Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 4-4½ stjerner

Grimbergen Rouge, Kronenbourg/Carlsberg

De store kan også ...

Det er evigt og altid i embeds medfør, når jeg ser en ny øl fra Carlsberg-koncernen på supermarkedshylden og tager den med hjem til anmeldelse. Det gælder også frugten af deres aggressive fusioner og opkøb rundt om i verden. Grimbergen-brandet ligger således under franske Kronenbourg, der for en utrillion år siden alligevel blev opkøbt af Carlsberg, så det egentlig kunne være aldeles ligegyldigt at ordet ‘borg’ har et ekstra, eksotisk klingende ‘u’ i sig. Til gengæld fungerer det sikkert fint i markedsføringsøjemed – man kan lave nogle bryg der ser flotte ud på etiketten, udstråler kvalitet og ved første øjekast synes at komme fra [gisp] udlandet. Selv kvalitetsbevidste forbrugere hopper alt for ofte på limpinden og tror, at blot fordi der kun står ‘Carlsberg’ med små typer, så er det et kvalitetsprodukt, de står med i hånden.

Meget tyder imidlertid på, at der virkelig er gjort noget ved dette produkt, for at få det til at smage af noget. Ikke mindst indholdsfortegnelsen, der i længde er sammenlignelig med diverse FN-rapporter om menneskerettighedsbrud i Nordkorea – uden yderligere sammenligning i øvrigt. Glukosesirup, sukker, naturlig aroma (min fremhævelse), gulerodsekstrakt, bygmaltekstrakt, syre og citronsyre pryder bagetiketten sammen med byg- og hvedemalt, samt humle og vand. Kreativiteten og gavmildheden fejler ikke det store, men hvordan mon det står til med brygkunsten?

Navnet passer i det mindste. Brygget er nydeligt rødt, næsten som en fed blanding hindbærsaft, med fint, kridhvidt skum, der formår at klæbe mere end bare en anelse. Hvor farven kommer fra melder historien ikke umiddelbart noget om, men mistanken falder på gulerødderne, der kunne være af den violette slags. For mest af alt bærer brygget lød af rødbeder, som trods alt ikke har været i brug i konkoktionen.
Det er heller ikke lige gulerødder, brygget dufter mest af. Til gengæld genfinder man sødme af sirup og hvidt sukker, kombineret med syrligt-søde bær – tranebær ligger tæt på. Brygget formår således at dufte meget lidt af det det egentlig er – øl, men på den anden side ikke så meget af søde sukkerdrikke, at denne blogger skræmmes bort lige med det samme. (Det siger egentlig ikke så meget i betragtning af, hvor meget pris jeg sætter på belgiske frugt-øl. Men det er en anden historie).
Så vidt ikke noget væmmeligt – eller industrielt kedeligt for den sags skyld. Og idet glasset sættes for munden bliver det endda godt. Brygget smager dejligt sødt og fyldigt igennem med en underliggende syrligt-frisk note, jeg som stor ynder af førnævnte frugtøl hilser aldeles velkommen.
Nogle vil kalde den vammel i sin sødme, men jeg sætter faktisk pris på den karakter, det giver brygget. Der er noget fest og (især) farver i dette bryg, som man alt for ofte savner i Carlsbergs produkter, og selv om tyskerne – især sydpå – slår sig kors for brystet over tilsætningerne, er det færdige resultat trods alt ikke mere syntetisk, end at det godt kan nydes.

De blander åbenbart bedre end de brygger hos Carlsberg. Til gengæld gør det mine pligtanmeldelser så meget mindre en byrde, når det færdige resultat rent faktisk smager af noget, og så skal jeg ikke vifte unødigt meget med pegefingeren ad dem for blanderiets utyske.

Christmas Ale, Corsendonk

Reddet på stregen …

Udbuddet af juleøl har ladt noget tilbage at ønske i år. Ikke at der har manglet gode øl i højtidssæsonen. Der var bl.a. en formidabel vinter-IPA fra Khioskh og en nydelig røget bock fra Heller. De var bare ikke brygget som egentlige juleøl (helt uden at Dansk Folkeparti anklagede bryggerierne eller distributøren, SuperBrugsen, for femte-kolonnevirksomhed i den muslamitastiske magtovertagelse. Så har man set det med).
En håndfuld bryg, der blev brygget som juleøl blev det ikke desto mindre til. Men med dem har jeg godt nok ikke været videre heldig. De tre første famlede rundt mellem to og to en halv i karakter, og jeg skulle op i en markedsføringskaliber, hvor man lægger flaskerne i ekstra emballager, før jeg nåede op på et acceptabelt niveau.

Således også denne, ret stærke (8,1%) belgier i delestørrelse. Den blev leveret i en høj metalcylinder, som jeg nu spekulerer på, hvad jeg skal bruge til. Jeg nænner ikke rigtig at smide den væk.
Den blev nydt til, hvad jeg selv betragter som julens officielle afslutning for mit vedkommende: min medvirken i en 36 timer lang livestream-marathon, arrangeret af en af mine gode venner fra ateist-miljøet, der er kendt under navnet Purple Rhymes with Orange.
Mange ikke-troende – især i USA, hvor Purple har til huse – er alene i julen. Især når man er vokset op i fundamentalistiske kredse, hvor man ikke ser mildt på frafald. Det er andet år i træk, at marathonen blev arrangeret, og mit 2-timers bidrag kan ses her. Ideen er at give ensomme uden tro noget at samles om i juledagene, og det må siges at være lykkedes ganske godt, de mange live-kommentarer taget i betragtning.

Brygget er ganske mørkt, omend gennemsigtigt, når det holdes op mod lyset. Så meget restgær er der heller ikke i den. Skummet er akkurat knækket i det gyldne, klæber adækvat, men gør så heller ikke mere væsen af sig. Duften er sødlig og let alkoholisk – ligesom den initiale aroma, der slutter af med en let brændende fornemmelse i gane og svælg.
Fremturende alkohol – det kunne være meget værre. Sødmen lægger sig i det krydrede hjørne og peger i retning af tørrede figner og svesker – det er faktisk julet, og endda julet på en måde, man nemt genkender.
Samtidig er brygget dejligt letdrikkeligt og glider lige ned i løgnhalsen, hvis man glemmer at give det den tid, der skal til, for at man annammer aromaerne ordentligt. Læsere, der kender mig, vil vide, at dette gerne er min subtile måde at antyde, at et bryg godt kunne have brugt noget mere fylde og aroma, end man bydes.

Men det er nu godt nok … Beggars can’t be choosers. I betragtning af, hvor få dage der er tilbage af dette anno horribilis kunne det være gået meget værre. Hvis dette er 2020 sidste stød af ubehag, så kunne noget tyde på, at alt det modbydelige, vi har måttet døje med i det forløbne år måske – måske – så småt er ved at få en ende.
At julen afsluttes med en øl, der i det mindste er god nok er faktisk mere, end man turde forvente.

Christmas Ale, Shepherd Neame

Pretty English …

Glædelig jul allesammen!

Juleaften tilbragte jeg i min nære families skød, det vil sige hos mine børns mor. Jeg er evigt taknemmelig for, at man stadig kan være venner og få den slags til at fungere, selvom man har en skilsmisse bag sig.
Julen er traditionernes fest, og traditionen tro havde jeg fundet mig en øl, jeg kunne drikke langsomt i løbet af juleaftensdag, mens min eks’ fede, lækre julemad var i sin vorden. Fint skulle det være i forbindelse med højtiden, så det blev en øl i en særlig emballage – en nydelig papkarton i julens farver uden om flasken.

Bekymringen lurede imidlertid. Hvor ofte har man ikke oplevet, at den fine indpakning blot var til for at skjule, at indholdet bestod af vanlig, generisk standard og gerne lavere end det? Men julen er vist nok også håbets tid, så op af emballagen blev den mindst lige så flot-etiketterede flaske hevet, behørigt åbnet og skænket.

Flot er brygget i hvert fald. Gyldent skum, som jeg ikke skal brokke mig for længe over, faldt lidt hurtigt, over det fineste, dyborange bryg. Undtagelsesvis fangede kameraet, trods overbelysning og andre tegn på, hvor elendig en fotograf, jeg faktisk er, bryggets udsøgte lød perfekt. I en noget mere rødlig nuance blinker advarselslamperne – omend uden lyden af alarm – da næsen sættes for brygget. Syrligt, mere end noget andet – men også krydret. Nelliker og en snert af muskat byder trods syre op til hyggelig dans om juletræ, og således fremstår brygget alligevel julet, selvom det indledningsvis ikke peger helt så meget som ønsket i den retning.
Oplevelsen fortsætter i smagen. Ja, brygget forekommer en smule syrligt, men ledsages også af en solid bitterhed af mørk træ, og flere julede krydderier. Malten leverer også adækvat fylde og en snert af honning. Det hele passer fint sammen, også selvom det måske ikke matcher dansk jul perfekt.
Men nu er brygget jo ligegodt heller ikke fra Danmark. Det er fra England, og er i virkeligheden et ganske fint eksempel på britisk brygtradition. Det nydes bedst tempereret, og vil forekomme mere surt end det vandige pilsnersprøjt de fleste spytter i på vore længdegrader. Det er baseline. Derudover er der fine nye og gamle smagsnuancer at finde og udforske – et lille undervisningsstykke i en fremmed brygtradition passer mig fint i en højtid, hvor traditionsbundetheden kan være kvælende.

Det glæder mig, at det omsider lykkedes mig at finde noget, der mindede om en ordentlig juleøl. Eller i det mindste en juleøl, der smagte godt. Det er ikke den mest perfekte øl til julebordet måske, men den leverer en oplevelse der er julen værdig med rigeligt af julens aroma – i et for os (brunede) kartoffeldanskere uvant arrangement.

Endnu engang glædelig jul. Se mig eventuelt på internettet klokken 13 i dag.

Strong Ale, Thisted Bryghus

Farin og nødder …

Besøgstallet for december ser meget fint ud. Jeg har faktisk aldrig haft så mange gennemsnitlige klik pr. dag på min blog nogensinde før, som jeg har haft i indeværende måned. Mit mål for i år var at nå op på 4.000 klik pr måned – det mål er for længst nået, og i november nåede jeg endda op over 5.000.
I mit stille sind tænkte jeg, det kunne være sjovt at nå op over 6.000 læsere – et tal, jeg aldrig er nået op på før, men så tænkte jeg igen. For med den raketfart, læserne rasede ind på bloggen de første dage af december, var der ingen grund til at tænke småt.
Så nu går jeg efter 7.000 læsere på bloggen i december. Over 1.000 mere, end jeg nogensinde har haft før – fordi det ligger vel inden for det mulige, omend det også vil kræve et minimum af anstrengelse fra min side.
At anstrenge mig er imidlertid ikke det, jeg gør med størst fornøjelse for øjeblikket. Uanset hvor introvert jeg er, rammer den fornyede Corona-isolation også mig, og sammen med ledigheden har det desværre resulteret i en temmelig grim depressiv tilstand. Den kæmper jeg dagligt med at reducere og forbedre – blandt andet ved at holde fast i at dele indlæg på min blog med ikke alt for store mellemrum, men det kræver en større indsats end ellers.
Min YouTube-kanal sker der således ikke meget på. Min fødselsdagslivestream er det seneste, der kan ses, og det er fra starten af november. Jeg har sagt ja til igen at hoste et segment af en Christmas relay Stream på juledag. Måske vil det sparke lidt liv i kanalen igen – jeg gør i hvert fald hvad jeg kan for at få lidt sving i aktivismen igen, selvom det er svært.

Øllene render i mellemtiden ingen steder. Den her stærke sag åbnede jeg mere end noget i mangel på bedre. Fx i mangel på juleøl, af hvilke udvalget har vist sig meget begrænset heroppe i det nordvestjyske. Jeg købte den i Føtex for nogle måneder siden, hvor der var tilbud, hvis man købte fire øl af gangen. Da jeg havde fundet tre (herunder de seneste øl fra to øl) var dette den øl, der så mindst uinteressant ud af det, der var tilbage på hylderne.
7,2% er langt fra det stærkeste, jeg har prøvet, men det er vel alligevel stærkt nok til, at betegnelsen ‘Strong Ale’ ikke er direkte ulovlig. Samtidig er brygget dejlig mørkt, og dufter fyldigt af mørkt sukker og svesker. Forrest på tungen er brygget blødt og sødt smagt til med kagekrydderier og rigeligt farin. Som det ruller gennem munden ændrer det karakter og bliver mere bittert. Det ender ved mandlerne med en markant, næsten besk aroma af lidt for gamle hasselnødder. Igen er det den slags aromaer, man helst er fri for uden for øl, mens det i et bryg som dette opleves som karakter og raffinement.
Ligesom Aecht Schlenkerlas ‘Eiche‘ ville brygget her slet ikke være umuligt på et julebord. Fylde og sødme er mere end adækvat til den fede julemad, og bitterheden leverer krydderiet. Det er langt fra første gang, at erfaringen med sæsonens såkaldte juleøl viser, at ordet ‘jul’ langt fra garanterer egnethed til højtiden, ligesom uegnethed ingenlunde fremgår af ordets fravær på etiketterne.

Så skulle der være udsolgt af de dedikerede juleøl skal man ej fortvivle – der findes gangbare alternativer derude.

Løkken Badehus, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VII

Se om det løkkes …

Turen til Løkken går i dag ad stranden ved Vesterhavet. Løkken er et landskendt ferie- og badested, og det har det været siden ruder konge var knægt … eller næsten i hvert fald.
Jeg husker, hvordan det for nogle år tilbage var berygtet som venue for unge menneskers ugelange massive dødsdruk – en dansk pendent til Loret del Mar, Sunny Beach og hvad alle de der steder nu ellers hedder. Jeg skal ikke spille hellig – jeg har også været ung engang. Jeg gik ordentlig til den hvert år når der var festival – og gerne senere på sommeren også, når jeg var på diverse politiske sommerlejre.
Dagens bryg er da heller ikke en hyldest til Løkken som ungdommeligt Tour-de-Kneipe-sted, men derimod helt konkret til de på stranden forefindende badehuse, hvor strandgæsterne uforstyrret af nysgerrige og – lets face it – sleske blikke, kan klæde om før tåen dyppes i brændingen. Tidligere blev de kørt ned til stranden fra byens badehotel – nu om dage er de angiveligt fast inventar. Jeg tror aldrig selv, jeg har været i byen, så det er ikke noget, jeg har oplevet ved selvsyn. Nu er jeg mildt sagt heller ikke nogen strandløve selv.

Og før jeg i øvrigt kommer til at lyde som en anden boomer, selvom jeg i virkeligheden hører til den yngre halvdel af Generation X, må jeg hellere skride videre til denne, den syvende i rækken af Løkken Bryghus-øl. Bryggeriet har sendt den samling af øl, jeg anmelder, til flere bloggere for at få noget omtale, som jeg med glæde giver dem i bytte for øllene. Men det skal foregå i mit tempo og på mine præmisser, og jeg må nok snart til at holde en pause i rækken, hvis jeg også skal nå at anmelde et seriøst udvalg af årets juleøl. Bare så læserne er forberedt på, at temaet her nok først afsluttes engang i det nye år.

Her er der tale om en wit – den belgiske udgave af hvedeøl. Temaet er velvalgt til Løkkens hvide sandstrande og sommervejr, hvor netop denne type øl med sin friske og – let’s face it once again – vandede karakter nok skal vederkvæge i heden. Selv er jeg ikke nogen stor fan af typen, men må dog indrømme, at den lejlighedsvis har ramt plet.
Typens traditionelt citrongule lød og tågede ydre karakteriseres dette eksemplar imidlertid ingenlunde af. Kun det fedtede, klæbrige skum peger umiddelbart væk fra en pilsner af wienertypen – men en wit er det ikke desto mindre, hvilket hvedemalten vidner om. Dertil kommer appelsinskal, så brygget potentielt også kan bruges på nærværende årstid, skulle man komme til at glemme den i ølskabet.
Det er nu mest udseendet, der falder uden for karakter. Den sprudlende friskhed er i hvert fald meget nærværende og mere end sufficient læskende i enhver dehydrerende cocktail af sol og saltvand. Man skal vente lidt på aromaen, men det er snart sagt mere en lettelse end en skuffelse i betragtning af hvor tit den belgiske wit går … wait for it … for vidt [drumroll] i gær- og banansmag.
Men her er der intet forstyrrende element af gær. Brygget er kun antydningsvis banansødt og vel inden for grænserne, ikke bare af det acceptable, men ligeså det ønskværdige. Dertil melder der sig efterhånden et for typen usædvanligt bittert indslag af hasselnødder – en stærk aromakontur i en brygtype, der alt for ofte ender udefinerbart surt-sødt og kun som en begrænset fornøjelse.

Her er friskheden intakt – sammen med den reelle, nærværende smag, man alt for ofte savner.

Det er løkkedes meget godt.

Thy Økologisk Pilsner, Thisted Bryghus

Gør den permanent …

Bare rolig, jeg skal nok nå til nogle juleøl inden alt for længe. Men først skal jeg lige have den her af vejen.
Det er en relancering af en gammel klassiker fra for 25 år siden, nemlig Thisted Bryghus‘ økologiske pilsner, der altså i år har fejret jubilæum.
Jubilæumseksemplaret her er dog ikke helt den samme øl som dengang. Det er altså ikke bare gammelt øl på nye flasker, men derimod en opdatering med lidt ekstra humle. Og det er kan jeg, som notorisk humlehoved, selvfølgelig kun hilse hjerteligt velkomment.
Ikke mindst når jeg kigger tilbage på originalen. Alle gode intentioner til trods samt det faktum at jeg dengang var nærmest forblændet af økologiens lyksaligheder – i dag er min begejstring noget mere pragmatisk – scorede den jo ikke nogen videre høj karakter dengang. Vist var de 3½ stjerner højere end hvad de fleste standard- og industripilsnere har scoret gennem tiden på bloggen, men produktet var alligevel ikke i nærheden af noget egentligt ekstraordinært. Ikke engang inden for pilsnerverdenen.
Hvor meget kan lidt ekstra humle gøre for en øl, om hvis kvalitet jeg ikke kunne sige meget mere, at den da var noget over standard? For at foregående sætning ikke ender som et rent retorisk spørgsmål, kunne man jo begynde med at afprøve den.

Det ligner sig selv, det korngule bryg. Pilsnerøl er letgenkendeligt, og altid synet værd, korngult og prangende som det står i glasset. Her med en mere end nydelig kridhvid og fedtet skumkrone, som jeg ikke husker fra originalen.
Duften røber til gengæld ikke nogen større oplevelse end for 25 år siden. Humlen er der, nogenlunde markant og med det samme rå, upolerede udtryk, der gjorde Danmarks første økologiske øl ganske populær i sin tid. Men så heller ikke mere …

I smagen til gengæld – der folder jubilæumsudgaven sig virkelig ud …

Her er der rigeligt med humle. Bitter og aromatisk, igen med den velkendte rå kant, men i forening med mere sød malt og vanilleessens, der giver brygget en langt fyldigere bund, end den man kender. Søde æbler blander sig med med bitterheden, og giver en bredere oplevelse, uden at brygget berøves sin oprindelige kantede karakter.

En gedigen opdatering af en øl, der mest var nyskabende ved andre egenskaber end sin smag. Nu har Thisted Bryghus fået smagen med, og det fortjener de hæder og ære for.
Mit ydmyge ønske er, at produktionen af det oprindelige økologiske bryg indstilles, og erstattes med denne jubilæumsudgave.

Kavt, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken III

Tilgiveligt …

Jeg er fortsat sunket godt og grundigt ned i ledighedssumpen med hvad dertil hører af angst, depression og stress, ironisk nok fordi man pludselig har alt for meget tid, men ikke magter at bruge den på noget konstruktivt.

Det er ledighedens paradox, og det har jeg været inde på et utal af gange allerede, og jeg skal derfor ikke plage læserne unødt med det.

I stedet vil jeg skride videre til dagens øl med det samme. Vi har fat i endnu en af de mange fine øl, Løkken Bryghus har sendt mig. I dag gælder det Kavt. “Kavt er et af de udtryk Vendelboerne har opfundet til at beskrive noget, der er upraktisk, besværligt og unormalt” fremgår det af etiketten. Så blev vi så kloge.
Ellers er Kavt en belgisk (inspireret – må jeg hellere tilføje, for ikke at få Fødevarestyrelsen på nakken) blonde. I virkeligheden er belgisk blonde et meget vidt begreb, der vidner om den belgiske ølkulturs mangfoldighed. Det betyder til gengæld også, at det kan gå alle mulige veje, og at det er stort set umuligt at forudse hvad man bliver budt, når brygget er skænket – måske med undtagelse af hvor lyst brygget er. En blonde vil som regel være lys – her i en nydelig nuance af blankpoleret kobber.
Bouqueten er letbenet og imødekommende humlebitter uden at være kraftig nok til, at begyndere udi specialbryg har noget som helst at udspytte brygget for. Kenderen vil til gengæld ærgre sig over konturløshed og vigende styrke, for hvilket der kompenseres noget i aromaen, der er markant sød af kornmalt og uden noget af det, man ellers godt kan frygte, når der står belgisk blonde på menuen. Der er ingen rå sprittethed, ingen gærsmag eller anden uintenderet sur afsmag. Det hele er velkontrolleret og harmonisk … lidt for harmonisk, kunne man indvende. Men har man mere end én gang haft dårlige oplevelser med typen, er de begrænsede armbevægelser ikke bare tilgivelige, men også kærkomne.
Og fuldstændig gråt og kedeligt er det langt fra. Sødmen er markant, og slår efterhånden mere over i modne æbler med en snas af banan – lige akkurat nok til at det kan påskønnes, og meget langt fra, at det på nogen måde virker generende.
Bag på tungen melder der sig desuden en bitter kant af valnødder. Det passer perfekt til årstiden, og til bryggets afdæmpede, men alligevel ikke konturløse udtryk.

Grand Cru, Rodenbach

Vanilla Sour …

Dangit … jeg er meget dårlig til at være officielt arbejdsløs. Jeg har været virkeligt dybt nede i kulkælderen lige siden jeg trykkede på ‘Meld dig ledig’-knappen på jobnet i torsdags. Jeg har ikke haft energi til noget som helst siden, mindst af alt at prøve nye øl, eller bare få skrevet om dem, jeg endnu mangler at anmelde.

Så ligesom mit øvrige liv, vil bloggen nok også kun få det absolutte minimum af opmærksomhed der skal til for at den kan løbe rundt. Forvent kortere, men til gengæld også mere to-the-point anmeldelser i den nærmeste fremtid. Engang når jeg får det bedre igen vil anmeldelsesfrekvensen og længden på indlæggene nok tage til igen. Fast beskæftigelse vil næsten med garanti sikre den nødvendige stigning i livskvalitet og mere til, men det er ikke noget jeg tør håbe seriøst på som tingene ser ud lige nu.

Dagens øl er den anden øl, som Føtex har stående fra belgiske Rodenbach. Angiveligt endnu en Red Ale, omend kuløren snarere er mørk rødbrun. Men auburn ale er vist endnu ikke en ting.
Meget vigtigere og mere markant er da også bryggets syrlighed. Den kan man nyde i fulde drag allerede fra åbningen af flasken, idet den rene surkålslage med det samme smyger sig legesygt ud. Endnu bedre bliver det selvfølgelig ved skænkning, hvor man nu også hurtigt opdager, at der på trods af et substantielt eddikelignende syreelement ikke er tale om samme galsindede surhed, som man oplevede i Broaden & Build‘s Red Tide, der faktisk sved i næsen ved inhalering.
Den her er venligere, eller i hvert fald noget mindre aggressiv. Faktisk lægger den sig i både bouquet og aroma et velvalgt sted midt mellem Broaden & Build’s kompromisløse syrebomber og The Brooklyn Brewery‘s begynderbryg udi det sure, Bel Air Sour. Man kunne vælge en mindre diplomatisk tilgang og kalde den mainstream. Men surt øl som type er stadigvæk lysår fra den generiske pilsnerverdens laveste fællesnævner – selv når deres ph-værdi ligger signifikant højere end hvad man bliver budt her.
Så hellere vanilla. Omend det udtryk også bruges rundhåndet som skældsord, betegner det stadig meget mere neutralt noget, der måske nok befinder sig i midterfeltet, men som også alligevel er rart. Alle kan lide vanille, og det behøver der i sig selv ikke at være noget galt i – heller ikke her. Og at brygget ud over en velbeslået eddikemarinade med alt hvad der forventes også byder på æblesødme, der giver lidt ekstra kontur og udtryk, øger naturligvis kun oplevelsen til den positive side.

En middle-of-the-road sur øl på den mest positive måde dette kan forstås. Erindringen derom kan faktisk tage toppen af en arbejdsløshedsdepression.

Easy Kiss, Kissmeyer

Man må holde igen …

Egentlig havde jeg tænkt mig at afslutte temaet om hedengangne Broaden & Build med et brag forleden aften, da den legendariske YouTuber Bionic Dance gæstede min kanal. Den sidste øl, der mangler i serien er en Brownie Stout på 11% – en stærk øl til en stærk gæst virkede fuldkommen oplagt … men så ringede vikarbureauet.
Jeg ernærer mig i øjeblikket som vikar i den nordvestjyske fødevareindustri, og det kan derfor svinge meget, hvor mange timer jeg har på ugebasis. Jeg siger derfor nødigt nej, når en uventet chance for at tjene lidt ekstra håndører viser sig. Så da min arbejdsgiver ringede og tilbød mig en vagt i Hanstholm morgenen efter live streamen med mødetid kl. 7:00 kunne jeg ikke sige nej.
Til gengæld måtte Broaden & Builds monster af en stout vente. Jeg ville ikke risikere noget, der lignede tømmermænd oven i søvnunderskud efter en livestream, jeg havde lagt klokken 23 om aftenen. Der er 9 timers tidsforskel mellem Thy og San Diego, hvor min gæst residerede, og jeg vil nødigt byde mine gæster, at de skal drikke alkohol alt for tidligt på dagen (ih, alle de hensyn man må tage som international YouTuber, altså!)
Så valget faldt på noget lidt mere afdæmpet – en pale ale fra Kissmeyer på 5,5%.
Stouten må vente til onsdag, hvor endnu en YouTube-kæmpe – i hvert fald når det gælder sekulær aktivisme og øl – Aron Ra er gæsten. Jeg har allerede aftalt tilstrækkeligt med vagter til næste uge, så jeg kan roligt takke nej, hvis vikarbureauet skulle ringe igen.

Samtalen med Bionic Dance var i øvrigt så spændende, at jeg fuldkommen glemte at tage et billede af øllet, mens jeg nød den, så der må læserne nøjes med min beskrivelse.

Pale ales er – som jeg ser det i hvert fald – de overgærede øls svar på pilsneren. Der er ikke de store armbevægelser eller overraskelser, men har bryggeren ellers passet sit arbejde kan der sagtens være en god oplevelse i vente.
Brygget her lader til at være ufiltreret, blankt som poleret kobber og med en nydelig, adækvat klæbrig skumkrone. Duften lover godt med klar, ren og langt fra kraftløs bouquet af friske grannåle og lyst, nyskåret træ. Aromaen følger stort set samme linjer. Der er ikke meget mere at nævne, når først der er sat ord på duften.
En stilsikker, ren og smagfuld pale ale, der er lige til at gå til. Og så måske ikke alligevel. Jeg vil faktisk gå så langt som til at påstå, at det fortsat alt for store segment af festdrankere, der kontrafaktisk hævder, at Grøn Tuborg er en god øl, vil holde en sikkerhedsafstand på i hvert fald et par fod fra den her.
For kenderen vil den udgøre et kærkomment afbræk i de store oplevelser. Ikke alle øl behøver være revolutioner og verdensomvæltninger. Der må også godt være lidt fyld imellem øjeåbnerne, og som dette fungerer Easy Kiss fra Kissmeyer nærmest perfekt.

Tømmermændene udeblev i øvrigt også som planlagt – men jeg drak selvfølgelig også kun den ene.

Idaho IPA, Beard Brew

Jeg forstår det ikke …

Uha, der er en lang liste af ting, der skal kommenteres i dette indlæg, så bered jer på en længere tirade, før vi når til selve øllet. Jep, business as usual på Kajs Ølblog.

Vi er i oktober måned, og bekymringen for, om læsertallet når de højder jeg ønsker, melder sig øjeblikkeligt. Det gik nu ret godt i går. Aldrig så snart september endte med et læsertal, der rodede rundt under 80 daglige læsere, eksploderede antallet til over 170, så snart det blev d.1. Og det endda helt uden at jeg udgav noget. Jeg har opgivet at få læsertallene til at give mening, men jeg takker selvfølgelig hjerteligt for gårsdagens interesse – samt hele september måneds i øvrigt. D. 30. nåede jeg endelig de 4.000 klik, takket være jer læsere.

Og videre til dagens store nyhed: Nemesis! Eller karma hvis man er mere til det asiatiske end middelhavskøkkenet. Donald J. Trump, vore dages svar på Mussolini, Franco og ham den lille østriger med overskægget, er omsider – efter månedsvis af demonstrativ uansvarlig optræden – blevet smittet med Coronavirus.

Hvis man som jeg inderligt foragter Donald Trump og alle hans gerninger og al hans væsen, hvordan skal man så forholde sig? Standardsvaret er, at holde den maske, Donald Trump så lidenskabeligt nægtede at bære, afsende den sædvanlige pakke af halvhjertede god-bedring-ønsker, og med fast, voksen mine løfte pegefingeren ved ethvert tilløb til skadefryd fra anden kant.
Det er det mest modne og voksne at gøre. Man skal ikke give udtryk for, hvad man egentlig mener. Hvordan man i ens stille sind gnæggende gnider hænderne og bider sig i læben for ikke at lade begejstringen løbe af med én på Twitter, Facebook og alle de andre spændende steder, man normalt får afløb for den slags.
En del af den fattede, modne og voksne kalkyle er også at vurdere hvad der er bedst – for verden og ikke mindst én selv; skadefryd eller de bedste ønsker? Og ethvert ordentligt, modent, voksent menneske ved, at den ordentlige, modne og voksne bedste-ønsker-tilgang er den mest konstruktive, klædelige og positive når alt kommer til alt. Ikke mindst i betragtning af, at skadefryd er en last, Donald Trump selv er indehaver af, og som man derfor nødigt selv vil beskyldes for.

Men nej, siger jeg! Hykleri og løgn er andre laster, Donald Trump i den grad kan beskyldes for. Så hvis det gælder om ikke at komme til at ligne ham for meget, må man træffe nogle valg. Jeg vælger ærlighed, ikke mindst fordi den repressivt ‘ordentlige’ måde at reagere på fuldkommen overser den kolossale katastrofe, som Trumps præsidentskab har været – ikke mindst når man kigger på det, der nu har ramt ham i hovedet som en boomerang – symbolsk og bogstaveligt på én gang.
Vel over 200.000 mennesker er døde af Coronavirus i USA alene. Og det skyldes mere end noget andet Donald Trumps skødesløse omtale og politik omkring Corona, spændende fra helt at benægte dets eksistens, endsige farlighed, og til at foreslå behandlinger de fleste lægpersoner ved ville være dødelige. Injektion af blegemiddel og desinfektionsmidler som de mest ekstreme, omend næppe mest bizarre forslag.
De alt for mange døde og deres efterladte fortjener, at vi siger lige præcis hvad vi mener om, at Donald Trump nu er blevet ramt af det, han har oparbejdet et image omkring at benægte og nedtone.

Det er på den måde forfriskende højere-retfærdigheds-agtigt, at han er blevet ramt af sygdommen. Ønsker jeg, han dør af det? Nixen – men jeg skal gerne indrømme, at det ikke skyldes sympati for uhyret. Jeg frygter det kaos, der vil følge i kølvandet på et dødsfald – og hvis der er noget, jeg under amerikanerne lige nu, så er det en smule ro og orden i et land der er hærget af historiske brande, morderisk politi, racistiske militiaer og dødspatruljer and … you name it.

Ifølge mine kilder – dvs. tilfældige mennesker, jeg har spurgt på Twitter – er staten Idaho i øvrigt et af Donald Trumps kerneterritorier. “Trump signs everywhere” var vist den præcise ordlyd. Årsagen til, at det hæderkronede-to-be danske mikrobryggeri Beard Brew opkalder en af deres øl efter netop den stat, skal nok findes andetsteds end befolkningens politiske ståsted.

Heldigvis kommer etiketten til hjælp. Idaho var angiveligt et af centrene for 1800-tallets gold-rushes, og det passer fint til bryggets gyldne lød. Skægget forbinder jeg personligt ikke med guldgraveri, men mere med Motörheads legendariske bassist Lemmy. Snittet har jeg i øvrigt også valgt til min egen hage. Brygget er tilsat havre og lime, og holder langt fra slatne 7% alkohol. Det er tørhumlet med Sabro og ellers med Colombus og (fanfare) Idaho 7 (jeg ved heller ikke, hvad 7 står for. Næppe det samme som ’19’ i COVID-19 … selvom det ikke er umuligt. Det kan da godt være, at den humle blev udviklet i 2007, men det er ren spekulation).

Alt det giver en frisk, lækker næse, der ikke har det store nye at byde på for en IPA. Det er på ingen måde diskvalificerende, idet IPA-typen for længst har bevist sit værd lige som den er. Aromaen river og flår – det er en af de aggressive frem for de mere aromatiske og frugtige. Grannåle og savsmuld gør deres arbejde overalt i mundhulen, mens et momentant knap så velkomment metallisk indslag gør sin entre. Dette viser sig dog snart at levere brygget noget friskhed, og snart integreres det uden større problemer i den samlede aromaoplevelse.

Der er rigeligt af både aroma og krop i brygget, der dog ikke kan se sig helt fri for at have en anelse afsmag af gær. Det virker måske lidt som om, bryggerne har prioriteret at lave en stærk, kompromisløs øl, hvorfor balancen ikke er helt i øjet. Gæren forbliver et mindre irritationsmoment, som denne blogger imidlertid kan tilgive, når man når til eftersmagen. En ren, klar, bittersød aroma af spæde grannåle frisket op med bergamot leverer en strålende finale på en glimrende øloplevelse, hvis skønhedsfejl i denne bloggers mund nok vil opleves som lidt ekstra saft og kraft i andres.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme