Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 2-2½ stjerner

Cold Hawaii Birk, Gran, Fyr, Thisted Bryghus

Det er bedre med humle …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den seneste lange pause i anmeldelserne skyldes, at jeg desværre igen er røget i et dybt, sort hul. Selv dagligdags ting der skal ordnes, udskydes til sidste øjeblik or klares kun nødtørftigt. Forhold til venner og bekendte sander til. Og jeg negligerer mere og mere mine interesser – herunder blogningen – til ulempe især for jer læsere, som jeg ellers er så lykkelig for, gider klikke sig ind på, hvad jeg skriver.

Jeg skyder skylden på de om ikke daglige, så i hvert fald ugentlige attentater fra den yderste højrefløj i USA. Den ene dag er det brevbomber, den anden dag er det massakrer i synagoger, og ind imellem er der politiets mange drab på sorte, der næsten forekommer fastlagt efter rutiner i deres regelmæssig- og hyppighed.

Herhjemme er vi ikke nået så langt endnu, men vi er så småt på vej. De åbenlyst nazistinkluderende højreradikale organisationer “Stram Kurs” og – (hvis det hele ikke var så trist, ville jeg grine højt og hånligt ad dem) – “For Frihed” vil Gud dødemig (se, de får mig endda til at bande kristent) marchere på krystalnatten. Jeg kan ikke forestille mig nogen større hån mod de få holocaustoverlevere, der endnu findes, mod det jødiske verdenssamfund, og i det hele taget mod historien. Ligeledes er det en hån mod alle mennesker i verden på højre, venstre eller midterste fløj, der udmærket kan se de krystalklare paralleller mellem disse organisationer og lignende udvikling i 30’ernes Tyskland.

Og udviklingen breder sig. Senest har vi set det i Brasilien, hvor en åbent racistisk fascist er blevet valgt til præsident. I vores egen baggård har vi Polen og Ungarn, der længe har opvist samme tendenser … og her stopper jeg for denne gang, så det lille kvantum mod og engagement, jeg trods alt har kunnet mønstre ikke går tabt igen, før jeg når til anmeldelsen af dagens øl.

Brygget er en af Thisted Bryghus’ konceptøl, brygget uden humle. I stedet er denne øl tilsat ingredienser fra tre træer – som antydet i bryggets undertitel birk, gran og fyr. Resultatet er et korngult bryg med meget svagt skum. Bouqueten gør en anelse mere ud af sig, omend den kun består af vage fuseldampe.

Hvis Thisted Bryghus’ eksperiment udi ikke at bruge humle, skulle resultere i en øl, der smagte af humle, er forsøget totalt mislykket. Men det er jo heller ikke sikkert. Man mærker til gengæld tydeligt træsmagen – især birken – som en metallisk og noget syntetisk sur-sød aroma, ikke decideret ubehagelig men heller ikke rigtig velbehagelig. Ved siden af mærker man hvordan vingummi klæbrigt blander sig med græs på en syrlig baggrund af bøgeblade. Hvilken smag der skal opfattes som primær og sekundær står hen i det uvisse. Ud over at aromaerne i sig selv virker noget arbitrære og resultater af eksperimenter snarere end kontrolleret og målrettet brygarbejde, så står aromaerne også sært ved siden af hinanden – uden at blande sig med hinanden, og uden nogensinde at være sammen om at løfte oplevelsen.

Anderledes og nyskabende må man dog indrømme at brygget er, men jeg har min oprigtige tvivl om, hvorvidt en sådan aroma nogensinde vil appellere til et større publikum. Jeg tipper at dette bryg bliver en døgnflue, et muntert eksperiment, hvis underholdningsværdi som vittighed langt overgår dens aromatiske meritter.

Sorry, Thisted Bryghus – min smag falder den i hvert fald ikke i.

Black Wych, Wychwood Brewery

Pæn forside …

Jeg hader mig selv for gang på gang at falde for Wychwood Brewerys markedsføring. Ikke alene er der afbilledet gobliner, dværge, hekse og andre eventyrvæsner på etiketterne, men øllenes navne er også bevidst stavet på en måde, så det ligner gammelt eventyrengelsk. Salig Terry Pratchett, forfatteren bag Discworld-serien var en mester i at skrive i et sprog, der gav indtryk af at være meget gammelt. At gammelt engelsk ikke lignede det overhovedet, er jeg ikke et sekund i tvivl om, til gengæld er det så meget desto mere underholdende at læse ‘Diuerse Tales’ omThe olde Wyche’ citeret fra ‘Oldies & Antiquities of Ankhe-Morporke’. Jeg imødegår eventuelle meganørder med hang til flueknepperi ved her at bemærke, at alt er parafraseret frit efter hukommelsen.

Denne stout fra bryggeriet byder sig for tiden til på hylderne i Fakta – så kan læserne jo se, om deres viljestyrke er større end min, når de støder på den. Eventuelt kan man udskyde udfordringen til efter man har læst nærværende anmeldelse færdig. I lyset af, hvordan min oplevelse har været, vil man måske bedre kunne stå for fristelsen.

Dejligt sort og tæt er brygget, omend det tykke, knitrende brune, kogende karamelskum udebliver og erstattes af en noget spag, råvid top. Duften er endnu mindre imponerende – svag og spinkel med en fjern snert af karamelsødet kaffe, der skriger om hjælp bag et alt for tykt og kvælende tæppe af vand.

Lidet overraskende har vandet også godt fat i aromaen. Kaffearomaen titter kun spagfærdigt frem. Det samme gælder karamellen, den er sødet med. Brygget minder derfor i slående grad om Vestfyens for længst hedengangne Mocha Stout, som jeg i sin tid beskrev som tynd kaffe tilsat kulsyre. Overraskelsen indtræder imidlertid i eftersmagen – her lykkes det faktisk en nogenlunde godkendt mokkaaroma at holde sig flydende til gavn for gane, gummer og mandler. Bønnerne som kaffen er brygget af lader altså faktisk til at være fine nok. Der er bare slet ikke nok af dem.

Black Wych er langt fra nogen eventyrlig oplevelse. Rowling, Tolkien og Pratchett fører ikke bare med længder, men hele omgange. En dårligt sammenklasket fortælling med overfladiske karakterer og en tynd historie fuld af plothuller i et billigt science fiction-blad fra 30’erne kan det højest blive til.

Wychwood Brewery er langt bedre til at tegne pæne forsider end de er til at digte noget der bare ligner en ordentlig fortælling.

Ginger Queen, Ørbæk

Vandets dronning …

Det østfynske økologiske bryggeri Ørbæk har i lang tid – flere år, tror jeg – haft en øl i sortimentet ved navn ‘Lakridskongen’. Den står i kø i mit skab, og der har den også stået længe – omend ikke årevis.

Der må vel være et eller andet ved navnet eller etiketdesignet, der har gjort, at jeg ikke har gidet prøve den endnu. Til gengæld har den for ganske nyligt fået en kvindelig pendant og det er jo langt fra upassende i disse #metoo-tider. Så mangler vi bare en trans- eller queer-udgave af konceptet, såfremt Ørbæks investorer vurderer at et sådant koncept vil give plus på bundlinjen.

Jeg skulle i så fald være den sidste til at klage, omend jeg ville krumme mine tæer nok så mange kender over, at det netop mere er bundlinjen og mindre viljen til at gøre noget godt, der ville drive bryggeriet.

Fokuserer man nu på indholdet i stedet for formen, opdager man – ikke til den store overraskelse – at brygget er tilsat ingefær, foruden øllets klassiske fire ingredienser samt sukker. Det lyse krydderi prikker pikant i det messingfarvede, tætskummende brygs bouquet, men gør i duften ellers langt mindre væsen af sig, end en dominerende note af postevand.

Brygget er primært sødt og venligt. Det leverer en maltet mundfornemmelse, der står ganske alene med opgaven at få smagsorganerne til at identificere produktet som en øl og ikke en letbrusende sodavand med stænk af ingefær. Det lykkes sådan nogenlunde, omend malten må kæmpe bravt for æren.

Ingefæren mærkes mest bag i munden og i eftersmagen, hvor den da indrømmet gør lidt gavn. Ellers er den ligesom i bouqueten gemt væk bag tykke tæpper af vand, hvis tørstslukkende egenskaber uafvendeligt ledsages af samme elements evne til at – om ikke kvæle, så i hvert fald dæmpe alle andre smagsindtryk i en grad så de kun skimtes fjernt. Det gælder imidlertid ikke humlen, der lader til at være druknet helt og aldeles.

De vage smagsindtryk er til gengæld smagfulde nok. Brygget forekommer ikke syntetisk eller unødigt industrielt, men ærgelsen over, at det ikke smager af mere er skuffende præsent.

Max Brown Ale, Bryghuset Winther & Bargholz

Mon bolsjerne er bedre?

I fredags var det tid til endnu en ølsmagning med min gode ven Marcus. Desværre havde værten landet sig en infektion, der skulle slås ned med medicin, der angiveligt havde antabus-effekt. Altså ingen øl til Marcus.

I stedet kunne hans tvillingebror Joachim, der tilfældigvis kom forbi, agere stand ind … hvis det da ikke lige var fordi Joachim ikke kan døje de mørke, stærke øl, der som sædvanlig var på programmet. Det kan passende noteres her, at tvillingerne ikke er enæggede. Således var Joachim leveringsdygtig i lange tirade om alt det, der var galt ved mørkt, sødt øl i almindelighed, og de konkrete øl, der blev knappet op i særdeleshed.

Nærværende anmeldelse og den følgende vil derfor blive holdt uden for det fortøbende tema om Marcus og mine fælles ølsmagninger. Og Joachims kommentarer vil kun blive gengivet i den grad, de er relevante.

Men here goes: Max Brown Ale er en gave, jeg modtog fra den distributør, der sikrede mig en håndfuld øl fra Munkebo Brewery forleden. (Bemærk i øvrigt, at nidstangen mod Wacken Brauerei fortsat er oppe.) Der er tale om et lille lokalt bryghus, der deler adresse med et bolsjekogeri ved navn Pinello med tilhørende butik på Søndre Strandvej i Solrød.

Bryggeren, Pia, havde selvfølgelig rigeligt med lovord til brygget, og hun mente det sad lige i skabet på alle tænkelige parametre. Forventningen var derfor høj, da det blev opknappet på Marcus’ stuebord. Det i bedste fald småtskummende, tætte og mørke bryg emmer af sød, tæt malt med noter af kaffe og karamel – så vidt så godt.

Det fine duftindtryk knækker desværre fra hinanden, når brygget kommer indenbords. Det er ikke så fyldigt, som man kunne ønske – det virker faktisk småtyndt, selvom bloggeren nu ikke skriver under på min mørktølsskyende medsmagers dom – at brygget smagte af afbruset danskvand med et pift af forgamlet citron.

At de søde toner ikke trådte ordentlig frem, idet de blev forstyrret af et ringe passende syrligt element, er en pænere måde at sige det på. Syren hidrører så vidt jeg kan vurdere fra en gærprofil, der desværre ikke sidder helt i skabet. Som Joachim i et uventet pludseligt anfald af besindighed sagde det; i stedet for at have potentiale som et syrligt-sødt bryg, ender brygget med at være surt og sødt. Det gærsure er for sig, og forstyrrer noterne af sødet kaffe, der som udgangspunkt ellers lover godt.

Og så er brygget bare i det hele taget ikke tæt og fyldigt nok. Og det er nok ikke helt løgn, at dette ikke sjældent er karakteristisk for netop brown ale. Typen ligger et ikke altid særlig veldefineret sted mellem lyst øl og stout. Det vil gerne være begge dele men ander med at være hverken enten eller.

Jeg vil alligevel give mine anbefalinger til Pinello og Winther & Bargholz videre. Lokale små initiativer som disse bør altid støttes. Og prøv endelig også bolsjerne, hvis I slår vejen forbi.

Mon ikke de er rigtig gode …

Brooklyn Summer Ale, The Brooklyn Brewery (Saufen mit Marcus – now a Trilogy III)

Heden som undskyldning …

Vejret denne sommer har jo været aldeles rædselsfuldt. Sidste år var det noget nær perfekt, men i år har det været meget slemt meget længe. Ja, jeg er ikke nogen stor fan af solskinsvejr i kombination med temperaturer over 25 grader. Og vi har jo været langt hinsides den grænse konsekvent stort set hele juli måned. Selv mit kæledyr sveder, så jeg har måttet slukke dens varmelampe. At en kongepython sveder må siges at være ret sensationelt – men det viser bare, hvilket ekstremt vejr vi med vores evige affutning af fossile brændstoffer efterhånden har skabt os.

Marcus havde også efterhånden fået mere end rigeligt, så ved smagningen søgte vi faktisk tilflugt indenfor, fordi der var alt for varmt ude på hans altan. Da vi nåede til aftenens sidste indslag – denne lette sommerøl – var det til gengæld blevet for mørkt til, at jeg kunne tage ordentlige billeder. Så selvom temperaturerne var blevet noget mere menneskelige, holdt vi os fortsat inden døre.

Oven på to tunge, vældige bryg var forventningerne selvfølgelig noget mere afdæmpede. Brygget er en lys pale ale, der nok i højere grad er produceret for sine tørstslukkende egenskaber frem for levering af nogen ekstraordinær smagsoplevelse.

Den kun letskummende sag dufter fint af grannåle – næsten som den skal, fristes man til at sige.

“Selvom jeg er very much tilhænger af IPA’en og al’ dens væsen …”
“Hmm – og alle dens gerninger” tilføjede jeg med ikke uden afmålt højtidelig alvor.
“Nu ved jeg ikke hvor mange gerninger, IPA’en har på samvittigheden,” fortsatte Marcus “men det kan godt være, jeg bare ikke er noget pale ale-, eller let ale-menneske …” Marcus smaskede eftertænksomt og fortsatte “den her blegtblå, småfesent blå etiketfarve indikerer meget præcist indholdet. Jeg tænker imidlertid, når jeg ser ordet ‘ale’ – ‘JA TAK GI MIG DEN HUMLE …’ – men det er så bare ikke det man får her.”
“Næh – og det er jo fordi det her netop bare er en pale ale, og ikke en IPA,” svarede jeg, mens jeg smaskende at presse noget smag ud af brygget. “Pale ales kan være meget milde. Og denne er en meget mild pale ale, der derfor også markedsføres som en summer ale …”
“Jeg skal lige rydde min hjerne for at finde nogle ord, der ikke er indescribably offensive til at beskrive den her på. Den er glimrende som gateway drug til dem, der i forvejen drikker ligegyldigt øl. De kan få den her, der er lige så intetsigende som det de ellers plejer at drikke – men i en anden retning.”

Vi enedes herefter om karakteren …

Én for at være ubrugelig, og én for at have en anvendelse som en lille horisontudvidelse for dem, der i forvejen drikker ligegyldigt øl. Hårdt presset indrømmede Marcus det lyse, flade, metalliske og kun fjernt aromatiskhumlede bryg anvendelighed i sommervarmen. Men kun som subsidiær brugbarhed under de to forrige karakteristika.

Historien om vores drikkelag er egentlig ikke slut. Langt op ad den følgende dag bumsede og bøvede vi i fællesskab i Vigerslevparken, i skyggen af de store træer og med udsyn til livet, der slentrede forbi i det fortsat alt for varme sommervejr. Imidlertid har jeg ikke nogen optagelser af samtalerne derfra, så hvad vi ævlede om, må læserne have til gode (subsidiært blive skånet for – afhængigt af, hvordan man ser på det).

Lidt vil jeg dog alligevel løfte sløret for. Vi udvekslede kendskab til nørdede internetsager, som vi hver især ikke kendte til, og på den måde fik vi en god del af eftermiddagen til at gå. Dette tredje drikkelag med Marcus vil jeg således give en perfekt score på 5 ud af 7 – bare for lissom at understrege hvor dejlig en aften, formiddag og eftermiddag det havde været.

Brinkholm Frugtbar Pale Ale, Bov Bryg

Citron er selvfølgelig også en frugt …

Det er til tider hårdt at se, hvordan de mennesker man kender, i modstrid med hvad den gode H. C. Andersen skrev i eventyret “Hvad Fatter Gør”, ikke bliver kønnere med alderen. Tag nu fx min gamle drikkekammerat Karen Jespers… nåhr nej, så gammel er jeg heller ikke – Pernille Rosenkrantz-Theil, der i en video fra det efterhånden temmelig asociale parti Socialdemokratiet, hælder vand ud af ørerne så man næsten må iføre sig dykkerdragt om, hvordan man allerede i vuggestuealderen skulle kunne udpege børn, der senere hen vil få det svært i livet.

Skilsmissebørn fx. Jo jo – selvfølgelig kun hvis forældrene ikke kan finde ud af det, og det passer jo heldigvis ret dårligt på min eks og mig. Men jeg føler mig alligevel truffet af sådan at være i hendes og hendes magtliderlige, asociale partifællers sigtekorn. For der skal sættes ind, skal der – med fortsat flere nedskæringer, strengere straffe, voldsommere sanktioner – mod både børn og forældre selvfølgelig – mere af alt det, vi allesammen godt ved i forvejen virker stik mod hensigten. Ligesom ghettopakken og burkaloven aktuelt kun vil blæse problemer, der hhv er i bedring og reelt ikke-eksisterende op, så de ramte kun vil havne i et endnu dybere morads, end de var før.

En god nyhed er deriomod, at min ekshustru blevet gift igen. Så er børnene vel heller ikke helt så meget skilsmissebørn mere, selvom det jo nok ikke skal få socialdemokraterne til at holde sig tilbage. Hvordan man i øjeblikket netop i ghettopakken kriminaliserer flere familier, der i generationer har boet her i landet, blot fordi de har udenlandsk baggrund viser med al tydelighed, hvor lille et hjørne der skal være blottet, før de sætter ind med hele regimentet. Som barn af tyske indvandrere kan jeg vel dårligt nok føle mig sikker særligt meget længere.

Til gengæld er børnenes nye bonusfar en guttermand, der allerede har langet denne øl ud til anmeldelse på bloggen. Den stammer fra et lokalt samarbejde mellem andelsgården Brinkholm ved Tryggevælde Å – de har leveret malten – og Gavnø Slot. Det er et meget lokalt projekt, som den gode Malte (det er ikke gas – det hedder han faktisk) havde meget godt at sige om. Selv er jeg rigtig glad for, at min blog sådan når rundt i hjørnerne af den danske brygverden, hvor jeg får fingre i øl, der ellers kun kommer et lille lokalområde til nytte.

Lettilgængeligt kan det kobberfarvede, lettågede og tætskummende bryg umiddelbart ikke beskyldes for at være. En markant og sødlig odeur af banan rammer snart duftorganerne idet brygget skænkes. Smagen er skarp af umoden banan og vådt træ. En tæt gærfylde giver rigeligt til at mætte hele mundhulen – men oplevelsen kvalificerer altså langt fra som entydigt god.

Gærelementet er for fremtrædende, og det frugtige der fremhæves i etiketten er ikke umiddelbart nemt at finde. En bagvedliggende syrlighed af citron er med til at gøre brygget endnu sværere tilgængeligt – men det er da for så vidt frugtigt.

Jeg ved ikke, om jeg måske har fået fat i et dårligt eksemplar, for hvis det er meningen at den skal smage på denne måde så er den nok for avanceret for mig.

Malte skal i hvert fald have tak for at have beriget min ølverden. Uanset kvaliteten er anmeldelsesprocessen altid en fornøjelse – ikke mindst når brygget ikke sådan lige er til at få fat i.

Guinness Nitro IPA, The Open Gate Brewery

Subtraktion …

Spørg mig nu ikke, hvordan det er kommet i stand. Jeg forestiller mig at Guinness-brandet må være et af de mest nidkært bevogtede med et særligt uddannet korps af advokater, formentlig iklædt specialjakkesæt i kevlar og bevæbnet med porteføljer i en sprængsikker mithril/elversølv-legering. Hvordan det for mig indtil nu ukendte The Open Gate Brewery har fået lov til denne slags krumspring, har jeg end ikke turdet google mig frem til … De der porteføljer kunne sikkert finde på at snappe efter én, hvis man stikker snuden for langt frem.

Jeg fandt den på en supermarkedshylde (SuperBrugsen, var det vist) og den vakte omgående blandede fornemmelser. De gik i retning af “den åndsvage idé måtte en eller anden vel finde på på et eller andet tidspunkt, gud fader bevares!” og “den idé er så tåbelig, at den faktisk kunne fungere”. Med hjem kom den i hvert fald.

Ligheden med Guinness’ gammelkendte (og i mine øjne halvtynde – men til festlige lejligheder velegnede) stout er lige for. I stedet for kulsyre er brygget tilsat kvælstof – i emballageform ved en lille kugle, der brydes ved åbning af dåsen. Meget fikst og ingeniøragtigt. Det spændende er, om erstatning af kulsyre med kvælstof kan bibringe den velkendte, højtelskede og – lad os nu være ærlige – skamredne IPA-type noget nyt. Tilsætning af enebær viste sig at være en god idé, lærte vi sidst. Kunne man være heldig to gange i træk?

Brygget er mørkere end jeg forventede. Det er helt ovre i noget classic pilsner-brunt. Ikke diskvalificerende for typen, men alligevel ualmindeligt. En i grunden mild og cremet duft kan fra starten imidlertid ikke dække over, at brygget virker langt mere som en afbruset pale ale end en IPA.

Brygget byder på søde noter af frisk græs og passionsfrugt, ledsaget af kvælstoffens finurlige, og nogle gange kun vanskeligt definerbare fylde. Den for IPA-typen så elskede, for ikke at sige definitive bitterhed skal man til gengæld kigge langt efter – ligesom skarphedden og friskheden. Ja, selv de ellers velgørende frugtige søde noter virker fremmede i betragtning af typen.

Først i eftersmagen mærker man brygtypens bitre signatur. Omend den på bagtunge og ved mandler har en vis antydning af kraft, mangler den IPA’ens skarpe og hvasse karakter. Den er blød og rund – for ikke at sige sløv, og det kvælstofpakkede øl ledsager med en underligt grynet mundfornemmelse, der bestemt ikke hjælper.

Nej, så gik det godt nok meget bedre med enebærrene. De gav typen lidt tiltrængt fornyelse. Kvælstoffen, derimod, tager alt det bort fra typen, der gør den vidtberømmet og elsket.

Og hvad giver den i stedet? Ikke rigtig noget, faktisk. I hvert fald ikke noget, der er værd at skrive lange – eller for den sags skyld korte – blogindlæg om.

Willemoes BBQ Golden Ale, Vestfyen

Takker for 2x skænk …

Skæbnen, eller måske bare tilfældet, har villet at en af mine faste ølpushere, er begyndt at arbejde samme sted som jeg. Det drejer sig om Niels, der beredte mig den første øl fra det afrikanske kontinent, jeg har prøvet. Tillige med den anden og den tredje, nu vi er ved det.

Flere smagsprøver er diskret blevet udleveret, kan jeg allerede afsløre, men det når jeg til, når jeg når til det. Niels havde til gengæld læst min anmeldelse fra 2015 (det er rart at vide, at mine gamle indlæg stadig læses) af Vestfyens Willemoes BBQ. Den var i øvrigt den næstsidste Willemoes-øl, jeg har anmeldt før denne, og netop det bryg er næppe uden skyld i, at jeg ikke rigtig har gidet Willemoes bryg i rigtig lang tid.

Hin Grill-øl var nemlig inderligt ligegyldig og lige så kedelig som Ritt Bjerregaards taler afspillet i halvt tempo. Anledningen til, at Niels havde læst anmeldelsen var, at han havde prøvet denne øl, som jeg lige straks skrider til anmeldelse af, oprindeligt i den tro, at der var tale om det samme bryg. Og da brygget her havde været en mild fornøjelse for ham, tænkte han at den fortjente noget oprejsning – subsidiært, hvis det ikke var den samme øl, så ville han bare gerne vide, hvad jeg syntes om den.

Så med i tasken kom den. Den blev udvekslet, og senere – fordi jeg er en idiot – smadret, da den væltede ned fra et borde-bænkesæt i min gård. Niels er et menneske med et stort hjerte, så han kom med en ny til mig. Jeg var ellers klar til selv at købe en, men det ville han ikke høre tale om.

Jeg tillader mig at spoile – der er ingen tvivl om, at dette er et andet bryg. Den anden Grill-øl var en pilsner, mens dette er en ale. Allerede der, er vi i en helt anden ølkategori.

Og duften holder sig ikke tilbage – i modsætning til den anden grill-øl, vil man kunne læse (faktisk går jeg meget op i, hvor meget duften rent faktisk holder sig tilbage i det første bryg). Fusel og bitterhumle blander sig uden at emme af voldsomt meget, men bouquet’en er der da i det mindste, og den gør godt. Det kridhvide skum over det upudsede kobberbryg gør en god figur, ikke mindst hvis man aktivt former det – det er der rige muligheder for.

I smagen er der aroma af klassisk, for ikke at sige generisk, men stadigvæk godkendt humle. Bitterhed af løvtræ og kastanjer mærkes bagtil, mens et frisk-sødt-syrligt indslag af græs mærkes foran. En letbitter og frisk efterklang af grantræ afslutter oplevelsen af en øl, der helt bestemt smager af mere end Vestfyens rædsel fra 2015. At denne øl derudover stadig er mere egnet til grill – altså at kvæle den dårlige smag af slagger og sod fra de brankede bøffer og forkullede kyllinger – end til at nyde for sig selv som en egentlig kvalitetsøl, står dog ligeledes aldeles fast.

Twenty-2 Unfiltered Lager, Nørrebro Bryghus (Saufen mit Marcus – The Sequel II)

Ned ad bakke …

Efter det lille sidespring til SuperBrugsen Brønshøj og Tjekkiet, skulle jeg gerne igen være nogenlunde på rette spor – i det mindste med kronologien, omend humøret stadig gør knuder ind imellem.

I mellemtiden er min far jo fyldt 80 år, hvilket er blevet fejret på behørig vis. Der var besøg langvejs fra i den anledning – Tyskland, kunne mine faste læsere nok regne ud. Men andre venner af min far og familien i almindelighed tog skam også turen over broerne helt ovre fra det Euroasiske fastland for at slutte sig til festlighederne.

Det har lettet en del, kan jeg roligt sige, at dét flueben er sat i kalenderen over arrangemener, jeg skulle nå. Jeg har følt, at hele det første halve år af 2018 har været én lang række af familie-tam-tam’er jeg skulle forholde mig til. Nu er der så endelig lidt mere ro på, så jeg stille og roligt kan samle skårene sammen og klinke dem.

Vi slap som bekendt temaet om Marcus og min prøvesmagning af lagrede Amager Bryghus-øl ved det uforlignelige Matterhorn (Marcus’ betegnelse) af et bryg, Big Bold & Beautiful. Egentlig havde jeg fire øl med den aften – men vi nåede altså kun at anmelde to, plus denne ene, som vi købte i Meny Valby før vi indfandt os i Marcus’ lejlighed. Manglen på rettidig omhu fra begges side betød, at der måtte komme en ny anmeldelse ud af det. For egentlig var planen, at vi ville lave en opdateret anmeldelse – en revisited – af den Nørrebro Bryghus-øl, vi et par uger forinden havde nydt umiddlebart før vores biograftur.

Vi kunne huske det hed ‘Twenty-2 [et eller andet]’ men enten var vi for dovne, eller ganske enkelt ikke snarrådige nok til at tjekke efter på smartphonen mens vi stod i Supermarkedet. Jeg slår selv jævnligt op, når jeg køber ind, om jeg mon allerede har prøvet den øl, [indsæt stort set vilkårligt navn på supermarked, jeg kunne have handlet i her (undtagen Aldi – jeg handler ikke i Aldi)] i denne måned har på spotvarehylderne. Så hvorfor – nu vi stod med selve internettet ved vore fingerspidser – søgte vi dog ikke lige på bryggets navn før vi tog det forkerte?

Jeg vil ikke udtale mig på Marcus vegne, men selv er jeg da godt nok ikke for knøw …

Men efter at have brugt vel over en time på at nyde og opleve os igennem Amager Bryghus’ fænomenale pragtbryg fortrak vi til stuen, hvor den ud over endnu en ølanmeldelse stod på brætspil.

Men med vidunderet i baghovedet – eller snarere i vommen – vidste vi begge, at det kun ville gå én vej. Og det var såmænd ikke for at sige noget grimt om Nørrebro Bryghus’ øl inden vi overhovedet havde åbnet den, men at have prøvet et bryg som hint (altså BB&B) er jo i sig selv rigeligt hybris til, at et ethvert anstændigt menneske takker pænt nej til hvad som helst, der er blot halvt så godt lige efter.

Unfiltered Lager er en lys pilsnerøl – men fordi Nørrebro skal være så utroligt hipt foregår alt på engelsk, også selvom det vist er årtier siden, det ikke længere var hipt … tror jeg da nok. Nu er jeg ikke selv super hip, så hvad ved jeg?

Men denne gør det nu godt for det den er. Det korngule, højtskummende bryg byder på tæt, skarp, næsten røget duft med indslag af birkebark og lys mjød.

Marcus var nogenlunde tilfreds med brygget, der ydede ham en adækvat bitterhed, der dog ikke holdt helt nok i eftersmagen. Men som en go-to-øl, hvis man skal mødes med sine venner i parken en varm sommerdag, er den fuldt ud tilstrækkelig – “strålende at drikke i åbent landskab og i godt selskab”.

Selv fandt jeg imidlertid dårligt nok bryggets aroma adækvat. Den virker spinkel i udtrykket og holder aromaerne alt for vel inden for det sikre og velkendte – korn, majs og en på overfladen skarp, men slet ikke dyb nok kant af humle.

Til min påstand om, at brygget også havde et forstyrrende element af banan, tog Marcus imidlertid prompte afstand: “Det er noget fordrukkent sludder! Tal pænt om den her øl. Den har ikke skyggen af banan over sig …”

“Jeg tror altså, der er noget isoamyl acetat i den …”

Himmelvendte øjne og en lettere sexistisk mishagsytring, jeg skal skåne læserne for, var hvad Marcus havde til overs for min indvending, som jeg ellers bedyrede, jeg længe havde øvet mig på at udtale.

“Du har øvet dig to work it into conversation – det er JO isoamyl-bolangolaj mig noget så gudsjammerligt …”

Givet de rette omstændigheder var Marcus klar til at give den 3, måske 4. Selv vil jeg ikke gå så højt, da bryggets spinkelhed og vigende aroma ikke taler til dens fordel. Og uanset hvad Marcus havde at sige af grimme ting om, at jeg havde sagt grimme ting om isoamyl acetat, så mener jeg fortsat, at brygget havde antydning af banan i sig, hvilket ikke hører sig til i øl af pilsnertypen.

Marcus:

Kaj:

Praga Dark Lager, Budejovicky Mestansky Pivovar

På standardniveau …

At komme sig oven på et stressanfald, der var en hårsbredde fra længere sygemelding tager sin tid. Heldigvis er jeg ikke typen, der dæmper stress med alkohol, så grunden til, at jeg nu har rod i kronologien igen – plus at jeg igen har et anmeldelseshængeparti er alså alene det mentale kaos, der desværre fik det bedre af mig for et par uger siden.

Denne øl fx havde jeg faktisk prøvet før den vidunderlige aften, hvor jeg og Marcus prøvede lagrede øl fra Amager Bryghus – ikke mindst den helt uforlignelige Big Bold & Beautiful– Ja, dem viser sig endda at være prøvet før min tidligere kollegas julegaveøl fra Novo Nordisk. Og uden at sige for meget, er dagens bryg da også af lidt mere ydmyg statur, end de to foregående bryg.

Den blev købt i SuperBrugsen Brønshøj som et “køb eller den bliver smidt væk”-tilbud. Forventningerne var derefter, og blev nogenlunde indfriet. Bryggets lovende dunkelhed kompenserer bryggets alt for lette flåd for. Duften er desuden mest våd og vandig – kun en meget fjern antydning af branket malt har duften at byde på.

I smagen går det ldit bedre. Her holder maltfylden i det mindste så meget sammen på brygget, at det ikke ryger direkte i afløbet. Bitre noter af kaffe, en snert af røg og lidt branket karamel bydes der da på. Lader man brygget temperere før åbning, kunne det måske endda gå hen og blive en lille nydelse.

De indledende behagende aromaer viger dog snart for bryggets alt for gennemgående spnkel- og vandighed. Den munder ud i et niveau, der snarere hører hjemlige standardøl til end kvalitetsbryg fra Centraleuropa. En lidt fyldigere maltprofil giver vel på ét parameter en lidt større nydelse, på den anden side smager brygget bare ikke helt nok, når det når bagtungen …

… og så kommer det alligevel ud på ét.

 

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme