Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 3-3½ stjerner

Vinterbryg, A Nutty Ale, Carlsberg (Saufen mit Marcus – (oder “die Unendliche Geschichte II”) I)

‘Testikeltung øl’

I fredags var det d. 9. november 2018, og dermed var det 80 år siden, at nazistiske bøller gik gennem gaderne i Tyskland og Østrig og smadrede jødernes butikker. Glasskårene, der flød i gaderne, lagde siden navn til begivenheden; Krystalnatten. I København har man mindedes begivenheden på Nytorv de sidste mange år. Ironien var derfor tyk som krematorieos da den kvasinazistiske organisation ‘For Frihed’ kom Krystalnatsinitiativet i forkøbet, og lagde beslag på pladsen til deres eget krystalnatsarrangement. Under samme parole. Spørg mig ikke om logikken i det – jeg ser den heller ikke.

Det officielle krystalnatsarrangement for dem, der ikke syntes at en gentagelse af begivenhederne samt de efterfølgende pogromer var nogen særlig god ide, var dermed forvist til et andet sted. Heldigvis skorter det ikke på forsamlingspladser i hovedstaden, så Kultorvet lagde behørigt og mere end sufficient brolægning til arrangementet.

Jeg indfandt mig sammen med min gamle ven og medsmager Marcus – med den skumle bagtanke, at vi bagefter ville tage hjem til mit ydmyge kammer i Brønshøj, for at smage på et par af årstidens bryg … eller i hvert fald et enkelt af dem, efterfulgt af en lagret sag fra Amager Bryghus. En yderligere anledning var min fødselsdag tre dage tidligere, hvor jeg fyldte 43. Ja tænk at man skulle have en sådan holdbarhed.

Jeg gentager gerne min milde aversion over for juleøl, navnlig deres overtrufne evne til ikke at overraske, men når der sådan ryger nye produkter på markedet i et omfang så reklamerne for dem forstyrrer læsningen af online nyheder, så forventes det vel nærmest. Man bilder sig jo trods alt ind, at man er forbrugernes blogger. Men alene gad jeg ikke drikke Husbryggeriets seneste bud i en lang række af mere – og især mindre – succesfulde julebryg, dels fordi de forhandles i emballager hvis rumfang bedst deles af flere, dels fordi skuffelsen kan ramme så hårdt, at det er bedst at der er andre voksne til stede, når man forsøger.

Marcus løb altså en vældig risiko, i fald skuffelsen skulle ramme ham.

Bryggets navn alene vakte endnu før åbning associationer hos Marcus, og således blev anmeldelsens undertitel til. For ganske nylig måtte jeg ellers se mig anklaget for kun at kunne lide ‘kønsløst øl fra København’. Dette skete i en kommentar til den fæleste øl, jeg endnu har prøvet – Afskum fra Royal Unibrew, hvortil jeg svarede, at jeg ganske rigtigt foretrak øl uden synlige tissemænd og tissekoner i. Vel – brygget her må være undtagelsen, omend det mig bekendt er produceret på den oprindelige brygmatrikel i Valby. Det er dér Husbryggeriet Jacobsen-brandet fortsat brygges mig bekendt, så kritikeren under navnet ‘Per’, havde i det mindste halvvejs ret.

Skummet lægger sig irregulært og efter Marcus’ smag ikke helt tæt nok over brygget. Selv kunne jeg nu ikke klage, idet jeg også nød dets matchende gyldne lød over det nøddebrune bryg. Med risiko for at gå unødigt langt med de tvetydige ordspil, vil jeg anføre, at nøddetemaet synes gennemtrængende i brygget.

I duften forekommer det til gengæld kun nærværende i det omfang som brygnavnet gav forventning om. Ellers indgår en vis karamelsødme, som mindede Marcus om A-Z Ale no. 16 i den industrielle udgave fra Vestfyen (den offentlige hemmelighed om den emballerede A-Z kontra den direkte fra Refsvindinge leverede variant på fad, havde jeg kort forinden indviet ham i).

Smagen lagde i et noget større omfang op til debat. Overordnet enedes vi om en note af valnødder. Dertil fandt jeg en note af rom, og syrlighed af egetræ, som jeg ikke syntes, hører til i en Juleøl.
– “… og det irriterer mig i virkeligheden, for det hører ikke til i en juleøl, men det kommer der ofte alligevel …”
– “Det er da fuldstændig ligegyldigt hvad der bør være i en juleøl,” afbrød Marcus, “en traditionel juleøl i Danmark er Tuborgs Juleøl, og den er noget l…”
– “Du har en pointe.”
– “Hvis jeg havde været 18-19 år,” fortsatte Marcus, “så have jeg sagt ‘Nej, hvor en spændende øl’ men nu er jeg et kynisk udbrændt skrog af et menneske på 37 …”
– “Unge mand!”
– “… synes jeg ikke engang den er passabel. Jeg vil ikke bestille den på et værtshus.”

Selv vil jeg faktisk hævde, at den er bedre end Golden Naked Christmas Ale (der ironisk nok har fået en bedre karakter end jeg ville ende med at give denne – sådan kan ens smag jo udvikle sig) men alligevel ringere end deres ‘Julebock‘, der lader til at være gledet ud af produktion.

– “Det er faktisk ikke så meget valnød alligevel,” fortsatte Marcus snart, “det er brændt karamel og for meget kandis. Det er typisk for de her Jacobsen øl, at man finder en eller anden ingrediens, der passer i et eller andet omfang, og så giver man bare los af den, men stadig kun i et omfang så det færdige produkt fortsat kan sælges i 20 mio. eksemplarer …”

Og der blev talt ud af flere tangenter, herunder om man skulle gøre optagelserne af vores ølsmagninger til en podcast hvortil flere spændende navneforslag også kom op. Og det var vel omkring det tidspunkt, det gik op for os, at vi sådan kom til at tale om andre ting end øllet, fordi der i grunden ikke var ret meget at sige om det.

Jeg var egentlig glad for romindslaget, der også gav brygget noget efterklang – det var formentlig det, Marcus smagte som brændt sukker og som ikke gjorde ham godt. Til gengæld var vi enige om, at den var noget for tynd, som om smagsindtrykkene raslede rundt i lidt for meget vand. Jeg forsvarede endnu engang brygget idet jeg anførte, at det hjalp at det fik noget temperatur. Marcus mente til gengæld brygget bare blev fladt, og sådan syntes vore uenigheder blot at blive større, jo længere tid vi talte om det.

Øl er som bekendt en udmærket ting at være uenig om. For så er der mere til den der kan lide det, idet den der ikke kan lide det kan blive fri. Jeg tror ikke, jeg ved en gæsteanmeldelse før har oplevet så stor forskel på karaktergivningen idet Marcus kun havde …

… til overs for den. En nogenlunde adækvat oplevelse med visse markante skønhedsfejl reddede den …

… på min side.

Uanset hvad, var der en større oplevelse i vente som det næste. Det turde vi begge godt satse på på forhånd.

Nöel, Munkebo Brewery (Nidstangen IV)

Nu er det jul …

… næsten i hvert fald. Jeg skal ikke holde mig tilbage med anmeldelserne af de juleøl, der kommer mig i hænde inden december. Og kender jeg mig selv ret, bliver det ganske få, da jeg i det hele taget ikke finder juleøl interessante. De er – som jeg vist også bemærkede sidste år – oftest tunede pilsnere uden nogen aromatiske meritter, udelukkende produceret for at give konsumenten en hurtig og effektiv brandert til julefrokosten.

Den her har imidlertid stået et godt stykke tid, og den stundende højtid, hvor alt jo skal være så forbandet morsomt (for nu at citere min underviser i Kristendomshistorie fra min tid som religionsstuderende ved KU) vil jo være en fin anledning til dels at skyde juleølsanmeldelserne i gang, samtidig med, at jeg kan afslutte en anden tråd fra tidligere. Denne øl er nemlig den sidste, jeg for alt for længe siden modtog fra Munkebo Brewery, i forbindelse med at Wacken Brauerei ud af ingenting truede dem med sagsanlæg, fordi de gav deres øl navne hentet fra den nordiske mytologi.

Det er – som overskriften antyder – ikke tilfældet her. Brygget skulle vist have navn efter det franske navn for jul, der er ‘Noël’. Nöel, som jeg går ud fra skal udtales [Nø-æl] eller noget i den retning, ved jeg til gengæld ikke, hvad betyder, men nogen Nordisk gud eller anden mytologisk figur er der vist ikke tale om …

… og NEJ – SELVFØLGELIG er det da ikke bare tremaet, der ved en fejl er anbragt over den forkerte vokal. Det er fuldkommen udelukket … eller måske er det faktisk sådan, for jeg kan ikke gennemskue nogen fiffig grund til, at det vitterlig er placeret forkert.

Nok om det. Der er tale om en belgisk inspireret juleale, hvis fine røde lød afspejler højtiden aldrig så fint. Man kunne måske ønske lidt mere hvidt skum som kontrast, men her i landet forbindes den farvekombi alt for ofte med afstumpet nationalisme, så det udeblivende skum er i hvert fald i den forbindelse en fordel.

Duften er til gengæld ikke videre julet – den er mest af alt syrlig, og tilsatte nelliker, fennikel og appelsinskal mærker man ikke noget til overhovedet før i smagen. Her træder de julede indslag mere frem med aroma især af nelliker og koriander, mens bryggets syrlige – og i den forstand karakteristisk belgiske – egenskaber træder dominerende, for ikke at sige unødigt anmassende, frem. Brygget slutter af med en kant af egetræ – slet ikke uaromatisk, men heller ikke i nogen væsentlig grad med en karakter, man hertillands vil betegne som julet.

Som juleøl anser jeg den faktisk som uegnet idet den med sin skarpe syrlighed hverken klæder forret, hovedret eller dessert særlig godt. Der mangler simpelthen noget sødme til at bakke kartoflerne, sovsen, flæskestegen, anden, ris a’la manden (hvorfor sidder jeg i skrivende stund og bliver sulten?) og alle de andre julelækkerier op.

Til rødkålen alene, ville den måske være fin, men så skulle det være en rødkål tilberedt med væsentlig mere eddike, end der er tradition for her i landet.

Munkebo skal have tak for øllene. De har været der til både gavn og glæde for bloggen. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det ikke er denne, der er min favorit. Det er derimod Röskva – deres pragtfulde IPA med enebær, der bestemt kommer med hjem, hvis jeg finder den i supermarkedet en dag.

Lakridskongen, Ørbæk

End ej en Greve …

Der gik ikke mange minutter … faktisk tror jeg, at den første kommentar på mit indlæg om Ørbæks øl, Ginger Queen, faldt på rekordtid efter anmeldelsens udgivelse. I indlægget nævnte jeg, at jeg havde Lakridskongen i venteposition, og at jeg ville nå til den, når jeg – vel – nåede til den. Men læserne ville have en anmeldelse ASAP for, som læseren Martin så ærligt gengav det; “så vi ved om vi skal gå i en stor bue rundt om, eller gå direkte efter nektaren.” Med andre ord findes der altså et kontingent læsere på min blog, der anser mig for en art forsøgskanin eller mundskænk, der prøver øllene af, før andre behøver lægge smagsløg til, tillige med tid og ressourcer.

Det er en rolle jeg gerne påtager mig, og i øvrigt har påtaget mig eksplicit mange gange før. Jeg afprøver gerne øl, så andre kan være advaret og undgå dem, hvis de skulle vise sig at være rædsomme. Og skulle de være gode, vel, så behøver jeg ikke lide for folkeoplysningens skyld. Og når jeg lider, kan jeg efterfølgende tage en grusom hævn, når brygget anmeldes – jeg kan ikke tabe.

Visuelt gør brygget det godt. Det er lige så mørkt som man forventer det af et ‘kongebryg’ (ingen – gentager ingen forbindelse til det aldeles fine mikrobryggeri på den nu nedlagte Næstved Kaserne). Skummet følger godt med, tæt og højt som det er med en matchende lystbrun lød. Bouqueten har til gengæld allerhøjest status af nedre adel – måske en junker, hvis betroede besiddelser begrænser sig til nogle stillestående sumpområder i rigets mest negligerede og uvigtige udkant. For vand udgør bunden i en uinspirerende duft, hvor den vage sødme, der afslører at det trods alt ikke er postevand man står med, er så konturløs, at den dårligt lader sig kategorisere – heller ikke under ‘lakrids’.

Brygget byder på en behersket overraskelse når det smages. Det er faktisk fyldigere og med langt mere kontur end den spinkle aroma lod forvente. Maltbunden er rund og blød, bitterhed af kaffe er måske ikke ligefrem gennemtrængende, men kvaliteten af bønnerne er fin, og vandet får ikke lov at fylde for meget.

Lakridsen, eller rettere lakridsroden – for det er, hvad brygget er blevet tilsat ud over de 4 klassiske ingredienser, hverken mere eller mindre – melder sig på bagkant. Ved mandler, gane og kindtændernes gummer træder den klare og umiskendelige smag af netop lakridsrod frem. Som havde man tygget på sådan én lige efter øllet var drukket. Underligt adskilt, og derfor meget tydeligt som en bismag, der slet ikke integrerer sig i det øvrige – langt fra mislykkede – bryg, melder det sig anmassende, uskønt. Som festens smart ass der selv synes han (er det oftest) er guds gave til menneskeheden, men som pudsigt nok altid må mose sig ind i andre festdeltageres samtaler, fordi ingen gider tale med ham.

Næh, nogen konge bliver dette bryg aldrig. Lakridskongen er endnu et godt argument i en lang række for at afskaffe monarkiet og indføre en republik. Junkerstatussen skal brygget dog have lov at beholde – og måske er besiddelserne endda også af en vis klasse. Men bare til Greve eller Baron er der heller ikke nogen udsigt til, at brygget nogensinde avancerer.

Anarkist New England IPA, Albani/Royal Unibrew

Måske en AnCap …

Jeg har krummet mig sammen i et mørkt, indelukket hjørne af mit i forvejen alt for lille soveværelse. Helt op ad de kolde vægge har jeg klemt mig, nu hvor jeg endelig har fundet lidt tid og overskud … jep – overskud. At jeg sådan har krøllet mig sammen skyldes ikke, at jeg igen har fået besøg af mine stoutsorte dæmoner; depressionen og det deraf følgende sortsyn. De har faktisk holdt sig på behørig afstand på det sidste, hvilket betød at jeg for en gangs skyld gad gide tage mig sammen til at tage mig sammen og tage tyrene ved hornene … og endelig få bestilt en maler, så fugtskaden i min lejlighed kunne blive ordnet.

Så alt mit habengut, der stod på og langs de møbler, jeg måtte flytte ud fra væggene er nu mokket op i mit beskedne sovekammer, der hvor der nu lige var plads – et af vore dages luksusstatussymboler, jeg kun havde meget lidt af i forvejen.

Men det kunne lade sig gøre – på bekostning af endnu mere bevægelsesfrihed. Men det er selvfølgelig bare midlertidigt, og det er ingen overdrivelse at beskrive lettelsen over at få sat et flueben ud for den ‘ting der skal ordnes’ med Trumpske superlativer – yuuuuge, tremendous, really big … Speaking of Agent Orange – han er vel også en slags anarkist. Han er i hvert fald ikke glad for regeringer og navnlig disses indblanding i, hvad især meget rige og magtfulde mennesker må og ikke må.

Men nu er anarkisme jo også et meget vidt begreb. Royal Unibrews patetiske undskyldning for at bruge det på etiketterne i denne ikke længere helt nye serie specialøl til ære for Albani-grundlæggeren Theodor Schiøtz, er vist noget med at han brød regler og konventioner for hvordan man bryggede øl dengang. Jeg finder det aldeles søgt og på grænsen til latterligt. Ikke mindst i betragtning af, at den grad af ‘anarkist’ der er over industrikonglomeratet Royal Unibrew bedst kan sammenlignes med det orange monster i Det Hvide Hus. Men fair nok. Der er jo gået trend i anarkokapitalismen. Men i modsætning til, hvad det voksende antal snotunger i billige jakkesæt, der spreder sig som mugpletter i byggesjusk for tiden tror, er det ingenlunde nogen ny ide. Marx spildte angiveligt meget af sin tid på at diskutere med sin samtidige Max Stirners proselytter – ja, allerede før sociale medier foregik den slags også.

Men hvad er det så for noget ukonventionelt og samfundsomstyrtende øl, den nålestribede, slipseklædte og velfriserede bestyrelsestop i Royal Unibrew har dikteret, der skulle være i flaskerne? En New England IPA, sørme! Ih, det er jo en af mine favorittyper! De ligner gerne hjemmepresset appelsinjuice med deres afsindige mængder af tørhumle, der ikke bare banker bitterheden, men også prisen op i skyerne. Det er nu ikke så galt her – det er jo industriøl, men netop derfor tillader jeg mig også på forhånd en vis skepsis. Alene det at brygget er gennemsigtigt gennem flasken lover i hvert fald ikke på forhånd nogen visuel oplevelse ud over det sædvanlige.

Agitationen ved skænkningen retter en anelse op på det, men vi er fortsat langt fra appelsinjuicen. Heller ikke skummet byder på meget sjov, det lægger sig fladt, som en lav hinde af bobler over det kun lettågede bryg. I duften holder humlen sig desuden ganske meget tilbage – vandet skal jo have lov til at træde frem som det primære.

Og heller ikke i smagen træder humlen tilnærmelsesvis frem, som typen ellers foreskriver. Denne afdæmpede pale ale er omtrent lige så langt fra en New England IPA som Trump, Stirner og Royal Unibrews bestyrelse er fra Proudhon, Bakunin og Carl Heinrich Petersen. I forhold til forventningen er brygget både tyndt og spinkelt i aromaen, omend aromaen da ikke helt uden held prøver.

For inde bag de ellers forfriskende og vederkvægende dybder af klingende rent vand er der da tiltrængte stik og skrammer af friske grannåle at få. Kvaliteten af humlen synes faktisk at være mere end i orden, og ud over at der er for meget vand, er der ingen deciderede fejl at spore. Brygges føles hverken metallisk eller syntetisk, men forbliver en smagfuld læskeøl, der som simpel pale ale – uden ‘India’ foran (endsige New England) sådan set ville gøre det hæderligt.

Men det er vel sådan man får det, når det er AnCaps, der står bag.

Knudshoved, Refsvindinge

Mere fra Refsvindinge …

Endnu en øl, endnu et afbræk … den kommer snigende i perioder – ugideligheden, og den har en stærk samvarians med den politiske situations formørkelse herhjemme. Min nuværende ugidelighedsperiode har følgelig været ganske lang efterhånden.

Jeg magter ikke nyheder herhjemmefra længere. Landet kryber dybere og dybere ned i et kaninhul, hvor man prøver at score så mange stemmer som muligt på åbenlyst racistisk had. Senest sås dette med det racistiske regeringsstøtteparti Dansk Folkepartis demonstrative fortæring af 2 store lagkager i anledning af 100 udlændingestramninger. Den smålige fejring af triumfen over nogle af ikke bare samfundets – men hele klodens svageste individer er om muligt mere smagløs en kageleverandøren Lagkagehusets tørre og kedelige industrielle bagværk i sig selv.

Som om industrikædens smags- og lækkerhedsforladte margerineprodukter til hysterisk uforskammede overpriser ikke i sig selv var mere end rigelig (og rimelig) grund til at boykotte kæden. Lidt kan det i det mindste fryde mig, at kagerne formentlig var af en lige så forloren kvalitet som bageriets øvrige sortiment, og at det har måttet smage som aske i munden på DF’s fremmedhadske top. Faktisk ville jeg ønske DF-ledelsen en særligt udsøgt tør og varm dag i den danske sommer år 2018 uden vand og udelukkende med Lagkagehusets tørre industrifedtkager at spise.

Jeg har til gengæld fundet en smule glæde i uafhængige progressive amerikanske nyhedskanaler, hvis dækning af Cirkus Trump tørrer grundigt røv på alt hvad jeg har set af dansk nyhedsdækning det seneste årti. Det giver mig håb bare at se kloge mennesker med hjertet på rette sted rapportere indsigtsfuldt om det orangekulørte misfoster, de har valgt til verdens mægtigste mand. I det mindste slår jorden revner under ham, men hvor ville jeg dog ønske, man havde et korps af journalister og efterforskere, der gad gide gå efter en rigeligt korrupt magtelite herhjemme.

Men det er der vel ikke penge, stemmer eller skattelettelser til de allerrigeste nok i …

Vel – meget grimt kan siges om verdens og vores egen lille andedams situation. Langt fra så grimt kunne jeg aldrig nogensinde finde på at tale (eller skrive) om østfynske Bryggeriet Refsvindinge. Lovordene er imidlertid også sparsomme, idet det efterhånden bedagede mikrobryggeri bare ikke rigtig har leveret de store oplevelser siden A-Z Ale no. 16, der i øvrigt også er faldet i kvalitet, når den da ikke lige serveres fra fad af bryggeriet selv. Nærværende Refsvindinge-øl har jeg fået af min ølpusher Niels (nøgleord: afrikanske og tyrkiske øl), da vi en kort periode var kolleger, og for hans villighed til at donere, skal der kun lyde lovord her fra bloggen.

Jeg er ikke helt sikker på bryggets historie, men Knudshoved er i hvert fald det sted, hvorfra Vognmandsruten i gamle dage sejlede til Halsskov, før Storebæltsbroen blev bygget. De første år, jeg boede med min familie på Sjælland sejlede vi jævnligt den vej over, når vi fx skulle besøge familien i Tyskland. At dømme på farven og det overordnede indtryk er der vel tale om en art classic pilsner, hvor man imidlertid har snydt med netop farven, idet brygget er tilsat farvestof E150, ammoniseret karamel.

Følgelig er brygget tonet en hel del mørkere end jævnt pilsnerøl. Det skummer kun lavt og tamt, men dufter behageligt maltet henad det karamelsøde. Malten mærkes også i brygget, og det ledsages af en syrligt-sød kant af ikke helt modne æbler. Mundfornemmelsen er lige i øjet – virkelig blød og rar i sin maltede fylde, så den næsten bliver vinøs. Brygget ville have været rigtig godt, hvis ikke smagens vage syrlighed ikke havde virket mere forstyrrende end gavnende for den helhed, som malten ville have udgjort den perfekte bund i.

Indsigt i bryggets dybere idé undflyr min fatteevne. Noget af brygget fungerer rigtigt godt, mens valget af det ledsagende sødt-syrlige element virker underligt vilkårligt, og slet ikke passende i bryggets rare, velourbløde bund. Og således ender også dette bryg med at være endnu et Refsvindingebryg, som jeg efterhånden kender dem lidt for godt …

Fendt Vario Weizen, Aktienbrauerei Kaufbeuren (Grænsehandel V)

Oplevelsen er der da …

Endnu engang griber jeg tilbage til et tema, der har ligget brak i flere måneder. Jeg har stadig nogle øl tilbage af det parti specialbryg, jeg købte i grænsehandlen tilbage i april måned, da jeg var til min tante og onkels guldbryllup i Nordtyskland.

Som lys hvedeøl er dette bryg vel som skabt til det rædselsfulde vejr, vi nu har haft alt for længe. I sådan en tørke føles det friskeste, kølige kildevand næsten som aske i munden, fordi heller ikke dét kan fugte éns partielt mumificerede munddele adækvat. Man kan jo kun forsøge sig frem med andre ting.

Duften er ikke ligefrem kraftig, men formår alligevel at stille en oplevelse i udsigt. Mestendels er den venligt sød af hyld med en syrlig kant af lime, slebet skarp af et bananelement, der ikke er alarmerende, men dog under observation.

– Og der forbliver det, bananelementet, når brygget smages. Nogle vil måske finde det lige i overkanten, mens jeg selv synes, at det giver en lige lovlig let og ikke i sig selv videre inspirerende hvedeøl kant nok til at den ikke glider helt ind i den gulgrumsede almindelighed af alt for mange, generiske sydtyske hvedeøl. Denne formår i kraft af en kant, som måske ikke appellerer lige meget til alle, at skille sig en smule ud.

Og i sommerheden kan stort set alt, der bare er en smule fugtigt, bruges. Dér fejler brygget i hvert fald ingenlunde.

Hvad angår de tunge, vældige øl, jeg senere i dag skal nyde sammen med min gode ven Marcus må tiden vise. At deres læskende egenskaber nok ikke har stået i centrum for byggernes ambitioner, tør jeg godt vove et gæt på allerede nu – men afgørelsen vil selvfølgelig kunne findes her på bloggen inden længe.

In your face, Crew Republic

Lidt for ren …

Det var jo ikke hele Tyskland, der klokkede i det, da de omsider valgte at hoppe på kvalitetsbølgen her for 2-3 år siden. Wacken Brauerei repræsenterer bestemt ikke hele Forbundsrepublikken i deres rygstødende juristerier. De repræsenterer heller ikke Crew Republic, et mikrbryggeri fra München med det sigende slogan ‘Craft Beer is not a Crime’. – Det er sandt, og bestemt ikke bare en dumsmart bemærkning, men snarere et subtilt stik til det tyske Reinheitsgebot. Ved sin udfærdigelse i Renæssancen var dette ganske vist en garant for kvalitet og mindre giftigt øl, men i vore dage har det været en klods om benet på innovationen i Tyskland, og formentlig den væsentligste grund til, at ølrevolutionen var så længe undervejs i hvad der tidligere har været betragtet som et foregangsland hvad angår øl.

Hvor passer det egentlig fint, at opgøret kommer fra samme område, som loven selv i sin tid gjorde.

Ikke desto mindre overholder denne øl renhedsforskrifterne – og som så mange tyske bryggerier, er de to bryggere, Mario og Timm, også omhyggelige med at gøre opmærksom på dette på etiketterne. “Så meget for oprøret” kunne man kynisk sige, men en IPA behøver ikke andet en vand, humle, gær og malt – så hvorfor egentlig ikke bare holde det simpelt?

Rent er brygget måske nok, men næppe ‘naturtrüb’. Det virker i hvert fald ganske klart og mere ovre i det korngule end det kobberrøde, som IPA’er gerne bevæger sig over i. Det fedtede marengsskum matcher til gengæld fint med, hvad man oftest ser i denne type.

Bouqueten er primært aromatisk, idet den venlige, søde altheaaroma pakker de ellers skarpe grannåle ind i et blødt tæppe. Så er der lidt mere grannåle i smagen, mens den venlige citrusaroma ledsager som den skal i en sufficient skarp bitter grundstamme.

Det er meget klassisk, meget rent, meget kontrolleret og meget uoverraskende. Selvom der er kraft nok i smagen, er der intet nyt at hente. Den nidkære kontrol og renhed lader faktisk til at have taget en smule overhånd, idet en syl af blankt stål jager i gummerne, hver gang man tager en tår. Uden at det vælter et overordnet pænt indtryk, minder det stadig om, at en ubalance til den lidt for bitre side – eller den lidt for søde side altid er at foretrække for den lidt for blankpolerede og rene side.

Lindemans Cassis, Lindemans (Fra Klosteret II)

Bristede forventninger …

Jeg tager hermed en tråd op tilbage fra tidligt på foråret. Tilbage i marts var jeg på ølfestival i Esrum hvor jeg erhvervede mig et lille udvalg af belgiske klosterbryg. Den slags kan godt holde til at stå et stykke tid – og det har de så gjort, de fleste af dem. En enkelt blev så anmeldt i april – og jeg tror ikke, der kommer til at gå så langt tid mellem anmeldelserne generelt som mellem disse to.

Her er der en øltype, jeg ikke kendte før. Ganske vist kendte jeg udmærket til de belgiske frugtøl – ikke mindst kriek‘en, som jeg er en stor nyder af. Egentlig er en tilsvarende øl med solbær jo ikke far fetched, men lur mig om ikke jeg ikke havde skænket det så meget som en halv tanke, før jeg ved ølfestivalen fandt ud af, at det fandtes.

Jeg holder egentlig meget af solbær. Og alligevel er solbær en acquired taste, som jeg gemmer til særlige lejligheder. Hindbær, jordbær, rips og kirsebær kaster jeg i mig som slik, mens solbærrene med deres mørke, ganske særlige syrlige smag, ikke helt indbyder til samme slags lemfældig sorgløs nydelse.

Netop derfor havde jeg store forventninger til den lille flaske.

Belgierne drikker angiveligt ikke deres frugtøl rene, men blander dem typisk op med andre sure øl – Gueuze, fx. Frugtøllene er som antydet selv sure, vildgærede øl. Som skandinavisk barbar drikker jeg dem selvfølgelig rene, og glæder mig i den anledning over, at netop disse fra Lindeman er afdæmpede i alkoholstyrke, så man kan nyde den sliksøde masse uden at behøve bekymre sig om fuldskab og tømmermænd (m/k) bagefter.

Imidlertid viste forventningerne om en syrlig lille frugtbombe sig ikke helt indfriede. Nok var brygget dejligt natsort med højt, blodrødt skum – sjældent har et bryg prydet mit drageglas så vel – det er sådan vampyrer drikker med stil. Og imens legede duften så fint med, med skarpe, syrligtsøde og fyldige noter af lige præcis det man håbede og forventede – solbær så tæt at man snarere måtte forvente en grød eller budding end et bryg.

Men i smagen måtte indtrykkene vige. Skarpest var det bagvedliggende lambic-brygs syrlighed. Og den lå jo sådan set også fint der i baggrunden og var sur på den glædelige måde. Jeg var til gengæld gået ind med en langt større forventning om solbær – ikke mindst efter den fine indledende bouquet. Men solbærrene var ikke synderligt præsente. Ligesom det sure lambic-indslag lagde også de sig i baggrunden, som om de saft-susemig også ville spille andenviolin sammen med syren. Sådan glider det ned – glimtvis og skiftevis med lambicsyre og solbær. Aldrig rigtig komplimenterende hinanden og heller aldrig i konflikt, hvorved det ellers lovende frugtbryg ender – om ikke kedeligt så i hvert fald langt fra så nyt og spændende som jeg havde forventet.

Twenty-2 Unfiltered Lager, Nørrebro Bryghus (Saufen mit Marcus – The Sequel II)

Ned ad bakke …

Efter det lille sidespring til SuperBrugsen Brønshøj og Tjekkiet, skulle jeg gerne igen være nogenlunde på rette spor – i det mindste med kronologien, omend humøret stadig gør knuder ind imellem.

I mellemtiden er min far jo fyldt 80 år, hvilket er blevet fejret på behørig vis. Der var besøg langvejs fra i den anledning – Tyskland, kunne mine faste læsere nok regne ud. Men andre venner af min far og familien i almindelighed tog skam også turen over broerne helt ovre fra det Euroasiske fastland for at slutte sig til festlighederne.

Det har lettet en del, kan jeg roligt sige, at dét flueben er sat i kalenderen over arrangemener, jeg skulle nå. Jeg har følt, at hele det første halve år af 2018 har været én lang række af familie-tam-tam’er jeg skulle forholde mig til. Nu er der så endelig lidt mere ro på, så jeg stille og roligt kan samle skårene sammen og klinke dem.

Vi slap som bekendt temaet om Marcus og min prøvesmagning af lagrede Amager Bryghus-øl ved det uforlignelige Matterhorn (Marcus’ betegnelse) af et bryg, Big Bold & Beautiful. Egentlig havde jeg fire øl med den aften – men vi nåede altså kun at anmelde to, plus denne ene, som vi købte i Meny Valby før vi indfandt os i Marcus’ lejlighed. Manglen på rettidig omhu fra begges side betød, at der måtte komme en ny anmeldelse ud af det. For egentlig var planen, at vi ville lave en opdateret anmeldelse – en revisited – af den Nørrebro Bryghus-øl, vi et par uger forinden havde nydt umiddlebart før vores biograftur.

Vi kunne huske det hed ‘Twenty-2 [et eller andet]’ men enten var vi for dovne, eller ganske enkelt ikke snarrådige nok til at tjekke efter på smartphonen mens vi stod i Supermarkedet. Jeg slår selv jævnligt op, når jeg køber ind, om jeg mon allerede har prøvet den øl, [indsæt stort set vilkårligt navn på supermarked, jeg kunne have handlet i her (undtagen Aldi – jeg handler ikke i Aldi)] i denne måned har på spotvarehylderne. Så hvorfor – nu vi stod med selve internettet ved vore fingerspidser – søgte vi dog ikke lige på bryggets navn før vi tog det forkerte?

Jeg vil ikke udtale mig på Marcus vegne, men selv er jeg da godt nok ikke for knøw …

Men efter at have brugt vel over en time på at nyde og opleve os igennem Amager Bryghus’ fænomenale pragtbryg fortrak vi til stuen, hvor den ud over endnu en ølanmeldelse stod på brætspil.

Men med vidunderet i baghovedet – eller snarere i vommen – vidste vi begge, at det kun ville gå én vej. Og det var såmænd ikke for at sige noget grimt om Nørrebro Bryghus’ øl inden vi overhovedet havde åbnet den, men at have prøvet et bryg som hint (altså BB&B) er jo i sig selv rigeligt hybris til, at et ethvert anstændigt menneske takker pænt nej til hvad som helst, der er blot halvt så godt lige efter.

Unfiltered Lager er en lys pilsnerøl – men fordi Nørrebro skal være så utroligt hipt foregår alt på engelsk, også selvom det vist er årtier siden, det ikke længere var hipt … tror jeg da nok. Nu er jeg ikke selv super hip, så hvad ved jeg?

Men denne gør det nu godt for det den er. Det korngule, højtskummende bryg byder på tæt, skarp, næsten røget duft med indslag af birkebark og lys mjød.

Marcus var nogenlunde tilfreds med brygget, der ydede ham en adækvat bitterhed, der dog ikke holdt helt nok i eftersmagen. Men som en go-to-øl, hvis man skal mødes med sine venner i parken en varm sommerdag, er den fuldt ud tilstrækkelig – “strålende at drikke i åbent landskab og i godt selskab”.

Selv fandt jeg imidlertid dårligt nok bryggets aroma adækvat. Den virker spinkel i udtrykket og holder aromaerne alt for vel inden for det sikre og velkendte – korn, majs og en på overfladen skarp, men slet ikke dyb nok kant af humle.

Til min påstand om, at brygget også havde et forstyrrende element af banan, tog Marcus imidlertid prompte afstand: “Det er noget fordrukkent sludder! Tal pænt om den her øl. Den har ikke skyggen af banan over sig …”

“Jeg tror altså, der er noget isoamyl acetat i den …”

Himmelvendte øjne og en lettere sexistisk mishagsytring, jeg skal skåne læserne for, var hvad Marcus havde til overs for min indvending, som jeg ellers bedyrede, jeg længe havde øvet mig på at udtale.

“Du har øvet dig to work it into conversation – det er JO isoamyl-bolangolaj mig noget så gudsjammerligt …”

Givet de rette omstændigheder var Marcus klar til at give den 3, måske 4. Selv vil jeg ikke gå så højt, da bryggets spinkelhed og vigende aroma ikke taler til dens fordel. Og uanset hvad Marcus havde at sige af grimme ting om, at jeg havde sagt grimme ting om isoamyl acetat, så mener jeg fortsat, at brygget havde antydning af banan i sig, hvilket ikke hører sig til i øl af pilsnertypen.

Marcus:

Kaj:

Twenty-2 APA, Nørrebro Bryghus

Vigende fylde …

Forleden onsdag – ja, faktisk før jeg prøvede Lervigs fine ekstra hårde IPA, men det er jo ikke første gang, kronologien ryger – var jeg i biografen med min gode ven og hyppige gæsteanmelder Marcus. Forestillingen stod på Deadpool 2 – en film, der egner sig fint til at blive set efter et par gode øl. Dem stod Marcus for, og selvfølgelig  var der også én, jeg ikke havde prøvet før iblandt dem.

Eftersom vi havde besluttet os for, at vi ikke bare ville nyde et par øl før filmen i det fine sommervejr, men at vi også pligtskyldigt ville både bumse og bøve ved samme lejlighed, drak vi øllene af flaske, henslængt på granitten ved en af Axeltorvs lidet dekorative, men i det mindste i sædehøjde lemfældigt opmokkede skulpturer. Det er den slags skulpturer, min ekshustru så rammende har betegnet ‘erhvervskunst’ – men også det er en tangent, jeg hellere må slippe nu, før jeg farer for langt ud af den.

Men bøves og bumses skulle der. Vi fordelte opgaverne ligeligt imellem os, og skiftedes dertil. Men da både det at bumse og at bøve altså indebærer at indtage alkohol uden at hælde det i en sekundær beholder først, vil en visuel beskrivelse af brygget udeblive denne gang.

Min notesbog havde jeg heller ikke, så min i telefonen indbyggede diktafon måtte til hjælp. I baggrunden af optagelsen kan man høre Marcus hovere over, at jeg måtte vende flasken om, og tjekke bagetiketten for at få bekræftet, at APA rent faktisk står for ‘American Pale Ale’. Det er brygget jo egentlig ikke, da det er brygget i Hedehusene – men illusionen om amerikani og københavnerisme er intakt med titlen, der angiver de to første cifre i Nørrebro Bryghus-restaurantens postnummer.

“Duften er sød, blomstret og aromatisk med duft af citrongræs, bergamot og …”
“sømandstøj?”
“Nej, ikke sømandstøj, Marcus …”
“Og kartofler …”
“Marcus, vi to kender hinanden for godt, kan jeg høre, til at du kan sidde ved siden af, mens jeg anmelder øl.”
“Fair nok,” svarede Marcus og mumlede et eller andet, undvigende der fortabte sig i byens afdæmpede støj og sommerbrise.
“Men jeg må jo drikke den ud af flasken – det bliver man jo nødt til ind imell… Nej, Marcus! Jeg skal ikke hælde den op i dine fremstrakte krummede hænder!”

Hvor sådan et gammelt venskab dog kan være en uudtømmelig kilde til lige dele moro og narrestreger.

Vel, ved smagning hæftede jeg mig som det første ved bryggets vigende fylde. Aromaen er ellers nogenlunde på plads med en aromatisk alteabund, der næsten bliver mintagtigt sviende ved gummer og bagtunge. Humlen er frisk, skarp og i det søde hjørne. Noter af citrongræs og grape placerer brygget i den syrligt-lette ende …

… og det er jo dejligt. Men den er fortsat til den tynde side, så nogen topscorer bliver den ingenlunde.

Marcus mente, i et anfald af uforklarlig seriøsitet, at jeg burde have skænket den i et glas. Det kan da være, jeg laver en revisited en dag, men lige nu er motivationen for dette ikke stor, da oplevelsen alt i alt er væsentligt tættere på det middelmådige end det fremragende.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme