Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 5-5½ stjerner

Citradelic Tangerine IPA, New Belgium Brewing

Bare mix løs …

Slå bare koldt vand i blodet. Det kan godt være at nazisten Rasmus Paludan har samlet tilstrækkeligt med underskrifter til at få sit nazistiske parti Stram Kurs opstillet til det nært forestående folketingsvalg. Og selvfølgelig er det da dybt tragisk, at der her i landet findes så mange mennesker, der er nazistiske nok i deres havregrødsfyldte penalhus til at give ham en vælgererklæring – eller bare er dumme nok eller naive nok. Men nu hvor hele tre nazistiske partier stiller op til Folketingsvalget, er chancen for at i hvert fald to af dem kommer til at spilde alle deres stemmer, endnu større. Og det tredje nazistiske parti vil måske endda blive endnu mere reduceret, end opinionsmålingerne antyder.

Jeg er i hvert fald sjældent optimistisk omkring valget, og jeg er faktisk mindre bekymret for udfaldet nu, hvor nazisten Rasmus Paludans nazistiske parti Stram Kurs er blevet opstillingsberettiget. Risikoen for stemmespild er blevet fordoblet … eller … det ved jeg faktisk ikke. Jeg kan ikke lige overskue at tjekke efter matematisk, hvordan risikoen for stemmespild fordeler sig – men større er den i hvert fald blevet, og det er entydigt godt.

Det er dagens øl i øvrigt også. Jeg er som bekendt en stor nyder af IPA, og hvis man blander det op med noget, og fortsat får et godt resultat, har jeg ikke noget større problem med det. New Belgium Brewing har således blandet deres IPA op med mandarin- og appelsinjuice, samt appelsinskal, for at krænge typens traditionelle bitterhed over i – vel, noget andet. (Spoiler: Over i noget sødt. Det kan man i øvrigt også erfare, hvis man ser den video, jeg optog, da jeg afprøvede den).

Brygget er aldeles nydeligt dyborange – næsten rødt, og initialt er det kun skummet, man kan blive skuffet over. Dét er der godt nok ikke meget af. Duften er til gengæld så skøn, at jeg på stedet fortrød, jeg ikke havde hældt den op i mit drageglas – men jeg havde ikke gjort mig nogen forestillinger om brygget, idet bryggeriet var ukendt for mig, og øllet havde jeg fundet på køl i Irma. Okay, det var Irma, og ikke Netto eller Lidl, men dåseøl på køl udstråler – selv i Irma – bare ikke en kvalitet, der automatisk kvalificerer brygget til drageglasset.

I bouqueten blander de søde citrusolier sig elegant med bryggets traditionelle bitterhed. Tørt, lyst træ ledsages af søde, bløde og krydrede noter af clementiner med en knivspids nelliker. I smagen folder frugterne sig endnu mere ud – de bliver skarpere idet man nu bedre smager de bittertsyrlige appelsiner på et gulv af friskskårne fyrretræsbrædder. En fuldfed og vellykket smagsoplevelse, og ikke spor en skam, at den er blevet til på et mix.

Den der idé om renhed, ikk’, og at man ikke må blande – det er sådan noget som Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs går ind for. Her på bloggen må man se langt efter den slags, især når New Belgium Brewing behersker mixekunsten så fint som de gør.

Det er i øvrigt ikke det eneste ved det bryggeri, der er ret svært at tygge. Men det skal jeg nok komme ind på senere – for jeg har endnu en af deres øl på køl.

Og den ryger i drageglasset!

From Astoria with Love, Fort George Brewery

Black Russian …

Allerførst: Tusind tak! – Til alle jer, der tog jer tid til at reagere på mit seneste indlæg. Det gjorde godt at komme ud med det, og det gjorde endnu bedre at få så mange positive tilbagemeldinger, skulderklap og opmuntrende ord.

Jeg har fået det lidt bedre, føler mig mere afklaret, og helt konkret venter jeg nu på et boligtilbud i Thisted, som jeg kan sige ja til – og så må det gå sin gang derfra.

I mellemtiden er der et helvede af ting, der skal ordnes og arrangeres, men i små oaser af tid er der også plads til en ny øl, der kan smages og anmeldes. Dagens øl er også smagt og anmeldt på video – som jeg jo har mere og mere for vane. Desuden er jeg for nylig blevet interviewet af en anden YouTuber, og resultatet af det kan ses i denne video. Jeg kan kun på det varmeste anbefale, at man ikke bare smider Neils video hvor jeg bliver interviewet et like, men også abonnerer på hans kanal. Han laver først og fremmest samtaler med folk om deres vej til gudløshed, og det er spændende historier, omend de kræver noget mere koncentrationsevne end YouTubes gennemsnitlige kattevideoer.

Videre til øllet, som er en endog meget mørk Russian Imperial Stout. Den var med i en pakke, jeg modtog fra en anden YouTuber, nemlig Tasting Nitch, der sendte mig nogle smagsprøver som tak for et shoutout, og for at hun kunne bruge en stump af mine videoer i en af hendes.

Titlen ‘From Astoria With Love’ henviser til James Bond-filmen af næsten samme navn – erstat blot ‘Astoria’ med ‘Russia’ og voila! Og med en Babushka-dukke som udsmykning på etiketten, er det russiske tema vel sådan cirka fuldendt.

Brygget er umådeligt tæt, og vægrer sig følgelig ved at forlade dåsen og begive sig ned i glasset. At lyse igennem brygget er umuligt – slet og ret. En sort mur blokerer alt lys, og jeg mener alt. Det der sorte hul, Nasa fotograferede for nylig kan godt pakke sammen – her er en virkelig singularitet i flydende form, der endda ikke er spor farlig at være i nærheden af. Faktisk kan den endda indtages uden større fare for helbredet. En vis snaldrethed vil man med bryggets 9,4% imidlertid risikere.

Duften er dyb og kraftig af mørkt træ. Det er umiddelbart bitrere end hvad man måske forventer af typen, der kendes som relativt let og fortrinsvis sød. Bouqueten ledsages af en næppe overraskende alkoholnote af Calvados – en fransk æblecognac, jeg fandt hos min far, da han fraflyttede sit hus for lidt over et år siden. Dertil kommer nogle fortrinsvis søde lakridsnoter og en kant af røg.

I betragtning af, at brygget er en Russian Imperial Stout, er det ganske tungt og voldsomt tæt. Her er ikke et letflydende bryg, der lystigt glider over tungen. Derimod må man modstå fristelsen til at tygge brygget før det sluges. Så svarer smagen lidt bedre til forventningen, man har af typen, endskønt den finske lakrids stadig leveres med en antydning af røg samt en fylde, der bedst nydes i små slurke. Lakridsen står ikke alene, men ledsages elegant af andre søde noter af mørk chokolade, mere calvados samt samme antydning af røg, der kunne mærkes i duften.

I det hele taget passer duft og smag fint sammen i dette gedigne mesterværk af en stout. Vidunderligt tæt og smagfuld. Tyk, intens og kraftfuld i udtrykket – men stadig rar og venlig som man kender den russiske stout.

Tak til Tasting Nitch for den også. To fantastiske øl fra Oregon er det blevet til, og det bliver forhåbentlig til endnu flere.

Sticky Hands, Block 15 Brewing Co.

Sådan en nydelig gave …

Mit YouTube-projekt mangler at bryde ordentligt igennem. Der er ikke så mange abonnenter endnu, og heller ikke så mange visninger, som jeg kunne ønske. Men det er der, og det morer mig at nørkle med videoerne, når jeg ellers har ordentlig tid til det.

Og spændende kontakter har det jo faktisk skabt. Eller i hvert fald en enkelt: En amerikansk ølblogger der kalder sig Tasting Nitch på YouTube og Instagram har ikke bare givet min kanal shoutouts og citeret mit materiale (med min fulde velsignelse) – nu har hun også sendt mig øl. To styk hele vejen fra den anden side af atlanten, og den ene af dem vil blive anmeldt nu – for anden gang, idet selve åbningen og smagningen blev grundigt dokumenteret i endnu en video.

Nitch havde ikke lagt fingrene imellem i det fine brev, der ledsagede forsendelsen. Desuden skulle brygget, der stammer fra samme stat som Nitch bor i – Oregon – have været ret svært at få fat i tidligere. Nu er produktionen gået op, og straks er der overskud til at sende et eksemplar over atlanten. På Untappd kunne jeg imidlertid konstatere, at det har fandtes på udskænkningssteder rundt omkring i Danmark – så gad vidst om brygget i virkeligheden har været svært at få fat i i Oregon, fordi det meste gik til eksport?

Either way, en aldeles nydelig IPA er der i hvert fald tale om. Duften vælter frem ved åbning med rå og frisk duft af aromahumle. ‘Sticky’ eller klistret på dansk er ikke helt ved siden af. Men ‘stingy’ ville heller ikke være af vejen, da bitterhumlen også er præsent med deraffølgende stikkende fornemmelse i næsens slimhinder.

Visuelt er brygget en klassisk IPA – lettere tåget og ikke nogen humlesuppe, som New England IPA’erne er kendt for at være. Skummet er ganske lavt og hastigt faldende, så man alt i alt på det visuelle parameter ikke bydes noget festfyrværkeri.

Heldigvis er det vigtigste også smagen, og her holder brygget sig ingenlunde tilbage. Rigeligt aromatisk humle og bitterhed en masse, som man kender det på typen når den er allerbedst og kommer fra USA. Til forskel fra de mindst lige så vidunderlige IPA’er fra Amager Bryghus, er brygget her en anelse tungere med aroma af unge fyrrenåle, snarere end spæde grannåle. En lidt dybere bitterhed, der hænger godt fast ved mandler og svælg erstatter de rå, flående og kradsende impressioner fra Kastrup, men samtidig konstaterer man, at det ene kan være lige så fint som det andet – bare håndværket er i orden.

Og det er det her! Thank you, thank you, thank you, Nitch – for this masterpiece. Den anden øl er af en ganske anden type – en Russian Imperial Stout. Bliver det bare halvt så rart som denne, er der stadig en urimeligt god oplevelse i vente.

Vilhelm India Pale Ale, De 5 Gaarde/Bryghuset Braunstein

Ready for a rant?

I starten af sådan et indlæg her, er det nok på sin plads at understrege, at min blog er personlig, og at ingen af de firmaer, hvis øl jeg anmelder, har noget som helst med mine indlæg at gøre ud over det, jeg rent faktisk siger om øllet – eller eventuelt bryggerierne eksplicit.

Så når jeg nu går videre til at undskylde for min skriveblokering – og ikke mindst grundene dertil – skal hverken bryggeriet, Bryghuset Braunstein, eller fødevaresamarbejdet De 5 Gaarde på nogen som helst måde regnes for at have så meget som skyggen af forbindelse til de dårligdomme, jeg agter at opliste.

I øjeblikket bruger jeg rigtig meget energi på at holde fornyet depression og sortsyn fra døren. Det er imidlertid ikke nemt, når man samtidig har et fuldtidsarbejde, man i bund og grund hader, og en lejlighed der er så lille at den knap kan rumme én selv, endsige da ens to børn, som man elsker over alt, og som man derfor gerne ville kunne give noget mere.

Og mens det murrer i baggrunden, tager en af de gode venner, jeg i sin tid fik i Irland, billetten. Som lyn fra en klar himmel. Ud af den blå luft. Ud over at han også havde børn, var han langt fremme på den irske LGBTQ-scene. Her i landet kan det næsten virke trivielt, mens det i fortsat ærkekatolske Irland næppe har været lige nemt hele tiden. Det var en ære og fornøjelse at kende Jon – og han er også omtalt her på bloggen, fra dengang han og hans efterladte hustru Joanna var på besøg.

Det var en ære at kende ham. Og mere end noget andet, knuser det mit hjerte, at hans familie har lidt et sådant enormt og fuldstændig uerstatteligt tab. Bevidstheden om, at jeg selv aldrig skal se ham igen, eller høre hans dybe varme stemme, gør det selvfølgelig heller ikke bedre.

Oven i det, vælger en en gruppe Breivik-kloner så at begå terrormassakrer på uskyldige, bedende muslimer i Christchurch, New Zealand. Samtidig holder disses og Breiviks åndsfæller i Sverige konference i Danmark, hvor hotellet Park Inn by Radisson tager imod dem med åbne arme, efter at det første hotel hårdt presset vælger at afvise dem. Jeg mener det helt seriøst når jeg siger, at Park Inn by Radisson skal boykottes hinsides konkurs som straf for at lægge hus til disse nazistiske massemorderes åndsfæller. Kun en septiktank vil huse overløb fra en anden septiktank – og det er, hvad Park Inn by Radisson for fremtiden skal huskes som: En septiktank, der husede septiktank-overløb fra Sverige, da folk i Sverige omsider fik nok. – Husk at efterlade dem et par passende anmeldelser på facebook her og på Trustpilot her.

Og det gør det ikke bedre, at det danske politikorps villigt klikker hælene sammen og sikrer at mødet kan finde sted – med statsautoriseret, skatteyderbetalt vold om nødvendigt. Samtlige betjente, der sikrer at dette septiktankoverløb har et sted at gemme sig, er en skamplet på korpset, og udtryk for den samme slappe ånd, der kendetegnede Danmark i perioden 1940-43. Dansk Politi er med til at sikre, at nazister som Breivik og Christchurch-massemorderne i fred og ro ved hyggelige sammenkomster kan udvikle deres skingrende sindssyge konspirationsteorier om at Vesten er ved at blive invaderet – med flere massakrer, massemord og terrorangreb til følge. Rigspolitiets ledelse fejrer nok dagens arbejde med kage i selskab med Inger Støjberg i aften.

Og selv når Både Bryghuset Braunstein, og fødevarefællesskabet De 5 Gaarde – to brands, der i ølsammenhæng sjældent har ramt klokken særlig rent – pludselig leverer en sådan gedigen smagseksplosion, så er det alligevel ikke helt nok til at skabe reel modvægt til alle de andre katastrofer, man skal være vidne til i dag.

Men en gedigen smagseksplosion er det nu alligevel.

Nydeligt gyldenbrun i løden og med fint matchende gyldent skum, rejser brygget sig næsten majestætisk i glasset. Duften melder sig allerede ved skænkning med klassisk, frisk og skarp odeur af spæde grannåle og fyrretræssavsmuld.

Hvor er det simpelt hen vidunderligt – når man nu har prøvet så mange forskellige øl, og ikke mindst så mange forskellige IPA’er – at vende tilbage til kernen i det, man elsker ved typen. IPA er en type, der i bund og grund ikke behøver megen variation, fordi den bare er pragtfuld, sådan som den i sin grundform er udtænkt. Og Vilhelm rammer meget meget tæt på netop den kerne.

Brygget går all in på fylde, skarp- og friskhed, den helt rigtige lyse bitterhed af friskfræset savsmuld, kombineret med en velourblød mundfornemmelse af vanille. Som den lille smule variation, der giver brygget sit lod af individualitet, brænder bitterheden i eftersmagen, både i svælget og på vej ned gennem brystet, for også lige at give den indre varme.

En formidabel IPA. De 5 Gaarde-øllene blev tidligere produceret af Harboe, og kvaliteten var i den grad derefter. Desværre lider de nok stadig under det som brand – men oplevelser som denne gør, at jeg bestemt har tænkt mig at prøve flere af øllene af, nu hvor de ikke bare har fået et løft, men sammenlignet med det tidligere niveau er blevet slynget langt op i stratosfæren.

Red Cap, Amager Bryghus

Hefty Heavy …

Hvis man ikke er et rektangel med lige lange sider, vil man allerede have set min video, hvor jeg anmelder denne øl. Egentlig ville jeg altid have haft rækkefølgen omvendt – først skulle øllene anmeldes på bloggen, og derefter prøves af i en video. Så ville jeg også vide lidt mere om, hvad jeg skulle sige i videoen.

Imidlertid synes jeg, det fungerer fint at anmelde øllene prima vista på video, så dén intention er hermed lagt på hylden. Til gengæld vil det ikke være alt, jeg skriver om, der anmeldes på video. At lave videoer er tidskrævende, så videoanmeldelserne vil jeg gemme til øl af mere internationalt tilsnit.

Herunder Amager Bryghus fadlagrede serie, fra hvilken denne øl er nr. 2, jeg prøver. “Jamen, de øl er jo fra Danmark!” vil nogen sikkert invende, men Amager Bryghus producerer rigtig meget til eksport, så bare fordi øllene har et internationalt tilsnit betyder det så sandelig ikke, at danske øl er udelukket. Jeg vil blot fokusere på danske øl, der også kan fås udenlands.

Typen, Amager Bryghus i dette tilfælde er gået efter, er også udenlandsk. Det er de fleste øltyper sådan set. Faktisk er det kun ‘Mumme’ jeg kender som en særlig dansk øltype, men deri korrekses jeg gerne af læsere, der ved mere om sagen. Denne her, på den anden side, er den eneste særligt skotske type, jeg umiddelbart kan sætte navn på, nemlig en wee heavy. En ‘lille tung’, om man vil.

Typen er karakteristisk britisk, idet humleindholdet er lavt, hvilket der i denne type kompenseres for, ved at gøre brygget så meget desto mere maltet. Det mærkes i duften, der ikke synes særligt bitter. Til gengæld dominerer sødt-syrlige noter af svesker i cognaclage bouqueten. De 9,5% alkohol kan synes afdæmpede i sammenligning med det indledende monster, The Boobrie, der brystede sig af mægtige 12%. Men man skal bestemt heller ikke have meget af den her, før færdsel i trafikken bliver uforsvarlig – selv til fods.

Trods (formodet) vigende indhold af humle, er der fuld knald på aromaen. Bitterheden er for så vidt også intakt, men det er en tungere bitterhed a la den man møder i melasse og mørkt løvtræ snarere end i friskskåret savsmuld og nåle fra gran. Maltfylden er også helt i top. Den giver brygget en meget blød og vældig mundfylde, der til fulde kompenserer for et lavere humleindhold og et lavere indhold af kulsyre, der i stærke øl som denne nu sjældent er særlig vigtigt, når det kommer til stykket.

Maltfylden skal man i øvrigt håndtere med en vis forsigtighed, ellers risikerer man at øllet bliver kvalmt. Det skal tages ind i små nip, hellere med lidt for store mellemrum end lidt for små, for får man for meget ind ad gangen, lægger brygget sig som en klæg hinde over gummer, tunge og gane – næsten som plaque. Og selvom brygget i sig selv er en udelt nydelse, er ikke alle efterdønninger lige attråværdige. Belægningen bliver bagest i munden en anelse harsk, og afslører dermed en antydning af ubalance i øllet.

I betragtning af øllets overordnede mægtighed er det imidlertid mere end forståeligt, og kun at betragte som patina i et meget finskåret mesterstykke.

En stor wee heavy, må man sige. Med samt alt det oxymoron, det måtte byde.

The Boobrie, Amager Bryghus

Bestemt Efterklang …

I starten af måneden lancerede Amager Bryghus fire nye fadlagrede øl ved et større arrangement på brygmatriklen i Kastrup. Jeg var selvfølgelig på pletten, og sikrede mig ikke bare et par eksemplarer til anmeldelse, men også et lille lager til brug i podcasts senere – samt i øvrigt bare til simpel og almindelig nydelse.

Bare at nyde en øl uden at behøve at tænke på at skulle anmelde den senere hen – det er næsten ved at blive en sjældenhed. Jeg var ganske vist på dødsdruk i fredags, da jeg var til koncert med et af mine favoritbands, Haken. Desværre var det ikke nogen større oplevelse, og jeg har faktisk været underdrejet af samme grund hele weekenden.

Det mindede mig om, hvor lidt jeg egentlig holder af dødsdruk, og jeg burde efterhånden have lært bedre.

Man skulle ellers tro, at med en sag som nærværende øl – de 12% alkohol giver 2,6 genstande i én flaske – ville dødsdruk bare være en naturlig følge. Men næh nej – kvalitet som denne går der ikke 11 deciliter af på literen. Når man mageligt har ladet dette lille natsorte vidunder glide kækt henover tungen, er trangen til fuldskab for længst mættet, og man kan i stedet nyde passionen, vildskaben og ikke mindst galskaben ved brygget; fastholde øjeblikket i erindringen fremfor at sløre og ødelægge oplevelsen ved at gå druk-amok.

Der er bare mere vægt i en Double Mash Whisky Barrel Aged Imperial Stout fra et af Danmarks absolut førende mikrobryggerier end i ti Premium Pilsnere fra hvilket som helst industribryggeri i hele verden.

The Boobrie er, på trods af at være ufiltreret, ikke helt uigennemskinnelig. Langbølget lys når igennem det som en dyb rød nuance – men intet andet slipper igennem. Her har jeg faktisk glemt at bemærke, at brygget udsender en lækker em af sød lakrids allerede idet kapslen letter fra brygget.

Brygget afgiver en forfriskende sprød lyd af knasende æggeskaller idet det skænkes. Det gyldentorange skum matcher det natsorte bryg aldrig så nydeligt, og en af de meget få ting, men kan kritisere brygget for, skulle være, at skummet kun lader sig nyde i relativt kort tid, før det falder.

Duften peger i retning af en bitter stout. Ikke en sød én a’la de kejserlige russiske af slagsen. Lakrids, ikke af den sødeste slags, men heller ikke af den med salmiak i er det dominerende element, ledsaget af en røgantydning, der giver dybde og yderligere karakter.

Just wow! En ren lakridsjuice, der ud over bare at smage aldeles pragtfuldt og være en udelt nydelse, også er god for en øm hals. De 12 % alkohol vil også gøre en eventuel ledsagende forkølelse nemmere at bære. Brygget er vidunderligt fyldigt, smages med hele munden – både på under- og oversiden, samt i hulrummet imellem, hvor aromaen forplanter sig som en mild, krydret tåge.

Brygget er overraskende blødt mod tungen. Mundfornemmelsen er rund, rar og venlig, men savner intet i karakter. Hvad nogle ville kritisere den for at mangle i fandenivoldskhed, får man tifold igen i gummewellness og smagsløgsmassage af exquisite kaliber. I brystet brænder det til gengæld dejligt hele vejen ned – og et stykke efter det er endt i mavesækken, så det ikke bare er på tungen og i ganen, man mindes om den store øloplevelse. Efterklangen runger venligt, men også noget mere bestemt bag brystbenet, end det gjorde i munden.

Et lille mesterværk, der lover rigtig godt for Amager Bryghus’ nye lagrede serie, som jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte med. – Bare én af gangen, for med sådan kvalitet, er der ingen grund til at skeje ud.

Green Galaxy, Christiania Bryg/Svaneke Bryghus

I ånd, men ej i smag …

Mens jeg på det sidste har jongleret med ligegyldigt industrielt sprøjt i mine YouTube-videoer, vil jeg på bloggen koncentrere mig om de efterhånden ret mange kvalitetsbryg, jeg har på lager.

Denne lille lækre sag kan fanges i Irma for tiden, hvor den står side om side med pilsneren ‘Super Nova‘, der allerede er anmeldt her på bloggen. Det skete tilbage i April måned da jeg havde prøvet hin øl ved sidste års største koncertbrag – Napalm Death på Loppen, Christiania.

Christiania Bryg holder næppe overraskende til på Christiania. Da faciliteterne ikke rækker til nogen større produktion, har bryggeriet et samarbejde med Svaneke Bryghus, der står for den kommercielle produktion, når bryggene bliver populære nok. Udviklingen foregår dog stadig i det tidligere militærområde på Christianshavn.

Green Galaxy er en pale ale med hamp. Det er jo heller ikke helt ude af trit med Christianias ånd. At dømme på duften er der foreløbig ingen grund til at hæfte et ‘I’ foran P(ale) og A(le), da bouqueten er ganske – ja, nærmest faretruende – tilforladelig.

Det skyldes imidlertid, at al aroma er gemt i smagen, og intet frigives ved åbning eller skænkning. I’et er mere end fortjent når glasset sættes for læberne, og den skarpe, friske og tætte, klassiske bitterhed af friskskåret fyrretræ og gran erobrer tunge, gummer og gane, mens mundhulen indtages af sprød, vederkvægende nålefylde.

Rent teknisk er det vist ikke en IPA. Men i min verden er den det nu alligevel, når nu den så nydeligt udtrykker alle typens kvaliteter. Herunder en sød biaroma der viser sig som Dextro Energi-druesukkertabletter med vanillesmag. – Indrømmet en lille smule syntetisk, men ikke ubehagelig – og egentlig heller ikke malplaceret i dette aldeles fremragende stykke bryghåndværk.

Hampen? Vel, jeg er ingenlunde skamfuld over at have fyret den brede og røget den fede som yngre. Jeg kender smagen – og især lugten – ganske godt, og jeg kan ikke finde den her i brygget. Den kunne være gemt i bitterheden – men bitterheden minder så meget om den, man kender og elsker fra IPA-typen, at humle alene sagtens kan være dens ophav.

Parallelt med Rise Bryggeris Tangøl, er det svært at forestille sig, at denne øl ville være stort anderledes uden hamp i. Men samtidig er der absolut intet, der tyder på, at det har skadet.

Baltic Liquorice, Svaneke Bryghus (Podcast-pilot IV)

‘Lakrids præsenteret i øl’

Selvom jeg er blevet aldrig så aktiv på andre sociale medier, skal jeg jo heller ikke glemme bloggen. Den vil fortsat være det centrale – i hvert fald i mine dansksprogede aktiviteter, mens podcastene er tænkt som små ekstra godbidder, der kastes ud ved særlige lejligheder. En podcast-version af denne anmeldelse vil imidlertid også være at finde inden alt for længe. Det at redigere en podcast viser sig at være langt mere overkommeligt end at redigere en video – men da jeg som den uforbederlige linselus jeg er, forventer at vinde flere tilhængere af godt øl ved at lave videoer, er det det, jeg har tænkt mig at prioritere.

Og før jeg glemmer det: Socialdemokratiet er sprunget ud som full blown racister siden jeg skrev sidst. Den fælt stinkende xenofobiske bæ ved navn ‘Paradigmeskiftet i Udlændingepolitikken’, der som et proktologisk mysterium blev udskidt af sylten på Martin Henriksens, for omgående at blive spist med velbehag, begærligt gennemtygget og slugt af de øvrige regeringspartier, er nu fodret videre til Frederiksen, Tesfaye og Co. ved direkte kontakt mellem sidstnævnte personagers ædespalter og førnævnte partilederes recta. Velbekomme, og vid, at jeg ikke lader mig trøste af, at det er valgår. Intet vil jo ændre sig med en opposition der har læberne fast klistret til røvhullet på dem, som de skal forestille at være modstandere af.

– Så fik jeg også tireret lidt. Det var rart, og det må jeg endelig heller ikke glemme, selvom jeg breder mig på flere platforme.

Den sidste øl, Marcus og jeg nød for snart en måned siden, var en dunkel lakridssag fra Svaneke Bryghus. Marcus indledte med at give markedsføringen en bredside – ‘laber, lækker lakrids’ – fordi alle elsker alliteration, bare ikke Marcus, mens jeg selv ikke holder mig tilbage her på bloggen … uden at jeg på stående fod kan komme på eksempler, der er værd at lægge links til.

Til gengæld var der rosende ord – fra begge sider – til bryggets lød. Aldeles natsort også ved gennemskinning (hvis det er et ord). “Den her mener det alvorligt” bemærkede Marcus, der konstaterede at den natsorte kulør ikke skiftede til rød, sådan som jeg kunne fortælle, at sådanne bryg tit gør, når man holder dem op mod lyset. Den tilsatte lakrids og lakridsrod gjorde en meget håndgribelig tilstedeværelse i bryggets duft, der gav mig mindelser om min barndoms hostesaft.

Og mindre håndgribelig var lakridsen bestemt ikke i smagen. Her fyldte den nærmest det hele, hvilket Marcus fandt rig anledning til at fundere over. Det kan læserne glæde sig til i podcast-versionen, men jeg her vil destillere de mange ord ned til hans catch-frase – om dette var “lakrids præsenteret i en øl eller øl præsenteret i lakrids.”

Meget snart lagde hans sig fast på det første, idet det øl, der gemte sig neden under den tætte, tunge og rent ud sagt anmassende lakrids, dårligt kunne fornemmes. Var det godt øl? Var det kedeligt øl? Det var i grunden irrelevant, for det var faktisk kun lakridsen der kunne smages.

Det var nok egentlig lidt for meget med al’ den lakrids, var vi rørende enige om. Marcus var imidlertid imponeret over, at bryghuset havde undgået alle de faldgruber der er, når man tilsætter øl noget markant – navnlig så markant som lakrids, og især i et sådant omfang. Selv måtte jeg konstatere, at den tørre, pudderagtige mundfornemmelse, som tilsat lakrids kan give i øl, hvis det er lemfældigt doseret, ikke var at spore i brygget.

Til gengæld var jeg ikke helt tilfreds med bryggets fylde. Som en stout betragtet fandt jeg den i mundfornemmelse og tæthed utilstrækkelig. Der manglede helt og aldeles den olieagtige viskositet og skvulp, som en ordentlig tæt stout har.

Den kan ellers anbefales til vaffelrør med kakaocreme – og sikkert også andre chokoladebaserede lækkerier, men nu var det lige vaffelrør, vi havde valgt den aften …

Marcus gav den …

… idet han faktisk prøvede den for anden dag i træk og fortsat var imponeret.

Selv var jeg lige knap så fornøjet ved den, og gav den …

Dermed var også dén prøvesmagningssammenkomst afsluttet. Men lur mig om den ikke bliver den sidste.

Jule Mælk Cognac Edition, To øl (Quail-Myrkur-mayhem II)

It should have been a tiny …

Den eminente cello-ekvilibrist Jo Quail var jo egentlig blot opvarmning den lørdag aften i Pumpehuset. Ikke desto mindre spillede hun lige op med hovednavnet – hvis hun da ikke ligefrem overstrålede det … men jeg er jo nok i virkeligheden bare biased, fordi hun er den af de optrædende, jeg fik mig en selfie med.

Myrkur trykkede den i hvert fald også max af. Hun startede med et udvalg af folkesange i dæmpet, gylden belysning, hvor man først og fremmest kunne opleve hendes stemmes rækkevidde. Fløjlsblød som den fineste cream ale, men samtidig altid med en dunkel, truende kant, som en foruroligende mørk stout brygget i den dybeste underverden.

Og mørket brød ud – i lys lue – da folkemusiksættet var færdigt. Salen eksploderede i brølende diskantstøj, da hun tog fat på sit dødsmetalsæt. Det, som de fleste nok var kommet for, måtte altså vente til allersidst, og udgjorde højest en tredjedel af koncerten. Det var vildt, voldsomt og ondt, men de forudgående mange minutter med tryllebindende melodiøsitet havde lagt en dæmper på folks smadretrang. I stedet fortsatte vi alle med at stå ganske stille, aktivt lyttende til endnu et brølende rabalder af ypperste fængslende underfundighed.

Hvad der præcis skete i løbet af koncerten og hvordan, husker jeg ikke. Men vi faldt i snak med et par venlige mennesker fra Tyskland. Måske hjalp det, at jeg forsikrede dem, at de lige så godt kunne tale tysk til mig som engelsk – for det har jeg det nu altid bedst med, når jeg taler med folk fra mit andet fædreland.

Før vi vidste af det, havde de givet os en runde øl. Så gav vi dem en runde øl, og sådan blev det bare værre og værre som tiden gik. Der er ikke noget at sige til, at vi endte med at blive gode venner. Det var et kærestepar, der ikke var kede at at blive foreviget med undertegnede (tænk at så mange gider). Den ene af dem er desuden trommeslager i det fremstormende tyske dødsmetalband Orcus Patera, så det der med at optræde på selfies med rockstjerner var tæt på at blive en vane for mig den aften.

Der røg et par gode øl mere ned. Ud over To Øl’s ‘Gose to Hollywood‘ (der i øvrigt ikke er en gueze, som jeg fik skrevet, men derimod en gose – ja, det er åbenbart en type for sig selv. Tak til læseren Nils Byrial Andersen for at have gjort opmærksom på dette på bloggens facebook-side) har Pumpehuset blandt andet min foretrukne industriøl, Albanis Mosaic IPA i deres faste udvalg. Men på et tidspunkt – enten fordi larmen fra barens anlæg blev os for meget, eller fordi stedet simpelthen lukkede – valgte vi at skride videre ud i byen.

Valget fald på Taphouse, hvor jeg for nogle uger siden nød nogle eminente smagsprøver sammen med en af mine læsere – Niels. Det var Marcus der valgte endnu en øl fra To Øl. Jeg kunne selv have fundet på samme, men af en ganske anden grund. Jeg ville have valgt den for at fortsætte i et godt spor fra den sidste øl, mens Marcus – der som bekendt var noget mere mellemfornøjet med gosen – snarere gik efter at give bryggeriet en chance for virkelig at vise sit værd.

En Jule Mælk Cognac Edition blev det til. En juleøl tilsat lactose – en tung, pløret og uforskammet mørk imperial stout, der har i alkohol, hvad den mangler i skumdannelse. Mægtige 15% er den oppe på, hvilket angiveligt er bryggeriets egen rekord. Fuldkommen uigennemsigtig er den, når den holdes op mod en endda ganske kraftig pære – så kan man egentlig godt tilgive dem, at skummet nærmest glimrer ved sit fravær.

Man kan høre på optagelsen fra min mobiltelefon, at jeg er ved at være godt vissen, og jeg erklærer på stedet, at jeg går omkuld, hvis jeg bunder det lille glas kompakt tjære.

Duft af svesker og lakrids når jeg at konstatere før jeg må holde pause fra indsnusningen, da alkoholdampene alene er ved at gøre en brat ende for aftenens anmeldervirksomhed. Brændt sukker og en antydning af røg emmer også fra den olieagtige substans, men selvom noterne klart har sød slagside, får det ingenlunde brygget til at virke mindre faretruende.

Sød, finsk lakrids gentager sig i aromaen ved smagning, hvor bryggets fylde formår at score topkarakter uden at være overvældende. Tværtimod er brygget overraskende letflydende, og letnedglidende. Nok vil man gerne nyde den langsomt, men frem for små afbrudte nip, egner denne sig at blive nydt legato. En kontinuerlig lille smal strøm, der får lov at løbe fra spidsen af tungen, langs gummerne og om til mandlerne, for så lige at svide en sidste gang i ganen før brygget farer ned gennem brystet til øjeblikkelig indre opvarmning og snarlig glæde, er den ideelle måde at nyde dette prægtige bryg.

“How goes the notetaking?” hører man Marcus kækt inkvirere på optagelsen, hans stemme et nystemt klokkespil i sammenligning med mit eget hæse og rustne pibeorgel af en flækket strube.
“It goes alright,” får jeg anstrengt snøvlet, “this is insanely strong. This is insanely dangerous. What the fuck did you get me into?”
“It’s 15% that’s why we took a small one, which is against everything I believe in,” erklærer Marcus uden antydning af usikkerhed eller skælv i ordstrømmen.
“Good idea with the small” jamrer jeg “it should have been a tiny”.

Sikke en aften! Det der koncert burde jeg gå til langt oftere. Og selvom jeg nu besluttede mig for at begive mig hjem, mens jeg stadig besad evnen til at begive, så var aftenen ikke engang helt slut for mit vedkommende …

På turen til stoppestedet krammede jeg en drag-queen … Jeg købte natmad i en Syv-Elleve helt uden at gøre mig pinligt bemærket … Og at tænke sig … det lykkedes mig at stå af bussen på det rigtige stoppested, da jeg alt for sent ud på natten nåede hjem til Husum.

Murphill, Amager Bryghus (Saufen und saufen und saufen … III)

Styr på dét hængeparti …

Endelig lykkedes det Amager Bryghus at få titlen som Årets Bryghus, en pris uddelt hvert år af Danske Ølentusiaster. De sidste tre år i træk løb Thisted Bryghus af med sejren, hvilket denne blogger godt tør kalde ufortjent, idet netop årets vinder, Amager Bryghus, har gjort det så meget bedre de sidste par år.

Det var dét flueben. Videre til det næste: Jeg har forbandet travlt her på bloggen, efter en utraditionelt aktiv weekend for mit vedkommende. Som fraskilt eneboer med to børn på halvtid, er det sjældent, at jeg kommer ud i det hele taget, men i lørdags fik den ellers max gas. Sammen med min efterhånden faste medsmager Marcus var jeg i Pumpehuset i København for at bevidne en musikalsk storm i form af to unge kompositoriske genier – opvarmning ved den britiske celloist Jo Quail og main course ved danske Myrkur. Lur mig om ikke det bliver til en koncert mere en anden gang – men det får være for nu. Grunden til, at jeg nævner det er, at jeg ved den lejlighed også fik prøvet et par nye øl, hvilket det ville ligne mig mægtig dårligt at forbigå i tavshed.

Men før jeg kan gå i gang med det, skal jeg jo også have sat flueben ved et sidste hængeparti fra dengang jeg sidst nød gode bryg med min ven Marcus. Det foregik som bekendt i mit ringe hjem i Husum, hvor vi nu var nået til aftenens tredje indslag. For mit vedkommende en revisited, idet jeg prøvede denne øl da jeg var på besøg på Amager Bryghus tilbage i 2016. Opskriften skulle imidlertid være opdateret, og eksemplaret her er også relativt frisk – i hvert fald i forhold til sidste gang, hvor vi nød den otte år gammel. Det skete i selskab med den oprindelige medbrygger Mike Murphy, som havde været med otte år tidligere for at brygge den. Man kunne godt smage alderen, der alt i alt ikke gjorde noget videre godt for brygget. Sidste år blev den genudgivet i en samling af lagrede bryg, som jeg i årets løb har drukket i selskab med Marcus (og en enkelt gang hans bror). Med dette bryg blev der sat et passende punktum for samlingen.

Brygget kan bedst beskrives som et stykke bælgmørke i flydende form – eller næsten da. Brygget vægrer sig tilpas mod at ende i glasset. Og når det endelig lykkes at få det genstridige bryg til at forlade flasken, skummer det flot og voldsomt op, som om det bare helst vil blive i sin beholder.

Undtagelsesvis kan nogle af Marcus’ smigrende fraser høres på optagelsen – “koncentreret figenkompot, gummeklingrende, intensiv, jeg ved ikke om jeg er klar til det her …” Vidnesbyrdet om oplevelsens storhed står strålende klart allerede når bouqueten indsnuses. Figenindtrykket giver en syrlig kant i et brag af røg, kaffe og chokolade, så det er en aldeles overvældende, benspjættende, og mundvandsfremkaldende fryd.

Aromaen sakker ingenlunde bagund. En bund af mørkt træ, ledsaget af intens sødme af finsk chokolade … Ikke uberettiget afbrød Marcus mig her med den lidet urimelige indvending, at chokolade vist ikke lige var noget finnerne var specielt kendte for. I min vanlige stil holdt jeg fast i fejltagelsen indtil jeg gav mig og indrømmede, at jeg selvfølgelig mente lakrids. Chokoladen er der alligevel fortsat plads til. Da min ekshustru havde haft børnene med på ferie i Finland tidligere på året, havde de nogle lakridsfyldte chokolader med – og deres aroma var langt fra ulig dette vidunder af bittert i baggrunden, og sødt i forgrunden.

Det var tid til at give karakterer, og det faldt som sædvanlig Marcus svært. Han havde stadig Big, Bold & Beautiful fra samme bryggeri i baghovedet og vi formentlig have lang tid fremover. Jeg har for Marcus’ skyld derfor valgt at gøre noget, jeg aldrig har gjort før: Jeg vil sprænge karakterskalaen med tilbagevirkende kraft.

Marcus her fået lov at give Big, Bold & Beautiful 7 stjerner. For så kan han igen give topkarakteren 6 stjerner til de bryg, han synes, fortjener det – fx dette. Læserne vi kunne finde det opdaterede indlæg om Big Bold & Beautiful allerede nu. Jeg understreger, at jeg ikke selv har sprængt karakterskalaen på max 6 stjerner, og jeg intenderer heller ikke at gøre det nogensinde. Men når min medsmager nu så nødigt vil placere andre øl i samme klasse som hint ekstraordinære bryg, der vitterlig er uden for kategori, så må det blive sådan.

Dermed kunne Marcus give denne øl …

Jeg valgte selv at være en kende mere beskeden …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme