om bagefter.

Samtidig er jeg for første gang i år oprigtigt bekymret for, at jeg ikke når det antal læsere, jeg ønsker – 4.000 klik pr måned. Det begynder allerede at se svært ud. Derfor vil jeg overordentligt påskønne, hvis både nye og gamle læsere ikke bare læser dette indlæg, men også kigger lidt af bagkataloget igennem. Jeg har anmeldt øl gennem ti år, så der er gode chancer for, at netop den øl du har overvejet at smage på allerede er afprøvet her. Således kan du – før du spilder penge og tid – vurdere, om det overhovedet er noget du gider.

Og netop som der tikker en besked ind om, at der er arbejde til mig, får jeg taget mig sammen til at tage mig sammen til at skrive igen. Jeg skal åbenbart være under en eller anden form for pres for at få ting gjort. Når der ikke er udsigt til, at lediggangen hører op, ved jeg ikke hvad jeg skal bruge tiden på – selvom mulighederne for konstruktiv udnyttelse er legion. Go figure.

Og ja – du læste rigtigt. Kortvarigt har jeg atter smagt kærligheden på godt såvel som på ondt – idet det meget snart var slut igen. Nærværende øl, som jeg fik af min storebror, da han var forbi med familien i løbet af sommeren, blev nydt i baggården til min lejlighed sammen med hende. Det er derfor, der er to glas på billedet.

Og det er alt, I får at vide om mit kærlighedsliv. Der er ingen grund til at ødelægge jer læseres humør unødigt.

Det har været en smule svært at finde ud af, præcis hvilken type øl, der her er tale om. Men efter alt at dømme har vi med en øl af pilsnertypen at gøre, der er tilsat sukker – for at justere smag og måske også banke alkoholstyrken op en smule. Vi lander på 7%, hvilket omtrent er niveauet for stærke øl som Elephant og Bjørnebryg – uden videre sammenligning i øvrigt … og så alligevel. Brygget her deler deres ydre – i bund og grund er brygget lige så korngult, omend prydet med en tæt, kridhvid marengsmasse, der så vidt jeg husker ikke følger med førnævnte spritterøls visuelle forestilling.

I duften byder brygget på traditionel pilsnerhumle, flankeret af søde, friske indslag. Uden at typen er angivet noget sted på emballagen, peger bouquetens karakter temmelig entydigt i én retning, samtidig med at det tilsatte sukker giver sig til kende. Det friske – og i øvrigt delikate – pilsnerindslag gør sig ligeledes gældende i aromaen. En lækker, gennemtrængende smag af frisk, bittersød humle behager munden i alle tre dimensioner. Og selvom tilsætningen af sukker bliver ret afslørende i bryggets karakter, forbliver indslaget også forbløffende velafstemt med bitterhed og fylde i en velkomponeret aromaoplevelse.

De rene, bitre, men fortsat også friske pilsnernoter kan man nyde i en eftersmag, der bliver hængende et godt stykke tid efter at brygget er skyllet ned. En blomsterfrisk, aromatisk forårsøl, der også sagtens kan nydes om sommeren, sensommeren og i løbet af – undskyld de etnocentriske undertoner – indian summer. Sidstnævnte må vi nok vænne os til, what with galopperende global opvarmning oven i alle de andre katastrofer, vi som mennesker har skabt for os selv.

Brygget her minder mig også om, at det i grunden er alt for få øl, jeg har anmeldt fra Aarhus Bryghus. Det må jeg se om jeg kan få lavet om på.

Julebryg, Aarhus Bryghus

Snebajer minus industri …

Glædelig Bagjul allesammen. Jeg håber jeres var god – min var i hvert fald aldeles udmærket. Traditionen tro blev højtiden fejret hos min ekshustru sammen med vores børn og hendes nye mand. Menuen stod på økologisk and og flæskesteg, hvide og brune kartofler, rødkål og andre lækkerier. Dertil kom selvfølgelig øllet, som eks’ens gemal i samarbejde med undertegnede tog sig af.

Der var tre forskellige på programmet. Til den fede julemad havde jeg valgt den eneste af de tre Anarkist-øl fra Royal Unibrew, som havde formået at imponere mig, nemlig deres Brown Ale. Den viste sig imidlertid at være bitrere end jeg kunne huske, og derfor egentlig ikke helt perfekt til julemaden. Det var til gengæld den Petrus Kriek, som Niels (ham med de ugandiske øl) havde reddet mig fra et restparti i hans lokale Fakta. Props til ham for den helt ideelle ledsager til ris a la manden.

En anden tradition, jeg ikke valgte at give slip på denne jul, var den øl, jeg drak i løbet af dagen. Dette år kom den fra Aarhus Bryghus, og var en fødselsdagsgave fra min bror. Det er altså min bror, og kun min bror, der har skylden for, at Aarhus Bryghus’ i forvejen hårdt prøvede brygmester endnu engang må lægge ryg til mine tirader. Jeg har fortsat bryggeriets ‘banan-øl‘ i alt for frisk erindring, men fortsætter hjertens gerne dansen om den varme grød en rum tid endnu, så jeg ikke behøver sådan rigtigt at prøve den med anmeldelse og det hele.

Brygget her er ganske flot og dyborange – analogt med tilsætning af appelsinsaft og appelsinskalolie. Begge dele er jo også ganske julet. Dertil kommer nelliker – også julet, men resultatet er nu ikke så mørkt, som bryggeriet helst vil være ved. Dyborange og aldeles flot – helt sikkert, men næppe mørkt. Brygget skummer kun lidet, men til gengæld nydeligt matchende brygget i sin gyldne tone.

Det dufter syrligt-krydret af brunkål. Dertil kommer en sødlig em af mere overmoden end bare moden appelsin. Smagen er til gengæld rar og noget mere venlig, end den mere end bare mildt truende bouquet. Fløjlsblød, for ikke at sige glat mod tungen, løber den raskt mod svælget. Den efterlader såmænd et vist indtryk med sin afdæmpede brunkålslage på en småbesk pilsnerbund. Men noget festfyrværkeri er den ikke. Men det er jo også først en uges tid senere det er på programmet.

Kombinationen af småbesk til harsk pilsnerbitterhed og en til tider industriel syrlighed finder man tit i danske julebryg, og nok mest udtalt i Tuborgs snebajer. I Aarhus Bryghus’ julebryg er det langt fra slemt, og brygget spiller mere på aromatiske og krydrede noter, frem for ligefrem at gå all ind på det industrielle. Alligevel kan den ikke se sig fri for at spille lidt for meget med på en smagsprofil, der i grunden hverken er særlig julet, eller særlig attraktiv i det hele taget. Det er vel sådan snebajeren ville smage, hvis den ikke blev produceret i et multimillionoplag, og der blev lagt bare en lille smule menneskelighed og kærlighed i den.

Men meget bedre bliver den ikke, for helt grundlæggende bør julebryg være sødt og fyldigt – ikke letflydende og bittersyrligt.

– Synes jeg i hvert fald.

Session IPA, Aarhus Bryghus (Humle-Hængeparti IV)

2015-06-10 16.38.19IPA d. Allerkedeligste!

Bedst som man troede IPA-lavpunktet var nået med Carlsbergs mislykkede mikrobryg-efterligning, prøver Aarhus at gøre dem rangen stridig – med bragende succes. Hvor jeg havde håbet på at kunne byde mine gæster på en humlebombe oven på den fyldige Ghost Chili, fik jeg ikke engang en knaldperle, dårligt nok en knallert. Måske en af de der fesne knaldhætter til legetøjspistoler efter et EU-direktiv dæmpede dem til noget, der knap er hørbart inden for flagermusens auditive spektrum.

Men fair nok. Det er jo ikke bare en IPA, der er tale om, men en ‘Session’-IPA. Session har ikke noget med værnepligt at gøre, men hentyder til to perioder på i alt fire timer i løbet af en britisk arbejdsdag, hvor det var lovligt at drikke øl. Sessionerne blev angiveligt først afskaffet i 1988. Øllet der blev drukket var til gengæld ikke helt så stærkt som det, man kunne få på udskænkningsstederne. I dag går grænsen angiveligt ved 4%, men det er en tommelfingerregel, der sjældent overholdes. Nærværende holder fx 5%. For at kunne drikkes til almindelig tørstslukning under hårdt arbejde, går bryggene også for at være mildere i smagen, og her kan Aarhus Bryghus Session IPA i den grad være med.

Brygget er lysere en fortyndet citronsaft og klart som kun tyndt, ufiltreret øl kan være det. Bouqueten er svag – en våd antydning af korn og afglans af humle dæmper behørigt forventningerne før smagningen.

For det er i sandhed en dæmpet IPA. Jeg vil faktisk foreslå Aarhus Bryghus at omdøbe den ‘Session Session IPA’. For jeg har virkelig svært ved at tro, at en Session IPA skal være så tynd. Der skal mindst hægtes ét ‘session’ mere på. Der er masser af vand til tørstslukning, mens det, der skulle forestille at være ølsmag fremstår som en afblomstret skygge, et fantom af det, det skulle forestille. Humlen berører højst lidt ugideligt smagsløgene og giver mere indtryk af mineraler som zink og jern, end af noget man har puttet i jorden og fået til at gro.

I udtryk er den omtrent lige så stærk som Cults kuldsejlede ‘Kay-Sar‘. Den var imidlertid lagt an på at være tynd og ligegyldig (jeg husker, hvordan Cult-direktør Brian Sørensen kategoriserede den som den ‘lette mexicanske type’ helt uden at ville sige noget grimt om den. Det er ud over, hvad jeg formår) hvorimod der her er tale om en IPA. Som minimum må man da forvente noget skarp humle og et minimum af fylde, og ikke en småfesen, fortyndet ferrumoxid-opløsning.

Jeg har imidlertid også noteret mig, at den person, jeg så småt er begyndt at betragte som min mentor udi ølbloggeriet, Ole Madsen fra Ekstra Bladet, langt fra er enig i min vurdering. Men så kan han jo få dem, jeg skulle have drukket fremadrettet.

1-halv-stjerne

Fregatten Jylland, Aarhus Bryghus

Det er ikke mange øl fra Aarhus Bryghus, jeg indtil videre har anmeldt. Faktisk har der kun været en enkelt i bloggens snart 2-årige levetid, det var Klosterbryg, som jeg fik serveret på et værtshus.

Den altovervejende grund til, at det ikke er blevet til flere, er, at jeg synes, flaskerne er for store. Jeg nyder øl, og skulle jeg få fat i en øl, jeg ikke nyder, nyder jeg at tirere over den bagefter, så hvormed jeg end er sysselsat med øl, involverer det nydelse. Men der er visse typer nydelse, jeg ikke nyder nær så meget som visse andre – fx det at drikke sig halvfuld på en hverdag, og det bliver uvægerligt konsekvensen, hvis man på én aften skal bælle 0,7 l. stærkt øl. Jeg har samme problem med Husbryggeriet Jacobsen og andre øl i den størrelsesorden, og den kvikke læser vil have bemærket, at den eneste gang, jeg har haft Jacobsen-øl anmeldt, var en aften, vi havde gæster i hippiehybelen, som jeg kunne dele dem med.
Og det bringer mig jo frem til, hvordan det så kunne være, at jeg i går aftes fik øl fra Aarhus Bryghus under vesten. Vi havde besøg.
En ven af huset, der lige som min kære viv er asatro, kommer jævnligt forbi – i går aftes med relativt kort varsel, men det er der både hjerterum, husrum, logistik og ekstra bøffer til, når det sker. Han tilbød ganske vist, at han ville tage forbi et større supermarked på vejen og købe lidt ind, men det syntes min viv ikke, han skulle besvære sig med – jeg så til gengæld mit snit, og fik ham overtalt til at tage noget godt øl med. Spændt greb jeg i tasken, da han var ankommet, og fremdrog altså en ‘Fregatten Jylland’ en øl i delestørrelse, som jeg ikke selv ville have købt bare sådan.
Men tak til gæst for godt selskab, god snak og ikke mindst godt øl!
Fregatten Jylland bruser som et stormvejr i Skagerak, når den skænkes. Skummet bobler som i en mindre orkan, og farven kunne måske godt minde lidt om løden på de mere forurenede dele af de indre danske farvande. Den mørkebrune lød er, skal man huske, ikke noget dårligt tegn i modsætning til, hvordan det forholder sig med havvand. Stormen lægger sig nu meget hurtigt, og erstattes af en brusen, som man næppe har set på havet før, men som til gengæld karakteriserer sodavand.
Det er også et ret sukkersødt bryg, og det tilsatte rørsukker kan smages direkte i øllet. Der er dog også et matchende bagtæppe af bitter humle og varm malt, der nydeligt spiller op med sødmen. Det hele ledsages af en rigtig god fylde, som de 8% leverer. Netop alkoholen er dog ikke helt perfekt afstemt, og efterhånden som øllet drikkes, ender det med at minde lidt for meget om overmodne blommer, til at balancen helt kan holde til det. Lidt sprittet er den altså alt andet lige. Samtidig
Som de fleste mikro- og specialøl er Aarhus Bryghus’ øl at forefinde på supermarkedernes hylder, ikke kølediske, men det gør ikke noget her. Det er en øl, der egner sig aldeles fint til at blive drukket tempereret.
Alt i alt en ganske vellykket øl, selvom rørsukker og brus gør sit til, at den kommer til at føles lidt for meget som en sodavand.

4-en-halv-stjerne

Klosterbryg, Aarhus Bryghus

4-en-halv-stjerneEfter at Ceres er blevet anonymiseret ved at blive opslugt af konglomeratet Royal Unibrew er Aarhus Bryghus langsomt ved at vinde frem som identitetsskabende faktor for den jyske hovedstad hvad angår brygning af øl. Aarhus Bryghus er et ret nyt projekt, stiftet i 2005 og har stadig status af mikrobryggeri.

Det er imidlertid ikke mere mikrobryggeri, end at selskabets varer kan findes i de fleste velassorterede supermarkeder i Århus, og at de leverede øl til 1. maj-arrangementet på Tangkrogen i år. Der må alt andet lige en vis kapacitet til for at kunne forsyne klientellet ved arbejdernes internationale kampdag med adækvate mængder humle. En ikke ubetydelig del af grunden til, at jeg valgte at starte denne ølblog var faktisk netop den hvedeøl fra Aarhus Bryghus, som jeg blidt vederkvægedes ved hin dag i maj.

Mikrobryggeri eller ej. Det er i hvert fald godt at konstatere, at Aarhus Bryghus er bedre til at brygge øl, end til at skrive dansk. På hjemmesiden fremgår det således om Danske Ølentusiaster, at det er en forening, der “har […] ‘lykkedes med‘ at sætte en dagsorden for øl.” Og mens jeg skyller øjnene i eddike og retter mine tæer ud med en rørtang vil jeg langsomt begynde anmeldelsen af produktet “Klosterbryg” som jeg smagte udenfor Stiftens café på Banegårdspladsen, mens Danmark fik prygl af Japan i fodbold. Jeg skal selvfølgelig gøre mit bedste for ikke at lade mig påvirke af de svigtende danskkundskaber, eller landsholdets svigtende spilleegenskaber, når jeg nu giver mig i kast dermed.

Der er tale om en filtreret pilsnerøl for så vidt uden dikkedarer. Smagen, til gengæld, vidner om, at dette ikke bare er en øl, som de andre danske megabryggerier masseproducerer. Denne pilsner smager faktisk af noget. Den smager faktisk af rigtig meget.

Eller rettere; den smager rigtig meget af humle.

Det er næsten overvældende som den humleinducerede bitterhed smager igennem. Det er ikke bare bagtungen – det er hele bagtungen, der indhylles i den lækreste bittert prikkende humlearoma. Det er som om det ingen ende vil tage. Man skuffes ikke, når man gang på gang vælter brygget endnu engang rundt for at få det sidste aroma ud af dråberne. Og der er rigeligt til hver gang.

Heldigvis er øllet så bittert, at der næsten (men også kun næsten) ikke er brug for andre smagsnuancer. Den kraftige aroma til trods balancerer den stadig så ganske nydeligt på tungen, så man mærker hvordan bitterheden elegant tager til, efterhånden som brygget glider mod svælget.

Det er ikke en øl til tørst. Eftersmagen er også kraftigt bitter – så kraftig, at man i virkeligheden smager øllet to gange. Det går lidt ud over fornemmelsen af at få tørsten slukket. Men det er snart sagt det eneste man kan beklage sig over.

Det er en øl hvor man kan nyde den ægte uforfalskede smag af humle, uden utidig indblanding af råfrugt og andre fiksfakserier. Hvad Ceres ikke har formået i et århundrede, har Aarhus Bryghus formået på fem år: At skabe en øl, bestående af det øl skal bestå af – og ikke andet, der formår at behage ganen og være med til at højne lokalitetens identitet og særpræg. Godt gået!

NOTE – En vågen læser har gjort mig opmærksom på, at Klosterbryg slet ikke er nogen pilsner, men en ale, brygget som i middelalderen. Bloggeren undskylder ærbødigst, men lader alligevel anmeldelsen stå, da mine smagsindtryk ikke ændres, blot fordi jeg har taget fejl af øltypen.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme