Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 3-3½ stjerner

IPA, Belgisk Øl, Gourmetbryggeriet/Harboe

Forvirring …

Så gik den heller ikke længere for en af de nok største komponister i Danmarks historie. Manden bag soundtracket til generationers barndom, ungdom og voksenliv, Bent Fabricius-Bjerre er gået bort.

Og selvfølgelig skal virkeligheden være så grim og grusom, at et menneske, hvis person man op til den alt andet lige nogenlunde timelige afsked beundrede, alligevel skal vise sig at have nogle kompromitterende egenskaber. Manden var hovedrig – hvilket i sig selv ikke er problematisk i betragtning af, at han besad et ekstraordinært komponisttalent. Men hvorfor … HVORFOR … skulle han dog absolut være med til at stifte den totalitære, neoliberale, jubelkapitalistiske, antihumanistiske tænketank CEPOS?!

Jeg hører Matadortemaet klinge for mig i baggrunden til Ingeborgs afsindige men fuldt ud berettigede vredesudbrud mod sin ægtemand … “HVAD ER DU FOR ET MENNESKE?!” Vel, det siges at man ikke skal tale ondt om de døde, men det må vel minde os om, at uanset hvor fantastiske nogle mennesker kan være – ikke mindst kunstnerne – er der altid en bagside. Bent var åbenbart så glad for sine skillinger, at han valgte aktivt at lobbye for, at han, og folk der var lige så rige som ham, kunne blive endnu rigere. Helst på bekostning af fattige, udsatte og svage, således at disse kunne blive endnu fattigere, mere udsatte og endnu svagere.

Hans produktion af musik kan der til gengæld ikke sættes en finger på. Norwegian Sunset fra Bjergkøbing Grand Prix er nok være min personlige favorit. Ikke hans mest kendte stykke, men til gengæld et, der passer fint som den hyldest manden som kunstner fuldt fortjener.

Så vidt den griske, gamle komponist. Det, det egentlig handler om, er som bekendt øl.

Det er længe siden, jeg sidst har været på besøg hos Gourmetbryggeriet under Harboe-koncernen. Angiveligt får de nogle af øllene produceret i Belgien, hvorfor disse lanceres med undertitlen ‘Belgisk Øl’. Det kan virke en kende forvirrende når man som her får en IPA i hånden. Det er weiß Gott nicht en belgisk, men en britisk øltype.

Duften er til gengæld belgisk på indtil flere ildevarslende måder. De 8% alkohol giver sig til kende fra starten, og giver brygget en ikke helt rar alkoholisk kant. Dertil kommer den decideret ubehagelige em af banan, der i dette tilfælde heldigvis er så tilbagelænet, at den ikke gør decideret skade. Men gavn gør den nu heller ikke. IPA’ens traditionelle skarpe, aromatiske og bitre noter er kun fjernt til stede. De kan dog findes, og i det omfang de er præsente, er de trods alt også sprøde og velgørende.

Sådan skal det ikke være i smagen. Ingen sprød bitterhed af grannåle, eller aroma af citrusfrugter. Så meget for IPA’en. Hvad det belgiske til gengæld angår … ja, der må jeg sige, at det faktisk slet ikke er så ringe endda. Belgien er trods alt mit favorit-ølland for sin enestående diversitet. Og her slås der – på trods af en olfaktorisk dimension, der langt fra sad i skabet – rigtig gode toner an.

Sprødt, frisk og vederkvægende flyder en velkendt aroma af velafbalanceret belgisk saison. Skarpt, småsyrligt, og med akkurat den mængde bananaroma, der giver brygget karakter uden at det ødelægger noget. Brygget er godt til den tørre gane, og yder lige præcis nok smag til, at det ikke samtidig bliver kedeligt.

Skuffelsen over ikke at få en IPA, når det nu er det, man bliver lovet på etiketten, nager dog stadig en smule. Harboe læner sig opad en falsk varebetegnelse, som de fortjener en løftet pegefinger for fra denne blogger. Min storebror, der havde den med i gave, da han kiggede forbi med familien den anden dag, fortjener til gengæld en stor tak. Også for de andre fine øl, han havde med.

Flere af dem havde jeg prøvet før, så min sommer ikke behøvede gå med at skulle anmelde alt for mange nye øl. Nogle gange er det også rart bare at kunne nyde en god øl, uden at behøve bekymre mig om at skulle anmelde dem bagefter.

Walking Dead Rambling Society, Brewdog

Mainstream special …

For et par uger siden kom min gode ven Gedved forbi. Hans ferie bestod i en rejse gennem Danmark for at besøge gamle venner og bekendte, startende i København, og afsluttende i min næsten på dagen ét år gamle bopæl i Thisted. Dagen efter skulle han hjem til Norge, mens jeg passede mit job på fiskefabrikken i Hanstholm.

Men det blev til en hyggelig aften med pizza, god snak og et par lokale øl, som vi nød i solskinnet på bænke rundt omkring i byen. Fx foran kirken og ved promenaden med udsigt til øen Mors. Thisted er en meget køn og charmerende by, og er altid et besøg værd.

Med sig havde Gedved desuden denne lille sag fra Brewdog. Og efter den eklatante skuffelse ved sidste Brewdog-øl, var forhåbningerne til dette bryg, der egentlig var en gave fra en af Gedveds og mine fælles venner, der bor i Aalborg, noget højere.

Brewdog er trods alt stadig forbundet med den nytænkning og kvalitet, der betød ølrevolutionens gennembrud. Alle har lov til en smutter i ny og næ – en outlier, der understreger de gode øls kvaliteter i brandet endnu mere. Denne øl lader endda til at være ekstra speciel på en eller anden måde. Med sådan en flot udsmykning på emballagen indgydes i hvert fald en forventning om noget ganske særligt.

Ved nærmere granskning af emballagen kan man rigtig nyde uhyrerne, som øllets navn vil antyde er en art zombier, eller undeads – en mere generel betegnelse hentet fra rollespilsverdenen. Men en nærmere beskrivelse af produktkonceptet bydes man ikke. Brygget er angiveligt en ‘brut IPA’, ifølge denne artikel på Mikkellers hjemmeside. Typen skulle være en “bone dry, fizzy, champagne-like and light bodied beer with plenty of hop aromatics, but not as bitterness as a typical west coast American IPA.” Og artiklen fortsætter: “There isn’t any official guidelines about this style af beer, as its (sic) a newcomer on the beer scene.” – Så måske alligevel ikke. Hvad øllen egentlig skal forestille at være må trods vidensbegærlige angreb fra flere forskellige vinkler stå hen i det uvisse.

Hvad det end er, så er det i hvert fald lyst. Næsten citrongult, med en kridhvid skumkrone, som man må skynde sig at nyde, før den hastigt fordamper. Lette, frugtige noter af citrus er, hvad seksprocentsbrygget kan gøre for konsumenten – for så vidt velgørende, men næppe imponerende.

Brygget byder på en let røgaroma over tørrede fyrrenåle. Igen er aromaerne for så vidt velvalgte, for ikke at sige udsøgte. Desværre fremstår de noget uklart i en alt for tæt og gennemtrængende suppe af postevand.

En jævn IPA – det er det bedste man kan sige om brygget, hvis man vil undlade at være perfid. Min trang til det fik jeg som bekendt stillet i sidste indlæg, hvor perfiditeterne ikke kun overgik øllet, men også ordensmagten. Jeg er i den anledning blevet gjort opmærksom på, at Thin blue line, som betjenten i modstrid med uniformsregulativet gjorde reklame for, faktisk er et internationalt fænomen. En organisation, der samler ind til betjente, der er blevet såret i tjenesten.

Som sådan er der altså ikke tale om en højreradikal eller voldelig organisation, sådan som jeg vist fik mere end antydet i sidste indlæg. Og med rette vil bevægelsen og dens tilhængere kunne indvende, at den ikke behøver stå til ansvar for, hvem der vælger at bruge dens symboler i forbindelse med de verserende uroligheder i USA.

Til gengæld vil jeg understrege, at jeg til enhver tid hellere vil støtte demonstranterne i Portland – sårede eller ej – end jeg vil støtte de føderale, statslige og lokale morderkorps og dødspatruljer, der pryder sig med politiinsignier. Hverken når disse får ondt i aftrækkerfingeren af at skyde gummikugler i øjnene på journalister, når de får hoste, fordi de ikke har indstillet deres gasmaske ordentligt, før de begyndte at gasse hundredevis af fredelige demonstranter uden grund, eller når de får snurrende hænder af at gennemtæske tilfældige forbipasserende med deres knipler, fordi … det fik de egentlig bare lyst til.

Amerikansk politi er en bande afstumpede kriminelle lystmordere og terrorister. Og man skal huske på, at de ikke er anomali, når det gælder politikorps. ALLE politikorps – inklusive det danske – er klar til den samme afstumpede, kriminelle, voldelige og morderiske adfærd, hvis ordren falder. For i politikorpsets voldelige fundament er kun plads til at adlyde – ikke til at tænke selv, når ordrer langes ud. Uanset hvor tåbelige, vanvittige og overdrevne ordrerne måtte være.

Tilbage er der kun at sige, at Brewdog, som en af pionererne fra ølrevolutionen, burde vide bedre end at sende en så kedelig øl ud i en så fancy emballage. Og således fortsætter det skotske bryggeri, der engang var så godt, ræset mod – om ikke bunden, så i hvert fald mainstream.

Fruit IPA, Kissmeyer

Meh – f*cking meh!

Tusind tak for hjælpen! Ikke bare til de mange, der gjorde som jeg bad om, og klikkede ind på bloggen i går, da jeg opdagede at registreringen af klik lige pludselig var ophørt, men til alle læsere. Jeg kan åbenbart ikke foretage opdateringer, uden at der sker katastrofer. Vel, i det mindste gjorde det ikke hele bloggen utilgængelig, sådan som det skete for et par gange siden. Men det var irriterende nok. For antallet af besøgende er næppe overraskende noget af det, jeg holder allermest øje med.

Jeg har, kan jeg hermed afsløre, en ambition i indeværende år om at opnå 4000 klik på min blog månedligt. Det er indtil videre lykkedes, og jeg er, takket være læsernes hurtige indgriben, og på trods af tællerens nedbrud, glad for at konstatere, at det også er tilfældet for maj måned. Jeg kunne have nedlukningen i forbindelse med Coronavirussen mistænkt for at have leveret de nødvendige visninger. Når man alligevel sidder derhjemme, deprimeret og drikfældig, er en ølblog vel næppe det mindst attraktive, kan kan klikke ind på. Trods alt er supermarkederne jo åbne, og så har man jo muligheden for at søge frem, hvad der er godt at kvæle noget af ventetiden og ensomheden med …

Nu hvor samfundet så småt åbnes igen, må jeg vel holde øje med, om læserskaren pludseligt falder. Jeg håber det selvfølgelig ikke. Ikke kun fordi jeg er glad for opmærksomheden, men sandelig også fordi, jeg helst ikke vil have at min blog kun har kunnet holde folks opmærksomhed, fordi de ikke har haft andet at lave. Jeg håber at bloggen er populær på egne vilkår, og ikke bare er en undskyldning for adspredelse i nedlukningstid.

Hyppigheden af udgivelser ser heller ikke ud til at have påvirket opmærksomheden om bloggen særlig meget. Min YouTube-kanal tager fortsat en del af min opmærksomhed og fritid, mens bloggens bagkatalog tydeligvis stadig trækker læsere til. Den vigende anmeldelseshyppighed betyder til gengæld, jeg hellere må knytte en kommentar til nylige hændelser, der rækker ud over den allestedsnærværende nedluknings- og virusomtale.

Minneapolis’ politistyrke har således vist sig at være en morderisk bande racister. En dødspatrulje, en bande kriminelle og en white supremacist terrororganisation er, hvad den er. Og når stat eller føderation ikke vil gribe ind og gøre det nødvendige, dvs. opløse dødspatruljen og skabe et politikorps, der er til for at beskytte befolkningen, frem for at myrde løs på den – ja, så er der ikke andet at gøre for befolkningen at tage sagen i egen hånd. Politimyndighederne i Minneapolis har ingen legitimitet længere. De er sprunget ud som et korps af racistiske og sadistiske mordere – og når det er virkeligheden, må befolkningen jo handle derefter …

… det var bare det.

I mellemtiden er en ny Kissmeyer øl dukket op på hylderne i min lokale fakta. En ‘Fruit IPA’. Og det lyder jo forjættende. Min gode vel Ole nævnte stilen i den lange serie af videoer, jeg optog i forbindelse med hans besøg tilbage i starten af februar måned. Ideen er at krydre en IPA med aromahumler på en sådan måde, at øllet kommer til at smage af frugt mere end af øl. Flere af IPA-aromahumlerne er karakteriseret ved frugtaromaer – grape og appelsin for blot at nævne et par af dem, og at rendyrke netop dette træk ligger lige til højrebenet, når man bare et par gange har nydt stilens eventyrlige smagsbombardement.

Og der er da også noget frisk grapeduft i duften. Men det er ikke helt nok, vil jeg nok sige. Grape er altså langt fra den mest spændende citrusfrugt, endsige frugt i det hele taget. Så det er heldigt, at det gulorange bryg ikke er så meget en fruit IPA, at der ikke stadig hænger nogle friske grannåle fast.

Til gengæld er brygget rigtig meget en Kissmeyer-øl. Det betyder, at brygget lader alt for meget tilbage at ønske, både hvad angår fylde, bouquet og ikke mindst aroma. Bevares, den skarpe grapefrugt fra duften forefindes da også nogenlunde i smagen og ledsages af søde, omend ufarlige appelsinnoter. Grannålene er til gengæld opløst i de alt for store mængder vand, der i øvrigt effektivt fortynder de ellers lovende frugtaromaer.

Så ja, brygget smager måske nok mere af frugt end af de traditionelle, bitre humlearmoaer, der kendetegner det meste øl. Desværre smager brygget mest af noget helt tredje – nemlig vand. Og selvom det da nok gør noget effektivt ved eventuel tørst, er dette en ringe trøst i betragtningen af brygget øvrige skuffelse.

Det forbliver som Kissmeyer-øl er flest.

Mojo IPA, Stone Barrel (Ole Øl-Ninja 7)

En snert af uenighed …

Den næste øl på programmet bød på lidt færre spørgsmål end Buxton og Lervigs ‘Trolltunga‘. Bryggeriet var tydeligt angivet – Stone Barrel, endnu en debutant på bloggen – ligesom ophavslandet var nemt at finde; Republikken Irland. Til gengæld bestod ét af spørgsmålene, idet brygget var pakket i samme emballagestørrelse som det engelsk-norske collab – 0,44 l.

Irerne gør ellers meget ud af ikke at være ligesom briterne. De måler afstande og angiver hastighedsgrænser i kilometer (i timen), og metersystemet har også for længst sneget sig ind i rummålene, hvor de bruger liter frem for ounces og pints og hvad det nu ellers er, briterne bruger. Så emballagepakken forblev et mysterium, vi ikke fik knækket i denne omgang.

Læsere, der har fulgt mig gennem årene vil vide, at jeg en kort overgang boede i Irland, samt at det aldrig rigtig er lykkedes for landet at imponere mig med deres øludvalg. Jeg anser det højt besungne irske øl for halvkedeligt, ofte tyndt, og får jeg endelig en øl fra landet, der er ordentlig, er jeg overrasket til den positive side, fremfor at føle forventningerne indfriet.

Brygget her er en IPA. Og efter at norske Lervig overlegent viste, hvordan sådan én skulle skæres ville det næsten være hybris, hvis succeen lod sig gentage. Efter at have kæmpet lidt med skummet – det var meget voldsomt, men til gengæld også dejlig plastisk og fedtet – kunne vi konstatere rare, frugtige citrusnoter i bouqueten, fortrinsvis lime. En ganske massiv aroma af frisk træ og bitterhumle træder allerede frem i skummet. Hvis man ikke vil smage på skummet, kommer man til at vente længe, for det tager sin tid at falde. En tommelfingerregel synes at være, at et overdrevent højt skum kun er tegn på infektion, hvis skummet falder hurtigt. Falder det langsomt, er der intet galt – således også her.

Vi blev dog også snart enige om, at brygget, de gode takter til trods, ikke stak ud på nogen måde, der gjorde brygget unikt. Det smagte såmænd fint, men bød ikke på mange overraskelser. En fin nok IPA, såmænd. Men også en IPA, der var meget baseline i sit udtryk – uden at være en IPA, man ville genkende, om man fik den serveret igen, for der var ikke rigtig noget individuelt eller unikt at genkende den på.

Ole var langt fra imponeret, uden at være decideret skuffet, og gav brygget …

Jeg selv sværger til stilen, og er egentlig glad for at have fundet en baseline IPA, der samtidig kunne højne min agtelse for irsk øl en anelse.

Black Sun, Frau Gruber (Ole Øl-Ninja 2)

Mere Schwarzbier end Stout …

Der blev som antydet i indledningen samt den første anmeldelse i nærværende tema testet mange øl den eftermiddag og aften. Det andet eksemplar var denne tyske stout – næsten allerede der en selvmodsigelse. Min agtelse for tysk øl er kun gået i én retning siden jeg begyndte at blogge om øl, og det er ikke opad.

Jeg vil stadig gerne indrømme dem evnen til at brygge en god gammeldags pilsner bedre end de fleste. Men selv på det punkt har ølrevolutionen overhalet dem. For slet ikke at tale om de nye moderne stilarter, som åbenbart er fløjet fuldkommen hen over hovedet på det ellers ret store land mod syd. Tyskland kan ikke længere leve højt på sin purisme og konservatisme. Det, der engang gjorde dem til en glimtende ledestjerne for, hvor man ville hen som industribrygger, er det samme, som enhver hånd- kvalitets- og mikrobrygger – plus ikke så få industriforetagender – i dag panisk flygter fra. Hals over hoved, med halen mellem benene, og sidstnævnte vel placeret i bagenden af det der blev nævnt som nummer to.

Netop derfor er det altid rart, når Tyskland i det mindste prøver. Helt galt går det jo ikke altid, men rigtig mange forsøg på at gøre udlandet (set med tyske øjne) kunsten efter, ender mildt sagt forkølede og halvhjertede.

Klog af skade sætter jeg aldrig forventningerne højt, når jeg får et tysk forsøg på hånd- eller kvalitetsbryg mellem hænderne. Og bedre bliver det bestemt ikke, når brygget skummer over allerede ved åbning, selvom optagelserne af, hvordan jeg panisk løber ud efter en klud (bare vent, det hele kommer på video), selvfølgelig ikke gør seancen mindre underholdende for seerne. Ole mente i øvrigt, at skummet lige så godt kunne være en kommentar til hans kørsel. Men da det høje skum aldrig var et lige så stort problem ved nogen af de andre øl, er jeg nu mere end tilbøjelig til at frikende ham.

Han er jo trods alt en ninja. Han kunne garanteret ikke engang køre råddent, selv hvis han prøvede.

Skummet – der ellers syner af ikke så lidt, brunt og fedtet som det er (og ud over det hele) – falder faretruende hurtigt. Bouqueten byder til gengæld på nogle af de kaffenoter, jeg savnede i Heavy Water. Resten af brygget peger til gengæld i retning af en Guinness, som – vil de fleste af mine læsere vide – kun er en tæt stout, hvis man er så meget et stakkels, forsømt og elendigt menneske, at man aldrig har prøvet en Limfjordsporter, eller det der er bedre.

Skuffelsen skyller også næsten drunknende gennem munden, og trænger straks ind i alle mundens afkroge med sit alt for forfriskende vand og alt for svage noter af kold kaffe, ledsaget af syrlige noter, der umiddelbart minder én om noget, man har om fødderne, når det er koldt.

Men netop som jeg får udtrykt min skuffelse, bryder øl-ninjaen ind. I stedet for at tænke stout, skal man tænke videre i tyske baner – på den sydtyske Schwarzbier. Straks giver brygget mere mening. De sure sokker udskiftes med en letsyrlig frugtnote, der gør sit til at gøre det lette, men stadig mørke bryg mere fordøjeligt.  Drikker man det i forventning af en stout, bliver man skuffet. Men drikkes det som en Schwarzbier, ligger nydelsen pludselig på lur.

Helt oppe at ringe kommer brygget nu aldrig, omend brygget nu heller ikke er en så stor skuffelse som sidst Ole var ude for at se fænomenet Sort Sol. Om det er det brygget er opkaldt efter – eller bandet (næppe) – eller noget helt tredje vides ikke. Men stor uenighed var der ikke om bryggets middelmådighed, som Ole udtrykte med karakteren …

… mens jeg selv var en anelse mere rundhåndet med

NUA SMOI, NUA Brygghus

Jævnt godt …

Jeg har stadig et par norske øl stående, som min gode ven Gedved havde med, da han besøgte mig over nytår. Et par af dem blev afprøvet live, og resten blev stående til senere anmeldelse. Turen gennem dem har været lidt af en rutsjebanetur, omend ikke i Dæmonen. Det har snarere været en tur i Mariehønen, for selvom der da har været et par opture, har de aldrig været sådan rigtig høje, og voldsomt meget har det aldrig kildet i maven.

Dybt nede har jeg til gengæld været på vej igennem dem – omend med en øl, der er under mistanke om at være defekt. Og så hellere få en defekt øl end sætte sig ind i en defekt vogn i en rutsjebane – om det så bare er Mariehønen.

En længere smøre på bagetiketten blev jeg ikke klogere på. Men nu er norsk jo ligegodt også det skandinaviske sprog, jeg både i skrift og tale begår mig ringest på. Ja, jeg både læser, forstår og taler svensk bedre end norsk, fordi jeg bare er sådan. Om Duolingo fungerer som det skal, overhaler jeg måske alle disse sprog indenom med nederlandsk inden længe. Det er overraskende hvor nemme sprog, man ind imellem kan støde på. Prøv nederlandsk, hvis du kan lide at lære sprog, så længe de ikke er for svære.

En af de få ting, jeg dog fik ud af teksten på bagetiketten var, at denne øl skulle være en blanding af amerikansk og britisk stil. Hvilken stil præciseres ikke. Mit gæt er pale ale uden videre dikkedarer, for det er i den retning det messinggule, lavtskummende bryg peger, både med kulør og bouquet. Omend den prikkende, blomsteraromatiske humle er gemt bag lidt for meget vand til at begynde med.

Og jeg vil end ikke unde de vittige hoveder, der mumler for sig selv “det passer jo meget godt til britisk og amerikansk øl med for meget vand” en kommentar.

Her har NUA Brygghus til gengæld taget sig en smule sammen. Aromahumlen flyder lifligt hen over tungen med sine velkendte trænålsnoter, akkompagneret af bergamot og roser. Spinkelt men elegant, spagfærdigt og alligevel karakterfuldt folder aromaen sig ud i munden, og leverer endelig en godkendt øloplevelse – omend på trods af et vandelement, der fortsat fylder lidt for meget i den samlede vurdering.

Det er åbenbart begrænset hvad man kan, når man kun har 4,5% alkohol til rådighed. Det kan man jo glæde sig over, mens vognen trækkes de 1½ meter op på endnu en lille bakke på Mariehønen.

Adventure NEIPA, Kissmeyer

»Session NEIPA«

EU’s regler gælder ikke for USA. Derfor må man gerne kalde en IPA for en New England IPA, selvom der er et ocean plus det løse mellem bryggeriet og stedet der bærer produktets navn. Det er vist noget med, at man ikke må kalde et produkt ved et stednavn, med mindre det rent faktisk kommer fra det sted – men åbenbart kun hvis det sted rent faktisk ligger i EU.

Fordi – fuck resten af verden, eller noget i den henretning.

Det kan også være, at jeg har galt fat i et eller andet. Måske er New England IPA, eller NEIPA som det gerne forkortes, ikke på samme måde et beskyttet brand – og så må man gerne.

Ikke at det egentlig går mig særlig meget på. Det er jo ligegod ikke mig, der brygger øllene, og skal bryde mit hoved med den slags. Jeg skal bare smage på varerne.

NEIPA er kendt for gavmilde humlemængder. En IPA der skal spises med kniv og gaffel, hvor ord som ‘tåget’, ‘grumset’ og endda ‘plumret’ om udseendet slet ikke slår til, og som bedst leveres i tubeemballage, er karaktertræk, man forbinder med stilen. Det skyldes rundhåndet tørhumling der kommer oven i det sædvanlige indhold af restgær. Lige noget for denne blogger kan man roligt sige!

Imidlertid stritter brygget her ikke det mindste imod ved skænkning. Det er selvfølgelig meget kønt, som en kæmpe appelsin som glasset nærmest er krænget rundt om – med skummet som albedo. Jo, tåget er det bestemt. Tæt tåget endda – men næppe grumset, og slet ikke plumret. Skummet er heller ikke hverken tæt, fedtet eller højt nok. Det bruser snart af, og ville kun rejse sig, hvis man skænkede brygget så voldsomt, at det næsten var synd. Ligesom skummet forsvinder bouqueten også snart – citrusfrugt og hyld når lige at sige hej, før de er ude af døren.

Men noget smag er der da. Citrus og tørre grannåle melder sig på en bund af friske figner. I eftersmagen mærker man lyst træ, der lægger sig grundigt afhøvlet og glatpudset langs med gummerne. Her er der ikke noget der stikker, flår eller river. Det hele er pænt, ordentligt og poleret. Kontrolleret ned i mindste detalje – og som læserne nok har regnet ud, sker det på bekostning af oplevelsen.

Brygget kommer til at fremstå alt for let, alt for rent og alt for pænt til bare tilnærmelsesvis at retfærdiggøre sig som en NEIPA-oplevelse. Ingen opflåede gummer af bitterhed, ingen nedadkrængende mundvige af citrus, ingen opspilede øjne af hyldens sødme. I stedet leveres aromaerne i en alt for regelret og konform pakke, viklet ind i alt for meget vand.

På en varm sommerdag i marken ville den nu nok gøre godt. Bevares – der er ikke noget, der smager grimt i den. Den smager bare ikke af nok, når man bliver stillet en NEIPA i udsigt. Mit forslag til Kissmeyer er derfor, at man smider en markør ind i navnet for, at man her er gået mest op i bryggets tørstslukkende egenskaber …

… og omdøber den Session NEIPA.

Juleøl, NUA Brygghus (Nytårsøl med Gedved II)

Her går det lidt bedre …

Den her juleøl kan man opleve blive liveanmeldt i min nytårsstream på YouTube ca. 24 minutter inde. Man kan simpelt hen se Gedveds og min reaktion første gang vi prøvede kræfter med brygget, gengivet  i levende billeder!

Er det ikke spændende!?

… Nå … måske ikke …

Vel – den her bagjuleøl slog omgående bedre takter an end den noget tamme IPA, Gedveds og min nytårssmagning startede med. I det hele taget er mørkt øl bare mere spændende – især når det bliver skænket ved en passende temperatur, hvilket under alle omstændigheder vil sige en højere temperatur end en lys øl med samme alkoholprocent.

Den her nød vi vel ved omkring 15 grader. Og for en øl på 4,5% (den øvre grænse for, hvor stærkt øl i almindelig handel på være i Norge) er det på trods af dunkelheden faretruende højt. Det samme kan siges om det off white skum, i hvilket man kunne have udskåret smukke skulpturer af overfladespændingen – hvis altså det ikke også faldt næsten så hurtigt som det var steget.

“I’m an idiot” erklærer jeg frimodigt selverkendende, da jeg får smagt på bryggets skum inden jeg når at snuse til det. Jeg skal derfor ikke gøre mig klog på duften her, men Gedved opfangede i det mindste lidt krydrede noter af nelliker. Smagen fejler til gengæld ikke noget. På trods af de norske alkoholrestriktioner er fylden intakt, og der er rigeligt aroma at nyde.

En bund af bitterhumle med noter af kaffe og mørkt træ giver måske ikke verdens mest julede udtryk – men velsmagende er det i hvert fald. Brygget kan både nydes i små mundfulde, mens dets åbenbare lethed – igen i kraft af den lave alkoholstyrke – og kan tages i større drag. At hamre brygget ned på én eller to gange, vil til gengæld være synd. Det smager det alligevel af for meget til.

Gedved og jeg fik os desuden en sludder om, hvilke store bryggerier Norge ellers har. Gedved nævnte Rinkenes, som jeg godt kender, men hvis aldrig har prøvet nogen øl fra. Rygtet vil vide, at jeg ikke er gået glip af noget. Derudover kunne han nævne Nøgne Ø, som bloggen indtil videre har været omkring en enkelt gang. I betragtning af karakteren fra den gang, er det alt for få gange.

Vi må se, om lejligheden byder sig til at nå omkring Nøgne Ø senere på året – det er jo ungt endnu. Ellers er der jo også taget hul på et helt årti – så der burde være tid nok at tage af. Hvis altså Jorden ikke går under i ildebrand, oversvømmelse og verdenskrig inden da … Risikoen for dette forøges åbenbart dag for dag, så det gælder om at have gode øl i baghånden så man i det mindste kan gå glad herfra.

Gedved var ikke så imponeret over brygget som jeg var. Han fandt den tynd, og på omtrent samme niveau som IPA’en, så han ville kun strække sig til at give den …

… mens jeg gav den …

Dana Julehvidtøl, Thisted Bryghus

Midt på vejen …

Tænk engang … eller rettere: Det manglede da egentlig også bare … Thisted Bryghus, det lokale bryggeri heroppe, har skam også en julehvidtøl på programmet. Hvad der gemmer sig bag navnet ‘Dana’ må læserne selv google sig til. I denne afsindigt travle juletid, har jeg ikke selv haft tid til det.

Min sparsomme fritid er blandt brugt på at fare frem og tilbage mellem Thisted og Holstebro i juleindkøbsøjemed. Det er den større by, der er nemmest at komme til med offentlig transport, og det er en rejse, der tager en hel eftermiddag, selv når selve opholdet i Holstebro er ganske kort. Julegavekøb og ombytning og alt det, er et cirkus, jeg bestemt ikke savner resten af året.

Når man så endelig, alt for sent på aftenen – ikke mindst i betragtning af, hvor tidligt man skal op og arbejde i fiskeindustrien igen – når hjem, kan man jo prøve at forsøde tilværelsen med den lokale julehvidtøl.

Visuelt er den på linje med de andre sorte, off-white-skummende bryg. Til gengæld er det svært at mærke noget som helst, når man snuser til den. Noget vag, fjern sødme og så ellers det vand, den bl.a. er brygget af, er alt.

Så er der mere at komme efter i smagen. Fyldig nok er den, og rigeligt sød. Sødmen kan man lige vende et par gange på tungen, hvorved man vil konstatere, at brygget mere smager af raffineret hvidt sukker, end af ‘noget, der er sødt’. Såsom svesker eller lakrids – eller måske bare noget særligt sukker – rørsukker, farin, muscovado eller melasse fx.

Nogle vil måske kalde udtrykket ‘rent’. Jeg finder det mere glat og for at være helt ærlig småkedeligt. Julehvidtøllene kan måske ikke forventes at give de store smagsoplevelser i det hele taget, men når nu der i det mindste er noget sødme at arbejde med, så hvorfor i det mindste ikke gøre den en smule mere spændende end bare sød?

Dana Julehvidtøl er således mere end noget andet en ‘middle of the road’-julehvidtøl. Og når man sådan spankulerer rundt midt på vejen, bliver man nemt kørt over. Og det er, hvad Thisted Bryghus’ julehvidtøl bliver af de andre julehvidtøl i ølbloggens lille konkurrence om årets bedste juleøl. Dårligt smager den sådan set ikke – den er blot alt for poleret og konturløs i sit udtryk til at den nogensinde kan undslippe den lade middelmådighed.

Jule Hvidtøl no. 1, Hancock

En smule bedre …

Glædelig december allesammen!

Det er snart jul – sådan rigtigt. Og med de temperaturer vi har haft de sidste dage, er det også lige før man tør håbe på en reel vinter. Jeg gnider mig naturligvis skadefro i hænderne mens jeg gnægger ondskabsfuldt ved tanken om alle de DF’ere – samt skravlet længere ude på højrefløjen – der må døje med både tanken og talen om vinter sideløbende med jul.

I løbet af hele farcen om, hvordan vinter angiveligt var ved at overtage ‘jul’ som årstidens højtid (hvilket den som bekendt ikke var overhovedet. Det var ikkun et produkt af paranoide højreradikales fantasterier samt trolls med kørekort til photoshop) har jeg fuldstændig glemt at kommentere det måske dummeste opslag af dem alle. Peter Skaarup delte d. 17. november et opslag på Fjæsen, hvor han – uden gas – anklagede Aldi for knæfald for muslimerne, ved at omdøbe deres medisterpølse til en vintermedister i stedet for julemedister.

Meget hurtigt kom det selvfølgelig frem, at Aldi alle årene har haft både en julemedister og en vintermedister. Forskellen på dem er krydderierne. En af lighederne mellem dem – og de allerfleste andre medisterpølser, fristes man til at tilføje – er at de begge primært indeholder svinekød … behøver jeg skrive her, at muslimer ikke spiser svinekød?

Det kan selvfølgelig være, der er en DF-vælger, eller måske en fra Nye Borgerlige eller Stram Kurs endda, der har forvildet sig ind på min blog. Nu regner jeg ikke med, at de forstår særlig meget af, hvad jeg skriver herinde alligevel. Jeg regner mig selv for i stand til at skrive nogenlunde sammenhængende i overvejende overensstemmelse med ortografiske regler samt med nogenlunde korrekt implementeret tegnsætning. Desuden bruger jeg, som det fremgår, ofte ord på mere end en eller to stavelser, så chancen for, at en DF-vælger overhovedet vil kunne orientere sig i en tekst som denne, studeres bedst under et ekstra skarpt elektronmikroskop.

Skulle det alligevel være tilfældet, så må jeg vil hellere: Kære DF’er, der har forvildet sig ind på min blog: muslimer spiser ikke svinekød, og derfor er det ikke urimeligt at antage, at de er bedøvende ligeglade med, om en pølse, de aldrig ville købe, endsige spise, hedder noget med ‘jul’ eller ‘vinter’. Især i lyset af, at absolut intet indikerer, at de skulle have et problem med fejring af jul i første omgang.

Lad alt det forbandede vås om jul versus vinter endeligt være ovre med december måneds indtog. Krigen mod jul er endnu et stykke amerikansk kulturimperialisme, der også i oprindelseslandet ikke er andet end paranoidt opspind fra en i grunden perifer, men også meget højtråbende højrefløj. Lad nu bare være!

Og drik en øl i stedet. En øl som den her kan man fx nyde helt uden at frygte, at man bliver fuld af den. Som andre julehvidtøl holder den kun ganske lidt – 1,8% – og egner sig i øvrigt fint som ledsager, både til selve julemiddagen og til desserten.

Mørk, brusende og med en ret pæn skumkrone formår den endda også at imponere visuelt. Brygget er, som læseren nok har gennemskuet, Bryggeriet Hancocks bud på en julehvidtøl, som Carlsberg og Royal Unibrew også laver dem. Og hvorfor ikke? De er ganske populære her op til jul, så hvorfor skal kun de allerstørste have lov til at udnytte det marked. Alene det at lokale, og ikke voldsomt store Hancock har et tilsvarende produkt i porteføljen, burde være nok for enhver bevidst forbruger til at i det mindste at prøve den her op imod giganterne.

Hvis julehvidtøl er noget man ellers gider, forstås.

Sødmen er hjemme allerede i første lille mundfuld. Kærligt, og en smule klæbrigt – for noget sukkersødt stads er det jo altid – smyger brygget sig hen over tungen, med typens karakteristiske lethed – eller tyndbenethed – der skyldes det lave alkoholindhold. En antydning af syntetisk vingummi blander sig en anelse uskønt i den mørke melasse-brun farin-blanding. Men det er langt fra nok til at oplevelsen ødelægges – nogle vil måske endda påskønne indslaget yderligere. I det hele taget forekommer hvidtølsoplevelsen fra Hancock en kende mere fed og gennemført, end hvad de store leverer.

Ja, jeg er ganske vist biased, alene fordi der er tale om en mindre, lokal aktør her. Men prøv den selv, og se om ikke jeg har ret.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme