Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 2-2½ stjerner

Willemoes Mosaic IPA, Vestfyen

De styrer det knap så godt …

Nå, så gad de ikke kigge mere på dem, oppe i min lokale Fakta. Ikke at de havde stået der særlig længe. De havde vel deres rykind cirka samtidig med årets udvalg af juleøl, der imidlertid ikke har fået ‘køb billigt eller vi smider dem væk’-tilbudsmærker på endnu.

Jeg var travlt optaget af at anmelde julebryg, da de kom – i uprætentiøse, men alligevel iøjnefaldende pastelfarvede emballager. Jeg bemærkede hurtigt den lave alkoholprocent, og tænkte, at det da kunne være spændende at tage fat på dem, engang når juletemaet var overstået. Vel – her er vi så. De var ikke udsolgt, sådan som jeg ellers kalkuleret havde risikeret. For alkoholfri øl er ikke det, jeg prioriterer højest på bloggen, selvom jeg finder konceptet sympatisk.

Ikke mindst efter at Svaneke for anden gang har overrasket mere positivt inden for genren end jeg havde turdet håbe på. Med deres Don’t Worry Pale Ale, og  Julebryg har bornholmerne sprængt rammerne for, hvad jeg troede der var muligt inden for alkoholfri øl.

Vestfyens bud på en progressiv kvalitetsøl uden alkohol er en Mosaic IPA. Sådan én har Royal Unibrew som bekendt også haft held med, selvom den ligegodt er med alkohol. Brygget her slår imidlertid noget mere afdæmpede takter an. Brygget skal hældes fra en afstand, der ikke er sund for folk med højdeskræk, hvis det bare skal skumme en lille smule. Brygget selv er ellers kønt nok – mørkorange og grumset, mens duften ligesom skummet lader vente på sig. Et fjernt pust af søde citrusnoter – ufarlige klementiner – lader sig akkurat ane, næppe tilstrækkeligt til at gøre egentlig gavn.

I smagen mærker man aromahumlens venlige bismage – igen søde citrusnoter, der her er spiced en anelse op med lime. Humlen selv – eller rettere det, den er mest kendt for, nemlig bitterheden, udebliver til gengæld helt. Brygget ender derfor uvægerligt som en halvhjertet oplevelse, der bedst egner sig som læskedrik en varm sommerdag.

Man må undre sig over lanceringstidspunktet, selvom vinteren med sine temperaturer omkring 10 grader selvfølgelig mere har inviteret til kolde pilsnere end til varm kakao med flødeskum. Nogen fuldendt smagsoplevelse er den ingenlunde, selvom den da slår nogle gode takter an – ren og frisk som den alt andet lige er i udtrykket.

Min evaluering af Vestfyens forsøg er noget ambivalent. På den ene side synes jeg, det er prisværdigt, at bryggerierne forsøger at videreføre de gode erfaringer fra specialøllene til de alkoholfattige øl, så folk der er på vandvognen også kan få lov at få en fornemmelse af de gode sager. Vestfyen skal have ros for forsøget, men også en formaning om, at de skal stramme sig an, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at være med helt foran. Svaneke har ganske vist taget en næsten uforskammet overlegen føring. Men de har samtidig vist, at det kan lade sig gøre. Så der er ingen undskyldning for andre bryggerier for kun at gå halvhjertet ind i sagen.

NUA IPA, NUA Brygghus (Nytårsøl med Gedved 2020 I)

Upwards and onwards

Jeg havde jo sådan set taget hul på ølsmagningerne længe før årsberetningen for 2019 blev leveret forleden dag. Allerede nytårsdag var den gal, og det vil de læsere, der følger min YouTube-kanal vide (og hvis I følger min YouTube-kanal, og ikke ved det, så følger I den ikke tæt nok, fyhadada!). Klokken 13:00 gik jeg nemlig live (som det hedder på nutidensungdomsk) sammen med min gode ven gennem snart 25 år, Gedved, der besøgte mig over nytår.

Det blev til prøvesmagning af tre øl over ca. fem kvarter. Og naturligvis rækker det ikke bare med anmeldelserne fra live-streamen. De skal selvfølgelig også behørigt anmeldes her. Og det vil de blive under temaet ‘Nytårsøl med Gedved 2020’.

Det var Gedved der gav de to af øllene. I alt havde han fire med i værtsgave, fra den by hvor han for et halvt års tid flyttede til – nemlig Mandal i det sydligste Norge. Der arbejder han som pædagogisk leder i en børnehave … at tænke sig hvor meget punkerdruk jeg har været på med den mand i vores yngre dage. Og så kunne han alligevel drive det til en lederstilling i Norge – landet der flyder med afsindigt mange oliepenge.

Det burde jeg lære noget af. Men … come on, I kender mig efterhånden.

Bryggeriet som øllene kommer fra hedder NUA Brygghus og er det sydligst liggende bryggeri i Norge Man kan deraf udlede, at der ikke findes nogen bryggerier på Bouvetøya eller i den norsk-administrerede del af Antarktis.

Vi lagde ud med bryggeriets IPA. Det skal siges, at alle bryggene var købt i almindelig handel, og i Norge er der en begrænsning på, hvor stærk alkohol man kan købe i supermarkederne. Grænsen ligger på 4,5 – alle fire øl ligger på lige netop den styrke – men det er alligevel én hel procent højere end den tilsvarende grænse i Sverige. Moralen er alligevel en kende friere i Norge end Sverige lader det til, mens der i sammenligning hersker sædeomstyrtende, autoritetsaffuttende anarki her i Danmark. Godt det er her, man bor.

Brygget antager en nydeligt orangebrun kulør og er mere end adækvat grumset. Bouqueten er allerede tydelig fra åbning, og byder på friske citrusnoter og aromatisk humle. Skummet er højt og cremet, og dermed er ølåret allerede startet forrygende, olfaktorisk og visuelt.

Desværre er der ikke det store festfyrværkeri over smagen. Alkoholgrænsen gør sit til at begrænse, hvor vældigt brygget bliver i smagen. På bagtunge og gummer træder bitterheden da nogenlunde frem. Men den er noget rå og uforfinet i det, mere skurrende end venligt masserende. Anden aroma er der ikke at hente, og at brygget ligger en smule under almindelig pilsnerstyrke, får desuden fylden til at udeblive. I resten af mundhulen føles brygget hult og vandigt. Ikke ulig kedeligt komponerede session IPA’s.

På en varm sommerdag ville den nok gøre godt. Gedved kunne desuden fortælle, at denne IPA sælges som standardøl på Mandals lokale spillested, Kulturfabrikken. Som koncertøl vil den også fungere ganske udmærket. Men som egentlig smage- og nydeøl er den tæt på at dumpe. Hverken jeg eller Gedved var synderligt imponerede, og vi endte i enighed om karakteren.

Merry Christmas – Happy New Year, Hancock

Knæfald …

En af de første ting, jeg fik fortalt, da jeg flyttede til Thisted var, at hvis man drikker en Thy-bajer i Skive, får man tæsk. Mundheldet “Skive går med knive” kunne ærke-københavnske/nordsjællandske medsmager Marcus desuden lære mig kort før – hvis ikke på selve dagen hvor – jeg flyttede fra Husum til Thisted (hvad vi snakkede om om aftenen efter flyttekaosset, kan man i øvrigt høre lidt af her). Jo, der er en skarp rivalisering mellem Skive og Thisted – især i Skive, lader det til. For ingen ville sgu få tæsk i Thisted, hvis de drak en Hancock-bajer offentligt her.

Jeg ved det af erfaring. Jeg har allerede flere gange købt og drukket Hancocks Høker Bajer i fuld offentlighed heroppe, og ingen har rynket så meget som et øjenbryn. Desuden må man undre sig såre, når nu skibonitterne har så fint et lokalt bryggeri, hvorfor så mange af dem alligevel skal rende og købe hårde stoffer. Ikke at jeg skal spille hellig. Jeg var storforbruger af speed i en årrække … det blev jeg ligesom nødt til, da jeg blev tilskyndet til det af min psykiater – og det hjalp jo sådan set også et stykke af vejen på de værste af mine ADHD-symptomer … Men det er alt sammen et sidespring, al den stund, at jeg faktisk havde en rimelig undskyldning.

Hele smøren indtil nu var sådan set også bare et trick, der skulle føre mig frem til dagens juleøl på en finurlig – og forhåbentlig underholdende – måde. #notallfolkfraskive – må jeg hellere hashtagge, nu vi der ved det. Jeg har mødt mange venlige og søde mennesker fra Skive – ikke mindst her i Thisted og Hanstholm, hvor jeg arbejder … ja, den tanke kommer nemt til at nage, at de netop flyttede hertil fra Skive, fordi de var søde og venlige, i modsætning til hvordan folk var, der hvor de kom f…

Men nok om det!

Meget godt kan man sige om Hancock, men de ligger tydeligvis under for højrefløjens krig mod venstrefløjens krig mod julen.

Som ethvert barn ved, har vi ondsindede ateistiske marxister på den yderste venstrefløj i årtier allieret os med muslimerne for at få aflyst julen, og erstattet den med noget mere gråt og kedeligt i stedet for. ‘Vinter’ har vi ihærdigt forsøgt os med i år, men initiativerne bliver til stadighed skudt ned af årvågne bedsteborgere, der alt for hurtigt dokumenterer vores nedrige forsøg på at erstatte ‘jul’ med ‘vinter’ overalt hvor vi kan slippe af sted med det.

Men hos Hancock er det ikke bare jul – men kristmesse, ligefrem. Og det endda gengivet på bedsteborgerlighedens foretrukne kulturimperialistiske lingo; Merry Christmas står der gudhjælpemig – ja, så bestyrtet er jeg, at jeg spontant må bande kristent. Til gengæld kan jeg gnide mig skadefro i hænderne over, at dette følges af et Happy New Year – som vi jo alle ved, er hedensk over en hals. Nytåret fejres jo i store træk efter den ju… undskyld, den vinterianske kalender – indført af den romerske hærfører og senere diktator perpetuus, Vinterius Caesar. Ikke spor bedsteborgerligt sådan at bruge hedenske, ikke-kristne kalendere hva’? Upsi-dupsi, eller noget.

Vel, Merry Christmas – Happy New Year er i modsætning til indledningen her ikke noget, der inviterer til de lange tirader (men hvornår f… har det holdt mig tilbage?) Der er tale om en endda meget traditionel pilsner. Tilsat stivelse, af en eller anden grund. Måske for at banke alkolholprocenten i vejret? – Det er jo populært ved ju… vintertid (phew, jeg var lige ved …) fordi reglerne siger, at da skal man være fuld.

Brygget holder 6,3% hvilket jo egentlig ikke er overdrevet. Til gengæld kan man glæde sig over en liflig og karakterfuld duft af fusel, der godt kunne invitere til en pilsneroplevelse ud over – om ikke det sædvanlige, så i hvert fald det industrielt-generisk-kedelige.

Helt så godt går det desværre ikke. Glimtvis kan man glæde sig over en nogenlunde vellykket valnøddebitterhed bagest på tungen. Til gengæld er den øvrige øloplevelse næsten irriterende letbenet – for ikke at sige direkte tynd.

Man kunne også kalde den forfriskende – men det er der jo så mange øl der er i afkølet tilstand. Ud over en godkendt humleprofil byder brygget her ikke på nogen oplevelser, som man ikke også kan få fra ret mange andre pilsnere fra bryggerier der i deres profil er væsentlig mere industrielle og generiske end Hancock.

Der er lige så meget jul (there, I said it! Er I så tilfredse, I forsmædelige udøvere af idel gruppepres?!) og nytår i denne øl, som man vil kunne opleve resten af året – ikke mindst i månederne medio-januar til medio-november.

1897 American Pale Ale, Indslev

Megen skade har den næppe taget …

Der gemmer sig stadig minder om min tid i Husum på min ølhylde. At der findes minder i det hele taget fra mine år i postnummer Brønshøj undrer næppe, men lige netop ølhylden burde helst gå fri. Med mindre måske øllene er rigtig mørke og tætte, og dermed af typen der ikke bare kan tåle at stå urørt et godt stykke tid, men rent faktisk også har godt af det.

I skarp modsætning til denne lyse American Pale Ale, forstås, der stammer helt tilbage fra en tid, hvor bryggeriet Indslev endnu ikke var gået i betalingsstandsning, endsige var blevet opkøbt af Bryggeriet Vestfyen. Den følgende anmeldelse sker med denne bedagethed in mente.

Tidens tand har nu ikke været mere unådig, end at bryggets ide fortsat kan skues derinde under det langt fra uimponerende gyldne skum, og den tætte, mørkorange grums. Den friske, skarpe humleduft er intakt nydelig og formår at fryde sufficient. På tungen gør den bestemt heller ikke skade med en pikant, prikkende aroma, der dog ikke kan se sig helt fri for en smule oxidering og en antydning af gær.

Nogen aromaeksplosion er brygget ingenlunde – og mens oxidering og gær, der nok er opstået af et lidt for langt ophold i ølskabet (under uproblematiske omstændigheder, forstås – mørkt og ikke for varmt), har fået brygget til at læne sig til den harske side, så er det også efter tidens småforstyrrende indflydelse tydeligt, at brygget heller aldrig har været en sådan – en aromaeksplosion, altså (ja, læserne må undskylde de mange ledsætninger og indskud, men det er nu engang den måde, jeg har valgt at skrive på, ikke også – det kan I jo nok forstå, kan I ikke også – ja, det tænkte jeg nok, så slap lige af, okay …)

Brygget formår aldrig at komme op i nærheden af at ringe hverken helt eller halvt. Det forbliver afdæmpet, mildt fornøjende, men mere end det halvkedeligt og generisk.

Star, Nigerian Breweries

2 i 1 og så 1 mer’, tak …

Her er endnu en af de afrikanske øl, Marcus havde med til mig tidligere på sommeren. Navnet minder mig dog om noget mere hjemligt. Ganske vist er jeg ikke helt gammel nok til at have oplevet den oprindelige ‘Star’-øl. Den blev – ifølge den smule, der står på Wikipedia – skabt af arbejderbevægelsens bryggeri ‘Stjernen’ på Frederiksberg. Bryggeriet lukkede i 1964, mere end ti år før jeg blev født, men en stribe tegnede biografreklamefilm fra 50’erne genoplivede erindringen om dem i Jørgen de Mylius’ legendariske underholdningsprogram fra firserne, Eldorado. – Det kan jeg til gengæld tydeligt huske. Og endnu bedre husker jeg Carlsbergs relancering af brandet i 90’erne som billigmærke. Det var langt fra verdens dårligste billigbajer. Angiveligt hældte Carlsberg det samme på deres Hof, som på ‘Dansk‘-pilsnerne, dengang de sad på Faktas discountøl, og jeg kunne have dem mistænkt for noget lignende med Star-pilsneren.

Dengang som nu, fik man imidlertid kun én øl i en flaske. I Nigeria får man åbenbart to – eller næsten da. Flasken indeholder 600 ml, og så er det jo tæt på, om ikke andet.

Man får imidlertid uvilkårligt den tanke, at brygget stadig vil smage af én mer’, når det er åbnet og skænket. Sprød og sprudlende frisk knitrer og bruser brygget lystigere end en mark med kaniner om foråret. Det hastigt faldende skum lader imidlertid nogle karske humlenoter ane, så måske jeg tager fejl?

En vitterlig rar aroma af vanille melder sig som det første i smagen. Det er sødt og velgørende, og i den grad vederkvægende og tørstslukkende. Humlen lader vente på sig og bliver aldrig noget nær særlig interessant. Imidlertid lægger brygget sig stadig en smule over forventningerne, der ved deres lave niveau gør chancen for positive overraskelser større.

Omend det stammer fra Afrika, er denne nigerianske Star stadig meget europæisk – vel, tysk – i sit udtryk. Når det så er sagt, er vi stadig vel over niveauet for det værste discountsprøjt herhjemme.

Eller sagt på en anden måde. De to øl smager stadig af en tredje, og det er fint al den stund, at den spinkle aroma trods alt næppe afskrækker nogen fra at prøve den igen.

Brooklyn Naranjito, The Brooklyn Brewery

Mainstream craft

SuperBrugsen Thisted er det nærmeste, man kommer Irma, Meny eller andre fancy (læs: svinedyre) supermarkeder i min nye hjemby. Og så er det heldigt, at prisniveauet endda er tåleligt. Udvalget er bestemt heller ikke noget at kimse af. Jeg har aldrig været den store shopper af gadgets eller fancy madvarer. Men selv hvis jeg var, ville jeg ikke mangle noget heroppe.

Heller ikke specialøl. Eller i hvert fald ikke de specialøl, man også kan få i Københavnske supermarkeder. Udvalget er omtrent det samme, og ind imellem kan man være heldig også at finde specialøl i en bunke med varer, der er tæt på sidste salgsdato, og derfor sælges til ingen penge. I sådan en bunke fandt jeg den her – i SuperBrugsen – til en rund tier. Personalet havde været så flinke at klistre det nye prismærke på midt på etiketten, så både navn og logo var dækket. Møjsommeligt pillede jeg etiketten af, så man akkurat kunne skimte motivet – og så glemte jeg selvfølgelig alligevel at tage et billede af det skænkede øl.

Er jeg ikke dygtig? (Nej. Svaret er nej.)

Tag mit ord for det – brygget er lige så lyst som den citron, brygget emmer af – ud over vanille. Brygget er tilsat appelsinskal, og det er svært at overlugte (ja, det må det vel hedde, når det hedder ‘overse’ i synssammenhæng, og ‘overhøre’ i hørelse (afhængig af konteksten)) i bouqueten. Ikke at det skader – appelsinskal er langt fra det værste man kan finde på at blande i øl. Det viste New Belgium os sidst med deres Citradelic for ikke voldsomt mange måneder siden.

Det lavtskummende bryg er til gengæld ikke nogen aromabombe som hin citrusøl. Det er meget let, for ikke at sige tyndt og næsten for effektivt tørstslukkende. En skarp kant af friske grannåle kan såmænd mærkes, men den drukner desværre i alt vandet, sammen med citrusnoterne i øvrigt. Hvorfor appelsinskallen overhovedet skulle tilsættes er en gåde, nu hvor den kun annammes så fjernt.

The Brooklyn Brewery fremstår mere og mere som mainstream blandt specialbrygproducenterne. Det er industriproduktet blandt håndbryggene, det er for specialøl hvad en Ren Pilsner fra Harboe er for Carlsberg Premium, og ved at lefle for laveste fællesnævner, men stadig ligge i samme priskategori som andre specialøl, tager det næppe markedsandele fra de industriaktører, som det ligner mest.

At kategorisere Brooklyn Brewerys øl som fancy produkter, hvad end supermarkedet hedder Irma, Meny, Superbrugsen eller Netto, er skudt langt over målet. Måske man kunne kalde dem det i Lidl og Aldi? Men ikke engang det, er jeg sikker på.

AZ Ale No. 4, Refsvindinge/Vestfyen

Lemfældigt mix …

AZ Ale No. 16 er vel nok Bryggeriet Refsvindinges flagskib. Brygget har angiveligt vundet priser både nationalt og internationalt, omend det er svært at google sig frem til, præcis hvilke. Man skulle da være et skarn, om man ikke bryggede (pun intended of course) videre på successen, og det har Refsvindinge da også gjort i form af en, ifølge dem, lettere forårsudgave af brygget under navnet Ale no. 4.

4 er som bekendt kvadratroden af 16, men om det nu har noget at sige om ølkonceptet står hen i det uvisse – sammen med rigtig meget andet om brygget i øvrigt. Det er ligeledes svært at google sig frem til særlig meget om brygget. Det fremgår ingen steder, hvornår brygget først kom på markedet fx.

At det brygges på licens af Bryggeriet Vestfyen, står til gengæld fast. Det har over hele hovedet ikke gavnet bryggets ældre bror – tværtimod kommer man nær til at tude, når man undtagelsesvis får lejlighed til at prøve den ægte vare fra Refsvindinge på fad. Så meget man går glip af, når man køber den almindeligt tilgængelige på emballage …

Nu skal det vise sig, om Bryggeriet fra hvem det bedste vi har fået er Jolly Time og Jolly Cola, på samme vis har gjort Ale no. 4 til en skygge af, hvad den muligvis er på fad. Sådan har jeg ganske vist aldrig prøvet den, men den kan til gengæld anmeldes efter, hvor meget den minder om emballeret Ale no. 16 i vigende kvalitet, når nu den, ligesom hin prøvesmagning fra tidernes morgen, leveres i glas.

Allerede ved opknapning rammes man af et humlepust af bitter hallertaueraroma. Det svagtskummende bryg har en fin lød af appelsiner. Samme frugt går igen i en overraskende nydelig bouquet sammen med nelliker og syrennektar. Det forekommer foreløbig ganske lovende.

Men det skulle det fynske industribryggeri selvfølgelig få ødelagt godt og grundigt. Smagen er – om ikke en skygge af et fadprodukt, som jeg end ikke ved om eksisterer – i hvert fald en skygge af sin fine bouquet. Vag og vigende i sit udtryk føles brygget som om det er kørt gennem et filter, der blander det spraglede orange, lilla og mørkt træfarvede bouquetudtryk sammen til en uformelig grå blanding, hvor de ellers fine og velgørende noter kun svagt skimtes bag den gråbrune grød.

Det eneste rigtig gode er en mild humlebitterhed ved mandlerne – men den alene går langt fra nogen god øl. Nogen fornyelse af Ale no. 16-konceptet er der kun tale om al den stund, at det er nogle andre smagsudtryk, Bryggeriet Vestfyen effektivt har ødelagt og udvandet i deres industrielle efterbehandling.

Brooklyn Scorcher IPA, The Brooklyn Brewery

IPA’ens svar på Hof …

Jeg kommer vel ikke uden om endnu engang at undskylde for stilheden på bloggen. Mine ølaktiviteter har som bekendt spredt sig til flere domæner, og her på det sidste er det ligegodt videoerne der har optaget mest af min tid.

Senest anmeldte jeg denne øl med dertilhørende appendix om en af mine kæpheste, vækkelsesprædikanten Torben Søndergaard, der først på året blev kendt i TV2-serien “Guds Bedste Børn”. Jeg har fulgt ham siden starten af 10’erne, hvor et DR2-program gjorde ham kendt som en af de få kristne herhjemme, der offentligt og lidenskabeligt bekæmpede evolutionsteorien. Han var anledning til mit første spæde forsøg på at starte en YouTube-kanal under navnet Partypagan. Alle videoerne fra dengang ligger der endnu, men jeg er for længst holdt op med at bruge kontoen til noget og vil i fremtiden fortsat poste på kanalen ‘Hopswatch‘.

Jeg har on-off fulgt ham på sidelinjen siden, men har først her for ganske nyligt fundet motivationen til at tage tråden op igen fra dengang. Efter den retfærdige mediestorm der rejste sig, da det viste sig at han traumatiserede børn med sine djævleuddrivelser, og invaliderede folk med sit kvaksalveri, rejste han i begyndelsen af året til USA, et land der som bekendt – sagt diplomatisk – udviser en noget større tolerance over for hans slags end vi gør herhjemme.

D. 24. juli kunne B.T. så fortælle, at han ville søge asyl i USA, fordi han føler sig åh så forskrækkeligt forfulgt i Danmark. Det på trods af at der – mig bekendt – overhovedet ikke er rejst nogen sager imod ham, hverken af privatpersoner eller myndigheder. Man kan se min reaktion på Torbens beslutning her, og her kan man – udover at se min videoanmeldelse af nærværende øl – også blive klog på, hvad Torben Søndergaard ellers går og fordriver tiden med i Guds eget land.

Kort fortalt håber jeg på, at hans asylansøgning afvises med lige så hånlig latter, som den jeg selv opkastede, da jeg først læste artiklen. Efter hjemsendelse ser jeg frem til at han konfronteres – ikke med myndighederne – men med de privatpersoner, hvis liv han har ødelagt. Han har foregøglet helbredelse, overtalt folk til at sælge deres hjem og opsige deres job for så at flytte hundredevis af kilometer – tit over landegrænser – for at bo i hans sektsamfund. Lur mig om ikke det i virkeligheden er de røvrendte eks-sektmedlemmer, han nu prøver at skjule sig for.

Men nok om svindleren Torben Søndergaard. Det skulle jo også gerne handle lidt om øl. Brygget her er en overligger fra tiden i København – dem er der stadig en del tilbage af.

Svagt skummende og så lyst, at man skulle tro, der var tale om en industriel pilsner, slår brygget fra starten ikke ind på nogen særlig interessant kurs. Tværtom befinder man sig tydeligt i hovedfærdselsåren sammen med så mange andre upåfaldende skuder i samme jævne strøm på vej mod det samme, nærmest ligegyldige og alt for kendte mål. Duften får måske kursen til at afvige en lille smule – vanille- og rosenbladsnoterne er jo en udelt nydelse, omend langt fra fremmede for genren.

Men så kan det ellers være, at der rettes ind igen, så snart glasset sættes for munden. Det er let, det er tamt, det glider lige ned, og kun spredte indslag af blomstersødme og grannålestik afslører, at det er en IPA, der er tale om. Brygget her er en pendant til Carlsberg Hof, Tuborg Grøn og Budweiser – blot i en IPA-udgave, der – indrømmet – giver nyderen lidt mere aroma at glæde sig over, men i spænding og udfordring til smagsløg næppe yder mere, end man er vant til fra hine industrielle standardprodukter.

Det måtte vel ske på et tidspunkt, at IPA’en gled ned og blev lige så tam og almindelig som pilsneren. Jeg havde dog ikke ventet, at et velrenommeret amerikansk mikrobryggeri skulle være den aktør, der trak den ned i dét dynd.

Dorothea, Viborg Bryghus

Tyndt og ufarligt …

*UPDATE!* Indlægget her er skrevet om en øl, der er næsten et år over dato. Det var jeg ikke klar over, da indlægget blev skrevet. Bedømmelsen af øllet skal ses i det lys, og det er overhængende, at den ikke faldt helt i min smag, netop af den grund.

At den ikke var yderligere præget af den overskredne dato taler udelukkende til bryggets og bryggeriets fordel. *END UPDATE.*

Bortset fra, at jeg ikke får skrevet voldsomt meget, sker der faktisk noget på bloggen. To milepæle – eller i hvert fald noget der ligner – er nået, siden jeg skrev herinde sidst.

Antallet af besøgende på bloggen er nået over 200.000. Det skete for et par dage siden, helt uden at jeg opdagede det. Det ærgrer mig en lille smule, da jeg vitterlig er typen, der nyder synet af alle tallene, der skifter på én gang. Jeg vælger dog at glæde mig over det høje tal i stedet. Det er jer, læserne, jeg har at takke for opmærksomheden. Den sætter jeg stor pris på, og jeg vil gøre hvad jeg kan for fortsat at gøre mig fortjent til den.

På min facebook-side er der også sket ting og sager. For få dage siden delte jeg en ny video på YouTube-kanalen, en genanmeldelse af Super Nova fra Christiania Bryg. Jeg delte et link til videoen som jeg plejer på min egen facebookside og min personlige profil – samt, som jeg gerne gør, når mine anmeldelser er positive – på bryggeriets, Christiania Brygs, facebook-side.

Og så skete der ting og sager. Uden at aktiviteten var overvældende i mit facebook-feed, kunne jeg se, at nogle personer delte indlægget videre. Jeg genkendte i hvert fald én af dem som en af personerne bag Christiania Bryg. Desuden røg der hist op pist et like på opslagene, men det lykkedes mig først sent at finde videredelingerne af opslagene. Til gengæld så delingerne ud til at kaste en del flere følgere af facebooksiden af sig. Det er siden i forgårs nærmest myldret ind med nye ‘fans’, og flere af dem har, så vidt jeg kan se, en tilknytning til Christiania.

Jeg har alle dage elsket det sted, og alle de nye følgere skal være mere end velkomne til at følge mine skriverier herinde, ud over mine YouTube-videoer. Tilstrømningen har betydet, at fansiden omsider har fået mere end 500 følgere, så også der har alle cifre skiftet en enkelt gang.

Og så lad mig da også lige nævne, at antallet af følgere på min YouTube-kanal også har rundet et rundt tal – nemlig 50. Det tal synes jeg imidlertid er alt for lavt for at være helt ærlig, så det ville hjælpe mig rigtig meget, hvis læsere, der endnu ikke følger mig på YouTube, følger linket og trykker på ‘Abonner’-knappen så snart de ser deres snit til det.

Det var de indledende bemærkninger. Nu videre til dagens øl, der er kommet til at stå i mit køleskab alt alt for længe. Jeg modtog den sidste år som et anmeldereksemplar fra Viborg Bryghus på Lokomotivværkstedet ved Danske Ølentusiasters årlige festival. Sammen med den kom ‘Luther‘ hjem for at blive omtalt i, hvad jeg gætter på må være den længste enkeltanmeldelse på min blog indtil videre.

Også Dorothea blev udgivet af bryggeriet i forbindelse med 500-års jubilæet for reformationen. Jeg har, som man vil kunne læse i hint indlæg, aldrig ment, der var noget særligt at juble over, men som historisk periode, er den selvfølgelig interessant. Øllet er opkaldt efter den danske Dronning Dorothea, der var gift med Christian d. 3, der ved sin kroning i 1536 gennemførte reformationen i Danmark.

Jeg havde vist aldrig hørt om hende før jeg læste om hende på Aarhus Universitets hjemmeside, men i egenskab af dronning, og særligt enkedronning, havde hun åbenbart en ganske stor betydning for reformationens indførelse. Og dermed ligger det jo lige for, at Viborg Bryghus – der jo ligger i Danmarks reformationsby nr. 1 (gæt hvilken by det mon er) også brygger en øl til hendes minde.

Brygget er en hvedeøl – og dermed er forventningerne jo ikke ligefrem oppe i himlen. Det forekommer ikke kun ganske lyst, men også meget klart, i modsætning til, hvordan man normalt kender hvedeøl. Er der mon teknisk set tale om en kristallweizen her, altså en filtreret hvedeøl? Mistanken lever.

En skarp og noget alkoholisk bouquet møder næsen ved indsnusning. Associationerne peger mod øst mod den større by Aalborg, hvor de for længst bortsolgte danske spritfabrikker oprindeligt holdt til, og hvor Rød Ålborg var et populært produkt i kataloget. Nok er kommenelementet ikke helt så fremtrædende i øllet her som i hin snaps, men udtrykket er det samme.

Brygget er til gengæld ganske let, og ikke videre krydret på tungen. Alkoholnoten mærkes dog fortsat, og får brygget til at glide let som luft hen over mundens organer. Ved mandlerne titter kommenkrydderiet frem igen, så man ikke snydes helt for duftens løfter, men aromaen er alt i alt noget afdæmpet i forhold til en bouquetimpression, der lovede en – om ikke storslået, så i hvert fald usædvanlig og utraditionel oplevelse.

Det er dog alt sammen vel inden for rammerne af det allerede kendte, og brygget forbliver med sit kun vage kommenelement lidet udfordrende. Som brygget drikkes slår kommenelementet desuden stadigt mere over i nogle gærnoter, man ellers godt kunne have undværet.

Der var da i det mindste en oplevelse af de store i Luther-brygget. Den her er der til gengæld ikke nogen store omvæltninger i.

Halifax Pilsner, Bryghuset Braunstein

Det måtte jo ske …

Her forleden aften mødtes jeg endnu engang med Marcus. Han havde genoptaget en Netflix-abonnement, der gav ham adgang til filmen “Behind the Curve” på dansk “Faldet af i Svinget”, der handler om den globale flat earther-bevægelse.

Egentlig ville jeg i den anledning ikke have prøvet nogen nye øl – det skulle bare have været en hyggelig aften, hvor to nørder nørdede derudaf, uden at nogen nye øl skulle gribe forstyrrende ind. Nu kender jeg imidlertid mig selv godt nok til, at jeg alligevel valgte at tage notesblokken med – og sørme om ikke jeg fik brug for den. Who would have thunk.

Filmen var i grunden fin, også selvom den til at begynde med lod til at portrættere flerferne mere end at kritisere dem. Da kritikken kom, blev den til gengæld leveret iskoldt, som et par små, velplacerede skud, der i stedet for at eksplodere i et flammehav, ramte lige præcis, hvor de gjorde allermest skade. Forestillingen om en flad jord får et brat knæk, netop som man får mistanken om, at filmen blot er idel overfladisk underholdning om nogle mennesker, der mener noget fjollet.

Efter denne forret stod menuen på fritter og burgere med chipotlemayo, samt et par muligvis interessante øl fra Bryghuset Braunstein, man kunne købe samme sted. Tilsyneladende er de brygget til spisestedet, idet de bærer restaurantens navn.

Voldsomt fancy fremstår øllet nu ikke. Jeg er ikke engang sikker på, om brygget er ufiltreret, for hvor fantastisk fint Marcus’ glas ellers var, så var glasset ikke klart, hvorfor jeg ikke kunne bedømme bryggets klarhed. Bouqueten er syrlig, men med et præsent humleelement der for så vidt lover godt …

… men desværre ikke helt kan indfri løfterne. Brygget er ganske let – og dermed egentligt klædeligt nok til den avancerede grillmad. Letheden byder imidlertid også på andet end letdrikkelighed, nemlig noget der peger i retning af decideret tyndbenethed og vandighed.

Brygget redder lidt af æren på tærsklen til spiserøret, hvor den ved mandler og i gane faktisk formår at smage nogenlunde igennem af løvtræ. Marcus var vel en kende mere begejstret for brygget, da jeg har noteret ordet knas ud for hans navn i mine kradserier. Noget med noget friskhed og knasende sprødhed, tror jeg, det drejede sig om, men næppe noget, der formåede at imponere mig i samme grad.

At brygget i sidste ende fremstod ganske harmløst var vi i hvert fald enige om. Men igen – som ledsager til grillmad og morskab over verdens dumhed egner den sig nu ganske fint.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme