Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 5-5½ stjerner

Narrevorn, Løkken Bryghus (Det’ bare Løkken XI)

Et sort glimt af håb …

Pauserne mellem mine indlæg er igen blevet længere end jeg egentlig intenderede. Jeg skal ikke plage læserne unødigt med mine humør-issues, men blot fremføre det som en simpel kendsgerning, at det igen-igen-igen er det der spøger og sætter grænser for min aktivitet på de sociale medier.
At jeg var så edgy på dagen for indsættelse af Joe Biden i præsidentembedet, at jeg fik lukket min Twitter-konto permanent, gjorde heller ikke sagen bedre. Over 1700 følgere i vasken – bare sådan, fordi Twitters algoritme, eller nogle emsige højrefløjsere synes, man skal holde kæft.
Vel, op på hesten igen – den evige jagt på følgere for følgernes skyld blev faktisk også lidt triviel i længden. Jeg prøver at lære af det frem for at blive endnu mere bitter.
Ikke mindst når bitterheden er en egenskab, bryggeriet bag dagens øl for en gangs skyld har nogenlunde styr på.

Vi er nået til den næstsidste øl i den omfattende serie af øl, jeg i efteråret fik sendt af Løkken Bryghus. Det har været en på flere måder jævn oplevelse, mest af alt fordi hovedparten af bryggene lagde sig i et mageligt for ikke at sige konturløst og umarkeret midterfelt. Akkurat bestået, men ej en fornøjelse at bevidne som eksaminator eller censor.
Forventningerne til denne stout er derfor ikke just høje, ligesom alkoholprocenten. 6,9 er måske ikke lige så langt nede, som mit humør for tiden, men om man ligefrem bliver skæmtsom, eller narrevorn som det hedder på vendelbosk, af én alene, har jeg min tvivl om.

Brygget lægger ud med en for så vidt godkendt, men dog noget svag duft af kaffe og mørkt træ. Ikke desto mindre er det mere lovende end det meste fra bryggeriets hånd, så det naive håb lever fortsat.
Og det indfries skam også! Brygget ejer ikke bare fylde nok, men fylde i overflod – og aroma! Lækker, bitter, fyldig, næsten brændende lakridsaroma, og så endda helt uden at lakridsaromaen føles støvet eller på anden vis disharmonisk.
Det skyldes nok, at der ikke er tilsat lakrids. Whisky ja, men ikke lakrids. Det er måske tricket? Hvor ofte har jeg ikke pylret over, at stouts tilsat lakrids fik en underligt støvet og disharmonisk mundfornemmelse af det (med Limfjordsporter som den nok mest markante undtagelse)? Her er lakrids go leor, men som resultat af brygkunst, og tilsættelse af noget ganske andet.
Og whiskyen smager i øvrigt heller ikke for meget igennem. Innis & Gunn har gjort det til deres brand at lagre øl i whisky- og andre brændevinsfade, hvilket på denne bloggers tunge alene har givet deres bryg afsmag.

I sidste ende er det nok et spørgsmål om smag og behag, men ét står i hvert fald tilbage mørkt, tungt og dunkelt som kun en ordentlig stout kan være det: Dette er en aldeles nydelig repræsentant for stout-genren, og yder omsider Løkken Bryghus noget hæder, de nok har længtes efter.
Og det kan ikke undgå at nage efter en pragtfuld øl som den her, at man nu ved, at Løkken Bryghus sagtens kan brygge øl af en udsøgt kvalitet. For hvorfor gør de det så ikke bare hver gang?

Kloster Hvede, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave III)

Flyverskjul og popcorn

I USA er folk gået i flyverskjul i forventning om, hvad der kommer til at ske i overmorgen, når Joe Biden skal indsættes som præsident. Nationalgarden er udstationeret på gangene i kongressen – helt bogstaveligt hvor de overnatter uden madrasser eller tæpper – og ude i de enkelte stater har man været i allerhøjeste alarmberedskab, da Trumps broget-grumsede svar på Sturmabteilung (I ved, boogaloo-boys, Proud Boys, Oath Keepers, QAnon osv osv) erklærede, at de ville marchere mod staternes respektive hovedsæder i går.
Nyhedsbureauerne har ikke meldt om uroligheder, heldigvis, for med den slags fyrværkeri foretrækker de fleste nok en fuser. Forhåbentlig bliver det til endnu en fuser på onsdag, selvom risikoen for uro anses for at ligge et sted oppe i stratosfæren. FBI har meldt ud om risiko for, at insidere i kongressen planlægger angreb, ikke ulig hvad der var tilfældet 6. januar, hvor både politifolk og kongresmedlemmer ifølge hastigt ophobende evidens handlede i forening med stormløberne.
Angiveligt er hver eneste udstationerede soldat i kongressen blevet sikkerhedsvurderet tre gange – det må være over 60.000 sikkerhedstjek i alt, da over 20.000 nationalgardister er blevet udstationeret. Og mit lille aspergerhovede kan ikke lade være med at overveje, om dem der laver sikkerhedsvurderingerne mon også bliver sikkerhedsvurderet. Hvis blot én forræder løsner et skud kan katastrofen blive total, og det kræver ikke engang en forræder at overse en sådan. Det kræver blot, at en af dem der sikkerhedsvurderer tropperne, sover i timen.

Herhjemme tager de fleste sagerne med foruroligende sindsro. Alt for mange ser det som en form for bizar underholdning, der inviterer til hånlatter og popcornspisning. Der er imidlertid alle grunde til at være bekymret for, hvor slemt det faktisk står til med verdens mest betydningsfulde supermagt, samt de oplagte historiske paralleller man kan drage fra europæisk fortid.
Kast blot Godwin efter mig, hvis I vil, men dette var Trumpbevægelsens ølkælderkup. Og hvis omverdenen fortsætter sin letkøbte og konsekvensfrie fascination af bevægelsen, og ikke tager den alvorligt inklusive dens nødvendige bekæmpelse, så gruer jeg meget for det næste amerikanske præsidentvalg. Mit gæt er at Trump er enten død eller alt for mentalt svækket til den tid – men der skal nok være fundet en efterfølger, der er gal nok. Ted Cruz, Josh Hawley, Matt Gaetz, Marjorie Taylor Greene og Lauren Boebert står allerede klar i kulissen, mens man samtidig ikke skal undervurdere resten af Trump-familiens ønsker om at gøre Marmelade Mussolini kunsten efter.

Endelig siger man, at det der sker i USA kommer til Europa ca 10 år senere. Med Nye Borgerlige, Stram Kurs/Hard Line, Dansk Folkeparti samt veteraner som Inger Støjberg er der for længst et betydeligt segment i dansk politik, der deler Trumpbevægelsens politik, efter min mening tillige med dennes autoritære og antidemokratiske element.
Herhjemme er de blot kloge nok til ikke at flashe sidstnævnte alt for ofte eller alt for tydeligt. En sjælden flashing af disse dispositioner stod Støjberg for, da hun frejdigt erklærede sit ønske om at ‘dræne sumpen’ under Bæredygtigt Landbrugs traktortræf i efteråret.

Jeg husker ikke længere, om vi diskuterede alle disse emner under samme livestream, som jeg refererede til i sidste indlæg, men det kan man jo selv klikke sig ind for at undersøge. Det blev i hvert fald en så lang livestream, at jeg åbnede to nye øl undervejs. Men da jeg havde kværnet den fine IPA fra sidst, var jeg åbenbart blevet for pløret til at huske at fotografere denne hvedeøl, før den blev åbnet.
På optagelsen ser den nydeligt messingfarvet ud, blankpoleret overraskende nok, for brygget er – som enhver hvedeøl selvfølgelig bør være – ufiltreret. Dette manifesterer sig åbenbart ikke synderligt i det visuelle.
Duften er til gengæld lovende, omend sikkert ildevarslende for mange. Stald, eller rettere; ensilage breder sig i lokalet ved skænkning – og det er ironisk nok et sikkert tegn på kvalitet, også selvom lugten af stald er ubehagelig for de fleste – mig selv inklusive.
Staldlugt peger gerne i retning af bitter aroma, som man bliver snydt for her. Men det gør ikke spor, da der i indbudt til en sød, kælen oplevelse i stedet. Et fast, fyldigt, næsten svulstigt sødt element af marcipan glider næsten friktionsløst ind over tungen. Her yder kontakt med alle indvendige flader lystigt behag af lette, men velplacerede stød af agurkesyrlighed, der udløser saft fra efterårets modne æbler.
Man kan ikke nære sig for at vælte hele udladningen rundt i gane, gummer svælg en ekstra gang, før man lader det hele glide ned. En fuldendt aromatisk udløsning, der langt overgår forventningerne til enhver hvedeøl, plus forventningerne til de fleste øl i det hele taget.

Og jeg der ellers sjældent synes at hvedeøl er noget at råbe hurra for. Men det kan altså lade sig gøre at brygge nogle ordentlige nogle af slagsen. Det har Klosterbryggeriet hermed lært os.

Kloster Humle, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave II)

Interessante tider …

Sheez … her vender man ryggen til bloggeriet et kort øjeblik, fordi – jeg har også ret til lidt ferie fra mine hobbyer ind imellem … og så nærmest eksploderer verden i en sky af fæces på en baggrund af brændende swastika – eller i hvert fald ækvivalenter dertil.
Lad mig se. Det startede jo egentlig rigtig godt med, at demokraterne Raphael Warnock og Jon Ossoff begge blev valgt til det amerikanske senat, hvilket betød at republikanerne David Perdue og Kelly Loeffler blev vippet ud, så der nu er demokratisk flertal i begge kamre. Det var i tirsdags.
Onsdag skulle kongressen så – ceremonielt mere end noget andet – tælle valgmandskollegiets stemmer, hvilket ville udgøre den formelle føderale certificering af demokraten Joe Bidens valg som præsident.

Og så var det ellers at lorten ramte ventilatoren. På opfordring fra Agent Orange aka Agolf Twitler aka Cheeto in Chief stormede dennes sammenrend af nazistiske og fascistiske tilhængere kongressen i et sidste forsøg på at gennemføre et kup for at vende valgresultatet. Det nok mest gennemtestede og gennemtjekkede valgresultat i menneskehedens historie i øvrigt. Fem mennesker er indtil videre døde, herunder en af de meget meget politibetjente, der valgte at passe deres arbejde, frem for at lade de antidemokratiske naziterrorister bryde ind, smadre ting og få taget selfies med flertallet af de sædvanligvis rådne æbler, der udgør DC’s Metropolitan Police.


Det er sikkert forskelligt, hvad der gør mest indtryk, når historie sådan bliver skrevet for øjnene af én. Det jeg nok bed mest mærke i, var et Tweet med relativt få reaktioner fra Shaun King, hvori en anonym DC politiassistent beretter om, hvordan dennes kolleger var med i optøjerne og frit og frejdigt flashede deres skilte imens.
Hvor noget kunne tyde på, at fortiden – og for den sags skyld også nutiden – endelig vil indhente Trump, og at han enten vil blive afsat eller sendt for en rigsret endnu engang (evt. begge dele), så er jeg langt mere i tvivl om, hvorvidt den endnu engang meddelagtige ordensmagt vil blive stillet til ansvar. Uden DC’s Metropolitan Police’s aktive medvirken, ville stormen på kongressen aldrig kunne lykkes. Det er helt tydeligt, at hvis demonstranterne er hvide fascister og nazister, så støtter amerikansk politi dem aktivt. Det så vi under BLM-protesterne, hvor nazistiske og voldelige moddemonstranter blev taget på med fløjlshansker – selv når de begik flerdobbelte mord, som fx i tilfældet Kyle Rittenhouse.
Er demonstranterne derimod fra Black Lives Matter, rykker Nationalgarden ud i fuldt udstyr. Her er der sikkert en del af mine læsere, der vil indvende “jamen BLM er meget mere voldelige end Trumps nazister”. En rapport fra ACLED når imidlertid til en anden konklusion – og det siger jeg ikke for at få hine læsere til at ændre opfattelse, idet jeg ved, at de (formentlig meget få) læsere er tabt. Jeg anfører det for at sikre, at tredjepart – dem der ser begge sider af sagen – får et mere nuanceret indblik.
De førstnævnte tosser, der har bildt sig selv ind, at dem der stormede kongressen enten var langt mindre voldelige end BLM-demonstranterne, eller at de i virkeligheden var Antifa i forklædning, er ærligt talt ikke værd at spilde ens tid på.
Marmelade Mussolinis Twitterkonto, og en lang række andre af hans konti på sociale medier, er nu lukket. Og det er så der, vi er nået til i en fire år lang føljeton, der heldigvis ikke får sig en sæson til. Men slut er den ikke endnu, og i modsætning til en serie, man faktisk gider følge med i, gruer jeg for, hvilke afsindige hændelser man må være vidne til som det næste.
Der skal nok være rigeligt at skrive om i begyndelsen af næste anmeldelse også. Selv nu, hvor jeg har tre øl i kø, og der snildt kan gå under 24 timer mellem indlæggene.

Men nu skulle jeg vel være sådan nogenlunde med i det mindste. Dagens øl må jeg hellere se at komme i gang med, før den oplevelse går tabt i virkelighedens mange distraktioner.

Historien bag dagens øl er skrevet på halsetiketten med så lille skrift, at jeg måtte have min søn til at læse det op for mig … som de unge dog kan.
Humlen stammer åbenbart tilbage fra klosterets aktive dage, der begynder i 1100-tallet. Planter der kan knyttes til samme sted gennem århundreder kaldes åbenbart ‘relikte planter’ – så blev vi så kloge.
Men bliver humlen nu også god af den grund? Lige så god fx som brygget ser ud med sin dyborange lød, og sit flotte, fyldige, standhaftige og ikke mindst høje, cremede skum? Den kan i hvert fald duftes! Fyldig, fortrinsvis sød faktisk, men også sprødt bitter og med en nydelig kant af vanille, der giver indtrykket dybde.
Og jo – de mange århundreder på klostergrunden ved Ry har næppe skadet. Frisk som vinterkulden, klar som kildevand, sprød som nyristede majsflager og med en bittersød aroma af nyhøvlet lyst træ og fersken. En lille, uprætentiøs og forbløffende smagfuld aromafuldtræffer! Kompleks uden at være unødigt kompliceret. Læskende og vederkvægende uden at være ordinær. En øl, der er god til det meste og sagtens kan stå alene.

Tak for den, Marcus – og Øm Kloster!

Oude Geuze Cuvée Armand & Gaston, 3 Fonteinen

Nytårsøl …

Så går den vist heller ikke længere. Der er noget nær katastrofal læsertørke efter det bedste år for bloggen – læsermæssigt i hvert fald. Men aldrig så snart årsskiftet endelig satte ind, dumpede antallet af læsere langt under det flotte niveau for december … Indrømmet var niveauet også absurd højt med over 300 klik flere gange i løbet af måneden. Men det gør alligevel en smule ondt, når bloggen ikke engang formår at trække 100 læsere til sig på en dag. So upwards and onwards – velkommen til 2021, og årets første øl … tror jeg nok.

Jeg fejrede nytår på min ekskones lille landsted uden for Thisted. Og i skrivende stund husker jeg ikke, om jeg drak nogen øl efter klokken 12. Men selv hvis vi siger, jeg gjorde, var nærværende øl i hvert fald den første nye øl, jeg prøvede i indeværende år. Den blev nydt til en nytårslivestream, som jeg stille og roligt prøver at gøre til en tradition på min videokanal.

Det skete i øvrigt endnu før, CEPOS’ cheføkonom valgte at te sig som en idiot på Twitter, men det er selvfølgelig også fuldt forventeligt fra den kant … Ja, det står formentlig i kontrakten at man ikke bare skal være en ultraliberalistisk, forkælet og overprivilegeret møgunge, men at man også skal være et afstumpet racistisk svin samtidig.
Mads Lundby Hansen kan nok se frem til en nytårsbonus ikke mindst efter at han fordoblede indsatsen – eller som man ville sige på engelsk: doubled down tidligere i dag.

Han præsenterede en plan, der skulle samle det borgerlige Danmark. Det eneste gode, man kunne sige om forslaget var, at det ikke var eksplicit racistisk og apartheidstøttende, sådan som det første tweet var det. Men det er selvfølgelig også en meget lav barre.
Man skal også holde in mente, at racismen gerne kommer helt automatisk, når reaktionære, ultraliberalistiske tiltag, som dem Mads Lundby foreslår i sine tweets bliver gennemført. Opretholdelsen af forskellen mellem rig og fattig, der i forvejen er uhørt stor, kræver at de fattige kan afledes med andre sager, så den absurd inadækvate ressourceallokering ikke bliver for åbenlys. Racismen har altid været de riges og magthavernes foretrukne afledningsmanøvre, og sådan er det fortsat.

Men før jeg bliver i dårligt humør – og det ville være ærgerligt, eftersom jeg så småt er ved at rejse mig oven på de sidste måneders undertiden ret intense arbejdsløsheds- og vinterdepression, må jeg hellere skride videre til anmeldelse af dagens øl: Endnu en geuze fra en hemmelig giver. Denne gang en anelse mere skummende, og vist også en kende mørkere end den jeg fik lige før nytår. Om det skyldes, at dette også er en Cuvée Armand & Gaston skal jeg ikke gøre mig klog på, da jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad det egentlig betyder – men det lyder da meget pænt …

Nogen uventet effekt har de franske ord i den ellers ærkeflamske type egentlig ikke. Og godt det samme, for duften af en geuze er perfekt som den er. Frisk og syrlig på den mest opkvikkende måde man kan tænke sig. Det er der ingen grund til at lave om på.
Også i smagen pirrer og forfrisker de udsøgte syrlige noter tunge, gummer og svælg. Det kan være svært at beskrive syrlighed, da det ikke er noget man på samme måde forbinder med frugter og krydderier på samme måde som man gør med søde og bitre aromaer. Jeg tror imidlertid jeg har fundet en frisk syrlighed, der svarer meget fint til, hvad vi finder her: passionsfrugtjuice … af alle ting. Der var tilbud på det i fakta, og det er en kæmpe fest. Ikke mindst fordi det har den fineste vederkvægende syrlige kant, som end ikke frisk appelsinjuice kan levere på samme vis.
I modsætning til brygget fra lige før nytår er humlen gemt en smule mere væk i dette bryg. Til gengæld er syren så meget desto mere smagfuld og i øvrigt i et velbehageligt leje, hvor den bare ligger og kæler venligt med smagsløgene, pikant, harmonisk, rytmisk – lige tilpas, uden unødig kraft eller styrke bare lækker, meditativ og pulserende …

Syrlighed af passionsfrugt – den må jeg huske. Og vil man vide, hvordan dén manifestation af syrlighed åbenbarer sig uden at man lige har en karton passionsfrugtjuice i nærheden, ja, så kan man jo bare åbne sig en oude geuze i stedet for. For sådan én har man selvfølgelig altid på lager …

… har man ikke?

Oude Geuze, 3 Fonteinen

Studenterchampagne …

Selvfølgelig godter jeg mig også over det kaos, vi i disse dage bevidner i partiet Venstre. Nu har det omsider kostet Inger Støjberg formandsposten, og som det sølle skrog af et menneske jeg er, er jeg naturligvis fuld af skadefryd over, at hun er blevet tvunget fra posten, og garanteret har det rigtig skidt med det.
Egentlig havde jeg ikke forventet at hun ville gå af. Jeg troede, der var meget mere Donald Trump i hende, og at hun ville bralre op om konspiration, afstemningssnyd og fremmede magters indblanden … Cubas afdøde Fidel Castro måske, nu hvor Hugo Chavez er taget af Donald Trumps advokatteam.
Men mod min forventning gik hun altså af. Det er egentlig ærgerligt, for hun gjorde så dejligt meget skade på partiet Venstre, som jeg så inderligt foragter. Jeg ønsker at se det parti styrte i grus i en storslået ildkugle, hvorefter jeg vil danse rundt om den rygende ruinhob – og ja, jeg vil helt sikkert tage øl med til lejligheden (og mundbind, hvis COVID-19 stadig skulle hærge på det tidspunkt).
Jeg håber i mit knap så stille sind, at hun inden længe gør comeback. Med eller uden dom ved eventuel rigsretssag har hun stadig kæmpe opbakning fra partiets menige medlemmer. Så jeg håber hun går efter formandsposten som det næste og skal I bare se løjer. Jeg er så gammel, at jeg stadig husker Fremskridtspartiets landsmøde i 1995. Det ville bestemt være en genudsendelse værd – blot denne gang med Venstre i centrum. Kom så Inger! Du skal ikke bare lade dem afsætte dig!

Vel … jeg har selvfølgelig også en øl at anmelde …

Jeg er en fattiglus, og vælger derfor at fejre nytåret på bloggen med Belgisk studenterchampagne. Helt ærligt er det jo også langt bedre end rigtig champagne.
Mindst lige så sprudlende frisk, endnu mere perlende i sin mousserende karakter, og så smager det bare af mere.
Nåhr ja – og faktisk ser det også smukkere ud. Kornfarvet, lettåget og mystisk, som det hviler under det pikante skum i champagneskålen.

Geuze er en blanding af forskellige rene, vildgærede belgiske bryg, kaldet foeders. Hver for sig er foeders ofte lige lovlig sure til at blive drukket direkte fra lagring … i denne bloggers øjne er folk godt nok også nogle pylrehoveder og piveskidderikker, når den rene vare er dem for styg, men jeg indrømmer på den anden side også gerne, at man hurtigt kan få nok af de supersure foeders, efter hvilken en geuze runder oplevelsen nydeligt af.
Denne specifikke oude geuze er ifølge bryggeriet blandet sammen af 6 forskellige fade fra 5 forskellige individuelle brygninger. Ikke at det gør mig voldsomt klogere, men at bryggeriet gør noget ud af at fortælle i detaljer, hvordan brygget er blevet til, borger lidt ekstra for kvaliteten.

I næsen perler det friskt og mere surt end jeg havde forventet. Det er ikke en geuze for begyndere, sådan som det næsten svier i næsevæggene. I aromaen finder man de mest udsøgte umodne, skriggrønne æbler, smagt til med kryddereddike. Man efterlades overrasket over, at ansigtet ikke vrides og vendes i groteske grimasser, selvom brygget eller føles surt nok, men igen – geuze, ikke foeder. Overraskende kan man også tydeligt smage humlen. Den melder sig i eftersmagen, rund, rar og med aroma af val- og paranødder.
Knap så meget syre, mere kontur og en mere mangfoldig aroma er det man får i bytte for foederens småfarligt lave ph-værdi. Begge dele er godt, ikke mindst når man kan få et bryg som dette, der kun i ringe grad går på kompromis med syren, til gengæld for at det kan nydes i lange drag, uden at ommøblere ansigtet hver gang et par dråber når inden for læberne.

Husk at vaske hænder derude, hold afstand og brug mundbind.
Godt nytår i godt øl!

Årsøl, Klosterbryggeriet (Marcus’ julegave I)

Nærmest himmelsk …

Marcus – min trofaste medsmager gennem årene – var så venlig at sende mig et par bøger jeg havde bestilt i julegave, sammen med en julegave til mig, jeg slet ikke havde forventet: Fire øl fra Klosterbryggeriet, et etablissement på Øm Kloster ved Ry.
En stor tak skal lyde til ham. Desværre kommer det nok til at vare noget tid, før vi igen kan nyde øl sammen, what with pandemi and all. Til gengæld er jeg evigt taknemmelig for forsendelsen, der nok skal være udvalgt med omhyggeligt hensyn til mine følsomme smagsløg.

Der var ikke nogen juleøl i samlingen, og godt det samme. For juleøllene har vi ikke været videre heldige med i år. Til gengæld har det slet ikke stået så skidt til med de øl, der ikke har været juleøl. Traditionen tro har flere af dem været væsentlig mere juleegnede end juleøllene selv, og det skal slet ikke udelukkes, at det også kunne være tilfældet med nogle af disse øl. Det bliver imidlertid noget begrænset hvor mange af dem, jeg kan nå at prøve og anmelde inden juledagene. Men det jeg når at anmelde, vil selvfølgelig blive anmeldt i lyset (eller rettere mørket) af den stundende højtid.
Den første er en af mine favorittyper … nu hvor de sure øl er ved at få overtaget som min favorittype, må IPA, som vi sidder med her, se sig om ikke slået, så i hvert fald i skarp konkurrence om førstepladsen, og således kun være en af mine favorittyper for tiden.

Den her IPA kæmper fra starten bravt for at genindtage førstepladsen på vegne af sine brødre. En tæt bitter em af friskskåret træ blander sig lækkerhedsagtigt med en nyligt åbnet stor pose altheabolsjer. Aromatisk, sødt og først og fremmest skarpt bittert – lige som det skal være. Kønt er brygget også – korngult under kridhvidt, fedtet skum … det behøver ikke være fancy eller utraditionelt for at være perfekt.
Det gælder i øvrigt også i smagen. Hvis bare brygget ellers er bittert og frisk er det som regel ikke bare godt nok, men rigtig godt. Man skal ikke desto mindre ned i detaljerne for at finde forskellene på de gode IPA’er, og på det punkt overrasker dette bryg.
Bitterheden er skarp, vældig og fremturende af tørt nåletræ, der flækkes med et knald. Ind mellem årerne vælter den friske harpiks, sød som honning og med en karamelliseret karakter, jeg ikke er sikker på, jeg nogensinde er stødt på før i en IPA.
Og det fungerer! Fra tid til anden kaster bryggerierne en ny ingrediens i mæsken – eller de prøver med en ny gær eller en ny humle. Nogle gange går det godt, andre gange må man løbe for at den spontane udspytning kommer til at ske et sikkert sted, og ikke på stuegulvet. Men her går det altså godt.

Debuten for Klosterbryggeriet er i hus, og de har bestået med glans så stor, at jeg tør være optimistisk med hensyn til de næste også.

Men alt kan brygget ikke – det er ikke lige til julemiddagen, det skal nydes.

Aecht Schlenkerla Eiche, Brauerei Heller

Teknisk set ikke, men …

“Videre med juleøllene”, udbrød jeg glad og fro. Den her stod iblandt dem på hylden i SuperBrugsen. Det er min undskyldning …
For først da jeg tog den ud fra køl opdagede jeg, at jul eller Weihnachten som det jo egentlig hedder på de kanter, ikke var nævnt en eneste gang på etiketten. They had me fooled! They er i dette tilfælde SuperBrugsen, der altså nonchalant havde placeret den blandt juleøllene. Men det skulle ikke undre mig, at den lokale Brugsuddeler heller ikke opdagede det, før det var for sent.

Men pyt – det må række at den blev købt som juleøl – så tag mig fanden, eller noget! Jeg har prøvet en enkelt øl fra bryggeriet Heller før, og den var i samme serie, modtaget som fødselsdagsgave da jeg blev 40. Venuet er den Niederbayerske by Bamberg, der er kendt for sit røgede øl. Den første jeg prøvede hed simpelt hen Rauchbier. Den her hedder ‘Eiche’ – hvilket betyder ‘Eg’. Nærværende øl er i modsætning til bryggeriets Rauchbier nemlig røget på egetræ i stedet for på bøgetræ, hvilket skulle give det relativt stærke 8-procentsbryg en mere subtilt røget karakter.
Det er da heller ikke odeuren af vådt træ og avispapir, der rammer næsen som det første ved skænkning af det mahognifarvede bryg. Ikke at det ville have været en ulempe – jeg elsker røget øl, ikke mindst når de nærmest stinker af spejderbål med ekstra meget ulm. Væde er der ellers masser af – lidt for meget faktisk, for det bortgemmer den øvrige bouquet af svesker og ristet kaffe, der ville have været en udelt nydelse, om blot den var kraftigere.
Nej så er der mere at komme efter i aromaen! Man tager sig selv i at nyde et laaangt drag til at begynde med, så det smagfulde bryg rigtig kan nå ud i alle ender og hjørner af kæften. Men der skal vise sig at være rigeligt. Her er et bryg man kan give sig god tid til.
Røgen er kun subtilt til stede, men den understreger den smagfulde bitterhed af hasselnødder. Godt med malt giver en sød bund og rigeligt fylde af blommer og aroma af tørrede figner. Det kan godt være, den ikke officielt er en juleøl, men sødme, fylde og den subtile røgede krydrethed vil passe perfekt til brunede kartofler, grillet flæskesvær og tyk, fed, brun sovs.

Jeg håber, SuperBrugsen har flere af den stående, for jeg kan sagtens bruge den som juleøl, selvom der ikke står så meget som ét ord om jul på den.

Fruity Winter IPA, De Proef Brouwerij

Sådan kan man tage fejl …

Jeg har længe haft Kihoskh-brandet i kikkerten. Ikke alene ser det altid vildt fancy ud, det brandet forbindes med, men navnet er også – så vidt jeg ved i hvert fald – tyvstjålet fra hvad der i sidste ende nok er min yndlingstegneserie over dem alle: George Remi aka Hergés Tintin.
Kih-Oskh er navnet på en ægyptisk Farao, hvis grav Tintin er med til at skænde i begyndelsen af albummet Faraos Cigarer sammen med arkæologen Sophocles Sarcophagus, som han har mødt på et krydstogt. Det er selvfølgelig oplagt at opkalde en ølbiks efter hin farao, hvis navn jo næsten lyder som Kiosk – men lidt mer’ hipsteragtigt, fordi der er smidt nogle h’er ind strategiske steder for at få det til at se sejt ud.

Men det er faktisk først lige nu her, at det er gået op for mig, at Kihoskh er en distributør* og ikke en producent. SuperBrugsen Thisted kan heller ikke finde ud af det, idet de havde denne øl angivet som én fra Kihoskh. Distributørens logo er også at finde på etiketten, og det er faktisk kun, hvis man læser det med småt – så småt at jeg må have brillerne til hjælp – at man opdager, at producenten slet ikke er Kihoskh. Brygget er ikke engang fra Danmark. Det er fra Belgiske De Prouf Brouwerij, som vi ganske kort har været forbi før, da de lagde anlæg til et af Mikkellers bryg.
Så det ville være temmelig hyklerisk af mig, at pege fingre ad SuperBrugsen for den fejltagelse, når nu jeg selv havde hovedet under armen. Til gengæld vil jeg brokke mig over, at Kihoskh på den måde møver frem på andre firmaers etiketter, og sådan giver indtryk af, at de står bag de fine bryg de distribuerer. Jeg synes, de skulle finde på andre måder at begå marketing på. Når det så er sagt, tror jeg, at jeg vil lægge vejen forbi deres lokaler på Søndre Boulevard på Vesterbro, når jeg næste gang frekventerer hovedstaden – for der er altså virkelig gode sager på hylderne derinde.

Hvad angår De Proef Brouwerij troller de helt sikkert den lokale flamske højrefløj ved at kalde brygget her en winter IPA i stedet for en Christmas IPA. Som bekendt skal alt, der produceres efter 15. oktober eller der omkring indtil midten af januar betegnes ‘jul’ og ikke ‘vinter’, for gør man sidstnævnte driver man femtekolonnevirksomhed for den muslamistiske magtovertagelseskonspiration i Danmark. Spørg bare Peter Skaarup, Pia Kjærsgaard og resten af det slæng, som jeg helst ikke nævner flere af her på bloggen, fordi jeg allerede nu mærker trangen til at dyppe tastaturet i sprit og klorin. Endnu nødigere skulle jeg tilskynde læserne til at skylle deres øjne i samme – ikke kun fordi I så ikke ville kunne læse bloggen i fremtiden, men sandelig især fordi jeg helst vil spare jer ubehaget.
Krigen mod jul fik imidlertid ikke rigtig luft under englevingerne herhjemme i år. Måske har idioterne fra sidste år lært lektien, og skal ikke nyde at blive udstillet som det de er – idioter – en gang til? Det er egentlig lidt ærgerligt, for jeg morede mig kosteligt over det for et års tid siden.

Apropos kosteligt … Det kan godt være, at IPA må vige pladsen som min yndlingstype for belgisk sour. Men det betyder jo ingenlunde at jeg ikke længere drikker IPA med allerstørste velbehag. Brygget her varsler godt på snart sagt alle måder: Det koster en formue (hvilket ikke er en garant for kvalitet, men ikke desto mindre et fingerpeg), det troller højrefløjen via navnet, med sin gyldne, tågede kulør og sit høje, fedtede skum ser det rigtig godt ud når det skænkes, og bouqueten er et overflødighedshorn af det bedste, man forbinde IPA-typen med: Grape, lime, vanille, lyst sukker og en stikkende fornemmelse i næsevæggene af de fineste, spæde grannåle.
I munden snitter bitterheden straks lange furer i tungen, mens frugtsalaten – udvalgt fra alle hylder med citrus – fornemmes som en damp overalt i gane og gummer. Alligevel føles brygget let som dun som det glider henover kæftens indre organer. Af fylde har brygget kun det absolut nødvendige – for mere behøves ikke i dette sprøde, bitterfrugtige mesterværk. Brygget bærer på en pude af luft af dun alt hvad hjertet kan begære af aroma og vederkvægelse – og det er bestemt ikke forbeholdt vinterkulden. På en varm solskinsdag mellem Juni og August ville det gøre mindst lige så godt som nu.

Uden sammenligning både jul og vinters foreløbige vinder.

*UPDATE 31/12-20: Khioskh viser sig at være et nomadebryggeri, der anvender andre bryggeriers brygfaciliteter til at producere ølspecialiteter. Beklager forvirringen og ønsker læserne et godt nytår.

Limfjordsporter Ekstra Engelsk Lakrids, Thisted Bryghus

Lækker hostesaft …

Det her bliver den sidste øl, før jeg tager fat på juleøllene – jeg sværger! Men da jeg forleden dag var inviteret til fejring af min gode ven, Geoff Breeze’s fødselsdag, skulle der noget ordentligt på bordet. Samtidig kunne jeg glæde mig over en af de meget få fordele, der er ved pandemien. Det er fx muligt at deltage i fødselsdagsfejringer tusindvis af kilometer væk på lige fod med alle de andre gæster, når det foregår online.
Ikke at jeg foretrækker, at det bliver ved sådan her, bevares. Men de små lommer af lys og optimisme bør da påpeges, når de opdages.

Som navnet antyder, er der tale om endnu en af de nylige opdateringer af Thisted Bryghus’ klassiske Limfjordsporter. For nylig udsendte bryggeriet fire forskellige i en gavepakke. Jeg fik ikke selv fat i en af dem, da jeg tænkte, at jeg nok ville få rige chancer for at prøve dem på anden vis, og indtil videre går det da også nogenlunde efter planen.
Limfjordsporter-versionen her er tilsat 16 gange så meget lakrids som originalen. Det lyder ellers voldsomt, men får også den mistanke til at melde sig, at mængden af lakrids i Limfjordsporteren måske ikke engang er så stor endda.

Det er ikke engang fordi lakridsen slår voldsomt meget igennem i bouqueten. Her er det frisk bålrøg, der dominerer og i øvrigt meget mere end jeg husker brygget normalt oser. Hvad angår kuløren er der ikke meget nyt under solen – brygget kan dårligt bliver mere natsort end det er i forvejen, så her er fornøjelsen den samme, store som ellers.
Men 16 gange så meget lakrids kan smages, og det smager formidabelt. Omend ikke så voldsomt meget igennem som man kunne frygte. Lakridsen træder frem, stolt og poserende, men er ikke Donald Trump i selskab med Dronning Elizabeth … den er faktisk ikke Donald Trump i nogen som helst situation jeg kunne forestille mig, og nu skammer jeg mig over, at jeg overhovedet kunne finde på at lave en sådan sammenligning.
Lakridsen lader sig mærke idet den traditionelt tyktflydende stoutmasse synes at flyde endnu en anelse tykkere end normalt, ledsaget af en tydeligere aroma af hostesaft.
Og det passer jo også aldrig så fint til verdenssituationen. At bruge brygget som medicin for noget som helst – andet end at stille lysten til stærke (7,9%), fyldige humlebryg – er imidlertid ikke noget, jeg på nogen måde er autoriseret til at anbefale.

Men godt i ganen vil den nok altid gøre.

Alexander, Rodenbach

Umsteigsdroge …

“Jeg har været i Kina
Og rørt ved formandens Mao.
Krydset Biscayen i kano
Vindstyrke 12.
Med Fidel i Kastrup
Delte jeg en kande kakao.
Og så var jeg half-back
På Zarens Ishockey-hold.”

Der har indfundet sig en vis lettelse, nu hvor det om ikke er mejslet i sten, så i hvert fald støbt i beton, at Trump ikke længere skal være præsident i USA. Så bliver tingene måske nok lidt mindre slemme de næste fire år. Man kan ikke få alt, så selvom det ikke var min foretrukne kandidat der vandt, så glæder jeg mig over, at det i hvert fald den helt rigtige, der tabte.

Men som det har været i resten af indeværende år, så er glæden kun kort før den næste tragedie indfinder sig. Michael Bundesen er afgået ved døden. Jeg skammer mig ikke det mindste over at være kæmpe fan af Shu-bi-dua. Når jeg er på vagt på Dragsbæk Margarinefabrik får jeg altid McArine på hjernen, jeg kan tude over Hvalen Valborg og jeg har stadig svært ved at følge med i den næsten maskingeværsagtige affyring af tungebrækkere og ordspil i United Steaks. Og så har jeg endda kun lige akkurat kradset i lakken af bandets finurlige og imponerende musik- og lyrikkatalog.
Alting har en ende … Michael Bundesen sikke én. Æret være dit minde, du navnkundige rim- og musiksmed.

Jeg prøver i mellemtiden at kæmpe mig op af min egen sump af problemer og bekymringer. Jeg har ikke nok arbejde – især efter at Nordjylland er blevet lukket ned, og den tyskundervisning, jeg ellers har været så glad for, er midlertidigt stoppet. Mine feriepenge er også brugt, så nu er der kun dagpengesystemet tilbage at støtte sig til.
Jeg hader det system så meget, at jeg har udskudt så længe jeg overhovedet kunne at tilmelde mig det igen. Men nu går den snart ikke længere. Jeg er selvfølgelig glad for at få en mere stabil indtægt igen, men jeg ville langt hellere forsørge mig selv end være klient i det system. Ikke mindst når jeg ved at jeg sagtens kan arbejde.

Nå, de bekymringer må alligevel lige vente et par dage endnu. I mellemtiden kan jeg nå lidt videre i rækken af tomme øl, jeg endnu ikke har fået skrevet om. Den her sure sag fra blogdebutanten Rodenbach nød jeg, mens jeg optog min seneste livestream i serien ‘A Beer with …’ på min YouTube-kanal. Gæsten var den canadiske aktivist Godless Cranium, der fik sig en kop kaffe imens.
Ifølge bryggeriet er det en ‘Red Ale macerated with juice from sour cherries’. Hvor min holdning til Red Ale generelt er, at det er en type, der ikke rigtig ved om den vil være mørk eller lys, bitter eller sød, fugl eller fisk, så er jeg vild med kirsebær – og ikke kun i øl.
Heldigvis er der da også langt mere sour ale end red ale over det rødbrune bryg. Det lave skum, der snarere afbruser end falder, kan man sagtens tilgive, når de forfriskende dampe indhaleres. Almindeligt surt og sure-kirsebær-surt blander sig frejdigt i en frugtigt-vedkvægende surhed med rigelig kraft, uden at overdrive … Surt øl såmænd gerne overdrive, men det behøves ikke.
Har man først beskrevet duften er der ikke meget mere at tilføje, når brygget smages. Det glider let og mere end bare tilstrækkeligt surt hen over tunge og gummer.
Sødmen fra kirsebærrene ikke glemt. Det kan være svært at beskrive sure nuancer, uden at skræmme folk. For hvem er egentlig interesseret i eddike, kållage eller ufortyndet citron? Ikke alene giver bærrene bryggets syre modspil – de giver det også en kontur der ved sit fravær ofte får sure øl til at glide sammen til en noget udefinerbar masse. En velsmagende masse, ganske vist, men ikke desto mindre udefinerbar.
Munden trækker sig derfor mere ud til siderne i et veltilfreds smil, end sammen i en Pia Kjærsgaardsk hønserøv – og det er fint nok. Ikke alle sure øl behøver at være kompromisløse syrebade, hvor man må frygte for både slimhinder og emaljes velbefindende.
Ikke mindst når man skal lære øl, hvor man vitterlig skal være bekymret for slimhinder og emalje, at kende, er det bedst at have et par støttesten på vejen. Men kunne fx starte med The Brooklyn Brewery’s Bel Air Sour, og så give typen en enkelt chance mere efter skuffelsen med indeværende surt-søde perle.

Og derfra er det kun ph-værdien, der sætter grænser.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme