Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 5-5½ stjerner

Alexander, Rodenbach

Umsteigsdroge …

“Jeg har været i Kina
Og rørt ved formandens Mao.
Krydset Biscayen i kano
Vindstyrke 12.
Med Fidel i Kastrup
Delte jeg en kande kakao.
Og så var jeg half-back
På Zarens Ishockey-hold.”

Der har indfundet sig en vis lettelse, nu hvor det om ikke er mejslet i sten, så i hvert fald støbt i beton, at Trump ikke længere skal være præsident i USA. Så bliver tingene måske nok lidt mindre slemme de næste fire år. Man kan ikke få alt, så selvom det ikke var min foretrukne kandidat der vandt, så glæder jeg mig over, at det i hvert fald den helt rigtige, der tabte.

Men som det har været i resten af indeværende år, så er glæden kun kort før den næste tragedie indfinder sig. Michael Bundesen er afgået ved døden. Jeg skammer mig ikke det mindste over at være kæmpe fan af Shu-bi-dua. Når jeg er på vagt på Dragsbæk Margarinefabrik får jeg altid McArine på hjernen, jeg kan tude over Hvalen Valborg og jeg har stadig svært ved at følge med i den næsten maskingeværsagtige affyring af tungebrækkere og ordspil i United Steaks. Og så har jeg endda kun lige akkurat kradset i lakken af bandets finurlige og imponerende musik- og lyrikkatalog.
Alting har en ende … Michael Bundesen sikke én. Æret være dit minde, du navnkundige rim- og musiksmed.

Jeg prøver i mellemtiden at kæmpe mig op af min egen sump af problemer og bekymringer. Jeg har ikke nok arbejde – især efter at Nordjylland er blevet lukket ned, og den tyskundervisning, jeg ellers har været så glad for, er midlertidigt stoppet. Mine feriepenge er også brugt, så nu er der kun dagpengesystemet tilbage at støtte sig til.
Jeg hader det system så meget, at jeg har udskudt så længe jeg overhovedet kunne at tilmelde mig det igen. Men nu går den snart ikke længere. Jeg er selvfølgelig glad for at få en mere stabil indtægt igen, men jeg ville langt hellere forsørge mig selv end være klient i det system. Ikke mindst når jeg ved at jeg sagtens kan arbejde.

Nå, de bekymringer må alligevel lige vente et par dage endnu. I mellemtiden kan jeg nå lidt videre i rækken af tomme øl, jeg endnu ikke har fået skrevet om. Den her sure sag fra blogdebutanten Rodenbach nød jeg, mens jeg optog min seneste livestream i serien ‘A Beer with …’ på min YouTube-kanal. Gæsten var den canadiske aktivist Godless Cranium, der fik sig en kop kaffe imens.
Ifølge bryggeriet er det en ‘Red Ale macerated with juice from sour cherries’. Hvor min holdning til Red Ale generelt er, at det er en type, der ikke rigtig ved om den vil være mørk eller lys, bitter eller sød, fugl eller fisk, så er jeg vild med kirsebær – og ikke kun i øl.
Heldigvis er der da også langt mere sour ale end red ale over det rødbrune bryg. Det lave skum, der snarere afbruser end falder, kan man sagtens tilgive, når de forfriskende dampe indhaleres. Almindeligt surt og sure-kirsebær-surt blander sig frejdigt i en frugtigt-vedkvægende surhed med rigelig kraft, uden at overdrive … Surt øl såmænd gerne overdrive, men det behøves ikke.
Har man først beskrevet duften er der ikke meget mere at tilføje, når brygget smages. Det glider let og mere end bare tilstrækkeligt surt hen over tunge og gummer.
Sødmen fra kirsebærrene ikke glemt. Det kan være svært at beskrive sure nuancer, uden at skræmme folk. For hvem er egentlig interesseret i eddike, kållage eller ufortyndet citron? Ikke alene giver bærrene bryggets syre modspil – de giver det også en kontur der ved sit fravær ofte får sure øl til at glide sammen til en noget udefinerbar masse. En velsmagende masse, ganske vist, men ikke desto mindre udefinerbar.
Munden trækker sig derfor mere ud til siderne i et veltilfreds smil, end sammen i en Pia Kjærsgaardsk hønserøv – og det er fint nok. Ikke alle sure øl behøver at være kompromisløse syrebade, hvor man må frygte for både slimhinder og emaljes velbefindende.
Ikke mindst når man skal lære øl, hvor man vitterlig skal være bekymret for slimhinder og emalje, at kende, er det bedst at have et par støttesten på vejen. Men kunne fx starte med The Brooklyn Brewery’s Bel Air Sour, og så give typen en enkelt chance mere efter skuffelsen med indeværende surt-søde perle.

Og derfra er det kun ph-værdien, der sætter grænser.

Jøwt, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken I

Bestemt jøw

Jeg må hellere til det. En uge næsten uden arbejde og amerikansk valg har resulteret i endnu en rutsjebanetur – af den slags man finder på almindelige legepladser, og ikke i forlystelsesparker. De kører som bekendt kun én vej: ned!
Vel, nu er der så omsider lidt lys for enden af den tunnel, som rutsjebanen endte i igen (igen igen igen). Mit liv minder lidt om bilferierejserne i min barndom gennem alperne. Med jævne mellemrum må man igennem lange, mørke tunneller for at nå videre. En afgørende forskel er imidlertid, at udsigten mellem tunnellerne er knap så flot og spændende i mit liv som den er i alperne.
Ikke desto mindre tyder meget i øjeblikket på, at Agent Orange omsider må forlade Det Hvide Hus, så man endelig kan ånde lettet op igen. Sådan da. Demokraterne ser til gengæld ikke ud til at få kontrol over senatet – og så er vi om ikke lige vidt, så i hvert fald stadig meget langt væk fra reel forbedring. Men i det mindste vil katastroferne da ikke snuble over hinanden i flere på hinanden følgende train wrecks hver eneste dag.

Men netop som lyset viser sig for enden af den tunnel, muterer Coronavirusset i mink, og hele Region Nordjylland lukkes ned igen. Bummer! I det mindste har vi da en regering, der forstår at tage de nødvendige beslutninger hurtigt nok til, at Thy og Vendsyssel ikke går hen og bliver det nye Wuhan … håber jeg da. Men den sag kan nemt gå hen og blive lige så nervepirrende som det fortsat ikke afgjorte præsidentvalg.
Jeg har til gengæld fundet anledning til at gøre en dyd af nødvendigheden, og fejrer i dag min fødselsdag ved at være på internettet og skrive ølblog.
En officiel fødselsdagslivestream, der finder sted fra klokken 20 kan findes her.
I mellemtiden må jeg hellere se at få fulgt op på mine nylige smageaktiviteter. Bare fordi jeg sidder med depression op til halsen, betyder det jo ikke, at jeg ikke prøver nogen nye øl. Faktisk har jeg fire tomme flasker stående, hvis indhold ikke er anmeldt endnu, så jeg har faktisk en smule travlt.

Således tager jeg fat på den fine pakke øl, Løkken Bryghus sendte mig forleden. Nogle af øllene bærer navn efter særlige udtryk på det lokale vendelbomål. Som barn af firserne blev jeg med De Nattergales hyppige medieeksponering behørigt forberedt på min flytning til Thy for et år siden. Af vendelbomål forstår jeg til gengæld kun ganske lidt.
‘Jøwt’ er ifølge etiketten et universelt begejstrings- og anerkendelsesudtryk; “dejligt, fedt, kanon eller super” kan det oversættes med. Men passer det så? Er pilsneren her virkelig jøw eller det modsatte (hvad det så end måtte hedde (det er nok ikke ‘wøj’. Så nemt og logisk opfører sprog sig desværre aldrig))?

Skummet ser da ret jøwt ud – i hvert fald så længe man ikke hælder for voldsomt, thi oversvømmelse og vandskade … vel, ølskade må det vel hedde, er nok ikke videre jøwt. Det stiger hastigt, og forbliver højt et godt stykke tid, hvilket gør skænkningen til lidt af en udfordring. Udkantsdanmark-associationerne bliver ikke mindre af bouqueten, der minder én om stald og insillage. En ubehagelig lugt for mange, men langt fra fremmed i ølverdenen, og ingenlunde ildevarslende heller. Det er vist noget med, at de svampe- og gærtyper, der findes i staldmiljøer er nært beslægtede med dem, der bruges i ølbrygning, men det er ikke noget, jeg skal kloge mig videre på.
De høje forventninger staldlugten indgyder, bliver da også straks infriet. Her er en aromatisk pilsner. En pilsner, der rent faktisk smager af noget, og ikke bare er til tørst og fuldskab. Modne kornmarker leverer en fuldfed, næsten honningsød maltbund på hvilken solide stammer af mørkt træ slår rødder dybt ind i smagsløg og gummer.
Det er kraftfuldt, robust og ganske enkelt bare rigtig, rigtig velsmagende. Og i øvrigt også overraskende for så vidt, at brygget her ikke bare giver mere af den pilsnersmag, man så ofte gerne vil have mere af. Nej, den leverer en bitterhed og en sødme, man ikke har prøvet før. Oveni bare at være rigtig god, er pilsneren i sit udtryk også original.

Hvis det ikke er jøwt, så ved jeg ikke hvad der er.

Whirl Domination, To Øl

Still here …

Jeg har endelig taget mod til mig og afprøvet det andet ‘To Øl’-bryg, jeg forleden købte i Føtex. Det første, jeg prøvede var en særdeles skarptandet pale ale, der var mere end værdig til at få et ‘India’ hæftet foran.

Derfor var det også med tilbageholdt åndedræt og en knivspids frygt, at jeg valgte at åbne denne egentlige IPA, da jeg i fredags skulle tilberede butter chicken til aftensmaden (check min krydderiblanding her. Tilføj gerne hvidløg efter behov.)

Det jeg var mest spændt på var, hvordan To Øl ville ekspandere pale ale-konceptet, til noget endnu mere skrapt og aromatisk, når nu de allerede havde fremmanet et mindre monster? På den visuelle side viser Whirl Domination sig at være en kende lysere i løden, men til gengæld også tættere i teksturen; en orangegul barriere for alt lys, der prøver at trænge igennem det. Til gengæld kan det reflektere orange og gult lys aldrig så nydeligt.
I kras- og skarphed gør bouqueten det godt omend næppe House of Pale rangen stridig. Til gengæld nyder man typens andre dufte en anelse mere – der er masser af frugt til stede; lime, appelsin og grape. Det samme gør sig gældende i aromaen. Der findes ikke mange pale ales, der river mere i gane og svælg end den her IPA – men bryggeriets egen House of Pale gør altså.
Til gengæld følges hin pale ale uden ‘India’ foran slet ikke af det farvestrålende frugtudvalg, nyderen bliver tilbudt i brygget her. Grape og appelsin får følgeskab af mango og fersken med vanille som fyld og smagsforstærker. Og det er såmænd ikke fordi bitterheden er glemt – som sagt er det kun ganske få pale ales, faktisk kun én jeg har prøvet (gæt selv hvilken. Det er ikke fordi jeg ikke har nævnt den flere gange i indlægget her allerede) der kan gøre den her rangen stridig i karsked, friskhed og ru bitterhed.

En kende mindre bitterhed. Til gengæld meget mere frugt … jeg kan sgutte sige hvad der er bedst. De to øl fra To Øl er vel nærmest lige gode …

Barrel-Aged Brownie Loop, Broaden & Build (Farvel & Goddag IV)

Livestreamed …

Så gik den ikke længere for den store Canadisk-fødte sekulære aktivist og tryllekunstner James Randi. 92 år gammel gjorde han andre store personligheder selskab, der i bloggens levetid har forladt os for bestandigt: Jeg nævner i flæng Jan Monrad, Lemmy Kilmister og Stephen Hawking.
Randi var blandt andet kendt for sin udfordring til alle, der mente at have overnaturlige evner at bevise disse mod en præmie på 1 million dollars. Præmiesummen forblev imidlertid urørt indtil 2015, da Randi gik på pension. I mellemtiden afslørede han fupmagere som Uri Geller og Peter Popoff. Førstnævnte hævdede at kunne bøje skeer med tankens kraft – men sjovt nok kun skeer, som han selv udvalgte, mens dem Randi fandt til ham, ikke sådan lige lod sig bøje. Sidstnævnte udgav sig for at kunne helbrede mennesker ved guds kraft – og at Gud kunne udpege disse syge mennesker for ham i menigheden. Randi afslørede, at Peter Popoff i virkeligheden fik instruktioner over radio af sin hustru, der ved gudstjenesternes begyndelse indsamlede data om de fremmødte – herunder deres lidelser.

Nyheden om Randis bortgang tikkede ind under en livestream, et såkaldt after-party, jeg havde arrangeret på min YouTube kanal. Gæsten var den i sekulære kredse meget kendte aktivist Aron Ra, der på en foregående livestream havde fortalt om sin passion for øl. Det lagde en dæmper på festlighederne, men lad os huske Randi for hans utrolige engagement, og en opfyldt ambition om at anskueliggøre hvordan godtroende mennesker udnyttes af kyniske fupmagere og svindlere.

Under den indledende livestream nød jeg den sidste af de Broaden & Build-øl, som jeg anskaffede i Haandpluk, Klitmøller for en måneds tid siden. Etiketten fortæller en længere historie om bryggets tilblivelse. Oprindeligt blev øllet brygget sammen med ‘Brooklyn’s Other Half’, som en Google-søgning afslører, er et mikrobryggeri i New York. Siden blev brygget tilsat kakaoskaller og browniestykker fra en lokal restaurant. Resultatet blev en meget populær øl på bryggeriet, som klientellet konstant efterspurgte på emballage. Som sagt så gjort, men desværre også i anledning af bryggeriets endeligt.

En tyk, olieagtig masse skvulper dovent og modvilligt ned i glasset ved skænkning. Skum er der ikke meget af, men det behøves heller ikke i en stout af den kaliber. Det fuldkommen uigennemskinnelige brygs absolutte sorthed er visuel oplevelse nok i sig selv.
Duften er mere bitter end man må forvente ud fra bryggeriets beskrivelse. Det er ikke kakao, chokolade og brownies, der dominerer, men derimod stærk kaffe, omend sødet med muscovado og mørk kandis.
Der er tale om en stout af højeste kaliber her. Tæt og langsomt smyger det tykke bryg stædigt hen over smagsløgene til glæde både for aromareceptorer mundens øvrige overflader – himmelvendte såvel som dem der peger ned mod tunge og svælg.
Aromaen udgøres igen af sødt og bittert, aldeles vel og nydeligt afstemt i en fed blanding af wienermelange og mørkt, flydende sukker. Og så alligevel med en lethed, der gør at brygget aldrig bliver for meget. Den kan faktisk drikkes i lidt større mundfulde en bare små nip. Og det kan være en fordel, når der efter en livestream også skal finde et after-party sted, hvor flere gæster er inviteret og hvor man også gerne lige ville præsentere et par øl mere.

Hvil i fred James Randi – nærværende tema vil blive rundet af i næste indlæg, hvor vi også siger endeligt farvel til Broaden & Build.

House of Pale, To Øl

Forrygende!

Mens antallet af Coronasmittede ræser i vejret, dykker antallet af læsere atter katastrofalt. Der er kun én ting at gøre! Anmelde noget mere! Og så i øvrigt håbe, at flere læser min blog og nyder nogle øl frem for at gå ud i verden og smitte eller blive smittet …

Selv Thisted, der ellers har kunnet holde smitteniveauet nogenlunde under kontrol er nu en stor, mørkebrun plamage på Seruminstituttets kort, hvor man kan se hvor hårdt de forskellige kommuner er ramt. Selv ikke i udkanten kan man vide sig sikker længere.

Husk nu at vaske hænder derude, lad være med at røre ansigtet, og brug nu bare de forbandede mundbind. Ikke bare når I skal, som i den offentlige transport, men fx også når I går i Føtex for at købe en række øl at nyde hjemme i privaten i nogenlunde sikkerhed for smitten. Jeg kan mere end varmt anbefale den her fra To Øl. Det er en pale ale – plain and simple … på forsiden i hvert fald.
Jeg betragter pale ale som de overgærede øls svar på pilsneren. En generisk øltype – uden at det i sig selv behøver være (særlig) slemt – der mere end noget andet bare skal kunne slukke tørsten mens den leverer et skud humle, samt et let buzz hvis man har brug for det.

Men her bliver man budt på meget mere end det. Relativt uprætentiøst ser det ellers ud, det tågede, korngule, fedtetskummende bryg. Men ih, hvor det dufter! Ikke at det dufter usædvanligt – næh, den karske, friske, skarpe og simple duft af tørret birkeflis og grannåle er velkendt og velyndet … men at finde den så kraftigt i en Pale Ale uden et ‘India’ foran – det er ikke noget man oplever hver dag.
Men så vent bare til brygget rammer kæften. Hold nu op! En humlesyl, der gennemborer tunge, gane og gummer med en barberbladsskarphed, der kunne konkurrere med Eks-MF/Ø Line Barfods tunge.
De fleste IPA’er er venligere og mindre bitre end den her. Og der taler vi ikke kun om mainstream industri-IPA’er beregnet til storforbrugernes følsomme smagsløg. Man kan høre dem jamre for sit indre øre mens den nyfræsede træflis flænser alle mundens blottede overflader og klynke mens miksturen brænder hele vejen ned gennem brystet. Og at det blanke stål, der jager gennem gummerne, skulle yde brygget friskhed oven i købet, har mainstreamforbrugeren absolut ingen forståelse for.

Jeg tror faktisk det her er den bedste Pale Ale, jeg nogensinde har prøvet. Og havde To Øl smidt et ‘India’ ind foran, ville mine øjenbryn forblive nede på plads, hvor de hører til. Det eneste der bekymrer mig er, at jeg ved samme lejlighed faktisk købte en IPA fra To Øl.
Hvis dette er deres standard for en Pale Ale, tør jeg så overhovedet prøve IPA’en?

Den Nye Humlejuice, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 II)

Den (let)skrabede version

Danske Ølentusiasters afstemning Ølvalg 2020 fik ikke den bedste start med Den Lange Sørejse. Da jeg meget nødigt vil se et initiativ, der skal få forbrugerne til at vælge bedre øl, kuldsejle (ja, selvfølgelig er det ordspil intenderet – d’uh!), valgte jeg som den næste øl den, jeg havde de højeste forventninger til.

New England IPA er måske den øltype i hele verden, jeg elsker allerhøjest. Det ypperste eksempel, jeg har anmeldt, var The Alchemists uforlignelige Focal Banger, der en overgang havde status af den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Typen er karakteriseret ved sit meget høje indhold af aromahumle, hvor det ikke som sådan bitterheden, der er i højsædet, men derimod de mange biaromaer. Eller følgearomaer, som jeg hellere ville kalde dem. Bismag og biaroma lyder (analogt med ‘bivirkninger’) som noget utilsigtet og uønsket.
Og det er de ingenlunde i de fyldige, frugtige New England IPA’er.
Nye stilarter er vokset frem fra de aromatiske NEIPA’er – ikke mindst de meget populære fruit IPA’s, hvor bryggerne bevidst går efter at få øllet til at smage mere af frugt end af øl – vel at mærke uden brug af frugt.
Hvor tæt Skanderborg Bryghus formår at komme på det, med deres “Den Nye Humlejuice” vil vise sig. Jeg forestiller mig, at en god NEIPA ikke bare lige er sådan noget, man sætter sig ned og laver, men må opbygge ekspertise til over flere år.

Flot ser brygget ellers ud – som de meget humlede bryg gerne gør. Dyborange, næsten brunligt med højt, fedtet, kridhvidt skum. Ikke helt så grumset måske, som disse bryg indimellem kan være, hvor man kan se flager af humle tumle rundt i brygget. Men det skal ikke ligge brygget til last. Vi lærte for nylig, hvordan overdrevne mængder grums i øl ikke nødvendigvis er en fordel.

Duften går til gengæld hele vejen. Her opleves den rene, karske og bogstaveligt talt slimehindesønderrivende følelse af små sylespidse grannåle, der skydes direkte op i snudeskaftet.
Amager Bryghus kunne ikke have gjort det bedre, og det er en stor ros, når det kommer fra denne blogger.

Og det bliver bare bedre i smagen: Appelsinjuice med splinter af tørt lyst træ og følgearoma af spæde, friske og barberbladsskarpe grannåle. Det her er præcis som det skal være …

… til at begynde med i hvert fald. Efter et par mundfulde dæmpes det vilde, über-aromatiske humle- og juiceindtryk, og brygget – for nu at sige det diplomatisk – tager til i friskhed. Brygget topper i starten, hvor den fulde oplevelse af humlejuice leveres. Derfra går brygget til at være en mere frisk og fortsat velsmagende øl, der stadig prikker og stikker behageligt på gummer, gane og tunge.
Erindringen om den vilde oplevelse i starten kan fortsat glæde én, men ærgelsen over, at den ikke varede længere, trænger sig altså også en smule på.

Overordnet forbliver Den Nye Humlejuice nu et aldeles vellykket stykke brygarbejde. Af et mikrobryggeri, der har valgt at slå sine folder i discount- og mainstreambutikker med et kvalitetsniveau, der generelt lader en del tilbage at ønske, er dette et kæmpe spring fremad og opad. Jeg håber virkelig, at brygteamet på Skanderborg Bryghus er bevidst om potentialet i deres evner, og at vi får mere af det her at se i fremtiden frem for hvad bryggeriet bød på i ‘Far til Fire’-pakken og i ‘Den Lange Sørejse’.

I den amerikanske journalist Cenk Uygurs ånd vil jeg allerede nu vove at erklære afstemningen afgjort. Det bliver denne øl, der vinder Ølvalg 2020 – det tør jeg sige allerede inden, jeg har prøvet det sidste af de tre bryg. Uygur har vovet at forudsige resultatet af det amerikanske præsidentvalg; han mener Joe Biden vinder.

Jeg håber meget mere, at jeg kommer til at tage fejl, end han gør.

Thai Cargo, La Debauche

Jeg forstår det ikke …

Jeg slås stadig lidt med mine læsertal. Men lidt har jeg da kunnet ånde lettet op, da jeg i går aftes konstaterede, at antallet af klik på bloggen var nået op over 2.000 og dermed mere end halvvejs op til målet for måneden på 4.000, som jeg satte mig ved årets begyndelse.

Det er imidlertid svært at blive klog på læseraktiviteten. Nu fx i går, tirsdag d. 15. var dagen med næstflest klik denne måned – hele 191 – kun slået af tirsdag i sidste uge, hvor jeg nåede op på 204. Tirsdag er åbenbart en god dag at lægge vejen forbi min blog, og det uanset om jeg udgiver noget den dag eller ej.

For sidste tirsdag udgav jeg anmeldelsen af Aarhus Bryghus’ Forårsbryg, mens jeg i går ikke udgav noget. Det gjorde jeg til gengæld i forgårs, hvor jeg udgav min noget mellemfornøjede anmeldelse af Royal Unibrews ‘Anarkist European Haze‘. D. 7. september, dagen før anmeldelsen af Aarhus Bryghus’ Forårsbryg anmeldte jeg Electric Rattlesnake fra Amager Bryghus. Den kastede umiddelbart ikke mange klik af sig. Faktisk blev dagen for dens anmeldelse den mindst besøgte på bloggen i september, med 67 klik. Det er meget usædvanligt for mine anmeldelser af Amager Bryghus’ øl, der plejer at være nogle af de mest læste.

Jeg har imidlertid bemærket, at det ikke altid er samme dag, en ny anmeldelse får mest opmærksomhed. Det kan i vid udstrækning også falde dagen efter. Jeg skriver gerne en anmeldelse mandag, da den generelt er en sløj besøgsdag – for lissom at begrænse katastrofen mest muligt. Ikke at det nytter meget på selve dagen, men med lidt held kommer der et peak dagen efter i stedet.

Eller gør der nu det? I så fald burde man også forvente pæne besøgstal d. 9 september, dagen efter Forårsbrygs anmeldelse. Læsertallet falder heller ikke katastrofalt, men dette skyldes nok anmeldelsen af Kaiserdoms Helles Vollbier … tror jeg da nok. Den formåede nok at trække nogle læsere til samme dag den blev smidt på bloggen, mens effekten lader til at være taget endnu mere af dagen efter, hvor antallet af læsere er under 150.

Antal klik på bloggen 6-16 september. Electric Rattlesnake udg. 7. sep, Forårsbryg udg. 8 sep, Helles Vollbier 9. sep, St. Omer 12. sep, og Anarkist European Haze 15. sep.

Nogenlunde mening giver statistikken i weekenden, hvor St. Omer blev anmeldt om lørdagen, til umiddelbar nydelse for læserne. Den formåede til gengæld ikke at trække mange læsere til om søndagen, hvor man ellers skulle tro at læserne også har nogenlunde ro til at læse eventuelle anmeldelser, jeg smider op.

Summa-summarum. Jeg kan ikke se noget system i læserfordelingen. Nogle gange genereres læserne af en anmeldelse samme dag. Nogle gange dagen efter, og nogle gange … bare ikke sådan rigtigt i nogen særlig signifikant grad. Jeg har derfor ikke nogen særlig strategi for udgivelse af mine indlæg i løbet af ugen. Men da læserfordelingen ser ud til – i det store og hele – at være tilfældig, kan man vel lige godt argumentere for en fast anmeldelsesplan, som en fortsat afståelse fra samme.

Jeg vil overveje i de kommende dage, om jeg vil vove et forsøg med at anmelde mere systematisk på bestemte dage. Input modtages meget gerne i kommentarerne, og jeg undskylder i øvrigt for den tørre indledning på dagens anmeldelse. Men læsertal er ikke desto mindre noget, jeg som blogger bliver nødt til at forholde mig til nu og da. Men nu til dagens øl.

La Debauche har jeg haft fat i to gange på bloggen allerede, men jeg er endnu ikke nået til at lave en rigtig anmeldelse af deres øl endnu. To gange med ret kort mellemrum er jeg stødt på dem på ølfestivaler i København. Det skete sidste år, dengang for sindssygt mange år siden, hvor ølfestivaler stadig var noget, der blev afholdt. Nu om dage, er det noget, der hele tiden bliver aflyst eller udskudt.

Ja, det føles længe siden, vi havde en verden, der fungerede nogenlunde normalt. Men det er ikke kun Coronavirusset, der har vendt op og ned på verden. Californien står i flammer, og resten af USA står med en præsident, der vil gøre alt for at snyde sig til genvalg, formentlig med endnu større globale katastrofer som konsekvens.

Så det skal nok komme til at gøre rigtig meget mere ondt. Og om det nogensinde kommer til at gøre godt igen? Derom har i hvert fald jeg min tvivl.

Men tilbage til bryggeriet – franske La Debauche. Ordet har sin ækvivalent på engelsk – debauchery – som ikke sådan lige lader sig oversætte til dansk. Men ‘dekadent vellystighed’ eller ‘liderlighed’ finder jeg selv en rammende, omend – indrømmet – ikke videre mundret oversættelse. Dekadente er eksperimenterne i hvert fald. På Copenhagen Beer Festival 2019 bød bryggeriet på traditionel Kriek og Stout tilsat mandelmælk. På DØE’s Ølfestival i Lokomotivværkstedet senere på året havde de nærværende øl på programmet, og det var der min hyppige medsmager Marcus var så venlig at købe den til mig … altså endnu en øl, der har fået lov at stå i noget tid. Men det kan man godt, når det er mørkt øl, det drejer sig om. Ikke mindst alkoholvolumen på 11%.

Brygget indeholder ingredienser nok til at give en traditionel tysk brygger to hjertestop samtidig. Gurkemeje, citrongræs, grøn chili, galanga, kokosnød og lime. Desuden stammer en del af malten fra ris. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at lave en video med afprøvningen af brygget, men da min gode ven på nettet, Geoff Breeze aka Godless Scummer inviterede mig og nogle andre online venner ind til en livestream i søndags, tænkte jeg at det da også talte som en slags video. Så der blev den behørigt nydt til senere anmeldelse her.

På streamen kan man observere mig holde flasken under næsen i rigtig lang tid. Jeg sidder faktisk og sniffer øllets fine em af velanrettet thai-middag med lige dele fryd og begejstring. Rent lugtesalt, der næsten gør duftoplevelsen i sig selv åbningen værd.

Men – skænkes skal det nu alligevel. Kulsort, tykt som tjære, og fortsat afgivende em af thaikøkken klukker det træge bryg modvilligt ned i glasset. Skummet er overraskende nok ikke særlig højt – men det skulle da også snart være det eneste, man kan brokke sig over. Den smule der er, er fortsat en ren fornøjelse at beskue, som det ligger tæt og chokoladefarvet over den tætte nat.

Aromaen trækker i en lidt anden retning; en blanding af kaffe, sødet kokos og kakao. Hvis ikke denne blanding allerede findes på hipsterkaffebarer på Vesterbro, så claimer jeg hermed ideen som min. Når jeg i fremtiden trækker royalties, tror jeg nok, at fremtid og alderdom er sikret.

Med tiden ændrer smagen en smule karakter, og lakridsnoterne sætter ind. Kakao-kokos-kaffe-blandingen omdannes nu elegant til flydende lakridskonfekt … (der var endnu en sød cocktail for hipsterne!) … for nogle vil det sikkert være alt for meget – for sødt og intenst. Men jeg elsker det, og vil bare have mere …

… og der er det så, at der dryppes en lille smule malurt i bægeret – eller rettere; lidt for meget chili. Det starter med en skarp kant, som man intuitivt opfatter som alkohol. I begyndelsen føles det som cognac, så som tequila – og så vidt er det fortsat en spændende, underholdende og nyskabende fornøjelse. Men nu træder chilien alligevel lidt for meget frem. Den begynder at brænde en anelse på tungen, og træder derfor ud af den ellers vellystige, spraglede og ganske rigtigt dekadente aromakomposition. Den ender som en bismag frem for en af mange ting, der velsmurt leverer en ellers perfekt koreografi.

Men det er en skønhedsfejl – allerhøjest. Brygget er mere end oplevelsen værd, og en knivspids (højest) for meget chili dræber bestemt ikke begæret efter mere …

Electric Rattlesnake, Amager Bryghus/Pipeworks Brewing Co.

Tid til en vintage …

Da jeg stod op en dag
stod Poul Thomsen lænket til mit køleskab, han sagde:
“Jamen jeg ved ikke hvorfor?”
Men det var Grove Løjer Maskinen …

Man skal nok være mere end almindeligt inde i den århusianske undergrund for alternativ støjrock for at kende referencen. Den er fra bandet Vildensky og nummeret kan findes på deres EP udgivelse fra 1995 ‘Grønne Sten’.

Ligesom den kendte TV-vært som bandet lader være lænket til jeg-fortællerens køleskab, ved jeg heller ikke hvorfor, jeg først for nylig fik afprøvet den her øl. Den havde været i min besiddelse meget længe. Jeg tror faktisk helt tilbage fra 2018, hvor jeg købte den på Amager Bryghus sammen med en stribe andre øl, som del af min onkel og tantes guldbryllupsgave. Ved samme lejlighed købte jeg den uforlignelige Big Bold & Beautiful, som jeg siden jævnligt har hyldet som den bedste øl, jeg nogensinde har prøvet.

Måske var det frygten for hybris, der gjorde at jeg gemte brygget lidt i første omgang. Altså … oplevelser som Big, Bold & Beautiful slipper man ikke ustraffet for, hvis de sker med for små mellemrum. I anden omgang var det måske for at undgå en ophobning af gode anmeldelser inden for kort tid. Det bliver hurtigt monotont med lovsang og anprisninger, mens nedsabling og spot næsten altid gør det ud for god underholdning.

Mere end to års tøven inklusive en flytning til den anden ende af landet senere fik jeg så endelig taget mig sammen til at tage mig sammen. Men så skulle det også gøres ordentligt. En anmeldelse af øllet har således allerede kunnet ses online på min YouTube-kanal i en lille uge nu, samt i rullemenuenVideoer‘ øverst på siden. Der kan man også krumme tæer over min nølende, hakkende og stammende oplæsning af den sædvanligvis grundige beskrivelse, som Amager Bryghus gerne lader være del af deres etiketter. Denne gang imidlertid uden de store røverhistorier, men med masser af lovord til det andet involverede bryggeri – Pipeworks Brewing Co. I samarbejde med dem har Amager Bryghus også brygget Piping up for Peace. Hint bryg var en hyldest til hippiekulturen, mens nærværende øl hylder noget lidt vildere, nogen ville sige mørkere; heavy metal-musikgenren.

Det er jo lovende. Det samme er de store flotte gærflager, der tumler rundt i bunden af flasken, og nok skal have gjort en smule ekstra ved brygget gennem årene i mine forskellige skabe og køleskabe. Dejligt grumset, ganske mørkebrunt og kun med en anelse skum lader brygget sig vise i glasset. Bouqueten er vinøst krydret med bitterhed af kaffe, sødme af farinsukker og et syrligt skær af ananaskirsebær.

Tro mig, det dybe suk, jeg drager i videoen idet jeg tager en lillebitte mundsmag, er hverken indstuderet eller overdrevet. Man bevidner min spontane og udelte begejstring over bryggets vidunderligt tætte og velgørende krop og aroma. En dyb dyb sødme af mørkt sukker – smeltet melasse, (blot uden den brændende hede) – i kombination med venlige krydderier i velafstemte doser – en knivspids nelliker og godt med kanel – toppet af med udvalgte, mellemristede kaffebønner leverer et næsten overvældende kraftfuldt og alligevel blødt og venligt bamsekram af en øl, der virkelig når ud i alle ender og hjørner af mund og gane.

Tænk at Amager Bryghus formår at levere sådan en oplevelse med en kun étcifret alkoholprocent. Men vær alligevel opmærksom på, at de 9% ingenlunde gør brygget trafiksikkert. Heller ikke hvis det som intenderet bliver nydt over længere tid. Tid skal den have – og ro.

Et mesterstykke fra Amagerkanerne, der fik mig til at tænke over, hvor meget jeg savner dem derude i Tårnby efter at jeg er flyttet fra hovedstaden.

Mon ikke også jeg gemte brygget her så længe for at have et minde om dem så længe som muligt? Vel, så har jeg nu en grund til ikke at udskyde mit næste besøg i hovedstaden alt for længe.

Forårsbryg, Aarhus Bryghus

For, mid, sen, efter og indian …

En ustabil arbejdssituation, et forlist kærlighedsforhold og læsertørke har her på det sidste dræbt noget af fornøjelsen ved at skrive, og i det hele taget være aktiv på blog og YouTube-kanal. Jeg er åbenbart ikke den eneste, for hvem humøret daler i efterårsmånederne, idet læsertallet har det med at være for nedadgående – især her i september.

Jeg havde ellers planlagt at de sidste feriepenge skulle brændes af nu, hvor jeg har været ramt af flere ufrivillige deltids- og fridage i streg. Hvorfor ikke vende lediggangen til min fordel og rent faktisk få gjort noget ved det, jeg holder allermest af – at formidle øl og være sekulær aktivist?

Desværre satte lysten til at skrive og nørkle med videoer ud i samme øjeblik jeg fik mere tid. Straks blev jeg overvældet af muligheden for at slå tiden ihjel med idel underholdning i stedet. Vel – i det mindste falder jeg ikke til flasken, når jeg keder mig eller er smådeprimeret. Nogle gange kunne jeg i mit stille sind godt ønske at jeg gjorde – så ville jeg i det mindste have noget at skrive om bagefter.

Samtidig er jeg for første gang i år oprigtigt bekymret for, at jeg ikke når det antal læsere, jeg ønsker – 4.000 klik pr måned. Det begynder allerede at se svært ud. Derfor vil jeg overordentligt påskønne, hvis både nye og gamle læsere ikke bare læser dette indlæg, men også kigger lidt af bagkataloget igennem. Jeg har anmeldt øl gennem ti år, så der er gode chancer for, at netop den øl du har overvejet at smage på allerede er afprøvet her. Således kan du – før du spilder penge og tid – vurdere, om det overhovedet er noget du gider.

Og netop som der tikker en besked ind om, at der er arbejde til mig, får jeg taget mig sammen til at tage mig sammen til at skrive igen. Jeg skal åbenbart være under en eller anden form for pres for at få ting gjort. Når der ikke er udsigt til, at lediggangen hører op, ved jeg ikke hvad jeg skal bruge tiden på – selvom mulighederne for konstruktiv udnyttelse er legion. Go figure.

Og ja – du læste rigtigt. Kortvarigt har jeg atter smagt kærligheden på godt såvel som på ondt – idet det meget snart var slut igen. Nærværende øl, som jeg fik af min storebror, da han var forbi med familien i løbet af sommeren, blev nydt i baggården til min lejlighed sammen med hende. Det er derfor, der er to glas på billedet.

Og det er alt, I får at vide om mit kærlighedsliv. Der er ingen grund til at ødelægge jer læseres humør unødigt.

Det har været en smule svært at finde ud af, præcis hvilken type øl, der her er tale om. Men efter alt at dømme har vi med en øl af pilsnertypen at gøre, der er tilsat sukker – for at justere smag og måske også banke alkoholstyrken op en smule. Vi lander på 7%, hvilket omtrent er niveauet for stærke øl som Elephant og Bjørnebryg – uden videre sammenligning i øvrigt … og så alligevel. Brygget her deler deres ydre – i bund og grund er brygget lige så korngult, omend prydet med en tæt, kridhvid marengsmasse, der så vidt jeg husker ikke følger med førnævnte spritterøls visuelle forestilling.

I duften byder brygget på traditionel pilsnerhumle, flankeret af søde, friske indslag. Uden at typen er angivet noget sted på emballagen, peger bouquetens karakter temmelig entydigt i én retning, samtidig med at det tilsatte sukker giver sig til kende. Det friske – og i øvrigt delikate – pilsnerindslag gør sig ligeledes gældende i aromaen. En lækker, gennemtrængende smag af frisk, bittersød humle behager munden i alle tre dimensioner. Og selvom tilsætningen af sukker bliver ret afslørende i bryggets karakter, forbliver indslaget også forbløffende velafstemt med bitterhed og fylde i en velkomponeret aromaoplevelse.

De rene, bitre, men fortsat også friske pilsnernoter kan man nyde i en eftersmag, der bliver hængende et godt stykke tid efter at brygget er skyllet ned. En blomsterfrisk, aromatisk forårsøl, der også sagtens kan nydes om sommeren, sensommeren og i løbet af – undskyld de etnocentriske undertoner – indian summer. Sidstnævnte må vi nok vænne os til, what with galopperende global opvarmning oven i alle de andre katastrofer, vi som mennesker har skabt for os selv.

Brygget her minder mig også om, at det i grunden er alt for få øl, jeg har anmeldt fra Aarhus Bryghus. Det må jeg se om jeg kan få lavet om på.

Vuur & Vlam, De Molen

Ikke ‘-ish’ …

Det er alt alt for længe siden, jeg sidst har haft fat i nederlandske De Molen. Vi skal helt tilbage til bloggens barndom, da den end ikke var ét år gammelt, nærmere betegnet Langfredag i 2011, d. 22. april, hvor jeg afprøvede 666 Black Damnation.

Forinden havde jeg kørt min hidtil eneste afstemning, omhandlende hvilken dag jeg skulle afprøve brygget. Og indlægget blev skrevet mens det blev nydt, i en stor blå sofa i Århus Vest, hvor jeg boede dengang. Det eneste, jeg ikke husker præcis er hvad vi så på fjernsynet. Det dæmrer mig, at det var en sportsudsendelse, men forårsklassikerne – som jeg holdt meget af at se dengang – køres normalt om søndagen, så det har næppe været det.

Aldrig havde jeg smagt noget så fantastisk. Jeg erklærede på stedet, at hine 0,2 liter kulsort nydelse, var det bedste bryg jeg nogensinde havde smagt, og det skulle vare længe før et andet bryg formåede at vippe den af pinden.

Det skete først fem år senere, i august 2016, kort efter min skilsmisse, kort før jeg flyttede fra en svinedyr lejlighed på Amager til billigere, omend også meget mere beskedne (lidt for beskedne, faktisk) kår i Husum. Da fik jeg oplevet den uforlignelige Focal Banger fra Vermontske ‘The Alchemist’. Intet bryg har holdt førstepladsen som det bedste bryg, jeg nogensinde har prøvet så længe som De Molens kompakte superstout. Big, Bold & Beautiful fra Amager Bryghus er en værdig udfordrer til den, men det kommer til at tage tre år endnu, før 666 Black Damnation må se sig slået.

Men hvorfor vendte jeg mon aldrig tilbage til De Molen? Chancerne var der ellers. Toft Vin på Islands Brygge havde dem fast. Måske var det bare etiketterne, der så for kedelige ud? Sort print på hvid baggrund i generiske skrifttyper i et minimalistisk layout, der bevidst læner sig op ad det klodset amatøragtige, har åbenbart ikke appelleret så meget til mig, som flotte farver og flashy billeder, men hey, man er vel kun et menneske.

Føtex her i Thisted har for tiden tre forskellige De Molen øl på tilbud. De kom med hjem sammen med endnu to fra Kissmeyer, der til gengæld både flasher og spræller i både billeder og farver. Ikke et godt tegn når det gælder Kissmeyer, hvis øls kvalitet gerne er omvendt proportionel med etiketternes spraglethed – men den dom må vente til senere, og helst først til efter de bryg er afprøvet.

Den første af de tre De Molen-øl er en IPA. Eller rettere en IPA-ish, som bryggeriet siger. Jeg skal ikke kunne sige præcis hvorfor, men mit gæt er, at De Molen er et innovativt bryggeri, der går mere op i at øllet er godt, frem for at holde sig strikt til bestemte stile. Det vil jeg i hvert fald gerne tro om dem, da det ville være en egenskab, jeg ville finde bundsympatisk.

Ved opknapning forplanter bryggets bouquet sig øjeblikkeligt i rummet, krydret bittersød appelsin – et entydigt godt tegn. Duften kan også nydes, mens det fastskummende, dyborange bryg hæver sig i glasset. Udtrykket ændrer sig en anelse, idet det færdigskænkede bryg sættes for næsen. Bitrere noter af fyrrenåle viser sig, uden at det på nogen måde gør begejstringen mindre.

Aromamæssigt sidder brygget lige i skabet! Skarpt, aromatisk, bitterfriskt i et smagsspektrum der ligger vel inden for genrens traditionelle rum. Fuldt udvoksede fyrrenåle blander sig perfekt med nelliker og moden, fortrinsvis bitter appelsinaroma. Konceptuelt er brygget kogt ned til typens absolut nødvendige bestanddele, hverken mere eller mindre. Men dette genrens eksistensminimum, dets ide fristes man næsten til at sige, er til gengæld af en udsøgt kvalitet.

Ekstraordinært er det ikke. Men det behøver det heller ikke være, når resultatet er så stilsikkert som det er her.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme