Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 5-5½ stjerner

Speedway Stout, Alesmith Brewing Co.

Øl: Speedway Stout
Bryggeri: Alesmith Brewing Co.
Type: Imperial Stout with Coffee
ABV: 12,0%
Land: USA (Californien)
Købt i: Donation via drikbeer.com

Passende til situationen …
Da apartheidstaten Israels genoptog sit folkemord på palæstinenserne for fuld gas (tåregas mestendels, men bare vent. Det er nok bare et spørgsmål om tid før Israel overvejer at tage gas, opkaldt efter populære kondimenter til cylinderformede kødretter op til fornyet overvejelse) var det tid at finde noget rigtig stærkt og rigtig mørkt frem, for ligesom at matche sindsstemningen. Valget fald på denne imperial stout fra den efterhånden bedagede donation fra en læser, jeg modtog i starten af året. Jeg valgte den frem for en chokoladestout, der faktisk var en anelse stærkere, men til gengæld ikke var tempereret – og så synes jeg egentlig ikke at anledningen passede.
Chokolade er noget man fejrer med – og jeg tør vædde på, at folk som Lars Aslan, Peter Seier og andre tilhængere af apartheidstaten Israel har ædt sig tykke og fede i billig mælkechokolade go leor her på det sidste. Kaffe, som dette bryg er tilsat derimod, er noget man drikker når depression og sortsyn plager – ikke at det nødvendigvis hjælper, men det passer til i farve og aroma – sort og bittert.

Det dunkle, bitre tema går igen i alle bryggets facetter. Skænkningen alene byder på tæt, uigennemtrængelig sorthed under det nydeligste mørkebrune skum. I duften mødes man af kaffe med cognac – en blanding der tilforn skulle have været populær som ‘energy boost’, men som man i vore dage stort set ikke hører om længere.
Til at begynde med melder brygget sig som en let stout, der smagfuldt glider hen over tungen uden de helt sto… men *SÅ* sker der noget! På bagtungen springer kaffen frem som en trold af en æske og den fineste aroma af velristede arabica-bønner buldrer henover og -under alle mundhulens jord- og himmelvendte flader. Bryggets markante alkoholnote hjælper elegant kaffearomaen – og den ligeledes bitre mørke maltaroma – vel på vej med whisky- og cognac. Præsent, men aldrig dominerende i forhold til bryggets primære udtryk: bitter kaffe.
Nu vi snakker om det bitre – en anelse malurt er der imidlertid også i brygget; en lakridsnote, der føles lidt støvet – og så kunne brygget egentlig også godt bruge en smule mere fylde. Det flyder rigtig godt gennem munden, men det er som om det har lige lovligt travlt med at ryge ned, og vægrer sig en anelse mod at hvile helt så meget, som en perfekt stout gerne skulle.

Det er småting. Overordnet er dette en af de bedste stouts jeg har fået i lang tid, og den er bestemt mine varmeste anbefalinger værdig. Ikke mindst fordi den – mørke og bitterhed til trods – lettede mit depressive sortsyn betragteligt. En smule farligt. Og jeg skal passe på, det ikke bliver en vane. Men det hjalp nu alligevel i situationen.
En videoanmeldelse af brygget er desuden tilgængelig her.

Kundalini, Flying Couch

Øl: Kundalini
Bryggeri: Flying Couch
Type: IPA
ABV: 6,7%
Land: Danmark
Købt i: Chokolenten, Hanstholm

Mesterklasse!

Den sidste øl, jeg købte i Chokolenten, Hanstholm, var ikke nogen større succes. Jeg var skuffet af mere end én grund. Ud over de uindfriede forventninger var der prisen. Hanstholm er udkantsdanmark … ja, Hanstholm udgør velsagtens det allerlængste man kan komme væk fra København uden at forlade landet – og alligevel ved de, hvad de skal tage for de fancy øl deroppe i Chokolenten i Hanstholmcenteret.

I det mindste har dette fancy bryg da et lokalt præg. Malten stammer fra gårdmalteriet Gyrup, der virkelig ligger ude i absolut ingenting, skal man tro Google Maps. Midt i Nationalpark Thy lige ud til Nørhå sø, for enden af en lillebitte og formentlig meget smal vej, man kun kan komme på fra Sønderhå-siden. Så bliver det næppe mere lokalt, eller mere et sted, man ikke ønsker at punktere.

Og Flying Couch er ikke de eneste aftagere af Gyrups malt. Løkken Bryghus bruger dem også, så der er nok gang i geschæften derude mellem klitterne. Flying Couch har jeg i øvrigt kun stiftet bekendtskab med en enkelt gang før. Men hvilken gang! Jeg drak en anden af deres IPA’er som wind down efter mit voksne livs største koncertoplevelse – Napalm Death på Loppen, Christiania for nu lidt over tre år siden.
Og jeg kunne lide, hvad jeg smagte dengang. Jeg burde nok prøve dem noget oftere end med flere år imellem, for også denne gang har de formået at behage smagssanserne mere end adækvat.

Lime, grannåle og vanille behager dybt allerede ved skænkning af det lyse, men også meget tætte, højtskummende bryg. Appelsinorange og næsten til at skære i optager det næsten demonstrativt glasset i en på én gang perfekt visuel og olfaktorisk præstation.
Og der er heller ikke glemt noget i smagen. Bitterhed så sprød som nyristede cornflakes blander sig med søde, aromatiske citrusfrugter; clementiner danser kinddans med nåletræsflis – ikke til Napalm Death, ganske vist (jeg tør næsten ikke tænke på, hvor galt man kunne komme af sted med at forsøge sig med kinddans til den slags) næh – det er vist mere til noget med en italiensk smørtenor og et big band.
Ikke alt behøver være et brøl af en energiudladning. Hvad man kan nyde i dette bryg er en massiv og langvarig aromatisk IPA-oplevelse, der lever videre længe efter at brygget er skyllet ned. Sjældent har jeg oplevet en så vedholdende og harmonisk eftersmag – ikke bare i en IPA, men i noget bryg.

Det er rigtig godt gået af Flying Couch – endnu engang. Der skal ikke gå endnu tre år før jeg prøver dem igen!

I’m not Coming Home for Christmas, Evil Twin

Øl: I’m not Coming Home for Christmas
Bryggeri: Evil Twin Brewing
Type: Double Dry Hopped Double IPA
ABV: 8,5
Land: USA/Californien
Købt: Donation via drikbeer.com

Lange, snævre drag …

Så gik der vist lidt pinseferie i den. Jeg beklager stilheden, men ind imellem findes der trods alt vigtigere ting i mit liv end øl – og nej, det er ikke altid Minecraft.
Lørdag var ellers projekteret til at være arbejdsdag på min – stadig relativt nye – arbejdsplads. De er gode de lørdage … almindeligt overarbejdstillæg plus weekend-tillæg plus en grundløn der i forvejen bestemt ikke er noget at fnyse ad …
Nå – men det blev så aflyst. Med en ekstra fridag og en helligdagsmandag i sigte fik jeg den fikse idé at tage mit nyerhvervede køretøj på en ordentlig prøvetur til hovedstaden, så jeg endelig kunne få set familie og venner igen.
Planlægning og neglebidning over projektets omfang (ADHD og asperger kan især i sådanne situationer være en værre hunhund) levnede ikke det store overskud. Men nu hvor pinsen er vel overstået, har jeg fundet ro til at sætte mig bag tasterne igen.

I øjeblikket er jeg bagud på bloggen i forhold til YouTube-kanalen, hvor denne øl for længst er anmeldt. På videoen kan altså observere hele min smagningsproces, der ud over mine kommentarer ikke adskiller sig synderligt fra øl, jeg anmelder via pen og papir. Først hældes det meget lyse og højtskummende bryg op, mens det udløser aromaer af vanilje og citron til de olfaktoriske sansers udelte velbehag. Stikkes snudeskaftet tættere på brygget afsløres noter af grannåle og appelsin – en traditionel IPA-oplevelse, der ingenlunde har glemt frugterne i kompositionen. I dåden en mere end lovende indledning.

Frugt og gran kappes om at behage smagsløgene ved første lille mundfuld. En særdeles smagfuld oplevelse af alt det, man kender og elsker ved IPA, og som hver gang stadig formår at overraske og behage, selvom man har prøvet det et utal af gange før. Der er ikke så mange dikkedarer – dette er en IPA i al sin vælde, uden at være ekstra bitter eller ekstra aromatisk … eller – det er faktisk forkert. Den har faktisk fået lidt ekstra vanilje og frugt oveni bitterheden. Til gengæld er der holdt en lille smule igen på fylden. Det gør, at brygget ikke bliver alt for overvældende, og bedst nydes i lange, men snævre drag frem for bittesmå mundfulde.

En fuldblods-IPA, der på den anden side heller ikke buldrer unødigt voldsomt frem. Det er ikke nødvendigvis en ulempe, at et bryg også kan nydes i mere end blot mikroskopiske, altovervældende nip.

Sweet Tooth, Black Cat Brewery

Øl: Sweet Tooth
Bryggeri: Black Cat Brewery
Type: Pastry Stout
ABV: 7%
Land: Rusland
Købt: Donation via Drikbeer.com

Kære minder …

Så opslugt blev jeg af indspilningen af min seneste video, at jeg rent glemte at knipse et billede af det skænkede øl i processen. Så hvis man vil se, hvordan øllet rent faktisk ser ud – i levende billeder, nota bene – ja, så må man altså smutte over til min seneste video på min YouTube-kanal.

Det kører derudad i øjeblikket – bogstaveligt talt, eftersom jeg i gør hentede min lille bil. Mit nye job er jeg fortsat kisteglad for – også selvom jeg nogle gange må arbejde om lørdagen. Ja, jeg ser det faktisk som en fordel, nu hvor jeg igen har gæld (på grund af bilkøbet) hvilket jeg egentlig havde forsvoret nogensinde at have igen.
På min førnævnte YouTube-kanal går det også godt. Siden jeg startede i arbejde for under fjorten dage siden, har jeg udgivet hele tre videoer, hvilket blot er én mindre, end jeg indtil videre har udgivet resten af året. Jeg vil prøve at se, om jeg kan udgive mindst én video om ugen om onsdagen. Ikke bare for at få lidt struktur på den aktivitet, men også fordi det angiveligt skulle være godt algoritmemæssigt, at udgive videoer med regelmæssige intervaller.

Nøj, hvor bliver man da egentlig kedelig af at være en voksen med (undtagelsesvis) styr på sagerne. Jeg må hellere skride videre til anmeldelsen, før læserne begynder at bruge mine indlæg som sovemedicin.

I en af donationspakkerne fra Drikbeer.com var der to øl fra det russiske mikrobryggeri Black Cat Brewery (bemærk den manglende artikel. Den slags har man ikke på russisk – eller så vidt jeg ved på nogen andre slaviske sprog). Mine russiskkundskaber fra gymnasiet rækker imidlertid ikke til, at jeg kan læse den lange smøre, bryggeriet har vedhæftet dåsen – jeg holdt 25 års dimissionsjubilæum for to år siden. I øvrigt står teksten med så små typer, at mine læsebriller næppe er nok – og så gider jeg sgu ikke rigtigt.
Untappd kommer til undsætning med en væsentlig kortere beskrivelse på et sprog, jeg forstår: “Pastry stout with browny & vanilla” – spørg ikke hvorfor ‘brownie’ staves på en bøvet/popsmart måde, for jeg ved det præcis lige så godt som dig.

Alt dette havde jeg ikke engang slået op før jeg skred til videoanmeldelse. Pastry stout skabte dog stadig forventning om en fortrinsvis sød stout. En Russian Imperial stout måske endda, idet disse er kendt for deres søde smag – og lette krop i øvrigt.
Letflydende er brygget i hvert fald. Jeg nød at se, hvordan løbet fra dåsen slog et par nydelige skruer før det endte i det til lejligheden fremfundne drageglas. Ganske sort er brygget, omend gennemskinneligt klart. Allerede ved åbning af dåsen breder bryggets søde duft af vingummi og lakrids sig ud i lokalet og indfrier allerede da forventningerne om en sød oplevelse.
I smagen er det nu lidt andre former for slik, der er i front. Mørk chokolade med en snert af mokka giver en velkendt, omend væsentlig sødere, bund end hvad man oplever i de fleste stouts – selv de søde af slagsen.
Efterhånden som det lette – og meget smagfulde – bryg glider hen over tungen, træder mere krydrede noter af lakrids og fennikel frem. I et glimt er jeg tilbage i min næsten spæde barndom i badeværelset i stueetagen på det hus, jeg voksede op i. Der hang medicinskabet, hvor hostesaften blev opbevaret – og lidt … eller faktisk ret meget som den hostesaft smager denne øl.

Jeg var bestemt ikke ked af den hostesaft. Og hvor er det skønt, at en øl kan vække minder om noget, der ligger så langt tilbage. Ikke mindst, når det er noget, er smager dejligt.

Fluffy Smoosh: Mango & Passion, Black Cat Brewery

Øl: Fluffy Smoosh: Mango & Passion
Bryggeri: Black Cat Brewery
Type: Smoothie Sour Ale
ABV: 6,8%
Land: Rusland
Købt i: Donation via drikbeer.com

Bare antydningen …

Uha, der sker mange ting lige i øjeblikket. Det hele startede med et truckcertifikat, der ikke engang var helt i hus, før jeg måtte kaste mig ned på maven for ikke at blive ramt alt for hårdt af de jobtilbud, der pludselig føg om ørerne på mig. Snart er det to uger, jeg har bestredet mit nye job, og det at have quasi-fast (jeg er trods alt vikaransat) arbejde er bestemt noget, jeg kunne bliver forfalden til.
Nu er jeg så nået dertil, at jeg har taget hvad der måske er den mest voksne beslutning siden jeg valgte at få børn: Jeg er i gang med at købe – ja købe – mig min første bil nogensinde. Jeg overtog min fars gamle bil, da han ikke kunne køre længere – men sådan selv at gå ud, kigge på og anskaffe mig min egen, troede jeg faktisk aldrig, jeg ville komme til.
En VW Up! bliver det til. Valget stod mellem den og en Fiat 500, der både var større og kønnere. Til gengæld sad man elendigt i den, gearingen var underlig, og så kunne den altså bare overhovedet ikke konkurrere med Up’ens evne til at integrere sig med mig, det øjeblik, jeg satte mig ind i den. Den mindste antydning af tryk på speederen, det mindste træk i rattet, og Up’en lystrede præcis så meget, som jeg gerne ville have den til. Den var ikke så meget en bil, som den var en forlængelse af mig selv – fuldstændig som den franske fænomenolog Merleau-Ponty’s (parafraserede) analogi om den blindes hvide stok, og hvordan den bliver en del af sanseapparatet.

Det er Fahrvergnügen når det er allerbedst. De kan det der, tyskerne. Hvad øl angår halter de nu stadig bagefter, og er først nu ved at komme efter det. Nogle andre, der er ved at komme efter det – meget overraskende og stærkt – er russerne. I en af pakkerne fra drikbeer.com, som en generøs donor lod mig blive til del, var der hele to øl fra et russisk mikrobryggeri ved navn Black Cat Brewery. Jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved det udeblevne ‘the’. Det kan meget vel være, jeg lægger for meget i det, men da russisk er et sprog helt uden artikler – bestemte såvel som ubestemte – kan jeg ikke befri mig fra den tanke, at det er helt bevidst.

Det er sådan lidt en af mine egne darlings, jeg har meget svært ved at slå ihjel. Det der nok er mere spændende for rigtig mange læsere, er dåsens indhold. En sour ale med mango og passionsfrugt – og det med en hævn, skal det hurtigt vise sig. (Det hele kan opleves i levende billeder på min YouTube-kanal her).
Brygget lader sig kun meget modvilligt skænke. Det er som om det kun vil skvulpe ned i store, afbrudte klatter af fuldkommen tæt, orangefarvet frugtgrød. Man fristes til at klemme dåsen for at hjælpe det usandsynligt tykke bryg på vej. Og der står det så – fuldkommen uigennemskinneligt, næsten strålende gulorange i alt sin mango og passionsfrugt-hed.
I duften er det mestendels mangoen man mærker. Sød, fyldig og vældig i sin inciterende aroma. ‘For meget’ vil mange sikkert mene, men for enhver der kan lide mango, mango lassi og øl, er dette bryg simpelthen et must. Syre – det er jo en sur øl – mærker man indtil videre ikke noget af. Men der er nu også mere end rigeligt af det søde til at kompensere.
Mango-knytnæven rammer først for alvor i smagen. Lige så tæt som brygget ser ud, føles det også i kæften. Ud i alle kroge og på alle blottede flader nærmest klæber mango-passionsgrøden sig genstridigt og overdrevent frugtsødt … det gælder i hvert fald det, man kan få ud af glasset – for en ikke-uanselig andel bliver siddende på glassets inderside, hvor det kun meget langsomt glider ned i bunden som en sidste genstridig mundfuld.
Og midt i alt den tætte frugtsødme, der egentlig for længst burde være blevet alt for meget, viser den sig – syren. Pikant, let, nærmest kun antydningsvis som en prikken på tunge og gummer. Den mærkes, men smages næppe. Den underspillede syrlighed giver den overvældende frugtsødme perfekt modspil. Syren gør, at bryggets fandenivoldske frugtudtryk ikke bliver ubærligt, og den samlede oplevelse bliver en ganske unik nydelse.

Netop i skrivende stund ser jeg, at jeg rent faktisk har prøvet en formidabel russisk specialøl før. Det var tre år siden da en af mine læsere, Niels Sørensen inviterede mig på Taphouse. Så jeg vidste egentlig godt, at de kunne. – Nøj hvor de kan, de russere … så mangler vi bare, at de lærer at behandle systemkritikere og LGBTQ-personer ordentligt også.

Det har desværre nok længere udsigter …

Øko IPA, Thisted Bryghus

Øl: Økologisk India Pale Ale
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: India Pale Ale
ABV: 5,8%
Land: Danmark
Købt i: Spar, Bedsted Thy

På tide …

Thisted Bryghus er kendt som bryggeriet, der præsenterede danskerne for økologisk øl. Dengang i midten af halvfemserne gjaldt det landets foretrukne standardsprøjt; den industrielle pilsner. Senere kom ølrevolutionen, som Thisted Bryghus for længst er hoppet med på – med større eller mindre held gennem tiden. Men først nu har de fået den geniale ide at brygge en økologisk IPA – en kvalitetsagtig mikrohåndbrygsvariant over det koncept, der for alvor gjorde bryggeriet landskendt. Det er egentlig lidt sært, at de ikke fandt på det noget tidligere.

Jeg husker imidlertid de første par år, jeg bloggede, at den daværende brygmester eksperimenterede en hel del med forskellige sten- og lavaøl, Der blev også eksperimenteret en del med forskellige tilsætningsstoffer – ikke mindst sulfit, og det fik bryggeriet da også en håndfuld hårde ord med på vejen for.
Men nu er de vel omsider kommet på bedre tanker, og har fundet nogle af de hævdvundne 90’ertakter frem igen. Heldigvis ikke i form af dårlig, primitivt produceret technomusik, men ved altså at introducere endnu et økologisk produkt i porteføljen.

“Vi har nedtonet bitterheden,” lyder bagetiketten – og det varsler jo sådan set ikke så godt. Det var nok godt, at jeg overhovedet ikke ænsede beskrivelsen, da brygget blev åbnet under min gode ven Geoff Breeze’s livestream i søndags, for jeg havde nærmest med statsgaranti været biased imod det. “Nedtone bitterheden” … Man nedtoner da heller ikke hestekræfterne i en Ferrari!
Videre står der, at der er tilført masser af aroma fra de 3 amerikanske humler, Simcoe, Cascade og Centennial … reddet på stregen, endskønt den krasbørstige censor nok ville dømme dumpet.
Som antydet læses alt dette i erfaringens krystalklare lys, og jeg kan kun gisne om hvorledes teksten ville have påvirket min oplevelse.

Mit gæt er, at min begejstring nok ville være reduceret et par takker, omend brygget igen ville have reddet på stregen ved at udløse mine duftsynapser allerede ved åbning. Vanille og citrusfrugter forenes i en indbydende dans, der kun bliver tættere idet det tågede, orange bryg og det fede, gyldne skum fylder glasset. Nu slår bouqueten over i en meget ren og autentisk karakter af tørre fyrrenåle – sådan bare for at krydre de æggende pikanterier.
Og hvis Thisted Bryghus kalder denne bitterhed nedtonet, ja, så glæder jeg mig til at prøve et bryg, hvor nedtoningen er udeladt. Der er rigeligt med tørt fyrretræssavsmuld, harpiks samt nåle i en skarp og frisk IPA-impression, der samtidig er så tør, at man næsten må frygte selvantænding.
Men det bliver aldrig for meget. Brygget rammer perfekt mellem en long drink og en (jeg elsker paradokset) tør tørstslukker, der både kan nydes alene eller – som bryggeriet anbefaler – til krydrede orientalske retter.

Thisted Bryghus kan andet end bare lave ellers gode varianter af deres Limfjordsporter. Det måtte de faktisk gerne fokusere lidt mere på, hvis jeg skal være helt ærlig.

Don Domingo, Ølluminati

Øl: Don Domingo
Bryggeri: Ølluminati
Type: Imperial Stout
ABV: 10,3%
Land: Danmark

På høje tid …

At jeg fik anmeldt en øl, der ikke helt fortjente hovedrollen i et jubilæumsindlæg som nummer 1300 er jeg efterhånden færdig med at græde snot over. Til gengæld har jeg rent glemt at forberede et særligt indlæg i forbindelse med jubilæet. Det har ellers været lidt af en tradition, men den slags er jo til for at blive brudt, hvilket også snart kan gå hen og blive en tradition, hvorefter galaksen eksploderer som resultat af paradokset …

I stedet har jeg forsøgt at eksperimentere en smule med formen. Som den vakse læser måske har bemærket har jeg startet indlægget med en knastør liste med nogle fakta om den øl, jeg står i begreb med at anmelde. Egentlig ville jeg hellere have inkluderet det i en faktaboks et sted i hvert indlæg, men en sådan funktion findes åbenbart ikke i WordPress … eller (og det anser jeg for en langt mere sandsynlig forklaring) jeg er for dum til at finde en funktion, der muliggør den.
Vejledning modtages med kyshånd. Men når det så er sagt, synes jeg faktisk ikke, at formen med fakta øverst i indlægget virker fuldkommen tosset.

Dagens øl er en gammel svend. Den har stået i mit køleskab i 1½ år eller deromkring, men det er også en type, der kan klare det. Det er med mørkt øl i almindelighed og stout i aldeleshed ligesom med historier og mennesker, at de bliver kønnere med alderen. Nu er jeg til gengæld ved at være træt af, at den fylder – og jeg synes faktisk også det er lidt strengt over for min gode ven, der i sin tid donerede den til mig. Det er vist på høje tid, han får mulighed for at læse, hvad jeg synes om den.

Ølluminati er et velkendt og feteret mikrobryggeri fra Viborg-egnen. Men jeg har måttet konstatere, at ikke alle deres produkter er faldet lige meget i min smag. Forventningerne er nu alligevel høje – for stilen er en af mine favoritter, alkoholprocenten er acceptabel selv i Aron Ra’s glas – og når de flueben er sat, bliver man godt nok nødt til at kludre gevaldigt i det, hvis resultatet skal gå helt galt.
Tykt og dovent skvulper tjæren vrangvilligt ud af flasken og ned i glasset. Ja, visuelt fejler det i hvert fald ikke noget, sådan som det nøddebrune skum rejser sig over den tætte tjære. Duften byder også på en snert af ny asfaltbelægning, omend stærk, velbrygget kaffe med rigelig fløde dominerer.
En exquisite flødemokka med vanille behager helt ud i mundhulens afkroge. Gummer, gane, tunge, mandler og svælg vrider sig i vellyst under det tætte, rare bryg. Det er præcis som man vil have det – det bliver aldrig for meget, for voldsomt eller for svulstigt. Ølluminati har ramt bullseye i afstemning mellem det storslåede og det nærværende behagelige.
Brygget byder behørigt farvel med rigelige mængder røg i eftersmagen som et mørkt punktum på en kulsort oplevelse – på alle de måder en kulsort oplevelse kan være smuk og velbehagelig. En ikke bare kompromisløs, men samtidig også velafstemt longdrink, som ethvert stouthoved bør unde sig selv.

Well done, Ølluminati. Må jeres bar være et af de første steder jeg besøger, når landet så’n rigtig genåbner.

Fortune DIPA, Fuerst Wiacek

Det behøver ikke være voldsomt …

Overskuddet til at anmelde er igen helt i bund. Jeg ernærer mig ved dagpenge og som daglejer hos diverse vikarbureauer med arbejde, der gør at jeg er totalt og fuldkommen udbrændt, når jeg kommer hjem. Oven i købet skal jeg så binde an med jobcenterets krav om ansøgninger og møder, der aldrig fører nogen vegne, og kun øger mit stressniveau.
Jeg skal samtidig binde an med en absurd regering, der for at dække over upopulære beslutninger (*host*)mink(*host*) endnu engang skruer gevaldigt op for racismen. Som det eneste vestlige land vil Danmark nu sende flygtninge tilbage til massemorderen og krigsforbryderen Assads borgerkrigshærgede Syrien. Min holdning er klar – blodet fra enhver flygtning der mister livet som led i regeringens racistisk motiverede etniske udrensning er på Mette Frederiksens og Mattias Tesfayes hænder. Hvis der skal finde et retsopgør sted mod regeringen Mette F. når magten engang skifter, burde det ske ved et internationalt tribunal for politikere, der har samarbejdet med det kriminelle Assad-styre og andre krigsforbrydere fra Syrien-konflikten.
Men det har nok lange udsigter eftersom kun tre partier og en håndfuld løsgængere er de eneste der spagfærdigt vover den mindste smule kritik af regeringens racistiske amokløb. Nej, der er ikke noget at sige til, at humøret driller igen.

Men når jeg så endelig får sat mig til tasterne, mærker jeg til gengæld snart, at glæden ved at anmelde er nogenlunde intakt. Det er den følelse, jeg skal holde fast i og minde mig selv om, når anmeldelseslysten svigter.

Det er ved at være et stykke tid siden, at dagens øl blev afprøvet. Til gengæld dvæler oplevelsen et stykke tid i erindringen – for den evne har rigtig gode øl som denne. En Double India Pale Ale skal man til gengæld også klokke gevaldigt i det med, for at det kan gå helt galt, og det har tyske Fuerst Wiecek med al tydelighed undgået. IPA og andre ikoniske typer fra ølrevolutionen er ellers ikke noget, tyskerne gør det meget i. Og når de gør det, når oplevelsen aldrig rigtig de helt store højder.
Indtil nu, hvor denne lille perle gør alle forudgående halvhjertede brygforsøg fra tyskens side til skamme. Det tætte, lyse bryg dufter perlende og forfriskende af grannåle og søde citrusfrugter, som kun de vildeste amerikanere og amagerkanere kan gøre det.
Bag læberne byder brygget på en nydelig, pikant og forfinet gentagelse af det, man mødte i duften; grannåle, lime og en smule citron. I modsætning til, hvad man gerne møder på den anden side af Atlanten (og Københavns havneløb) rammer aromaen ikke som en knytnæve. Den melder sig fyndigt og paraderer stolt henover smagsløgene til udelt glæde og begejstring – men uden kanonader eller anden dekadent og overflødigt føren-sig-frem.
Bryggeren har fundet det aromatisk strengt nødvendige, og for det er der skruet op, så det er en fryd – men uden at det bliver overdrevent eller på anden måde for meget.

Tyskerne kan også brygge revolutionsøl … omsider efter så mange år er de endelig kommet efter det. Lad os så bare håbe, de også holder fast og ikke falder tilbage til fordums konservative pilsnerkedelighed.

Anxoreux Bierre de Pomme, The Bruery

For real?

Åh nej, det er 1. april igen. Jeg hader 1. april af et ondt hjerte. Mest af alt fordi jeg er direkte elendig til at tage del i spøgen. Mine egne forsøg på aprilsnar er altid håbløse og antisjove. Samtidig falder jeg gerne for de ringeste og mest gennemskuelige folk og medier byder mig. Og så misforstår jeg gerne ting, der rent faktisk sker ude i verden, som aprilsnarre … jeg er vist så småt ved at være runden igennem, og jeg vil i øvrigt undlade at skrive nogen steder på sociale medier, og ISÆR ikke Twitter, at jeg igen er hoppet på vandvognen på grund af tømmermænd – for den er simpelthen ved at være for gammel og slidt.

Videre til dagens øl, der er en debutant i form af Californiske The Bruery. De har brygget en øl på vildgær og Newton Pippin æbler. Med andre ord en møgbeskidt øl. Jeg kunne selvfølgelig aldrig drømme om at anprise en øl, der indeholder andet en vand, gær, humle og malt … altså seriøst, hvad bilder de sig ind sådan at putte frugt i øllet. Hvad tror de mon selv, de er? Belgiere?
Ja, det er nok det, de tror, for samtidig gør den vilde gær også brygget surt. Jamen Vorherrebevaresdaosse! (Og den slags går jeg som bekendt meget op i. Ikke mindst i disse dage, hvor jeg i from, kontemplativ askese kommer Vor Herre Jesu Kristi pine og død på korset i hu, mens jeg duknakket trygler og beder Herren i det høje om mine synders forladelse, så jeg efter min død ikke ender samme sted som Rasmus Paludan.) Hvis jeg ville have surt øl, så ville jeg finde mig noget, der var inficeret – for det er i hvert fald surt, og smager derfor helt sikkert på præcis samme måde!
Så i dette bryg er der garanteret dømt clusterfuck fra starten. Det vidner etiketten og oplysningerne derpå jo så rigeligt om. I det mindste er der 7% alkohol i – så de rige mængder sprit vil måske formå at drukne sorgen over de spildte dråber og æbler.

Allerede ved skænkning trækker næsen sig sammen ved emmen af umodne stikkelsbær i brunkålslage. Så har brygget jo allerede så godt som tabt. Og det hjælper selvfølgelig heller ikke en tøddel at brygget ser godt ud, tåget, næsten grumsetgult – og som læserne vil vide, kan jeg ikke udstå ufiltreret øl [indsæt tungerækkende smiley her].
Og når det så kommer til stykket, kan brygget slet ikke finde ud af det. Ja, den er godt nok lidt sur i det, men overhovedet ikke på den modbydelige tænderskærende måde, som inficeret øl er det. Nej tværtimod læsker brygget gane og tunge mere end velbehageligt med ledsagende noter af de friskeste grønne æbler og en antydning af både sød malt og bitterhumle.

Altså helt forkert!

Det kan da virkelig ikke passe, at et bryg der giver sig ud for at være surt, udtrykker en nærmest perfekt harmoni mellem let vinøs syre og frugtsødme, garneret med en antydning af vanille, der giver brygget den fylde og substans, man ellers godt kan savne i mange sure bryg?

Nej, det der med surt øl – det kan The Bruery da virkelig ikke finde ud af!

Hydra Blackberry + Pineapple + Raspberry, Mortalis Brewing

Fortune & Glory …

Så kunne det ellers være, at mit lille hobbyprojekt her nåede ud til de brede masser! Efter et halvandet timer langt interview i onsdags har Nicolai Sebastian Holle, journalist ved Danmarks Radio, skrevet denne artikel om mig. Og det må godt nok siges at have boosted bloggens popularitet – i hvert fald lige for øjeblikket.
Over 4.000 hits på én dag! Og klokken er i skrivende stund ikke engang tolv middag, dagen efter at artiklen blev offentliggjort. Det er flere besøgende, end der ramte bloggen i hele februar måned – og mange andre måneder i øvrigt gennem bloggens historie. Hidtil havde min blog fået flest hits den dag hvor jeg bekendtgjorde at jeg skulle skilles. Jeg er ikke ked af, at den rekord blev slået i en langt mere glædelig anledning.
Jeg må hellere få leveret noget underholdning til alle de nye læsere.

Efter en uge hvor jeg mestendels har været på natarbejde, hvilket ikke levner nogen huller til afprøvning af nye bryg, tog jeg en tørn fredag og lørdag, hvor tre for mig hidtil ukendte øl røg i glasset og i svælget.
Den første var denne Fruited Sour på behersket høje 7%. Brygget indeholder hindbær, ananas og brombær, hvilket giver brygget en nydelig mørkerød kulør, aldeles uigennemskinneligt og næsten grødagtigt i sin substans. Bekymringen melder sig spagfærdigt efter mango/ananas-fiaskoen forleden, men da når den lifligste duft af de sødeste hindbær i sukkerlage næseborene. Det er ikke ulig Faktas økologiske hindbærsyltetøj, som jeg og børnene elsker på pandekager og rundstykker.

I modsætning til supermarkedernes børnevenlige smørepålæg er brygget dog mere tilpasset voksne smagsløg. Don’t get me wrong – der er rigeligt med bærsødme og frugtaroma, igen primært fra hinbærrene i denne supertætte ølsmoothie. Humlen, til gengæld, mærker man ikke meget til. Og det er her, brygget primært adskiller sig fra The Motive, der gerne både ville være en frugtøl og en IPA og en sour på én og samme tid.
Mortalis Brewing har begrænset sig til det sure og det søde, og afvist det bitre. Forræderi vil nogen måske hævde. I min mund fungerer det imidlertid rigtig godt! En sur bund holder en intens, men ikke for intens bærsødme oppe, og de to elementer blander sig aldeles nydeligt idet de ikke kun komplimenterer hinanden, men også holder hinanden i skak.
Svulstigt, dekadent og voldsomt … men så alligevel kunne jeg måske godt ønske, at brygget havde lagt en kende mere vægt på bærsødmen. Kvalmt skal det selvfølgelig ikke være, men gerne næsten. Alternativt kunne syren også have fået et nøk opad, så ansigtet blev krænget bare en anelse i retning af en fornærmet Pia Kjærsgaards ansigtsudtryk (udenyderligeresammenligning udenyderligeresammenligning udenyderligeresammenligning!).

I stedet for at lege med, hvor meget man kan trække aromaen i nærheden af grænsen for, hvor udfordringerne begynder og industrifolket for alvor falder fra, holdes bryggets aromaprofil pænt inden for skiven. En fryd for ganen, bestemt – men der er, hvis man absolut skal finde hår i suppen (og jeg ville ikke være mig, hvis ikke jeg kunne det) også en bufferzone, som det kunne have været spændende at gå på opdagelse i.

Men som mere antydet er vi nede i småtingsafdelingen.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme