Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 5-5½ stjerner

St. Peter’s Christmas Ale, St. Peter’s Brewery

Er julen allerede i hus?

Så fandt jeg endelig et sted, hvor man faktisk kunne få et spændende og varieret udvalg af juleøl i Thisted. Stedet var skjult lige for næsen af mig hele tiden, nemlig i den særdeles velassorterede filial af SuperBrugsen, der findes i byen. For første gang har jeg set en øl fra svært savnede Amager Bryghus til salg netop der – deres Winter in Bangalore, som jeg selvfølgelig vil anbefale enhver lokal læser at erhverve sig et eksemplar af. Om ikke andet, fordi Amager Bryghus’ øl er forbandet svære at få fat i i Thy.

Og så var der en masse andre. Willemoes Jule Ale var svært populær, og blev nærmest revet væk … om jeg fatter mennesker, der ikke går op i ordentligt øl? Men det må de jo om. I mellemtiden er der jo rigeligt af de andre øl til mig …

… fx den her. En juleale – Christmas Ale – som den hedder på bryggerens lokale sprog (jeg er som ateist naturligvis SVÆRT skuffet og forarget – rødglødende af raseri faktisk – over, at bryggeriet har formastet sig til den forsmædelighed, at tvære deres religion ud over det hele i titlen. Fy føj! (Ej, not really …)). En kobberfarvet sag med højt, gyldent skum.

Blommer i snaps og tørrede figner på en bagvæg af egetræ udgør bryggets lovende – og afgjort julede – bouquet. Og det endda helt uden, at brygget er tilsat andet end vand, malt, humle og gær. Både bryggets udsøgte duft, og skarpe aroma hidrører fra brygkunst alene.

Mest blødt og rart som marcipan og juleskum på en bund af julesne glider brygget hen over tungen. Men med metallisk klang jager kødkniven ud af skeden og ind i andestegen, hvor det vælter ud med svesker, nelliker, laurbærblade og tyttebær, da brygget når gummerne. Et orgie af julens aromaer skaber en mundfuld fuldendt juleglæde – med en skarp kant af egetræ, som nogen vil finde generende, men som undertegnede glæder sig over, da den effektivt holder en følelse af kvalme og ‘for meget ‘ stangen.

Jeg har fundet min øl til juleaften … indtil videre i hvert fald. Man ved selvfølgelig aldrig, om jeg senere i mine juleølsanmeldelser finder en bedre egnet øl. Men skulle det ske efter at læserne har hamstret denne her, så kan man stadig glæde sig over at man har skaffet sig en sublim juleøl under alle omstændigheder.

At finde noget bedre end dette, vil give en anelse afsmag af hybris.

Lounge Lizard Lager, Beard Brew

Dem der gider …

Det er ikke allitterationen, jeg ikke kan få nok af. Allitteration er sådan set et OK kunstgreb ind imellem, hvis man vil have noget til at lyde flot og sejt. Men det kan også meget let overdrives, hvorved det snart bliver søgt og klichéagtigt.

Ikke at jeg vil anklage randrusianske Beard Brew for at bruge allitteration i overdreven og unødigt omfang. Netop i overskrifter, navne, punchlines, sloganer – eller øltitler – fungerer det sådan set fint, og også her, hvor der er hele tre gange L som forbogstav i bryggets navn.

Næh, det er Beard Brews fantastisk fine og fortrinligt festlige forfriskninger i form af formidable flaskeøl, jeg føler mig så forført af, at jeg flot må fjærte på mit forbehold mod forfløjen brug af fesen allitteration. Pyt med det! De fortjener det!

Ikke mindst når talen falder på en øltype, der i sit inderste væsen nærmest skriger generiskhed og industriel almuesprøjt. Lageren – eller pilsneren, som den typisk hedder her på egnen – er den øl, som de store bryggerier typisk er kendt for, som øllen de har. Ikke mindst fordi netop pilsneren gerne deler bryggeriets navn. Carlsberg, Tuborg, Royal [Unibrew], Vestfyen, Harboe – og man kunne blive ved. Også hvis man smuttede til udlandet med Coors, Heineken, [Anheuser-]Busch [InBev] og hvad alt det andet i den uanselige og ensartede masse af kornfarvet industri, giganterne drukner markedet i.

Hvorfor binder kvalitetsbryggerne overhovedet an med en type som pilsneren? For nu selv at komme med et bud på mit åbenlyst retoriske spørgsmål, så forestiller jeg mig, at det må være for at vise, at selv pilsneren kan blive til en rigtig god øl, hvis bryggeriet ellers gider.

Og Beard Brew gider ikke bare, næh, de gider helt sikkert så meget, at man bliver nødt til at skrive det med kursiv. Beviset er nærværende pilsnerbryg.

Dyborange, aldeles uigennemskinneligt, og med en nydelig omend ikke unødigt voldsom skumkrone, udgør en lovende visuel indledning. Næsen begejstres snart af en kæk og frimodig humle, der føles ren og autentisk, men ikke usædvanlig i sin karakter. Jeg havde gættet på Hallertauer, og ramte dermed helt forbi skiven. Vic Secret, Mosaic og Columbus er i hvert fald to typiske IPA-humler (Vic Secret kender jeg ikke), men det er slet ikke IPA’ens krakilske bitterhed man her rammes af.

Og det er det heller ikke i smagen. Det er for all intents and purposes en pilsner – eller lager om man vil – man sidder med. Let glider brygget over tungen, men smagningen bremser hårdt op, så snart brygget rammer tungesider og gummer. Her tårner en bitter mur sig op. Tung, tæt, kraftfuld og bøvlet at komme uden om. Man lader kun brygget sive langsomt forbi en lille åbning ved mandlerne, for at få alle de tunge, bitre nuancer med: Hasselnødder, valnødder, kaffe, bålrøg og kål.

Og som enhver velbygget mur bliver den stående, efter at være blevet møjsommeligt forceret. Bitterheden klinger kun ganske langsomt af, til stor fornøjelse og nydelse længe efter at glasset er tomt.

Jeg kendte godt pilsnertypens potentiale for store oplevelser fra andre mikrobryggerier. Desværre er der rigtig mange, der uløseligt forbinder pilsneren med generisk industri, hvis fremmeste egenskaber er tørstslukning og beruselse. Men der er rigtig meget smag at komme efter …

… I denne pilsner, og i mange andre. Hvis man gider kigge efter.

Lindemans Apple, Lindemans

Exquisite!

Denne øl har stået i køleskabet siden starten af maj måned, hvor Marcus og jeg var på Ølfestival i Esrum. Som hardcore fans måske vil huske, fik vi brugt en rum tid på det belgiske udvalg, og glemte næsten alle de andre fine øl på udstillingen. En stribe smagsprøver til senere anmeldelse kom også med hjem – ikke mindst den frugtøl, der havde imponeret os mest, denne med æble.

Det er ikke kun for at være kontrær – men at jeg godter mig ved, at jeg finder ærlig og redelig nydelse i de belgiske frugtøl i skarp modsætning til de fleste ølconnoisseurs, skal ikke være nogen hemmelighed. Især når de belgiske frugtøl ikke bare er ‘øl, hvor der er blandet noget frugt i’ men møjsommeligt komponerede kunstværker af surt øl og frugtsaft, minutiøst afprøvet og gennem årene optimeret til perfektion.

Resultatet kan man nyde – bare nyde – i denne alt for lille sag af koncentreret, sursød vederkvægelse. Jeg kunne drikke dette øl af deleemballager – helt uden at dele.

Og snobberne vil sikkert sige, at den bare lugter af æblemost, og at det da ikke har noget med øl at gøre. Men gu har det så. For gider man tage sig til til at snuse ordentligt ind, mærkes den underliggende lambic’s friske, sure udtryk, der giver æblemosten et ekstra pift æblemost, som æblemost alene ikke magter.

Og det næsten overmodige udtryk af æbler med ekstra æbler fortsætter og vokser i smagen. Brygget er perlende frisk som det bruser og prikker af rigeligt gærinduceret kulsyre, der løfter æblearoma og lambicsyre op til endnu højere etager af fryd og nydelse. Skønt man mest mærker sødmen, vrides ansigtet alligevel i groteske grimasser, når den udsøgte blanding af foeders gør sig til kende i bryggets frisksure bund.

Og oplevelsen er ikke slut, når brygget skylles ned. Det skarver og river hele vejen gennem brystet, og prikker mærkbart videre, indtil det endelig falder til ro i bugen. Man kan slet ikke få nok. Og man ærgrer sig sådan over, at brygget kun leveres i kvartlitersflasker.

En vinflaske ville man ikke engang bliver voldsomt fuld af, da brygget kun holder afdæmpede 3,5% – så hvorfor ikke bare levere det i nogle voksne mængder?

Til mig ville det altid kunne afsættes!

Brooklyn Black Ops, The Brooklyn Brewery

Sikken’ fest …

Det er desværre begyndt at være en dårlig vane, det der med at der går lang tid mellem indlæggene. Jeg er begyndt at arbejde igen – i fiskeindustrien, og desværre er jeg ofte så smadret fysisk når jeg kommer hjem, at jeg ikke rigtig orker at arbejde på bloggen. Jeg orker heller ikke at lave videoer for tiden, så det kan jeg heller ikke bruge som undskyldning.

Damned if I do, damned if I don’t – med og uden arbejde får jeg ikke skrevet. Men det skal være løgn, skal det. Nu vil jeg skrive endnu et indlæg, og smøre lidt ekstra tyk glasur på som kompensation for de udeblevne dage.

Sidste prøvesmagning fandt sted natten mellem 28. og 29. september. D. 28 var den sidste lørdag i september – Siløsep – som det forkortes på Rødovre Gymnasium, der holder sin årlige gamle elevfest netop på den sidste lørdag i september under dét navn.

Det er 25 år siden, jeg dimitterede. Så jeg havde fundet vej hele vejen fra Thisted for at slutte mig til en lille hård kerne fra dengang, der havde været vakse nok til at huske os på jubilæet over fjæsen. Det blev til nogle glædelige og hjertelige gensyn. Overraskende lidt pinligt. Der blev spist, drukket (kedelig Royal Pilsner – men så slap jeg da for at tage noterne mellem alle anekdoterne om de gode gamle dage), sludret – blandt andet om, hvordan nogle fra klassen var flyttet til udkanten … Vordingborg fx (*fnys* Vordingborg – udkant … hvor nuttet), danset lancier – et syn det må have været, thi det havde jeg ikke danset siden dimissionen, tror jeg.

Men det gik uden brækkede ankler eller det der var værre, således at jeg efter festlighederne stadig var i stand til at spadsere til mit logi for natten. Min gode ven Marcus’ lejlighed i Valby en halvanden kilometers penge derfra.

Og han stillede selvfølgelig an med både natmad og godtøl. Generøs og storhjertet som han er. Det havde han bestemt ikke behøvet. Min tilstand var faktisk ikke den allerbedst egnede til at prøve øl af aftenens kaliber. Men nu er det jo ikke så tit, vi har lejlighed til at mødes længere, så der var jo ligegodt en dag der skulle gribes.

Om bryggets navn kunne Marcus fortælle, at Black Ops er en forkortelse for Black Operations, et slangudtryk for især hemmelige militæroperationer, som den amerikanske hær ikke står bag, og som i hvert fald heller ikke finder sted. Øllet ser også ud til at have været markedsført som en øl, der ikke findes. Men hvis den fandtes ville den have været en Russian imperial stout med yada yada yada – den sædvanlige selvrosende smøre.

Alt hvad jeg refererer her, er i øvrigt stykket sammen fra en optagelse af min og Marcus samtale på min telefon. Brudstykker af den virker bekendte, men hvor ville jeg have været evigt ude af stand til bare tilnærmelsesvis at rekonstruere noget fra nattens udskejelser, om jeg ikke havde haft min nedslidte, men i situationen trofaste telefon med optagefunktion ved hånden.

Om denne individuelle øl knyttede der sig en noget mere spændende historie, end firmaets skalkagtige markedsføring. Den var medbragt helt ovre fra USA af Marcus tvillingebror, som han kalder ‘klonen’, men som i virkeligheden hedder Joachim. Han har faktisk også været med på bloggen et par gange, men i en noget mindre prominent rolle end Marcus.

Det gode i øllet, kunne Marcus berette, kommer dog fra det bornholmske solskin, idet Joachim angiveligt havde ladet øllet lagre i sin vindueskarm på sit kontor på Bornholm i godt og vel et halvt år.
“Det dårlige i øllet kommer fra …”
“Det bornholmske solskin?” bryder jeg kækt ind på optagelsen med munden fuld af natmad.
“Nej-nej-nej-nej!” forsikrer Marcus ihærdigt, “for en af de andre unikke ting, som Bornholm kan for Danmark …”
“Det er Fiske-Finn …”
Den upassende, småstereotype og aldeles ufølsomme kommentar fra bloggeren leveret på pivfalsk rønnefin bliver prompte ignoreret, idet Marcus returnerer: “baggrundsstråling – suverænt Danmarks højeste …”
“Og Fiske-Finn!”
“Nej, men selvom vi troede, han var død og borte, så kunne det også være, at Krølle-Bølle havde været forbi og dyppe sin pung i det her.”

Herefter bryder kontinuiteten i optagelsen en anelse sammen, da Marcus udtrykker sin højlydte begejstring over bryggets duft. “Det skal siges at Kaj og jeg nød et glas portvin før maden – og det fortsætter vi så med. Det er portvin som øl, det her!”

“Den er i hvert fald sort,” konstaterer jeg tørt ved skænkning, idet det meget hurtigt bliver klart, at brygget ikke er blevet bleget af hverken solskin, baggrundsstråling eller Fiske-Finn. Skummet forlader til gengæld scenen hurtigt – som om det ikke havde noget at gøre der, da duft og kulør opfylder sansernes hunger så aldeles rigeligt.

Lakrids med en tæt portvinsbund og -sødme udgør krop og aroma. I eftersmagen spores friske valnødder – næsten som en forsmag på den jul, der også efterhånden rykker nærmere (og allerede er full blown i visse supermarkeder). Overraskende let er den alligevel i betragtning af den meget tunge olfaktoriske indledning. Og det er ikke usædvanligt for typen.

“Det er som om, at man for at understrege de finere pointer i den, har isoleret det, der ellers ville blive skjult i den. Ligesom hvis man siger: nu spiller vi alene diskanten,” begynder Marcus. Jeg nikker – halvejs i stupor efter en seks timers togtur, fem timers besøg hos min far med familie, så druk på mit gamle gymnasium, lanciers og nu Marcus. Heldigvis blev jeg fri for at fortsætte den begavede ordstrøm. “Hver evigt eneste gang vi optager øl, bliver jeg lamslået over, hvad vi nu finde på at sige af prætentiøst bullshit.”

Og deri havde Marcus evigt ret. Angiveligt er det også det, der gør min ølblog læselig, har mange hævdet. At den ikke kun står på tørre anmeldelser, men også saftige anekdoter.

“Der er en doven chokolade inde over …” i Marcus lette overrislet hed og min fyrre hestes brandert blev der på den over 25 minutter lange optagelse ikke sagt meget mere om denne 11,6 procents alkoholbombe. Begejstringen var imidlertid til at tage og føle på, og brygget skal have en karakter derefter fra mig.

Hvad Marcus ville give den, må jeg spørge om ved lejlighed.

Jeg skylder en særlig tak til mine gamle gymnasiekammerater, der endnu engang kunne mønstre tålmodighed nok til at tolerere mig in the flesh. De havde selvfølgelig også tre års øvelse … der alligevel lå hele 25 år tilbage.

Det er alligevel imponerende.

Home Brew Milk Stout, Beard Brew

Det lover fortsat godt …

Dagens bryg måtte agere stand in for den anden Struer Bryghus-øl, som min storebror havde med til mig, da han overnattede forleden. Venø Bryg, hed den. Den var brygget med sukker og havregryn, men det fremgik ikke af etiketten, hvilken type den skulle forestille at være.

Og det fik jeg heller aldrig rigtig lejlighed til at smage mig frem til, for ved åbning eksploderede brygget nærmest. Sådan lidt ligesom den fejlgærede Disobedience fra Dry & Bitter ikke gjorde i den her video fra min facebook-side. Forskellen er altså, at Struer Bryghus’ bryg … vel, det eksploderede ganske vist ikke. Men der var godt nok dømt både ‘Old Faithful’ og ‘Strokkur’ hjemme i dagligstuen – og i det lille ateistiske hjem føg det ikke kun med eder og forbandelser, men også med højlydte lovprisninger til magter, der ellers kun sjældent anråbes, endsige prises, idet ikke en dråbe havde ramt min temmelig dyrebare PC, der stod placeret få centimeter fra den spruttende geysir.

Jeg var faktisk også blevet advaret mod Struer Bryghus’ øl. Der var vist flere, der havde oplevet inficerede eksemplarer. Flere misfornøjede læsere havde endda udtrykt deres undren over mine rosende ord over Skonnert Stout. Men jeg kunne altså godt lide den, og den fejlede så vidt jeg kunne vurdere intet. Tværtimod.

Til gengæld stod det lige så klart, som de anselige mængder væde på stuegulvet, at dette eksemplar af Venø Bryg vist havde fået noget med fra bryggeriet, der ikke  var meningen. Det lyse bryg var desuden aldeles udrikkeligt – surt som eddike. Og hvad der ikke smagte af eddike smagte af gær. Selvom jeg kan tylle det sureste bryg man kan opdrive i mig som saftevand, er jeg ikke et sekund i tvivl, når jeg får fejlgæret øl i kæften. Det smager surt på en helt anden – ubehagelig – måde.

Men det skulle ikke ende skidt, skulle det ej! En hurtig søgning i køleskabet, og jeg havde fundet en erstatning: En lille gave fra Beard Brew fra da jeg mødte dem til Øllets Dag på Thisted Bryghus. Et eksperimentalbryg, der ikke er helt klar til at komme på markedet endnu, så vidt jeg kunne forstå. Derfor blev det også leveret i en højst uofficiel emballage – en flaske fra Flensburger Brauerei, komplet med logo oven på den for bryggeriet næsten ikoniske patent-prop.

Det var den samme flaske, som mine forældre i min barndom brugte til deres hjemmebryg. Næppe til stor forundring i betragtning af min tyske baggrund, samt den oplagte grund at flaskerne er perfekte, når man skal bruge dem igen og igen, og man ikke ejer udstyr til påsætning af kapsler.

Dejlig mørkt og sejt, næsten som frisksmeltet tjære, skvulper brygget dovent og modvilligt ned i glasset. Den langtrukne affære bliver dog ingen byrde, for undervejs man man nyde den fine bouquet af sød lakrids og kaffe som brygget anderledes velvilligt afgiver.

Brygget er tilsat laktose og holder 7,2%. Jeg lærte til Øllets dag, at man med laktose kan gøre øl sødere uden at gøre det stærkere, fordi mælkesukker ikke omsættes til alkohol. 7,2 er ellers oppe i den tunge ende – men så var det vel for ikke at få den endnu højere op (går jeg ud fra).

Laktose eller ej – det er nu ikke sødmen, der er i højsædet i brygget, Det er til gengæld lakridsen, der uden at være den usødede engelske af slagsen, stadig er mere kraftig end sukret. Til gengæld føles brygget overordentligt velbehageligt på tungen, som det olieagtigt glider hen over den, for på vejen at efterlade sig et nydeligt spor af velsmag og -behag.

Efterhånden melder sødmen sig da også – omend subtilt – i form af mørk chokolade, der aldrig så nydeligt forener sig med lakridsnoterne i en kombi, der også er velkendt uden for ølverdenen.

Smagfuldt og fuldfedt som det skal være. I mine øjne er der ikke nogen grund til at fortsætte eksperimentet. Brygget er fint og klar til lancering som det er. Eneste indvending skulle være, at jeg gerne ville have haft det bitrere og mere lakridset – fordi jeg bare er sådan.

Men det er jo ikke helt meningen med en milk stout – så det må få være …

The Black Cat, Amager Bryghus

Langt fra Amager …

Der var lige endnu en video, der skulle fødes. Jeg ved godt, det begynder at være en slidt undskyldning for, hvorfor der i alt for lange perioder – nogle gange en hel uge eller det der ligner – ikke sker noget på bloggen.

Men 2019 vil jeg i hvert fald gerne huske som dengang jeg gik på YouTube – med de eventuelle ofre det måtte koste. Vil man i øvrigt gerne se mig optræde i videoerne iført lillafarvet skæg, skal man skynde sig at subscribe (som det hedder i dag) hvis man ikke har gjort det endnu. For hvis jeg når op på 1000 følgere inden udgangen af september, vil jeg farve mit skæg lilla, og beholde det sådan indtil min fødselsdag d. 6. november.

Videoen handlede jo ikke så meget om det, jeg har bygget min bloggervirksomhed op omkring, men derimod om den landflygtige bondefanger og kvaksalver Torben Søndergaard, som til gengæld bedst tåles efter et par genstande eller tre.

Men nu videre til dagens øl, en efterhånden vel- (men ikke over-) lagret porter fra Amager Bryghus. På trods af flere måneder i Thisted er Amager Bryghus ikke holdt op med at være mit yndlingsbryggeri. Jeg har fortsat et lille lager af deres lagrede (no pun intended) øl stående bagest i mit ølskab, for turene hele vejen til København efter nye forsyninger kommer ikke til at ske med alt for jævne mellemrum, kan jeg allerede afsløre. Så det er om at få lagrene til at række så længe som muligt,

Det er i øvrigt den sidste af de lagrede øl fra jul, jeg nu anmelder. Heldigvis bliver mørke lagrede øl ikke sådan lige for gamle. Tværtimod har de ofte godt af at stå lidt ekstra. Der er således ikke noget der tyder på, at den her skulle have stået for længe. Aldeles kulsort fylder den glasset – måske lige lidt velvilligt, og bruset peger i retning af en lidt lettere sag end de meget tunge og brutale monstre, serien indtil videre har bestået af.

Skummet står også kun ganske kort, men bouqueten fejler til gengæld intet. Tæt, tæt bittersød em af natmørk og overtæt chokolade, hvor man har været ekstra karrig med sukkeret, behager og beriger næsen med et både velkendt og i sin vigende sødme overraskende element. Lidt kaffe er der også plads til – sådan lidt ved siden af, for det klæder jo altså ligegodt den slags chokolade så fint. Bemærk dog, at der ikke serveres chokolade til kaffen her. Kaffen er i den grad sidevogn til chokoladen.

Og letflydenhed til trods, er der mere end rigeligt til hele aromapaletten. hårdt træ leverer kant, toffee leverer sødme, mens den kaffeforstærkede mørke chokolade leverer et vældigt bittersødt bagtæppe af prægtig varm, blød og kærtegnende aroma, der når ud i alle små hulrum og overflader hvor aroma kan smages, mærkes eller annammes på andre måder.

Ned gennem brystet mærkes brygget også, som det varmer og får ribbenene til at hæve sig en anelse, idet det lægger sig mageligt til rette i kroppen, før det som det næste sniger sig mod hovedet.

Endnu et gedigent mesterbryg fra Tårnby. Sikke de kan, og hvor jeg glæder mig til at kigge forbi hos dem, når jeg kommer til København igen – hvornår det end bliver.

Der vil være meget at følge op på.

Mass Hoppiness, Stellenbosch Brewing Co.

Meget mere med i købet …

Brygget her er allerede videoanmeldt, mens jeg selv har været for doven til at få lagt videoen ind på bloggen endnu. Sådan er jeg – ADHD-ramt som jeg er – karakteriseret ved sløsethed og almindelig slendrian, samt distraktion og skyhed over for ting som jeg burde, men ikke rigtig gider lige nu.

På videoen vil man i øvrigt kunne opleve, hvordan alderen så småt sætter ind, så jeg må betjene mig af en lup for at kunne læse bryggets etikettekst. En etikettekst der, kan jeg allerede nu afsløre, er det mest kritisable ved øllet. Men i konkurrence med en sådan ekvilibristisk opvisning i aromakrumspring og bouquethurlumhej skal man heller ikke ligefrem gøre sig umage med ikke at gøre sig umage, før man lander på niveauet under eller lavere.

Der er tale om den første egentlige specialøl, jeg har prøvet fra det afrikanske kontinent. Hidtil har jeg prøvet øl fra Uganda og Kenya, men de har alle ligget i den industrielle tyske pilsnertradition … for nu at sige det pænt og diplomatisk. Her er derimod et bryg fra et rigtigt mikrobryggeri, og det kan mærkes fra starten af.

Brygget er flot rødbrunt med et højt, plastisk skum på toppen, der flere gange når langt over glassets kant, hvis man skænker brygget utålmodigt. Det kræver tid, men skummet er til gengæld også så fast i konsistensen, at intet øl behøves spildes, endskønt det er skænket i hast.

Og så begynder oplevelsen ellers for alvor. En mild vifte af søde og krydrede noter rammer næseborene, vanille, gran, koriander og fyr. De leger lystigt sammen til udelt fornøjelse for sanseapparatet uden at forvirre, deres forskelligheder til trods. Et sindbillede på det ideelle Sydafrika – en mulitikulturel smeltedigel, der får det bedste ud af alle de mange etniciteter og kulturer, så alt går op i en større, skønnere enhed.

Og sådan er det selvfølgelig ikke i virkeligheden – desværre – men man har vel lov at drømme – og i øvrigt svulstigt overfortolke bouqueten i en øl, blot fordi den kommer fra et bestemt hjørne af verden.

Fra en stor olfaktorisk oplevelse, nærmest eksploderer brygget i smagen. Det breder sig lynsnart fyldigt ud i alle mundens afkroge, fløjlsblødt og alligevel spækket med bittesmå barberbladsskarpe skærver af granbitterhed, der flænser godt op i smagsløg og andre blottede indre mundoverflader. Dernæst rammer den virkelige overraskelse: Et kludetæppe af krydderier trænger dybt ind i de overflader, den initale bitterhed kradsede op, og behager med noter af anis, laurbærblade, koriander og nelliker.

Brygget er ikke bare en IPA, som vi elsker og kender den – bitter, sprød og frisk. For oven i får man den velbehageligste massage af hele verdens krydderier, man kunne ønske sig. Fristelsen til endnu en bizar overfortolkning af øllet som en afspejling af Sydafrika som et sted, folk fra hele verden er rejst til for at skabe noget smukt sammen, melder sig. Men jeg vil undlade, ikke bare fordi det er lidt fjollet, men også fordi det i lyset af Sydafrikas meget mørke historie med apartheid, undertrykkelse og vold, er historisk ukorrekt og unuanceret så det skriger til himlen.

Over dette bryg skal der til gengæld kun lyde glædesskrig. Her er en verdensklasse-IPA, der oven i købet formår at udvide genrens betydeligt. Det afrikanske kontinent er således ikke bare med på ølrevolutionen. De er med til at definere den.

Med lidt held behøver man ikke engang rejse til Sydafrika for at finde brygget. Selv købte jeg det i africanbeer.dk’s bod på Copenhagen Beer Festival i april, og med lidt held har de stadig nogle flasker stående derude i Kastrup.

Chapeau Framboise, Brouwerij De Troch

Frugtøl for viderekommende …

Nej, Kajs Ølblog er ikke gået på ferie. Der var bare endnu en af de undertiden lidt for mange og lidt for lange pauser i strømmen af anmeldelser. Det er nu ikke fordi jeg har ligget på den lade side. Med behørig hjælp fra mine gode venner, Marcus og Joachim, er det rent faktisk lykkedes mig at gennemføre tidligere på bloggen omtalte flytteplaner. Nærværende indlæg skrives som det første fra min nye residens i Thisted. Midt i byen har jeg fundet mig en lejlighed i en af byens gamle huse. Smukt beliggende tæt på gode indkøbsmuligheder, bæverdinger, en park med rigtig store træer, og i det hele taget en natur hvis storslåethed, jeg tilforn næsten kun kunne drømme om.

Jeg siger næsten – fordi Amager Fælled, som jeg boede i nærheden af i mange år i min tid i København, faktisk er en overset naturperle lige ved siden af hovedstaden. Men ved siden af Thisteds bølgende bakker og limfjordens stille vand med Mors som baggrund må også den se sig slået.

Selve flytningen fandt sted i weekenden, og tiden efter er gået med at pakke ud, rydde op, sætte ting op, skaffe internet … alt det, der hører en flytning til. Nu hvor jeg så småt kan se en ende på den næsten uendelige række af opgaver, har jeg fundet tid til endelig at skrive lidt igen.

Nærværende bryg blev imidlertid nydt under uformelle former på min gamle adresse i Brønshøj. Marcus assisterede endnu engang, ja, faktisk var det ham, der gav. Han er blevet svært glad for frugtøl efter turen til Esrum, og havde samlet denne op i en vinhandel, der lå tæt på hans nye arbejdsplads.

“Chapeau,” hører man mig udbryde på optagelsen, “gad vide hvad det betyder?”
“Det betyder ‘hat’.”
“Det kan du selv være …” jeg bliver åbenbart et utaknemmeligt skarn, når jeg sådan får et par genstande under vesten. Det var ikke den første øl, vi prøvede den aften.. Tænk at jeg, sproginteresseret som jeg ellers er, ikke formåede at sætte pris på Marcus’ overlegenhed udi det franske (hvilket, må jeg hellere for en god ordens skyld nævne, heller ikke kræver særligt meget). “Det plejer ellers altid at være dig, der kalder mig en hat,” eskalerer jeg den spændte stemning og forlegenhed.
“Og jeg har ret, jedes Scheißmal!” parerer Marcus effektivt, og endelig på et sprog, som jeg kunne forstå.

“Ah, den dufter vidunderligt!” udbryder jeg, hvorefter vi klapper hinandens ryg og skulder, idet vi giver hinanden ret i, at brygget ikke bare dufter af hindbær, men at man også tydeligt mærker bryggets sure, og noget mere vanskeligt tilgængelige bund af geuze.
“Vi er slet ikke over i Lindemans, som jo er rent slik!” slår Marcus fast.
“Præcis!”
Rigtig godt slik, jeg er stor tilhænger af Lindemans …”
“Det er jeg også. Ikke et ondt ord om Lindemans, men her er vi ovre i noget farligere, noget dunklere,” afbryder jeg begejstret.

Og det er egentlig kernen i det dybrøde, næsten rødvinsfarvede bryg fra Chapeau – at man ikke bare får en rar og venlig framboise, der kæler for de søde smagsløg. Nej, der er bestemt også rigeligt til de syrlige receptorer. Hele munden bliver sat i bevægelse. Brygget ikke bare smages. Det mærkes, som det prikker, svier og skarver i alle kæftens blottede slimhinder.

Og mangler man det skønne sommervejr vi har været beriget med de sidste dage, vil brygget her også egne sig fint som en dessertøl, fx til ris a la manden til julemiddagen.
“Ris a la mande,” vrænger Marcus nedladende grimasserende.
“Du kan ikke lide ris a la mande?”
“Ris a la mande? – Go jump in a lake,” knurrer min medsmager og fortsætter “der findes familier der spiser ris a la mande, og så findes der almindelige mennesker.”
“Hvad spiser i så i din familie, Marcus, til jul?”
“Risengrød sguda, like real people!”

… og sådan sad vi i solnedgangen efter at have slæbt gamle møbler ned til udsmidning, og nød de surt-søde dråber af dette vidunderlige bryg, mens flere digressioner og udflugter snart fulgte. Om karakteren var vi enige, og jeg vil tro, at det er den højeste, jeg endnu har givet en frugtøl. I hvert fald er det det højeste, jeg nogensinde har givet en framboise. – En øltype, jeg slet ikke vidste kunne gøre så megen gavn.

Citradelic Tangerine IPA, New Belgium Brewing

Bare mix løs …

Slå bare koldt vand i blodet. Det kan godt være at nazisten Rasmus Paludan har samlet tilstrækkeligt med underskrifter til at få sit nazistiske parti Stram Kurs opstillet til det nært forestående folketingsvalg. Og selvfølgelig er det da dybt tragisk, at der her i landet findes så mange mennesker, der er nazistiske nok i deres havregrødsfyldte penalhus til at give ham en vælgererklæring – eller bare er dumme nok eller naive nok. Men nu hvor hele tre nazistiske partier stiller op til Folketingsvalget, er chancen for at i hvert fald to af dem kommer til at spilde alle deres stemmer, endnu større. Og det tredje nazistiske parti vil måske endda blive endnu mere reduceret, end opinionsmålingerne antyder.

Jeg er i hvert fald sjældent optimistisk omkring valget, og jeg er faktisk mindre bekymret for udfaldet nu, hvor nazisten Rasmus Paludans nazistiske parti Stram Kurs er blevet opstillingsberettiget. Risikoen for stemmespild er blevet fordoblet … eller … det ved jeg faktisk ikke. Jeg kan ikke lige overskue at tjekke efter matematisk, hvordan risikoen for stemmespild fordeler sig – men større er den i hvert fald blevet, og det er entydigt godt.

Det er dagens øl i øvrigt også. Jeg er som bekendt en stor nyder af IPA, og hvis man blander det op med noget, og fortsat får et godt resultat, har jeg ikke noget større problem med det. New Belgium Brewing har således blandet deres IPA op med mandarin- og appelsinjuice, samt appelsinskal, for at krænge typens traditionelle bitterhed over i – vel, noget andet. (Spoiler: Over i noget sødt. Det kan man i øvrigt også erfare, hvis man ser den video, jeg optog, da jeg afprøvede den).

Brygget er aldeles nydeligt dyborange – næsten rødt, og initialt er det kun skummet, man kan blive skuffet over. Dét er der godt nok ikke meget af. Duften er til gengæld så skøn, at jeg på stedet fortrød, jeg ikke havde hældt den op i mit drageglas – men jeg havde ikke gjort mig nogen forestillinger om brygget, idet bryggeriet var ukendt for mig, og øllet havde jeg fundet på køl i Irma. Okay, det var Irma, og ikke Netto eller Lidl, men dåseøl på køl udstråler – selv i Irma – bare ikke en kvalitet, der automatisk kvalificerer brygget til drageglasset.

I bouqueten blander de søde citrusolier sig elegant med bryggets traditionelle bitterhed. Tørt, lyst træ ledsages af søde, bløde og krydrede noter af clementiner med en knivspids nelliker. I smagen folder frugterne sig endnu mere ud – de bliver skarpere idet man nu bedre smager de bittertsyrlige appelsiner på et gulv af friskskårne fyrretræsbrædder. En fuldfed og vellykket smagsoplevelse, og ikke spor en skam, at den er blevet til på et mix.

Den der idé om renhed, ikk’, og at man ikke må blande – det er sådan noget som Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs går ind for. Her på bloggen må man se langt efter den slags, især når New Belgium Brewing behersker mixekunsten så fint som de gør.

Det er i øvrigt ikke det eneste ved det bryggeri, der er ret svært at tygge. Men det skal jeg nok komme ind på senere – for jeg har endnu en af deres øl på køl.

Og den ryger i drageglasset!

From Astoria with Love, Fort George Brewery

Black Russian …

Allerførst: Tusind tak! – Til alle jer, der tog jer tid til at reagere på mit seneste indlæg. Det gjorde godt at komme ud med det, og det gjorde endnu bedre at få så mange positive tilbagemeldinger, skulderklap og opmuntrende ord.

Jeg har fået det lidt bedre, føler mig mere afklaret, og helt konkret venter jeg nu på et boligtilbud i Thisted, som jeg kan sige ja til – og så må det gå sin gang derfra.

I mellemtiden er der et helvede af ting, der skal ordnes og arrangeres, men i små oaser af tid er der også plads til en ny øl, der kan smages og anmeldes. Dagens øl er også smagt og anmeldt på video – som jeg jo har mere og mere for vane. Desuden er jeg for nylig blevet interviewet af en anden YouTuber, og resultatet af det kan ses i denne video. Jeg kan kun på det varmeste anbefale, at man ikke bare smider Neils video hvor jeg bliver interviewet et like, men også abonnerer på hans kanal. Han laver først og fremmest samtaler med folk om deres vej til gudløshed, og det er spændende historier, omend de kræver noget mere koncentrationsevne end YouTubes gennemsnitlige kattevideoer.

Videre til øllet, som er en endog meget mørk Russian Imperial Stout. Den var med i en pakke, jeg modtog fra en anden YouTuber, nemlig Tasting Nitch, der sendte mig nogle smagsprøver som tak for et shoutout, og for at hun kunne bruge en stump af mine videoer i en af hendes.

Titlen ‘From Astoria With Love’ henviser til James Bond-filmen af næsten samme navn – erstat blot ‘Astoria’ med ‘Russia’ og voila! Og med en Babushka-dukke som udsmykning på etiketten, er det russiske tema vel sådan cirka fuldendt.

Brygget er umådeligt tæt, og vægrer sig følgelig ved at forlade dåsen og begive sig ned i glasset. At lyse igennem brygget er umuligt – slet og ret. En sort mur blokerer alt lys, og jeg mener alt. Det der sorte hul, Nasa fotograferede for nylig kan godt pakke sammen – her er en virkelig singularitet i flydende form, der endda ikke er spor farlig at være i nærheden af. Faktisk kan den endda indtages uden større fare for helbredet. En vis snaldrethed vil man med bryggets 9,4% imidlertid risikere.

Duften er dyb og kraftig af mørkt træ. Det er umiddelbart bitrere end hvad man måske forventer af typen, der kendes som relativt let og fortrinsvis sød. Bouqueten ledsages af en næppe overraskende alkoholnote af Calvados – en fransk æblecognac, jeg fandt hos min far, da han fraflyttede sit hus for lidt over et år siden. Dertil kommer nogle fortrinsvis søde lakridsnoter og en kant af røg.

I betragtning af, at brygget er en Russian Imperial Stout, er det ganske tungt og voldsomt tæt. Her er ikke et letflydende bryg, der lystigt glider over tungen. Derimod må man modstå fristelsen til at tygge brygget før det sluges. Så svarer smagen lidt bedre til forventningen, man har af typen, endskønt den finske lakrids stadig leveres med en antydning af røg samt en fylde, der bedst nydes i små slurke. Lakridsen står ikke alene, men ledsages elegant af andre søde noter af mørk chokolade, mere calvados samt samme antydning af røg, der kunne mærkes i duften.

I det hele taget passer duft og smag fint sammen i dette gedigne mesterværk af en stout. Vidunderligt tæt og smagfuld. Tyk, intens og kraftfuld i udtrykket – men stadig rar og venlig som man kender den russiske stout.

Tak til Tasting Nitch for den også. To fantastiske øl fra Oregon er det blevet til, og det bliver forhåbentlig til endnu flere.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme