Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 2-2½ stjerner

Smoking Black Jesus, Ølluminati

Ingen frelse …

“Man risikerer frelse ved denne øl” – udfordring accepteret! Når ellers veldrejede Ølluminati skriver den slags på etiketten, skal de nok få læst og påskrevet – hvis øllet ellers ikke lever op til løfterne. Prøv at frelse denne gamle mavesure ateist, der i øvrigt også er rødhåret. Så jeg har ikke engang en sjæl, der kan frelses.

Frelse fra det evindelige cirkus, der ikke bare er den igangværende corona-krise og deraf følgende isolation, men også min voldsomt ustabile jobsituation, ville ellers være kærkommen. Men når navnet på øllet er Smoking Black Jesus, tror jeg ikke det er den form for frelse, der er tale om … og så alligevel. I henhold til evangeliet efter salig Jan Monrad og fortsat sprællevende Søren Rislund arbejder Jesus jo oppe ved kommunen. Og beskæftigelsesindsatsen føres jo i fællesskab af kommuner og a-kasser … såeh …

Ud over et kækt navn, og en endnu kækkere etikettekst, et dunkelt bryg og meget højt, matchende, brunt skum, lader flasken ikke meget vide om, hvilken type bryg, der er tale om. Untappd hævder, det er en mørk lagerøl, og den køber jeg gerne, da alkoholprocenten på 4,6 passer så nydeligt. I duften mærker man de ristede og røgede noter i langt fra ueffen kombination med en lovende nøddeessens. This could be good.

Skummet er længe om at falde, så hvorfor egentlig ikke bare smage på det? Røg, kaffe … alt sammen lidt svagt, men på den anden side også subtilt. Efter lang tids venten, når man så endelig ned til selve brygget …

… og der rammer skuffelsen så. Ud over at udsætte nyderen for risiko for frelse … der tydeligvis udebliver, ateist og/eller rødhåret eller ej … lover etiketten også en letdrikkelig, fyldig øl. Letdrikkelig – jo tak. Den er go’ nok. Brygget ryger lige ned i løgnhalsen og gør kun ringe væsen af sig undervejs. Fylden kniber det som antydet til gengæld voldsomt med – ligesom med aromaen. De lovende nøddeagtige og røgede noter er erstattet af en uengageret våd oplevelse. Smisk-smasker man brygget grundigt ind i gummerne mærker man nogle udefinerbare noter af friske forårskviste af lyst træ – birk måske – men de er gemt væk i alt for meget vand, der bare bruser derudaf.

Eftersmagen kan en kende mere. Et minde om røgen, man oplevede i skummet vender tilbage – men kun som en skygge af sig selv. Og selvom den kun klinger langsomt af, nagler ærgelsen over, at oplevelsen aldrig blev større, sig mere fast end noget andet ved brygget.

Vandet forblev i store træk vand. Det blev ej til vin – kun til tyndt øl. Det kan Ølluminati gøre bedre.

NUA Pale Ale, NUA Brygghus

… and stay dead!

Nå så blev genopstandelsen definitivt aflyst i Danmark. Jeg gad godt have prøvet det bryg, Joy Mogensen må have hældt litervis af i kraniet, for at slå ind på sådan en slingrekurs i spørgsmålet om, hvorvidt kirken skulle holde åbent i påsken eller ej. Inficeret altervin? Næppe – kirkerne har været lukket i ugevis, ligesom resten af landet, så hvad præcis hun havde dyppet tuden for dybt i, må stå hen i det uvisse.

Glæden ved, at kirkeministeren trods alt endte med at træffe den rigtige beslutning overgår dog ikke fryden ved, at vi, der godt kan se, ideen om åbne kirker er åndssvag, nu har håneretten. Nu er det Dansk Folkeparti og i særdeleshed Marie Krarup, der skal nyde godt af den særlige form for ytringsfrihed, som de skatter så højt: Hån, spot og lattergørelse! Overalt hvor de lufter deres ævl om, hvordan kirkegang skal stå over menneskeliv, skal de mødes med hånlatter og fingerpeg, høvisk nedladenhed og patronisering som kun børnehavebørn oplever det. For Dansk Folkepartis medlemmer, og navnlig deres repræsentanter lokalt og nationalt, har – med deres hovedløse og dybt uansvarlige ideer om kirkegang under den farligste pandemi siden den spanske syge – vist med al tydelighed, at de ikke er deres repræsentative pladser værdige.

Nok om det! Videre til den sidste øl, som min gode ven Gedved (der kan opleves i levende billeder og tale her) havde med til mig ved nytårstid.

Brygget skummer voldsomt ved skænkning. Mere end rigeligt til at man får mistanke om fejlbryg, men da øllet alligevel ikke ligefrem eksploderer i en geyser ved åbning kommer tvivlen det til gode. Skiftevis en fryd og en prøvelse er det at tvinge brygget ned i et glas. Det tager en helvedes tid, men så kan man til gengæld nyde de sjove, bløde og groteske figurer, det alt for langsomt faldende, tætte skum danner undervejs.

Duften er spinkel, omend gennemtrængende af fine, spæde grannåle. Brygget slår dermed nogle meget velkendte, men også sikre noter an. Den positive overraskelse lurer lige om hjørnet, og der bliver den ellers lurende, for den springer aldrig rigtig frem i aromaen.

Der er glimtvise indslag af frisk, karsk prikkende humle, men denne overdøves af det allestedsnærværende norske fjeldvand, der nok er forfriskende, men ikke ligefrem behjælpeligt med at få aromaerne til at træde kraftigere frem. Mere mærker man til gæren, der undertiden er så fremtrædende at mistanken om infektion (ja, undskyld, alt skal åbenbart handle om den slags i disse dage, beklager meget) gør comeback. Brygget er imidlertid vel inden for sidste salgsdato (12/20) – men det er jo egentlig ikke nogen garanti. Helt mislykket er brygget nu slet ikke, men ligesom Joy Mogensens slingrekurs i spørgsmålet om åbne kirker, ved dette bryg ikke helt om det vil smage mest af vand, gær eller humle, og i modsætning til kirkeministeren vælger det i sidste ende forkert, og satser på gæren.

Brygget forbliver en vandet og disharmonisk omgang – et generelt træk ved disse norske øl, desværre. Det er, hvad man får ud af en restriktiv alkoholpolitik.

Tak til Gedved for øllene. Det kan godt være, at oplevelsen langt fra var i nærheden af humlehimlen. Til gengæld gav han mig noget at tirere over, og det forestiller jeg mig, er lige så underholdende, som når jeg skamroser øl, jeg kan lide.

Yu Lu, Siren Craft Brew (Ole Øl-Ninja 8)

Meget ansvarligt …

Efterhånden kunne man jo godt mærke, at man havde været igennem nogle øl. Præcis hvor mange, havde vi til gengæld nok begge for længst mistet overblikket over.

Heldigvis havde Ole købt bredt ind, så vi kunne smide øl som den her ind ind imellem (ja, der skal faktisk være to »ind«’er efter hinanden i den sidste sætning) – dvs øl med ikke helt så voldsomt meget alkohol. På videooptagelsen kalder vi den alkoholsvag, selvom den faktisk indeholder mere alkohol end den (indrømmet – arbitrære) grænse, jeg selv har valgt for, hvornår jeg kategoriserer øl som alkoholfattige. Min grænse går ved 3,0%. Alt derunder anser jeg som alkoholfattigt. Alt på eller derover – not so much.

Den her holder 3,6%. Så den alene bliver man selvfølgelig ikke fuld af, og det er heller ikke sådan, at den kunne gøre voldsomt meget mere skade på de efterhånden småvisne øltestere, end der allerede var sket.

Ole hævdede, at bryggeriet – endnu en debutant på bloggen, Siren Craft Brew – har vundet flere priser, men på trods af tilsætning af appelsinskal og te (det er vist kun anden gang det er sket i bloggens historie) nåede oplevelsen langt fra nogen overdrevne højder.

Bouqueten virkede parfumeret mere end noget andet. Ud over nogle citrusnoter, der kunne stamme fra appelsinskallen, afgav det duft svarende til en is, baseret på rosenblade, jeg fik i Taiwan. En speciel, omend ikke videre kulinarisk, oplevelse. Det skulle vise sig, at jeg ikke stod alene med den oplevelse – Ole havde faktisk prøvet noget tilsvarende.

For ham bød brygget også på et gensyn – med stort set alle andre Siren Craft Brews han havde prøvet. På trods af bryggeriets mange priser, har han aldrig været videre imponeret over bryggeriet. Som udgangspunkt er bryggets tørre og rene humlearoma ellers ikke værst. Desværre mangler brygget til gengæld enhver fylde og tæthed, der kunne gøre oplevelsen fuldendt. Det forbliver hult og småkedeligt – og det hjælper ingenlunde at humlen faktisk er god. Tværtimod bliver man yderligere skuffet, idet man får en fornemmelse af, hvor godt det kunne have været.

Den lave alkoholprocent giver heller ikke mening. Tidligere i seancen prøvede vi en alkoholfri øl, Konx, der smagte af væsentlig mere. Hvorfor i det hele taget lave en øl med afdæmpet alkoholstyrke, der smager af så lidt? Hvad er målgruppen? Hvad er formålet?

Alle spørgsmålene tårnede sig op, som havde emballagen indeholdt 0,44 l. Men på det punkt gav brygget i det mindste mening med de 0,33 l. i emballagen. Vi var også enige om, at bryggets aroma var ren og sprød, så en bundkarakter skulle den trods alt ikke have fra nogen af os.

Ole gav den …

… mens jeg gav den en anelse mere, fordi den trods alt behager smagsløgene midt i alle spørgsmålene og hulheden.

Royal Økologisk IPA, Royal Unibrew

Gyngerne og Karrusellen …

Royal Unibrew har længe haft en økologisk pilsner og ditto classic i sortimentet. På det seneste har de åbenbart udvidet serien til at omfatte en IPA – og måske endda også andre produkter, der er gået under radaren, velsagtens fordi jeg ikke har været overvældende imponeret af serien indtil videre.

Men det måtte vel komme. IPA’en har for længst fundet vej ind i standardsortimentet, efter at den længe var en af ledestjernerne i den globale ølrevolution. Og det synes jeg sådan set er rigtig fint. Målet med ølrevolutionen var ikke bare at skabe opmærksomhed om det gode øl, men også at hæve kvaliteten globalt. Og med IPA’ens indtog på supermarkedshylderne er det jo sådan set opnået.

Og det blev sådan set opnået for længe siden. Var det i 2016, at Royal Unibrew lancerede Albani Mosaic IPA? Ikke at det bryg er noget verdens under – det er stadig et industribryg, omend med nogle aromatiske kvaliteter, der næppe sås for tyve år siden.

Nu har Royal Unibrew så besluttet sig for, at give sig selv konkurrence. Den her fandt jeg i en Spar-butik i Bedsted Thy, hvor den kunne fås i sixpack for 44 kroner. Den indeholder 4,8% alkohol og er dermed væsentlig tættere på niveauet for øvrige standardøl end fætteren fra Albani.

Der dannes ikke meget skum ved skænkning, hvilket i første omgang fjerner det meste tvivl om, hvorvidt brygget er fejlbehæftet. Dette forekommer industrielt kontrolleret ned til mikroliterniveau, hvilket ikke er atypisk for bryggiganternes produkter. Duften gør heller ikke meget væsen af sig, men humlen er der da, selvom typen peger mere i retning af pilsner end IPA, sammen med et lidt ufint, men indrømmet karakterskænkende pust af fusel.

Lidt mere humle er der i smagen og lidt mere skarp og frisk er den da også … når den endelig når mandlerne efter at have været lige lidt for glat på vej under ganen. Så småt træder bismagene da også frem; grankogler og en smule bålrøg spiller op til en sød bergamotnote. Alt sammen såmænd gammelkendt og nydeligt, men fortsat afdæmpet og med følgeskab af småmetallisk og småsyntetisk industri, som selv økologiske råvarer ikke kan få bugt med.

En noget svagere repræsentant for genren, må man sige, end brygget fra Albani. Så denne blogger sidder uafklaret tilbage om, hvordan Royal Unibrew selv mener dette produkt passer ind i den øvrige portefølje.

Når kvaliteten famler rundt på dette niveau, har mikrobryggerierne i hvert fald ikke det store at frygte fra giganten Royal Unibrew. Der vil fortsat være et marked for de dyrere – men også væsentlig bedre – kvalitetsbryg derude. Jeg ville frygte Carlsbergs Yakima IPA mere end begge bud fra Royal Unibrew – men Carlsbergs bud ligger til gengæld i en prisklasse, der svarer til mikrobryggeriernes, så heller ikke der er der rigtig nogen ko på isen endnu.

Med hensyn til Royal Unibrews interne konkurrence forskellige IPA’er imellem, må man mindes Ulrich Ravnbøls gamle revyvise, hvis omkvæd gik “Så vi kan tjene ind på gyngerne hvad vi har mistet på karrusellen.”

Willemoes Mosaic IPA, Vestfyen

De styrer det knap så godt …

Nå, så gad de ikke kigge mere på dem, oppe i min lokale Fakta. Ikke at de havde stået der særlig længe. De havde vel deres rykind cirka samtidig med årets udvalg af juleøl, der imidlertid ikke har fået ‘køb billigt eller vi smider dem væk’-tilbudsmærker på endnu.

Jeg var travlt optaget af at anmelde julebryg, da de kom – i uprætentiøse, men alligevel iøjnefaldende pastelfarvede emballager. Jeg bemærkede hurtigt den lave alkoholprocent, og tænkte, at det da kunne være spændende at tage fat på dem, engang når juletemaet var overstået. Vel – her er vi så. De var ikke udsolgt, sådan som jeg ellers kalkuleret havde risikeret. For alkoholfri øl er ikke det, jeg prioriterer højest på bloggen, selvom jeg finder konceptet sympatisk.

Ikke mindst efter at Svaneke for anden gang har overrasket mere positivt inden for genren end jeg havde turdet håbe på. Med deres Don’t Worry Pale Ale, og  Julebryg har bornholmerne sprængt rammerne for, hvad jeg troede der var muligt inden for alkoholfri øl.

Vestfyens bud på en progressiv kvalitetsøl uden alkohol er en Mosaic IPA. Sådan én har Royal Unibrew som bekendt også haft held med, selvom den ligegodt er med alkohol. Brygget her slår imidlertid noget mere afdæmpede takter an. Brygget skal hældes fra en afstand, der ikke er sund for folk med højdeskræk, hvis det bare skal skumme en lille smule. Brygget selv er ellers kønt nok – mørkorange og grumset, mens duften ligesom skummet lader vente på sig. Et fjernt pust af søde citrusnoter – ufarlige klementiner – lader sig akkurat ane, næppe tilstrækkeligt til at gøre egentlig gavn.

I smagen mærker man aromahumlens venlige bismage – igen søde citrusnoter, der her er spiced en anelse op med lime. Humlen selv – eller rettere det, den er mest kendt for, nemlig bitterheden, udebliver til gengæld helt. Brygget ender derfor uvægerligt som en halvhjertet oplevelse, der bedst egner sig som læskedrik en varm sommerdag.

Man må undre sig over lanceringstidspunktet, selvom vinteren med sine temperaturer omkring 10 grader selvfølgelig mere har inviteret til kolde pilsnere end til varm kakao med flødeskum. Nogen fuldendt smagsoplevelse er den ingenlunde, selvom den da slår nogle gode takter an – ren og frisk som den alt andet lige er i udtrykket.

Min evaluering af Vestfyens forsøg er noget ambivalent. På den ene side synes jeg, det er prisværdigt, at bryggerierne forsøger at videreføre de gode erfaringer fra specialøllene til de alkoholfattige øl, så folk der er på vandvognen også kan få lov at få en fornemmelse af de gode sager. Vestfyen skal have ros for forsøget, men også en formaning om, at de skal stramme sig an, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at være med helt foran. Svaneke har ganske vist taget en næsten uforskammet overlegen føring. Men de har samtidig vist, at det kan lade sig gøre. Så der er ingen undskyldning for andre bryggerier for kun at gå halvhjertet ind i sagen.

NUA IPA, NUA Brygghus (Nytårsøl med Gedved 2020 I)

Upwards and onwards

Jeg havde jo sådan set taget hul på ølsmagningerne længe før årsberetningen for 2019 blev leveret forleden dag. Allerede nytårsdag var den gal, og det vil de læsere, der følger min YouTube-kanal vide (og hvis I følger min YouTube-kanal, og ikke ved det, så følger I den ikke tæt nok, fyhadada!). Klokken 13:00 gik jeg nemlig live (som det hedder på nutidensungdomsk) sammen med min gode ven gennem snart 25 år, Gedved, der besøgte mig over nytår.

Det blev til prøvesmagning af tre øl over ca. fem kvarter. Og naturligvis rækker det ikke bare med anmeldelserne fra live-streamen. De skal selvfølgelig også behørigt anmeldes her. Og det vil de blive under temaet ‘Nytårsøl med Gedved 2020’.

Det var Gedved der gav de to af øllene. I alt havde han fire med i værtsgave, fra den by hvor han for et halvt års tid flyttede til – nemlig Mandal i det sydligste Norge. Der arbejder han som pædagogisk leder i en børnehave … at tænke sig hvor meget punkerdruk jeg har været på med den mand i vores yngre dage. Og så kunne han alligevel drive det til en lederstilling i Norge – landet der flyder med afsindigt mange oliepenge.

Det burde jeg lære noget af. Men … come on, I kender mig efterhånden.

Bryggeriet som øllene kommer fra hedder NUA Brygghus og er det sydligst liggende bryggeri i Norge Man kan deraf udlede, at der ikke findes nogen bryggerier på Bouvetøya eller i den norsk-administrerede del af Antarktis.

Vi lagde ud med bryggeriets IPA. Det skal siges, at alle bryggene var købt i almindelig handel, og i Norge er der en begrænsning på, hvor stærk alkohol man kan købe i supermarkederne. Grænsen ligger på 4,5 – alle fire øl ligger på lige netop den styrke – men det er alligevel én hel procent højere end den tilsvarende grænse i Sverige. Moralen er alligevel en kende friere i Norge end Sverige lader det til, mens der i sammenligning hersker sædeomstyrtende, autoritetsaffuttende anarki her i Danmark. Godt det er her, man bor.

Brygget antager en nydeligt orangebrun kulør og er mere end adækvat grumset. Bouqueten er allerede tydelig fra åbning, og byder på friske citrusnoter og aromatisk humle. Skummet er højt og cremet, og dermed er ølåret allerede startet forrygende, olfaktorisk og visuelt.

Desværre er der ikke det store festfyrværkeri over smagen. Alkoholgrænsen gør sit til at begrænse, hvor vældigt brygget bliver i smagen. På bagtunge og gummer træder bitterheden da nogenlunde frem. Men den er noget rå og uforfinet i det, mere skurrende end venligt masserende. Anden aroma er der ikke at hente, og at brygget ligger en smule under almindelig pilsnerstyrke, får desuden fylden til at udeblive. I resten af mundhulen føles brygget hult og vandigt. Ikke ulig kedeligt komponerede session IPA’s.

På en varm sommerdag ville den nok gøre godt. Gedved kunne desuden fortælle, at denne IPA sælges som standardøl på Mandals lokale spillested, Kulturfabrikken. Som koncertøl vil den også fungere ganske udmærket. Men som egentlig smage- og nydeøl er den tæt på at dumpe. Hverken jeg eller Gedved var synderligt imponerede, og vi endte i enighed om karakteren.

Merry Christmas – Happy New Year, Hancock

Knæfald …

En af de første ting, jeg fik fortalt, da jeg flyttede til Thisted var, at hvis man drikker en Thy-bajer i Skive, får man tæsk. Mundheldet “Skive går med knive” kunne ærke-københavnske/nordsjællandske medsmager Marcus desuden lære mig kort før – hvis ikke på selve dagen hvor – jeg flyttede fra Husum til Thisted (hvad vi snakkede om om aftenen efter flyttekaosset, kan man i øvrigt høre lidt af her). Jo, der er en skarp rivalisering mellem Skive og Thisted – især i Skive, lader det til. For ingen ville sgu få tæsk i Thisted, hvis de drak en Hancock-bajer offentligt her.

Jeg ved det af erfaring. Jeg har allerede flere gange købt og drukket Hancocks Høker Bajer i fuld offentlighed heroppe, og ingen har rynket så meget som et øjenbryn. Desuden må man undre sig såre, når nu skibonitterne har så fint et lokalt bryggeri, hvorfor så mange af dem alligevel skal rende og købe hårde stoffer. Ikke at jeg skal spille hellig. Jeg var storforbruger af speed i en årrække … det blev jeg ligesom nødt til, da jeg blev tilskyndet til det af min psykiater – og det hjalp jo sådan set også et stykke af vejen på de værste af mine ADHD-symptomer … Men det er alt sammen et sidespring, al den stund, at jeg faktisk havde en rimelig undskyldning.

Hele smøren indtil nu var sådan set også bare et trick, der skulle føre mig frem til dagens juleøl på en finurlig – og forhåbentlig underholdende – måde. #notallfolkfraskive – må jeg hellere hashtagge, nu vi der ved det. Jeg har mødt mange venlige og søde mennesker fra Skive – ikke mindst her i Thisted og Hanstholm, hvor jeg arbejder … ja, den tanke kommer nemt til at nage, at de netop flyttede hertil fra Skive, fordi de var søde og venlige, i modsætning til hvordan folk var, der hvor de kom f…

Men nok om det!

Meget godt kan man sige om Hancock, men de ligger tydeligvis under for højrefløjens krig mod venstrefløjens krig mod julen.

Som ethvert barn ved, har vi ondsindede ateistiske marxister på den yderste venstrefløj i årtier allieret os med muslimerne for at få aflyst julen, og erstattet den med noget mere gråt og kedeligt i stedet for. ‘Vinter’ har vi ihærdigt forsøgt os med i år, men initiativerne bliver til stadighed skudt ned af årvågne bedsteborgere, der alt for hurtigt dokumenterer vores nedrige forsøg på at erstatte ‘jul’ med ‘vinter’ overalt hvor vi kan slippe af sted med det.

Men hos Hancock er det ikke bare jul – men kristmesse, ligefrem. Og det endda gengivet på bedsteborgerlighedens foretrukne kulturimperialistiske lingo; Merry Christmas står der gudhjælpemig – ja, så bestyrtet er jeg, at jeg spontant må bande kristent. Til gengæld kan jeg gnide mig skadefro i hænderne over, at dette følges af et Happy New Year – som vi jo alle ved, er hedensk over en hals. Nytåret fejres jo i store træk efter den ju… undskyld, den vinterianske kalender – indført af den romerske hærfører og senere diktator perpetuus, Vinterius Caesar. Ikke spor bedsteborgerligt sådan at bruge hedenske, ikke-kristne kalendere hva’? Upsi-dupsi, eller noget.

Vel, Merry Christmas – Happy New Year er i modsætning til indledningen her ikke noget, der inviterer til de lange tirader (men hvornår f… har det holdt mig tilbage?) Der er tale om en endda meget traditionel pilsner. Tilsat stivelse, af en eller anden grund. Måske for at banke alkolholprocenten i vejret? – Det er jo populært ved ju… vintertid (phew, jeg var lige ved …) fordi reglerne siger, at da skal man være fuld.

Brygget holder 6,3% hvilket jo egentlig ikke er overdrevet. Til gengæld kan man glæde sig over en liflig og karakterfuld duft af fusel, der godt kunne invitere til en pilsneroplevelse ud over – om ikke det sædvanlige, så i hvert fald det industrielt-generisk-kedelige.

Helt så godt går det desværre ikke. Glimtvis kan man glæde sig over en nogenlunde vellykket valnøddebitterhed bagest på tungen. Til gengæld er den øvrige øloplevelse næsten irriterende letbenet – for ikke at sige direkte tynd.

Man kunne også kalde den forfriskende – men det er der jo så mange øl der er i afkølet tilstand. Ud over en godkendt humleprofil byder brygget her ikke på nogen oplevelser, som man ikke også kan få fra ret mange andre pilsnere fra bryggerier der i deres profil er væsentlig mere industrielle og generiske end Hancock.

Der er lige så meget jul (there, I said it! Er I så tilfredse, I forsmædelige udøvere af idel gruppepres?!) og nytår i denne øl, som man vil kunne opleve resten af året – ikke mindst i månederne medio-januar til medio-november.

1897 American Pale Ale, Indslev

Megen skade har den næppe taget …

Der gemmer sig stadig minder om min tid i Husum på min ølhylde. At der findes minder i det hele taget fra mine år i postnummer Brønshøj undrer næppe, men lige netop ølhylden burde helst gå fri. Med mindre måske øllene er rigtig mørke og tætte, og dermed af typen der ikke bare kan tåle at stå urørt et godt stykke tid, men rent faktisk også har godt af det.

I skarp modsætning til denne lyse American Pale Ale, forstås, der stammer helt tilbage fra en tid, hvor bryggeriet Indslev endnu ikke var gået i betalingsstandsning, endsige var blevet opkøbt af Bryggeriet Vestfyen. Den følgende anmeldelse sker med denne bedagethed in mente.

Tidens tand har nu ikke været mere unådig, end at bryggets ide fortsat kan skues derinde under det langt fra uimponerende gyldne skum, og den tætte, mørkorange grums. Den friske, skarpe humleduft er intakt nydelig og formår at fryde sufficient. På tungen gør den bestemt heller ikke skade med en pikant, prikkende aroma, der dog ikke kan se sig helt fri for en smule oxidering og en antydning af gær.

Nogen aromaeksplosion er brygget ingenlunde – og mens oxidering og gær, der nok er opstået af et lidt for langt ophold i ølskabet (under uproblematiske omstændigheder, forstås – mørkt og ikke for varmt), har fået brygget til at læne sig til den harske side, så er det også efter tidens småforstyrrende indflydelse tydeligt, at brygget heller aldrig har været en sådan – en aromaeksplosion, altså (ja, læserne må undskylde de mange ledsætninger og indskud, men det er nu engang den måde, jeg har valgt at skrive på, ikke også – det kan I jo nok forstå, kan I ikke også – ja, det tænkte jeg nok, så slap lige af, okay …)

Brygget formår aldrig at komme op i nærheden af at ringe hverken helt eller halvt. Det forbliver afdæmpet, mildt fornøjende, men mere end det halvkedeligt og generisk.

Star, Nigerian Breweries

2 i 1 og så 1 mer’, tak …

Her er endnu en af de afrikanske øl, Marcus havde med til mig tidligere på sommeren. Navnet minder mig dog om noget mere hjemligt. Ganske vist er jeg ikke helt gammel nok til at have oplevet den oprindelige ‘Star’-øl. Den blev – ifølge den smule, der står på Wikipedia – skabt af arbejderbevægelsens bryggeri ‘Stjernen’ på Frederiksberg. Bryggeriet lukkede i 1964, mere end ti år før jeg blev født, men en stribe tegnede biografreklamefilm fra 50’erne genoplivede erindringen om dem i Jørgen de Mylius’ legendariske underholdningsprogram fra firserne, Eldorado. – Det kan jeg til gengæld tydeligt huske. Og endnu bedre husker jeg Carlsbergs relancering af brandet i 90’erne som billigmærke. Det var langt fra verdens dårligste billigbajer. Angiveligt hældte Carlsberg det samme på deres Hof, som på ‘Dansk‘-pilsnerne, dengang de sad på Faktas discountøl, og jeg kunne have dem mistænkt for noget lignende med Star-pilsneren.

Dengang som nu, fik man imidlertid kun én øl i en flaske. I Nigeria får man åbenbart to – eller næsten da. Flasken indeholder 600 ml, og så er det jo tæt på, om ikke andet.

Man får imidlertid uvilkårligt den tanke, at brygget stadig vil smage af én mer’, når det er åbnet og skænket. Sprød og sprudlende frisk knitrer og bruser brygget lystigere end en mark med kaniner om foråret. Det hastigt faldende skum lader imidlertid nogle karske humlenoter ane, så måske jeg tager fejl?

En vitterlig rar aroma af vanille melder sig som det første i smagen. Det er sødt og velgørende, og i den grad vederkvægende og tørstslukkende. Humlen lader vente på sig og bliver aldrig noget nær særlig interessant. Imidlertid lægger brygget sig stadig en smule over forventningerne, der ved deres lave niveau gør chancen for positive overraskelser større.

Omend det stammer fra Afrika, er denne nigerianske Star stadig meget europæisk – vel, tysk – i sit udtryk. Når det så er sagt, er vi stadig vel over niveauet for det værste discountsprøjt herhjemme.

Eller sagt på en anden måde. De to øl smager stadig af en tredje, og det er fint al den stund, at den spinkle aroma trods alt næppe afskrækker nogen fra at prøve den igen.

Brooklyn Naranjito, The Brooklyn Brewery

Mainstream craft

SuperBrugsen Thisted er det nærmeste, man kommer Irma, Meny eller andre fancy (læs: svinedyre) supermarkeder i min nye hjemby. Og så er det heldigt, at prisniveauet endda er tåleligt. Udvalget er bestemt heller ikke noget at kimse af. Jeg har aldrig været den store shopper af gadgets eller fancy madvarer. Men selv hvis jeg var, ville jeg ikke mangle noget heroppe.

Heller ikke specialøl. Eller i hvert fald ikke de specialøl, man også kan få i Københavnske supermarkeder. Udvalget er omtrent det samme, og ind imellem kan man være heldig også at finde specialøl i en bunke med varer, der er tæt på sidste salgsdato, og derfor sælges til ingen penge. I sådan en bunke fandt jeg den her – i SuperBrugsen – til en rund tier. Personalet havde været så flinke at klistre det nye prismærke på midt på etiketten, så både navn og logo var dækket. Møjsommeligt pillede jeg etiketten af, så man akkurat kunne skimte motivet – og så glemte jeg selvfølgelig alligevel at tage et billede af det skænkede øl.

Er jeg ikke dygtig? (Nej. Svaret er nej.)

Tag mit ord for det – brygget er lige så lyst som den citron, brygget emmer af – ud over vanille. Brygget er tilsat appelsinskal, og det er svært at overlugte (ja, det må det vel hedde, når det hedder ‘overse’ i synssammenhæng, og ‘overhøre’ i hørelse (afhængig af konteksten)) i bouqueten. Ikke at det skader – appelsinskal er langt fra det værste man kan finde på at blande i øl. Det viste New Belgium os sidst med deres Citradelic for ikke voldsomt mange måneder siden.

Det lavtskummende bryg er til gengæld ikke nogen aromabombe som hin citrusøl. Det er meget let, for ikke at sige tyndt og næsten for effektivt tørstslukkende. En skarp kant af friske grannåle kan såmænd mærkes, men den drukner desværre i alt vandet, sammen med citrusnoterne i øvrigt. Hvorfor appelsinskallen overhovedet skulle tilsættes er en gåde, nu hvor den kun annammes så fjernt.

The Brooklyn Brewery fremstår mere og mere som mainstream blandt specialbrygproducenterne. Det er industriproduktet blandt håndbryggene, det er for specialøl hvad en Ren Pilsner fra Harboe er for Carlsberg Premium, og ved at lefle for laveste fællesnævner, men stadig ligge i samme priskategori som andre specialøl, tager det næppe markedsandele fra de industriaktører, som det ligner mest.

At kategorisere Brooklyn Brewerys øl som fancy produkter, hvad end supermarkedet hedder Irma, Meny, Superbrugsen eller Netto, er skudt langt over målet. Måske man kunne kalde dem det i Lidl og Aldi? Men ikke engang det, er jeg sikker på.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme