Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 3-3½ stjerner

Alfheim Fjalar Hvedeøl, Frejdahl

Øl: Alfheim Fjalar
Bryggeri: Frejdahl
Type: Hvedeøl
ABV: 4,8%
Land: Danmark
Købt: Donation fra Marcus

Nye tider …
Tilbage før Ruder Konge var knægt, og der stadig gik dinosaurer rund på jorden … så længe føles det i hvert fald … modtog jeg to øl fra bryggeriet Frejdahl fra min gode ven og nu knap så hyppige medsmager (fordi vi bor i hver sin ende af landet – quite literally) Marcus. Han var fuld af grådkvalt brøde over at have købt øl fra Jim Lyngvilds bryggeri, og han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, eller øllene.
Det sidste lovede jeg, at jeg nok skulle klare. Hvad angik det første … vel, når øllene først var ude af hans matrikel, skulle det jo nok gå alt sammen. Indtil videre har det i hvert fald spadseret sådan nogenlunde, så vidt jeg kan vurdere, og jeg glæder mig til at se min gamle ven i januar, hvor vi har planlagt at tage til Diablo Swing Orchestra-koncert.

For så vidt et hængeparti forbi før der tages fat på et nyt. Jeg tør nærmest ikke tænke på alle de øl, jeg har på lager til anmeldelse – og lejligheder til at smage øl er ikke legion, når man har natarbejde. Ved denne øl tog jeg imidlertid mod til mig, og drak den en tidlig morgen efter en vagt. Det fungerede forbløffende godt, så det bliver nok ikke sidste gang. Billedet er desuden taget af min på det tidspunkt spritnye telefon. Den gamle døde på et højst ubelejligt tidspunkt – det er det vist altid, når telefoner dør. Kameraet fejler i hvert fald ikke noget, så vidt jeg kan vurdere.

Og øllet? Ja, det fejler som sådan heller ikke det store. Det er jo ligegodt en hvedeøl … og hvad mener vi i sidste ende om hvedeøl …? Imidlertid ligner brygget mere en naturtrüb pilsner både visuelt og olfaktorisk, men jeg skal bestemt ikke klage. Et syrligt skær i duften er i øvrigt langt fra ikke-hvedeølsagtigt og det endda helt uden at skæmme. Tværtom giver det brygget et initialt pust af friskhed.
Det er også de syrlige noter, der dominerer brygget. Græs og lime, primært, men med humlens bitterhed som et ikke ueffent krydret bagtæppe. Balancen og harmonien er til gengæld ikke helt i øjet. De forskellige aromaer ligger ligesom ved siden af hinanden frem for at komplimentere hinanden, og i sidste ende får syren også lidt for meget overtaget.

Men altså – for en relativt billig specialølsoplevelse er det måske slet ikke så ringe endda. Tørsten er i hvert fald jaget effektivt på porten, og smagsløgene nogenlunde tilfredsstillet for en stund …

Mango Galore, Svaneke Bryghus

Øl: Mango Galore
Bryggeri: Svaneke Bryghus
Type: Infused Pale Ale
ABV: 4,8%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Næppe engang ‘go leor’ …
“Galore” er et engelsk ord, jeg er blevet rigtig glad for. Det er nemlig ikke rigtig et engelsk ord, men et låneord fra irsk “go leor”, og det betyder “nok” eller “rigeligt”. Den oprindelige betydning ikke “i fuldkommen sindssygt exorbitante mængder” sådan som det gerne bruges på engelsk. Hvad man ville bruge i stedet på irsk er jeg ikke sikker på. Måske “go leir”, der betyder “helt”. Men snarere ville man nok omskrive og bruge nogle komplicerede forstavelses- og præpositionalkonstruktioner involverende an-, ro- og oll- på måder, et duolingo-kursus slet ikke rækker til at sætte én ind i, lige meget hvor meget sprognørd man ellers måtte være. Irsk er et af de der sprog, der starter med at være nemme, og så bliver det ellers bare sværere og sværere jo længere man kommer ind i det.

Men det er ikke så svært som dating. Det er nærmest umuligt for mig, og der kommer jeg absolut ingen vegne. Jeg nævner det, fordi jeg på det seneste har brugt ret meget af min tid på det – uden held selvfølgelig – og det må så tjene som dette indlægs dårlige undskyldning for, at der igen-igen-igen er gået ret lang tid siden sidste indlæg.

Men vi må til sagen: Mango Galore er en undergæret pale ale … hør, der er vist et eller andet, der ikke helt kan passe her. Ale er da altid overgæret, for f… Nå, det må Svaneke Bryghus vel et eller andet sted selv ligge og rode med. Men jeg synes det er på sin plads at påtale den misforståelse, at ales kan være undergærede. Ale er overgæret øl, lager er undergæret, og det burde være under Svaneke Bryghus’ niveau at skabe den slags forvirring omkring det.
Lyst er brygget i hvert fald – så vidt ingen duet mellem Mariah Carey og Jon Bon Jovi (I ved – ballade). I duften mærker man ikke alene den umiskendeligt bitre em af friske pale ale-humler (men det er altså gæren, der bestemmer om det er en ale eller en lager AT SVANEKE BRYGHUS VED DET) men også det tilsatte mango-indslag. Mango er en frugt, jeg tidligere har været ganske heldig med, så ingen fnysen her over, at brygget i en tysk mund måtte føles beskidt.
Brygget er sprødt bittert som ekstraristede cornflakes med smag af træflis – tørt, lækkert og … vel, fint nok I guess. Men ej heller noget, man ikke har prøvet før, især ikke når man måler på bitterhedens kraft. Et humleknald måske, men næppe en eksplosion. Oveni – eller måske skulle man snarere sige ved siden af – smager man mangoen. Ikke som en integreret del af brygget, men meget markant som en bismag i øllet. Ingen af delene – hverken humlen eller mangoen er ‘galore’ – ja, det er endda næppe ‘go leor’.
Gennemgående en kun lidt over middel præstation, der samtidig skæmmes af et disharmonisk brygresultat. Så har der været flere af Svanekes nyere bryg, der har gjort det bedre. Generelt må jeg dog indrømme, at jeg har været en smule skuffet over produkterne fra Svaneke på det sidste. Det bedste de har brygget forekommer mig stadig at være deres alkoholfattige øl i Don’t Worry-serien.

Hvis bare de kunne brygge alkoholdige øl lige så godt som alkoholfattige derovre på Bornholm …

Water & Vuur, De Molen

Øl: Water & Vuur
Bryggeri: Brouwerij De Molen
Type: New England IPA
ABV: 6&
Land: Nederlandene
Købt i: Føtex, Thisted

Playing it (too) safe …

Endnu et par kaotiske uger ser ud til at være overstået. I slutningen af august blev mit ansættelsesforhold på fryselagret i Hanstholm, hvor jeg havde arbejdet siden slutningen af april, ophævet. Det kom ikke som den største overraskelse i verden, da tilgangen af ordrer havde været støt faldende faktisk siden jeg startede.
Men hårdt var det nu alligevel. Til gengæld var jeg fast besluttet på, at jeg IKKE skulle ligge under for jobcentrets luner igen. Straks jeg havde fået beskeden, kimede jeg de vikarbureauer, der har givet mig smør på brødet siden jeg flyttede til Thy, ned. Og det lykkedes … sådan nogenlunde … at få timer nok hjem til at jeg kunne holde egentlig arbejdsløshed stangen indtil jeg fandt noget nyt med fremtidsudsiger i.
Det fik jeg så i går – ser det ud til. Jeg tager en tur i noget industriel produktion i Nors – en lille by i cykelafstand fra Thisted. Jeg kommer til at arbejde aften, hvilket burde give mig bedre tid og lejlighed til at få skrevet på min blog, samtidig med at jeg kan få sparet nogle benzinpenge, når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at købe en ny cykel. For det trænger jeg til.

Nåhr ja – derudover sætter jeg også en vis ære i at falsificere Mette Frederiksen og Asocialkammeraternes horrible stråmænd om, hvor dovne arbejdsløse er, og hvordan dagpengesystemet er alt alt for attraktivt. Kort sagt: Gu’ er det ej, og det er virkelig få, der rent faktisk vil foretrække at blive revet rundt til ligegyldige møder, ubrugelige forløb og ligefrem ubehagelige, for ikke at sige direkte nedbrydende slaveriforløb … I ved, det som man i DJØF’sk spin-jargon kalder “aktivering” – frem for rigtigt arbejde.
Man kan selvfølgelig også være heldig at få en konsulent, der gider lytte og rent faktisk hjælpe. Det var min egen oplevelse i sidste rådighedsforløb, der endte aldeles brat efter jeg var bevilget reel opkvalificering i form af et truckcertifikat, frem for ovenstående remse over meningsløse tiltag. Men det er vist undtagelsen mere end reglen.

Nok om det – videre til dagens øl – en New England IPA fra hollandske De Molen. I flere år var det et bryg fra det bryggeri, den uforlignelige stout 666 Black Damnation, der toppede listen over de bedste øl, jeg nogensinde havde smagt. Hvad jeg siden har prøvet fra bryggeriet, når ikke hint mørke bryg til sokkeholderne … ja næppe til underkanten af anklerne.
Som billedet antyder fandt jeg denne øl på ‘køb-billigt-før-vi-smider-det-væk’-tilbud. Det trækker nok heller ikke i den bedste retning i betragtning af, at IPA’er helst skal nydes friske. Men ligefrem ødelagt af at stå lidt bliver de nu heller ikke. Så lad os se …

Af en New England IPA at være er brygget nu relativt klart. NEIPA’er er kendt for næsten at være mudrede i konsistensen på grund af den gavmilde tilsætning af humle. Dette bryg er højst lidt diset. Duften melder sig til gengæld allerede ved opknapning – altea og skarpere citrusnoter af lime blander sig nydeligt og forjættende.
Små, friske splinter af nyhøvlet fyrretræ gør bestemt deres for at gøre et godt førstehåndsindtryk på indersiden af læberne. Noter af lime og bergamot er også præsente, og yder et nogenlunde adækvat medspil langst gummerne.

Og det er egentlig det. Det smager da egentlig meget godt, men samtidig også af alt det, typen plejer at smage af – og ikke af mere, hverken kvalitativt eller kvantitativt.
Man kunne godt bruge enten lidt mere kraft i smagen, eller lidt mere mangfoldighed – flere søde, blomstrede noter fx. Et bryg der nok hurtigt glider ud i glemselen, fordi det hverken behagede ud over det sædvanlige, eller indgød noget element af afsky, der ville få andre end de allermest kvalitetsforskrækkede til at forsværge at afprøve brygget igen.

De Molen skulle finde de eksperimentelle og kompromisløse takter fra fortiden frem igen. De ville både gavne dem og os, der stundom afprøver deres produkter.

Willemoes Kompas IPA, Vestfyen

Øl: Willemoes Kompas IPA
Bryggeri: Vestfyen
Type: IPA
ABV: 5,2%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Brugbar og lidt til …

I dag er det mi-in fødselsdag … eller retter – det er bloggens fødselsdag. Ti er blevet til elleve – eller ølle – som man siger heroppe nordvest på. Og det … kan man jo ikke have noget imod. Det er måske endda, om man må være så fri, bare dejligt.

Bloggens 11-års fødselsdag er nu næppe anledningen til, at Willemoes for ikke lang tid siden sendte et par nye produkter på markedet. En IPA og en Brown Ale – begge på dåse og begge i sixpacks, så de ikke kan købes enkeltvis. Det er et brud med Willemoes-serien, der ellers indtil nu har været bryggeriets serie af fancy øl. Jeg kan huske, at min far til sin 70-års-fødselsdag, endnu et par år før jeg begyndte at blogge, havde købt et stort parti af dem ind, så gæsterne havde noget at vælge imellem. Dengang var det virkelig hot og nyt. De gav for så vidt også noget at skrive om på min blog de første år, men en gennemgang af mine Willemoes-indlæg afslører snart – trods oprigtig begejstring for nogle af øllene – at interessen snart veg, og der blev endog meget langt mellem afprøvningerne.

At Willemoes nu ikke længere findes i buttede halvlitersflasker, men aluminiumsemballage ligner et step down i ambitionsniveau. Men det er måske ikke skidt alt sammen. Egentlig er jeg slet ikke glad for at industrigiganter – blandt hvilke jeg i hvert fald herhjemme tæller Vestfyen – møver sig ind på mikrobryggeriernes gebet. Til gengæld må man erkende, at IPA i dag ikke længere er et specialprodukt, men har fundet sig en plads i folkedybet som en standardøl. Derfor finder jeg det heller ikke længere urimeligt, at de store bryggerier producerer IPA til almindelig konsum – sådan som Willemoes nu er begyndt på på linje med Royal Unibrew og Carlsberg. Mikroaktørerne kan så gøre det, de altid har gjort – producere de bedre IPA’er og i øvrigt forny og forbedre typen på andre måder.

Den nye, mere folkelige Willemoes-IPA tager sig mere end nydeligt ud i glasset. Mat kobberfarvet med højt og fedtet gyldent skum, der efter konsum ikke bare sådan lader sig skylle af – der skal opvaskemiddel til. Duften er ukompliceret skarpt bitter som tørt nåletræ med en underliggende metallisk note, der på dette tidspunkt kan gå begge veje: Den kan dominere udtrykket og dermed undertrykke smagsoplevelsen, eller den kan give friskhed og måske endda hjælpe brygget på vej.
Brygget er generisk bitter, ingenlunde ringere end hvad man kan forvente af et industriprodukt. Tværtom kommer der et lille spark af bergamot midt på tungen oven i en velkendt og, nota bene, vellidt aroma af skarp bitterhed af friskskåret lyst træ. Det metalliske islæt viser sig at give friskhed, og brygget lever dermed også op til de tørstslukningsegenskaber, man må forvente af en industriøl.

Der er ikke de store armbevægelser. Men der er armbevægelser nok til at man er adækvat underholdt i forhold til, hvad indpakningen lader forvente. Brygget er mere end egnet som en let-at-gå-til IPA, når det ikke lige er den overvældende humleoplevelse man er ude efter, men man alligevel gerne vil have noget med bare en smule mere smag i.

Godt Bryg Pilsnerøl, Royal Unibrew

Toppen af poppen …

Fra tid til anden arbejder jeg i Nors – en af Thisteds små satellitbyer. Hvis vejret ellers arter sig er det ikke længere væk, end jeg kan tage cyklen, men da jeg havde et par arbejdsdage derude for et par uger siden havde vinteren imidlertid besluttet sig for et comeback med rimfrost og temperaturer nær frysepunktet.
Så gider jeg ikke cyklen, hvilket giver en ventetid på bussen ved fyraften på op mod tre kvarter. Så kan man jo slå lidt af tiden ihjel i den lokale Spar-filial, hvor jeg stødte på den her 4,9 procentssag plus makker fra Royal Unibrew. Koncernen skriver om produktet på bagsiden: “Godt Bryg serien hylder den stolte danske ølbrygningstradition fra 33 lokale bryggerier, det ældste blev grundlagt i 1852. “Godt Bryg” brugte man til at beskrive de bedste øl, og de opskrifter har vi ladet os inspirere af. Brygget med gode råvarer, og samme håndværksmæssige stolthed som dengang, tilført det vi har om ølbrygning siden – så du nu kan smage på historien.”
Videre fremgår det, at dette bryg er baseret på en opskrift fra 1903. Mit gæt er, at bryggeriet recepten er hentet fra er det, der pryder bryggets forside – Bryggeriet Carlsminde Nyborg, omend det ikke fremgår eksplicit af bagetiketten. En hurtig googling af bryggeriets historie afslører, at aktiemajoriteten blev opkøbt af Albani i 1986 og syv år senere, i 1993, blev det nedlagt. Albani blev siden en del af Royal Unibrew-koncernen og således bekræftes hastigt den mistanke, der uvægerligt indtraf om, at projektet er Royal Unibrews eget circle-jerk/smelling of their own farts på en måde, der skal fremstå historie- og kvalitetsbevidst.

Ufrivilligt fortælles altså også historien om, hvordan større og større bryggerikonglomerater i sin tid overtog næsten hele ølmarkedet i Danmark med katastrofale følger for kvaliteten. Det er der heldigvis så småt ved at blive rettet op på, men det er ingenlunde Royal Unibrews eller deres ligeledes fusionskapitalistiske buddies i Carlsbergs fortjeneste.

Men i det mindste er det ikke flatulens, brygget dufter af ved opknapning og skænkning. Humlen er faktisk både sprød og sprudlende og peger fra starten i en retning væk fra, at brygget skulle være et rent marketingstunt. Det gyldne, højtskummende bryg gør det også mere end bare godt nok på andre parametre – det er friskt uden at føles unødigt tyndt, karboneringen har lige fået en tand ekstra og ud over en smagfuld humle byder brygget også på lidt pikant sødme på bagkant.
Vist er brygget også glat mod smagsløgene og i sin komposition ukompliceret og lidet udfordrende. Men alt behøver jo heller ikke være kringelkroget, kontraintuitivt eller på anden vis svært tilgængeligt. Det er i orden, at der er noget fyld mellem de store smagseksplosioner. Især når fyldet som her er lidt mere end bare fyld.

Blandt mainstreampilsnere får man det sjældent bedre.

The Motive, The Veil

Kun fordi man kan …

Den her anmeldelse har været længe undervejs. Jeg undskylder gerne til dem, der sidder derhjemme dag efter dag neglebidende mens koldsveden pibler fra porer i tinding og pande, blodsprængt stirrende på mail-indbakken for ikke at misse når en ny anmeldelse fra Kajs Ølblog tikker ind. Jeg gætter på, det ikke er mange – og hvis der virkelig er nogen, der har det sådan – igen vil jeg gerne undskylde, men ikke uden også spagfærdigt at foreslå, at vedkommende måske skulle finde sig en enkelt sund interesse mere end at læse min ølblog. Fx er der andre gode ølblogs derude, som Brian Lunds ‘Højt Skummende‘, Steen Carlsens ‘Tid til en Øl og Martin Petersens ‘Stovt‘ – man kunne jo slå noget af ventetiden imellem mine indlæg ihjel ved også at læse dem.
Årsagen … ja, det er faktisk en lidt anden denne gang, end det evige klynkeri om min humørsyge og beskæftigelsessituation. Misforstå mig ikke – det er fortsat noget værre rod, men ikke den primære årsag til, at det skulle tage så lang tid at nå frem til den her.

Sagen er den, at dagens bryg nok (ikke bare ‘formentlig’ eller ‘måske’ – men ‘nok’) er det mest outrerede og ekstreme bryg, jeg nogensinde har prøvet. Det overgår faktisk i voldsomhed monstrøse konkoktioner som Amager Bryghus’ Big, Bold & Beautiful og bizarre brygeksperimenter som Steðjis Hvalur 2, der var brygget på røgede finhvalnosser. Igen gælder det voldsomhed og ikke nødvendigvis kvalitet.
Alligevel føler jeg mig på sin vis forpligtet til at kaste lidt mere end bare det gennemsnitlige antal anmeldelsesord efter brygget, når der nu så tydeligt er gjort noget ganske særligt ud af det. Det er debut for bryggeriet The Veil her på bloggen, og ingen skal komme og sige, at kreativiteten fejler noget i den gesjæft, hvis flagskib jeg gætter på nærværende bryg i en eller anden grad må være.
Man kommer på arbejde allerede før brygget er åbnet. Etiketten består af farverne rød og orange, og jeg er såre i tvivl om motivet (no pun intended) – hvis der da overhovedet er noget, i det utydelige, solfarvede farvespil. Blot det at læse hvad der i det hele taget står er en stor nok udfordring i sig selv. Jeg måtte have både briller og lup til hjælp, og jeg vil vove den påstand, at det ikke kun er fordi, jeg efterhånden er en mimrende, svagtseende olding. Ikke bare gør farvevalget læsningen svær nok, men typerne er også så små at teksten sort på hvid baggrund stadig ville have krævet hjælpemidler.
En mindre hovedpine, løbende øjne og let svimmelhed var sidegevinsten ved tydningen. der afslørede indhold af mælkesukker, ananas og mango, foruden øllets klassiske fire ingredienser. Typen er en sour double IPA på 8% – en stærk, men ikke voldsomt stærk øl.

Men én på opleveren – det får man i hvert fald. Brygget forlader kun meget nødig dåsen. Det skal næsten klemmes ud som var det i virkeligheden på tube. Dovent og vrangvilligt klasker det i store skvulp ned i glasset – mere som en masse, en tyk grød, end som en væske. Men flot ser det ud – det må man sige – appelsinorange og fuldkommen uigennemsigtigt, kun med en fin skumhinde over det, der snart fordufter.
Hvor meget brygget end har at byde øjet, mangler det til gengæld i næse. Syre, IPA og masser af frugt til trods, dufter det næsten ikke af noget. Man håber, at smagen er indkapslet bag den uigennemtrængelige orange barriere, for på duften at dømme truer en kedelig omgang.

Min første reaktion på den underligt grødagtige substans på tungen var forundring. Forundring over, at man kunne brygge et så tæt og fyldigt bryg, og samtidig negligere aromaen så meget. Det er nu ikke fordi aromaen er helt glemt – den er der da, men den spiller i den grad andenviolin i forhold til en ekstremt dominerende fylde – ikke helt ulig et stykke sejt, tørt kød, der bare vokser og vokser i munden, lige meget hvor længe man tygger det. Det bliver faktisk decideret væmmeligt, hvis ikke man begrænser sig til meget små slurke.
Og de små mundfulde – eller nip skulle man måske hellere sige, byder først på skarp syre af citron og eddike. Derpå følger en let berøring af de tilsatte frugter – næppe genkendelige i den næsten plastiske substans og der sluttes af med en tør, næsten sandet bitterhed ved mandlerne. Faste – eller bare jævnlige læsere af bloggen vil vide, hvor meget jeg holder af IPA’ens bitterhed. Men her er den, trods nogen styrke, alligevel blot en skygge af sig selv. Den mangler dybde, den mangler kontur, og den mangler … umami måske? Følelsen af at have noget i munden, der simpelt hen bare er rart, uden at man helt kan pege på hvad der gør det rart. Den fornemmelse har jeg savnet helt og aldeles på den lange, svære og til tider væmmelige vej igennem dette tunge, alt for tætte, ekstrembryg.

Jeg sætter stor pris på ekstreme brygeksperimenter. Men det kræver, at de smager af noget. Tag igen Amager Bryghus’ mesterværk Big Bold & Beautiful – alt ved det bryg var ekstremt – farve, fylde, aroma, styrke, men nej hvor det smagte! I brygget her lader man til at have skruet alt op på elleve – undtagen, og derfor også på bekostning af, aromaen. Den må møjsommeligt presses ud af det i forvejen meget voldsomme bryg. Det er ikke det, man har mest lyst til når man får endnu en klat uformelig frugtgrød i munden – især når gevinsten er så lille, som den er her.

Karakteren har jeg været vældigt meget i tvivl om. Brygget er igen nok det mest ekstreme bryg, jeg nogensinde har prøvet. Til gengæld er det også disharmonisk, fladt i smagen, til tider decideret væmmeligt og overordnet mere en prøvelse at komme igennem end en fornøjelse. Men samtidig fortjener bryggeriet en udmærkelse for at turde brygge en orange rædsel som denne (som om USA ikke havde haft orange rædsel nok de sidste fire år – men lad nu det ligge) – om ikke andet i et forsøg på at overgå … andre bryggerier måske? Hvis man vil flytte grænser for brygkunst må man vel starte et sted og prøve et eller andet. Resultatet af eksperimentet er i det store og hele mislykket i dette tilfælde – men kedeligt eller mainstream var det i hvert fald ikke.

Så hvor lægger man et bryg, der vitterlig bryder grænser ned, giver en fuckfinger til konventionerne, og som uden skelen til modens eller den grå normalismes hensynsløse krav gør lige som de har lyst til? Snart sagt alle gode intentioner pakket ned i tre linjer på en tilfældig dansk ølblog … Men som så fejler fælt når det rent faktisk gælder om at få brygget til at smage af noget?
Midt i er mit bud. They tried and failed, yet not miserably, og i det mindste prøvede de.

Smid en kommentar hvis du synes jeg har tabt hovedet og er helt gal på den. Det er så hyggeligt at skændes om den slags.

Seasick Crocodile, Prairie Artisan Ales

Næsten på overliggeren

Ingen Kajs Ølblog uden juleøl i årets allerførste måneder … eller næsten i hvert fald. Det er under alle omstændigheder en stærk tradition på bloggen, selvom det også er noget, jeg prøver at undgå hvert år. Sidste år gik det sådan set også rigtig godt. Jeg nåede at få afprøvet alle indkøbte juleøl i løbet af julemåneden, uden at nogen blev stående på lager over nytår.
Det er nu ikke sådan, at jeg efter nytår har været på rov efter tilbud på overliggere i supermarkedet for på den måde at holde traditionen med juleøl op til påske i hævd. Brygget her har jeg derimod fra en anonym giver, der sendte mig en pakke sure øl i starten af det nye år. Iblandt var altså også en enkelt juleøl.

Den søsyge krokodille møder man i sangen ‘You’re a Mean one, Mr. Grinch’, der handler om hovedpersonen i Dr. Seuss børnebog How the Grinch stole Christmas! fra 1957. “You have all the tender sweetness of a seasick crocodile, Mr. Grinch” – så vidt inspirationen til navnet på brygget. Historien om Grinchen har vist aldrig rigtig slået igennem herhjemme, selv ikke med Jim Carreys og Hollywoods hjælp. I virkeligheden håber jeg også mere på, at Krampus-traditionerne sydfra med tiden slår mere igennem heroppe. Både fordi vi har så rigeligt af amerikansk kulturimperialisme i forvejen, og fordi Krampus-optogene bare er så uendeligt meget flottere end de kitschede sødsuppe-juleoptog, men ellers ser.

Ih, der er ikke noget som et helligdagsopstød i god tid. Ikke mindst når virkeligheden ellers byder én at være i godt humør. Men næh nej, så nemt får I mig sgu ikke! Det kan godt være, at Danmark har vundet VM i håndbold, at vedholdende rygter vil vide, at Naser Khader er meldt til politiet for seksuelle overgreb, og at Inger Støjberg forbliver i Venstre til fortsat skade for Danmarks mest kriminelle og korrupte organisation. Men jeg vil fortsat udpege det brune på bananen, finde pletterne på kartoflerne og klage over grumsen i kaffen – og samtidig, som rosinen i pølseenden være stolt over, hvor dårlig jeg er til at finde på nye metaforer. Ingen skal tvinge mig til at være i godt humør, når nu jeg har en ledighedsdepression så godt kørende som jeg har.

Når det så er sagt, har jeg også en øl at anmelde. Seasick Crocodile er en sour ale tilsat tranebær, ingefær, kanel og muskat. Et rent mareridt for konservative tyske bryggere, og for undertegnede en anledning til let rynkede bryn trods alt. Jeg nærer ganske vist ikke samme afsky for tilsætninger i øl, som jeg gjorde ved bloggens begyndelse, men når indholdsfortegnelsen i omfang ligner et avanceret cancermedikament, aktiveres min skepsis nu alligevel. Også selvom det alt sammen er hyggelige, julede ting, som jeg ellers holder meget af.
Tranebærrene gør i hvert fald deres til at få brygget til at se festligt (og en anelse suspekt) ud; lyserødt med sprødt, lavt skum. Kanelen er letgenkendelig i duften. Den dufter bare derudad, som den minder én om risengrød og pebernødder og brunkager. Øl minder brygget i sit olfaktoriske udtryk til gengæld ikke meget om.
Og det er egentlig ærgerligt. For her er der ellers tale om endnu et nydeligt surt bryg. Surt som … ja, det er faktisk svært at sige præcis. Brygget har egentlig bare et lækkert base line surt udtryk, klart og friskt, så øjnene klemmes i og munden breder sig i et stort smil.
Men så er der det andet element – ud over den karske, vederkvægende syre; kanelen. Ja, den møder man i den grad også i aromaen. Den udgør stort set alt hvad der er af smag i brygget ud over syren, og selvom jeg egentlig godt kan lide kanel, er det ikke kønt.
Krydderiet overdøver alt andet, der ellers kunne have smagt i brygget. Om det så bare havde været tranbærrene, ingefæren eller muskaten. Men intet af det kan smages – ej heller malten eller humlen. Alt er pakket ind i en anmassende, småvammel og alt for dominerende smag af kanel, der overhovedet ikke passer til bryggets ellers virkeligt nydelige syre.

Hver for sig havde det måske fungeret. I stedet sidder man med en sur øl, der smager af kanel, eller en kaneløl, der er sur. Ingen af delene fungerer – især ikke når brygget føles så sammensat som det gør. Begge dele er så nærværende, at man føler sig tilskyndet til at køre brygget en tur gennem et kaffefilter, så kanelen kunne blive fanget og resten af brygget måske være en nydelse alligevel. Og kanelen – ja, den kunne man bruge til næste gang man lavede risengrød.
Surt øl passer ikke særlig godt til julemad, og kanel passer generelt ikke særlig godt til surt. Hele brygkonceptet ligner således mest noget, man har brygget fordi man kunne, og ikke fordi man burde. Men for et aldeles nydeligt surt indslag skal brygget alligevel belønnes. At kombinationen med kanel – eller for den sags skyld med noget som helst andet – burde have været udeladt må man håbe er en lektie, bryggeriet lærer til næste gang.

Løkkendarisk, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken V

Mangel på spræl …

Vi fortsætter i underkategorien af Løkken Bryghus-øl, der hylder lokalhistorien og omegnen. Her gælder det Vesterhavet, som jeg ikke selv bor ved – jeg må nøjes med Limfjorden her i Thisted – men alligevel jævnligt ser i mit for tiden alt for sparsomme arbejdsliv.
Brygget er således tilsat sukkertang og porse. Det er ikke første gang man ser nogen af delene. Rise Bryggeri bryggede ‘Ærø Tangøl‘ i sin tid – den vandt de min stemme i det nu hedengange Kvickly Ølfestivalg med tilbage i 2015. Jeg holder imidlertid stadig på, at tangen ikke kunne smages, og at det var det gavmilde indhold af amerikanske humler, der gjorde det. Porse er i ølverdenen om noget forbundet med lokale Thisted Bryghus og deres Porse Guld. Uden at ville gå så langt som ligefrem at kalde den en af mine favoritter – stærke pilsnerøl af export-typen er bare generelt ikke rigtig mig – vil jeg nok alligevel bedømme som den mest smagfulde i sin klasse.

Løkken Bryghus klassificerer imidlertid brygget som en pale ale, og det kan undre en kende, da brygget ikke ligefrem tager sig lyst ud. Der er høj score på de visuelle parametre – ingen tvivl om det. Prangende i efterårets flotteste rødbrune kulør og gyldent, fedtet skum kan forventningerne ikke få andet end et skub opad.
Bouqueten er anderledes afdæmpet. Let nøddebitter og ikke rigtig andet. For så vidt godt, den smule der er, men hvor ville man bare ønske, der var mere.
Men nej. Også i smagen kniber det med karakter, styrke, energi, spræl. Brygget spankulerer nonchalant og let-på-tå hen over (især over) smagsløgene. Kun sparsomt tjattes der til dem med en umakreret, og kun sparsomt engageret bitterhed af fugtigt træ og paranødder. Porsen gør sin entre, og formår at redde brygget et minimum af karakter med sin sødt-syrlige aroma på bagkant.

Men det er ikke nok til at trække brygget højere op, end en akkurat adækvat oplevelse. Det har Løkken Bryghus gjort væsentlig bedre. Lad os håbe, det ikke bliver værre.

Elsebeth Gyldenstjerne, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken IV

Det vil ikke rigtig …

Når det eneste, der kan få én til at grine er Cirkus Trump, ledet af overklovn Rudy Giuliani og klovnedronning Sydney Powell, er tiden måske inde til at lede mere seriøst efter noget adspredelse.
Jeg må erkende at det kan være svært, når snart det eneste man må som arbejdsløs er at sidde på sin flade og skrive ansøgninger til stillinger, man alligevel aldrig får, og som man i øvrigt heller ikke har kompetencer til. Alt imens kræver den døende minkavls- og -mishandlingserhverv millioner og atter millioner i kompensation for fortjenester, der efter alt at dømme ikke ville komme ind alligevel.
Ligesom størstedelen af det øvrige landbrug er minkavl en underskudsforretning, der alene holder sig oven vande via offentlige tilskud fra staten og EU … og så vover landbrugets sykofanter i det dybt kriminelle og bundkorrupte parti Venstre oven i købet løbende at beskylde landets ledige for at være nogle dovenlarser … Med den tidligere formand in mente skriger ironien til himlen.
Jeg håber meget snart at Inger Støjberg overtager formandsposten i partiet, så det hurtigt forvandles til den rygende askehob, vi alle som små børn juleaftensdag ser frem til, at de ender som.

Inden da kan jeg fortsat adsprede mig med et par øl fra Løkken Bryghus. Såfremt de nydes med måde, er de nok alligevel sundere for sindet end endnu engang at se Rudy Giuliani smelte som en anden heks fra Wizard of Oz.
Det ser ud til, at bryggeriet har flere serier på programmet. En af serierne er vi godt i gang med, hvor bryggeriet har opkaldt øl efter særlige udtryk på vendelbomål, med udførlige forklaringer på etiketten. Med denne øl tager vi hul på en anden serie, hvor øllene er opkaldt efter lokale seværdigheder eller historiske personer. Om Elsebeth Gyldenstjerne, der fødtes omkring år 1500, fortælles det, at hun fik et ægteskab med en gal bonde ophævet, og at hun levede sammen med Stygge Krumpen på Voergaard Slot ved Dronninglund. Såvidt det lokale.

Der er tale om en steam beer – en type, der aldrig rigtig har vakt den store begejstring hos denne blogger. Usædvanligt er til gengæld typens lød, der normalt er gylden til kobberfarvet. Dette er næsten kulsort, og skummer off white så det er en fryd.
En sød, maltet bouquet holder skuffelsen på afstand lidt endnu, og bag læberne bliver det da heldigvis heller ikke stort værre. Et nogenlunde fyldigt bryg med en godkendt tæt maltprofil giver en adækvat bitter oplevelse af mørkt træ og kaffe, indkapslet i en skal af melasse. Sødmen kommer først, og efterhånden som brygget bevæger sig over tungen, udløses de bitre aromaer … lettere modvilligt. Man kan nemt komme til at sluge brygget for hurtigt til, at man når at mærke dets finere nuancer.
Nogen mægtig oplevelse bliver det aldrig. Aromaen skal næsten presses ud af brygget, og bag et noget tilbageholdende udtryk lurer kedsomheden stadig.

Det er som om, det der steam beer bare ikke sådan rigtig vil imponere særlig meget …

De Bitre Humler, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 III)

Som forudsagt …

Vi er nået til den sidste deltager ved Danske Ølentusiasters Ølvalg, og dermed også dette lille temas afslutning. Jeg finder ikke anledning til at skrive et separat opsamlende indlæg, når læserne ved at kigge på karaktererne for de forskellige øl nemt kan afgøre, hvilken øl jeg vil stemme på. De afsluttende kommentarer vil man kunne finde nederst i indlægget her, efter karaktergivningen.

De Bitre Humler er en West Coast IPA – eller i hvert fald er det Skanderborgs bud på en sådan. Skanderborg ligger som bekendt ikke ved nogen vestkyst. Hvis byen overhovedet ligger ved nogen kyst skulle det være nordkysten af Skanderborg Sø, hvilket må siges at være noget mere provinsielt end den amerikanske Vestkyst (eller i hvert fald den vestlige del af USA). Her har humlecentre som Seattle, Portland, San Francisco, Los Angeles og San Diego sat deres præg på IPA stilen, og inspireret bryggere verden over til at gå samme vej med en karsk og barsk stil, hvor humlens bitterhed er i højsædet.

Det er nu ikke noget voldsomt stød af humle, der rammer næsens slimhinder ved indånding. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, men den blide berøring af vanille, koriander og kardemomme stiller ikke nogen fandenivoldsk oplevelse i udsigt.
Men i aromaen er bitterheden der da trods alt: Ikke for voldsom, snarere venlig og rar faktisk, samt varm og tryg. De friske, spidse grannåle, som Amager Bryghus herhjemme har lært os at elske, er erstattet af modne fyrrenåle. Det kradser da stadig en anelse, men på bekostning af skarphed og styrke.
Uden direkte at være vandigt forekommer brygget alligevel en anelse tyndt, og man får fornemmelsen af, at aromasammensætningen mest af alt virker harmonisk, fordi komponenterne i den er få og ikke særlig markante. De bitre humler møder man kun glimtvis, og IPA-humlernes følgearomaer, der også gerne er fremtrædende i West Coast IPA’er, er kun i ringe grad repræsenteret.

Igen kommer man faktisk længere med storproducenternes industrielle IPA’er end med den her. Det lader noget tilbage at ønske, når nu Ølvalg 2020 sigtede efter at gøre forbrugerne mere opmærksomme på de mange gode øl fra mindre aktører, der også er derude.

Ølvalg 2020 er et godt initiativ, som jeg gerne støtter op om, og jeg vil bestemt opfordre læserne til at gøre det samme. Afstemningen finder sted på ølvalg.ale.dk indtil d. 4. december, og jeg synes selv jeg har været ude i god tid til at promovere eventet og levere mine smagsløgs reaktioner på kandidaterne.

Min anbefaling er kun overraskende for så vidt, at jeg fik ret i min forudsigelse. Min stemme er faldet på Den Nye Humlejuice, hvis vurdering på fem stjerner giver den en suveræn placering over de to andre øl, som jeg hver især har givet tre stjerner.
Den Nye Humlejuice er den eneste af de tre øl, der lever op til mine forventninger om en god IPA. Den leverede det bitteraromatiske, intense og friske aromabombardement – i starten i hvert fald – som er typens signatur. De andre bryg forekommer uengagerede og halvfærdige, og jeg er langt fra sikker på, at jeg ville genkende dem som IPA’er ved en blindsmagning.
Jeg håber, at ølvalget bliver en fast, årlig foreteelse fremover, men samtidig håber jeg også, at Danske Ølentusiaster har modet til at sætte barren en anelse højere, når leverandøren til næste afstemning skal findes. Skanderborg Bryghus har med Den Nye Humlejuice vist, at de godt kan, når det endelig gælder. Desværre har de med de to andre øl, De Bitre Humler og Den Lange Sørejse også vist – enten at de har et langt stykke vej endnu før de gode takter er helt indarbejdet, eller at de hellere vil spille sikkert, og brygge noget, der ligner storindustriens produkter i kvalitet, frem for mere selvsikkert at gå egne veje.
Jeg håber, det første er tilfældet. Men min til tider kyniske sans for realiteter peger meget tydeligere på det andet.

I aften klokken 23 er jeg på live på min YouTube-kanal, hvor jeg taler med en af pionererne inden for Atheist YouTube, Kate Fahr, aka Bionic Dance. Vær der eller vær en firkant.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme