Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 4-4½ stjerner

Thy Økologisk Pilsner, Thisted Bryghus

Gør den permanent …

Bare rolig, jeg skal nok nå til nogle juleøl inden alt for længe. Men først skal jeg lige have den her af vejen.
Det er en relancering af en gammel klassiker fra for 25 år siden, nemlig Thisted Bryghus‘ økologiske pilsner, der altså i år har fejret jubilæum.
Jubilæumseksemplaret her er dog ikke helt den samme øl som dengang. Det er altså ikke bare gammelt øl på nye flasker, men derimod en opdatering med lidt ekstra humle. Og det er kan jeg, som notorisk humlehoved, selvfølgelig kun hilse hjerteligt velkomment.
Ikke mindst når jeg kigger tilbage på originalen. Alle gode intentioner til trods samt det faktum at jeg dengang var nærmest forblændet af økologiens lyksaligheder – i dag er min begejstring noget mere pragmatisk – scorede den jo ikke nogen videre høj karakter dengang. Vist var de 3½ stjerner højere end hvad de fleste standard- og industripilsnere har scoret gennem tiden på bloggen, men produktet var alligevel ikke i nærheden af noget egentligt ekstraordinært. Ikke engang inden for pilsnerverdenen.
Hvor meget kan lidt ekstra humle gøre for en øl, om hvis kvalitet jeg ikke kunne sige meget mere, at den da var noget over standard? For at foregående sætning ikke ender som et rent retorisk spørgsmål, kunne man jo begynde med at afprøve den.

Det ligner sig selv, det korngule bryg. Pilsnerøl er letgenkendeligt, og altid synet værd, korngult og prangende som det står i glasset. Her med en mere end nydelig kridhvid og fedtet skumkrone, som jeg ikke husker fra originalen.
Duften røber til gengæld ikke nogen større oplevelse end for 25 år siden. Humlen er der, nogenlunde markant og med det samme rå, upolerede udtryk, der gjorde Danmarks første økologiske øl ganske populær i sin tid. Men så heller ikke mere …

I smagen til gengæld – der folder jubilæumsudgaven sig virkelig ud …

Her er der rigeligt med humle. Bitter og aromatisk, igen med den velkendte rå kant, men i forening med mere sød malt og vanilleessens, der giver brygget en langt fyldigere bund, end den man kender. Søde æbler blander sig med med bitterheden, og giver en bredere oplevelse, uden at brygget berøves sin oprindelige kantede karakter.

En gedigen opdatering af en øl, der mest var nyskabende ved andre egenskaber end sin smag. Nu har Thisted Bryghus fået smagen med, og det fortjener de hæder og ære for.
Mit ydmyge ønske er, at produktionen af det oprindelige økologiske bryg indstilles, og erstattes med denne jubilæumsudgave.

Kavt, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken III

Tilgiveligt …

Jeg er fortsat sunket godt og grundigt ned i ledighedssumpen med hvad dertil hører af angst, depression og stress, ironisk nok fordi man pludselig har alt for meget tid, men ikke magter at bruge den på noget konstruktivt.

Det er ledighedens paradox, og det har jeg været inde på et utal af gange allerede, og jeg skal derfor ikke plage læserne unødt med det.

I stedet vil jeg skride videre til dagens øl med det samme. Vi har fat i endnu en af de mange fine øl, Løkken Bryghus har sendt mig. I dag gælder det Kavt. “Kavt er et af de udtryk Vendelboerne har opfundet til at beskrive noget, der er upraktisk, besværligt og unormalt” fremgår det af etiketten. Så blev vi så kloge.
Ellers er Kavt en belgisk (inspireret – må jeg hellere tilføje, for ikke at få Fødevarestyrelsen på nakken) blonde. I virkeligheden er belgisk blonde et meget vidt begreb, der vidner om den belgiske ølkulturs mangfoldighed. Det betyder til gengæld også, at det kan gå alle mulige veje, og at det er stort set umuligt at forudse hvad man bliver budt, når brygget er skænket – måske med undtagelse af hvor lyst brygget er. En blonde vil som regel være lys – her i en nydelig nuance af blankpoleret kobber.
Bouqueten er letbenet og imødekommende humlebitter uden at være kraftig nok til, at begyndere udi specialbryg har noget som helst at udspytte brygget for. Kenderen vil til gengæld ærgre sig over konturløshed og vigende styrke, for hvilket der kompenseres noget i aromaen, der er markant sød af kornmalt og uden noget af det, man ellers godt kan frygte, når der står belgisk blonde på menuen. Der er ingen rå sprittethed, ingen gærsmag eller anden uintenderet sur afsmag. Det hele er velkontrolleret og harmonisk … lidt for harmonisk, kunne man indvende. Men har man mere end én gang haft dårlige oplevelser med typen, er de begrænsede armbevægelser ikke bare tilgivelige, men også kærkomne.
Og fuldstændig gråt og kedeligt er det langt fra. Sødmen er markant, og slår efterhånden mere over i modne æbler med en snas af banan – lige akkurat nok til at det kan påskønnes, og meget langt fra, at det på nogen måde virker generende.
Bag på tungen melder der sig desuden en bitter kant af valnødder. Det passer perfekt til årstiden, og til bryggets afdæmpede, men alligevel ikke konturløse udtryk.

Grand Cru, Rodenbach

Vanilla Sour …

Dangit … jeg er meget dårlig til at være officielt arbejdsløs. Jeg har været virkeligt dybt nede i kulkælderen lige siden jeg trykkede på ‘Meld dig ledig’-knappen på jobnet i torsdags. Jeg har ikke haft energi til noget som helst siden, mindst af alt at prøve nye øl, eller bare få skrevet om dem, jeg endnu mangler at anmelde.

Så ligesom mit øvrige liv, vil bloggen nok også kun få det absolutte minimum af opmærksomhed der skal til for at den kan løbe rundt. Forvent kortere, men til gengæld også mere to-the-point anmeldelser i den nærmeste fremtid. Engang når jeg får det bedre igen vil anmeldelsesfrekvensen og længden på indlæggene nok tage til igen. Fast beskæftigelse vil næsten med garanti sikre den nødvendige stigning i livskvalitet og mere til, men det er ikke noget jeg tør håbe seriøst på som tingene ser ud lige nu.

Dagens øl er den anden øl, som Føtex har stående fra belgiske Rodenbach. Angiveligt endnu en Red Ale, omend kuløren snarere er mørk rødbrun. Men auburn ale er vist endnu ikke en ting.
Meget vigtigere og mere markant er da også bryggets syrlighed. Den kan man nyde i fulde drag allerede fra åbningen af flasken, idet den rene surkålslage med det samme smyger sig legesygt ud. Endnu bedre bliver det selvfølgelig ved skænkning, hvor man nu også hurtigt opdager, at der på trods af et substantielt eddikelignende syreelement ikke er tale om samme galsindede surhed, som man oplevede i Broaden & Build‘s Red Tide, der faktisk sved i næsen ved inhalering.
Den her er venligere, eller i hvert fald noget mindre aggressiv. Faktisk lægger den sig i både bouquet og aroma et velvalgt sted midt mellem Broaden & Build’s kompromisløse syrebomber og The Brooklyn Brewery‘s begynderbryg udi det sure, Bel Air Sour. Man kunne vælge en mindre diplomatisk tilgang og kalde den mainstream. Men surt øl som type er stadigvæk lysår fra den generiske pilsnerverdens laveste fællesnævner – selv når deres ph-værdi ligger signifikant højere end hvad man bliver budt her.
Så hellere vanilla. Omend det udtryk også bruges rundhåndet som skældsord, betegner det stadig meget mere neutralt noget, der måske nok befinder sig i midterfeltet, men som også alligevel er rart. Alle kan lide vanille, og det behøver der i sig selv ikke at være noget galt i – heller ikke her. Og at brygget ud over en velbeslået eddikemarinade med alt hvad der forventes også byder på æblesødme, der giver lidt ekstra kontur og udtryk, øger naturligvis kun oplevelsen til den positive side.

En middle-of-the-road sur øl på den mest positive måde dette kan forstås. Erindringen derom kan faktisk tage toppen af en arbejdsløshedsdepression.

Easy Kiss, Kissmeyer

Man må holde igen …

Egentlig havde jeg tænkt mig at afslutte temaet om hedengangne Broaden & Build med et brag forleden aften, da den legendariske YouTuber Bionic Dance gæstede min kanal. Den sidste øl, der mangler i serien er en Brownie Stout på 11% – en stærk øl til en stærk gæst virkede fuldkommen oplagt … men så ringede vikarbureauet.
Jeg ernærer mig i øjeblikket som vikar i den nordvestjyske fødevareindustri, og det kan derfor svinge meget, hvor mange timer jeg har på ugebasis. Jeg siger derfor nødigt nej, når en uventet chance for at tjene lidt ekstra håndører viser sig. Så da min arbejdsgiver ringede og tilbød mig en vagt i Hanstholm morgenen efter live streamen med mødetid kl. 7:00 kunne jeg ikke sige nej.
Til gengæld måtte Broaden & Builds monster af en stout vente. Jeg ville ikke risikere noget, der lignede tømmermænd oven i søvnunderskud efter en livestream, jeg havde lagt klokken 23 om aftenen. Der er 9 timers tidsforskel mellem Thy og San Diego, hvor min gæst residerede, og jeg vil nødigt byde mine gæster, at de skal drikke alkohol alt for tidligt på dagen (ih, alle de hensyn man må tage som international YouTuber, altså!)
Så valget faldt på noget lidt mere afdæmpet – en pale ale fra Kissmeyer på 5,5%.
Stouten må vente til onsdag, hvor endnu en YouTube-kæmpe – i hvert fald når det gælder sekulær aktivisme og øl – Aron Ra er gæsten. Jeg har allerede aftalt tilstrækkeligt med vagter til næste uge, så jeg kan roligt takke nej, hvis vikarbureauet skulle ringe igen.

Samtalen med Bionic Dance var i øvrigt så spændende, at jeg fuldkommen glemte at tage et billede af øllet, mens jeg nød den, så der må læserne nøjes med min beskrivelse.

Pale ales er – som jeg ser det i hvert fald – de overgærede øls svar på pilsneren. Der er ikke de store armbevægelser eller overraskelser, men har bryggeren ellers passet sit arbejde kan der sagtens være en god oplevelse i vente.
Brygget her lader til at være ufiltreret, blankt som poleret kobber og med en nydelig, adækvat klæbrig skumkrone. Duften lover godt med klar, ren og langt fra kraftløs bouquet af friske grannåle og lyst, nyskåret træ. Aromaen følger stort set samme linjer. Der er ikke meget mere at nævne, når først der er sat ord på duften.
En stilsikker, ren og smagfuld pale ale, der er lige til at gå til. Og så måske ikke alligevel. Jeg vil faktisk gå så langt som til at påstå, at det fortsat alt for store segment af festdrankere, der kontrafaktisk hævder, at Grøn Tuborg er en god øl, vil holde en sikkerhedsafstand på i hvert fald et par fod fra den her.
For kenderen vil den udgøre et kærkomment afbræk i de store oplevelser. Ikke alle øl behøver være revolutioner og verdensomvæltninger. Der må også godt være lidt fyld imellem øjeåbnerne, og som dette fungerer Easy Kiss fra Kissmeyer nærmest perfekt.

Tømmermændene udeblev i øvrigt også som planlagt – men jeg drak selvfølgelig også kun den ene.

Idaho IPA, Beard Brew

Jeg forstår det ikke …

Uha, der er en lang liste af ting, der skal kommenteres i dette indlæg, så bered jer på en længere tirade, før vi når til selve øllet. Jep, business as usual på Kajs Ølblog.

Vi er i oktober måned, og bekymringen for, om læsertallet når de højder jeg ønsker, melder sig øjeblikkeligt. Det gik nu ret godt i går. Aldrig så snart september endte med et læsertal, der rodede rundt under 80 daglige læsere, eksploderede antallet til over 170, så snart det blev d.1. Og det endda helt uden at jeg udgav noget. Jeg har opgivet at få læsertallene til at give mening, men jeg takker selvfølgelig hjerteligt for gårsdagens interesse – samt hele september måneds i øvrigt. D. 30. nåede jeg endelig de 4.000 klik, takket være jer læsere.

Og videre til dagens store nyhed: Nemesis! Eller karma hvis man er mere til det asiatiske end middelhavskøkkenet. Donald J. Trump, vore dages svar på Mussolini, Franco og ham den lille østriger med overskægget, er omsider – efter månedsvis af demonstrativ uansvarlig optræden – blevet smittet med Coronavirus.

Hvis man som jeg inderligt foragter Donald Trump og alle hans gerninger og al hans væsen, hvordan skal man så forholde sig? Standardsvaret er, at holde den maske, Donald Trump så lidenskabeligt nægtede at bære, afsende den sædvanlige pakke af halvhjertede god-bedring-ønsker, og med fast, voksen mine løfte pegefingeren ved ethvert tilløb til skadefryd fra anden kant.
Det er det mest modne og voksne at gøre. Man skal ikke give udtryk for, hvad man egentlig mener. Hvordan man i ens stille sind gnæggende gnider hænderne og bider sig i læben for ikke at lade begejstringen løbe af med én på Twitter, Facebook og alle de andre spændende steder, man normalt får afløb for den slags.
En del af den fattede, modne og voksne kalkyle er også at vurdere hvad der er bedst – for verden og ikke mindst én selv; skadefryd eller de bedste ønsker? Og ethvert ordentligt, modent, voksent menneske ved, at den ordentlige, modne og voksne bedste-ønsker-tilgang er den mest konstruktive, klædelige og positive når alt kommer til alt. Ikke mindst i betragtning af, at skadefryd er en last, Donald Trump selv er indehaver af, og som man derfor nødigt selv vil beskyldes for.

Men nej, siger jeg! Hykleri og løgn er andre laster, Donald Trump i den grad kan beskyldes for. Så hvis det gælder om ikke at komme til at ligne ham for meget, må man træffe nogle valg. Jeg vælger ærlighed, ikke mindst fordi den repressivt ‘ordentlige’ måde at reagere på fuldkommen overser den kolossale katastrofe, som Trumps præsidentskab har været – ikke mindst når man kigger på det, der nu har ramt ham i hovedet som en boomerang – symbolsk og bogstaveligt på én gang.
Vel over 200.000 mennesker er døde af Coronavirus i USA alene. Og det skyldes mere end noget andet Donald Trumps skødesløse omtale og politik omkring Corona, spændende fra helt at benægte dets eksistens, endsige farlighed, og til at foreslå behandlinger de fleste lægpersoner ved ville være dødelige. Injektion af blegemiddel og desinfektionsmidler som de mest ekstreme, omend næppe mest bizarre forslag.
De alt for mange døde og deres efterladte fortjener, at vi siger lige præcis hvad vi mener om, at Donald Trump nu er blevet ramt af det, han har oparbejdet et image omkring at benægte og nedtone.

Det er på den måde forfriskende højere-retfærdigheds-agtigt, at han er blevet ramt af sygdommen. Ønsker jeg, han dør af det? Nixen – men jeg skal gerne indrømme, at det ikke skyldes sympati for uhyret. Jeg frygter det kaos, der vil følge i kølvandet på et dødsfald – og hvis der er noget, jeg under amerikanerne lige nu, så er det en smule ro og orden i et land der er hærget af historiske brande, morderisk politi, racistiske militiaer og dødspatruljer and … you name it.

Ifølge mine kilder – dvs. tilfældige mennesker, jeg har spurgt på Twitter – er staten Idaho i øvrigt et af Donald Trumps kerneterritorier. “Trump signs everywhere” var vist den præcise ordlyd. Årsagen til, at det hæderkronede-to-be danske mikrobryggeri Beard Brew opkalder en af deres øl efter netop den stat, skal nok findes andetsteds end befolkningens politiske ståsted.

Heldigvis kommer etiketten til hjælp. Idaho var angiveligt et af centrene for 1800-tallets gold-rushes, og det passer fint til bryggets gyldne lød. Skægget forbinder jeg personligt ikke med guldgraveri, men mere med Motörheads legendariske bassist Lemmy. Snittet har jeg i øvrigt også valgt til min egen hage. Brygget er tilsat havre og lime, og holder langt fra slatne 7% alkohol. Det er tørhumlet med Sabro og ellers med Colombus og (fanfare) Idaho 7 (jeg ved heller ikke, hvad 7 står for. Næppe det samme som ’19’ i COVID-19 … selvom det ikke er umuligt. Det kan da godt være, at den humle blev udviklet i 2007, men det er ren spekulation).

Alt det giver en frisk, lækker næse, der ikke har det store nye at byde på for en IPA. Det er på ingen måde diskvalificerende, idet IPA-typen for længst har bevist sit værd lige som den er. Aromaen river og flår – det er en af de aggressive frem for de mere aromatiske og frugtige. Grannåle og savsmuld gør deres arbejde overalt i mundhulen, mens et momentant knap så velkomment metallisk indslag gør sin entre. Dette viser sig dog snart at levere brygget noget friskhed, og snart integreres det uden større problemer i den samlede aromaoplevelse.

Der er rigeligt af både aroma og krop i brygget, der dog ikke kan se sig helt fri for at have en anelse afsmag af gær. Det virker måske lidt som om, bryggerne har prioriteret at lave en stærk, kompromisløs øl, hvorfor balancen ikke er helt i øjet. Gæren forbliver et mindre irritationsmoment, som denne blogger imidlertid kan tilgive, når man når til eftersmagen. En ren, klar, bittersød aroma af spæde grannåle frisket op med bergamot leverer en strålende finale på en glimrende øloplevelse, hvis skønhedsfejl i denne bloggers mund nok vil opleves som lidt ekstra saft og kraft i andres.

Ulven Kommer, Hvide Sande Bryghus

Mea culpa …

Det er mandag, så jeg må hellere se at få skrevet et indlæg. Ikke at folk gider læse det … i dag i hvert fald. Men i morgen – der skal I (eller rettere jeg, for jeg er den eneste, der kan se læserstatistikken på min blog) se løjer! Det har i hvert fald været tendensen her på det seneste – og jeg er ikke helt klar til endnu, for eksperimentets skyld, at slække på den rutine det efterhånden er blevet at fyre et mandagsindlæg af sted, der så vil trække en farlig masse læsere til om tirsdagen.

Senere skal jeg på arbejde. Jeg har en tolvtimersvagt på den lokale margarinefabrik, hvor jeg for tiden arbejder om natten. Det er hårdere end at arbejde på om dagen, men jeg synes, det er de ekstra moneter værd.

Vel, på den front har jeg nok at se til – lige nu i hvert fald. Her på bloggen ligger det heller ikke stille. Jeg har været på indkøb lokalt, kan jeg allerede nu afsløre, og nogle gamle venner har besluttet sig for, at kyle et par flasker i nakken på mig … billedligt talt selvfølgelig. Alt det vender jeg snarest tilbage til. Lige nu konstaterer jeg blot med glæde, at jeg ikke kommer til at være tørlagt foreløbig.

Dagens øl er fra Hvide Sande Bryghus, og det er med garanti første gang, jeg har deres bryg til nænsom behandling her på bloggen. Jeg købte eksemplaret på Store Torv her i Thisted i forbindelse med et markedsdagsarrangement. Den slags kan man vist stadig arrangere heroppe nordvestpå, hvor smitten heldigvis ikke har ramt med fornyet styrke.

Men det er nu en anden elefant i lokalet, brygget her omhandler, end den altopslugende Corona-pandemi. Det handler tværtom om noget meget lokalt – netop for Thy. Brygget er tilsat lynghonning fra Svankjær Biavl i den lokale nationalpark, hvor den første døde ulv i nyere tid blev fundet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på alle ledder og kanter finder det glædeligt, at vi igen har ulv i dansk natur. Og jeg har kun himmelvendte øjne til overs for de naturhadende pylrehoveder, der vræler som småbørn så snart dansk natur bliver mere vild end en solsort på taget af parcelhusgavlen.

Brygget er en Strong Ale – på 6% … Og jeg der er vant til stouts fra Amager Bryghus på 10-11% må jo med det samme indvende, at det synes jeg egentlig ikke er særlig stærkt. Men der må vel være et eller andet ved brygget, der lægger det i netop den kategori. Flot er det i hvert fald, Mørkt, tæt, tåget og med skum knækket elegant i retning af luftig kakaocreme. Duften lover til gengæld ikke godt i helt samme grad, da der ikke er meget af den. Lidt malt, lidt udefinerede krydderier … vel, spændingen er i det mindste intakt.

Min umiddelbare oplevelse var en lidt for letdrikkelig øl med ellers elegante krydrede indslag på bagtungen af muskat og koriander. Efterhånden meldte lynghonningen sig – lettere anmassende, og underligt ‘ved siden af’. Da gik det imidlertid op for mig, at jeg nok drak øllet ved en for lav temperatur. Og ganske rigtigt – efter at have ladet brygget stå lidt, integrerede de krydrede noter sig bedre og bedre med honningens lette sødme, der samtidig gav brygget både krop og bund.

Slet ikke så ringe – hvis ellers man ikke er en klamphugger som undertegnede, der sådan ødelægger oplevelsen for en selv. Men hey, jeg er blot en glad amatør og kunne aldrig drømme om at opkaste mig selv til ølekspert. Hvide Sande Bryghus fortjener ros for en lækker øloplevelse, der måske ikke hænger helt oppe i skyerne, men stadig er niveauer over, hvad de fleste industrigiganter kvalitativt gider nosse sig sammen til.

Saaz Brew, Hancock

Standardens aristokrati …

Ræset mod bunden fortsætter. Det skal som bekendt gøre ondt før det går godt. Men garantien for at det overhovedet bliver godt, udløb da Donald Trump blev præsident i USA. Så det kommer bare til at gøre mere og mere ondt, og det bliver aldrig bedre. Ikke mindst nu hvor det allersidste bolværk mod Trumps totale magt er gået bort. Ruth Bader Ginsburg er død. Hun var en af dommerne i den amerikanske højesteret, der tippede balancen i en retning der i det mindste lignede noget, der ligner en retsstat. Men ikke mere. Trumps ligesindede dominerer nu organet totalt, og vejen for den narcissistiske psykopat, som USA kalder sin præsident, til den totale magt, er nu brolagt.

Nu havde jeg ellers for et par dage siden knappet den her øl op og nået at nyde den, fordi der for en gangs skyld havde vist sig et lyspunkt i min egen lille isolerede verden: En hel uge med arbejde til en fornuftig løn. Nu forekommer brygget mig mere som druknede sorger på forskud, men det er selvfølgelig blot en efterrationalisering … således efterrationaliserer jeg i skrivende stund – eller noget.

Jeg vil krampagtigt og noget anstrengt alligevel forsøge at se på sagerne fra en positiv side. Således er jeg fortsat glad for at have hele Hancocks portefølje til min disposition heroppe i det nordvestjyske.

Og forleden opdagede jeg, at jeg slet ikke havde prøvet den her endnu. Så for at fejre, at jeg endelig havde reddet mig noget arbejde – for en stund i hvert fald – kom den på bordet sammen med hjerter i rødvins-/flødesauce med champignoner. Det gælder om at lave børneuvenlig mad, når man har chancen.

Rødvinen var faktas billigste. Der er ingen grund til at bruge gode druer til den slags. Ikke mindst når den øl, man drikker til, selv opviser fine vinøse træk. Brygget er – som lagertypen foreskriver – begejstrende mørkt, klart og med en nydelig rød nuance, der viser sig så snart bare en smule lys får lov at gennemskinne brygget. Søde noter af druer – samt kirse- og hindbær og en ikke ueffen alkoholisk note peger i samme retning – og i retning af framboise og kriek. What’s not to like?

Jeg kan berolige de sødtølsforskrækkede med, at brygget på trods af en dyb, i ganen rivende og brystet flående rødvinøs fylde, mest af alt smager af det det er, nemlig øl. En dyb, varm og mørktbitter aroma af hårdt træ fylder hele mundhulen, med venlige, omend bestemte beske accenter ved gane og mandler.

En myndig, velmaltet og brysk mørktølsoplevelse, der endnu engang gør Hancock til Danmarks ukronede mestre i at gøre traditionelle øltyper fra før ølrevolutionen mere interessante. Her i øvrigt uden brug af ascorbinsyre, som ellers var en af deres signaturingredienser – netop fordi det traditionelt blev brugt som konserveringsmiddel i øl i gamle dage. Mig bekendt har Hancock ikke nogen IPA eller Barley Wine i produktkataloget, og det behøver de heller ikke.

Kvalitetsbryggerier som Hancock burde forsyne os med pilsner, classic, lager og andre gamle øltyper. Så ville industrikonglomerater som Carlsberg og Royal Unibrew snart være overflødige.

St. Omer 8,0, Brasserie Goudale

Smagfuld spritterøl …

Rigtig mange af de øl jeg prøver, støder jeg tilfældigvis på i supermarkedet, og tager dem kun med, fordi jeg ikke har prøvet dem før. Denne her er fra Føtex, og er købt netop på de betingelser. Jeg har aldrig hørt om brygget før, omend jeg har været inde over bryggeriet med jævne mellemrum. La Goudale ser ud til at være fast leverandør til Salling Group af franske special- og som her, standardøl.

For det er i grunden blot en stærk pilsner vi har at gøre med. Næppe overraskende hentyder ‘8,0’ i navnet til alkoholprocenten, der ved tilsætning af majs er banket ekstra højt op. En pilsner i klasse med Elephant, Bjørnebryg, Brutalis og hvad de ellers hedder de mange billige og stærke øl, der i mine øjne alene appellerer til et forbrugersegment, der snarere burde gå i behandling for deres alkoholkonsum, frem for at få tilbudt øl af denne kaliber. Formålet med disse øl er at blive fuld hurtigt og billigt. Et rationale jeg personligt end ikke finder tiltalende når der er fest. Jeg kan ikke ryste følelsen af, at producenterne bag disse bryg søger at profitere af nogle ulykkelige skæbner, der har opgivet at finde glæde andre steder end i den hurtige, billige alkoholrus, hvorfor jeg da også under ét gerne kalder denne kategori af stærke, billige pilsnere ‘spritterøl’.

Det var der engang en læser, der blev vildt harm over. Kommentarer fra både vedkommende og undertegnede kan man læse under dette indlæg.

Som regel er min begejstring ikke stor for disse øl, hvilket nok også skyldes, at min begejstring for pilsnertypen i det hele taget er til at overse. Ikke mindst eftersom det nok er den type, der er lavet flest forskellige udgaver af, samtidig med at den gennemsnitlige varians fra bryg til bryg har været den suverænt laveste.

Forventningen var derefter, da dåsen blev åbnet og brygget skænket. Skummet kunne da behage øjeæblerne en smule, og i sig selv er det jo heller ikke fordi en pilsner er grim at se på. Men generisk forbliver brygget, ikke mindst i kraft af en stærk, gennemtrængende odeur af næsten ingenting. Der er ordentligt disket op til en både industriel og middelmådig oplevelse af de allermest mainstream på den mest middle-of-the-road-agtige måde.

Men se engang. Sådan skulle det overhovedet ikke gå. Aldrig så snart det på overfladen fornærmende ligegyldige bryg kommer inden for læberne, sker der noget.
Alkohol – ja, det var forventet. Men ikke en skarp og sprittet én af slagsen. Næh, den her er blød og rund, næsten likøragtig.
Malt – og rigeligt af den. Hvor mange gange har man ikke prøvet spritterøl helt uden fylde og krop. Her er der rigeligt af begge dele i form af en sød, næsten sirupblød mundfornemmelse, der næsten truer med at blive kvalm – men det bliver ved truslen, der jo faktisk også kun næsten er der.
Bitterhed – Ja! Øllets signaturaroma har bryggeriet heller ikke glemt. Og den er forbløffende markant, tung og mørk. Og helt uden at blive besk eller harsk, sådan som oplevelsen nemt bliver når brygget i øvrigt er tunet med ekstra alkohol og majsstivelse. Bitterheden er uændret og ufortrødent til stede i eftersmagen, hvor den næsten demonstrativt fortsætter med – mod forventningerne – ikke at være til ubehag. Tværtom.

En smagfuld stærk pilsner. Det havde jeg ikke ventet. Jeg er stadig ikke nogen fan af genren som sådan, men lyspunkter som dette yder den en berettigelse, som jeg ikke mente, den havde før.

Den ros skal den have.

Økologisk Brown Ale, Skanderborg Bryghus, Far Out IV

Sidste stik …

Det kan godt være, at jeg – for at sige det mildt – ikke er meget for Skanderborg Bryghus’ pakkekoncept. ‘Far-øl’ – har man hørt noget så langt ude?

Jeg indrømmer til gengæld også gerne, at der findes aktuelle sager, der er meget længere ude end det. Udviklingen i USA ikke mindst, hvor snart sagt alle lokale politikorps springer ud som højreradikale dødspatruljer, der bare leder efter den mindste undskyldning for at tage livet af – eller som minimum invalidere – mennesker med bare et minimum af melaninoverskud, subsidiært mennesker af politisk observans, der divergerer det allermindste fra hovedkuls underkastelse samt dertilhørende numse- og støvleslikning på Donald Trump og hans bundkorrupte, kriminelle kumpaner.

Det overlagte mordforsøg på Jacob Blake, der blev skudt syv gange i ryggen i Kenosha, Wisconsin er det seneste eksempel, der er nået ud over USA’s grænser. Et rædselsfuldt eksempel på politiets politiske bias er, hvordan Kenoshas politikorps ikke bare rykkede ud med ekstremt overdreven vold mod de demonstranter, der fandt det mislykkede racistiske lystmord på Blake problematisk. Dertil kommer den højreradikale, lystmorderiske stjernepsykopat af en Trump-tilhænger, Kyle Rittenhouse, der rejste fra nabostaten Illinois, bevæbnet med en automatriffel (som han i en alder af 17 år slet ikke måtte eje) for at pløkke demonstranter ned. To blev det til; Anthony M. Huber og Joseph Rosenbaum, og helt forudsigeligt var Kenoshas højreradikale politikorps meget tilbageholdende med overhovedet at anholde Kyle Rittenhouse for dobbeltmordet.

Han bliver nok frikendt, Jacob Blake, lam fra hoften og ned som han er nu, vil nok få livsvarigt fængsel for at forsøge at bruge sin ryg til at stjæle politiets ammunition, og politibetjentenes højreradikalt motiverede mordforsøg vil nok blive kvitteret med den højeste civile og militære føderale udmærkelse …

… og så slemt er Skanderborg Bryghus’ Far-øl-koncept jo altså langt fra. Meget langt fra. Lysår fra. Parsec fra. GIGA-Parsec fra … Hvis alt øl i hele verden i fremtiden blev leveret i Far-pakker, svarende til Skanderborg Bryghus’, og man ved køb skulle underskrive en erklæring om, at man elskede konceptet så højt, at man ville udbrede det Jehovas Vidner-style med stemning af dørklokker og uddeling af pamfletter, ville jeg tilslutte mig hele pakken. Såfremt man til gengæld kunne få straffet de morderiske, højreradikale dødspatruljer, som den føderale amerikanske stat så misvisende kalder ‘politi’ for de forbrydelser mod menneskeheden, de har begået i løbet af de sidste tre århundreder.

Jeg er nået til den sidste øl i serien, men har planlagt at runde temaet afmed en konklusion – både om pakken, men også om øllene. Så helt slipper I endnu ikke for variationer over temaet. Men jeg vil dog gemme resten af krudtet til næste gang, og tage fat på øllet nu.

En brown ale – en klassiker fra ølrevolutionens barndom, der nu er blevet så mainstream, at de fleste man får fat i, virker flade og fantasiløse. Skanderborg Bryghus har ikke gjort det nemt for dem selv, pakken har bestået af to næsten ukendte typer (Münchener og Steam) samt to meget kendte (Pilsner og Brown Ale). Så udfordringen har dels været at hælde nytænkning ind i noget, alle kender til hudløshed i forvejen, samt introducere noget helt ukendt.

Mens pilsneren var en mindre katastrofe, klarer de den nu meget godt her. Ristet kaffe, karamel og antydning af krydderier behager sanserne mere end adækvat, oveni en visuel oplevelse, der med tjæresort bryg og letbrunt, højt skum bekvemt scorer vel over middel i karakter.

Bag læberne gør brygget det også godt. De samme søde, ristede – letbrankede faktisk – og krydrede noter gør sig også her gældende. Kaffe blandet op med den præcis rigtige mængde mørk karamel glider elegant sammen med nelliker og muskat.

Ingen malurt i dette bæger. Til gengæld er der, som det har været den altovervejende tendens i dette tema, en lille smule for meget vand i mixet. Man kunne have ønsket sig mere fylde og tæthed, så ville brygget her virkelig kunne nå langt, når kompositionen af aromaer er så velvalgt og velafstemt.

Så der er lige det – vandet. Det er der alligevel lidt for meget af …

Økologisk Steam, Skanderborg Bryghus, Far Out II

Se det var jo noget ganske andet …

Konceptet bag Skanderborg Bryghus’ far-pakke er og bliver langt ude. Den første øl formåede ingenlunde at løfte indtrykket af det samlede koncept. En papirtynd pilsner, hvis mage og overmand tit er set blandt noget af det billigste og mest industrielle bællesprøjt, man kan opdrive.

Men vi skal jo igennem dem. Nu har jeg jo ligefrem startet et tema om dem, så dælme nej om projektet på halvvejen skal strande modløst ved udsigten til mere industrisprøjt klædt ud som kvalitetsdråber.

Skænkningen var i hvert fald ikke nogen større oplevelse – altså ud over, at brygget er ret flot gyldenorange, og matcher flaskens etiket ret godt. Duggen som det afkølede bryg skaber på glasset får det til at fremstå som matteret kobber, men det er alt sammen stadig ikke helt nok til at kompensere for skuffelsen over et skum, der næsten tager svømmetag i luften med hovedet nedad for at komme til at falde hurtigere. Kun en spinkel rand bliver hængende ved glassets kant.

Der er lidt mere spræl i duften denne gang, omend brygget ikke kan se sig fri for forgængerens letsyrlige og noget vandige impression. Men snart melder der sig søde noter af mørkt sukker, garneret med lidt godt fra urtehaven. Koriander og laurbærblade tilføjer pikant og slet ikke uinteressant krydderi, omend det stadig synes gemt bag lidt for meget vand.

Mundfornemmelsen er igen rar, fløjlsblød og tilpas fyldig med en vægtig maltbund. Men det eneste forsonende træk ved gaveæskens blogdebutant skal ikke stå alene i denne øl. Snart melder sig markante noter af paranødder, sødme af lys karamel og bitterhed af kål. Helt frisk og knasende sprød, rå kål.

Fra live-streamen, hvor jeg tidligere prøvede øllen, husker jeg den egentlig som ret kedelig. Men ganske som jeg bemærkede over for Marcus, før han opgivende erklærede, at han ville forære mig en ny pakke, når live-streamen var ovre, ville det være alt for svært og bøvlet for mig, at få et ordentligt indtryk af øllene, hvis jeg skulle styre online-løjerne samtidig.

At brygget er low key og uden store armbevægelser er en kendsgerning. Man skal smage lidt efter før man opdager de små, men udsøgte guldkorn. Så lad være med at have for meget om ørerne, når i smager den …

… så venter der en oplevelse.


Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme