Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 3-3½ stjerner

Cool Beans, Nørrebro Bryghus/Braw

Jeg kan godt se meningen.

Marcus, det brave menneske, kan meget andet end at agere medanmelder på min blog. Han er uddannet boghandler, og slæber derfor dagligt mange kilo indbundet papir frem og tilbage mellem lager og butik. Hans deraf velformede overarme og brystkasse engagerede jeg derfor til at hjælpe mig med at bortskaffe nogle gamle, ødelagte møbler i forbindelse med min flytning. Det gjaldt en meget stor, lys sofa, der gennem tiden havde taget imod så mange forskellige væsker – kaffe, mælk, øl blandt andet (men ikke urin eller bræk!), at den oprindelige råhvide farve efterhånden var skiftet til mat grå-beige. Revner hist og pist, og det faktum at hynderne fældede fjer som en anden hønsegård gjorde, at jeg besluttede mig til at skaffe mig af med den, frem for at slæbe den med til Thisted, hvor jeg så igen ville ærgre mig over de allestedsnærværende dun.

Derudover skulle vi også slæbe en 1½-personers futon-madras ned, der stammer helt tilbage fra min kollegietid. Jeg er god til at bruge ting, indtil de er helt nedslidte og ødelagte. Nok lidt for god, når det kommer til stykket.

Marcus, som det ejegode menneske, han er, havde også nogle øl med til bagefter. Og dem blev der i den grad brug for. For selvom selve bortskaffelsen skete forbløffende glat og problemfrit ned ad min alt for smalle trappeopgang, så havde solen sat sig for, at forvandle alle bare hudoverflader til bacon på rekordtid.

Den første øl, Marcus havde med, var denne IPA-collab fra Nørrebro Bryghus og Braw i Ryesgade. Desuden har DEP Coffee leveret økologiske kaffebønner fra Mexico. Marcus’ bror Joachim (oplev ham som gæsteanmelder her) havde ved en tidligere lejlighed forbandet den til Tartaros for at være aldeles og inderligt ligegyldig, spild af plads i universet, og ligeledes spild af energi og atomer. Han ville have os til at anmelde den, for at forstå hvilken eksistensberettigelse, den måtte have – hvis nogen overhovedet.

Visuelt gør den det ellers rigtig godt. Dyborange, næsten rød i farven er den, og store klumper af restgær tumler legesygt rundt i brygget.
“Men det sekund, du stikker næsen i den, lugter den som et fejlslagent forsøg fra Schiøtz,” brokkede Marcus sig. “Alt det kedelige fra standardaromaerne fra Schiøtz, billigt sukker og …”
“Det du kalder billigt sukker opfatter jeg som vanillesødme, så det synes jeg egentlig ikke,” forsvarede jeg. Marcus var heller ikke blevet så modløs, at han følte trang til at tirere yderligere, da han som det næste foreslog:
“Lad os smage den.”

“Jeg smager da noget bitterhed,” forsvarede jeg igen – ikke bare over for Marcus initiale utilfredshed, men også Joachims totale afvisning af bryggets blotte eksistensberettigelse.
“Jeg kunne lide den, indtil jeg mærkede eftersmagen,” brokkede Marcus sig videre. Man siger ganske vist, at blod flyder tykkere end vand – og by extension øl. Men Marcus har tidligere ikke uden stolthed distanceret sig fra sin tvillingebrors ølpræferencer, så det var ikke det, der lod nydelsen vente hos ham.
“Jeg synes, der er noget god bitterhed og aroma,” fortsatte jeg ufortrødent, “der er noget appelsin, og der er nogle ganske tørre kviste – den smager som en helt tør kvist, der knækker.” Marcus vedblev med at være uimponeret på en for ham meget usædvanlig måde. Han forblev tavs … “og bitterheden lægger sig langs med tunge og gummer,” begejstringen i min stemme voksede “jeg er altså langt fra så afvisende.”

Jeg forsøgte at udfritte Marcus om, hvad han ikke kunne lide ved den. Han mente, at den var blevet serveret lige lidt for lunken – endskønt brygget kom dugfrisk fra mit køleskab.
“Hvis den havde været helt crisp – nul grader eller sådan noget lignende, så tror jeg den ville ligge rigtig godt,” begyndte han. “Den tegner sig som en Alfa Romeo, idet den som bil generelt er temmelig jævn, bortset lige fra den ene ting, den egner sig rigtig godt til.”
Analogien var lidt tabt for mig, da jeg ikke rigtig har nogen holdning til Alfa Romeo bilmærket. Marcus var da heller ikke komplet afvisende, “jeg ville ikke skamme mig over at tage den med, hvis jeg var på vej ud ad døren.” Men dybere indrømmelser end dette, samt en karakter på …


… var alt, jeg fik lusket ud af ham.
Jeg var, som man nok kan mærke på gennemgangen en kende gladere for brygget.

Øl Rug, Thisted Bryghus

Mørke – uden alt det gode …

Egentlig kan jeg godt lide at køre i rutsjebane. Bakkens er min favorit. Men den rutsjebanetur, som min stressudløste depression har udviklet sig til, måtte snart gerne ende.

Jeg har i et forsøg på at kigge op ad hullet i stedet for at kigge videre ned i dybet, klemt mig ind bag computerskærmen, mekanisk har jeg styret mus og tastet de rigtige steder, så jeg kunne nå ind på min blog for i det mindste at holde den gryde en lillebitte smule i kog.

Mit billedgalleri på telefonen afslører, at jeg prøvede denne øl kort efter ølfestivalen i lokomotivværkstedet, men præcis hvornår fortaber sig i tågerne. Brygget har stået meget længere end det. Siden december måned, hvor jeg fik den i min Thisted Bryghus-julekalender. Dengang så jeg lyst og optimistisk på tingene, og kunne meget mere end blot slæbe mig igennem det allermest nødvendige for at holde livet i gang.

Vel, ifølge notaterne var bryggets duft ikke den store oplevelse. Syrlig og letrøget i duften med et præsent element af rugbrød. Rug er angiveligt en utaknemmelig kornsort at brygge øl på, hvilket ingenlunde får mig til at fnyse ad Thisted Bryghus for at starte et projekt, der alt for let mislykkes. Nej, jeg tager hatten af for, at de tør binde an med de genstridige kulhydrater.

I smagen går det da også bedre. Brygget er rart at have i munden med varme, runde noter af mildtristet kaffe, en sjat rom og en småsyrlig, mørk bitterhed af træ, som man kender den, når rugbrygningen faktisk lykkes. Brygget kan til gengæld ikke løbe fra at vige på fyldeparametret. Det er lidt vandet i det, hvilket desværre alt for tit er resultatet af brygeksperimenter med rug.

Men det er gået langt værre. Og igen – Respekt til Thisted Bryghus for at turde.

Liège, Thisted Bryghus

Overligger …

Jeg har stadig her længe efter påske stadig et par overliggere fra juletiden i mit skab. Det drejer sig om de øl, jeg fik i den Thisted Bryghus-Julekalender, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave, og således varede julen vel hinsides påske.

Den her er fra en serie, der blev brygget for nogle år tilbage – en Belgisk inspireret serie, hvor de enkelte øl er opkaldt efter forskellige belgiske byer. Her er det Liège, der vel nok er bedst kendt for cykelløbet, der går fra derfra til Bastogne og tilbage igen.

Jeg har aldrig været i byen selv, men har dog frekventeret den ikke langt derfra liggende og meget smukke by Tongeren – Belgiens ældste by, angiveligt – en håndfuld gange, dengang jeg spillede sækkepibe.

Liège er en belgisk blonde med alt hvad dertil hører af angstprovokerende forventninger om sur banan og kogesprit. Selvom jeg holder meget af belgisk øl – særligt det sure i en grad så foedere og geuzes så småt er ved at vippe IPA’er af pinden som min favorittype – så er lige netop blondsene noget, belgierne ikke behøver eksportere i noget større omfang. Og i grunden behøver herboende bryggerier heller ikke berige os med deres egne udgaver af en øl, der i grunden ikke er særlig god.

Men – øllet er der, og derfor bliver jeg jo nødt til at anmelde det.

Det er lidt af en udfordring at skænke brygget, da det skummer aldeles vanvittigt. Billedet for oven siger i den anledning nok mere end tusind ord. Ellers forekommer det overraskende mørkt i betragtning af den lette lyse duft af citronsyre og lys gær.

Samme toner slås an i aromaen, hvor brygget føles let og liftligt på tungen. Det leverer et skarpt snit af lige dele eddike og citron, blandet op med vand så ingen af delene bliver for meget, men derimod formår at spille fint op mod hinanden. Det samme kan man sige om den signaturagtige bananaroma, der kun er præsent nok til at blive noteret uden at forekomme anmassende, endsige generende.

Og det er jo i grunden slet ikke tosset, at blonden her formår at fremhæve alle typens kendetegn uden at genere det mindste. For det holdes alt sammen nydeligt afdæmpet, så man kan finde det gode – eller i det mindste det ikke generende – ved citronsyrligheden, eddikesyrligheden og bananaromaen. Ja, måske kan man endda finde noget overset legitimitet i disse smagsnoter.

Jeg har for længst opdaget det legitime i citron og eddike. Banan derimod er godt, når det forekommer i banan, mens det fortsat er bedst i øl, når det holder sig helt væk. Havtorn, som brygget også indeholder, skal man til gengæld helst bruge så meget af, at man rent faktisk kan smage det. Det er ikke tilfældet her, og det må desuden undre, hvor belgisk eller for den sags skyld Lièget dét i øvrigt er.

Secret Des Moines Triple Blonde, Brasseurs de Gayant

En overraskelse …

Jeg er så småt på vej op ad stoutkælderen igen, og undskylder selvfølgelig behørigt for fraværet. Helt galt har det nu ikke været, for jeg har stadig kunnet overkomme at afprøve nye øl, og notere det nødvendige nødtøftigt ned. Så jeg intenderer at udspytte nogle anmeldelser med omtrent samme frekvens som sylten på Martin Henriksen udspyr racistiske, fascistoide og grundlovsstridige forslag. Jeg har med andre ord rigtig travlt.

Efter den mildt sagt skuffende Bruine i denne serie, var mine forventninger til dens lyse broder her helt nede på nulpunktet. Alene navnet Triple Blonde får det til at gyse i mig, netop som det gyser og jager i mig, når jeg annammer typens berygtede smag af forgamlet banan og kogesprit.

Det er imidlertid slet ikke, hvad der møder næseborene, når det citrongule, højtskummende bryg er skænket. Vi er ovre i noget meget finere – tør champagne med en let antydning af fersken. Syrlig og skarp, og med et alkoholelement der ikke virker det mindste syntetisk, men kun understreger bryggets vinøse karakter.

Brygget er karsk og let, ligesom løden er lys og klar. Jeg kan selvfølgelig ikke nære mig for at søge efter bananaroma i det lifligt vederkvægende, syrlige bryg, men uanset hvor meget jeg plasker det rund på alle mundens vandrette og lodrette flader, melder den sig ikke.

Grapefrugt, citrus og en antydning af kommen derimod … Dertil kommer bryggets alkoholiske note, der sammen med de krydrede indslag mere giver karakter af brændevin end af den champagne, der kunne mærkes i bouqueten. For denne blogger gør det nu ikke så meget, for brændevinen er afdæmpet, mildt prikkende, men stadig leveringsdygtig i indre varme på vej ned gennem brystet.

Så Triple Blonde-typen kan faktisk også være en nydelse. Bare den drikkes ved lav temperatur, og i øvrigt er fri for de estere – navnlig isoamyl acetat – der giver banansmagen. Jeg kan forstå, at det er en aroma, der undertiden fremelskes bevidst, og det fatter jeg endnu mindre af, nu hvor jeg har prøvet en Triple Blonde, hvor det ikke er tilfældet.

Men der må vel være nogen der kan lide det, og fred være med det.

Gavnø Økologisk Ny Nordisk, Slotsbryggeriet Gavnø

Ond cirkel …

Endnu en video på YouTube-kanalen er det blevet til siden sidst. Der vil man kunne se min markering af, at Danmarks største fodbolddommer nogensinde er gået bort. Min anmeldelse af Budweiser vs. Carlsberg var desuden timet efter Superbowl, der løber af stablen i aften. Ligesom Carlsbergs tynde sprøjt forbindes med rigtig fodbold, forbindes Bud i høj grad med amerikansk fodbold, og selvom øllene scorer ens, vil man måske bemærke, at selvom mine videoer foregår på engelsk, vælger jeg det udpræget europæiske football og ikke ‘soccer’ (eller sucker, som jeg gerne kalder det) i min hyldest til Dommer Mikkelsen.

Man er vel europæer … eller noget.

Dagens ølanmeldelse angår en marginalt mere interessant øl end de to industrimonstre. Og det er ikke noget jeg siger kun for at være gnaven, men selvom Slotsbryggeriet Gavnø med rette betragtes som et mikrobryggeri, så når dagens øl kun at behage en kende mere end hint industrielt sprøjt.

Ufiltreret er det i det mindste – selvom ufiltreret i sig selv kun borger i begrænset omfang for en stor oplevelse. Det fortrinsvis lyse bryg leverer umiddelbart en skuffende bouquet af diffus syre og en humle, der måske ville synes sprød, hvis den ellers fik lov til at udfolde sig. Men nej, halvkvalt gemmer den sig i alt for meget vand, som om den skammede sig over at være så svag. – En ond cirkel, der kun gør humlen svagere jo mere man hiver vejret ind.

I smagen trøstes humlen dog en smule, og den kommer så småt frem fra sit skjul. Stadig duknakket og skamfuld tør den fortsat ikke gøre noget videre væsen af sig. Og det er ærgerligt – for de fine, søde blomsternoter, der titter frem ville være en ren nydelse, hvis de ellers kunne for lov til gøre mere væsen af sig.

Sødme af ligusterblomstnektar foran, og så en smule bitterhed bagtil er alt hvad man bliver budt. Og både sødmen og bitterheden er egentlig af en aldeles lødig kvalitet. Friske kviste af lyst træ og en snert af spæde nåle peger i retning af friske IPA-humler, der imidlertid næsten helt drukner i alt for meget fyld.

Der er alle grunde til fortat at være skeptisk over for ‘Nyt Nordisk’-konceptet. Det er meget dyrt og meget fancy, og det er på ingen måde nogen garant for egentlig kvalitet. Hvad det nye eller for den sags skyld nordiske i denne øl skulle forestille at være, står desuden hen i det uvisse. Øllet er brygget af vand, gær, humle og bygmalt – det kunne ikke være mere generisk böhmisk eller mindre nyt.

India Pale Ale, Shepherd Neame (Podcast-pilot III)

Ikke en CIS-øl …

Det er godt nok længe siden, jeg sidst anmeldte øl fra engelske Shepherd Neame. Dengang var jeg gift og boede på Amager. Forinden havde jeg prøvet to andre af bryggeriets øl – det var mens jeg stadig boede med min familie i Aarhus. Så der bliver kigget tilbage, gør der – næsten så man får kramper i nakkemuskulaturen (men som garvet headbanger er det jo noget, jeg er vant til). Det undrer mig faktisk, at der ikke er røget flere Shepherd Neame-bryg i indkøbskurven gennem årene. For mærket brændte sig ret grundigt fast, tilbage dengang i 2010, hvor Fakta havde dem stående i et udvalg af specialøl.

Dengang var specialøl og kvalitetsbryg stadig ved at træde sine barnesko, og det var i hvert fald usædvanligt at finde noget usædvanligt som udenlandske specialbryg i supermarkeder af Faktas format. Det skulle nu ikke blive første gang, Fakta var med ganske langt fremme blandt supermarkederne til at promovere kvalitetsbryg – og det toppede efter min mening, da Petrus-serien fra Brouwerij de Brabandere blev stillet på hylderne tilbage i 2017. Lignende højder har de aldrig nået – og jeg har savnet noget i en lignende kaliber siden. Herfra skal håbet om et snarligt comeback for det gode øl fra Fakta lyde aldrig så eftertrykkeligt.

Men som overskriften antyder er jeg stadig hjemme hos Marcus, og vi optager fortsat vores prøvesmagninger, der er indkøbt i den lokale Meny – ikke Fakta. Optagelsen af denne øl lader til at have podcast-kvalitet, så jeg håber, jeg snart finder tid og motivation til at gøre alvor af ambitionen om også at lægge podcasts ud på bloggen. Mit YouTube-projekt tager jo form, så det burde være til at overkomme.

“Hold – da – op! Hvor dufter den sprittet,” tordnede Marcus som det første efter at hans svellesøm-omfræset-til-øljern elegant havde fjernet kapslen, og øllet var skænket.
Stammende og noget mere spagfærdigt tilføjede jeg: “Den har en biduft af noget, jeg ikke rigtig kan placere, og som jeg ikke er sikker på, jeg er særlig glad for.”
“Med sine 6,1% burde den ellers ikke lugte som en væltet snapsevogn,” fortsatte Marcus.
“Det kan nu godt snyde,” indvendte jeg og anførte, at jeg fandt sure og syrlige elementer i brygget – fortsat næppe til gavn.
“Ja, og der er også det billige, brune sukker, der er i rigtig meget øl. Jeg frygter at den her kommer til at smage meget meget sødt,” klagede min medsmager, hvortil jeg måtte anføre, at den ikke burde det i betragtning af, at vi sad med en IPA. “Vi har lige haft en IPA, der smagte som cider,” riposterede Marcus lettere pugnant.
Det var nu ikke Marcus’ stridsomhed der kort efter fik mig til at give ham ret. Det gjorde derimod endnu et par åndedrag i glasset. “Der er noget krokant og noget farin i det …”
“Farin, definitely,” udbrød Marcus, “krokant ved jeg nu ikke. Det finder vi ud af.”

Marcus gik nu videre til at bemærke, at der var meget lidt skum på det klare mørke  bryg. Dertil bemærkede jeg, at det havde der faktisk ikke været på nogen af de bryg, vi havde haft fat i indtil videre. Her måtte Marcus minde mig om aftenens aller første øl – en Don’t Worry Pale Ale fra Svaneke Bryghus. Og den lille sludder vi havde om dét bryg på dette tidspunkt af aftenen, kan læserne glæde sig til snarest at opleve i podcasten (sådan – så fik jeg lagt lidt mere pres på mig selv, så det forhåbentlig bliver til noget.)

Vi skred til smagningen. Marcus indledte med to højlydte “Mmmm”-tilkendegivelser. Den første let faldende i pitch – idet den illustrerede initial nydelse. Herefter et i pitch hastigt stigende ét, der udtrykte forundring og overraskelse.
Et sammenbidt mellemfornøjet og lakonisk “specielt …” undslap lettere hvæsende mine læber, og jeg overvejede ved gennemlytning af optagelsen om Marcus mon udstødte det undrende “mmmm” som reaktion på min vist ret åbenlyse misfornøjethed.

Selv fortsatte han ellers lystigt: “Indleder med en bagmundsfylde og -dybde, der ville gøre den rigtig god som noget andet end IPA. Og sådan cirka midt på tungen kommer der en syrlighed som om øllet var blevet surt, og man havde glemt at hælde det ud …”
“Ja, den smager lidt underligt på vej gennem munden, det gør den,” samtykkede jeg.
“Og man sidder tilbage med en mund fuld af småsitrende … bagt farin?”
“Er der fejlgær i?”
På dette tidspunkt var Marcus’ begejstring også begyndt at vige mærkbart: “Har vi en politik om at drikke øllet ud?”
“Nej,” svarede jeg tydeligt vrissent, “det har vi ikke. Jeg vil nu lige give den et par chancer til, for det gjorde jeg også med Afskum i sin tid …”
“Ja, den var du ikke ligefrem lykkelig over … Hvad i alverden skal det her forestille?”

I forsøget på at møde det gustne, syrlige bryg med den på flere måder negativt ment ubeskrivelive aroma med et så åbent sind som muligt spekulerede jeg, om det mon havde en så acquired taste, at det var os, der blot ikke forstod det.
“Det gavner i hvert fald ikke denne øl, at der står IPA på den,” startede Marcus, og spekulerede derudad, hvordan bryggeriet havde hæftet IPA-etiketten på produktet frem for at skrive hvad det egentlig var for en syrligt-sød småskummel halvmørk sag de havde produceret.

Marcus foreslog gueze som sammenligning for bryggets sure kant, og her måtte jeg protestere: “Gueze er frisk, sprudlende og glad …”
“Du mener ikke den her er frisk, sprudlende og glad?”
“Nej, men jeg mener heller ikke nødvendigvis, den er grå og trist,” fortsatte jeg, “men den er ikke gueze-frisk. Hvis man lader den hvile ved mandlerne får man – udover farinen og det småsyrlige også nogle rom-noter med.”
“Den er helt sikkert mere drikkelig, hvis man by-passer hele den forreste del af munden, når man drikker den …”

Og vi causerede og causerede – der skal også være til podcasten, så lad det være nok sagt her, at det også lykkedes os at finde lidt bitterhed i brygget hen mod slutningen. Det var dog ingenlunde den friske, sprudlende bitterhed af friske grannåle, der er typens kendetegn – men derimod en tung bitterhed af meget mørkt træ. Marcus fandt også noget sødme af honning, jeg ikke fandt lejlighed til at protestere højlydt over.

Vi var under alle omstændigheder rørende enige om, at der ikke var meget IPA over dette bryg. På den anden side syntes vi heller ikke, at den skulle shames for ville identificeres som en IPA selvom det nok ikke lige var det, omverdenen opfattede den som. Når man som Marcus og jeg – og de fleste andre her i verden – mestendels drikker CIS-øl, dvs. øl der netop er det, som de foregiver at være og som hele verden opfatter dem som, er det en god og forfriskende øvelse ind imellem at blive udfordret i ens fastgroede opfattelser.

En bestående ulempe er imidlertid, at hvis man køber dette bryg som en IPA, vil man uvægerligt blive skuffet, når man opdager hvad den egentlig er. Marcus endte med at give den …

… for alle dens egenskaber ud over at kunne kaldes en IPA – for der fejlede den ifølge ham katastrofalt.

Åbenheden og storsindet løb måske en kende af med mig, da jeg gav den …

… men den skulle belønnes for oplevelsen og et samlet tungt-syrligt og vinøst udtryk, der om ikke andet satte mine evner til at sætte ord på smag på prøve, uden at være decideret væmmeligt. For at turde være noget andet end andre IPA’er fortjener den en sådan ros.

Twisted Thistle IPA, Belhaven (Podcast-pilot II)

Because fransk …

Jeg er godt i gang med at udvide mit bloggeri til flere platforme. Hvis man endnu ikke abonnerer på min YouTube-kanal, så kan man gøre det her. Man kan også lade være, men jeg vil blive glad for enhver ny abonnent, enhver ny tilkendegivelse af påskønnelse for mine videoer, samt enhver kommentar, da det hjælper mig til at blive større på det store stygge fællesdrev, vi i daglig tale kalder Internettet.

Jeg har også fortsat en plan om at lave podcasts, og råmaterialet til én blev som allerede nævnt optaget forleden aften hjemme hos min gode ven Marcus i Valby. Det er øllene fra dengang, jeg nu anmelder, mens lyden af os afprøve dem, ikke er det, jeg i øjeblikket prioriterer højest.

Kvaliteten af lydsporet af afprøvningen af denne øl kunne også være bedre. Vores stemmer er noget fjerne, idet public domain-underlægningsmusikken er alt for langt fremme i lydbilledet, og først nu indser jeg, hvor tåbeligt det egentlig var at lægge et musikspor på, før podcasten var redigeret færdigt. Man vil kunne høre på underlægningsmusikken, når der bliver klippet – og klippes skal der. Når man optager ølsmagninger live sker det, at der falder indforståede, lidet publiceringsegnede kommentarer undertiden med potentiale for legale ubehageligheder. Man skal huske at optagelserne fandt sted under private, lettere løsslupne former, og ikke alt hvad der blev sagt behøver nå ud til en bredere kreds.

Da vi nåede til vurderingen af øllet efter talrige udflugter (alliteration og hvorvidt en sådan var bedst med konsonanter eller vokaler var bare en af dem) fik vi ikke engang knyttet nogen kommentarer til bryggets visuelle udtryk – eller mangel på samme. Det måtte vente …

I stedet tog jeg omgående fat på duften: “Søde æbler,” hvorefter jeg i en ADHD-affødt ukontrolleret associaltionsrække tilføjede “rare æbler, venlige æbler, flinke æbler … Ikke de der knotne æbler …”

Vi tog fat på smagningen, og Marcus brugte pausen i min associationsrække til at bryde ind, med upassende seriøs mine: “Meget meget maltet eftersmag på tungen, men teknisk set er det her jo en cider, bare lavet uden æbler.”

Tydeligvis var Marcus’ oplevelse af brygget en anden af min. Jeg havde det næsten som var jeg blevet tacklet af brygget, hvis aroma viste sig en aldeles anderledes, end den søde, venlige æblekompot, der havde mødt mine næsebor. At brygget udløste en substantiel bitterhed var næppe uventet i betragtning af typen, men til gengæld helt uventet i betragtning af bouqueten.

Marcus fortsatte i cider-sporet, og knyttede i den anledning et par kommentarer til det aldeles glatte og ikke-skummende for ikke ligefrem at sige anti-skummende bryg. Jeg gav ham, at duft og farve pegede fint i retning af cider, men ingenlunde aromaen. En længere udredning fra Marcus om en tur forbi Ystad på vej til Bornholm havde som pointe, at et glas cider, han havde fået på Restaurant Villa Strandvägan i byen, havde mindet om denne øl. Og åbenbart mindede det ham også om de østers i Vodka, han fik cideren til.

Jeg er oprigtigt i tvivl, om vi har prøvet det samme bryg, da jeg derefter fremhævede skarphed af kommen i bitterheden. Det gav brygget en meget tør og ru attaque … “det skal staves med ‘q’ …”

“A-t-t-a-q?”

“u-e”, sufflerede jeg.

“Det oh la la’er jeg”

“Der skal sikkert også være et eller andet diakritisk tegn over ét af a’erne,” causerede jeg, “men det ved jeg ikke præcis – jeg er ikke så god til fransk. Men det skal der være, fordi det er fransk.”

“Because fransk …”

“Because fransk!”

Efter denne ekskurs, der truede med at afspore smagningen helt, gik vi direkte til konklusionen. Selv fandt jeg at brygget stak i for mange retninger på én gang. Især passede det unødigt skarpe kommenelement slet ikke til bryggets øvrige laid back udtryk.

Marcus mente ikke, at bitterheden i brygget var særlig karakteristisk for IPA-typen. Havde han fået den serveret uden at vide, hvad det var, ville han have taget den for en småskummel cider, og ikke en IPA. Som en ciderinspireret øl bedyrede han dog, at han faktisk godt kunne lide den.

Således valgte han at give den …

Jeg underbød med …

Det er vist første gang, jeg giver en øl lavere karakter end Marcus her på bloggen. Ikke at det egentlig er særlig bemærkelsesværdigt, men ikke desto mindre mere bemærkelsesværdigt end øllet, der på trods af at det senere samme aften skulle blive besejret grundigt i missmag, klart måtte stå som det mindst underholdende indslag den aften.

Julebryg, Aarhus Bryghus

Snebajer minus industri …

Glædelig Bagjul allesammen. Jeg håber jeres var god – min var i hvert fald aldeles udmærket. Traditionen tro blev højtiden fejret hos min ekshustru sammen med vores børn og hendes nye mand. Menuen stod på økologisk and og flæskesteg, hvide og brune kartofler, rødkål og andre lækkerier. Dertil kom selvfølgelig øllet, som eks’ens gemal i samarbejde med undertegnede tog sig af.

Der var tre forskellige på programmet. Til den fede julemad havde jeg valgt den eneste af de tre Anarkist-øl fra Royal Unibrew, som havde formået at imponere mig, nemlig deres Brown Ale. Den viste sig imidlertid at være bitrere end jeg kunne huske, og derfor egentlig ikke helt perfekt til julemaden. Det var til gengæld den Petrus Kriek, som Niels (ham med de ugandiske øl) havde reddet mig fra et restparti i hans lokale Fakta. Props til ham for den helt ideelle ledsager til ris a la manden.

En anden tradition, jeg ikke valgte at give slip på denne jul, var den øl, jeg drak i løbet af dagen. Dette år kom den fra Aarhus Bryghus, og var en fødselsdagsgave fra min bror. Det er altså min bror, og kun min bror, der har skylden for, at Aarhus Bryghus’ i forvejen hårdt prøvede brygmester endnu engang må lægge ryg til mine tirader. Jeg har fortsat bryggeriets ‘banan-øl‘ i alt for frisk erindring, men fortsætter hjertens gerne dansen om den varme grød en rum tid endnu, så jeg ikke behøver sådan rigtigt at prøve den med anmeldelse og det hele.

Brygget her er ganske flot og dyborange – analogt med tilsætning af appelsinsaft og appelsinskalolie. Begge dele er jo også ganske julet. Dertil kommer nelliker – også julet, men resultatet er nu ikke så mørkt, som bryggeriet helst vil være ved. Dyborange og aldeles flot – helt sikkert, men næppe mørkt. Brygget skummer kun lidet, men til gengæld nydeligt matchende brygget i sin gyldne tone.

Det dufter syrligt-krydret af brunkål. Dertil kommer en sødlig em af mere overmoden end bare moden appelsin. Smagen er til gengæld rar og noget mere venlig, end den mere end bare mildt truende bouquet. Fløjlsblød, for ikke at sige glat mod tungen, løber den raskt mod svælget. Den efterlader såmænd et vist indtryk med sin afdæmpede brunkålslage på en småbesk pilsnerbund. Men noget festfyrværkeri er den ikke. Men det er jo også først en uges tid senere det er på programmet.

Kombinationen af småbesk til harsk pilsnerbitterhed og en til tider industriel syrlighed finder man tit i danske julebryg, og nok mest udtalt i Tuborgs snebajer. I Aarhus Bryghus’ julebryg er det langt fra slemt, og brygget spiller mere på aromatiske og krydrede noter, frem for ligefrem at gå all ind på det industrielle. Alligevel kan den ikke se sig fri for at spille lidt for meget med på en smagsprofil, der i grunden hverken er særlig julet, eller særlig attraktiv i det hele taget. Det er vel sådan snebajeren ville smage, hvis den ikke blev produceret i et multimillionoplag, og der blev lagt bare en lille smule menneskelighed og kærlighed i den.

Men meget bedre bliver den ikke, for helt grundlæggende bør julebryg være sødt og fyldigt – ikke letflydende og bittersyrligt.

– Synes jeg i hvert fald.

Julesten, Thisted Bryghus

Misdæder under mistanke …

Så lykkedes det vist endelig at finde det dér ‘julestemning’ … bortset fra i Fredensborg Kommune. Der er jul kun lovligt for de rige, mens fattige, ikke mindst borgere på kontanthjælp med fysisk og psykisk udviklingshæmmede børn ikke alene må nøjes med sulteydelse – de skal også have konfiskeret deres julehjælp fra i år og sidste år, fordi fattige mennesker bare ikke må have det godt.

Jeg ønsker Fredensborg Kommunes sagsbehandlere rustne søm og kulstykker under juletræet, ris i julesokkerne, kold havregrød på julebordet og Tuborg Super Light i julebægeret. De vil sikkert undskylde sig med, at de bare gør deres arbejde, men det er enhver sagsbehandlers pligt at bryde protokollen, og bevillige landets udsatte en ydelse, man kan leve af. Pengene kan tages fra kommunaldirektørernes fratrædelsesgodtgørelse.

Og for at bevare en sørgelig rest julestemning efter den indledning, vil jeg undlade at gå i detaljer med, hvad jeg ønsker politikerne bag kontanthjælpsloven. Jeg vil nøjes med at sige, at det involverer roskildesyge, manglende toiletpapir og cement i faldstammer.

Videre til juleøllet: Thisted Bryghus gør det åbenbart i stærke juleøl. Deres Christmas Bock var på 7%, mens denne mørke ale er på 8. Alkohol alene gør imidlertid ingen god øl, og for at pifte lidt ekstra op, har bryggeriet brugt opvarmede lavasten i produktionen. Ideen er ikke ny – tilbage i 2012 anmeldte jeg Jule Stenøl, der trods den fancy brygmetode ingenlunde nåede juletræstoppene i kvalitet. Tværtimod var jeg svært skuffet over at brygget var tilsat sulfitter. Thisted Bryghus er trods alt bryggeriet, der står bag Danmarks første økologiske øl, og så skulle de alligevel give sig i kast med den slags tilsætninger …

Det ser ud til at de er gået fra det igen. Brygget her indeholder ‘kun’ ascorbinsyre, hvilket jo nok skal holde skørbugen fra døren. Til gengæld har jeg det mistænkt for på anden vis ikke at gøre brygget ære, og det vender jeg tilbage til.

Meget mørkt er brygget – næsten sort, men igen med aldeles uimponerende skumdannelse. Selv ved voldelig skænkning bruser brygget mere end det skummer, og som i en anden sodavand fordufter bruset kort efter at skænkningen er ovre. Glæde kan man sig til gengæld over bouqueten, der umiddelbart virker ganske tæt. Sødlig er den af vanille og en snert af rom, kombineret med mildtristet kaffe. Det summer godt i næsen et stykke tid, hvorefter man alligevel får fornemmelsen af, at det trods alt virker lidt rutinepræget og tyndt det hele.

I smagen finder man vanillesukkersødet kaffe – igen med et skvæt rom, der imidlertid først varmer på vej ned gennem brystet uden at brænde det mindste på tunge eller gummer. Brygget er ellers stærk nok til det, men man skal åbenbart snydes. Igen virker brygget ganske tæt, indtil der melder sig en følelse af, at det ellers habile indslag af svesker og kaffe er sødet med hermesetas og ikke rigtigt sukker. Og selvom brygget næsten føles klæbrigt – og småkvalmt – når det når mandlerne, føles det alligevel lidt for letflydende, og uden en overordnet plan for en lang række smagsindtryk, der heller ikke hver for sig er helt i skabet.

Bryggets letflydenhed skabes til dels af en industriel syrlighed, jeg kunne genfinde i Christmas Bock, der ligesom dette bryg var tilsat ascorbinsyre. Og selvom jeg er fuld af taknemmelighed for at Thisted Bryghus sådan holder skørbugen stangen, så tror jeg egentlig mit C-vitaminbehov er dækket i forvejen, så den eneste forskel det gør, er at dæmpe min øloplevelse.

Jeg ved selvfølgelig ikke om det er ascorbinsyren der gør det, men den syrligt-industrielle metalsmag  i øl vil i fremtiden nok få mig til at spejde på etiketterne efter E300.

Vel – egnet er den såmænd også til julemiddagen med sine indrømmet velgørende søde noter. Men nogen vinder er den langt fra, og i hvert fald til ris a la manden vil en god gammeldags nisseøl, der i øvrigt indeholder langt mindre alkohol, gøre det væsentligt bedre.

Vinterbryg, A Nutty Ale, Carlsberg (Saufen mit Marcus – (oder “die Unendliche Geschichte II”) I)

‘Testikeltung øl’

I fredags var det d. 9. november 2018, og dermed var det 80 år siden, at nazistiske bøller gik gennem gaderne i Tyskland og Østrig og smadrede jødernes butikker. Glasskårene, der flød i gaderne, lagde siden navn til begivenheden; Krystalnatten. I København har man mindedes begivenheden på Nytorv de sidste mange år. Ironien var derfor tyk som krematorieos da den kvasinazistiske organisation ‘For Frihed’ kom Krystalnatsinitiativet i forkøbet, og lagde beslag på pladsen til deres eget krystalnatsarrangement. Under samme parole. Spørg mig ikke om logikken i det – jeg ser den heller ikke.

Det officielle krystalnatsarrangement for dem, der ikke syntes at en gentagelse af begivenhederne samt de efterfølgende pogromer var nogen særlig god ide, var dermed forvist til et andet sted. Heldigvis skorter det ikke på forsamlingspladser i hovedstaden, så Kultorvet lagde behørigt og mere end sufficient brolægning til arrangementet.

Jeg indfandt mig sammen med min gamle ven og medsmager Marcus – med den skumle bagtanke, at vi bagefter ville tage hjem til mit ydmyge kammer i Brønshøj, for at smage på et par af årstidens bryg … eller i hvert fald et enkelt af dem, efterfulgt af en lagret sag fra Amager Bryghus. En yderligere anledning var min fødselsdag tre dage tidligere, hvor jeg fyldte 43. Ja tænk at man skulle have en sådan holdbarhed.

Jeg gentager gerne min milde aversion over for juleøl, navnlig deres overtrufne evne til ikke at overraske, men når der sådan ryger nye produkter på markedet i et omfang så reklamerne for dem forstyrrer læsningen af online nyheder, så forventes det vel nærmest. Man bilder sig jo trods alt ind, at man er forbrugernes blogger. Men alene gad jeg ikke drikke Husbryggeriets seneste bud i en lang række af mere – og især mindre – succesfulde julebryg, dels fordi de forhandles i emballager hvis rumfang bedst deles af flere, dels fordi skuffelsen kan ramme så hårdt, at det er bedst at der er andre voksne til stede, når man forsøger.

Marcus løb altså en vældig risiko, i fald skuffelsen skulle ramme ham.

Bryggets navn alene vakte endnu før åbning associationer hos Marcus, og således blev anmeldelsens undertitel til. For ganske nylig måtte jeg ellers se mig anklaget for kun at kunne lide ‘kønsløst øl fra København’. Dette skete i en kommentar til den fæleste øl, jeg endnu har prøvet – Afskum fra Royal Unibrew, hvortil jeg svarede, at jeg ganske rigtigt foretrak øl uden synlige tissemænd og tissekoner i. Vel – brygget her må være undtagelsen, omend det mig bekendt er produceret på den oprindelige brygmatrikel i Valby. Det er dér Husbryggeriet Jacobsen-brandet fortsat brygges mig bekendt, så kritikeren under navnet ‘Per’, havde i det mindste halvvejs ret.

Skummet lægger sig irregulært og efter Marcus’ smag ikke helt tæt nok over brygget. Selv kunne jeg nu ikke klage, idet jeg også nød dets matchende gyldne lød over det nøddebrune bryg. Med risiko for at gå unødigt langt med de tvetydige ordspil, vil jeg anføre, at nøddetemaet synes gennemtrængende i brygget.

I duften forekommer det til gengæld kun nærværende i det omfang som brygnavnet gav forventning om. Ellers indgår en vis karamelsødme, som mindede Marcus om A-Z Ale no. 16 i den industrielle udgave fra Vestfyen (den offentlige hemmelighed om den emballerede A-Z kontra den direkte fra Refsvindinge leverede variant på fad, havde jeg kort forinden indviet ham i).

Smagen lagde i et noget større omfang op til debat. Overordnet enedes vi om en note af valnødder. Dertil fandt jeg en note af rom, og syrlighed af egetræ, som jeg ikke syntes, hører til i en Juleøl.
– “… og det irriterer mig i virkeligheden, for det hører ikke til i en juleøl, men det kommer der ofte alligevel …”
– “Det er da fuldstændig ligegyldigt hvad der bør være i en juleøl,” afbrød Marcus, “en traditionel juleøl i Danmark er Tuborgs Juleøl, og den er noget l…”
– “Du har en pointe.”
– “Hvis jeg havde været 18-19 år,” fortsatte Marcus, “så have jeg sagt ‘Nej, hvor en spændende øl’ men nu er jeg et kynisk udbrændt skrog af et menneske på 37 …”
– “Unge mand!”
– “… synes jeg ikke engang den er passabel. Jeg vil ikke bestille den på et værtshus.”

Selv vil jeg faktisk hævde, at den er bedre end Golden Naked Christmas Ale (der ironisk nok har fået en bedre karakter end jeg ville ende med at give denne – sådan kan ens smag jo udvikle sig) men alligevel ringere end deres ‘Julebock‘, der lader til at være gledet ud af produktion.

– “Det er faktisk ikke så meget valnød alligevel,” fortsatte Marcus snart, “det er brændt karamel og for meget kandis. Det er typisk for de her Jacobsen øl, at man finder en eller anden ingrediens, der passer i et eller andet omfang, og så giver man bare los af den, men stadig kun i et omfang så det færdige produkt fortsat kan sælges i 20 mio. eksemplarer …”

Og der blev talt ud af flere tangenter, herunder om man skulle gøre optagelserne af vores ølsmagninger til en podcast hvortil flere spændende navneforslag også kom op. Og det var vel omkring det tidspunkt, det gik op for os, at vi sådan kom til at tale om andre ting end øllet, fordi der i grunden ikke var ret meget at sige om det.

Jeg var egentlig glad for romindslaget, der også gav brygget noget efterklang – det var formentlig det, Marcus smagte som brændt sukker og som ikke gjorde ham godt. Til gengæld var vi enige om, at den var noget for tynd, som om smagsindtrykkene raslede rundt i lidt for meget vand. Jeg forsvarede endnu engang brygget idet jeg anførte, at det hjalp at det fik noget temperatur. Marcus mente til gengæld brygget bare blev fladt, og sådan syntes vore uenigheder blot at blive større, jo længere tid vi talte om det.

Øl er som bekendt en udmærket ting at være uenig om. For så er der mere til den der kan lide det, idet den der ikke kan lide det kan blive fri. Jeg tror ikke, jeg ved en gæsteanmeldelse før har oplevet så stor forskel på karaktergivningen idet Marcus kun havde …

… til overs for den. En nogenlunde adækvat oplevelse med visse markante skønhedsfejl reddede den …

… på min side.

Uanset hvad, var der en større oplevelse i vente som det næste. Det turde vi begge godt satse på på forhånd.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme