Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 3-3½ stjerner

Jule Hvidtøl no. 1, Hancock

En smule bedre …

Glædelig december allesammen!

Det er snart jul – sådan rigtigt. Og med de temperaturer vi har haft de sidste dage, er det også lige før man tør håbe på en reel vinter. Jeg gnider mig naturligvis skadefro i hænderne mens jeg gnægger ondskabsfuldt ved tanken om alle de DF’ere – samt skravlet længere ude på højrefløjen – der må døje med både tanken og talen om vinter sideløbende med jul.

I løbet af hele farcen om, hvordan vinter angiveligt var ved at overtage ‘jul’ som årstidens højtid (hvilket den som bekendt ikke var overhovedet. Det var ikkun et produkt af paranoide højreradikales fantasterier samt trolls med kørekort til photoshop) har jeg fuldstændig glemt at kommentere det måske dummeste opslag af dem alle. Peter Skaarup delte d. 17. november et opslag på Fjæsen, hvor han – uden gas – anklagede Aldi for knæfald for muslimerne, ved at omdøbe deres medisterpølse til en vintermedister i stedet for julemedister.

Meget hurtigt kom det selvfølgelig frem, at Aldi alle årene har haft både en julemedister og en vintermedister. Forskellen på dem er krydderierne. En af lighederne mellem dem – og de allerfleste andre medisterpølser, fristes man til at tilføje – er at de begge primært indeholder svinekød … behøver jeg skrive her, at muslimer ikke spiser svinekød?

Det kan selvfølgelig være, der er en DF-vælger, eller måske en fra Nye Borgerlige eller Stram Kurs endda, der har forvildet sig ind på min blog. Nu regner jeg ikke med, at de forstår særlig meget af, hvad jeg skriver herinde alligevel. Jeg regner mig selv for i stand til at skrive nogenlunde sammenhængende i overvejende overensstemmelse med ortografiske regler samt med nogenlunde korrekt implementeret tegnsætning. Desuden bruger jeg, som det fremgår, ofte ord på mere end en eller to stavelser, så chancen for, at en DF-vælger overhovedet vil kunne orientere sig i en tekst som denne, studeres bedst under et ekstra skarpt elektronmikroskop.

Skulle det alligevel være tilfældet, så må jeg vil hellere: Kære DF’er, der har forvildet sig ind på min blog: muslimer spiser ikke svinekød, og derfor er det ikke urimeligt at antage, at de er bedøvende ligeglade med, om en pølse, de aldrig ville købe, endsige spise, hedder noget med ‘jul’ eller ‘vinter’. Især i lyset af, at absolut intet indikerer, at de skulle have et problem med fejring af jul i første omgang.

Lad alt det forbandede vås om jul versus vinter endeligt være ovre med december måneds indtog. Krigen mod jul er endnu et stykke amerikansk kulturimperialisme, der også i oprindelseslandet ikke er andet end paranoidt opspind fra en i grunden perifer, men også meget højtråbende højrefløj. Lad nu bare være!

Og drik en øl i stedet. En øl som den her kan man fx nyde helt uden at frygte, at man bliver fuld af den. Som andre julehvidtøl holder den kun ganske lidt – 1,8% – og egner sig i øvrigt fint som ledsager, både til selve julemiddagen og til desserten.

Mørk, brusende og med en ret pæn skumkrone formår den endda også at imponere visuelt. Brygget er, som læseren nok har gennemskuet, Bryggeriet Hancocks bud på en julehvidtøl, som Carlsberg og Royal Unibrew også laver dem. Og hvorfor ikke? De er ganske populære her op til jul, så hvorfor skal kun de allerstørste have lov til at udnytte det marked. Alene det at lokale, og ikke voldsomt store Hancock har et tilsvarende produkt i porteføljen, burde være nok for enhver bevidst forbruger til at i det mindste at prøve den her op imod giganterne.

Hvis julehvidtøl er noget man ellers gider, forstås.

Sødmen er hjemme allerede i første lille mundfuld. Kærligt, og en smule klæbrigt – for noget sukkersødt stads er det jo altid – smyger brygget sig hen over tungen, med typens karakteristiske lethed – eller tyndbenethed – der skyldes det lave alkoholindhold. En antydning af syntetisk vingummi blander sig en anelse uskønt i den mørke melasse-brun farin-blanding. Men det er langt fra nok til at oplevelsen ødelægges – nogle vil måske endda påskønne indslaget yderligere. I det hele taget forekommer hvidtølsoplevelsen fra Hancock en kende mere fed og gennemført, end hvad de store leverer.

Ja, jeg er ganske vist biased, alene fordi der er tale om en mindre, lokal aktør her. Men prøv den selv, og se om ikke jeg har ret.

Icelandic Doppelbock, Einstök Ölgerð

Den samme smøre …

Nu har jeg måske nok kørt vittigheden om, at jul erstattes med vinter, lige lovlig langt ud. Og det er jo slet ikke nok. Nej, den skal køres endnu længere ud, og så endnu længere endnu. At en vittighed er holdt op med at være sjov, har da aldrig været et argument for, at den ikke skulle fortælles igen og igen og igen!

Og når nu Einstök Ölgerð, det islandske bryggeri, hvis øl jeg engang købte mig fattig i i Magasin du Nords Mad & Vin-afdeling, åbenbart gør alt for at undgå at sige det forbudte ord … vel, på engelsk, ganske vist – i ved, ‘Christmas’ (Christmas, Christmas, Christmas, Christmas … SE! Jeg er ikke spor bange for at sige det! Jul, derimod … ÅH NEJ! Nu sagde jeg det! Jeg smelter, AAAAAARGH!) så er der ikke meget andet at gøre, end at træde speederen i bund, og forøge afstanden mellem mig selv og den grænse, der for længst er overskredet, yderligere.

“This limited-edition seasonal (mine fremhævelser) is only available through the holiday season. but (sic) this winter celebration ale is worth the wait. […] will make this the perfect companion for your holiday adventures. […]” Se hvor de danser omkring det – nærmest som på æggeskaller. Med en viking (her i en variant med rensdyrgevir og rød næse) og krydsede dobbeltæggede krigsøkser som logoer har Einstök Ölgerð måske en ambition om at være sådan lidt hedenske i det, og derfor undgår de den ubehagelige glose. Men hvorfor egentlig ikke bare bruge ‘Yule’ i stedet? Det indgår også i den angelsaksiske lingo for årstiden, glem fx ikke linjen i Tom Lehrers uforglemmelige julesang:

God rest ye merry merchants
May ye make the Yuletide pay …

Vel, hvad end bryggeriets beslutning om at bruge de fortrinsvis kedelige og neutrale udtryk måtte skyldes, ligger hen i det uvisse. Forklaringen er garanteret vildt kedelig – noget med at markedsføre bredt eller sådan noget. Men det kan – helt seriøst – ikke undgå at undre mig en kende alligevel. Jeg er endnu ikke i mine lange seancer, hvor jeg binge-watcher ateistisk materiale på YouTube stødt på én eneste ateist eller hedning, der følte sig stødt af, at folk kaldte julen for ‘Christmas’ frem for ‘The Holidays’. Så det er næppe ateisterne – eller hedningene – Einstök forsøger at appellere til.

At ‘Holidays’ vinder indpas for at fortrænge den kristne jul er en stråmand som den kristne højrefløj angriber hvert efterår. Så er det i virkeligheden dem, Einstök forsøger at trolle, eventuelt for at tækkes alle, der (med rette) mener at den kristne højrefløj har jord i hovedet?

Det er den mest underholdende forklaring, jeg lige kan finde på – så den vil jeg holde fast I med løftet glas og et ‘well done’ til bryggeriet.

Indholdet af flasken skal vi ikke glemme. Aldeles natsort med off-white til lystbrunt skum er det. Angiveligt skulle brygget være en bock, og jeg tror aldrig, jeg har set en bock så mørk før i mit liv. Så visuelt er oplevelsen i hvert fald i hus.

Sød og venlig lakrids præger duften sammen med bitterhed af nødder, og en syrlig kant, som jeg har min tvivl om, hvorvidt har været intenderet. Sødmen går igen i smagen, hvor lakridsen igen titter frem sammen med nogle matchende kammerater – anis og fennikelaroma. Alt sammen afdæmpet – subtilt ville optimisten måske sige. Jeg foretrækker afdæmpet. En noget grynet, brødagtig mundfornemmelse er på den ene side bedre end hvis brygget føltes vandet. Men i forening med en nøddebitterhed, der i sig selv ville have været fin, men som virker forstyrrende sammen med sødmen, falder fylde og øvrige aromaer lidt ved siden af. Smageren kan ikke se sig fri for at være en kende forvirret.

Til tørrede frugter og fyldte chokolader – julegodter som vi kender dem – vil brygget her nu alligevel gøre det fint. Så man behøver bestemt ikke lede længe efter noget mindre juleegnet end den her.

Overordnet mangler Einstök Ölgerð som bryggeri dog fortsat at imponere. De har opbygget et meget fint, afrundet koncept at tappe deres øl på. Nu mangler de bare – fortsat – at få kigget ordentligt på øllet, så det også kan blive fint.

Og måske med tiden meget fint. Men så skal de tage sig lidt sammen.

Juloween, Midtfyns Bryghus

Dobbelt forbier …

En fordel ved, at man i Danmark er begyndt at importere flere og flere højtider fra USA er, at det store rykind af vinterfestdekorationer (og det kalder jeg dem selvfølgelig for at tækkes min blogs voksende skare af muslimske læsere. Muslimer er jo som bekendt overordentlig interesserede i alkoholiske drikke. Det har i øvrigt den utilsigtede – men alligevel prisværdige (omend utilsigtede, jeg sværger) – følge, at jeg samtidig pisser Danmarks højrefløj godt og grundigt af) først finder sted i starten af november.

For lige forinden fejres Halloween – med udskårne græskar, rasleri og uhyggelige udklædninger. Og det ville bare være pokkers forvirrende både med halloweenpynt og vinterpynt samtidig. Så i stedet for chokoladevintermænd og andre vintergodter og vinterdekorationer fra sidst i august, er disse nu om dage erstattet af flagermusguirlander, afhuggede hænder og fødder i skumplast, samt lyskæder med form som skelethoveder og græskarlanterner.

Gad vide om Thanksgiving en dag også bliver noget, vi fejrer i Danmark? Det vil give så usandsynligt ringe mening, at markedsføring og forberedelse til næste år sikkert allerede er i fuld gang.

Men det er et sidespring. Det er Vinterfest og Halloween i kombination, der er emnet for Midtfyns Bryghus‘ øl. At de lefler for højrefløjen ved at kalde vinterhøjtiden ‘jul’ har jeg selvfølgelig kun fnys til overs for. Til gengæld varmer det mit populærlitterære hjerte, at etiketten prydes af en kombination af vintermand og dødning – formentlig et utilsigtet, men alligevel for mit vedkommende kærkomment vink til den navnkundige britiske fantasyforfatter, Terry Pratchett.

Hans bog ‘Hogfather’ handler om, hvordan Døden tager skikkelse af diskverdenens pendant til julemanden (ja, nu er den vittighed vist også ved at være lidt tyndslidt) for at redde julen – eller Hogswatch Night, som det hedder i hans univers. Erstat g’et i ‘Hogswatch’ med et ‘p’, og voila – sådan fandt jeg på navnet på min YouTube-kanal. Meget i Pratchetts ånd er mit YouTube-tag et ordspil – a pune, som han kalder det – på det engelske ord for humle – hops.

Brygget er tilsat krydderier, der gerne bruges i amerikanske pumpkin pies, fremgår det desuden af etiketten. Men hvilke krydderier det konkret drejer sig om, fremgår ikke. Gad vide om det egentlig er lovligt? En anelse sløset og en kende fesent over for forbrugerne finder jeg det desuagtet.

Resultatet er til gengæld pænt; højt gyldent skum over et kobberfarvet, ufiltreret bryg. Duften halter lidt efter den visuelle fremstilling med en noget fjern og lettere metallist humleimpression.

Lidt mere spark er der i smagen. En tør bund af syrligt egetræ leverer brygget et præsent, omend noget svagt, riv af grannålehumle. Dertil kommer en ikke helt let definerbar krydderiblanding – anis, nelliker og allehånde, der giver brygget et interessant pift og en afgjort særegen karakter, der desværre mangler i velsmag og skarphed, hvad den har i idiosynkrasi.

Og sådan rigtig julet bliver det heller aldrig. Og når det kommer til stykket heller ikke så’n rigtig halloweenet. En Halloween-øl forestiller jeg mig passer godt til efterårets tunge mad, rodfrugter og kogt kød. Tunge bocks og mørke ales – uden det søde, der kendetegner godt juleøl vil være ideelt, og ikke småspinkle, syrligt friske krydderpakker, der ikke helt ved hvad de vil.

Eksperimenter er såmænd fine nok. Men når de kun munder ud i noget, der er nyt uden at det er egentlig godt, er det bedst at arkivere dem, og forsøge sig med noget andet næste gang.

Det er hvad Midtfyns Bryghus burde gøre næste år.

Bad Elf, Ridgeway Brewing

Det hænger ikke sammen …

Først nu har jeg fået begivenhederne for et par uger siden (sådan cirka) nok på afstand til at jeg kan holde hovedet koldt nok til at adressere dem. Nazismen er tilbage – åbenlyst og for fuld skrue i Danmark. Helt åbent udøver nazister hærværk og chikane mod jøder, fuldstændig som var vi tilbage i 1930’erne. Værst gik det for sig i Randers, hvor der blev udøvet omfattende hærværk mod den jødiske kirkegård, idet en stor del af kirkegårdens gravsten blev overmalet.

Andre steder blev der opsat jødestjerner svarende til dem tyske jøder skulle gå med uden på tøjet i det tredje rige. Venner … der er ikke noget at tage fejl af. De er tilbage, nazierne … denne gang med et andet symbol, andre farver, lige knap så outrerede uniformer – men den sindssyge, folkemorderiske og afstumpede racistiske ideologi er præcis den samme.

De høster lystigt, nazisterne, efter at afstumpede populistiske politikere som Inger Støjberg, Pia Kjærsgaard, Naser Khader og Mette Frederiksen i årevis har pustet til den racistiske ild, for at vinde nemme stemmer fra Danmarks voksende afstumpede racistiske segment. Og de er bedøvende ligeglade med, at nazismen nu er sprunget frem i fuld lortebrun gyllestank.

Tag Mette Frederiksen fx i sin første spørgetime som statsminister, to dage efter at nazisternes chikane og hærværk havde fundet sted. Her fordrejede hun virkeligheden og fremførte til lejligheden opdigtede påstande om, at problemer med antisemitisme skulle være værre i indvandrermiljøerne end på den yderste højrefløj. Ja, man må jo spekulere hvilke interesser statsministeren har i at bruge hærværk og chikane mod jøder til at puste yderligere til fremmedhadet. Helt uhørt, uacceptabelt og uværdigt for en statsminister er det under alle omstændigheder. Mette Frederiksen er dermed endnu mindre egnet som statsminister end Pia Kjærsgaard var som folketingets formand.

Ja, så fik jeg pulsen unødigt højt op alligevel. Men det er der sikkert nogen, der vil hævde er sundt. Jeg har nu min tvivl al den stund, jeg har siddet aldeles stille i min lænestol, da pulsen nåede op i nærheden af 180. Kun fingrene har danset hen over min PC’s taster.

Vel, nok om politik … eller næsten da. Dagens øl er en winter’s ale – og da den således undgår betegnelsen ‘Christmas’ og dermed helt tydeligt er markedsført for de muslimske mindretal i de lande brygget forhandles, kan jeg naturligvis ikke undgå at fryde mig over, at Mette Frederiksen og de andre islamofober sikkert vil blive forvandlet til støv, om de kommer inden for en radius af en kilometer fra et eksemplar. Man har om ikke andet lov at drømme.

Brygget er del af en serie. Ud over denne slemme nisse er der også en meget slem nisse, som vil blive prøvet senere. Endelig er der også en kriminelt slem nisse, der faktisk er afprøvet her på bloggen for godt og vel to år siden. Den gjorde det godt, kan jeg se – fem stjerner fik den. Nu må vi se om denne slemme nisse er værre eller bedre. Navnet antyder det sidste, eller …

Brygget er ganske lyst. Når jeg ser noget med vinter tænker jeg ellers tæt mørke og dysterhed. (Meget apropos har solen slet ikke vist sig i dag. Skyerne har hængt så tungt over Thy, at det faktisk aldrig rigtig nåede at blive lyst – men det er en anden historie.) Selv ved voldelig skænkning skummer brygget næsten ikke, mens duften af egetræ og vingummi ikke ligefrem varsler særlig meget vinter – eller jul for den sags skyld.

Øllet glider let og hurtigt over tungen, som skøjter over en bundfrossen sø. Så det er der i hvert fald ikke meget dansk vinter over. Sådan en vinter er det vel snart et årti siden, vi sidst har haft. Det lave skum antydede desuden et lavt kulsyreindhold, der bliver bekræftet ved indtagelse. – En meget britisk øl, fristes man til at dømme, da egetræets skarpe syrlighed trækker munden godt sammen, og brænder på vej ned gennem brystet.

Hovedvægten ligger i syren, mens en ellers ikke uelegant sødme af røde æbler blander sig lidt ufint. Brygget prikker ellers behageligt på tungesiderne, og en markant aroma af bitter britisk humle – East Kent Golding måske – melder sig mere og mere, som brygget får lidt luft.

Julen – og vinteren – skal man imidlertid kigge i vejviseren efter. Sur, sød bitter og skarp – alt sammen i den lyse del af aromaspektret varsler mere tidligt efterår end midvinter. Jeg ved ikke hvad briterne spiser til jul – de er som bekendt berygtede for at maltraktere fødevarer til ukendelighed i tilberedningen, så det kunne da godt være, at dette underligt usammenhængende bryg ville passe fint til en engelsk julemiddag. Til en dansk passer det til gengæld elendigt, og selvom smagsoplevelsen kan virke spændende i sin sprælskhed og mangefold, så bliver det aldrig sådan rigtig behageligt. Det er snarere forvirrende.

Som når en styg drillenisse rigtig går til værks måske. Så er det bare ærgerligt, at det ikke sådan rigtig fungerer i en øl. Nej, så hellere en kriminelt slem nisse.

Nicolaus Vinter Bock, De 5 Gaarde/Bryghuset Braunstein

Vinterbryg …

Først nu opdager jeg, at det faktisk ikke fremgår af etiketten på dagens bryg, at det skulle være en decideret juleøl. Den hører ganske vist årstiden til, men selve højtiden nævnes end ikke med et spagfærdigt nissepip.

Min teori – og det er ganske vist, at den  være sand, når den samtidig er så underholdende – er, at fødevarefællesskabet De 5 Gaarde forsøger at trolle højrefløjen til offentligt og aggressivt at boykotte deres varer til gengæld for omtale. Årets første julerelaterede ikke-nyhed ramte som bekendt avisernes hjemmesider her forleden, da Ikea blev beskyldt for landsforrædderi og femte-kolonne muslamistisk overtumling af danskhed, da de formastede sig til at kalde julen ‘vinterfest’. Deres motivation har formentlig været, at nå landets mange etniske og religiøse mindretal på et ligeværdigt niveau. Næppe tvingende nødvendigt idet et religiøst samfund, der var så fromt, at det rent faktisk ville fnyse ad en anden religions fest, forår, sommer, efterår eller vinter, næppe ville blive venligere stemt over for denne fest, blot fordi den skiftede navn.

Til gengæld må man give IKEA, at deres marketingstunt har været ganske underholdende, og effektivt i at afsløre en masse navne og identiteter på nazistiske trolde og sovende højreradikale terrorceller ude i landet. Hvis PET ellers bare gad gøre deres arbejde frem for at overvåge og modarbejde lovligt politisk arbejde for et frit Tibet og Kurdistan, skulle de bare gennemgå de mange og lange tråde, affæren … undskyld ikke-affæren affødte på tabloidpressens facebooksider. Om det kommer til at koste IKEA noget på bundlinjen, har jeg min svære tvivl om. For hvor det måske nok skubber nogle nazister og andre, der stemmer på partierne til højre for SF væk, så tiltrækker de formentlig endnu flere som mig selv, der i IKEAs store centre vil have fundet sig et permanent safe space, hvor ingen der ligger til højre for Uffe Elbæk vil vove at sætte deres fødder.

De 5 Gaarde følte sig vel inspireret af den intense og overdrevne omtale, som IKEA afstedkom, og ville se, om de kunne gøre det samme – om ikke andet for at opnå en helvedes masse gratis omtale af produktet. Jeg har imidlertid ikke læst om brygget på nogen tabloidavisers facebooksider – ej heller på selve hjemmesiderne, så forsøget er åbenbart faldet til jorden med et brag.

Det kræver vel også, at en eller anden starter med at anklage De 5 Gaarde for undergravende muslamistisk, julefjendsk propagandavirksomhed. Så folkens! I læste det her på Kajs Ølblog først! De 5 Gaarde vil med deres Nicolaus Vinter Bock føre krig mod julen, fordi de nægter pure at bruge ordet ‘jul’ om noget, der lanceres ved juletid. ISLAMUSLASTISK KONSPIRATION!

Ironien er tyk som årstidens blodpølser at skære i. Højrefløjen svovler og forbander en mellemøstlig indflydelse, which isn’t, langt ind i helvede. Samtidig kopierer de i højere og højere grad idiotien fra vest. Krigen mod jul findes således heller ikke, men påstanden om den, kan man nærmest stille sit ur efter i USA, hvor den er en af de største årstidsbestemte konspirationsteorier. Nu har også denne lille nugget af amerikansk kulturimperialisme gjort sin entre herhjemme.

Bryggene fra De 5 Gaarde blev indtil for et år eller to siden produceret af Harboe. Nu produceres de af Bryghuset Braunstein, og det mærkede jeg tidligere på året, da brandet lige pludselig sendte en langt fra ueffen IPA på markedet. Nu må vi se, om de gode takter holder.

Brygget er i hvert fald mørkt som vinternatten – ikke mindst når vejret er så miserabelt som det er i øjeblikket. Skummet skuffer på den anden side en anelse – ikke helt højt nok, og lige lovlig lyst, bryggets dunkelhed taget i betragtning. En tung em af svesker og kaffe vælter op ved skænkning. “Og så en kop kaffe med ekstra svesker – min mave roterer som en vinduesvisker” som det kendte musikalske lyrikprojekt Red Warszawa så lystigt poetiserede for efterhånden årtier tilbage.

Men så voldsomt er brygget nu alligevel ikke (øv). Aroma og kaffe med en let antydning af cognac gør godt. Dertil kommer en noget vanskeligt definerbar sødme – for let til at være svesker og alligevel for kompleks til bare at kunne afskrives som sirup eller sukker.

Og det er sådan set fint nok. Det passer ikke bare godt til vinterkulden, men også til det typisk våde vejr forinden. Til vinterbordet vil det også passe fint – ligeså til julebordet, hvis man er old school, men en vigende fylde og en hældning mod det lidt tynde kan brygget heller ikke helt sige sig fri fra.

Brygget er i øvrigt ikke opkaldt efter julemanden. Det er jo ikke en julebock, men en vinter bock (sic). Det er opkaldt efter Greve Niels Mogensen Friis ‘Nicolaus’ af Frijsenborg. Født 1665 og søn af den første greve af Grevskabet Frijsenborg. Det fremgår af bagetiketten, og nu spørger jeg mig selv, om der altid har været sådan en forklaring på bryggets navn, eller om det er noget nyt, de er begyndt på?

Det er det sikkert ikke. Mon ikke det har været der hele tiden. Jeg har bare været så blind, at jeg ikke har opdaget det før nu. Hvorfor kan det ikke undgå at irritere?

Ligesom kvaliteten ikke når IPA’en fra tidligere på året. Gennemsnittet ligger dog stadig vel over det niveau Harboe lagde for serien.

Oyster Stout, Porterhouse Brewing Co.

Som vi kender den …

Er der monstro nogle Erdogan-støtter blandt mine læsere? Det regner jeg ikke med. Det afskyelige uvæsen Erdogan er ud over folkemorder også en religiøst fundamentalistisk tyran, der prædiker afholdenhed fra alt, der er rart – herunder alkohol selv i afmålte kvanta. Skulle det imidlertid ske, at jeg har læsere, der sværmer for folkemorderen Erdogan, er I mere end velkomne til at skrubbe af og aldrig læse min blog igen. Jeg har ikke brug for jeres clicks. Til gengæld vil det sikkert glæde mine andre læsere, at de ikke behøver risikere at føle sig beskidte, fordi de uforvarende kommer til at læse mine indlæg samtidig med en folkemordstilhænger.

Det var bare lige det. Nu videre til øllet, der i dag er fra Irland. Irsk øl er ikke min store favorit, men i sammenligning med folkemorderen Erdogan og folkemorderen Erdogans støtter, er Irsk øl faktisk så uendeligt lang oppe i modsatte ende af skalaen, at forskellen på min passion for irsk øl, og øl fra fx Amager Bryghus, kan være vanskelig at få øje på.

– I det perspektiv, forstås. Det er i grunden et tåbeligt perspektiv. I det perspektiv er det svært at skelne min aversion mod Darren Hayes fra min passion for øl fra Amager Bryghus. Og afstanden mellem dem regnes ellers nemmest i parsec.

Vel, nok vrøvl – når jeg også lige har fået sagt, at jeg varmt og inderligt støtter den kurdiske frihedskamp – ikke mindst den der foregår i Syrien mod DAESH. At den tyrkiske stat reelt er en aflægger af DAESH er blot én af grundene til min afgrundsdybe foragt for tyrannen Erdogan, alle hans gerninger og al hans væsen.

Nå … øllet kom vi til. En irsk stout – ligesom Guinness. Ja, jeg kan lige så godt spoile og erklære, ret meget ligesom Guinness, når det kommer til stykket, selvom bryggets markedsføring ikke får for lidt i oplægget til en stor oplevelse, der aldrig bliver mere end middelmådig.

Ikke alene skal brygget skænkes voldsomt for at en anselig skumkrone dannes, brygget viser sig også kun at være mørkt på overfladen. Det lader sig nemt gennemskinne, og fremstår – som mange andre halvtynde stouts – rødt.

Duften er svag mere end noget andet. Fjerne noter af røg, mørkt træ og chokolade. Det lyder godt, og det ville det også have været, hvis bare der havde været mere af det, i stedet for den svage afglans man mødes med.

Lidt mere er der trods alt at hente i smagen. Hasselnødder melder sig uden megen spagfærdighed, men noget festfyrværkeri er det ikke. At få presset tilstrækkeligt med aroma ud af øllet kræven sin smasken, sugen, gurglen og tungetumlen. Følger man sine umiddelbare tilskyndelser, lod man egentlig bare brygget glide ned lige så stille, men når nu bryggeriet sådan hylder brygget for at være innovativt, nysgerrigt og i øvrigt tilsat østers, så vil man jo ikke bare sådan slippe det ned i spiserøret uden at have annammet det ordentligt først.

Med – om ikke ringe, så i hvert fald medium resultat. Brygget ender med at ligne den Guinness, rigtig mange uvilkårligt kommer til at tænke på, når man nævner irsk stout, alt for meget. Måske er der lidt mere smag i, men samtidig mangler den Guinness’ens brødagtige karakter, der i det mindste yder noget fylde, som dette bryg næsten helt mangler.

Nej, det skulle heller ikke være denne øl, der gjorde op med min holdning til irsk øl. En holdning, der ikke baserer sig på fordomme, men erfaringer der på i hvert fald én måde slet slet ikke er bitre nok.

Marcus, der havde den med på sit ferieophold heroppe, skal imidlertid have tak også selvom den langt fra indfriede forventningerne.

Jelen Svetlo Pivo, Apatinska Pivara

Kan måske en smule mere …

Bare fordi man er flyttet til udkanten, er der jo ingen der siger, man behøver at cutte båndene til hovedstaden fuldstændig. Således har en af mine læsere gennem flere år, Niels, sendt mig en øl, han gerne ville have mig til at smide nogle ord om. Det er en pilsner fra Serbien, som jeg mistænker han jævnligt drikker dernede, når han er på familiebesøg. Samme Niels inviterede mig på Taphouse og har tidligere sendt mig en Bosnisk IPA, så det er egentlig slet ikke småting, Niels har gjort det muligt for mig at anmelde.

En stor tak til ham, og jeg tager med kyshånd imod enhver smagsprøve, man har lyst til at sende til mig. Kontakter man mig på facebooksiden, kan man få min adresse, og i øvrigt koordinere nærmere om nødvendigt.

Vi har at gøre med en industriel standardpilsner, så hvis ikke Niels havde rost den i floromvundne vendinger, ville det uprætentiøse ydre – og indre idet brygget fremstår generisk korngult – ikke have kastet store forventninger af sig. Det første sug gennem næsen afgiver imidlertid lidt mere bouquet, end man i hvert fald er vant til fra hjemstavnens industrielle pilsnerbryg. En både dybere og kraftigere hallertauerduft melder sin tilstedeværelse til overraskelse og fryd, men driver så i øvrigt over så hurtigt, at man næsten kommer til at tvivle på, om den nu var der alligevel.

Det er den så, konstaterer man, da glasset sættes for munden. En noget mere markant bitterhed ved mandler og gummer end man er vant til fra den industrielle pilsner herhjemmefra gør egentligt godt, frem for blot at behage en smule mere. Der er noget dybde i den mørke hallertauersmag, og karakteren er forfriskende ren og helt fri for syntetiske afsmage eller fornemmelser. Midt på tungen forekommer brygget – skønt forfriskende og vederkvægende – ikke tyndt. Maltbunden er akkurat solid nok til, at brygget kan mærkes – og det føles rart – i stedet for at det bare glider igennem og ned med ekspresfart.

En industriel pilsner forbliver det dog – men af en kaliber der viser, at konsumøl også kan smage godt, samtidig med at de slukker tørsten.

Cool Beans, Nørrebro Bryghus/Braw

Jeg kan godt se meningen.

Marcus, det brave menneske, kan meget andet end at agere medanmelder på min blog. Han er uddannet boghandler, og slæber derfor dagligt mange kilo indbundet papir frem og tilbage mellem lager og butik. Hans deraf velformede overarme og brystkasse engagerede jeg derfor til at hjælpe mig med at bortskaffe nogle gamle, ødelagte møbler i forbindelse med min flytning. Det gjaldt en meget stor, lys sofa, der gennem tiden havde taget imod så mange forskellige væsker – kaffe, mælk, øl blandt andet (men ikke urin eller bræk!), at den oprindelige råhvide farve efterhånden var skiftet til mat grå-beige. Revner hist og pist, og det faktum at hynderne fældede fjer som en anden hønsegård gjorde, at jeg besluttede mig til at skaffe mig af med den, frem for at slæbe den med til Thisted, hvor jeg så igen ville ærgre mig over de allestedsnærværende dun.

Derudover skulle vi også slæbe en 1½-personers futon-madras ned, der stammer helt tilbage fra min kollegietid. Jeg er god til at bruge ting, indtil de er helt nedslidte og ødelagte. Nok lidt for god, når det kommer til stykket.

Marcus, som det ejegode menneske, han er, havde også nogle øl med til bagefter. Og dem blev der i den grad brug for. For selvom selve bortskaffelsen skete forbløffende glat og problemfrit ned ad min alt for smalle trappeopgang, så havde solen sat sig for, at forvandle alle bare hudoverflader til bacon på rekordtid.

Den første øl, Marcus havde med, var denne IPA-collab fra Nørrebro Bryghus og Braw i Ryesgade. Desuden har DEP Coffee leveret økologiske kaffebønner fra Mexico. Marcus’ bror Joachim (oplev ham som gæsteanmelder her) havde ved en tidligere lejlighed forbandet den til Tartaros for at være aldeles og inderligt ligegyldig, spild af plads i universet, og ligeledes spild af energi og atomer. Han ville have os til at anmelde den, for at forstå hvilken eksistensberettigelse, den måtte have – hvis nogen overhovedet.

Visuelt gør den det ellers rigtig godt. Dyborange, næsten rød i farven er den, og store klumper af restgær tumler legesygt rundt i brygget.
“Men det sekund, du stikker næsen i den, lugter den som et fejlslagent forsøg fra Schiøtz,” brokkede Marcus sig. “Alt det kedelige fra standardaromaerne fra Schiøtz, billigt sukker og …”
“Det du kalder billigt sukker opfatter jeg som vanillesødme, så det synes jeg egentlig ikke,” forsvarede jeg. Marcus var heller ikke blevet så modløs, at han følte trang til at tirere yderligere, da han som det næste foreslog:
“Lad os smage den.”

“Jeg smager da noget bitterhed,” forsvarede jeg igen – ikke bare over for Marcus initiale utilfredshed, men også Joachims totale afvisning af bryggets blotte eksistensberettigelse.
“Jeg kunne lide den, indtil jeg mærkede eftersmagen,” brokkede Marcus sig videre. Man siger ganske vist, at blod flyder tykkere end vand – og by extension øl. Men Marcus har tidligere ikke uden stolthed distanceret sig fra sin tvillingebrors ølpræferencer, så det var ikke det, der lod nydelsen vente hos ham.
“Jeg synes, der er noget god bitterhed og aroma,” fortsatte jeg ufortrødent, “der er noget appelsin, og der er nogle ganske tørre kviste – den smager som en helt tør kvist, der knækker.” Marcus vedblev med at være uimponeret på en for ham meget usædvanlig måde. Han forblev tavs … “og bitterheden lægger sig langs med tunge og gummer,” begejstringen i min stemme voksede “jeg er altså langt fra så afvisende.”

Jeg forsøgte at udfritte Marcus om, hvad han ikke kunne lide ved den. Han mente, at den var blevet serveret lige lidt for lunken – endskønt brygget kom dugfrisk fra mit køleskab.
“Hvis den havde været helt crisp – nul grader eller sådan noget lignende, så tror jeg den ville ligge rigtig godt,” begyndte han. “Den tegner sig som en Alfa Romeo, idet den som bil generelt er temmelig jævn, bortset lige fra den ene ting, den egner sig rigtig godt til.”
Analogien var lidt tabt for mig, da jeg ikke rigtig har nogen holdning til Alfa Romeo bilmærket. Marcus var da heller ikke komplet afvisende, “jeg ville ikke skamme mig over at tage den med, hvis jeg var på vej ud ad døren.” Men dybere indrømmelser end dette, samt en karakter på …


… var alt, jeg fik lusket ud af ham.
Jeg var, som man nok kan mærke på gennemgangen en kende gladere for brygget.

Øl Rug, Thisted Bryghus

Mørke – uden alt det gode …

Egentlig kan jeg godt lide at køre i rutsjebane. Bakkens er min favorit. Men den rutsjebanetur, som min stressudløste depression har udviklet sig til, måtte snart gerne ende.

Jeg har i et forsøg på at kigge op ad hullet i stedet for at kigge videre ned i dybet, klemt mig ind bag computerskærmen, mekanisk har jeg styret mus og tastet de rigtige steder, så jeg kunne nå ind på min blog for i det mindste at holde den gryde en lillebitte smule i kog.

Mit billedgalleri på telefonen afslører, at jeg prøvede denne øl kort efter ølfestivalen i lokomotivværkstedet, men præcis hvornår fortaber sig i tågerne. Brygget har stået meget længere end det. Siden december måned, hvor jeg fik den i min Thisted Bryghus-julekalender. Dengang så jeg lyst og optimistisk på tingene, og kunne meget mere end blot slæbe mig igennem det allermest nødvendige for at holde livet i gang.

Vel, ifølge notaterne var bryggets duft ikke den store oplevelse. Syrlig og letrøget i duften med et præsent element af rugbrød. Rug er angiveligt en utaknemmelig kornsort at brygge øl på, hvilket ingenlunde får mig til at fnyse ad Thisted Bryghus for at starte et projekt, der alt for let mislykkes. Nej, jeg tager hatten af for, at de tør binde an med de genstridige kulhydrater.

I smagen går det da også bedre. Brygget er rart at have i munden med varme, runde noter af mildtristet kaffe, en sjat rom og en småsyrlig, mørk bitterhed af træ, som man kender den, når rugbrygningen faktisk lykkes. Brygget kan til gengæld ikke løbe fra at vige på fyldeparametret. Det er lidt vandet i det, hvilket desværre alt for tit er resultatet af brygeksperimenter med rug.

Men det er gået langt værre. Og igen – Respekt til Thisted Bryghus for at turde.

Liège, Thisted Bryghus

Overligger …

Jeg har stadig her længe efter påske stadig et par overliggere fra juletiden i mit skab. Det drejer sig om de øl, jeg fik i den Thisted Bryghus-Julekalender, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave, og således varede julen vel hinsides påske.

Den her er fra en serie, der blev brygget for nogle år tilbage – en Belgisk inspireret serie, hvor de enkelte øl er opkaldt efter forskellige belgiske byer. Her er det Liège, der vel nok er bedst kendt for cykelløbet, der går fra derfra til Bastogne og tilbage igen.

Jeg har aldrig været i byen selv, men har dog frekventeret den ikke langt derfra liggende og meget smukke by Tongeren – Belgiens ældste by, angiveligt – en håndfuld gange, dengang jeg spillede sækkepibe.

Liège er en belgisk blonde med alt hvad dertil hører af angstprovokerende forventninger om sur banan og kogesprit. Selvom jeg holder meget af belgisk øl – særligt det sure i en grad så foedere og geuzes så småt er ved at vippe IPA’er af pinden som min favorittype – så er lige netop blondsene noget, belgierne ikke behøver eksportere i noget større omfang. Og i grunden behøver herboende bryggerier heller ikke berige os med deres egne udgaver af en øl, der i grunden ikke er særlig god.

Men – øllet er der, og derfor bliver jeg jo nødt til at anmelde det.

Det er lidt af en udfordring at skænke brygget, da det skummer aldeles vanvittigt. Billedet for oven siger i den anledning nok mere end tusind ord. Ellers forekommer det overraskende mørkt i betragtning af den lette lyse duft af citronsyre og lys gær.

Samme toner slås an i aromaen, hvor brygget føles let og liftligt på tungen. Det leverer et skarpt snit af lige dele eddike og citron, blandet op med vand så ingen af delene bliver for meget, men derimod formår at spille fint op mod hinanden. Det samme kan man sige om den signaturagtige bananaroma, der kun er præsent nok til at blive noteret uden at forekomme anmassende, endsige generende.

Og det er jo i grunden slet ikke tosset, at blonden her formår at fremhæve alle typens kendetegn uden at genere det mindste. For det holdes alt sammen nydeligt afdæmpet, så man kan finde det gode – eller i det mindste det ikke generende – ved citronsyrligheden, eddikesyrligheden og bananaromaen. Ja, måske kan man endda finde noget overset legitimitet i disse smagsnoter.

Jeg har for længst opdaget det legitime i citron og eddike. Banan derimod er godt, når det forekommer i banan, mens det fortsat er bedst i øl, når det holder sig helt væk. Havtorn, som brygget også indeholder, skal man til gengæld helst bruge så meget af, at man rent faktisk kan smage det. Det er ikke tilfældet her, og det må desuden undre, hvor belgisk eller for den sags skyld Lièget dét i øvrigt er.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme