Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 5-5½ stjerner

Apocalypse Meow, Ølluminati

Som rygtet …

Ølluminati er et mikrobryggeri, udskænkningssted og spillested i Viborg. Der er generelt alt for få steder i Danmark, hvor man sådan kan få alle tre ting på én gang. Jeg må se, hvornår jeg får mulighed for at lægge vejen forbi, og i betragtning af at Holstebro og Aalborg er de to store byer man tager til fra Thisted, hvis man skal shoppe eller til møde i A-kassen fx (dybt suk!) så er Viborg slet ikke usandsynligt langt fra Thisted.

Her har jeg allerede sprunget en række mellemregninger over, for jeg ville naturligvis næppe overveje turen, hvis ikke jeg var imponeret over, hvad jeg var blevet budt. Det er i øvrigt alt for sent, at jeg har fået prøvet bryg derfra. Anbefalingerne har i flere år, tror jeg, nærmest regnet ned over mig fra flere uafhængige anbefalere, men først nu har lejligheden vist sig.

Brygget her er en West Coast IPA, selvom Viborg jo ligegodt ligger midt inde i landet, og ikke på Vestkysten. Men sådan er det, når man skal henvise til stilarter – når de er geografisk funderede, passer de jo ikke nødvendigvis med det sted, brygget rent faktisk produceres. At brygget til gengæld indeholder generøse mængder aromahumle – bitter og fuld af frugter – kan man til gengæld roligt tillade sig at forvente, da det er genrens kendetegn.

Jeg skal huske at indskyde at brygget er en del af en gave på fire øl i alt fra bryggeriet, jeg fik af et par kontakter, der hjælper mig med at skabe opmærksomhed om den danske vækkelsesprædikant og bondefanger Torben Søndergaard. Så der kommer flere af dem inden for nærmeste fremtid.

Faktisk er denne øl allerede anmeldt på YouTube-kanalen, og der var jeg så dygtig at jeg fuldstændig overså ordspillet i navnet. Ølluminati – Illuminati; ja, den var ikke så svær at knække. Men at navnet skulle vække associationer Francis Ford Coppolas filmmesterværk fra 1979 gik hen over hovedet på mig som en anden Apache-helicopter i jagt efter et nyt civilt mål at give napalm-brusebad. Nu kan jeg til gengæld, længe efter upload fortælle, at brygget blev lanceret i forbindelse med at forsvarets Lynx-helikoptere blev pensioneret. Kattedyr og helikopter lagde på den måde navn til brygget, og for den oplysning i kommentarerne skal abonnenten Jesper Holm-Pedersen have mange tak.

Allerede ved åbning mærker man bryggets kraftige bouquet. Det myldrer frem med søde aromaer med rabarber og lime i forgrunden. Brygget skummer voldsomt ved skænkning. Det er ikke altid det bedste tegn – til gengæld er det underholdende at forestille sig, hvordan man vil udskære fine figurer i det.

Både i skum og det mørkorange, grumsede bryg mærker man humlens skarpe og rå bitterhed. De mange frugtnoter fra duften møder man til gengæld ikke i aromaen – men det gør egentlig ikke noget, da bitterheden træder knivskarpt og gennemtrængende frem.

Brygget er i aroma alt det rene og klare, som det i sin visuelle grumsethed ikke er. Humlens bitterhed an nydes i al sin skønhed, mens det holder sig en anelse tilbage i magt og vælde. Det betyder til gengæld at bryggets kraft ikke vælter én bagover, så brygget kun kan nydes med forsigtighed i små nip. Dette bryg kan drikkes i længere drag, der ikke kræver smagerens udelte opmærksomhed konstant. Det gør ikke så meget, at man også kan få den fulde oplevelse af en aldeles veldrejet IPA, der er så ren i udtrykket, uden at man behøver være flere timer om at tømme glasset.

Jule Stout, Midtfyns Bryghus

Samlet i én …

Efter det lille afbræk fortsætter anmeldelsen af årets juleøl hermed ufortrødent og uden at se sig tilbage … eller jo – jeg ser mig faktisk ret ofte tilbage: på de mange gode øl, jeg har prøvet tilforn, hver gang jeg prøver nye. For det voksende bagkatalog er selvfølgelig noget nær den bedste perspektivering, jeg kan ønske mig.

Man kan således kigge tilbage på Midtfyns Bryghus‘ tidligere lidelser her på bloggen ved blot at klikke på linket. Man vil opdage, at bryggeriet generelt klarer sig ganske fint – og det manglede egentlig også bare, da bryggene ikke ligefrem er billige. Nogle gange vil jeg endda hævde, at øllenes pris lader en anelse tilbage at ønske i bryggets kvalitet …

… men ikke denne gang. Billigt var dette bryg ganske vist ikke – men til øl af en sådan kvalitet er et vist prisleje rimeligt. Det man vel mest kan hidse sig op over ved brygget, er skilderiet på etiketten: Det forestiller en mørklødet julemand iført sort julemandstøj, slubrende en mørk øl, hvorfra skummet har sat sig som en fed bræmme på overskægget.

Er det racistisk? Jeg har opgivet at følge med i debatten om, hvad der kvalificerer sig som racistisk og hvad der ikke gør. Jeg vil dog sige så meget, at figurens slørede, lettere bøvede udtryk sikkert kunne misforstås som værende udtryk for et generelt karaktertræk hos sorte mennesker. Men på den anden side kunne det også udtrykke et generelt karaktertræk hos mennesker, der har fået en enkelt af denne ølkaliber for meget. Så kommer man nemt til at se sådan ud.

Jeg prøver at steel-man’e når jeg er i tvivl. Det er det omvendte af at bygge stråmænd – at kritisere en modstander for at mene og/eller udtrykke ting, de i virkeligheden ikke mener. At steel-man’e betyder, at man stiller modstanderens meninger og ytringer i det mest positive lys man kan. Det er ikke bare for at være generøs. Det er tværtom en øvelse, der langt mere effektivt kan afsløre en modstanders meninger som fuldkommen uforsvarlige, når de efter den nødvendige steel-man-proces fortsat fremstår problematiske.

Det mener jeg ikke er tilfældet her.

Men er man uenig, er jeg selvfølgelig med på en lytter. Man kan som altid kommentere direkte under blogindlægget her – eller på facebooksiden og Twitter. Der må man i øvrigt også hellere end gerne følge mig.

Med let brunligt, højt skum over et supertæt, natsort bryg lægger brygget visuelt rigtig flot ud. Duften lader sig til gengæld lede længe efter. Lidt vag sødme måske, og under alle omstændigheder væsentlig mindre end man ville forvente af en så mørk øl, der holder 7,6%.

Men alt hvad brygget mangler i bouquet, får man i smagen. Et fyldigt brag af en øl, med alt hvad en sødt-bitter stout skal have: Kaffe, træ og en smule røg på et sødt bagtæppe af farinsukker. Brygget er tilsat stjerneanis og fennikelfrø for at give det ekstra meget juleessens. Krydderierne kan dog ikke smages separat – de glider i ét med det vældige, mørke, varme og smagfulde bagtæppe, der forener alle bryggets fine kvaliteter i én, fuldfed juleoplevelse af de helt store.

Her er et bryg der kan nydes over ganske lang tid. At det får temperatur fremmer kun oplevelsen. Men på julebordet hører den næppe til – som long drink sammen med lækkerierne senere på aftenen vil den gøre sig bedre.

Det bliver svært at vurdere den i forhold til St. Peter’s Christmas ale. Jeg kan selvfølgelig håbe på, at noget der slår begge dele dukker op senere.

Asian IPA, Beard Brew

På bagkant …

Jeg glemte jo helt at fortælle om min store koncertoplevelse i fredags. Der var budt op til dans – først ved Stonerrockbandet Dustdrome, der varmede op for hovednavnet, det københavnske black metal band Hexis.

Metalscenen i Thy er bare ikke, hvad den er i København, måtte jeg lidt skuffet konstatere.

For selvom bandsene trykkede den max af, så var publikummet svært at få sat ordentligt i gang. Ikke mindst fordi der ikke var særlig meget af det.

En håndfuld – højst femten. Og det talte endda bartender, venner og bekendte af orkestrene og andet vedhæng. Undertegnede var den eneste der havde en forsalgsbillet, kunne førnævnte bartender fortælle mig.

Så selv om Dustdrome leverede udsøgt krattende, vrissende, tæsketunge hængehovedhug i trasketempo – næsten symfoniske i deres beskidte, forstemte disharmonier, kvitterede klientellet sjældent med mere end anerkendende nik … Men anerkendende ikke desto mindre.

Mere hovedrysten – af den op-og-nedadgående slags, må jeg hellere tilføje – var der da hovednavnet Hexis gik på. Her brølede diskantstøjen massivt og metallisk gennem hele rummet, som en storm af glas, møtrikker og bolte der blæste først hud, siden kød af knoglerne, for til sidst at splintre disse i et sidste drøn fra de dybeste afkroge af helvede.

Intenst ondt. Og uden skelen til, at publikum ej var stort – oplevelsen af et top-engageret black metal band i topform skulle de have. Det er årtier siden, jeg sidst har måttet bruge ørepropper til en koncert. Men props i øvrigt til Spillestedet, aka Plantagehuset i Thisted for at have mere end hæderlig lyd i det lille, intime koncertlokale.

Hexis og Dustdrome skal have stor tak for underholdningen i en afkrog af Danmark, hvor den slags oplevelser er noget af en mangelvare. Gid dog flere heroppe ville sætte pris på det, når lejligheden en sjælden gang imellem byder sig.

Vel – det var kulturen vel overstået. Nu til øllet. Jeg tager et hurtigt afbræk fra den sidste måneds faste tema – juleøllene – og tager fat på en anmeldelse, der har haft alt for lange udsigter.

Øllet – en IPA fra Beard Brew – fik jeg i hånden tilbage i september måned, da Øllets dag blev fejret med en ølfestival på Thisted Bryghus. Lidt for længe lod jeg den måske ligge før åbning – og anmeldelsen derefter har også været længe undervejs. Og dog – den er sådan set allerede anmeldt på video, men jeg har blot ikke fået taget mig sammen til at skrive om den før nu.

Den har fået påhæftet betegnelsen ‘Asian’ fordi den er krydret med ting og sager, der hører det asiatiske køkken til – korianderfrø, galangarod, citrongræs og citronsaft. Det giver brygget en frisk bouquet, der dog i første omgang ikke forekommer videre asiatisk. Hvedebrød og vanilleis er, hvad duften får mig til at tænke på.

Aromaen følger trop med friske, søde noter, hvor krydderierne dog titter mere frem. Dertil kommer IPA’ens signaturaroma – den karske bitterhed, der her holder sig en smule tilbage, for at lade de sødtkrydrede aromaer træde mere frem. Med fyrrenåle som fundament og så ellers citrus- og vanillenoter i forgrunden spiller Beard Brew også op til dans – spraglet og festligt, og samtidig mere end fyldigt nok til, at der er oplevelse til mange minutters nip og nydelse.

Jeg håber virkelig at Beard Brew får den opmærksomhed, de fortjener. At øl af denne kaliber aldrig skulle nå ud til den brede befolkning ville være en vældig skam.

Det samme må siges om Hexis og Dustdromes berømmelse i Thy. Der er skaden desværre sket: ALT for få mennesker heroppe har fået del i deres velsignelser … eller forbandelser.

Det er trods alt black metal.

Very Bad Elf, Ridgeway Brewing

Rigtig godt …

Aldrig så snart jeg under anmeldelsen af Midtfyns Bryghus’ Juloween med foragt i anslagene fik postuleret, at det næste efter indførelse af Halloween vel var, at vi i Danmark også skulle begynde at fejre Thanksgiving, før Coop var fremme med et opslag i deres app ‘Få en smag af Thanksgiving’. Jo, der er nok gået en spåkone tabt i mig. Da jeg tidligere på året i et facebookopslag erklærede, at det skulle blive løgn, at Donald Trump kom til Danmark, husker de fleste jo nok, hvordan det gik.

Nok mangler efterårs- og vinterhalvåret nogle højtider sammenlignet med mylderet i foråret – fastelavn, påske, pinse, fars og mors dag, store hvededag og grundlovsdag – for ikke at glemme den allervigtigste: 1. maj. Men hvorfor skal de allesammen importeres fra USA? Og hvis de endelig skal importeres fra USA – hvorfor skal man så importere dem, der absolut ingen relevans har i Danmark? Halloween kan jeg forstå – en fest for de døde. Jeg er på! Men en taksigelsesceremoni som engelske immigranter fejrede i selskab med indfødte amerikanere, der havde hjulpet dem gennem den forrige vinter (så immigranterne og deres efterkommere senere kunne begå et af historiens mest omfattende og horrible folkemord) er vel nok noget af det mest idiotiske at fejre her i landet.

Hvorfor bemærker jeg det i øvrigt først nu – næsten en uge efter Thanksgiving? Fordi jeg har generelt har alt for meget om ørerne, og jeg derfor helt havde glemt igen, hvad der havde fundet sted. Mine evner udi at fastholde opmærksomhed er – what with diverse diagnoser såsom ADHD og Asperger – ikke noget jeg kan tillade mig at prale højlydt med.

Ølmæssigt bevæger vi os videre gennem rækken af årets juleøl – primært nogle, man kan købe i SuperBrugsen Thisted. Så jeg kan ikke med nogen rimelighed hævde, at udvalget er repræsentativt. Til gengæld er det slet ikke værst.

Især ikke, når der gemmer sig perler som den her iblandt. Vi er tilbage ved Ridgeway Brewing, fra hvem en nisse, der kun var slem tidligere er blevet anmeldt i denne gennemgang af juleøl. Denne her er så rigtig slem, en Very Bad Elf. Er brygget så værre, eller af en mere udsøgt kvalitet end den, der bare var ‘bad’ – ja, det vil vise sig.

Visuelt er brygget afdæmpet. Skummet er lavt, omend tonet en kende i retning af det gyldne. Selve brygget er klart og nydeligt kobberrødt. Det dufter ikke af meget – næsten ikke af noget faktisk. Men den slags har det med at snyde.

Og sikke det snyder, for der er mere end rigeligt smag at tage fat på. Dyb, bitter og mørk aroma af hårdt træ og rigeligt krydderier. Omtrent lige dele nelliker og anis blander sig med aroma af friske valnødder. Det er næsten overvældende i sin hede bitterhed, og fylden er også helt med.

En fuldfed bitter øloplevelse. Julet er den også – der findes langt mindre julede ingredienser end nelliker, anis og valnødder. Men brygget er mere end hyldest til den mørke tid, frosten og den lurende knaphed senere hen, end til gaver, lys, og glæde.

Men det hele hører julen til.

St. Peter’s Christmas Ale, St. Peter’s Brewery

Er julen allerede i hus?

Så fandt jeg endelig et sted, hvor man faktisk kunne få et spændende og varieret udvalg af juleøl i Thisted. Stedet var skjult lige for næsen af mig hele tiden, nemlig i den særdeles velassorterede filial af SuperBrugsen, der findes i byen. For første gang har jeg set en øl fra svært savnede Amager Bryghus til salg netop der – deres Winter in Bangalore, som jeg selvfølgelig vil anbefale enhver lokal læser at erhverve sig et eksemplar af. Om ikke andet, fordi Amager Bryghus’ øl er forbandet svære at få fat i i Thy.

Og så var der en masse andre. Willemoes Jule Ale var svært populær, og blev nærmest revet væk … om jeg fatter mennesker, der ikke går op i ordentligt øl? Men det må de jo om. I mellemtiden er der jo rigeligt af de andre øl til mig …

… fx den her. En juleale – Christmas Ale – som den hedder på bryggerens lokale sprog (jeg er som ateist naturligvis SVÆRT skuffet og forarget – rødglødende af raseri faktisk – over, at bryggeriet har formastet sig til den forsmædelighed, at tvære deres religion ud over det hele i titlen. Fy føj! (Ej, not really …)). En kobberfarvet sag med højt, gyldent skum.

Blommer i snaps og tørrede figner på en bagvæg af egetræ udgør bryggets lovende – og afgjort julede – bouquet. Og det endda helt uden, at brygget er tilsat andet end vand, malt, humle og gær. Både bryggets udsøgte duft, og skarpe aroma hidrører fra brygkunst alene.

Mest blødt og rart som marcipan og juleskum på en bund af julesne glider brygget hen over tungen. Men med metallisk klang jager kødkniven ud af skeden og ind i andestegen, hvor det vælter ud med svesker, nelliker, laurbærblade og tyttebær, da brygget når gummerne. Et orgie af julens aromaer skaber en mundfuld fuldendt juleglæde – med en skarp kant af egetræ, som nogen vil finde generende, men som undertegnede glæder sig over, da den effektivt holder en følelse af kvalme og ‘for meget ‘ stangen.

Jeg har fundet min øl til juleaften … indtil videre i hvert fald. Man ved selvfølgelig aldrig, om jeg senere i mine juleølsanmeldelser finder en bedre egnet øl. Men skulle det ske efter at læserne har hamstret denne her, så kan man stadig glæde sig over at man har skaffet sig en sublim juleøl under alle omstændigheder.

At finde noget bedre end dette, vil give en anelse afsmag af hybris.

Lounge Lizard Lager, Beard Brew

Dem der gider …

Det er ikke allitterationen, jeg ikke kan få nok af. Allitteration er sådan set et OK kunstgreb ind imellem, hvis man vil have noget til at lyde flot og sejt. Men det kan også meget let overdrives, hvorved det snart bliver søgt og klichéagtigt.

Ikke at jeg vil anklage randrusianske Beard Brew for at bruge allitteration i overdreven og unødigt omfang. Netop i overskrifter, navne, punchlines, sloganer – eller øltitler – fungerer det sådan set fint, og også her, hvor der er hele tre gange L som forbogstav i bryggets navn.

Næh, det er Beard Brews fantastisk fine og fortrinligt festlige forfriskninger i form af formidable flaskeøl, jeg føler mig så forført af, at jeg flot må fjærte på mit forbehold mod forfløjen brug af fesen allitteration. Pyt med det! De fortjener det!

Ikke mindst når talen falder på en øltype, der i sit inderste væsen nærmest skriger generiskhed og industriel almuesprøjt. Lageren – eller pilsneren, som den typisk hedder her på egnen – er den øl, som de store bryggerier typisk er kendt for, som øllen de har. Ikke mindst fordi netop pilsneren gerne deler bryggeriets navn. Carlsberg, Tuborg, Royal [Unibrew], Vestfyen, Harboe – og man kunne blive ved. Også hvis man smuttede til udlandet med Coors, Heineken, [Anheuser-]Busch [InBev] og hvad alt det andet i den uanselige og ensartede masse af kornfarvet industri, giganterne drukner markedet i.

Hvorfor binder kvalitetsbryggerne overhovedet an med en type som pilsneren? For nu selv at komme med et bud på mit åbenlyst retoriske spørgsmål, så forestiller jeg mig, at det må være for at vise, at selv pilsneren kan blive til en rigtig god øl, hvis bryggeriet ellers gider.

Og Beard Brew gider ikke bare, næh, de gider helt sikkert så meget, at man bliver nødt til at skrive det med kursiv. Beviset er nærværende pilsnerbryg.

Dyborange, aldeles uigennemskinneligt, og med en nydelig omend ikke unødigt voldsom skumkrone, udgør en lovende visuel indledning. Næsen begejstres snart af en kæk og frimodig humle, der føles ren og autentisk, men ikke usædvanlig i sin karakter. Jeg havde gættet på Hallertauer, og ramte dermed helt forbi skiven. Vic Secret, Mosaic og Columbus er i hvert fald to typiske IPA-humler (Vic Secret kender jeg ikke), men det er slet ikke IPA’ens krakilske bitterhed man her rammes af.

Og det er det heller ikke i smagen. Det er for all intents and purposes en pilsner – eller lager om man vil – man sidder med. Let glider brygget over tungen, men smagningen bremser hårdt op, så snart brygget rammer tungesider og gummer. Her tårner en bitter mur sig op. Tung, tæt, kraftfuld og bøvlet at komme uden om. Man lader kun brygget sive langsomt forbi en lille åbning ved mandlerne, for at få alle de tunge, bitre nuancer med: Hasselnødder, valnødder, kaffe, bålrøg og kål.

Og som enhver velbygget mur bliver den stående, efter at være blevet møjsommeligt forceret. Bitterheden klinger kun ganske langsomt af, til stor fornøjelse og nydelse længe efter at glasset er tomt.

Jeg kendte godt pilsnertypens potentiale for store oplevelser fra andre mikrobryggerier. Desværre er der rigtig mange, der uløseligt forbinder pilsneren med generisk industri, hvis fremmeste egenskaber er tørstslukning og beruselse. Men der er rigtig meget smag at komme efter …

… I denne pilsner, og i mange andre. Hvis man gider kigge efter.

Lindemans Apple, Lindemans

Exquisite!

Denne øl har stået i køleskabet siden starten af maj måned, hvor Marcus og jeg var på Ølfestival i Esrum. Som hardcore fans måske vil huske, fik vi brugt en rum tid på det belgiske udvalg, og glemte næsten alle de andre fine øl på udstillingen. En stribe smagsprøver til senere anmeldelse kom også med hjem – ikke mindst den frugtøl, der havde imponeret os mest, denne med æble.

Det er ikke kun for at være kontrær – men at jeg godter mig ved, at jeg finder ærlig og redelig nydelse i de belgiske frugtøl i skarp modsætning til de fleste ølconnoisseurs, skal ikke være nogen hemmelighed. Især når de belgiske frugtøl ikke bare er ‘øl, hvor der er blandet noget frugt i’ men møjsommeligt komponerede kunstværker af surt øl og frugtsaft, minutiøst afprøvet og gennem årene optimeret til perfektion.

Resultatet kan man nyde – bare nyde – i denne alt for lille sag af koncentreret, sursød vederkvægelse. Jeg kunne drikke dette øl af deleemballager – helt uden at dele.

Og snobberne vil sikkert sige, at den bare lugter af æblemost, og at det da ikke har noget med øl at gøre. Men gu har det så. For gider man tage sig til til at snuse ordentligt ind, mærkes den underliggende lambic’s friske, sure udtryk, der giver æblemosten et ekstra pift æblemost, som æblemost alene ikke magter.

Og det næsten overmodige udtryk af æbler med ekstra æbler fortsætter og vokser i smagen. Brygget er perlende frisk som det bruser og prikker af rigeligt gærinduceret kulsyre, der løfter æblearoma og lambicsyre op til endnu højere etager af fryd og nydelse. Skønt man mest mærker sødmen, vrides ansigtet alligevel i groteske grimasser, når den udsøgte blanding af foeders gør sig til kende i bryggets frisksure bund.

Og oplevelsen er ikke slut, når brygget skylles ned. Det skarver og river hele vejen gennem brystet, og prikker mærkbart videre, indtil det endelig falder til ro i bugen. Man kan slet ikke få nok. Og man ærgrer sig sådan over, at brygget kun leveres i kvartlitersflasker.

En vinflaske ville man ikke engang bliver voldsomt fuld af, da brygget kun holder afdæmpede 3,5% – så hvorfor ikke bare levere det i nogle voksne mængder?

Til mig ville det altid kunne afsættes!

Brooklyn Black Ops, The Brooklyn Brewery

Sikken’ fest …

Det er desværre begyndt at være en dårlig vane, det der med at der går lang tid mellem indlæggene. Jeg er begyndt at arbejde igen – i fiskeindustrien, og desværre er jeg ofte så smadret fysisk når jeg kommer hjem, at jeg ikke rigtig orker at arbejde på bloggen. Jeg orker heller ikke at lave videoer for tiden, så det kan jeg heller ikke bruge som undskyldning.

Damned if I do, damned if I don’t – med og uden arbejde får jeg ikke skrevet. Men det skal være løgn, skal det. Nu vil jeg skrive endnu et indlæg, og smøre lidt ekstra tyk glasur på som kompensation for de udeblevne dage.

Sidste prøvesmagning fandt sted natten mellem 28. og 29. september. D. 28 var den sidste lørdag i september – Siløsep – som det forkortes på Rødovre Gymnasium, der holder sin årlige gamle elevfest netop på den sidste lørdag i september under dét navn.

Det er 25 år siden, jeg dimitterede. Så jeg havde fundet vej hele vejen fra Thisted for at slutte mig til en lille hård kerne fra dengang, der havde været vakse nok til at huske os på jubilæet over fjæsen. Det blev til nogle glædelige og hjertelige gensyn. Overraskende lidt pinligt. Der blev spist, drukket (kedelig Royal Pilsner – men så slap jeg da for at tage noterne mellem alle anekdoterne om de gode gamle dage), sludret – blandt andet om, hvordan nogle fra klassen var flyttet til udkanten … Vordingborg fx (*fnys* Vordingborg – udkant … hvor nuttet), danset lancier – et syn det må have været, thi det havde jeg ikke danset siden dimissionen, tror jeg.

Men det gik uden brækkede ankler eller det der var værre, således at jeg efter festlighederne stadig var i stand til at spadsere til mit logi for natten. Min gode ven Marcus’ lejlighed i Valby en halvanden kilometers penge derfra.

Og han stillede selvfølgelig an med både natmad og godtøl. Generøs og storhjertet som han er. Det havde han bestemt ikke behøvet. Min tilstand var faktisk ikke den allerbedst egnede til at prøve øl af aftenens kaliber. Men nu er det jo ikke så tit, vi har lejlighed til at mødes længere, så der var jo ligegodt en dag der skulle gribes.

Om bryggets navn kunne Marcus fortælle, at Black Ops er en forkortelse for Black Operations, et slangudtryk for især hemmelige militæroperationer, som den amerikanske hær ikke står bag, og som i hvert fald heller ikke finder sted. Øllet ser også ud til at have været markedsført som en øl, der ikke findes. Men hvis den fandtes ville den have været en Russian imperial stout med yada yada yada – den sædvanlige selvrosende smøre.

Alt hvad jeg refererer her, er i øvrigt stykket sammen fra en optagelse af min og Marcus samtale på min telefon. Brudstykker af den virker bekendte, men hvor ville jeg have været evigt ude af stand til bare tilnærmelsesvis at rekonstruere noget fra nattens udskejelser, om jeg ikke havde haft min nedslidte, men i situationen trofaste telefon med optagefunktion ved hånden.

Om denne individuelle øl knyttede der sig en noget mere spændende historie, end firmaets skalkagtige markedsføring. Den var medbragt helt ovre fra USA af Marcus tvillingebror, som han kalder ‘klonen’, men som i virkeligheden hedder Joachim. Han har faktisk også været med på bloggen et par gange, men i en noget mindre prominent rolle end Marcus.

Det gode i øllet, kunne Marcus berette, kommer dog fra det bornholmske solskin, idet Joachim angiveligt havde ladet øllet lagre i sin vindueskarm på sit kontor på Bornholm i godt og vel et halvt år.
“Det dårlige i øllet kommer fra …”
“Det bornholmske solskin?” bryder jeg kækt ind på optagelsen med munden fuld af natmad.
“Nej-nej-nej-nej!” forsikrer Marcus ihærdigt, “for en af de andre unikke ting, som Bornholm kan for Danmark …”
“Det er Fiske-Finn …”
Den upassende, småstereotype og aldeles ufølsomme kommentar fra bloggeren leveret på pivfalsk rønnefin bliver prompte ignoreret, idet Marcus returnerer: “baggrundsstråling – suverænt Danmarks højeste …”
“Og Fiske-Finn!”
“Nej, men selvom vi troede, han var død og borte, så kunne det også være, at Krølle-Bølle havde været forbi og dyppe sin pung i det her.”

Herefter bryder kontinuiteten i optagelsen en anelse sammen, da Marcus udtrykker sin højlydte begejstring over bryggets duft. “Det skal siges at Kaj og jeg nød et glas portvin før maden – og det fortsætter vi så med. Det er portvin som øl, det her!”

“Den er i hvert fald sort,” konstaterer jeg tørt ved skænkning, idet det meget hurtigt bliver klart, at brygget ikke er blevet bleget af hverken solskin, baggrundsstråling eller Fiske-Finn. Skummet forlader til gengæld scenen hurtigt – som om det ikke havde noget at gøre der, da duft og kulør opfylder sansernes hunger så aldeles rigeligt.

Lakrids med en tæt portvinsbund og -sødme udgør krop og aroma. I eftersmagen spores friske valnødder – næsten som en forsmag på den jul, der også efterhånden rykker nærmere (og allerede er full blown i visse supermarkeder). Overraskende let er den alligevel i betragtning af den meget tunge olfaktoriske indledning. Og det er ikke usædvanligt for typen.

“Det er som om, at man for at understrege de finere pointer i den, har isoleret det, der ellers ville blive skjult i den. Ligesom hvis man siger: nu spiller vi alene diskanten,” begynder Marcus. Jeg nikker – halvejs i stupor efter en seks timers togtur, fem timers besøg hos min far med familie, så druk på mit gamle gymnasium, lanciers og nu Marcus. Heldigvis blev jeg fri for at fortsætte den begavede ordstrøm. “Hver evigt eneste gang vi optager øl, bliver jeg lamslået over, hvad vi nu finde på at sige af prætentiøst bullshit.”

Og deri havde Marcus evigt ret. Angiveligt er det også det, der gør min ølblog læselig, har mange hævdet. At den ikke kun står på tørre anmeldelser, men også saftige anekdoter.

“Der er en doven chokolade inde over …” i Marcus lette overrislet hed og min fyrre hestes brandert blev der på den over 25 minutter lange optagelse ikke sagt meget mere om denne 11,6 procents alkoholbombe. Begejstringen var imidlertid til at tage og føle på, og brygget skal have en karakter derefter fra mig.

Hvad Marcus ville give den, må jeg spørge om ved lejlighed.

Jeg skylder en særlig tak til mine gamle gymnasiekammerater, der endnu engang kunne mønstre tålmodighed nok til at tolerere mig in the flesh. De havde selvfølgelig også tre års øvelse … der alligevel lå hele 25 år tilbage.

Det er alligevel imponerende.

Home Brew Milk Stout, Beard Brew

Det lover fortsat godt …

Dagens bryg måtte agere stand in for den anden Struer Bryghus-øl, som min storebror havde med til mig, da han overnattede forleden. Venø Bryg, hed den. Den var brygget med sukker og havregryn, men det fremgik ikke af etiketten, hvilken type den skulle forestille at være.

Og det fik jeg heller aldrig rigtig lejlighed til at smage mig frem til, for ved åbning eksploderede brygget nærmest. Sådan lidt ligesom den fejlgærede Disobedience fra Dry & Bitter ikke gjorde i den her video fra min facebook-side. Forskellen er altså, at Struer Bryghus’ bryg … vel, det eksploderede ganske vist ikke. Men der var godt nok dømt både ‘Old Faithful’ og ‘Strokkur’ hjemme i dagligstuen – og i det lille ateistiske hjem føg det ikke kun med eder og forbandelser, men også med højlydte lovprisninger til magter, der ellers kun sjældent anråbes, endsige prises, idet ikke en dråbe havde ramt min temmelig dyrebare PC, der stod placeret få centimeter fra den spruttende geysir.

Jeg var faktisk også blevet advaret mod Struer Bryghus’ øl. Der var vist flere, der havde oplevet inficerede eksemplarer. Flere misfornøjede læsere havde endda udtrykt deres undren over mine rosende ord over Skonnert Stout. Men jeg kunne altså godt lide den, og den fejlede så vidt jeg kunne vurdere intet. Tværtimod.

Til gengæld stod det lige så klart, som de anselige mængder væde på stuegulvet, at dette eksemplar af Venø Bryg vist havde fået noget med fra bryggeriet, der ikke  var meningen. Det lyse bryg var desuden aldeles udrikkeligt – surt som eddike. Og hvad der ikke smagte af eddike smagte af gær. Selvom jeg kan tylle det sureste bryg man kan opdrive i mig som saftevand, er jeg ikke et sekund i tvivl, når jeg får fejlgæret øl i kæften. Det smager surt på en helt anden – ubehagelig – måde.

Men det skulle ikke ende skidt, skulle det ej! En hurtig søgning i køleskabet, og jeg havde fundet en erstatning: En lille gave fra Beard Brew fra da jeg mødte dem til Øllets Dag på Thisted Bryghus. Et eksperimentalbryg, der ikke er helt klar til at komme på markedet endnu, så vidt jeg kunne forstå. Derfor blev det også leveret i en højst uofficiel emballage – en flaske fra Flensburger Brauerei, komplet med logo oven på den for bryggeriet næsten ikoniske patent-prop.

Det var den samme flaske, som mine forældre i min barndom brugte til deres hjemmebryg. Næppe til stor forundring i betragtning af min tyske baggrund, samt den oplagte grund at flaskerne er perfekte, når man skal bruge dem igen og igen, og man ikke ejer udstyr til påsætning af kapsler.

Dejlig mørkt og sejt, næsten som frisksmeltet tjære, skvulper brygget dovent og modvilligt ned i glasset. Den langtrukne affære bliver dog ingen byrde, for undervejs man man nyde den fine bouquet af sød lakrids og kaffe som brygget anderledes velvilligt afgiver.

Brygget er tilsat laktose og holder 7,2%. Jeg lærte til Øllets dag, at man med laktose kan gøre øl sødere uden at gøre det stærkere, fordi mælkesukker ikke omsættes til alkohol. 7,2 er ellers oppe i den tunge ende – men så var det vel for ikke at få den endnu højere op (går jeg ud fra).

Laktose eller ej – det er nu ikke sødmen, der er i højsædet i brygget, Det er til gengæld lakridsen, der uden at være den usødede engelske af slagsen, stadig er mere kraftig end sukret. Til gengæld føles brygget overordentligt velbehageligt på tungen, som det olieagtigt glider hen over den, for på vejen at efterlade sig et nydeligt spor af velsmag og -behag.

Efterhånden melder sødmen sig da også – omend subtilt – i form af mørk chokolade, der aldrig så nydeligt forener sig med lakridsnoterne i en kombi, der også er velkendt uden for ølverdenen.

Smagfuldt og fuldfedt som det skal være. I mine øjne er der ikke nogen grund til at fortsætte eksperimentet. Brygget er fint og klar til lancering som det er. Eneste indvending skulle være, at jeg gerne ville have haft det bitrere og mere lakridset – fordi jeg bare er sådan.

Men det er jo ikke helt meningen med en milk stout – så det må få være …

The Black Cat, Amager Bryghus

Langt fra Amager …

Der var lige endnu en video, der skulle fødes. Jeg ved godt, det begynder at være en slidt undskyldning for, hvorfor der i alt for lange perioder – nogle gange en hel uge eller det der ligner – ikke sker noget på bloggen.

Men 2019 vil jeg i hvert fald gerne huske som dengang jeg gik på YouTube – med de eventuelle ofre det måtte koste. Vil man i øvrigt gerne se mig optræde i videoerne iført lillafarvet skæg, skal man skynde sig at subscribe (som det hedder i dag) hvis man ikke har gjort det endnu. For hvis jeg når op på 1000 følgere inden udgangen af september, vil jeg farve mit skæg lilla, og beholde det sådan indtil min fødselsdag d. 6. november.

Videoen handlede jo ikke så meget om det, jeg har bygget min bloggervirksomhed op omkring, men derimod om den landflygtige bondefanger og kvaksalver Torben Søndergaard, som til gengæld bedst tåles efter et par genstande eller tre.

Men nu videre til dagens øl, en efterhånden vel- (men ikke over-) lagret porter fra Amager Bryghus. På trods af flere måneder i Thisted er Amager Bryghus ikke holdt op med at være mit yndlingsbryggeri. Jeg har fortsat et lille lager af deres lagrede (no pun intended) øl stående bagest i mit ølskab, for turene hele vejen til København efter nye forsyninger kommer ikke til at ske med alt for jævne mellemrum, kan jeg allerede afsløre. Så det er om at få lagrene til at række så længe som muligt,

Det er i øvrigt den sidste af de lagrede øl fra jul, jeg nu anmelder. Heldigvis bliver mørke lagrede øl ikke sådan lige for gamle. Tværtimod har de ofte godt af at stå lidt ekstra. Der er således ikke noget der tyder på, at den her skulle have stået for længe. Aldeles kulsort fylder den glasset – måske lige lidt velvilligt, og bruset peger i retning af en lidt lettere sag end de meget tunge og brutale monstre, serien indtil videre har bestået af.

Skummet står også kun ganske kort, men bouqueten fejler til gengæld intet. Tæt, tæt bittersød em af natmørk og overtæt chokolade, hvor man har været ekstra karrig med sukkeret, behager og beriger næsen med et både velkendt og i sin vigende sødme overraskende element. Lidt kaffe er der også plads til – sådan lidt ved siden af, for det klæder jo altså ligegodt den slags chokolade så fint. Bemærk dog, at der ikke serveres chokolade til kaffen her. Kaffen er i den grad sidevogn til chokoladen.

Og letflydenhed til trods, er der mere end rigeligt til hele aromapaletten. hårdt træ leverer kant, toffee leverer sødme, mens den kaffeforstærkede mørke chokolade leverer et vældigt bittersødt bagtæppe af prægtig varm, blød og kærtegnende aroma, der når ud i alle små hulrum og overflader hvor aroma kan smages, mærkes eller annammes på andre måder.

Ned gennem brystet mærkes brygget også, som det varmer og får ribbenene til at hæve sig en anelse, idet det lægger sig mageligt til rette i kroppen, før det som det næste sniger sig mod hovedet.

Endnu et gedigent mesterbryg fra Tårnby. Sikke de kan, og hvor jeg glæder mig til at kigge forbi hos dem, når jeg kommer til København igen – hvornår det end bliver.

Der vil være meget at følge op på.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme