Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 4-4½ stjerner

Kronenbourg 1664 Blanc, Kronenbourg/Carlsberg

Nu har jeg aldrig …

For et par uger siden begræd vi bortgangen af vor herre Jesus Kristus for vores synder på korset og bla bla bla. At det i dag ikke er en festdag, hvor vi fejrer det eneste rigtig gode, Adolf Hitler gjorde denne dato for 74 år siden, er mig en gåde. Man kunne gøre det til en særlig mærkedag som alle nazister – I ved, sådan nogle som Rasmus Paludan – kunne bruge til at gå i deres store leders fodspor, og gentage det, der rent faktisk lykkedes for lille Adolf, den sidste dag i april 1945.

Det er nok bare ønsketænkning fra min side. Men jeg ville da lige lufte ideen, nu hvor datoen ville have været så passende.

Min realistiske forventning til, at det rent faktisk skulle blive en ting, er omtrent på samme niveau som forventningerne til denne øl. Den var en gave fra min kære far, der i sit otium kun meget sjældent gider drikke øl – og især ikke noget, der forekommer så generisk som denne.

Jeg har tidligere været inde over Kronenbourgs pilsner, som vel nok er Frankrigs kendteste øl. Det er ærgerligt at to grunde; øllet er ikke særlig godt, for at sige det mildt, og øllet er ikke sådan rigtig fransk, eftersom Kronenbourg-brandet er ejet af Carlsberg. Det kan desværre ikke undgås, at det er med Kronenbourgs horribelt generiske standardpilsner i baghovedet, at brygget blev åbnet.

Men allerede idet den åbne dåse sættes for næsen, stritter brygget imod alle fordommene. Det skal her indskydes, at 1664 Blanc er en hvedeøl med tilsat appelsinskal og koriander. Snyd vil nogen sige. Min imponerethed over hvedeøllenes herligheder er imidlertid så afdæmpet, at jeg ikke vil brokke mig, når man prøver noget nyt – eller gammelt – for at puste lidt liv i en fortærsket, og aldrig sådan rigtigt tilfredsstillende god ølstil.

Blomster og søde frugter – æbler og appelsiner – vælter frem før og mens brygget skænkes. Det høje, fedtede og standhaftige hvide skum gør skænkningen af det citrongule, nydeligt tågede bryg til en langstrakt affære, men det visuelle resultat er hele besværet værd.

De sidste rester af fordomme og sløje forventninger man måtte have krakelerer og falder til jorden i store skår idet glasset sættes for munden. Forfriskende, opkvikkende og forbløffende velsmag af vanille, citronsukker og hyldeblomst nærmest snubler over hindanden for at nå smagsløgene, så de hver især kan være de første til at uddele søde kram og blide kys til dem og gummerne.

Overraskende nok, er ikke alt, der hører hvedeøllet til, kvalt i tilsætningerne. Den friske syre og en antydning af gær er bevaret, men ingen af delene i en grad så det forstyrrer, endsige ødelægger. Derimod spiller syren fint op med aromaerne i det ellers ganske lette og vederkvægende bryg, der således ikke bare formår at smage godt, men også forfriske i sommervarmen.

En sommerøl, der smager af noget – jo, det kan faktisk godt lade sig gøre.

Vesløs Brugsforening Jubilæumsøl 100 år, Thisted Bryghus

 

Udkantsdanmark styrer!

Det har kostet mig alt for mange kræfter at få sat mig bag tastaturet til denne anmeldelse. Årsagerne er mange, men kan koges ned til, at jeg slet ikke har det godt for tiden.

Jeg er psykisk meget langt nede. Mit arbejde er kun noget, jeg lige akkurat magter. Når jeg kommer hjem kollapser bag TV’et eller går direkte i seng selvom klokken endnu ikke har passeret syv. Som følge deraf sover jeg dårligt, hvilket kun bidrager yderligere til mit ringe velbefindende. Jeg vrisser ad mine børn, som får lov til at være alt for meget på skærme, fordi jeg ikke magter aktiviteter med dem. Jeg spiser dårligt, da jeg ikke har energi til at lave mad. Mange vil sikkert se det som en fordel, at jeg næsten helt har mistet lysten til øl – hver gang jeg drikker én, stresser det mig, at jeg skal anmelde den. I det mindste har jeg kunnet konstatere, at decideret alkoholisme vist ikke lige er mit nummer, for jeg kunne nemt forestille mig, at folk der har sygelig hang til våde varer, netop mister kontrollen over deres forbrug, når de har det som mig.

Men det betyder også, at jeg mister lysten til min hobby. Og jeg mister lysten til én af de ting, der vitterlig gør mig glad og giver mening i livet – at nyde oplevelsen af godt, velbrygget øl.

Hvor kommer det fra, det voldsomme sortsyn? Ikke kun fra ét sted, omend nogle af de mange, jeg vil remse op her har større betydning end andre.

Der er det nazistiske svin Rasmus Paludan, der promoverer sig som forkæmper for ytringsfrihed, dels for at fremprovokere uro, dels for at fremme sine nazistiske synspunkter om et apartheidsamfund, hvor betegnelsen ‘andenrangsborger’ for, hvordan muslimer skal behandles, er en brutal underdrivelse.

Der er det forestående valg, hvor oppositionens fremmeste leder, Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet nærmest konkurrerer med førnævnte Paludan om at foreslå de mest hadske og nedrige tiltag mod landets etnisk-religiøse mindretal. Tortur af børn i Sjælsmark og etablering af en KZ-lejr på Lindholm, er blot to tiltag, det højreradikale racistparti Socialdemokratiet har valgt at holde fast i – også efter et valg.

Der er branden i Notre Dame kirke i Paris … Katedralerne er mere end noget andet monumenter over menneskets evner udi ingeniørkunst og skønhed, og stråmænd om at jeg og andre ateister skulle fryde os over et slag mod kristendommen, hjælper heller ikke.

Men mere end noget andet, er det nok min familiære situation, der trykker. Mine børns mor og hendes nye mand har besluttet sig for at flytte – ikke bare til en ny bydel eller anden egn – nej, de har valgt at flytte så langt væk fra København man kan, uden at forlade Danmark. De flytter til Thisted i Juni måned og …

… de vil gerne have mig med.

Der er ingenlunde optræk til juristerier eller andre af den slags grimme ting. Jeg har det bedste samarbejde, jeg kunne ønske med min forhenværende livsledsager, og hun er desuden en af de få mennesker, jeg har turdet betro mig ærligt til, om mine mentale kvaler. Jeg er ingenlunde afvisende over for at tage med. København er mere og mere kvælende gentrificeret, og jeg føler mig mindre og mindre hjemme her, med et arbejde, der måske nok betaler huslejen – men for en lejlighed, der er alt for lille, og i grunden for dyr i betragtning af, hvor lidt jeg får for den. Det er heller ikke fordi arbejdet holder meget fast i mig. Jeg bliver mere og mere træt af det, og føler at jeg sidder fast i det uden mulighed for forandring, forfremmelse eller andet, der kunne øge min i forvejen katastrofalt lave arbejdsglæde.

Det jeg imidlertid slet ikke magter, er tanken om alt det, der skal arrangeres, ordnes, organiseres og koordineres. Jeg hader at flytte – og tanken om, at det denne gang skal gå helt til Thy er nærmest ubærlig for mig. Og så er der også den lille detalje med, at jeg skal finde et nyt arbejde deroppe. Det er måske det allermest skræmmende – at jeg i grunden vil blive kastet ud i den arbejdsløshed, der i sin tid var ved for alvor at koste mig mit mentale helbred.

Vel – nu ved I, hvorfor jeg ikke har skrevet helt så meget her på det sidste. Det er i en eller anden grad mit håb, at jeg, ved at skrive åbenhjertigt om det her, kan komme lidt videre. Vågne op, og rent faktisk få set i øjnene hvad jeg skal gøre, og rent faktisk få gjort det. Jeg har brug for alt den støtte, jeg kan få – bortset fra økonomisk. Pengene til bøvlet har jeg for så vidt. Men moralske skulderklap, og eventuel logistisk assistance vil – når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at få arrangeret en teltpløksoprykning – være aldeles påskønnet.

Dagens øl var anledningen til, at jeg endelig fik meldt det hele ud. Vesløs er en landsby på Thisted-egnen, og den skarpsindige læser har nok allerede ud fra overskriften regnet ud, at denne øl er brygget i anledning af den lokale brugsforenings 100-års jubilæum. Thisted Bryghus har lagt materiel og ekspertise til, og det – kan jeg allerede nu afsløre – er der kommet en overraskende god øl ud af. Jeg skal takke min ekshustru og hendes nye mand for at have taget den med deroppefra, da de i vinterferien var deroppe for at afsøge området.

I bund og grund er der tale om en pilsner, men med lidt mørkere malt, så vi velsagtens er ovre i noget wienerøl, eller classic som det hedder på vore kanter. ud over en nydelig dyborange lød under højt hvidt skum byder brygget på krydrede noter af kanel og farinsukker.

Man sætter glasset til munden i forventning om en fortrinsvis sød oplevelse. Det starter roligt – og stadig med forventningen om en afdæmpet oplevelse i betragtning af, at der trods alt kun er tale om en jubilæumsøl for en brugsforening et sted i Udkantsdanmark. Så rammer et bagholdsangreb af tung, dyb og mørk bitterhed. Hårdt træ blander sig med laurbærblade og nelliker.

Bittert, svært og slet ikke så lettilgængeligt, som man kunne have forventet det af en øl så langt væk fra hipstere og rigmandsfolk i hovedstaden. Oplevelsen er fuldfed og emmer af tydelige aromaer, der ikke bare er der for at kæle for smagsløgene, men bestemt også for at udfordre, rive rundt, og banke på helt nye pladser.

Det er ikke bare en overraskende stor fornøjelse i betragtning af den geografiske placering og anledningen. – det er bare en stor fornøjelse i sig selv..

Thisted Bryghus ville nyde endnu større agtelse hos mig, hvis de kunne gøre dette niveau til deres standard. Jeg tager i hvert fald øllet som et godt tegn i forhold til, hvad der venter mig af nye udfordringer. Hvor meget jeg end ville være fri – på nogen områder i hvert fald – så venter eventyret endnu engang derude.

Der er ølfestival på Vesterbro her på lørdag d. 20. april. Adressen er Engavevej 80, 1750 København V, og jeg regner med at komme forbi fra ved femtiden. Det kunne være hyggeligt at ses.

Ganz Besonders, Amager Bryghus

Knæk og Bræk!

I torsdags var jeg inviteret til noget ganske særligt. Mon ikke det ikke kun skyldes, at jeg har talt godt om værten for arrangementet, men også fordi jeg er småkendt for at udbrede mig om objektet for værtens aktiviteter – eller sagt på en mindre knudret måde: Amager Bryghus havde indbudt mig til åbningen af deres ølbar – eller retter foråbning af deres ølbar.

Ølbaren, Amager Bryghus Taphouse, der ligger centralt ved Nørreport lige ved siden af flagbutikken, åbnede officielt i fredags, men torsdag aften var et udvalgt klientel inviteret til at kigge forbi til udskænkning og kage.

Jeg indfandt mig selvfølgelig – en sådan invitation siger man ikke nej til. Samtidig forbandede jeg langt ind i helvede, at jeg er en kalenderklovn*, der havde sikret min hyppige medsmager Marcus indgang, men havde givet ham datoen for den officielle åbning i stedet. Han måtte blive på sin aftenvagt, mens jeg så kunne more mig med mere end antydning af bitter smag i munden.

Og det matcher jo sådan set også øllet ganske godt. Marcus var lige så fuld af tilgivelse som han var af ærgelse. Han er vitterlig en type ven, jeg ofte føler, jeg langt fra fortjener.

Gensyn med andre venner blev det til gengæld til. Brian, der har bloggen Højt Skummende havde også reddet sig en invitation. Niels Kiens fra Kongebryg var indbudt. Og så var der selvfølgelig personalet på Amager Bryghus, som jeg både er på hat, på håndtryk og på krammer med efterhånden.

Og jeg faldt i snak med Mik Schack, der for fire år siden på Ølfestivalen i Lokomotivværkstedet gav mig en fin autograf med dertil hørende selvportræt. Denne gang blev det til en længere ordveksling, samt mere end bare tegnede billeder. Det glæder mig oprigtigt, at jeg kan støde på kendte mennesker, jeg ser op til for at opdage, at de ingenlunde er for fine til en sludder og mere til, med en nobody fra Brønshøj, der bilder sig, han ved noget om øl.

Notesbogen havde jeg ladet blive hjemme, fordi jeg først i løbet af min dag på arbejdet opdagede, at det var samme aften, der var åbning af ølbaren. Hvis jeg havde haft styr på datoerne ville jeg naturligvis have kendt mig selv godt nok til at tage den med. Min trofaste telefon havde jeg til gengæld, så en nødtørftigt indtalt anmeldelse blev det da til, da en øl, jeg ikke havde prøvet før, fristede.

Ganz Besonders er en hindbærsour, og den blev mig anbefalet til den til lejligheden bagte kage, der var aldeles uovertruffen. Jeg tror endda det var Brian fra Højt Skummende, der anbefalede den – men jeg er ikke sikker.

Et vidunderligt friskt bryg, med en gennemført limesur profil, effektivt og velafstemt komplimenteret af hindbærrenes rare, kælne sødme. Skarpt og farligt i syren møder trygt og rart i sødmen – et umage par, der ikke bare skaber en uventet kontrast i brygget, men også leverer et finurligt kontrapunkt, til hvis akkompagnement de modstridende sanseindtryk hvirvler sig rundt i en eventyrlig dans mellem gummer og svælg.

Øjnene knibes ufrivilligt sammen det ene øjeblik, mens munden udvider sig i lettelse, når bærrene rammer nerveenderne med sødmereceptorer. Et lille kunstværk i velsmag, sikkert leveret, friskt og i øvrigt effektivt til at vaske den tykke, fede creme af kakao og trøfler af tænderne, og væde ganen før kagens overvældende klæbrighed af koncentreret vellevned alligevel gik hen og blev lidt for meget.

Tak til alle for godt selskab. Tak til Amager Bryghus for et mægtigt arrangement, og et ENORMT tillykke skal lyde herfra og knæk og bræk så det runger med det nye ølbarprojekt.

Jeg måtte gå relativt tidligt, da dagen efter bød på en arbejdsdag som alle andre. Men det skal bestemt ikke være sidste gang, jeg indfinder mig på det hyggelige og meget professionelle udskænkningssted. Standardpriserne ser i øvrigt ud til at være aldeles rimelige. Mange ølbarer i København forlanger rene ågerpriser, mens Amager Bryghus ser ud til at have lagt sig på en fast standard på kr. 35 for en lille og kr. 55 for en stor.

I betragtning af, at man nogle steder betaler kr. 55 eller mere for en halv liter sjasket industripilsner, må Amager Bryghus Taphouse’ priser siges ikke bare at være aldeles konkurrencedygtige, men også højst rimelige i betragtning af den nærmest uhørt høje kvalitet, de har for vane at levere.

*’kalenderklovn’ er faktisk Marcus’ udtryk. Han brugte det i sine tilgivende sms’er, idet han bedyrede at han selv også var netop en sådan.

1897 Swan Blonde, Bryggeriet Vestfyen/Indslev

Nu får vi se …

At Indslev kort efter sin konkursbegæring blev overtaget af Bryggeriet Vestfyen er ved at være gamle nyheder. Ikke desto mindre tror jeg, at dette er den første øl, jeg prøver efter overtagelsen. Tiden vil vise om Vestfyen kan føre ånden fra Indslev videre. Faste læsere ved, hvad jeg mener om Vestfyens licensproduktion af Refsvindinges A-Z Ale no. 16 (Spoiler: Jeg er ikke imponeret), men mens jeg næsten forguder fadudgaven af det netop nævnte bryg, savner jeg lignende oplevelser fra Indslevs side.

Det skulle lige være Miami Vice, fra den eksperimentelle gren Ugly Duck Brewing. Her er der faktisk noget, der kan tabes på gulvet og gå ugenopretteligt i stykker, når nu industrien overtager. For Ugly Duck havde vitterlig potentiale for både eksperimenter og kvalitetsudvikling. Mit håb er, at Vestfyen vil videreføre dette i deres ejerskab, men forventningen er – indrømmet – således, at jeg må blive positivt overrasket frem for at få forventningerne indfriet, hvis videreførelsen skulle lykkes.

Brygtypen her er på flere måder en indikation for, hvordan min oplevelse af Indslev har været indtil videre. Jeg er ikke nogen større fan af den belgiske blonde – eller af hvedeøl i det hele taget – hvorfor Indslev nødvendigvis må komme skidt fra start, idet hvedeøllene alle dage har været det, de har fokuseret mest på. Forventningerne er beskedne – tyndt og surt med missmag af gær og banan er alt for ofte en dækkende karakteristik af typen i min mund. Og jeg savner fortsat helt at forstå, hvad det attraktive i brygtypen, måtte være.

I den betragtning kommer brygget nu ganske heldigt fra start. Det står flot og gyldent med matchende skum i glasset. Bouqueten byder på søde noter af hyld, og ingen af banan, sådan som jeg ellers havde forventet. En skarp syre er til gengæld præsent, men så længe denne ikke ledsages af andre aromatiske red flags, kan syrligheden lige så vel varsle godt som skidt.

Den skarpe syre er klar og forfriskende i aromaen, og formår at lede smagen af frisk grape og hyldeblomst vel på vej. Den søde duft manifesterer sig dermed nydeligt og positivt overraskende i smagen. Dertil kommer en uventet, kraftfuld og aldeles velgørende bitterhed i eftersmagen. Hvor gæren og bananen alt alt for tit i denne type træder generende frem lige før svælget, overvældes mundtøjet næsten af en tung, vrissen beskhed af lidt for gamle valnødder. I valnødder ville smagen have forårsaget øjeblikkelig udspytning, mens det i en øl som denne ikke alene er uventet, men også velkomment som et utraditionelt og udelt velgørende element.

Det er sådanne takter, Vestfyen endelig må videreføre, når nu de overtager Indslev-brandet. Indtil videre forløber det væsentlig bedre, end man kunne frygte.

Baltic Liquorice, Svaneke Bryghus (Podcast-pilot IV)

‘Lakrids præsenteret i øl’

Selvom jeg er blevet aldrig så aktiv på andre sociale medier, skal jeg jo heller ikke glemme bloggen. Den vil fortsat være det centrale – i hvert fald i mine dansksprogede aktiviteter, mens podcastene er tænkt som små ekstra godbidder, der kastes ud ved særlige lejligheder. En podcast-version af denne anmeldelse vil imidlertid også være at finde inden alt for længe. Det at redigere en podcast viser sig at være langt mere overkommeligt end at redigere en video – men da jeg som den uforbederlige linselus jeg er, forventer at vinde flere tilhængere af godt øl ved at lave videoer, er det det, jeg har tænkt mig at prioritere.

Og før jeg glemmer det: Socialdemokratiet er sprunget ud som full blown racister siden jeg skrev sidst. Den fælt stinkende xenofobiske bæ ved navn ‘Paradigmeskiftet i Udlændingepolitikken’, der som et proktologisk mysterium blev udskidt af sylten på Martin Henriksens, for omgående at blive spist med velbehag, begærligt gennemtygget og slugt af de øvrige regeringspartier, er nu fodret videre til Frederiksen, Tesfaye og Co. ved direkte kontakt mellem sidstnævnte personagers ædespalter og førnævnte partilederes recta. Velbekomme, og vid, at jeg ikke lader mig trøste af, at det er valgår. Intet vil jo ændre sig med en opposition der har læberne fast klistret til røvhullet på dem, som de skal forestille at være modstandere af.

– Så fik jeg også tireret lidt. Det var rart, og det må jeg endelig heller ikke glemme, selvom jeg breder mig på flere platforme.

Den sidste øl, Marcus og jeg nød for snart en måned siden, var en dunkel lakridssag fra Svaneke Bryghus. Marcus indledte med at give markedsføringen en bredside – ‘laber, lækker lakrids’ – fordi alle elsker alliteration, bare ikke Marcus, mens jeg selv ikke holder mig tilbage her på bloggen … uden at jeg på stående fod kan komme på eksempler, der er værd at lægge links til.

Til gengæld var der rosende ord – fra begge sider – til bryggets lød. Aldeles natsort også ved gennemskinning (hvis det er et ord). “Den her mener det alvorligt” bemærkede Marcus, der konstaterede at den natsorte kulør ikke skiftede til rød, sådan som jeg kunne fortælle, at sådanne bryg tit gør, når man holder dem op mod lyset. Den tilsatte lakrids og lakridsrod gjorde en meget håndgribelig tilstedeværelse i bryggets duft, der gav mig mindelser om min barndoms hostesaft.

Og mindre håndgribelig var lakridsen bestemt ikke i smagen. Her fyldte den nærmest det hele, hvilket Marcus fandt rig anledning til at fundere over. Det kan læserne glæde sig til i podcast-versionen, men jeg her vil destillere de mange ord ned til hans catch-frase – om dette var “lakrids præsenteret i en øl eller øl præsenteret i lakrids.”

Meget snart lagde hans sig fast på det første, idet det øl, der gemte sig neden under den tætte, tunge og rent ud sagt anmassende lakrids, dårligt kunne fornemmes. Var det godt øl? Var det kedeligt øl? Det var i grunden irrelevant, for det var faktisk kun lakridsen der kunne smages.

Det var nok egentlig lidt for meget med al’ den lakrids, var vi rørende enige om. Marcus var imidlertid imponeret over, at bryghuset havde undgået alle de faldgruber der er, når man tilsætter øl noget markant – navnlig så markant som lakrids, og især i et sådant omfang. Selv måtte jeg konstatere, at den tørre, pudderagtige mundfornemmelse, som tilsat lakrids kan give i øl, hvis det er lemfældigt doseret, ikke var at spore i brygget.

Til gengæld var jeg ikke helt tilfreds med bryggets fylde. Som en stout betragtet fandt jeg den i mundfornemmelse og tæthed utilstrækkelig. Der manglede helt og aldeles den olieagtige viskositet og skvulp, som en ordentlig tæt stout har.

Den kan ellers anbefales til vaffelrør med kakaocreme – og sikkert også andre chokoladebaserede lækkerier, men nu var det lige vaffelrør, vi havde valgt den aften …

Marcus gav den …

… idet han faktisk prøvede den for anden dag i træk og fortsat var imponeret.

Selv var jeg lige knap så fornøjet ved den, og gav den …

Dermed var også dén prøvesmagningssammenkomst afsluttet. Men lur mig om den ikke bliver den sidste.

India Pale Ale, Shepherd Neame (Podcast-pilot III)

Ikke en CIS-øl …

Det er godt nok længe siden, jeg sidst anmeldte øl fra engelske Shepherd Neame. Dengang var jeg gift og boede på Amager. Forinden havde jeg prøvet to andre af bryggeriets øl – det var mens jeg stadig boede med min familie i Aarhus. Så der bliver kigget tilbage, gør der – næsten så man får kramper i nakkemuskulaturen (men som garvet headbanger er det jo noget, jeg er vant til). Det undrer mig faktisk, at der ikke er røget flere Shepherd Neame-bryg i indkøbskurven gennem årene. For mærket brændte sig ret grundigt fast, tilbage dengang i 2010, hvor Fakta havde dem stående i et udvalg af specialøl.

Dengang var specialøl og kvalitetsbryg stadig ved at træde sine barnesko, og det var i hvert fald usædvanligt at finde noget usædvanligt som udenlandske specialbryg i supermarkeder af Faktas format. Det skulle nu ikke blive første gang, Fakta var med ganske langt fremme blandt supermarkederne til at promovere kvalitetsbryg – og det toppede efter min mening, da Petrus-serien fra Brouwerij de Brabandere blev stillet på hylderne tilbage i 2017. Lignende højder har de aldrig nået – og jeg har savnet noget i en lignende kaliber siden. Herfra skal håbet om et snarligt comeback for det gode øl fra Fakta lyde aldrig så eftertrykkeligt.

Men som overskriften antyder er jeg stadig hjemme hos Marcus, og vi optager fortsat vores prøvesmagninger, der er indkøbt i den lokale Meny – ikke Fakta. Optagelsen af denne øl lader til at have podcast-kvalitet, så jeg håber, jeg snart finder tid og motivation til at gøre alvor af ambitionen om også at lægge podcasts ud på bloggen. Mit YouTube-projekt tager jo form, så det burde være til at overkomme.

“Hold – da – op! Hvor dufter den sprittet,” tordnede Marcus som det første efter at hans svellesøm-omfræset-til-øljern elegant havde fjernet kapslen, og øllet var skænket.
Stammende og noget mere spagfærdigt tilføjede jeg: “Den har en biduft af noget, jeg ikke rigtig kan placere, og som jeg ikke er sikker på, jeg er særlig glad for.”
“Med sine 6,1% burde den ellers ikke lugte som en væltet snapsevogn,” fortsatte Marcus.
“Det kan nu godt snyde,” indvendte jeg og anførte, at jeg fandt sure og syrlige elementer i brygget – fortsat næppe til gavn.
“Ja, og der er også det billige, brune sukker, der er i rigtig meget øl. Jeg frygter at den her kommer til at smage meget meget sødt,” klagede min medsmager, hvortil jeg måtte anføre, at den ikke burde det i betragtning af, at vi sad med en IPA. “Vi har lige haft en IPA, der smagte som cider,” riposterede Marcus lettere pugnant.
Det var nu ikke Marcus’ stridsomhed der kort efter fik mig til at give ham ret. Det gjorde derimod endnu et par åndedrag i glasset. “Der er noget krokant og noget farin i det …”
“Farin, definitely,” udbrød Marcus, “krokant ved jeg nu ikke. Det finder vi ud af.”

Marcus gik nu videre til at bemærke, at der var meget lidt skum på det klare mørke  bryg. Dertil bemærkede jeg, at det havde der faktisk ikke været på nogen af de bryg, vi havde haft fat i indtil videre. Her måtte Marcus minde mig om aftenens aller første øl – en Don’t Worry Pale Ale fra Svaneke Bryghus. Og den lille sludder vi havde om dét bryg på dette tidspunkt af aftenen, kan læserne glæde sig til snarest at opleve i podcasten (sådan – så fik jeg lagt lidt mere pres på mig selv, så det forhåbentlig bliver til noget.)

Vi skred til smagningen. Marcus indledte med to højlydte “Mmmm”-tilkendegivelser. Den første let faldende i pitch – idet den illustrerede initial nydelse. Herefter et i pitch hastigt stigende ét, der udtrykte forundring og overraskelse.
Et sammenbidt mellemfornøjet og lakonisk “specielt …” undslap lettere hvæsende mine læber, og jeg overvejede ved gennemlytning af optagelsen om Marcus mon udstødte det undrende “mmmm” som reaktion på min vist ret åbenlyse misfornøjethed.

Selv fortsatte han ellers lystigt: “Indleder med en bagmundsfylde og -dybde, der ville gøre den rigtig god som noget andet end IPA. Og sådan cirka midt på tungen kommer der en syrlighed som om øllet var blevet surt, og man havde glemt at hælde det ud …”
“Ja, den smager lidt underligt på vej gennem munden, det gør den,” samtykkede jeg.
“Og man sidder tilbage med en mund fuld af småsitrende … bagt farin?”
“Er der fejlgær i?”
På dette tidspunkt var Marcus’ begejstring også begyndt at vige mærkbart: “Har vi en politik om at drikke øllet ud?”
“Nej,” svarede jeg tydeligt vrissent, “det har vi ikke. Jeg vil nu lige give den et par chancer til, for det gjorde jeg også med Afskum i sin tid …”
“Ja, den var du ikke ligefrem lykkelig over … Hvad i alverden skal det her forestille?”

I forsøget på at møde det gustne, syrlige bryg med den på flere måder negativt ment ubeskrivelive aroma med et så åbent sind som muligt spekulerede jeg, om det mon havde en så acquired taste, at det var os, der blot ikke forstod det.
“Det gavner i hvert fald ikke denne øl, at der står IPA på den,” startede Marcus, og spekulerede derudad, hvordan bryggeriet havde hæftet IPA-etiketten på produktet frem for at skrive hvad det egentlig var for en syrligt-sød småskummel halvmørk sag de havde produceret.

Marcus foreslog gueze som sammenligning for bryggets sure kant, og her måtte jeg protestere: “Gueze er frisk, sprudlende og glad …”
“Du mener ikke den her er frisk, sprudlende og glad?”
“Nej, men jeg mener heller ikke nødvendigvis, den er grå og trist,” fortsatte jeg, “men den er ikke gueze-frisk. Hvis man lader den hvile ved mandlerne får man – udover farinen og det småsyrlige også nogle rom-noter med.”
“Den er helt sikkert mere drikkelig, hvis man by-passer hele den forreste del af munden, når man drikker den …”

Og vi causerede og causerede – der skal også være til podcasten, så lad det være nok sagt her, at det også lykkedes os at finde lidt bitterhed i brygget hen mod slutningen. Det var dog ingenlunde den friske, sprudlende bitterhed af friske grannåle, der er typens kendetegn – men derimod en tung bitterhed af meget mørkt træ. Marcus fandt også noget sødme af honning, jeg ikke fandt lejlighed til at protestere højlydt over.

Vi var under alle omstændigheder rørende enige om, at der ikke var meget IPA over dette bryg. På den anden side syntes vi heller ikke, at den skulle shames for ville identificeres som en IPA selvom det nok ikke lige var det, omverdenen opfattede den som. Når man som Marcus og jeg – og de fleste andre her i verden – mestendels drikker CIS-øl, dvs. øl der netop er det, som de foregiver at være og som hele verden opfatter dem som, er det en god og forfriskende øvelse ind imellem at blive udfordret i ens fastgroede opfattelser.

En bestående ulempe er imidlertid, at hvis man køber dette bryg som en IPA, vil man uvægerligt blive skuffet, når man opdager hvad den egentlig er. Marcus endte med at give den …

… for alle dens egenskaber ud over at kunne kaldes en IPA – for der fejlede den ifølge ham katastrofalt.

Åbenheden og storsindet løb måske en kende af med mig, da jeg gav den …

… men den skulle belønnes for oplevelsen og et samlet tungt-syrligt og vinøst udtryk, der om ikke andet satte mine evner til at sætte ord på smag på prøve, uden at være decideret væmmeligt. For at turde være noget andet end andre IPA’er fortjener den en sådan ros.

Twisted Thistle IPA, Belhaven (Podcast-pilot II)

Because fransk …

Jeg er godt i gang med at udvide mit bloggeri til flere platforme. Hvis man endnu ikke abonnerer på min YouTube-kanal, så kan man gøre det her. Man kan også lade være, men jeg vil blive glad for enhver ny abonnent, enhver ny tilkendegivelse af påskønnelse for mine videoer, samt enhver kommentar, da det hjælper mig til at blive større på det store stygge fællesdrev, vi i daglig tale kalder Internettet.

Jeg har også fortsat en plan om at lave podcasts, og råmaterialet til én blev som allerede nævnt optaget forleden aften hjemme hos min gode ven Marcus i Valby. Det er øllene fra dengang, jeg nu anmelder, mens lyden af os afprøve dem, ikke er det, jeg i øjeblikket prioriterer højest.

Kvaliteten af lydsporet af afprøvningen af denne øl kunne også være bedre. Vores stemmer er noget fjerne, idet public domain-underlægningsmusikken er alt for langt fremme i lydbilledet, og først nu indser jeg, hvor tåbeligt det egentlig var at lægge et musikspor på, før podcasten var redigeret færdigt. Man vil kunne høre på underlægningsmusikken, når der bliver klippet – og klippes skal der. Når man optager ølsmagninger live sker det, at der falder indforståede, lidet publiceringsegnede kommentarer undertiden med potentiale for legale ubehageligheder. Man skal huske at optagelserne fandt sted under private, lettere løsslupne former, og ikke alt hvad der blev sagt behøver nå ud til en bredere kreds.

Da vi nåede til vurderingen af øllet efter talrige udflugter (alliteration og hvorvidt en sådan var bedst med konsonanter eller vokaler var bare en af dem) fik vi ikke engang knyttet nogen kommentarer til bryggets visuelle udtryk – eller mangel på samme. Det måtte vente …

I stedet tog jeg omgående fat på duften: “Søde æbler,” hvorefter jeg i en ADHD-affødt ukontrolleret associaltionsrække tilføjede “rare æbler, venlige æbler, flinke æbler … Ikke de der knotne æbler …”

Vi tog fat på smagningen, og Marcus brugte pausen i min associationsrække til at bryde ind, med upassende seriøs mine: “Meget meget maltet eftersmag på tungen, men teknisk set er det her jo en cider, bare lavet uden æbler.”

Tydeligvis var Marcus’ oplevelse af brygget en anden af min. Jeg havde det næsten som var jeg blevet tacklet af brygget, hvis aroma viste sig en aldeles anderledes, end den søde, venlige æblekompot, der havde mødt mine næsebor. At brygget udløste en substantiel bitterhed var næppe uventet i betragtning af typen, men til gengæld helt uventet i betragtning af bouqueten.

Marcus fortsatte i cider-sporet, og knyttede i den anledning et par kommentarer til det aldeles glatte og ikke-skummende for ikke ligefrem at sige anti-skummende bryg. Jeg gav ham, at duft og farve pegede fint i retning af cider, men ingenlunde aromaen. En længere udredning fra Marcus om en tur forbi Ystad på vej til Bornholm havde som pointe, at et glas cider, han havde fået på Restaurant Villa Strandvägan i byen, havde mindet om denne øl. Og åbenbart mindede det ham også om de østers i Vodka, han fik cideren til.

Jeg er oprigtigt i tvivl, om vi har prøvet det samme bryg, da jeg derefter fremhævede skarphed af kommen i bitterheden. Det gav brygget en meget tør og ru attaque … “det skal staves med ‘q’ …”

“A-t-t-a-q?”

“u-e”, sufflerede jeg.

“Det oh la la’er jeg”

“Der skal sikkert også være et eller andet diakritisk tegn over ét af a’erne,” causerede jeg, “men det ved jeg ikke præcis – jeg er ikke så god til fransk. Men det skal der være, fordi det er fransk.”

“Because fransk …”

“Because fransk!”

Efter denne ekskurs, der truede med at afspore smagningen helt, gik vi direkte til konklusionen. Selv fandt jeg at brygget stak i for mange retninger på én gang. Især passede det unødigt skarpe kommenelement slet ikke til bryggets øvrige laid back udtryk.

Marcus mente ikke, at bitterheden i brygget var særlig karakteristisk for IPA-typen. Havde han fået den serveret uden at vide, hvad det var, ville han have taget den for en småskummel cider, og ikke en IPA. Som en ciderinspireret øl bedyrede han dog, at han faktisk godt kunne lide den.

Således valgte han at give den …

Jeg underbød med …

Det er vist første gang, jeg giver en øl lavere karakter end Marcus her på bloggen. Ikke at det egentlig er særlig bemærkelsesværdigt, men ikke desto mindre mere bemærkelsesværdigt end øllet, der på trods af at det senere samme aften skulle blive besejret grundigt i missmag, klart måtte stå som det mindst underholdende indslag den aften.

Schiøtz Jule IPA, Albani/Royal Unibrew

Det gjorde den ikke julet …

Vel, en enkelt juleøl havde alligevel forputtet sig. Men det er jo også en efterhånden mangeårig tradition på bloggen, at forrige års juleølsoverskud anmeldes i januar – ja, nogle gange helt indtil påske (for så længe varer julen som bekendt). Men denne gang er der nu kun den ene.

Den blev konsumeret nytårsaften i selskab med børn, bonusbarn, ekshustru og hendes nye mand i deres hjem på Nørrebro. Som man vil kunne se på illustrationen, er brygget i delestørrelse. Så sandheden er egentlig den, at jeg ikke orkede at drikke brygget alene, men manglede en anledning til at dele den med nogen.

Og da den blev drukket i det gamle år, skal den selvfølgelig anmeldes inden jeg skrider til min store årsberetning. Den lover jeg til gengæld kommer som det næste.

‘Juleøl’ er ikke nogen stil, men blot noget, man kan hæfte på en hvilken som helst øl for at kunne sælge den sidst på året … eller i hvert fald fra primo/medio september måned. At det så overhovedet ikke passer til årstidens mad eller vejr, kan man blæse en lang nissemarch. IPA – med sin friskhed, aromatiske profil og bitterhed – gør især godt i sommervarmen og til skarptkrydrede retter. I vinterkulden med årstidens tunge rodfrugter og mørke kød, fungerer den omtrent lige så godt som blomkål til chokolademousse.

Men det skal ikke holde Royal Unibrew tilbage. De laver en Jule-IPA, hvis de vil, gør de. Og til næste advent opfinder de en Julehare, der kommer hoppende med julegaverne, mens påskemanden i foråret kyler æg i nakken på trækvinden, hvilke tider hvilke skikke …

Men før jeg kommer for godt i gang med at afsløre Royal Unibrews marketingstrategi for 2019, må jeg hellere samle tråden fra nærværende bryg op. Undskyldningen for at lave en Jule-IPA finder man i ingredienserne, hvor havtorn, hyben, tranebær og havre vel må tænkes at give brygget et eller andet julet præg. Jeg tænker mere en småfæl kombi af ‘hippie’, ‘nyt nordisk’ og ‘fritidsviking’, men det er nok bare mig.

Havtornen mærker man som en sød note i en ellers traditionelt bitter – og noget blank og industrielt småkedelig – IPA-impression. Der er på trods af de mange tilsætninger ikke rigtig noget ekstra at komme efter, men snydt bliver man heller ikke så vidt …

… og man glædes desuden over, at man heller ikke bliver snydt i smagen. Tværtimod smager brygget overraskende bittert igennem på de rene humleparametre. Tilsætningerne synes at runde smagen lidt af, men næppe mere end typens vanlige aromatiske ledsagearomaer ville have gjort.

Industrikarakterens meget kontrollerede og polerede dimension kan brygget til gengæld heller ikke se sig fri for. Der er ingen overraskelser i brygget – hverken ubehagelige eller det omvendte, og det ender med at gøre brygget stereotypt og generisk – ikke helt uinteressante tilsætninger til trods.

Og noget særligt julet – noget der ville have klædt anden, flæskestegen, ris a la manden eller de efterfølgende julegodter – er brygget nærmest renset for. Brygget ville gøre det decideret skidt til det alt sammen.

Til en børnevenlig butterchicken, til gengæld, ville brygget være udsøgt. Sådan én fik jeg og børnene nytårsdags aften. Ikke som tømmermandsmad for mit vedkommende, thi jeg havde haft en aldeles travl arbejdsdag fra kl. 8 om morgenen – og heller ikke for børnene, må jeg hellere tilføje. Men bare som god aftensmad på en dag, hvor man har lyst til noget take away. Og hvilken dag egner sig mon mere til det, end 1. januar?

Godt nytår til alle læsere. Forbliv indstillet for årsberetningen 2018 snarest.

Gavnø Pale Ale, Slotsbryggeriet Gavnø

Tak for i år …

Jeg ligger nærmest vandret resten af året. hver eneste forpulede dag op til nytår skal jeg arbejde. Og for at føje spot til skade, skal jeg også arbejde både nytårsaftensdag og selve nytårsdag, føj dertil møde klokken 8:00 begge dage.

Det stinker rigeligt i sig selv. Og det gør det ikke bedre, at jeg er ganske og aldeles blæst, når jeg endelig når hjem. Jeg vågner med lyst på livet, og er klar til at gribe hele dagen i et orgie af kreativitet og æstetisk artisteri … der er bare den lille detalje, at der er et arbejde der skal passes … og som en anden dementor dræner det mig enhver livsglæde, så der ved fyraften ej er mere tilbage, end et sølle skrog. Jeg ville mægtig gerne føre bloggen her videre på et højere niveau – og hvor ville det dog derfor være skønt, hvis jeg regelmæssigt kunne mønstre energien til den arbejdsindsats, der er nødvendig for det.

At tage springet og blive fuldtids blogger/aktivist er en drøm, der er vokset mere og mere her efter fyrreårsalderen. Men jeg har jo også nogle børn, en husleje og en krop, der skal have mad og tøj på … Vel, jeg må prøve at arbejde mig stille og roligt frem imod det. Bloggen er jo alligevel nået et stykke gennem årene, og jeg tror projektet kan blive endnu større med tiden. Det er noget, jeg vil arbejde videre med i det kommende år – arbejdspres og stress til trods.

I indeværende år er der dog en sidste øl, der skal anmeldes – mere tror jeg ikke, jeg magter. Det har i øvrigt været en ganske fin december måned for bloggen. Igen i år har der været over 5.000 klik i julemåneden, og for det skal alle interesserede, der har kigget forbi, have stor stor tak. Det er for jer læsere, jeg skriver. Det gør mig aldeles fornøjet, at nogen vil læse de ord, jeg lægger ud på det store fællesdrev i et ydmygt og spagfærdigt forsøg på at levere en smule idel underholdning i en ofte aldeles dunkel og truende tid.

Slotsbryggeriet Gavnø står for skud igen. Dette bryg var også at finde blandt et prisnedsat parti øl i Irma Sydhavnen, som jeg forleden fandt på vej hjem fra arbejde. At kalde det en pale ale er omtrent lige så meget en tilsnigelse som at kalde Aarhus Bryghus’ julebryg en mørk øl. Brygget her har kulør af mahogni, med matchende højt og plastisk gyldent skum. Men den bitteraromatiske humleduft afslører, at der næppe er tale om en sød brown ale, så brygget er mere blegt af navn og odeur, end af anden gavn.

Brygget er både nydeligt maltet og krydret. Ganske bittert fylder det godt op i mundhulen med aromaer af mocca-caramel med lys chokolade med indslag af koriander og muskat. Dybere i brygget kradser en markant humleprofil ganske bittert, for ikke at sige småbesk. Med tiden bliver brygget mere letflydende, og kan heller ikke se sig helt fri for at virke en anelse oxideret. Der har jo nok været en grund til, at øllene var sat ned, og ofte er grunden, at øllene har stået så længe, at uddeleren er blevet træt af at se på dem. Den slags har det med at falde sammen med at varerne aldres uhensigtsmæssigt – og her kan det nok mærkes en anelse på det indtryk af vådt pap, der så småt trænger sig på.

Overordnet er oplevelsen dog hjemme, og hvad jeg oplever som antydninger af missmage og skønhedsfejl, kunne andre opleve som karakter. Godkendt og mere til er brygget uanset, og som sådan en værdig afslutning på et meget  spændende øl-år for mit vedkommende.

Men traditionen tro, vil der først i det nye år blive berettet meget mere om det.

Gavnø Økologisk Pilsner, Slotsbryggeriet Gavnø

Mon ikke den går an?

Nåmenøh  … Go’ jul, for Satan i helvede eller noget …

Så er det sagt og forhåbentlig på en måde, der adskiller sig bare en lille smule fra den store, ensartede grød af generiske julehilsner, som fyger gennem luften i disse dage.

Lige et par svinere (det er jo sæson for flæsk) og – mind you, for jeg kan faktisk også være positiv ind imellem – et par shout outs til dem der fortjener det og har brug for det.

Den afskyelige naziorganisation Nordfront/Den Nordiske Modstandsbevægelse har igen stukket sit fæle fjæs frem på Fyn. Denne gang skete det i Odense, hvor den lokale forening for LGBTQ+’ere, Lambda, fik overklistret deres lokaler med homofobisk nazipropaganda, herunder afspærringstape besmøret med naziorganisationens symbol og navn.

Et kærestepar – der at dømme efter den sparsomme omtale af hændelsen med relativt stor sandsynlighed var både cis-kønnet og heteroseksuelt, greb ind mens aktionen fandt sted. De små, ynkelige nazisvin tog omgående benene på nakken, hvorefter nazipropagandaen blev dokumenteret og efterfølgende fjernet. Nazisvinene pralede efterfølgende på egne fora med, at de skulle have jaget den ene del af kærestparret væk, men videoovervågning af hændelsen skulle ret tydeligt afkræfte nazisternes påstande som løgn – go figure.

Husk at støtte Lambda i Odense, uanset om du er L, G, B, T, Q, + – eller som jeg selv en kedeligt grå ciskønnet heteroseksuel person med humanistiske tilbøjeligheder. Det kan godt være, vi ikke er allerøverst på nazisvinenes liste over, hvem der som de første skal i gaskamrene. Men vi er der, og det er derfor i vores alles interesse, at nazisterne møder modstand overalt hvor de viser sig.

Mit resumé af hændelsen har jeg fra Out & About’s grundige gennemgang af hændelsen, som jeg roligt kan love, man vil blive klogere af at læse end nærværende tirade.

Den slags episoder kan desværre ikke bringe den almindelige danskers pis adækvat i kog. Muslimer, der derimod tilbageleverer julehjælp, fordi svin ikke liiiige er det de har mest lyst til at sætte på deres julebord, derimod …

I skrivende stund raser skænderiet over dette på indtil flere sociale medier, ikke mindst facebook, hvor jeg endda har været tåbelig nok til at blande mig i Venligboeren Marina Paulsens tiltrængte opslag om, at flæskesteg som julehjælp til muslimer nok ikke er det mest velovervejede eller empatiske i hele verden.

Hvis vi nu siger, at muslimerne rent faktisk havde fortæret julehjælpen, ville islamofoberne jo nok beskylde dem for udøvning af kulturel apropriation … ej, det ville de nok ikke, da de ikke ville forstå hvad ordene betød. Og de ville nok heller ikke kunne finde ud af at læse dem, eller udtale dem – endsige da stave dem! Nå, hvor kom jeg fra …? Nej, Islamofoberne ville selvfølgelig beskylde muslimerne for at ville æde danskerne ud af huset, sådan som jeg grafisk illustrerede det i Spelt-Segmentet juleaften 2014.

Islamofobernes logik er, omend ganske ulogisk, alligevel nem at forstå og forudsige, når man kender præmissen. Præmissen er, at alt hvad muslimerne (eller bøsserne, de fattige, de handicappede, de rødhårede eller hvem det nu er, vi ellers ikke kan lide) gør, altid er forkert, og at de skal tilsvines for det. Spiser man svinekød, æder man befolkningen ud af huset, gør man det ikke, vil man ikke være dansk. Arbejder man, tager man arbejdet fra danskerne, arbejder man ikke, er man bare kommet herop for at nasse. Går man med tørklæde er man muslimsk fundamentalist, går man ikke med tørklæde er man undercover IS-terrorist, der prøver at glide i ét med befolkningen lige før bomben detoneres …

Find selv på flere. At påpege den åbenlyse karrusellogik overbeviser stort set aldrig islamofoberne om, at deres argumentation er til at dumpe i samme septiktank, de selv er kravlet op ad. Men andre mennesker, der lytter til ens diskussion, vil måske kunne lære lidt af det.

Vel, det blev lidt langt. Men det er jo jul, så der må gerne gøres lidt ekstra ud af det hele. Og hvor upassende alt det foregående end måtte være for nogle, stopper det ikke her, thi dagens anmeldelse er ikke engang af en juleøl.

Der er tale om en økologisk pilsner fra Slotsbryggeriet Gavnø. Men som vi endnu engang har kunnet konstatere, er juleøl jo gerne blot små variationer over et i forvejen gråt og generisk pilsneremne. At sætte denne på julebordet vil næppe gøre nogen praktisk forskel fra de fleste andre juleøl på markedet.

Gavnø står fast i Irma, hvor jeg vist nok også købte den her, sammen med en stribe andre, der havde fået tilbudsmærker på. Den har altså fået lov at stå et stykke tid, men langt fra over sidste salgsdato. At jeg ikke behøver betale 40 kr eller deroppeomkring for mikrobryg passer mig egentlig ganske fint her sidst i juletiden.

Højt og flot gyldent skummes der over det tågede, appelsinfarvede bryg. Pilsnere er – her og i udlandet – bare alt for sjældent ufiltrerede. Bouqueten er også fin – i det søde hjørne med em af vanille. Humlen kan også mærkes, og også den lægger sig i det søde hjørne.

Flormelis og vanille blander sig ganske elegant med modne hasselnødder på tungen, og dermed fortsættes den søde linje, der blev lagt i den visuelle og olfaktoriske indledning. Snart melder der sig imidlertid en dybere, mere faretruende klang, end det fine hvide vanille/flormelis-landskab brygget startede med. En tung bund af kål indfinder sig – og giver den lidt for rare og venlige sødme et tiltrængt modspil.

En trold stikker imidlertid også sit hoved frem. Et klægt og syrligt gærelement gør sin entre, og forhindrer én i at nyde sødmen og bitterheden helt så meget, som man egentlig gerne ville.

Det er vel risikoen ved ufiltreret øl, og at de løber den, vil jeg hellere rose Gavnø for, end jeg vil jamre over, at resultatet måske ikke er helt i centrum. Brygget er da i hvert fald i Bulls Ring.

Og dermed Glædelig Jul, allesammen.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme