Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 4-4½ stjerner

Baltic Liquorice, Svaneke Bryghus (Podcast-pilot IV)

‘Lakrids præsenteret i øl’

Selvom jeg er blevet aldrig så aktiv på andre sociale medier, skal jeg jo heller ikke glemme bloggen. Den vil fortsat være det centrale – i hvert fald i mine dansksprogede aktiviteter, mens podcastene er tænkt som små ekstra godbidder, der kastes ud ved særlige lejligheder. En podcast-version af denne anmeldelse vil imidlertid også være at finde inden alt for længe. Det at redigere en podcast viser sig at være langt mere overkommeligt end at redigere en video – men da jeg som den uforbederlige linselus jeg er, forventer at vinde flere tilhængere af godt øl ved at lave videoer, er det det, jeg har tænkt mig at prioritere.

Og før jeg glemmer det: Socialdemokratiet er sprunget ud som full blown racister siden jeg skrev sidst. Den fælt stinkende xenofobiske bæ ved navn ‘Paradigmeskiftet i Udlændingepolitikken’, der som et proktologisk mysterium blev udskidt af sylten på Martin Henriksens, for omgående at blive spist med velbehag, begærligt gennemtygget og slugt af de øvrige regeringspartier, er nu fodret videre til Frederiksen, Tesfaye og Co. ved direkte kontakt mellem sidstnævnte personagers ædespalter og førnævnte partilederes recta. Velbekomme, og vid, at jeg ikke lader mig trøste af, at det er valgår. Intet vil jo ændre sig med en opposition der har læberne fast klistret til røvhullet på dem, som de skal forestille at være modstandere af.

– Så fik jeg også tireret lidt. Det var rart, og det må jeg endelig heller ikke glemme, selvom jeg breder mig på flere platforme.

Den sidste øl, Marcus og jeg nød for snart en måned siden, var en dunkel lakridssag fra Svaneke Bryghus. Marcus indledte med at give markedsføringen en bredside – ‘laber, lækker lakrids’ – fordi alle elsker alliteration, bare ikke Marcus, mens jeg selv ikke holder mig tilbage her på bloggen … uden at jeg på stående fod kan komme på eksempler, der er værd at lægge links til.

Til gengæld var der rosende ord – fra begge sider – til bryggets lød. Aldeles natsort også ved gennemskinning (hvis det er et ord). “Den her mener det alvorligt” bemærkede Marcus, der konstaterede at den natsorte kulør ikke skiftede til rød, sådan som jeg kunne fortælle, at sådanne bryg tit gør, når man holder dem op mod lyset. Den tilsatte lakrids og lakridsrod gjorde en meget håndgribelig tilstedeværelse i bryggets duft, der gav mig mindelser om min barndoms hostesaft.

Og mindre håndgribelig var lakridsen bestemt ikke i smagen. Her fyldte den nærmest det hele, hvilket Marcus fandt rig anledning til at fundere over. Det kan læserne glæde sig til i podcast-versionen, men jeg her vil destillere de mange ord ned til hans catch-frase – om dette var “lakrids præsenteret i en øl eller øl præsenteret i lakrids.”

Meget snart lagde hans sig fast på det første, idet det øl, der gemte sig neden under den tætte, tunge og rent ud sagt anmassende lakrids, dårligt kunne fornemmes. Var det godt øl? Var det kedeligt øl? Det var i grunden irrelevant, for det var faktisk kun lakridsen der kunne smages.

Det var nok egentlig lidt for meget med al’ den lakrids, var vi rørende enige om. Marcus var imidlertid imponeret over, at bryghuset havde undgået alle de faldgruber der er, når man tilsætter øl noget markant – navnlig så markant som lakrids, og især i et sådant omfang. Selv måtte jeg konstatere, at den tørre, pudderagtige mundfornemmelse, som tilsat lakrids kan give i øl, hvis det er lemfældigt doseret, ikke var at spore i brygget.

Til gengæld var jeg ikke helt tilfreds med bryggets fylde. Som en stout betragtet fandt jeg den i mundfornemmelse og tæthed utilstrækkelig. Der manglede helt og aldeles den olieagtige viskositet og skvulp, som en ordentlig tæt stout har.

Den kan ellers anbefales til vaffelrør med kakaocreme – og sikkert også andre chokoladebaserede lækkerier, men nu var det lige vaffelrør, vi havde valgt den aften …

Marcus gav den …

… idet han faktisk prøvede den for anden dag i træk og fortsat var imponeret.

Selv var jeg lige knap så fornøjet ved den, og gav den …

Dermed var også dén prøvesmagningssammenkomst afsluttet. Men lur mig om den ikke bliver den sidste.

India Pale Ale, Shepherd Neame (Podcast-pilot III)

Ikke en CIS-øl …

Det er godt nok længe siden, jeg sidst anmeldte øl fra engelske Shepherd Neame. Dengang var jeg gift og boede på Amager. Forinden havde jeg prøvet to andre af bryggeriets øl – det var mens jeg stadig boede med min familie i Aarhus. Så der bliver kigget tilbage, gør der – næsten så man får kramper i nakkemuskulaturen (men som garvet headbanger er det jo noget, jeg er vant til). Det undrer mig faktisk, at der ikke er røget flere Shepherd Neame-bryg i indkøbskurven gennem årene. For mærket brændte sig ret grundigt fast, tilbage dengang i 2010, hvor Fakta havde dem stående i et udvalg af specialøl.

Dengang var specialøl og kvalitetsbryg stadig ved at træde sine barnesko, og det var i hvert fald usædvanligt at finde noget usædvanligt som udenlandske specialbryg i supermarkeder af Faktas format. Det skulle nu ikke blive første gang, Fakta var med ganske langt fremme blandt supermarkederne til at promovere kvalitetsbryg – og det toppede efter min mening, da Petrus-serien fra Brouwerij de Brabandere blev stillet på hylderne tilbage i 2017. Lignende højder har de aldrig nået – og jeg har savnet noget i en lignende kaliber siden. Herfra skal håbet om et snarligt comeback for det gode øl fra Fakta lyde aldrig så eftertrykkeligt.

Men som overskriften antyder er jeg stadig hjemme hos Marcus, og vi optager fortsat vores prøvesmagninger, der er indkøbt i den lokale Meny – ikke Fakta. Optagelsen af denne øl lader til at have podcast-kvalitet, så jeg håber, jeg snart finder tid og motivation til at gøre alvor af ambitionen om også at lægge podcasts ud på bloggen. Mit YouTube-projekt tager jo form, så det burde være til at overkomme.

“Hold – da – op! Hvor dufter den sprittet,” tordnede Marcus som det første efter at hans svellesøm-omfræset-til-øljern elegant havde fjernet kapslen, og øllet var skænket.
Stammende og noget mere spagfærdigt tilføjede jeg: “Den har en biduft af noget, jeg ikke rigtig kan placere, og som jeg ikke er sikker på, jeg er særlig glad for.”
“Med sine 6,1% burde den ellers ikke lugte som en væltet snapsevogn,” fortsatte Marcus.
“Det kan nu godt snyde,” indvendte jeg og anførte, at jeg fandt sure og syrlige elementer i brygget – fortsat næppe til gavn.
“Ja, og der er også det billige, brune sukker, der er i rigtig meget øl. Jeg frygter at den her kommer til at smage meget meget sødt,” klagede min medsmager, hvortil jeg måtte anføre, at den ikke burde det i betragtning af, at vi sad med en IPA. “Vi har lige haft en IPA, der smagte som cider,” riposterede Marcus lettere pugnant.
Det var nu ikke Marcus’ stridsomhed der kort efter fik mig til at give ham ret. Det gjorde derimod endnu et par åndedrag i glasset. “Der er noget krokant og noget farin i det …”
“Farin, definitely,” udbrød Marcus, “krokant ved jeg nu ikke. Det finder vi ud af.”

Marcus gik nu videre til at bemærke, at der var meget lidt skum på det klare mørke  bryg. Dertil bemærkede jeg, at det havde der faktisk ikke været på nogen af de bryg, vi havde haft fat i indtil videre. Her måtte Marcus minde mig om aftenens aller første øl – en Don’t Worry Pale Ale fra Svaneke Bryghus. Og den lille sludder vi havde om dét bryg på dette tidspunkt af aftenen, kan læserne glæde sig til snarest at opleve i podcasten (sådan – så fik jeg lagt lidt mere pres på mig selv, så det forhåbentlig bliver til noget.)

Vi skred til smagningen. Marcus indledte med to højlydte “Mmmm”-tilkendegivelser. Den første let faldende i pitch – idet den illustrerede initial nydelse. Herefter et i pitch hastigt stigende ét, der udtrykte forundring og overraskelse.
Et sammenbidt mellemfornøjet og lakonisk “specielt …” undslap lettere hvæsende mine læber, og jeg overvejede ved gennemlytning af optagelsen om Marcus mon udstødte det undrende “mmmm” som reaktion på min vist ret åbenlyse misfornøjethed.

Selv fortsatte han ellers lystigt: “Indleder med en bagmundsfylde og -dybde, der ville gøre den rigtig god som noget andet end IPA. Og sådan cirka midt på tungen kommer der en syrlighed som om øllet var blevet surt, og man havde glemt at hælde det ud …”
“Ja, den smager lidt underligt på vej gennem munden, det gør den,” samtykkede jeg.
“Og man sidder tilbage med en mund fuld af småsitrende … bagt farin?”
“Er der fejlgær i?”
På dette tidspunkt var Marcus’ begejstring også begyndt at vige mærkbart: “Har vi en politik om at drikke øllet ud?”
“Nej,” svarede jeg tydeligt vrissent, “det har vi ikke. Jeg vil nu lige give den et par chancer til, for det gjorde jeg også med Afskum i sin tid …”
“Ja, den var du ikke ligefrem lykkelig over … Hvad i alverden skal det her forestille?”

I forsøget på at møde det gustne, syrlige bryg med den på flere måder negativt ment ubeskrivelive aroma med et så åbent sind som muligt spekulerede jeg, om det mon havde en så acquired taste, at det var os, der blot ikke forstod det.
“Det gavner i hvert fald ikke denne øl, at der står IPA på den,” startede Marcus, og spekulerede derudad, hvordan bryggeriet havde hæftet IPA-etiketten på produktet frem for at skrive hvad det egentlig var for en syrligt-sød småskummel halvmørk sag de havde produceret.

Marcus foreslog gueze som sammenligning for bryggets sure kant, og her måtte jeg protestere: “Gueze er frisk, sprudlende og glad …”
“Du mener ikke den her er frisk, sprudlende og glad?”
“Nej, men jeg mener heller ikke nødvendigvis, den er grå og trist,” fortsatte jeg, “men den er ikke gueze-frisk. Hvis man lader den hvile ved mandlerne får man – udover farinen og det småsyrlige også nogle rom-noter med.”
“Den er helt sikkert mere drikkelig, hvis man by-passer hele den forreste del af munden, når man drikker den …”

Og vi causerede og causerede – der skal også være til podcasten, så lad det være nok sagt her, at det også lykkedes os at finde lidt bitterhed i brygget hen mod slutningen. Det var dog ingenlunde den friske, sprudlende bitterhed af friske grannåle, der er typens kendetegn – men derimod en tung bitterhed af meget mørkt træ. Marcus fandt også noget sødme af honning, jeg ikke fandt lejlighed til at protestere højlydt over.

Vi var under alle omstændigheder rørende enige om, at der ikke var meget IPA over dette bryg. På den anden side syntes vi heller ikke, at den skulle shames for ville identificeres som en IPA selvom det nok ikke lige var det, omverdenen opfattede den som. Når man som Marcus og jeg – og de fleste andre her i verden – mestendels drikker CIS-øl, dvs. øl der netop er det, som de foregiver at være og som hele verden opfatter dem som, er det en god og forfriskende øvelse ind imellem at blive udfordret i ens fastgroede opfattelser.

En bestående ulempe er imidlertid, at hvis man køber dette bryg som en IPA, vil man uvægerligt blive skuffet, når man opdager hvad den egentlig er. Marcus endte med at give den …

… for alle dens egenskaber ud over at kunne kaldes en IPA – for der fejlede den ifølge ham katastrofalt.

Åbenheden og storsindet løb måske en kende af med mig, da jeg gav den …

… men den skulle belønnes for oplevelsen og et samlet tungt-syrligt og vinøst udtryk, der om ikke andet satte mine evner til at sætte ord på smag på prøve, uden at være decideret væmmeligt. For at turde være noget andet end andre IPA’er fortjener den en sådan ros.

Twisted Thistle IPA, Belhaven (Podcast-pilot II)

Because fransk …

Jeg er godt i gang med at udvide mit bloggeri til flere platforme. Hvis man endnu ikke abonnerer på min YouTube-kanal, så kan man gøre det her. Man kan også lade være, men jeg vil blive glad for enhver ny abonnent, enhver ny tilkendegivelse af påskønnelse for mine videoer, samt enhver kommentar, da det hjælper mig til at blive større på det store stygge fællesdrev, vi i daglig tale kalder Internettet.

Jeg har også fortsat en plan om at lave podcasts, og råmaterialet til én blev som allerede nævnt optaget forleden aften hjemme hos min gode ven Marcus i Valby. Det er øllene fra dengang, jeg nu anmelder, mens lyden af os afprøve dem, ikke er det, jeg i øjeblikket prioriterer højest.

Kvaliteten af lydsporet af afprøvningen af denne øl kunne også være bedre. Vores stemmer er noget fjerne, idet public domain-underlægningsmusikken er alt for langt fremme i lydbilledet, og først nu indser jeg, hvor tåbeligt det egentlig var at lægge et musikspor på, før podcasten var redigeret færdigt. Man vil kunne høre på underlægningsmusikken, når der bliver klippet – og klippes skal der. Når man optager ølsmagninger live sker det, at der falder indforståede, lidet publiceringsegnede kommentarer undertiden med potentiale for legale ubehageligheder. Man skal huske at optagelserne fandt sted under private, lettere løsslupne former, og ikke alt hvad der blev sagt behøver nå ud til en bredere kreds.

Da vi nåede til vurderingen af øllet efter talrige udflugter (alliteration og hvorvidt en sådan var bedst med konsonanter eller vokaler var bare en af dem) fik vi ikke engang knyttet nogen kommentarer til bryggets visuelle udtryk – eller mangel på samme. Det måtte vente …

I stedet tog jeg omgående fat på duften: “Søde æbler,” hvorefter jeg i en ADHD-affødt ukontrolleret associaltionsrække tilføjede “rare æbler, venlige æbler, flinke æbler … Ikke de der knotne æbler …”

Vi tog fat på smagningen, og Marcus brugte pausen i min associationsrække til at bryde ind, med upassende seriøs mine: “Meget meget maltet eftersmag på tungen, men teknisk set er det her jo en cider, bare lavet uden æbler.”

Tydeligvis var Marcus’ oplevelse af brygget en anden af min. Jeg havde det næsten som var jeg blevet tacklet af brygget, hvis aroma viste sig en aldeles anderledes, end den søde, venlige æblekompot, der havde mødt mine næsebor. At brygget udløste en substantiel bitterhed var næppe uventet i betragtning af typen, men til gengæld helt uventet i betragtning af bouqueten.

Marcus fortsatte i cider-sporet, og knyttede i den anledning et par kommentarer til det aldeles glatte og ikke-skummende for ikke ligefrem at sige anti-skummende bryg. Jeg gav ham, at duft og farve pegede fint i retning af cider, men ingenlunde aromaen. En længere udredning fra Marcus om en tur forbi Ystad på vej til Bornholm havde som pointe, at et glas cider, han havde fået på Restaurant Villa Strandvägan i byen, havde mindet om denne øl. Og åbenbart mindede det ham også om de østers i Vodka, han fik cideren til.

Jeg er oprigtigt i tvivl, om vi har prøvet det samme bryg, da jeg derefter fremhævede skarphed af kommen i bitterheden. Det gav brygget en meget tør og ru attaque … “det skal staves med ‘q’ …”

“A-t-t-a-q?”

“u-e”, sufflerede jeg.

“Det oh la la’er jeg”

“Der skal sikkert også være et eller andet diakritisk tegn over ét af a’erne,” causerede jeg, “men det ved jeg ikke præcis – jeg er ikke så god til fransk. Men det skal der være, fordi det er fransk.”

“Because fransk …”

“Because fransk!”

Efter denne ekskurs, der truede med at afspore smagningen helt, gik vi direkte til konklusionen. Selv fandt jeg at brygget stak i for mange retninger på én gang. Især passede det unødigt skarpe kommenelement slet ikke til bryggets øvrige laid back udtryk.

Marcus mente ikke, at bitterheden i brygget var særlig karakteristisk for IPA-typen. Havde han fået den serveret uden at vide, hvad det var, ville han have taget den for en småskummel cider, og ikke en IPA. Som en ciderinspireret øl bedyrede han dog, at han faktisk godt kunne lide den.

Således valgte han at give den …

Jeg underbød med …

Det er vist første gang, jeg giver en øl lavere karakter end Marcus her på bloggen. Ikke at det egentlig er særlig bemærkelsesværdigt, men ikke desto mindre mere bemærkelsesværdigt end øllet, der på trods af at det senere samme aften skulle blive besejret grundigt i missmag, klart måtte stå som det mindst underholdende indslag den aften.

Schiøtz Jule IPA, Albani/Royal Unibrew

Det gjorde den ikke julet …

Vel, en enkelt juleøl havde alligevel forputtet sig. Men det er jo også en efterhånden mangeårig tradition på bloggen, at forrige års juleølsoverskud anmeldes i januar – ja, nogle gange helt indtil påske (for så længe varer julen som bekendt). Men denne gang er der nu kun den ene.

Den blev konsumeret nytårsaften i selskab med børn, bonusbarn, ekshustru og hendes nye mand i deres hjem på Nørrebro. Som man vil kunne se på illustrationen, er brygget i delestørrelse. Så sandheden er egentlig den, at jeg ikke orkede at drikke brygget alene, men manglede en anledning til at dele den med nogen.

Og da den blev drukket i det gamle år, skal den selvfølgelig anmeldes inden jeg skrider til min store årsberetning. Den lover jeg til gengæld kommer som det næste.

‘Juleøl’ er ikke nogen stil, men blot noget, man kan hæfte på en hvilken som helst øl for at kunne sælge den sidst på året … eller i hvert fald fra primo/medio september måned. At det så overhovedet ikke passer til årstidens mad eller vejr, kan man blæse en lang nissemarch. IPA – med sin friskhed, aromatiske profil og bitterhed – gør især godt i sommervarmen og til skarptkrydrede retter. I vinterkulden med årstidens tunge rodfrugter og mørke kød, fungerer den omtrent lige så godt som blomkål til chokolademousse.

Men det skal ikke holde Royal Unibrew tilbage. De laver en Jule-IPA, hvis de vil, gør de. Og til næste advent opfinder de en Julehare, der kommer hoppende med julegaverne, mens påskemanden i foråret kyler æg i nakken på trækvinden, hvilke tider hvilke skikke …

Men før jeg kommer for godt i gang med at afsløre Royal Unibrews marketingstrategi for 2019, må jeg hellere samle tråden fra nærværende bryg op. Undskyldningen for at lave en Jule-IPA finder man i ingredienserne, hvor havtorn, hyben, tranebær og havre vel må tænkes at give brygget et eller andet julet præg. Jeg tænker mere en småfæl kombi af ‘hippie’, ‘nyt nordisk’ og ‘fritidsviking’, men det er nok bare mig.

Havtornen mærker man som en sød note i en ellers traditionelt bitter – og noget blank og industrielt småkedelig – IPA-impression. Der er på trods af de mange tilsætninger ikke rigtig noget ekstra at komme efter, men snydt bliver man heller ikke så vidt …

… og man glædes desuden over, at man heller ikke bliver snydt i smagen. Tværtimod smager brygget overraskende bittert igennem på de rene humleparametre. Tilsætningerne synes at runde smagen lidt af, men næppe mere end typens vanlige aromatiske ledsagearomaer ville have gjort.

Industrikarakterens meget kontrollerede og polerede dimension kan brygget til gengæld heller ikke se sig fri for. Der er ingen overraskelser i brygget – hverken ubehagelige eller det omvendte, og det ender med at gøre brygget stereotypt og generisk – ikke helt uinteressante tilsætninger til trods.

Og noget særligt julet – noget der ville have klædt anden, flæskestegen, ris a la manden eller de efterfølgende julegodter – er brygget nærmest renset for. Brygget ville gøre det decideret skidt til det alt sammen.

Til en børnevenlig butterchicken, til gengæld, ville brygget være udsøgt. Sådan én fik jeg og børnene nytårsdags aften. Ikke som tømmermandsmad for mit vedkommende, thi jeg havde haft en aldeles travl arbejdsdag fra kl. 8 om morgenen – og heller ikke for børnene, må jeg hellere tilføje. Men bare som god aftensmad på en dag, hvor man har lyst til noget take away. Og hvilken dag egner sig mon mere til det, end 1. januar?

Godt nytår til alle læsere. Forbliv indstillet for årsberetningen 2018 snarest.

Gavnø Pale Ale, Slotsbryggeriet Gavnø

Tak for i år …

Jeg ligger nærmest vandret resten af året. hver eneste forpulede dag op til nytår skal jeg arbejde. Og for at føje spot til skade, skal jeg også arbejde både nytårsaftensdag og selve nytårsdag, føj dertil møde klokken 8:00 begge dage.

Det stinker rigeligt i sig selv. Og det gør det ikke bedre, at jeg er ganske og aldeles blæst, når jeg endelig når hjem. Jeg vågner med lyst på livet, og er klar til at gribe hele dagen i et orgie af kreativitet og æstetisk artisteri … der er bare den lille detalje, at der er et arbejde der skal passes … og som en anden dementor dræner det mig enhver livsglæde, så der ved fyraften ej er mere tilbage, end et sølle skrog. Jeg ville mægtig gerne føre bloggen her videre på et højere niveau – og hvor ville det dog derfor være skønt, hvis jeg regelmæssigt kunne mønstre energien til den arbejdsindsats, der er nødvendig for det.

At tage springet og blive fuldtids blogger/aktivist er en drøm, der er vokset mere og mere her efter fyrreårsalderen. Men jeg har jo også nogle børn, en husleje og en krop, der skal have mad og tøj på … Vel, jeg må prøve at arbejde mig stille og roligt frem imod det. Bloggen er jo alligevel nået et stykke gennem årene, og jeg tror projektet kan blive endnu større med tiden. Det er noget, jeg vil arbejde videre med i det kommende år – arbejdspres og stress til trods.

I indeværende år er der dog en sidste øl, der skal anmeldes – mere tror jeg ikke, jeg magter. Det har i øvrigt været en ganske fin december måned for bloggen. Igen i år har der været over 5.000 klik i julemåneden, og for det skal alle interesserede, der har kigget forbi, have stor stor tak. Det er for jer læsere, jeg skriver. Det gør mig aldeles fornøjet, at nogen vil læse de ord, jeg lægger ud på det store fællesdrev i et ydmygt og spagfærdigt forsøg på at levere en smule idel underholdning i en ofte aldeles dunkel og truende tid.

Slotsbryggeriet Gavnø står for skud igen. Dette bryg var også at finde blandt et prisnedsat parti øl i Irma Sydhavnen, som jeg forleden fandt på vej hjem fra arbejde. At kalde det en pale ale er omtrent lige så meget en tilsnigelse som at kalde Aarhus Bryghus’ julebryg en mørk øl. Brygget her har kulør af mahogni, med matchende højt og plastisk gyldent skum. Men den bitteraromatiske humleduft afslører, at der næppe er tale om en sød brown ale, så brygget er mere blegt af navn og odeur, end af anden gavn.

Brygget er både nydeligt maltet og krydret. Ganske bittert fylder det godt op i mundhulen med aromaer af mocca-caramel med lys chokolade med indslag af koriander og muskat. Dybere i brygget kradser en markant humleprofil ganske bittert, for ikke at sige småbesk. Med tiden bliver brygget mere letflydende, og kan heller ikke se sig helt fri for at virke en anelse oxideret. Der har jo nok været en grund til, at øllene var sat ned, og ofte er grunden, at øllene har stået så længe, at uddeleren er blevet træt af at se på dem. Den slags har det med at falde sammen med at varerne aldres uhensigtsmæssigt – og her kan det nok mærkes en anelse på det indtryk af vådt pap, der så småt trænger sig på.

Overordnet er oplevelsen dog hjemme, og hvad jeg oplever som antydninger af missmage og skønhedsfejl, kunne andre opleve som karakter. Godkendt og mere til er brygget uanset, og som sådan en værdig afslutning på et meget  spændende øl-år for mit vedkommende.

Men traditionen tro, vil der først i det nye år blive berettet meget mere om det.

Gavnø Økologisk Pilsner, Slotsbryggeriet Gavnø

Mon ikke den går an?

Nåmenøh  … Go’ jul, for Satan i helvede eller noget …

Så er det sagt og forhåbentlig på en måde, der adskiller sig bare en lille smule fra den store, ensartede grød af generiske julehilsner, som fyger gennem luften i disse dage.

Lige et par svinere (det er jo sæson for flæsk) og – mind you, for jeg kan faktisk også være positiv ind imellem – et par shout outs til dem der fortjener det og har brug for det.

Den afskyelige naziorganisation Nordfront/Den Nordiske Modstandsbevægelse har igen stukket sit fæle fjæs frem på Fyn. Denne gang skete det i Odense, hvor den lokale forening for LGBTQ+’ere, Lambda, fik overklistret deres lokaler med homofobisk nazipropaganda, herunder afspærringstape besmøret med naziorganisationens symbol og navn.

Et kærestepar – der at dømme efter den sparsomme omtale af hændelsen med relativt stor sandsynlighed var både cis-kønnet og heteroseksuelt, greb ind mens aktionen fandt sted. De små, ynkelige nazisvin tog omgående benene på nakken, hvorefter nazipropagandaen blev dokumenteret og efterfølgende fjernet. Nazisvinene pralede efterfølgende på egne fora med, at de skulle have jaget den ene del af kærestparret væk, men videoovervågning af hændelsen skulle ret tydeligt afkræfte nazisternes påstande som løgn – go figure.

Husk at støtte Lambda i Odense, uanset om du er L, G, B, T, Q, + – eller som jeg selv en kedeligt grå ciskønnet heteroseksuel person med humanistiske tilbøjeligheder. Det kan godt være, vi ikke er allerøverst på nazisvinenes liste over, hvem der som de første skal i gaskamrene. Men vi er der, og det er derfor i vores alles interesse, at nazisterne møder modstand overalt hvor de viser sig.

Mit resumé af hændelsen har jeg fra Out & About’s grundige gennemgang af hændelsen, som jeg roligt kan love, man vil blive klogere af at læse end nærværende tirade.

Den slags episoder kan desværre ikke bringe den almindelige danskers pis adækvat i kog. Muslimer, der derimod tilbageleverer julehjælp, fordi svin ikke liiiige er det de har mest lyst til at sætte på deres julebord, derimod …

I skrivende stund raser skænderiet over dette på indtil flere sociale medier, ikke mindst facebook, hvor jeg endda har været tåbelig nok til at blande mig i Venligboeren Marina Paulsens tiltrængte opslag om, at flæskesteg som julehjælp til muslimer nok ikke er det mest velovervejede eller empatiske i hele verden.

Hvis vi nu siger, at muslimerne rent faktisk havde fortæret julehjælpen, ville islamofoberne jo nok beskylde dem for udøvning af kulturel apropriation … ej, det ville de nok ikke, da de ikke ville forstå hvad ordene betød. Og de ville nok heller ikke kunne finde ud af at læse dem, eller udtale dem – endsige da stave dem! Nå, hvor kom jeg fra …? Nej, Islamofoberne ville selvfølgelig beskylde muslimerne for at ville æde danskerne ud af huset, sådan som jeg grafisk illustrerede det i Spelt-Segmentet juleaften 2014.

Islamofobernes logik er, omend ganske ulogisk, alligevel nem at forstå og forudsige, når man kender præmissen. Præmissen er, at alt hvad muslimerne (eller bøsserne, de fattige, de handicappede, de rødhårede eller hvem det nu er, vi ellers ikke kan lide) gør, altid er forkert, og at de skal tilsvines for det. Spiser man svinekød, æder man befolkningen ud af huset, gør man det ikke, vil man ikke være dansk. Arbejder man, tager man arbejdet fra danskerne, arbejder man ikke, er man bare kommet herop for at nasse. Går man med tørklæde er man muslimsk fundamentalist, går man ikke med tørklæde er man undercover IS-terrorist, der prøver at glide i ét med befolkningen lige før bomben detoneres …

Find selv på flere. At påpege den åbenlyse karrusellogik overbeviser stort set aldrig islamofoberne om, at deres argumentation er til at dumpe i samme septiktank, de selv er kravlet op ad. Men andre mennesker, der lytter til ens diskussion, vil måske kunne lære lidt af det.

Vel, det blev lidt langt. Men det er jo jul, så der må gerne gøres lidt ekstra ud af det hele. Og hvor upassende alt det foregående end måtte være for nogle, stopper det ikke her, thi dagens anmeldelse er ikke engang af en juleøl.

Der er tale om en økologisk pilsner fra Slotsbryggeriet Gavnø. Men som vi endnu engang har kunnet konstatere, er juleøl jo gerne blot små variationer over et i forvejen gråt og generisk pilsneremne. At sætte denne på julebordet vil næppe gøre nogen praktisk forskel fra de fleste andre juleøl på markedet.

Gavnø står fast i Irma, hvor jeg vist nok også købte den her, sammen med en stribe andre, der havde fået tilbudsmærker på. Den har altså fået lov at stå et stykke tid, men langt fra over sidste salgsdato. At jeg ikke behøver betale 40 kr eller deroppeomkring for mikrobryg passer mig egentlig ganske fint her sidst i juletiden.

Højt og flot gyldent skummes der over det tågede, appelsinfarvede bryg. Pilsnere er – her og i udlandet – bare alt for sjældent ufiltrerede. Bouqueten er også fin – i det søde hjørne med em af vanille. Humlen kan også mærkes, og også den lægger sig i det søde hjørne.

Flormelis og vanille blander sig ganske elegant med modne hasselnødder på tungen, og dermed fortsættes den søde linje, der blev lagt i den visuelle og olfaktoriske indledning. Snart melder der sig imidlertid en dybere, mere faretruende klang, end det fine hvide vanille/flormelis-landskab brygget startede med. En tung bund af kål indfinder sig – og giver den lidt for rare og venlige sødme et tiltrængt modspil.

En trold stikker imidlertid også sit hoved frem. Et klægt og syrligt gærelement gør sin entre, og forhindrer én i at nyde sødmen og bitterheden helt så meget, som man egentlig gerne ville.

Det er vel risikoen ved ufiltreret øl, og at de løber den, vil jeg hellere rose Gavnø for, end jeg vil jamre over, at resultatet måske ikke er helt i centrum. Brygget er da i hvert fald i Bulls Ring.

Og dermed Glædelig Jul, allesammen.

Thy Julebryg, Thisted Bryghus

Mere Pilsner …

Nu har jeg endelig fået juleferie. Jeg glæder mig til et par velfortjente fridage fra hamsterhjulet, hvor jeg i stedet vil hygge med min familie, smage nogle gode øl, og rase over regeringens uafladelige forsøg på at ødelægge højtiden for os andre. Den flere år gamle sag om den rædderlige sang på CBS og KZ-lejren på Lindholm var det perfekte røgslør over vedtagelsen af den mest sorte og asociale finanslove i årtier. Jo, de rige får en god jul, med nedsatte afgifter på lystyachter og privatfly, mens landets fattige, studerende, syge og ældre mødes af endnu flere nedskæringer. Og mens vores totalitære, fascistiske regering og støtteparti som rosinen i pølseenden vedtager håndtrykstvang ved statsborgerceremonien får klimaet en finger.

Vel, regeringen kan få en finger af mig herfra og så må jeg ellers tage min ferie fra virkeligheden, for ellers indfinder der sig kun øget apati og ingen julestemning.

Thisted Bryghus har holdt mig forsynet med øl – og enkelte juleøl i december måned. Den her har jeg endnu ikke prøvet, og den hedder slet og ret ‘julebryg’. Så er der vist ikke sagt for meget. Ved åbning mødes man af den velkendte og fortærskede duft af generisk pilsner. Og ud over et meget højt og ganske prangende fedtet marengsskum, er det også, hvad man ser. Ikke desto mindre kan min næse ikke undgå at glædes over et ret kraftigt udtryk, med en kant af fusel i den klassiske hallertauerimpression.

Det er vel til dels de 7,9% alkohol, der giver humlen den ekstra styrke og fylde. Således pakker brygget sig tæt omkring tunge og gummer, med en varm aroma af hasselnødder og bitterhumle. Også i eftersmagen mærker man, at humlen nok er generisk – men også bestemt af en lødig kvalitet, sådan som den hænger gummesmaskende nærværende så længe efter.

Den generende kant af metallisk syre, som forstyrrede ved de to foregående øl er holdt på et niveau, hvor det langt fra ødelægger noget, men stadig kan mærkes, hvis man smager grundigt efter. Brygget er tilsat ascorbinsyre, men enten kan det gøres i et begrænset omfang, der ikke giver afsmag af betydning, eller også er det faktisk noget andet, der har forstyrret i de foregående bryg.

Alt i alt en god … guldøl! Der er intet særligt julet ved den. Ingen søde noter, der vil klæde flæskestegen. Ingen endnu sødere noter, der ville komplimentere ris a la manden. Ja, der er ikke engang sprit nok til at hjælpe silden på vej i det ellers stærke bryg. Så der var faktisk sagt for meget alligevel, da den blev betegnet ‘julebryg’.

Men som stærk pilsner fungerer den godt, og det kan ingen tage fra den.

Christmas Bock, Thisted Bryghus

Så fandt vi hyggen – sådan da …

Så er julestemningen sat ind. I skrivende stund varmer jeg min ovn for at sætte min Christstollen til at bage – det er en af de juletraditioner, jeg meget nødigt svigter. Derudover skal der i dag anmeldes en rigtig juleøl.

Men før det kan ske, har virkeligheden – det dumme svin – stukket sit grimme fjæs frem igen for at forstyrre højtidens eskapisme. Erik Høgh-Sørensen – et for mig ukendt nordjysk regionsrådsmedlem fra det racistiske og fascistiske parti Dansk Folkeparti har udtalt, at indsatte i hans Christiansborg-venners KZ-lejr udelukkende skal have serveret svinekød.

Selvom den racistiske skiderik siden har hævdet, at den åbenlyst racistiske udtalelse var ment som en vittighed, siger udtalelsen alt om, hvad DF’erne har stangliderlige og våde drømme om at bruge Lindholm til. De vil isolere muslimer – og kun muslimer der, idet de som de eneste ville blive generet af svinekødstvangen (- nåhr ja, og jøderne selvfølgelig, hvis DF pludselig skulle få lyst til at isolere dem også. Det skulle ikke undre mig). Samtidig afslører udtalelsen, at DF’eren mener, at kun muslimer vil kunne gøre sig fortjent til tålt ophold i Danmark, idet kun muslimer i deres øjne reagerer på svinekød som vampyrer på hvidløg. Kun muslimer er kriminelle nok, integrationsfjendtlige nok, udanske nok … fortsæt selv listen til kvalmen sætter ind. Jeg burde selv være stoppet for længst.

Og når det er sagt – hvad er man for et usselt ynkeligt og lidet menneske, hvis man på den måde – selv i spøg – kan finde tilfredsstillelse i at gøre livet surt for mennesker, hvis eneste forskel fra én selv er en anden nationalitet og religion? Et patetisk skrog af et umenneske er, hvad Erik Høgh-Sørensen er. Uværdig til at repræsentere andet end tilsvarende racistisk afskum som det han selv er.

Nå – til julestemningen. Dagens øl fik jeg i den Thisted Bryghus-julekalender, jeg blev beriget med i fødselsdagsgave af min søster. Lidt fjollet finder jeg det at betegne en øl ‘Christmas Bock’. Christmas er engelsk, mens Bock er tysk, men på den anden side er en forbrødring mellem de to lande vel heller ikke det værste, man kunne forestille sig i disse Brexit-tider.

Ret mørkt er brygget. Efterårsrødbrunt og dermed ganske flot, hvilket kan kompensere for en ganske sølle skumdannelse, der højest kan præstere små spredte gyldne fnug på det klare bryg.

Duften er overraskende tung af svesker, ledsaget af en noget industriel metallisk-syrlig kant. Syren er markant nok til, at man frygter at de ellers gode og indrømmet – julede – svesker bliver udvandet i smagen.

Det er så umiddelbart ikke tilfældet. Bedst mærker man øllets alkoholstyrke på ikke helt tilforladelige 7%. Det sparker de aromatiske noter, man mærkede i duften godt op vejret, så munden snart er fuld af småbrankede svesker, garneret med nelliker og anis. Gnubber man kinderne mod gummerne vil man være i stand til at trække rigtig meget smag ud af en øl, der på overfladen ellers lader til ikke at være helt i balance. Alkoholen virker en kende overdrevet, sveskesødmen ikke helt stærk nok og humlebitterheden måske lige skruet en tand højere op, end hvad der er bedst i en juleøl. Samtidig melder den industrielle metalsyre sig også, og truer med at mindske oplevelsen …

… men åbenbart er der alligevel rigeligt i denne øl til, at det ikke sker. Brygget består ved sin kraft og vælde, men må tåle nogle anmærkninger for ikke lige at have ramt juleharmonierne helt præcist.

Lindemans Pecheresse, Lindemans (Fra Klosteret V)

Tif – med stil …

På min facebookside kan man følge åbningen af dette års julekalender fra Thisted Bryghus. Jeg fik den i fødselsdagsgave af min søster, og tak for det, hvis jeg ikke officielt har fået sagt det endnu. Har man fulgt med, vil man have set, at jeg har fået flere juleøl i løbet af december måned. Dem vil jeg forsøge at anmelde i en kombination af muligt og ansvarligt omfang (jeg har som bekendt fuldtidsjob og børn), men først vil jeg gøre et efterhånden aldrende emne på bloggen færdigt; de belgiske øl jeg fik med mig hjem fra ølfestival i Esrum tilbage i marts måned.

Der var denne tilbage; en sidste af tre lette frugtøl fra Lindemans, som havde smagt mig forbløffende godt i betragtning af deres lave alkoholprocent. Denne her var jeg mest skeptisk over for. Tanken om at blande øl og fersken – eller alkohol og fersken i det hele taget – giver mig automatisk trækninger i underansigt og Klaus Kinski-øje. I øvrigt ikke ulig det hjemlige politiske landskab hvor man har besluttet sig for at oprette en KZ-lejr på den MRSA- og HFMD-inficerede ø Lindholm. Trækninger bliver til kramper og Klaus Kinski bliver til Forest Whitaker ved tanken om de politikere, der åbent hoverende viser deres skadefryd på de sociale medier mod de fremtidigt indsatte.

I forbindelse med, hvad man må betegne som en kannibalistisk fortæring af flæskesteg, medisterpølse og hamburgeryg, ledsagede Venstre-grisebassen Torsten Schack Pedersen på Twitter et billede af måltidet med en lille hånende tekst om, at de indsatte i KZ-lejren nok ikke ville blive budt en menu af samme klasse. Det hjælper naturligvis en anelse, at svinet kunne føle sig i sit rette element i den gyllestorm det efterfølgende blev ramt af, og at det ikke hjalp det meget, da den fordrukne sut af en bundkorrupt lystløgner, vi har som statsminister, prøvede at komme ham til hjælp med noget halvsnaldret, irrelevant sludder om værdier og en sammenhængskraft i vores land, som begge to har gjort alt for at smadre totalt.

Den efterfølende obligatoriske undskyldning fra Schack Pedersen var lige så halvhjertet som man kunne forvente: I stedet for at indrømme, at han havde lagt endnu en dimension til begrebet ‘dumt svin’, skrev svinet, at han var ked af, at folk havde taget sådan på vej, at det ikke var hans mening at støde nogen, og at det bare var gjort ‘med et glimt i øjet’. De retfærdigt indignerede mennesker, der havde konfronteret svinet med hans svinerier var altså allesammen nogle overfølsomme stakler, for hvis skyld han da godt kunne være storsindet nok til at tage opslaget ned igen. At han selv var et dumt svin, der havde begået en gedigen svinestreg, og at det i virkeligheden var årsagen til påstyret, faldt ham aldrig ind.

Og næppe havde ekstrementkulingen lagt sig, før det gik løs igen – blot ikke med helt samme styrke – da Stine Bosse, ligeledes på Twitter, udtrykte sin afsky over for KZ-lejren. Straks dukkede Mads Fuglede, også Venstre (selvfølgelig, fristes man til at tilføje), som Danmarks svar på Fox News, TV2, notorisk kalder USA-ekspert op i feedet, og spurgte kækt om ikke hun havde brug for en ferie på en af de mange smukke danske øer for at få dæmpet hendes harme. Det er karakteristisk for fascimen, at politiske modstandere trues for ytringer, der går magthaverne imod. For den udspekulerede fascisme er det karakteristisk, at truslerne formuleres akkurat så tvetydigt, at de ikke fremstår som trusler, man blot som velmenende platheder, endskønt de de facto er trusler alligevel.

At vores demokrati er på vej i rendestenen er en underdrivelse. På vej i en septiktank eller samlebrønd er en bedre, omend fortsat utilstrækkelig metafor.

Ja, undskyld vredesudbrud og svigtende julehygge, men jeg ville helst have det ud før jeg tager fat på anmeldelserne af juleøllene.

Trækningerne ved tanken om fersken-øllet blev i første omgang reproduceret da brygget blev indsnuset. På trods af aldeles jævne 2,5 % formår brygget alligevel at true med hovedpine, idet brygget i foruroligende grad lugter som det søde, alkoholiske stads, jeg som punker et fortabt tidspunkt i 90’erne tyllede i mig for at spare penge når jeg skulle være fuld. Tif, kaldte vi det. Det var en forkortelse for aperitif, der fandtes i mange forskellige frugtudgaver, hvoraf den med æble var den mest populære.

Og sådan lufter (ikke dufter) dette ferskenbryg altså. Der er ikke megen nostalgi, kun traumer over dødsdruk og virkeligt slemme tømmermænd.

Men al traume, hovedpinefrygt og anden kvide fordamper det øjeblik glasset sættes for munden. Sødme af fersken nusser alle mundens indvendige overflader med sin rare sødme, samtidig med at bryggets sure bund af foeder – surt lagret belgisk øl – holder enhver antydning af kvalmhed effektivt nede. Det kunne have været for sødt, men en noget nær perfekt blanding af sødt og surt resulterer i en forunderligt smagfuld kerne med forfriskende og vederkvægende syrlighed udenom.

Selvom jeg godt kan lide fersken, er jeg tit skeptisk over for ferskenafledte produkter. Frugtens intense sødme bliver tit kvalm når den forædles – ikke mindst i sukkerholdige drikke, og endnu mere i fx likør (og aperitif). Det mest overraskende er nok, at et eller andet i brygget får det til at virke mere alkoholisk end det er. Med sine 2,5% er brygget næsten linedanservenligt, og alligevel genfinder man en markant alkoholnote i såvel duft som smag.

Meget usædvanligt – på vores breddegrader i hvert fald. I Belgien er det sikkert bare noget alle drikker og derfor er vant til. Med Belgiens massive korruption og vældige problemer med børnemishandling in mente foretrækker jeg at opleve øl som denne som usædvanlige overraskelser frem for at måtte døje med alt det andet som hverdag.

Ikke at det er meget bedre her, når alt kommer til alt. Især ikke hvis man er så uheldig at have en hudfarve, religion og/eller etnisk herkomst, som Venstre og deres regeringskumpaner ikke kan lide. Deri er jeg heldig, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at jeg ligesom Stine Bosse er i søgelyset for mit humanistiske sindelag.

[To Øl] Gose to Hollywood, To Øl (Quail-Myrkur-mayhem I)

(Fandeme ikke) Nestea …

Da jeg tidligere på året – helt præcis Langfredag, hvor man skal ihukomme Jesu Kristi pine og død for vore synder ved kontemplativ askese, cølibat og total afholdenhed fra alt rart og godt – var til koncert med det engelske Grindcore-band Napalm Death på Loppen, bemærkede jeg, hvordan man på udskænknings- og koncertstederne på Christiania, har hævet niveauet betragteligt hvad angår øludvalget.

At undersøge hvorvidt dette også var tilfældet andre steder i København, fik jeg lejlighed til i lørdags, hvor min efterhånden faste medsmager Marcus havde inviteret mig med til koncert med den fremstormende og uhyre talentfulde danske sangerinde Myrkur. Som opvarmning spillede den ligeledes fremstormende og uhyre opfindsomme celloekvilibrist Jo Quail. Festlighederne fandt sted i Pumpehuset – and lo and behold, de havde sørme også nogle interessante øl i baren.

Jeg kunne ved samme lejlighed konstatere, at verden er et ganske småt sted. Marcus havde inviteret et par andre venner med, og den ene af dem var kærester med, om ikke min egen personlige, så i hvert fald bloggens frelser og redningsmand. Han hedder Christopher, og tilbage i 2015 donerede han et beløb som jeg kunne købe øl for på et tidspunkt, hvor midlerne til det var helt og aldeles i bund. Det var ikke kun af godhjertethed, men – og det gjorde han klart for mig, da jeg havde den udsøgte fornøjelse at møde ham så’n rigtigt i virkeligheden – fordi han kunne lide at læse, hvad jeg skrev og gerne ville sørge for, at jeg kunne fortsætte med det.

Han skulle ikke blive den eneste nye ven, jeg fik den aften, men da der er ret meget på programmet i dette tema, vil jeg vente lidt med at udbrede mig mere om det lige nu.

Jeg kom ind i Pumpehuset temmelig uforberedt, idet jeg på forhånd ikke kendte Myrkur, og jeg lærte først Jo Quails navn at kende, efter at et par af mine medtilskuere ved koncerten henkastet sludrede om opvarmningen, der vist nok var noget med ‘en, der spillede violin eller sådan noget’. Ingen af os vidste helt, hvad vi skulle forvente, men skridtede op ad trappen til Pumpehusets højloftede sal med et åbent sind.

Hvad der ventede os var et musikalsk inferno – i vældig kontrast til kunstneren, der genert og spagfærdigt udtrykte sin glæde ved at spille i København, og ved at hun var blevet inviteret til dette af hovednavnet selv. Men så snart violinbuen blev svunget, gjaldede vældige musikalske mosaikker i alle farver, klange og skæve rytmiske figurer ud i lokalet, mens hele publikum lamslået stod fuldstændig tavse – betaget af skønheden og intensiteten af én kvinde, hendes cello, og et kreativt auditivt geni vel hinsides det meste af den skønhed jeg hidtil har haft fornøjelsen af at lægge øre til.

At lydteknikeren klokkede grundigt i det undervejs med yderst generende lydudfald, tog Jo Quail ikke så tungt. Hun spurgte kækt og spøgende publikum, om hun mon havde ramt decibelgrænsen. Havde hun ramt nogen grænse, var det nok snarere velklangsgrænsen, for hver knudret rytme, hver den mindste klangfarve i hendes langstrakte, evigt komplekse samt skiftevis musestille og bragende kompositioner gik igennem som den klareste kilde af det reneste ferskvand, den tørstige gane kunne ønske sig.

Så fin huskede jeg slet ikke, at lyden i Pumpehuset var fra de andre mange gange, jeg har været der. På dét punkt må Loppen i hvert fald se sig slået med både længder og omgange.

Og efter sådan en oplevelse, der med ét gør en til fan, er det også skønt at opdage, at kunstneren selv ikke lider det allermindste af hverken arrogance eller stjernenykker. Da jeg mere end lettere selskabeligt overrislet indfandt mig ved merchandise-standen efter koncerten for at erhverve mig en af hendes CD’er, faldt jeg – tilfældigt og uforvarende – i snak med den der nu stod der … og det viste sig så, at være kunstneren selv. Hun syntes bare det var hyggeligt, at mænge sig med dem, der havde lyttet til hendes vidunderlige musik. Og tænk – hun havde intet imod at lade sig forevige med undertegnede i en selfie. Det er hende til venstre, hvis nogen skulle være i tvivl.

Sådan en oplevelse må selvfølgelig fejres. Og begejstret kunne jeg konstatere, at baren lå inde med en af mine absolutte favorittyper af øl i hele den vide verden – en Geuze. To Øl står bag – og de plejer at levere gedigne oplevelser. Visuelt er etiketten lige i skabet med et traditionelt prøvebillede – om der er nogen dybere mening med det er jeg lige uvidende om og ligeglad med. Titlens ubehjælpsomme sprog varmer en gammel lingvists hjerte for sin gennemførte selvironi.

På dette tidspunkt brølede barmusikken ud af højtalerne, så jeg fandt lejlighed til at teste, hvor godt min mobiltelefon ville virke under de omstændigheder. Overraskende godt, skulle det vise sig. Så i modsætning til det kuldsejlede podcast-forsøg tidligere på måneden, trang min stemme alligevel mere end adækvat igennem. Bryggets kulør og duft må læserne have til gode. Det blev drukket af flasken, fordi situationer, som hin jeg var i, bare ikke altid tillader den luksus et ordentligt drikkeglas er.

Lad mig indledningsvis citere direkte fra optagelsen, så Marcus også kan være lidt med:

“Marcus siger, at jeg er vokset op på Nestea, fordi jeg mener denne øl smager som limonade uden sukker. Marcus mener, den smager som limonade med sukker.”

Med dette mente Marcus egentlig, at der var tale om en Geuze, der i for høj grad var tilpasset danske smagsløg. Den var ham ikke sur nok, og han var vist temmelig forundret over min åbenlyse begejstring for brygget.

Jeg vil til gengæld fastholde – eller i min salige brandert på optagelsestidspunktet var i jeg i hvert fald til sinds at fastholde – at man i Belgien sagtens kan støde på Guezes (hvis det er den korrekte flertalsform) med dette brygs afdæmpede surhedsgrad. Der er – bevares – et præsent element af vand i brygget, men syren er fortsat markant nok til at få festfolket fra nærliggende diskoteker til omgående at slyge brygget ud i koniske kaskader i retning væk fra mundtøjet. Vandelementet gør til gengæld brygget letdrikkeligt. Det skader ikke, så vidt jeg kan vurdere, at drikke brygget fra flasken.

En hverdagsgueze, ville jeg kalde den. Den formår at smage skønt samt læske og vederkvæge uden at være unødigt tynd. Til gengæld er syren bevaret, så man ikke er i tvivl om stilen.

Godt bryghåndværk endnu engang fra To Øls side. Skæbnen, drillenisserne eller de lyserøde elefanter – hvem end, der nu styrer den slags (en eller anden  have styret, for ingen af os i forsamlingen – Marcus, hans venner, vores nye tyske venner, og allermindst undertegnede – havde styr på noget som helst) ville at den næste øl, vi fik – på Taphouse få gader derfra – også var fra To Øl.

Men anmeldelsen af den må altså også lige vente en smule …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme