Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 2-2½ stjerner

Brilleabe, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken IX)

Men glasset er godt …

Jeg har så været lidt af et kødhoved hele tiden. Ja, det ved vi selvfølgelig godt allesammen, men når det viser sig i et omfang som her, så bliver man mindet om det i en grad, så det er værd at påpege for at gnide lidt ekstra salt i såret.
Hvorom alting er, viser det sig, at den forsendelse øl, jeg modtog fra Løkken Bryghus forleden, også bestod af et mindre parti øl fra et andet bryggeri, jeg heller ikke havde prøvet noget af før.
Tre øl var således fra Bryggeriet Vestkysten. Og det forklarer sådan set også, hvorfor der var sådan et fint glas med i pakken fra det bryggeri. Som allerede nævnt har glasset overtaget pladsen som mit favoritglas efter at det gamle røg på gulvet. Øllene var i øvrigt i en helt anden type flaske end Løkken Bryghus’ øl, så der var alle chancer for, at jeg ville opdage variationen i pakken allerede ved udpakning.
Men nej … Først da jeg i går eftermiddag satte mig til rette på min yndlingsstol for at passe min yndlingsbeskæftigelse her under pandemien: at hyggesnakke med mine venner over internettet, opdagede jeg, at der var tale om øl fra en anden leverandør …

Det er i øvrigt ikke lykkedes mig at finde nogen hjemmeside for Bryggeriet Vestkysten, og jeg har brandet mistænkt for på en eller anden snedig måde at høre under Løkken Bryghus. Hvorfor skulle de ellers sende mig bryg fra en konkurrent? Mit gæt er, at BV er Løkken Bryghus’ eksperimentelle division, mens hovedbryggeriet står for det bredere udvalg.
I hvert fald lægger jeg her hårdt ud med en specialølsklassiker: en IPA med en spøjst specifik styrke på 5,78% og med navnet Brilleabe. Abelist? Måske en smule, men også et fjollet og forældet derogativ, der nok efterhånden har mistet det værste af sin svie.

Allerede ved skænkning dufter brygget lovende af mørkt træ. Det matcher bryggets relativt mørke, klare ydre. Efter alt at dømme er brygget filtreret – og hvis det er det, der skal til for at holde brygget ensartet og velkontrolleret, så gerne for min skyld. Gyrup Gård i Snedsted, der ligger i cykelafstand fra min lille hybel i Thisted har leveret den økologiske malt som man også mærker en sød antydning af.
Alt sammen meget besnærende … desværre går de gode takter ikke igen i smagen. Her mærker man intet til malten, brygget føles mestendels vådt – bland – er et engelsk ord, der uvilkårligt melder sig om den småsyrlige, udefinerbart træ-agtige smag og mundfornemmelse. Ananaskirsebær – måske med en dråbe honning, og så ellers en satans masse vand, rundet af med en bismag af jern er hvad man bliver budt.
Mildt sagt har jeg svært ved at lure meningen med den her IPA. Den mangler typens ikoniske frisk- og bitterhed, og det den byder på i stedet, er ingen større nydelse.

En skæv debut for Bryggeriet Vestkysten … Det bedste de har leveret til bloggen her, er fortsat det fine glas.

Funky Santa, Midtfyns Bryghus

Sær jul …

Funky er ikke bare en musikstil. Det er også et fuldstændig kromulent ord på engelsk, hvor det betyder noget i henretningen af ‘mærkeligt’ eller ‘uregerligt’ … fordi de der funky rytmer med den inciterende bas, bare er så uregerlige, eller noget.
Det virker jo mægtig besnærende, når der skal hentes juleøl hjem til anmeldelse. Man forventer noget nytænkning i en højtid, der er kendetegnet ved sin fastbundethed til traditioner, der for alt i verden ikke må ændres. Men forandringen kommer alligevel – for 200 år siden (rundt regnet) blev juletræet en trend. Og på en eller anden måde må det jo have maset sig ind blandt de allerede eksisterende juletraditioner.
Gad vide hvem der mon dengang fik skylden for den slags samfunds- og verdensomstyrtende anarki? Muslimerne var der jo ikke rigtig endnu til at kunne tage skraldet for den slags? Måske var det jøderne man hakkede på i stedet? Og katolikkerne! Helt sikkert også katolikkerne.

Men tilbage til øllet før jeg kryber alt for dybt ned i det kaninhul. Midtfyns BryghusFunky Santa er en brown ale brygget med hvedegær. Det skulle give brygget et krydret udtryk, hvilket jo kunne gå hen og passe helt fint til and, flæsk, svesker, brunede kartofler samt først og fremmest sovs.
Brunligt orange og med masser af gærflager tumlende rundt i sig tager det sig i hvert fald utraditionelt ud. Det samme kan man roligt sige om bouqueten – den er underligt sødt-syrlig, en smule i retning af æbleeddike. Og æbler er selvfølgelig også forbundet med julen, men ikke i en sådan sur sammenhæng.
Syren går igen i smagen, og diskvalificerer dermed hurtigt brygget som juleøl. Ananskirsebær gør sig bare ikke særlig godt på julebordet. Heller ikke selvom man i den underligt sur-søde masse hist og pist kan finde spor af nogle julerester. Tørrede figner her, pebernødder der.
Brygget har i øvrigt en nogenlunde adækvat fylde, godt hjulpet på vej af 8,5% alkohol – men slutproduktet forekommer underligt fragmentarisk og det overordnede koncept er lige så sløret og grumset som øllet selv.
Brygget er nu hverken væmmeligt eller udrikkeligt som sådan. Det er blot ubrugeligt til julebordet … og påskebordet og pinsebordet og til mortensanden og fastelavnsbollerne. Mere end noget andet forekommer det som et brygeksperiment, der ikke rigtig er lykkedes, og så har man ellers bare smækket en etiket på, der passer til den tid på året, hvor eksperimentet blev foretaget.

Det er sjældent at den slags ender så’n rigtig godt.

Brun Sovs, BeerHere

Beer There?

Så lykkedes det endelig at få en juleøl på programmet. Samtidig var den et glædeligt gensyn med en af bloggens gamle kendinge, som det er alt for længe siden, jeg sidst har haft mellem hænderne.
Jeg er faktisk lidt forbløffet over, at det er over otte år siden, en BeerHere-øl sidst blev anmeldt på bloggen. De har ellers gjort det rigtig godt de kun tre gange, jeg har været forbi dem. Jeg er sikker på, jeg så et eksemplar af deres øl engang i Toft Vin på Islands Brygge, dengang jeg boede på Amager. Måske var det prisen, der gjorde, at jeg valgte anderledes, hvem ved?
Den her blev købt i SuperBrugsen Thisted, der igen i år er leveringsdygtige i nogle spændende juleøl. Specielt dyr var den vist egentlig ikke, så den var en oplagt kandidat til årets opbud af juleølsskriverier.

Brun Sovs er en af de vigtigste ingredienser på julebordet, så BeerHere har gjort lidt af et kup hvad angår navnet. Bryggeriet understreger imidlertid på etiketten, at der ikke er tilføjet sovsekulør i brygget. Det holder sig pænt til de tyske renhedsforskrifter og samtidig er det ikke stærkere (4,8%) end at man godt kan nyde et par stykker eller tre til julemiddagen, uden at man bliver bimlende beruset.
Flot er brygget også – nydeligt klart i dyb mahognikulør, mens skummet er gyldent som fedtet under perfekt branket flæskesvær. Duften synes til gengæld noget afdæmpet, men formår da at levere nogle alt andet lige lovende noter af vanille og fløde.
Til gengæld konstaterer man ved smagning hurtigt, at brygget ikke sådan lige med det samme kommer til at overtage sovsens plads på julebordet – faktisk overhovedet ikke! Brygget er tamt fra første mundsmag, yder kun sparsom fylde og føles mere end noget andet, som en halvtynd kop kold kaffe. Bitterheden vokser en smule med tiden, og bliver for så vidt substantiel i eftersmagen – det må man give brygget. Til gengæld matcher aromaen ikke julemaden særlig godt.
Nej, juleøl skal være fyldigt og sødt. Sådan komplimenteres fedt, flæsk og and bedst, sammen med nelliker, salt, peber og laurbærblade. Til allerstørste nød matcher brygget måske et eller to af krydderierne, men slet slet ikke på den måde, som brun sovs ellers formår at binde det hele sammen.

Beer Here? I så fald ikke noget, der er værd at skrive hjem om – og især ikke i et julekort til én man elsker og savner.
Maybe over there …?

Julefryd, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VI

Ingen jul i år …

Når jeg får gaver fra producenter og distributører gør jeg altid meget ud af, at fortælle dem, at mine anmeldelser er hudløst ærlige. Jeg er anmelder og ikke reklamesøjle.
Det har endnu ikke skræmt nogen væk. Tværtimod har min anmeldervirksomhed, uanset hvor venligt eller uvenligt stemt jeg har været over for gavegiverne, kun afstedkommet større interesse for fremtidige forsendelser.
Jeg håber at Løkken Bryghus er med på at styrke den trend, og ikke bliver kede af det – eller måske ligefrem sure – når jeg nu ser mig nødsaget til at skærpe tonen en anelse.

Julefryd er bryggeriets bud på en juleøl. Slet og ret betegnes den ‘Jule Ale’ på bagetiketten, hvor også brygingredienserne fremgår. Det står med så små typer, at mine læsebriller er en absolut nødvendighed – ikke med hundrede procents sikkerhed pga. listens mangfoldighed, men mistanken lurer. Ud over de fire klassiske ingredienser, der ville gøre brygget acceptabelt på tyske tunger, indeholder det krydderier, sirup, appelsin og rosiner. Hvilke krydderier udspecificeres ikke … måske fordi flasker er forbandet svære at klemme ind under mikrofilmlæsere? De er også ved at være håbløst forældede, nu om dage.
Resultatet er om ikke andet visuelt tilfredsstillende. Et næsten sort bryg med tæt, fedtet kakaoflødeskum. Duften til gengæld er udefinerbart småsyrlig på en måde der gør alt for at skjule ellers velgørende elementer af malt og æbler. Aromaen er ligeledes usikker i udtrykket. Det mest markante er en tonsillær bitterhed af mørkt træ, der imidlertid kvæles af alt for meget vand og i øvrigt ikke forekommer – krydderier og andre tilsætninger til trods – særlig julet.
Mest af alt peger den i retning af en bedre komponeret og mere harmonisk udgave af Tuborg/Carlsbergs knapt drikkelige og notorisk u-julede snebajer. Som øl isoleret betragtet, altså hvis man fratrækker julen, er brygget ikke som sådan ubehageligt – blot skuffende i betragtning af et forjættende ydre.

Hvis Løkken Bryghus vil slå sig op som kvalitetsbryggeri, bliver de nødt til at gøre det bedre end det her.

Rajfog, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken II

Ufortjent …

Aldrig så snart man har gravet sig dybt dybt ned i sortsyn og sløvsind over ens beskæftigelsessituation, før man bliver tilbudt arbejde flere på hinanden følgende dage i træk. Jeg er som bekendt ikke troende, ej heller er jeg overtroisk, og derfor er jeg heller ikke bange for at jinxe når jeg her for anden gang på kort tid (første gang var på Twitter) lufter ideen om at melde mig i arbejde igen, hvis det fortsætter. Lige nu går det i hvert fald i den rigtige retning, og jeg kan allerede mærke, hvordan mit humør bliver bedre for hver time, der går.

Mere lyst til at anmelde øl får jeg også igen. Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg egentlig prøvede den her, den anden øl fra Løkken Bryghus. Jeg skylder i øvrigt bryghuset tak – ikke bare for tilsendelse af anmeldelsesmateriale, men også for to fine glas. Det ene har afløst mit favoritdrikkeglas, der røg på gulvet for et par dage siden.
Nej, det er ikke det for oven afbilledede drageglas. “Jamen er drageglasset da ikke dit yndlingsglas?” gentager jeg for mig selv med tungen klemt ned mellem fortænder og underlæbe som Peter Kær i den navnkundige børneunderholdningsserie TV-Pil fra 90’erne. Næh – drageglasset bruger jeg af æstetiske årsager for at signalere, at her er der en øl, jeg har høje forventninger til. I grunden er det ikke særlig godt at drikke af. Det er djævelsk tungt på grund af alt metallet, og faktisk en anelse for smalt til at egne sig rigtig godt som ølglas.

Så hellere et glas, der rent faktisk bare er af glas. Her er det så i brug første gang, det nye glas som Løkken Bryghus skænkede mig (ja, selvfølgelig er ordene nøje udvalgt og udspillet). Det er fra Bryggeriet Vestkysten, som jeg har til gode at stifte bekendtskab med. Til gengæld er jeg vild med det spinkle og stilfulde look, og jeg nyder allerede i fulde drag (jeg kan ikke lade være) at bruge det.
Det skal læserne nok få meget mere at se til, indtil det også ryger på gulvet en dag. Men lad os nu se om ikke det har en del gode år i sig før det sker.

Videre til dagens øl, Rajfog hedder den. “Rajfog er et rigtig godt udtryk for snestorm. Hvis himmel og hav står i et, er det “himmelbetændt rajfog”” fremgår det af etiketten. Den slags vil det nok være så som så med i fremtiden i betragtning af, hvor godt den globale opvarmning har fat. Temperaturen her midt i november ser ud til at have lagt sig et sted mellem 11 og 13 grader. Abnormt højt for årstiden, men netop det abnorme er efterhånden normen, når man ser på udetemperaturerne i vintermånederne.
I det mindste står regnen ikke konstant ned i stænger, sådan som den gjorde sidste efterår, så vores vaskekælder stod under vand fra midt på efteråret til langt ud på foråret.
Årstidens mørke efterligner denne seksprocents-bock til gengæld ret autentisk. Ikke at en bock egentlig behøver være mørk, men det er såmænd heller ikke fordi det mindsker forventningerne, når brygget samtidig dufter ganske indbydende af vanille og mørkt sukker.
Der er da også skruet godt op for maltimpressionen, der giver brygget en rar og blød mundfylde. En let lakridsberøring yder et krydret indslag over et sødt aromatæppe af melasse og farin. Desværre kan ingen af aromaerne se sig fri for at være noget for ikke at sige ret meget til den afdæmpede side. Nogle gange er antydningens kunst at foretrække frem for aromatæppebombning af mundhulen, men det her grænser til det decideret vage og uengagerede.

Det startede ellers jøwt med pilsneren af samme navn. Dette her er til gengæld hverken jøwt eller rajfog. Det er bare småkedeligt og trivielt (gad vide, hvad det mon hedder på vendelbomål?), og det fortjente egentlig ikke pladsen i drageglasset.

Anarkist European Haze, Royal Unibrew/Albani

Mariehønen

At afprøve Anarkist-brandet fra Royal Unibrew beskrives bedst som en rutsjebanetur. Men ikke just i Dæmonen eller Trærutsjebanen på Bakken. Nej – det er mere som i de forskellige varianter af Mariehønen – rutsjebanen for børn i alderen 2-5 år eller deromkring. Det meste foregår på gulvniveau, og toppene er i en magelig højde, hvor alle kan være med.

I dag kører vi så en tur nedad. Det kildrer en smule i maven, men hvis det sådan rigtig skal vække begejstring, skulle man nok have været lidt højere oppe. Poden, der ellers ville sidde ved siden af, henrykt hvinende ved turen over de bløde kurver, er ikke med, idet øl jo ligegodt ikke er for børn.

Dertil kommer, at i denne type rutsjebaner, er det opturene, der er sjove. Nedturene kunne man i grunden godt være foruden. Ikke mindst når de er så stejle som her. Sidste gang jeg havde en Anarkist-øl i hånden, var det nemlig slet ikke så værst. Men denne gang er der meget tilbage at ønske.

Det er såmænd ikke fordi, jeg på forhånd bliver skræmt væk af, at øllet er en Session – en alkoholafdæmpet udgave af øltypen – her en IPA. Der kan være kompenseret så rigeligt med andre ting – humle fx – så den lavere alkoholvolumen, her på 3,7, næppe kan mærkes.

Ved åbning næres håbet om netop dette, idet bouqueten kan fornemmes allerede ved fjerning af kapslen. Noter af vanille og søde stenfrugter gør deres entre, og folder sig ud ved skænkning, sammen med spæde grannåle – en signaturduft for veldrejede IPA’er. Samtidig kan man beundre bryggets grumsede look. Ufiltreret – ja det tør siges! Plumret er næsten mere passende, og nydeligt i kontrast til bryggets kridhvide skum, der sprødt og modvilligt itubrækkende knejser over det dunkelorange bryg.

De første par mundfulde yder adækvat bitterhed med luftig fylde, præget af af den lethed, som den lave alkoholvolumen typisk byder. Fyrrenåle flankeret af et skarptsyrligt citrusstik yder karakter og temperament. Postivit overraskende, umiddelbart …

Desværre holder de gode takter ikke i længden. Syrligheden tager snart over, og den lette em af friske fyrrenåle, der nænsomt dalede ned over tungen erstattes af en kras, tør og noget harsk aroma af bagegær. Jeg mistænker oxidering, men den slags plejer man at kunne mærke med det samme, og det var ikke tilfældet her.

Jeg prøver et par mundsmage mere, men de første gode indtryk lader sig ikke finde igen. At gå all in med ufiltreret øl har ind imellem sin pris – her betyder det at gæren tager helt over i et bryg, der i begyndelsen ellers virkede lovende.

Det er mere end bare en skønhedsfejl. Den slags burde egentlig ikke ske i store bryggerikoncerner som Royal Unibrew.

Gin N’ Beer, Thisted Bryghus

Fordi man kan …?

Den her har stået i butikkerne ret længe allerede. Og ligeledes har den stået rigtig længe i mit ølskab, fordi … ja, det kan jeg ikke engang rigtig redegøre for. Fordi jeg ikke rigtig gad, tror jeg. På overfladen virkede det mest af alt som et eksperiment, der snarere blev udført fordi man kunne end fordi man egentlig ville prøve at opnå noget nyt og spændende.

Brygget falder i samme kategori som ‘Jack & Beer‘, og ved gennemlæsning begynder jeg at mistænke min underbevidsthed for at have en noget bedre hukommelse end min overbevidsthed … hvis det er det, det man er sådan rigtig bevidst om, rigtigt hedder? For konklusionen på hin anmeldelse var, at brygget mere var noget, man havde klasket sammen fordi man kunne end fordi man ville lave noget, der var rigtig godt.

Og her sidder jeg altså med præcis de samme tanker, efter at have prøvet denne øl. Det kan være tilfældigt. Det kan være fortrængte minder, der trænger sig på. Men, uanset om det er det ene eller det andet, forbliver det et faktum, at Thisted Bryghus burde bruge deres kostbare tid og brygressourcer på at producere nogle flere spændende versioner af Limfjordsporter i stedet for lemfældigt at kaste mere eller mindre tilfældige kombinationer af øl og sprut sammen, hvis færdige resultat kun i begrænset omfang appellerer positivt til smagssansen.

Gin i sig selv – for nu bare at starte et sted. Hvem drikker det rent? Personligt går jeg meget ind for at holde tingene – især alkohol – simpelt. Jeg drikker sprut rent, hvis jeg kan slippe af sted med det. Før jeg begyndte at interessere mig for øl, var jeg en stor nyder af whisky, ikke mindst skotsk single malt. Så bliver det ikke meget mere rent og simpelt.

Med gin har jeg det imidlertid anderledes. Jeg nyder en afkølet Gin & Lemon, eller Gin & Tonic. Men gin alene har jeg svært ved at nyde. Ikke engang afkølet.

“Men her er det jo netop blandet op med noget” hører jeg den flabede læser indvende. Problemet er bare, at hvor jeg undertiden kan finde på at blande tynde pilsnere med citronsaft og i øvrigt har lært at holde af belgiske frugtøl, så kan jeg dårligt forestille mig, hvordan Gin skulle kunne gøre noget som helst godt – især i en øl brygget på belgisk saison-gær. Enebær gør det godt i IPA, men hvordan det skulle kunne hjælpe en belgisk saison på vej, er mig en gåde.

Det er heller ikke duften af en frisksyrlig saison, der møder en ved skænkning af det forholdsvist lyse, højtskummende bryg. Det er derimod den anmassende em af enebærbrændevin. Den kvæler alt hvad der ellers måtte være af ølindtryk i brygget. Også i smagen mærkes ginnen mere end noget andet. Den giver en skarp, for så vidt frisk, men også meget alkoholisk note i brygget, som jeg genkender fra den belgiske triple blonde, der nok er den eneste øl i verden, det aldrig er lykkedes mig at holde af.

Samme types banansmag mere end anes til forventelig afsky og væmmelse. Denne gang er det næppe skabt af gærens estere, men figurerer som en klar bismag af de tilsatte gin-krydderier. Spørgsmålet forbliver imidlertid ubesvaret, hvorfor man overhovedet måtte ønske den smag i øl.

På den positive side indrømmer jeg til gengæld, at brygget ikke virker sammensat og disharmonisk på samme måde som Jack & Beer fremstod. Ginsmagen gennemtrænger nærmest alt i brygget og udgør både grundstamme, biaroma, fylde og mundfølelse. Øl er der til gengæld ikke meget til overs af.

Men hvis man holder meget af gin, har brygget vel sin berettigelse. Gin er stærk alkohol, og det er begrænset hvor meget man kan drikke af det uden at man segner, og på længere sigt tager skade. Med dette bryg kan man nyde den fulde smag af gin – næsten i hvert fald – og drikke det af store kar, uden at blive urimeligt beruset lige med det samme.

Mindelserne om Jack & Beer står imidlertid stærkere end nogensinde før. Også dette bryg fremstår som et eksperiment, man mere har begået fordi man kan, snarere end for at skabe noget nyt og interessant.

Belgian Pale Ale, Grimbergen/ Kronenbourg/ Carlsberg

Som de nu er flest …

Grimbergen-serien har en ret stabil og succesfuld historik udi at levere svage og uinteressante aromaoplevelser her på bloggen. Undtagelsen var juleøllen Brassin de Noël. Den klarede ikke bare skærene, men var en reel nydelse. Imidlertid var den også næsten et år over sidste salgsdato, hvilket næppe havde skadet den. Men ret beset ved jeg heller ikke, om det gavnede den.

Og så alligevel … Double-Ambrée har faktisk scoret en endnu højere karakter end vintage-juleøllen. Den må have imponeret mig dengang for seks år siden. I dag – not so much, I think.

Grimbergens øl er i hvert fald ikke noget, jeg gider binde an med mere end højst nødvendigt. Men den her, deres belgiske pale ale, den havde jeg ikke prøvet før, som en af de efterhånden meget få øl, der står på hylderne i mit lokale supermarked. Den kom med i en blanding af embeds medfør og et reelt ønske om at skrive en smule mere på bloggen, efter at de to sidste måneder kun bød på et absolut minimum af fire anmeldelser hver.

Brygget blev drukket i løbet af endnu en livestream – mere specifikt mit første afterpartymin kanal. Et afterparty er en afslappet session, hvor man egentlig bare chiller og snakker om, hvad man har lyst til, som efterspil for en mere struktureret seance. I dette tilfælde 2. del af en gennemgang af den landflygtige danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentar, 7 Days Adventure with God. I en serie af livestreams vil jeg og nogle venner afprøve, om vi bliver omvendt til Torbens kult ved at se dokumentaren, sådan som det angiveligt er sket for indtil flere af hans tilhængere. Øllen leverede da et adækvat buzz med sine 5,5 procent i delestørrelse, men derudover var den, som Carlsbergs øl er flest.

Vel – køn er den da med sin messingblanke lød og høje fedtede skum, der klæber i etager ned ad glasset. Men så snart glasset placeres under, næsen sætter hverdagen og dagligdags trummerum ind med en hævn. Et vagt sødt indslag af mandler blander sig lidt ligegyldigt med en underliggende syrlighed, der ville have forekommet frisk, hvis ikke den var så svag. Håbet er lige så lysegrønt som foliet om flaskens halv, men realitetssansen fortæller også, at det nok er forgæves. Og ganske rigtigt. Her er der ikke tale om en øl, hvor aromaen er gemt i smagen og sparet i bouqueten.

Smagen er lige så kedelig som duften. Jeg fattes ord på dansk til rigtig at sætte på indtrykket, mens det engelske ord ‘bland’ rammer ret godt. Grå og kedelig, uden evne til at sprede egentlig glæde, men heller ikke fæl. Tørsten slukker den da, og den småsyrlige aroma med et fjernt, næsten druknet indslag af bergamot er ikke som sådan til ubehag. Den er bare heller ikke rigtig til gavn.

En industriel specialøl som vi kender dem.

Smoking Black Jesus, Ølluminati

Ingen frelse …

“Man risikerer frelse ved denne øl” – udfordring accepteret! Når ellers veldrejede Ølluminati skriver den slags på etiketten, skal de nok få læst og påskrevet – hvis øllet ellers ikke lever op til løfterne. Prøv at frelse denne gamle mavesure ateist, der i øvrigt også er rødhåret. Så jeg har ikke engang en sjæl, der kan frelses.

Frelse fra det evindelige cirkus, der ikke bare er den igangværende corona-krise og deraf følgende isolation, men også min voldsomt ustabile jobsituation, ville ellers være kærkommen. Men når navnet på øllet er Smoking Black Jesus, tror jeg ikke det er den form for frelse, der er tale om … og så alligevel. I henhold til evangeliet efter salig Jan Monrad og fortsat sprællevende Søren Rislund arbejder Jesus jo oppe ved kommunen. Og beskæftigelsesindsatsen føres jo i fællesskab af kommuner og a-kasser … såeh …

Ud over et kækt navn, og en endnu kækkere etikettekst, et dunkelt bryg og meget højt, matchende, brunt skum, lader flasken ikke meget vide om, hvilken type bryg, der er tale om. Untappd hævder, det er en mørk lagerøl, og den køber jeg gerne, da alkoholprocenten på 4,6 passer så nydeligt. I duften mærker man de ristede og røgede noter i langt fra ueffen kombination med en lovende nøddeessens. This could be good.

Skummet er længe om at falde, så hvorfor egentlig ikke bare smage på det? Røg, kaffe … alt sammen lidt svagt, men på den anden side også subtilt. Efter lang tids venten, når man så endelig ned til selve brygget …

… og der rammer skuffelsen så. Ud over at udsætte nyderen for risiko for frelse … der tydeligvis udebliver, ateist og/eller rødhåret eller ej … lover etiketten også en letdrikkelig, fyldig øl. Letdrikkelig – jo tak. Den er go’ nok. Brygget ryger lige ned i løgnhalsen og gør kun ringe væsen af sig undervejs. Fylden kniber det som antydet til gengæld voldsomt med – ligesom med aromaen. De lovende nøddeagtige og røgede noter er erstattet af en uengageret våd oplevelse. Smisk-smasker man brygget grundigt ind i gummerne mærker man nogle udefinerbare noter af friske forårskviste af lyst træ – birk måske – men de er gemt væk i alt for meget vand, der bare bruser derudaf.

Eftersmagen kan en kende mere. Et minde om røgen, man oplevede i skummet vender tilbage – men kun som en skygge af sig selv. Og selvom den kun klinger langsomt af, nagler ærgelsen over, at oplevelsen aldrig blev større, sig mere fast end noget andet ved brygget.

Vandet forblev i store træk vand. Det blev ej til vin – kun til tyndt øl. Det kan Ølluminati gøre bedre.

NUA Pale Ale, NUA Brygghus

… and stay dead!

Nå så blev genopstandelsen definitivt aflyst i Danmark. Jeg gad godt have prøvet det bryg, Joy Mogensen må have hældt litervis af i kraniet, for at slå ind på sådan en slingrekurs i spørgsmålet om, hvorvidt kirken skulle holde åbent i påsken eller ej. Inficeret altervin? Næppe – kirkerne har været lukket i ugevis, ligesom resten af landet, så hvad præcis hun havde dyppet tuden for dybt i, må stå hen i det uvisse.

Glæden ved, at kirkeministeren trods alt endte med at træffe den rigtige beslutning overgår dog ikke fryden ved, at vi, der godt kan se, ideen om åbne kirker er åndssvag, nu har håneretten. Nu er det Dansk Folkeparti og i særdeleshed Marie Krarup, der skal nyde godt af den særlige form for ytringsfrihed, som de skatter så højt: Hån, spot og lattergørelse! Overalt hvor de lufter deres ævl om, hvordan kirkegang skal stå over menneskeliv, skal de mødes med hånlatter og fingerpeg, høvisk nedladenhed og patronisering som kun børnehavebørn oplever det. For Dansk Folkepartis medlemmer, og navnlig deres repræsentanter lokalt og nationalt, har – med deres hovedløse og dybt uansvarlige ideer om kirkegang under den farligste pandemi siden den spanske syge – vist med al tydelighed, at de ikke er deres repræsentative pladser værdige.

Nok om det! Videre til den sidste øl, som min gode ven Gedved (der kan opleves i levende billeder og tale her) havde med til mig ved nytårstid.

Brygget skummer voldsomt ved skænkning. Mere end rigeligt til at man får mistanke om fejlbryg, men da øllet alligevel ikke ligefrem eksploderer i en geyser ved åbning kommer tvivlen det til gode. Skiftevis en fryd og en prøvelse er det at tvinge brygget ned i et glas. Det tager en helvedes tid, men så kan man til gengæld nyde de sjove, bløde og groteske figurer, det alt for langsomt faldende, tætte skum danner undervejs.

Duften er spinkel, omend gennemtrængende af fine, spæde grannåle. Brygget slår dermed nogle meget velkendte, men også sikre noter an. Den positive overraskelse lurer lige om hjørnet, og der bliver den ellers lurende, for den springer aldrig rigtig frem i aromaen.

Der er glimtvise indslag af frisk, karsk prikkende humle, men denne overdøves af det allestedsnærværende norske fjeldvand, der nok er forfriskende, men ikke ligefrem behjælpeligt med at få aromaerne til at træde kraftigere frem. Mere mærker man til gæren, der undertiden er så fremtrædende at mistanken om infektion (ja, undskyld, alt skal åbenbart handle om den slags i disse dage, beklager meget) gør comeback. Brygget er imidlertid vel inden for sidste salgsdato (12/20) – men det er jo egentlig ikke nogen garanti. Helt mislykket er brygget nu slet ikke, men ligesom Joy Mogensens slingrekurs i spørgsmålet om åbne kirker, ved dette bryg ikke helt om det vil smage mest af vand, gær eller humle, og i modsætning til kirkeministeren vælger det i sidste ende forkert, og satser på gæren.

Brygget forbliver en vandet og disharmonisk omgang – et generelt træk ved disse norske øl, desværre. Det er, hvad man får ud af en restriktiv alkoholpolitik.

Tak til Gedved for øllene. Det kan godt være, at oplevelsen langt fra var i nærheden af humlehimlen. Til gengæld gav han mig noget at tirere over, og det forestiller jeg mig, er lige så underholdende, som når jeg skamroser øl, jeg kan lide.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme