Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 6 stjerner

White Crow Omen, Amundsen/AF Brew (Med Niels på Taphouse III)

Aldeles unik …

Beklager igen den faldende anmeldelsesfrekvens. Jeg har været småsyg på det sidste, og selvom det ikke har været i et omfang, så jeg ikke kunne tage på arbejde og den slags, så har kreativiteten og overskuddet til gengæld været reduceret rigeligt til at lysten har svigtet.

Og når lysten svigter, og man skal til at beskrive en af de største øloplevelser, man har haft siden … i sommer, hvor jeg prøvede Big Bold and Beautiful, så vil man jo egentlig gerne gøre lidt ekstra ud af det. Men man nænner det næsten ikke, når man ikke kan mobilisere kreativiteten det ekstra, der skal til.

Men nu kan jeg ikke trække den længere. Vi er nået til finalen på en fantastisk aften på Taphouse, sammen med min læser Niels, der havde inviteret.

Den tredje og sidste øl var et samarbejdsbryg mellem norske Amundsen Bryggeri og AF Brew fra Rusland. Hvad ‘AF’ står for, må indtil videre stå hen i det uvisse. På papiret … eller rettere pappet, som udgør Taphouse’ menukort angives den som ‘White Russian Imperial Stout. Den er brygget på koldbrygget kaffe, så forventningen er et dybmørkt bryg, tungt og tæt som den små småt påfaldende efterårsnat.

I stedet får man et ganske vist tæt, men også ret lyst bryg. Mestendels kobberfarvet er det, og omend nydeligt grumset, aldeles ikke spor mørkt. Duften er til gengæld en klasse for sig. Meget sødt er det, umiskendeligt af karamelsødet kaffe – eller kaffebitret karamel, for bouquetfordelingen er vel ca. 50/50. Fyldigt og meget dybt – aldeles i kontras til bryggets lyse lød, men det er ej nogen skam, al den stund at overraskelsen så er det større. Ud over kaffen er brygget tilsat kakao-, vanille- og tonkabønner (nej, det ved jeg heller ikke hvad er – google er din ven) … prøver man mange specialøl, undrer man sig mindre og mindre over, at så få af dem kommer fra Tyskland.

Aromaen … en gennemført fyldig, fløjlsblød og overvældende finish af den fineste britiske fudge. Nøje afstemt er den vældige sødme med kaffens bitre aroma, der gør at sødmen – dens storhed til trods – aldrig bliver kvalm eller begynder at rive i halsen, sådan som lidt for mange lidt for søde flødekarameller nemt kan få det til.

Ud over at aromaen er fantastisk afstemt, så man kan få al den sødme, hjertet kan begære uden den mindste antydning af kvalme, ja, så er hele smagsbilledet ganske og aldeles uvant, uventet og usædvanligt. Hverken Niels eller jeg havde nogensinde prøvet noget, der bare kom i nærheden af dette brygs aroma. At man ved brygkunst (og tilsætning af veludvalgte ingredienser) kan bygge så fine smagsoplevelser, redder dette bryg en topkarakter, som Niels og jeg var ganske enige om.

Niels skal have fantastisk mange tak for skænken og for en fantastisk hverdagsaften.

Et rigeligt saltholdigt aftensmåltid på min lokale grillbar Husum Chicken på Frederikssundsvej reddede mig fra tømmermænd dagen efter, der som bekendt (thi jeg var inviteret en onsdag aften) var en hverdag som alle andre.

Big, Bold & Beautiful, Amager Bryghus/Mikkeller/White Labs (Saufen mit Marcus – The Sequel I)

Hold nu op med at være så god! …

Sytten minutters optagelse plus det løse … og omkring 15 minutter af dem er ikke andet end idelt flatterende floskler, langstrakte grynt af begærlig nydelse og lange tirader af usammenhængende velsignelser – alle sammen hæmmet som de var af ord der ikke slog til …

Lige meget med spoilers – det behøver fra begyndelsen ikke være nogen hemmelighed, at dette var den bedste øl, Marcus og jeg – sammen og hver for sig – nogensinde i vores liv havde prøvet.

Som allerede antydet havde jeg valgt at bruge diktafonen på min telefon igen. Jeg satte den i gang, og lod det tunge, sorte, olieagtige bryg på 18 % anmelde sig selv.

Det er et af de der bryg, der fra starten kun modvilligt lader sig beskrive. Alene brygprocessen er et mindre epos, startende i 2010 – det år min søn, der om godt en uge fylder otte, kom til verden. Således er etiketten sjældent informativ og ikke blot underholdende, idet den levende beretter om, hvordan målet med øllet var at gøre den så stærk som muligt uden at gå på kompromis med smagen.

Først gik der to år med at gære brygget. Det foregik tre gange – jeg gætter på, at en ny gær blev tilføjet, når den første gær døde i fordrukken salighed i den alkohol, den selv havde produceret. Derefter blev brygget lagret på hhv. cognac- og tequilafade i 6 år, og i år blev det ambitiøse og bombastiske bryg så endelig hældt på flasker og solgt til et ikke uanseligt beløb. To styks købte jeg mig: Én til min onkel og tante til deres Guldbryllup, og én til mig selv – som jeg vidste jeg ville dele med en eller anden, for øl af den kaliber er alt for gode til at drikke for sig selv.

Så op blev den knappet, behørigt og derfor undtagelsesvis ikke med oplukkeren, jeg har i mit pedelnøglebundt. Nej, Marcus gav mit et svellesøm i hånden, hvor der under hovedet var fræset det nydeligste lille indhak, så den tidligere jernbanefixeringshimstregims nu kunne nyde sit otium som et tungt, groft og forbløffende stilfuldt øljern.

“Hold … da … fasssssst” disse tre små ord, der tog Marcus – der ellers ikke ligefrem er nøjsom med ordflommen – et godt stykke tid at få ud over læberne, var hans spontane reaktion. Og det skal siges, at det kun var efter at kapslen var lettet. Et “Åhr!” og efter alt at dømme et hoved, der trækker sig i behørig afstand af den anmassende odeur – hvorefter bryggets historie flyder i en lind strøm fra mine læber, fortsat akkompagneret af Marcus’ tre gloser, var min ikke mindre begejstrede respons.

Brygget emmer aldeles voldsomt af mørke, tunge frugter – svesker og solbær. Henrik Papsø fra Amager Bryghus havde beskrevet dens smag som af en god portvin – men det en særligt udsøgt og tung én af slagsen viser det sig, og af fabelagtige druer. Marcus beskrev endda den hårdtslående duft som portvin brygget på sveskepålæg. Duften alene i alt den begejstringsingydende overvældighed, kunne sælges på flaske for rigtig mange penge.

“Hold da op, hold da kæft, hold da aldeles kæft og endnu højere op …” – jo, udbruddene var mange, og på dette tidspunkt havde vi endda kun lige anbragt snuden over flaskehalsen. Det var tid at hælde den op.

“Ja, den skummer jo ikke så meget …”

“Men bemærk kuløren …” – mellem bogstaverne kan man nok mærke Marcus’ begejstring – som jeg ikke overraskende delte. Tykt, kulsort, olieagtigt glinsende som glaseret tegl er brygget, mens en liden, men stadig udsøgt overflade af små perler med farve af den fineste mørke chokolade kortvarigt pryder det natsorte dyb. Vældige, fede gardiner – nej gobeliner – trækker det tjæretætte bryg ned ad glassets sider, når det vrangvilligt må adlyde tyngdeloven. Og aftensolen, som vi sad i på Marcus’ altan, kunne den helt og aldeles blokere for – selv i de små hvidvinsglas, vi nød brygget af.

Og så blev der ellers nippet … forsigtigt slubret … vejret blev trukket … og så blev der påny nippet. Det er ikke et bryg man drikker. Det er i den grad et bryg, man nyder. Og nydt blev der.

Marcus trak i land med figenpålægget (der vist oprindeligt var sveskepålæg) og beskrev i stedet hvordan den kunne erstatte en figen glaze (ja, det har jeg også måttet google efterfølgende) til en rigtig stærk ost … og prøv så at gætte, hvad Marcus omgående rendte i køkkenet for at hente. For dette prægtige bryg skal nydes til noget, og en blåskimmelost som den Marcus tilfældigvis havde, gør det for så vidt fint – men læserne anbefales at have en stående at temperere – gerne sammen med øllet.

Hvad tænkte jeg, mens Marcus rumsterede i køkkenet? Rosiner i vinlage … på bagkant fyldig bitterhed af lyse nødder. Brugen af tequilafade er usædvanlig, men som sådan passer det jo fint ind i resten af brygget. Jeg mener blot ikke, at jeg har prøvet øl, lagret på tequilafade før. Den hidsige mellemamerikanske brændevin kan faktisk mærkes – den giver brygget en finurlig lethed, stik mod alle odds. Men at forvente det uventede (med samt det paradoks det indebærer) bliver man med denne øl hurtigt forvænt med.

Det var hvad jeg kunne finde på, mens Marcus hentede ost og efterfølgende causerede videre over figen glazen. Dertil føjede han sparteltyk honning med brændte nødder i en massiv sveskekompot. Snart invendte han, at det var uansvarligt at hælde et sådant bryg på halvlitersflasker, men det skyldes som bekendt Amager Bryghus’ tappeanlæg, der indtil for nylig kun muliggjorde tapning på halvlitersemballager.

Bryggets umådelige rigdom mættede os vel inden første hvidvinsglas var tømt, og når der nu var så meget bryg i forhold til, hvad smagsløgene efter det første par nip syntes at kunne holde til, forsøgte Marcus noget vildt, uforskammet og uoverlagt: “Jeg vil nu tage en tår af det her” … “og du må godt skrive det må min gravsten, hvis det bliver mine sidste ord!” tilføjede han hurtigt …

Overvældelsen blev ligefrem ekstatisk. En rus, der startede ved svælget for så at dirre henrykt og orgiastisk gennem hele kroppen i en sanselig orgasme der gikhelt ud i tåspidserne. Og med en let ringen for ørerne som afslutning er det slet ikke ulig et velafstemt, eller måske snarere lidt for kraftigt, sug på en velrullet joint. Har – eller ønsker – man ikke (at) prøve(t) den slags – vel, tag en mundfuld af dette bryg. Det er det tætteste man kommer på, og det endda uden risiko for efterfølgende angst- eller depressionsanfald.

Brygget – i sin mangfoldighed, rigdom og umådelige velsmag – kan nippes, drikkes, slurpes, gurgles … alle tænkelige lege, mundens organer og arkitektur kan engageres i, trækker nye fine aromaer ud af brygget – og mere end det: nye fine måder brygget kan brænde, gnubbe, ae, gnide, blødgøre og massere hver en indvendig overflade på, udløses når man tager sig selv i at vælte det rundt i kæften for femte-sjette gang.

I sidste ende må man som anmelder kaste håndklædet i ringen. Bryggets aroma i dens vælde og legion udtryk er så mægtig og så langt hinsides alt hvad man kender og har haft den uanstændighed at turde håbe på at prøve, at det ikke kan beskrives i bogstaver og ord, i tale eller på skrift. Øjne og ører vil aldrig fatte hvad dette bryg virkelig kan.

Det må opleves.

“Det er … hvad er det man siger? – Som sex, rockmusik og apparently også Big Bold and Beautiful” – og dermed fik Marcus det sidste nogenlunde fornuftige ord i den lange optagelse af ham og mig, der sad i solnedgangen, der på altanen i Valby, og bare nød det og nød det og nød det.

Der vil blive fortalt historier om det bryg. Tykke bøger om det vil blive skrevet, og de vil blive opført som skuespil. Og de vil udkomme som film …

… det fortjener brygget i hvert fald.

– I sandhed et legendarisk bryg.

Pride, Amager Bryghus

Storslået!

Nu til den sidste øl i Amager Bryghus’ Sinner Series – Pride, Stoltheden, eller egentlig snarere Hovmodet. Traditionelt anset som det største synd af dem alle …

… bortset fra selvfølgelig, at hovmodet ligesom grådigheden nu til dags nok anses for en af de højeste dyder snarere end et kendetegn for en skidt karakter. Sådan har det været længe. I særdeleshed siden den senere krigsforbryder Anders Fogh Rasmussen nytårsdag 2002 annoncerede, at det nu var slut med at rådføre sig på en lang række områder med eksperter – eller “smagsdommere” som han kaldte dem. Hvem der præcis vidste bedst andre end dem, der havde dedikeret deres liv til at opnå ekspertise i vanskelige videnskabelige felter til menneskehedens bedste, kom aldrig til at fremgå klart. Praksis viste sig dog hurtigt, at regeringen selv ville tage beslutningerne og demonstrativt blæse på eksperternes råd mange år fremover, og fortsat gør det. Måske var det allertydeligst, da Danmark gik med i Irakkrigen, og som nation gjorde sig meddskyldig i den største humanitære, militære og diplomatiske nedsmeltning i dette århundrede. Det skete som bekendt i trods mod en lang række diplomatiske, militære og efterretningsmæssige eksperter, der samstemmigt helt korrekt havde konkluderet at USAs daværende præsident George W. Bush var lige så fuld af løgn, som den gennemsnitlige danske konventionelle Venstre-landmands gylletank er fuld af lort.

Og hovmodet smittede. Resten af befolkningen begyndte med internettets hjælp i højere og højere grad at stole på egne mavefornemmelser og/eller deres betændte had, end nøgterne, omend komplicerede analyser fra højtuddannede mennesker.

Og udviklingen har været global. Valget af Donald Trump som USA’s præsident er nok den foreløbige kulmination på en trend, hvor mere og mere magtfulde mennesker afviser eksperter for at være pladderhumanistiske, bedrevidende, eller måske endda selve fjendens tropper, der opererer bag linjerne. At tænke sig – vi skal tilbage, helt ned i den kolde krigs dybfryser, for at finde eksempler på at verdens Supermagter truer hinanden så åbenlyst.

Og hvorfor får det mig til at tænke på, at Tom Lehrer – manden bag verdenshittet “We will all go together when we go” – fyldte 90 år d. 9. april – altså for få dage siden? (Forsinket tillykke, gamle dreng!)

Og hvorfor starter jeg alle mine afsnit med “Og”?

Og hvorfor stiller jeg så mange retoriske spørgsmål? (I behøver ikke svare – det var et retorisk spørgsmål (… eller var det!?))

Amager Bryghus’ bud på hovmodet er anderledes ikke-faretruende uden dog at være det mindste kedeligt. Ifølge etiketten har de valgt en type, der står dem nær – en Imperial Stout, simpelt hen. Omend ikke simplere, end at urten har kogt i 6 timer og indeholder 7 slags malt. Det giver et natsort bryg med en styrke på 10 %, og rigeligt med oplevelser til næse, mund og øjne. For også skummet er flot, som det tårner sig frådende og matchende chokoladebrunt op over den tyktflydende, sorte olie. Duften er i det magelige snarere end voldsomme hjørne, med en rar – omend ganske kraftig – em af mørke nødder og kaffe.

Brygget nippes bedst i små slurke, der helst slubres som en skoldhed kop kaffe. Det skyldes ikke kun, at man gerne vil trække alt smag ud af dette flydende vidunder, men også at man ikke rigtig vover andet. Der er så meget smag, at man er bange for at brænde sig på den.

Fuldfed kaffe af udsøgte bønner forenes elegant og næsten erotisk med sød, klæbrig ahornsirup, krydret med smeltet, finsk lakrids. Hver lille dråbe, der finder vej over ens fugtige læber, driver kælent, sensuelt og begærligt hen over den lystigt æggende tunge, idet hvert lille smagsløg aktiveres af bryggets potente safter.

Dette er det noget af det ypperste, man kan nå i en imperial stout der ikke er hårdtslående, ondskabsfuld og frygtindgydende, som samme bryggeris uforlignelige Green, Green Banshee. Og hvor er det livsbekræftende at blive mindet om, at det varme og rare også kan være pirrende, pikant og farligt på en ganske anden, men mindst lige så tilfredsstillende måde.

Sikke en finale!

Envy, Amager Bryghus

Bitterfrisk …

Vel, nummer to øl, jeg ikke har prøvet før inde i det nye år, og jeg er allerede stødt på noget eksceptionelt. Enten tegner det bare godt, eller også opbruger jeg bare min kvote af godt øl alt for hurtigt.

Envy – jalousi – er en af de syv dødssynder, som disse i sin tid så fint blev beskrevet af Dante i Den Guddommelige Komedie. Det er muligvis den bog, jeg har læst fra ende til anden, jeg forstod allermindst af. Amager Bryghus har for år tilbage brygget en serie bygget over de 7 dødssynder. Jeg har – mere eller mindre tilfældigt – allerede anmeldt to af dem, og jeg reddede mig hele serien, da jeg var til fernisering på bryggeriets nye produktionslokaler i efteråret.

De første to øl var fabelagtige. Og som allerede antydet var denne øl det også. Indtil videre har serien da også drejet sig om noget, Amager Bryghus er rigtig gode til – IPA. Sidste år var en af mine erkendelser, at Amager Bryghus faktisk ikke bare er gode til IPA, men også til en lang række andre øltyper. Men mon ikke det er IPA’erne de har lavet flest af, og om ikke andet er mest kendt for?

Denne er en West Coast IPA – altså en amerikansk inspireret IPA, som den kendes fra USA’s vestkyst: Let, sprød og selvfølgelig vidunderligt humlet.

Brygget er ganske lyst, skummet afdæmpet og duften velsignet sprød, omend snæver af spæde fyrrenåle med syrlig aroma af lime. En stilfærdig, omend lovende start …

Og så rammer bomben! Wow, et humleorgie! Herkules, Amarillo, Centennial, Tomahawk, Simcoe, Cascade og Citra i vældig forening – ifølge etiketten. Brygget næsten brænder i munden med sin skarpe, omend forunderligt friske humle.

Bitterheden nærmest rendyrkes i dette bryg. Og det er vel kun passende, idet jalousi vel om noget kendetegnes netop ved bitterhed. IPA’er er samtidig gerne aromatiske med ledsagende smage af fx roser, hyld eller andre blomster. Det er ikke tilfældet her. Der er kun bitterhed.

Ikke rå, brutal eller uforfinet bitterhed. Nej, der er tværtimod tale om en udsøgt, udvalgt, isoleret bitterhed. Alle smagsnuancer ud over det sprødt bitre er grundigt og møjsommeligt pillet væk – helt uden at det efterlader lakuner i aromaen. Brygget er, selvom det kun indeholder én type aroma, fuldent og helstøbt.

Hvordan det lykkes bryggerne fra Kastrup ikke at gøre brygget hverken det mindste besk eller harsk i deres totale rendyrkning af humlens bitre aroma er mig en gåde – og en særdeles velsmagende og velgørende del af slagsen.

Et fuldendt mesterværk – intet mindre. Aldrig har jalousi føltes så bittert og så velsignet.

Reindeer Fuel, Amager Bryghus

… og så blev det ellers jul!

Kajs Ølblog er tilbage med nye anmeldelser efter en lille juleferie. Etiquetten (ikke etiketten – det er sådan noget man sætter på flasker) er brudt, idet jeg har valgt ikke at følge kronologien i afprøvede øl i mine anmeldelser. Det sker i anledning af højtiden – det er jo trods alt kun jul én gang om året, og jeg tror egentlig, at læserne hellere vil høre om denne fantastiske øl, jeg prøvede juleaftensdag, end den sløje fuser af en brown ale, jeg prøvede aftenen før.

En introduktion er vel på plads for de stakler, der endnu ikke har klasket gummerne – eller i det hele taget hørt – om nærværende vidunder. Det er Amager Bryghus’ traditionelle juleøl, en 10 % barley wine med dertilhørende juleeventyr på etiketten (med ‘k’).

Ikke så meget mere om det, for det må læserne selv erfare ved køb af brygget (man kan også snyde ved at læse på Untappd). Selv nippede jeg det langsomt og med passende andægtighed i løbet af juleaftensdag, sådan som jeg har for vane med en særligt udvalgt øl.

Just efter åbning frygtede jeg ellers nogle sekunder, at oplevelsen ville være en tidlig fuser – der var trods alt stadig en uge til nytårsaften. Duften af det grumsede, rødbrune bryg var nemlig ildevarslende fraværende, og vidnede kun om bryggets alkoholstyrke med en tæt, omend varm og egentlig behagelig odeur af alkohol. Der er trods alt forskel på duften af en 20 års Single Malt og den billige vodka fra Lidl.

Men derefter var der ellers dømt glædelig jul!

Den udeblevne næsestyver var erstattet af en mundstyver – hvis det ellers er et ord – der ud over at levere den fulde smagsoplevelse i et nu også utvetydigt lod nyderen vide, at bryggeriet skam havde gemt alt aromaen der, hvor den rettelig hører til, nemlig i smagen, frem for at lade den fise ud med duften.

På et bagtæppe af letbrændt karamel folder aromatisk egetræssyre, båret frem af alkoholens spiritussky, sig ud i hele mundhulen. Med små, skarpe barberblade snitter egetræsaromaen lange, sviende rifter i tunge og gane. Det er i sandhed et bryg, man smager med meget mere end bare tungen.

Overalt hvor brygget skvulper hen efterlader det et smertende snitmønster af rifter, der dog kort efter lindres af bryggets andet aromatiske indslag – den alkoholiske sødme. Mægtig, maltet og karameltung, ikke helt ulig som man måske forestiller sig Santa Claus’ ånde efter denne lige har fået sig en hivert for meget under kåben. De mulige ubekvemme konnotationer til side, denne sammenligning måske har kreeret i læsernes hoveder, virker det søde, maltede indslag som blide vatpuder, der lægende dupper de væskende sår, og lægger sig over dem som en frisk forbinding i julesneens farve.

Ja, den var der selvfølgelig ikke så meget af denne jul. Men øllet – det var ekstraordinært! Amager Bryghus har en sin del af æren for, at jeg i år sandelig fik en …

Glædelig Jul!

Petrus Aged Pale, Brouwerij de Brabandere

2017-07-31 19.16.57Surt …

Det er dagen derpå. Det kan godt være, det var lidt surt, at vi ikke blev Europamestre, men sølv er vel heller ikke så tosset. “At være Fremad Amager-fan lærer én at tage den slags med stoisk ro” som der blev skrevet på facebook kort efter at EM-finalenederlaget til Nederlandene på 4-2 var en realitet.

Citatet er fra min egen facebook-profil, så selv hvis jeg havde spurgt om lov til at bruge det, ville jeg sikkert også have fået det. Sølv er jo heller ikke så tosset endda, men lidt surt er det nu alligevel.

Og apropos surt – hvor skal man mon gå hen, hvis man vil prøve de nye, hotte øltrends, der peaker lige nu? Det sure øl, som alle går og taler om, og alle skal være de første til at prøve? Vinhandleren? Boxbeers? En af de andre dyre hipsterbutikker, der har specialiseret sig i specialøl?

Nixengebixen!

Fakta – der skal man gå hen.

Fakta af alle steder har lige i øjeblikket Brouwerij de Brabandere’s Petrus-serie på deres spotvarehylde til kr. 25,- stykket. For nogle lyder det lidt pebret, men i sammenligning med, hvad øl af den kvalitet ellers ville koste et pænere sted, så er det det rene kup. Med andre ord: Glem resten af indlægget – skynd dig i Fakta og køb alle tre, før de er revet væk. I modsætning til øllene, render blogindlægget her ingen steder foreløbig.

Der er som sagt tre at vælge imellem. Denne lyse, en brun og en rød. De tre Petrus-øl er alle sure – nej, ikke bare syrlige men sure. Denne første er 100% foeder. Første stavelse udtales som man ville udtale det engelske ord for mad – food. Ordet er flamsk og på flamsk og hollandsk udtales -oe- som ‘u’ (jeg skal dog ikke kunne sige, hvorvidt den tyske digter og videnskabsmand Guthe bliver anset for at være en stor put på de kanter). En hurtig og nem definition af stilarten har faktisk ikke været sådan lige til at google, men ordet skulle betyde tønde, og passer også fint med, at brygget lagres på sådanne i et stykke tid. Desuden er brygget pr. definition surt, og åbenbart også bevidst oxideret i en eller anden grad.

Meget fixt og kompliceret. Næppe noget, man som hjemmebrygger bør kaste sig over som det første.

Denne foeder er højgul i løden og med flot, fast, hvidt skum, der er lige tilpas prangende til ikke at være kedeligt – og ydmygt nok til ikke at gøre brygget svært at skænke.

Duften – vel, duft og smag er der virkelig ikke den store forskel på, så lad os gå lige til de ikke-visuelle sanseindtryk under ét.

Der er tale om en kraftig og potent surkålslage. Og her taler vi ikke om den med sukker modificerede og mildnede brunkålslage, man bruger heroppe nordpå. Nej, der er tale om lage fra Sauerkraut som den laves i det dybeste Sydtyskland – ja, sågar måske endda i Schwiez, Østrig og Nordtyrol.

Ved indsnusning gør nervereflekser det de skal, når den slags kommer i kontakt med næsens indersider. Ikke bare rynkes næsen. Øjnene kniber sig helt uden hjælp sammen, ligesom munden og en række små hals- og kæbemuskler, man end ikke var sikker på, man overhovedet vidste, eksisterede.

At tage brygget i munden skaber de samme refleksreaktioner, føj dertil en fornemmelse på tunge og gummer af tusinder af bittesmå skarpe nåle, der ridser lange flænger i spændende mønstre på alle mundens himmelvendte overflader. I gane og svælg føles brygget ikke ulig en voldsom halsbrand – men uden den dårlige smag i munden og kvalmen …

… hvad er det mon, der gør det? Jeg kan ikke fordrage cappucino, blom- rosen- og især ikke surkål. Og halsbrand er noget af det mest ubehagelige, man ikke lige kommer til at kaste op af … men når en øl smager af samme, eller skaber samme følelse, er oplevelsen intet mindre end vidunderlig. Om jeg fatter det?

Det eneste, der kan få mine arme ned ved dette bryg, er brygget selv. Tager man en tår af det med armene oppe (find selv på en måde at gøre det på) krænger hele kroppen sig omgående sammen i en Joe Cocker-positur, der ikke tillader albuerne over skulderhøjde.

Vidunderligt. Fantastisk. En øjeåbner af de helt store – når man er færdig med at knibe dem sammen, forstås. Jeg har før prøvet surt øl. Jeg har også prøvet øl, der var blevet surt. Det sidste er aldrig godt. Det første har jeg aldrig prøvet i denne intentsitet før, men har alligevel haft fat i sure øl, der forekom mig for sure.

Hvordan dette bryg, hvis pH-værdi er lavere end niveauet i kommentarerne under Martin Henriksens facebookopslag, kan være en sådan nydelse for mig forstår jeg hverken helt eller halvt. Men at den er det, er en kendsgerning på linje med Inger Støjbergs had til alt fremmed og Esben Lunde Larsens ditto til alt smukt ved naturen.

Nyd den som den er, eller til en god burger med ekstra mange, ekstra sure syltede agurker – eller måske bare en ordentlig omgang sydtysk Sauerkraut med Bockwurst, fordi det bare ville matche perfekt.

Personligt ville jeg dog holde mig til pølsen.

Og her på falderebet: Tillykke til landsholdet. De fortjener samme karakter som denne øl:

6-stjerner

Fremad Amager spillede også i går og fik også tæv – 1-2 – af HB Køge. Selvom stemningen på stadion som altid fortjente samme karakter som denne øl og landsholdet, fortjener de ikke helt samme karakter for spillet:

2-stjerner

Kampen mellem to insignifikante østsjællandske hold, der også blev spillet i går aftes, vil jeg end ikke værdige navns nævnelse.

Linda the Axe Grinder, Amager Bryghus (Det løse II)

2017-07-19 20.22.09Det er så yndigt at følges ad …

Jeg er nået igennem IPA’erne fra årets Amager Bryghus-kollektion. De skulle prøves først, for IPA smager simpelt hen bedst frisk.

Derfor ærgrede det mig en lille smule, at jeg blandt ‘det løse’ – bryg fra sidste år, jeg ikke nåede at prøve da det var frisk – fandt denne IPA.

Men med kom den alligevel. Den rygtedes at være god, og bryggeriet formår med deres etiketter og røverhistorier at slå en markedsføringstone an, der fænger hos mig. Tænk at jeg skulle indrømme, at noget markedsføring faktisk virker på undertegnede. Det er nu ikke noget, jeg kun nødigt gør, for når den slags faktisk fanger min interesse, så har jeg intet problem med at rose et ‘job well done’. Heller ikke når det kommer fra en markedsføringsafdeling.

Historien på etiketten er ellers i dette tilfælde en kende afdæmpet på røversiden til fordel for reel information. Jeg skal ikke beklage mig – begge dele er fint og hvis jeg skal vælge, er den reelle information at foretrække. Der er tale om et – vel … ægteskabsbryg? Den er nemlig tænkt som en opfølgning til Todd, The Axe Man, som denne blogger også har været heldig at stifte bekendtskab med, og det endda på selve brygmatriklen i Kastrup. Todd var brygget til ære for tidligere Surly Brewing-brygmester Todd Haug, der ud over at lave øl også spiller geddar eller – for de arme uindviede, der ikke er bekendt med Red Warszawa-jargon – spade, der i den forbindelse bedst oversættes til Engelsk med ‘axe’.

Og denne øl er brygget til ære for hans hustru, Linda. Som bryggeriet skriver, siges det, at der bag enhver stor mand står en kvinde. Helt i Amager Bryghus’ ånd dementeres denne påstand, idet det understreges, at Linda Haug skam er helt med fremme, når der brygges, og at hun i øvrigt også var det, da dette bryg blev sat over i Kastrup. For Next to every axe man, there’s an axe grinding wife …

Og jeg kan godt lukke øjnene for heteronormativiteten i udsagnet, når jeg samtidig ved, at Amager Bryghus også slår små slag imod den slags – se evt. ovenstående link om bryggeriets ånd.

Linda the Axe Grinder er en ‘Oaked Imperial Red IPA’ – og det er jo mange ting på én gang. At den er ‘oaked’ antyder at den er lagret på træ, og det gør mig mindre bekymret for at prøve en IPA, der er brygget for over et år siden.

Det rødbrune og højt gyldentskummende bryg dufter vidunderligt krydret ved skænkning. Kanel, vanille og allehånde melder sig. Grannålenes friske, karske og stikkende karakter er til gengæld temmelig uventet aldeles fraværende. Her er endelig en IPA med en afgørende anden karakter, end den Amager Bryghus ellers er så kendt for. Men der er rigeligt med bitterhed og karakter i bryggets krydrede bouquet, foruden aromatisk sødme af chokolade og hyld.

Og i smagen er der også rigeligt af det hele. Sikke en fylde, og sikke en aroma – tæt, mørk cognacchokolade mixet med flydende engelsk lakrids, og så ellers bare 1000 tons af begge dele i hver lillebitte mundfuld. Dette er et brygmesterværk i absolut verdensklasse – mærker man ikke bare idet man første gang sætter glasset for munden, men hver gang man tager en slurk – der altid bliver lille. Én ting er, at man ikke nænner andet end små tåre, på grund af bryggets udsøgte og fandenivoldske karakter – en anden er, at man simpelt hen ikke kan, af frygt for at svede smagsløg, ganehule og gummer af. Selv jeg, der ellers synes, jeg har prøvet lidt af hvert efterhånden, er ved at tabe pusten.

Eftersmagen byder på engelsk lakrids sødet med fennikel, så bryggets langtrukne afslutning (det kan sandelig smages længe efter at det har forladt kæften gennem afløbet i svælget) også bliver en lille smule mildere, end den brutale midte, der afløste en ellers sød – men lige kraftfuld – begyndelse af hyldeblomst og chokolade.

Brygget har stået et års tid, og små stikkende antydninger af oxidering melder sig. Men sammen med al kraften og voldsomheden er den lille smule slet ikke nok til at ødelægge noget. Tværtom giver det et ekstra puf til det brutale kaos af kraftfulde, aromatiske smagsindtryk.

Heteronormativ – måske, men også en feministisk øl med både nosser og æggestokke det giver smagsorganerne læsterlige, velfortjente tæsk …

6-stjerner

Green, Green Banshee, Amager Bryghus (Gode øl med Allan III)

2017-02-24 20.28.52Du godeste! Sikken ondskab …

Det næste bryg på programmet havde jeg set frem til med stor spænding. Jeg havde ganske vist prøvet det en enkelt gang før, nemlig på Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum tilbage i august. Det skete i Jameson’s stand, hvor jeg ved samme lejlighed for første gang prøvede mit irske af. Ja, det var i sandhed en stor oplevelse.

Dengang blev det jo kun til en lille mundsmag, der slet ikke var stor nok til, at der kunne komme en anmeldelse af brygget ud af det. Siden har jeg så bittert fortrudt, at jeg ikke dér, lige på stedet som minimum fik mig en anselig smagsprøve, så jeg kunne anmelde brygget, for det skulle vise sig at være ret svært at få fat i efterfølgende.

Jeg var dog så heldig at støde på det i Toft vin på Islands Brygge forleden. De 90 kroner, jeg måtte slippe for en halv liter, viser måske (måske ikke) at efterspørgslen har presset prisen på et begrænset udbud noget i vejret. Til gengæld vidste jeg også med det samme, at den skulle nydes i godt selskab, først og fremmest på grund af dét – det gode selskab, der får godt øl til at smage endnu bedre, og så fordi jeg ærligt talt – uanset hvor godt øllet ellers smager – ikke gider drikke en hel halv liter alene, når alkoholprocenten er tocifret (11% for at være præcis). Og godt selskab var jo i vente, da min aftale om at nyde gode øl med min gamle stadionkammerat Allan, for længst var indgået.

Røverhistorien på etiketten er denne gang så afdæmpet, at den faktisk kvalificerer sig så meget som nyttig information om brygget, at det egentlig er uberettiget, at kalde beskrivelsen en røverhistorie. Indledningsvis fortælles der selvfølgelig om det irske sagnvæsen, banshee’en (irsk bean sidhe, hvilket kan oversættes med fe-kvinde), hvis skrig varsler død og ulykke. Og eftersom der jo er tale om et sagnvæsen, er det selvfølgelig en lille smule røver alligevel. Den grønne, grønne fedame, man her sidder med, skriger imidlertid kun om gode ting, fremgår det blandt andet … og her starter så en sjældent nøgtern og informativ beskrivelse af bryggets tilblivelsesproces. Der er tale om en imperial stout lagret i fire måneder på henholdsvis bourbon- og sherry-fade fra Jameson-destilleriet i Cork, Irland. Derefter er bourbon-stouten og sherry-stouten blandet sammen, ligesom Jamesons whiskeyer er det, og så er dét bryg sådan set brygget, blandet og lagret.

Tilbage i marts måned sidste år, da jeg besøgte Amager Bryghus, tror jeg endda, jeg fik fadene at se. Så vidt jeg husker, var Henrik Papsø, der viste rundt, lettere skeptisk over for projektet, og på papiret lyder det da også en kende skørt. Men for at lave noget ekstraordinært, må man jo også tænke lidt ud af boksen, tage nogle chancer og være lidt – ja, skør – for at det ikke bare igen skal blive en gentagelse af noget, der er prøvet før.

Apropos gentagelse; gentagelsen af ‘green’ i navnet forestiller jeg mig – uden at have andet at have det i end min egen intuition – skyldes de to grønne øer, brygget kommer fra; Amager og Irland. At den grønne fedames skrig i øvrigt kun varsler godt ændrer ikke ved, at tegningen af hende er autentisk frygtindgydende. Djævle og skeletter er for længst ude af stand til at skræmme os, mens Amager Bryghus’ grafiker Simon Hartvig Daugaard har formået at give os nye skikkelser at være bange for.

Men nu til brygget, som jeg allerede ved at beskue, erklærede måtte være jordens ondeste øl – på trods af alle fedamens gode intentioner. Brygget er totalt uigennemskinneligt, selv når mængden i glasset er ganske lille. Skummet har farve af branket karamel – den smule der er. I bryg af denne kaliber er kulsyre en distraktion, noget, der hører lyset til, noget, der hører lettere øl – svagere øl – til …

Selv i sit uigennemtrængelige mørke, er bryggets visuelle underholdningsværdi af en særlig udsøgt kvalitet. Duften ligeså, omend Allan og jeg aldrig blev helt enige om indholdet. Han mente at man kunne mærke marcipan i duften, hvilket jeg ikke selv kunne. Marcipan er alt for rart, sødt og venligt til denne galdesuppe af mørk lakrids og brændevin, der på sekunder ville rense enhver bihule, om den så måtte være tilstoppet med cement. Og selvom det spirituøse element i bouqueten er uomgængeligt er jeg slet ikke sikker på, at jeg ville have gættet på whisky i processen, hvis ikke jeg lige vidste det. Allerede her (ja, det er også tilfældet i resten af brygget) er whiskyessensen aldrig så nydeligt forenet med resten af det tunge, seje, natmørke bryg.

Og smagen … SMAGEN! Lige så tæt og tykt som brygget dovent, modvilligt og tyngdekraftstridigt skvulper rundt i glasset, lige så vidunderligt, vældigt og mægtigt føles det på tungen. Engelsk lakrids og fyldig, spirituøs fylde omklamrer alle mundens indvendige overflader – opadvendte, nedadvendte og laterale – med sin fængslende, altopslugende mørke aroma. Aldrig har jeg oplevet lignende kraft og vælde i en stout. Utroligt er det samtidig, at der ikke er den mindste antydning af ubalance eller missmag. Lakridsen er lige i øjet, whiskeyen smages ikke som whisky, men mærkes som en umådeligt smagfuld alkoholimpression – og sikke den kan mærkes. Dette er noget ganske andet end Thisted Bryghus noget halvhjertede forsøg på en øl/whiskey-forening. Nej her kan man opleve, hvordan det rigtig skal gøres.

Tykt, sort, og vidunderligt velsmagende. På én gang den bedste og den ondeste stout, jeg nogensinde har prøvet … Allan var lidt mindre kompromisløs i sin nydelse. Han mente, brygget manglede den allersidste afrunding og harmoni, før brygget var helt perfekt, men større forskelle end denne i vores præferencer, kan formentlig findes blandt individuelle elektroners hælden til, om de vil binde sig til den ene eller den anden farve brintatomer (og ja, jeg ved godt, det ikke gav nogen mening, men jeg havde lissom skrevet mig selv op i en krog ikk’ oss’ …)

Amager Bryghus kan sandelig andet end at brygge gode IPA’er – de kan i den grad også brygge stouts.

Allan:

5-en-halv-stjerne

Kaj:

6-stjerner

MDXX Det Stockholmske Blodbad, Kongebryg

2016-09-09-21-39-40Følelsen …

Yes! Så glemmer jeg aldrig årstallet for det Stockholmske Blodbad igen. Og hvis jeg gør, så snupper jeg sgu bare sådan én her til (bare den nu bliver i produktion) – årstallet står jo på etiketten.

Men slut nu med alt det pjat. Det er faktisk en meget meget alvorlig sag – om kirke, konge og adel. Og så ved man jo godt, hvad klokken har slået. Om lidt sprøjter blodet som i et hedt erotisk møde mellem Quentin Tarantino og Peter Jackson i starten af sidstnævntes karriere. Og ganske rigtigt – det Stockholmske Blodbad, hvis historiske detaljer jeg ikke vil gå nøjere ind på, er navnet på en veritabel nedslagtning af den del af svensk adel, der gerne ville være fri af den danske Kong Christian II’s overherredømme. Kirken kommer ind ved på finurlig vis at levere en eller anden form for gejstlig legitimering ved at erklære den svenske adel kættersk. Ja, som man dog kunne dengang!

Til minde og – fordi de jo er sådan lidt metal – fejring (men hey – sådan som svenskerne gav os på hattepulden efterfølgende, og også systematisk fejrer dette, er brygget vel ikke mere et udtryk for dårlig smag, end hvad an ser på den anden side af sundet) af denne begivenhed, har Kongebryg altså begået denne Barley Wine. Og det er godt nok ikke meget af den øltype, der er flydt her på bloggen. En enkelt er det blevet til indtil videre – og den var vidunderlig. Det er bare ikke en ølgenre, hvor der går 13 på dusinet.

Til gengæld behøver man ikke opbevare den i køleskab. Den smager fint ved stuetemperatur takket være sin høje alkoholprocent, sin markante maltprofil, og sin meget lave karbonering.

Dette bryg er karboneret helt og aldeles færdig. Der er ikke så meget som antydning af skum på overfladen af det rødbrune, småtågede bryg. De 11% alkohol stikker imidlertid ikke i næsen – nej, de kæler og smyger sig om de indre duftorganer som fløjl og velour med tørrede figner, rosiner og dadler i mørk romlage. Det er næsten som man bliver tung i hovedet allerede før brygget er smagt – men selv det er på en rar måde.

Og hvor jeg på grund af alkoholprocenten og stilen forventer et tungt bryg, hvor aromaen bare eksploderer i kraniet på én … ja, så tager Kongebryg endnu engang fusen på mig.

Brygget er simpelt hen let som en fjer på tungen. Man mærker faktisk ikke brygget. Det svæver på en diskret luftpude lige over smagsløgene, mens det til gengæld svier af alkohol i ganen og så ellers puster sin udsøgte, pikante romaroma ud mundhulen, hvor det kondenserer i små skjulte smagsafkroge, som man ikke engang efter snart 41 år på planeten anede eksisterede.

Nej – øl behøver ikke var være fandinvoldsk eller esktremt for at være godt. Kongebryg illustrerer denne gang næsten demonstrativt hvordan de kan gøre en traditionelt voldsom og tung øltype fjerlet – og jeg mener fjerlet. Aroma og smag – det er i den grad stadig på plads. Romlagen med de tørrede frugter fra duften genfinder man i smagen, men det er som antydet ikke det, der gør brygget til en oplevelse – det er følelsen af det.

Og den er vi ikke færdige med endnu. Brygget gløder ikke overraskende hele vejen ned gennem brystet og nede i mavesækken, hvor det sammen med eftersmagen langsomt klinger ud. Kvalitetsrugbrød opblødt i den fineste rom og blandet med figner udgør eftersmagen.

Sikke en oplevelse!

6-stjerner

Focal Banger, The Alchemist

2016-07-31 14.26.45What’s in the can …
Stays in the can …

Jeg skylder en af mine læsere og en af mine jævnligt anmeldte bryggere en kæmpe tak for dagens bryg.

Der er åbenbart tale om ét af de mest eftertragtede og sværest tilgængelige bryg i hele den vide verden. De sælges ikke uden for Vermont, den nord-USA’ske stat, hvor Bernie Sanders engang var guvernør – den sande liberalismes (altså dén med frisindetheden og -tænkningen – ikke den afsindige planet- og menneskeødelæggende grådighed) højborg på den vestlige side af Atlanterhavet. Derfor gøres der forståeligt nok mange krumspring for at få fat i den.

Bryggeren er Martin Guldhammer (Guldhammer Nanobryg), og om ham kunne Paul Hertz, læseren af min blog, fortælle det, jeg nu fortæller videre til jer … ja I kan nok høre, at fortællestrukturen er næsten lige så kompleks som i Platons Symposion, så det hele skal nok tages med et gran salt eller to.

Men historien er altså den, at Martin Guldhammer var på ferie i USA og havde reddet sig et mindre lager af The Alchemists eftertragtede bryg. Nu var spørgmålet blot, hvordan bryggene kunne komme med tilbage til Europa, og her viste Martin Guldhammer en snarrådighed som ville have gjort selv Han Solo grøn som Yoda selv af misundelse.

Åbenbart blev de kostbare dråber pakket ned i hemmelige og ikke åbenlyse steder i bagagen – og efter en flyvetur mod øst, som historien ikke melder noget om i detaljer, blev disse fænomenale og eftertragtede bryg ikke bare Paul til del, men også lille mig.

Og så nager frygten for skuffelse jo en del. For når man hører, at en øl er som Rigvedaens soma, den hvide heks’ turkish delight eller Carsten Berthelsens hjemmebryg, så er det på tide at tage de kritiske hørebøffer på og sætte munden på skrå, mens tommel- og pegefinger lægger hagen i pædagogisk førergreb. For hvor tit har man ikke hørt om en sang, at den skulle lyde som Kate Bush, hvorefter den i virkeligheden lyder som en hæs Celine Dion spillet på 16 omdrejninger?

Om det er de bange anelser eller de høje forventninger, der indfris afsløres om lidt. Allerførst tager jeg et kig på beholderen – en dåse, der rummer en amerikansk pint. Jeg er ikke sikker på, at jeg vidste, at de havde andre pints i staterne – men det har de, og en amerikansk pint er en smule mindre end en halv liter. Grafikken er vild – konsumenten på billede drikker af dåsen, og humlen står ud ad ørerne på ham. Dåsen der drikkes af, er i øvrigt samme dåse, som konsumenten selv er tegnet på. Og på den dåse, han drikker af, kan man oven i købet skimte endnu en konsument med en dåse … og så fremdeles. En fraktal med andre ord. Hvor fiffigt.

Øverst på emballagen formanes man med store bogstaver til at drikke direkte af dåsen, og på bagsiden forklares det i almindelig tekst hvorfor – i al’ sin korthed for at bevare øllets friskhed.

Man bliver jo helt slået med ærefrygt, når man hiver i åbningsmekanismen. Det er bestemt ikke hver dag, man får lov at prøve så sagnomspundne øl. Det hverken lyder eller føles nu anderledes end andre dåser, når trykket lettes. Lidt skuffet nåede jeg at blive over, at bryggets bouquet ikke med det samme forplantede sig i rummet, så jeg måtte jo anbringe min næse over åbningen, og gøre noget aktivt …

Woooow …

Der er kontant belønning ved kasse et. En psykopat-aromatisk humle leverer den største næsestyver siden Jakob Stegelmann slog Chuck Norris i Street Fighter II. Det er jo lige til at blive afhængig af. Prisen for at få sådan en dåse hjem fra Vermont, er vel i forvejen sammenlignelig med et gram coke – så hvorfor ikke bare blive ølsniffer? Det er oven i købet lovligt! … selvom Søren Pind nok vil forlange det forbudt med tilbagevirkende kraft, hvis han en dag skulle opdage, hvor dejligt det er. Jeg må hellere dæmpe mig lidt, før jeg giver ham gode ideer.

Men okay – jeg skal prøve at sammenligne dette aromatiske duftmonster med noget konkret. Spæde, friske grannåle rigeligt bergamotolie, et stænk af citron, og så ellers rivende og flående i næsens slimhinder på samme måde som brændenælder mod genitalier.

I smagen får man den direkte, uforfalskede toptunede dugfriske bitterhed af humle – sådan som man ønsker sig den, men som man også ved man aldrig kommer til at opleve. Indtil man støder på dette bryg, altså. Der er ingen ende på friskhed og aroma – overfloden er overvældende og overmodig, og nu forstår man overmåde overfordr… undskyld, opfordringen til at drikke dette bryg direkte ud af dåsen, i stedet for at skænke det.

Som det fremgår af billedet skænkede jeg nu alligevel en lille tår ved siden af – mest for at kunne vise bryggets fine gule lød og marengsskum – begge dele er set smukkere før, og godt det samme, for det er jo smagen det gælder. Ved tømning af glasset vil jeg desuden påstå, at jeg kunne mærke en væsentlig forskel. Lidt på samme måde som den første kop kaffe fra en ny pose kvælstofpakket, sammenlignet med den sidste portion fra samme pose. Smagen er såmænd ok, men aromaen og friskheden er slet ikke den samme.

Det kunne godt gå hen og blive en vane. Jeg ligger inde med endnu et bryg fra The Alchemist, med en lignende formaning om at drikke fra dåsen – og den har jeg også tænkt mig at overholde (og skænke en smule af, for at annamme forskellen). Friskheden i resten af brygget forbliver trods alt intakt selvom man skænker lidt af det op i et glas.

At drikke direkte fra emballagen er nu næppe en strategi jeg vi udvide til andre bryg i fremtiden. Det visuelle er en del af hele oplevelsen, og mange øl smager altså først ordentligt, når de har været ude i luften.

Men ikke dette bryg – her gælder den regel, at den aroma der er i emballagen skal forblive i emballagen for at gøre denne oplevelse total.

Og total – det er den i dåden!

6-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme