Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 2-2½ stjerner

Jule Bocken, Viborg Bryghus

Øl: Jule Bocken
Bryggeri: Viborg Bryghus
Type: Julebock
ABV: 7,3%
Land: Danmark
Donation fra Bryggeriforeningen

Ej enig …
Jeg må hellere se at komme i gang med juleøllene. For der er sørme mange i år! Bryggerieforeningen syntes, de skulle sende mig et udvalg af årets julebryg – og så kunne jeg jo ellers se, hvor meget jeg kunne nå at anmelde før jul. Stor tak går selvfølgelig ud til dem, sammen med en indrømmelse om, at tidspunktet nok kunne være en anelse bedre valgt. Jeg slås fortsat med et lavt motivationsniveau, hvilket jeg gjorde bryggeriforeningen opmærksom på, da de henvendte sig angående donationen. Da de ikke protesterede over, at jeg nok ikke nåede det hele før jul tænkte jeg, at jeg så ville kunne fortsætte traditionen fra alle årene med at anmelde juleøl langt ind i det nye år. Det er nok, hvad der kommer til at ske, så forbliv indstillet.

Samtidig kan det jo også være, at jeg genvinder lidt af glæden ved at anmelde igen. Julemåneden plejer gerne at være travl på bloggen, og jeg vil heller ikke have siddende på mig, at juleølsanmeldelserne udebliver, bare fordi mit humør gør knuder.

Så til værket. Strøet med let hånd i dette indlæg er et par skud af de mange øl fra den gavmilde donation. Kigger man godt efter vil man også kunne spotte et par øl fra Thisted Bryghus, som jeg ellers har forsvoret at beskæftige mig med i et års tid. Men heldigvis var det kun øl, jeg havde anmeldt i forvejen.

Dagens øl er fra Viborg Bryghus. De er folkene bag en øl, hvis anmeldelse er et af de mest læste indlæg på bloggen, nemlig ‘Luther‘. Der kan man læse min uforbeholdne mening om den dybt, dybt hadske og dybt antisemitistiske reformator, som jeg fortsat mener, det kun kan gå for langsomt med at få smidt på historiens mødding. Ingen sure miner i retning af Viborg Bryghus for at motivere mig til hin tirade – tværtimod er jeg dem taknemmelig, og de kan roligt være stolte over, at de fik en stresshærget og ADHD-ramt blogger til at skrive et så langt og researchkrævende indlæg.

Her er vi i selskab med noget lettere. I hvert fald rent intellektuelt. Jeg husker ikke ‘Luther’s alkoholstyrke, og den kunne nemt have været lettere end den her, der med sine 7,3% slår en proper næve. Ikke mindst når man som jeg er småforkølet – så gør eftervirkningerne bare det mere ondt.

Selskab for Vestjysk Ølkultur har angiveligt kåret dette bryg som årets julebryg i årene 07, 13, 15, 17 og 19, så forventningerne kan selvfølgelig ikke undgå at ligge et pænt stykke over industristandard. Brygget lægger hårdt ud med en fin, mørk lød, en kraftig, varm og krydret ølduft der emmer af humle, og højt, fedtet, gyldent skum.
Aromaen sparker også fra sig. Kraftig, omend noget ufin bitterhed af mørkt træ ledsaget af honningsødme. Dette viser sig imidlertid snart kun at være initialt. Bitterheden dæmpes hurtigt, og lander i stedet et rarare sted midt på skalaen. Her kommer aromaen til gengæld til at mangle udfordring, og truer med at gøre det, der startede som en vild og spændende oplevelse, småkedelig.
På den lange bane viser brygget sig at være business as usual. Og så vil nogle måske indvende, at det da også passer sig fint for en juleøl. Julen er traditionernes tid, og der må der ikke stikke for meget ud, der kan forstyrre harmonien og forventningerne. På den anden side skulle julen også gerne være tiden, hvor man gør lidt ekstra ud af tingene … og for at være helt ærlig – det synes jeg Viborg Bryghus har forsømt her.

Willemoes Brown Ale, Vestfyen

Øl: Willemoes Brown Ale
Bryggeri: Bryggeriet Vestfyen
Type: Brown Ale
ABV: 5,6
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Mere umage!
Siden sidst? Ja, der er jo ligegodt sket en hel masse. Jeg har holdt ferie – sådan rigtig ferie endda – hævet feriepenge og ikke været på arbejde-ferie. Og så er jeg kommet tilbage fra ferie, og har ikke rigtig orket at skrive alligevel. Men hvad gør det, når man heller ikke rigtig har haft lyst til at prøve nye øl i mellemtiden?
For nu at være helt ærlig, har lysten til at anmelde været til at overskue på det sidste. Jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg kører i samme rille, og vil gerne … prøve noget andet. Det skal selvfølgelig fortsat være ølrelateret, men bare at sidde hjemme i privaten og smage mig igennem nye øl, og så skrive en tekst om det bagefter … Lige i øjeblikket er det sgu begyndt at være en smule kedeligt, og mellemrummene mellem anmeldelserne bliver derefter.

Men vi må vel til det.

Sideløbende med den nye standard-IPA har Vestfyen også lanceret en standard-Brown Ale under brandet Willemoes. I Fakta Thisted, der forbliver min, om ikke foretrukne så i hvert fald hyppigst frekventerede, ølpusher forhandles begge produkter kun i six-packs. Det var først ved den sidste i pakken, at jeg endelig fik taget mig sammen til at tage sammen til at få kradset noget ned på papir om den. Det lange tilløb har nok til gengæld skabt en vis garanti for, at mit indtryk af dette bryg ligger fast. Det er sket, at jeg er vendt tilbage til tidligere bryg, og har haft en anden oplevelse af dem. For det meste – må jeg erkende – en ringere oplevelse. Men det er nok ikke så sært, i betragtning af, at det første møde med en ny øl vel også er det mest spændende.
Og den bias har jeg været godt og grundigt ude over, da jeg sidste søndag knappede den her op til anmeldelse.
“Jamen hør, var det ikke den dag, der var EM-finale?” spørger den opvakte læser måske sig selv. Og ja, det er ganske rigtigt. Og som traditionen så småt var begyndt at foreskrive var jeg ikke bare at finde bag skærmen, men også på skærmen. Nærmere bestemt på min gode ven Geoff Breeze, aka Godless Scummer’s YouTube-kanal, hvor man live kunne se os reagere på kampen efterhånden som den skred frem.

Kampen blev som bekendt en rodet affære, og bedre blev det ikke af de engelske fans’ reaktioner bagefter. Englands brændte straffespark fik alle kældermenneskene og de andre racister frem i dagslys – og i modsætning til de monstre man læser om i eventyrene, blev de hverken til sten eller støv. Virkeligheden er oftest langt mere grusom, end dystopierne man læser om i bøgerne.

Men fuck dem. Den usandsynligt tynde sølvtråd fra englændernes dybt upassende adfærd og modbydelige racisme er, at England nok har mistet alle chancer for at være værter for VM langt ud i fremtiden. Personligt synes jeg, England skulle udelukkes fra samtlige turneringer de næste 45 år, så der med sikkerhed kan gå 100 år, før de igen har chancen for at vinde en international turnering, men så heldig har man nok ikke lov at være.

Tilbage til øllet. Lad mig starte med at smide lidt ros af sted til Vestfyen for konceptet. Hvor industrigiganterne tidligere gik mikrobryggerierne i bedene, og nærmest tog levebrødet ud af munden på dem ved at brygge billigere (og ringere) udgaver af ølrevolutionens nyskabelser (eller genopdagelser om man vil, eftersom ølrevolutionen i vid udstrækning var en revival af allerede kendte, men kun lidet udbredte øltyper), har industrien fundet sig en mere passende position på markedet. De typer, der efterhånden er blevet mainstream – og her er IPA og Brown Ale netop de typer, jeg kommer til at tænke på først – brygges nu af industrien i lettilgængelige og billige versioner, som enhver, der blot ejer den fjerneste smule bevidsthed om kvalitet, nemt kan skelne fra mikrobryggeriernes kvalitetsbryg. Vestfyen tager således næppe store markedsandele fra de egentlige mikrobryggerier, der fortsat kan stå for innovation og kvalitet, mens industrien leverer de billige, letflydende versioner som Einstiegsdroge. Det er i hvert fald mit ydmyge, og måske lidt naive håb.

Når det så er sagt, kunne man måske alligevel også have gjort sig en smule mere umage. Vestfyens Kompas IPA er jo drikkelig i en grad, så det er blevet en vane for mig at have en sixpack af den stående i mit køleskab. Brown Alen får til gengæld ikke plads igen med min gode vilje.
Allerede på løden kan man se, at den stundende oplevelse næppe bliver af de helt store. Brygget ser tyndt ud, og skummer kun nødtørftigt og anstrengt, selvom man skænker det ekstra voldsomt. Duften byder måske nok på lidt karamelnoter og kaffe – men allerede her trænger vandet sig på, og giver snarere mindelser om tyndt øllebrød end ordentligt øl.
Bag læberne indfries stort set den forventede oplevelse. Lidt kaffe, lidt karamel, helt vildt meget vand og en underligt grynet mundfornemmelse, der stundom kan gøre det for en ellers udeblivende fylde, men for det meste bare er underlig, og lidet befordrende for den gode oplevelse. Andre lidt ubestemmelige noter giver brygget et par småsure indslag. Overordnet forekommer brygget rodet og disharmonisk – men det skal på den anden side også have den indrømmelse, at det i det mindste har nogle aromaer – nogle af dem endda behagelige – der evner at være disharmoniske, frem for at det ender i det rene og skære vandbad.

Der er rigelig margin inden for hvilken Vestfyen kan forbedre dette produkt, uden at det behøver tage markedsandele fra kvalitetsbryggerne. Og det burde de – både for deres egen og forbrugernes skyld.

Europas Bedste Humle Til Verdens Bedste Fodboldfans, Thisted Bryghus

Øl: Europas Bedste Humle Til Verdens Bedste Fodboldfans
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: Pilsner
ABV: 5,0%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Fodboldfans will be fodboldfans …
Det er ikke nogen større hemmelighed, at de sidste alt for mange uger har stået i fodboldens tegn, og det hænger også mig ud af halsen efterhånden. Lidt ærgerligt var det selvfølgelig, at vi røg ud i onsdags, men det skal samtidig ikke være nogen større hemmelighed, at jeg er lettet over, at vi ikke skal spille finale i aften (i skrivende stund) med risiko for at vinde. For en gentagelse af 1992 ville betyde, at vi ikke skulle høre om andet end fodbold de næste mange uger fremover.
Nu vi snakker om 1992, så udgav nu hedengangne Raasted en jubilæumsøl i anledning af 25-året for den sejr tilbage i 2017 (regner man efter opdager man, at det faktisk passer meget godt med de 25 år). Den hed “Jubilæumsøl 25 år 26. juni 1992 – 2017 Danmark – Tyskland 2 – 0 Europamester ’92” – måske er det bare et tilfælde, men det kan også godt være, at den dannede skole for øl brygget over fodboldtemaet ved at have et navn de færreste kan læse højt uden mindst at trække vejret tre gange.
Det samme gælder denne øl, som Thisted Bryghus står bag. Denne gang valgte jeg at tage hele titlen med, mens ovenstående blev forkortet en anelse i overskriften. Jeg ved egentlig ikke hvorfor … måske for at forvirre mig selv mere end noget andet. Drukket blev den i hvert fald under den nervepirrende kamp mellem England og Danmark, hvor Danmark røg ud. Dramaet kan faktisk følges på min YouTube-kanal, hvor jeg streamede min online kammerat Geoff Breeze og mig selv live, mens kampen løb over skærmen. Selvfølgelig uden billeder fra kampen, for den slags mås man som bekendt ikke.

Øllet … vel, det stod faktisk ikke rigtig mål med kampen, der – selvom vi ikke vandt – stadig var en fantastisk kamp. At de britiske fodboldfans kunne lære en masse af de finske står også klart, men jeg bliver aldrig en af dem, der mener, at England skulle have frataget sejren på grund af fansenes beskidte opførsel. Jeg prøver at være opmærksom på min egen bias, og mener at den slags bør håndteres af uafhængige instanser. Og i øvrigt gerne mere uafhængige af UEFA, nu vi er ved det.
Titlen siger sådan set det meste. Thisted Bryghus har valgt de bedste humler fra rundt omkring i Europa, for at brygge en øl til verdens bedste fodboldfans, eller som der står på bagetiketten – ‘vores Roligans’. Intentionen er egentlig ganske smuk – at forene europæiske humler på samme måde som europæerne forenes i sporten. Imidlertid tror jeg ikke, at fodboldfans – med deres hang til indtagelse af letløbende industriprodukter under aldeles ukontrollerede former – er det ideelle publikum for et sådant bryg.

Eller – det kommer selvfølgelig an på, hvordan brygget smager, og det siger markedsføringen jo i virkeligheden ikke særlig meget om. Umiddelbart ligner det en pilsner som alle andre, (det slørede billede skyldes imidlertid ikke beduggethed, men min komplette inkompetance udi fotograferingens håndværk) – korngult og med hvidt skum, der måske (måske ikke) er en anelse mere fedtet og holdbart end det oftest set, men så heller ikke meget mere.
Det samlede oplevelsesoverskud sammenlignet med industrielle pilsnere bliver nu heller aldrig imponerende. Duften lover ellers ikke skidt, og byder på en habil bouquet af rå og aromatiske humler, der alligevel vil lidt mere.
Og der er måske lidt … lidt mere, men så stopper festen også. Man smager humlen, og den fremstår såmænd nok en anelse klarere i profilen end man finder den i storindustrien. Bryggerne på Thisted Bryghus har imidlertid ikke glemt, at modtagerne er fodboldfans – så friskhed og – lad os være ærlige – vand i rigelige, for ikke at sige overdrevne, mængder er heller ikke glemt.

At humleblomsterne måske har været en anelse flere, eller marginalt finere er med sikkerhed noget, fordrukne fodboldfans aldrig ville opdage, for det er svært nok at konstatere når man er ved sansernes fulde brug.
En øl til forening af europas humler er ellers ikke nogen dårlig idé. Men at blande fodbold – og navnlig fodboldfansenes tvivlsomme smag i øl – ind i det, vil uvægerligt udvande konceptet. Prøv igen – med mindre vand, og så ikke for fodboldens, men bare for Europas skyld … eller noget.

Øl Havre, Thisted Bryghus

Øl: Øl Havre
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: Havrestout
ABV: 6,2%
Land: Danmark
Købt i: Spar, Bedsted Thy

Jeg forstår stadig ikke hvorfor …
Planen var, at jeg inden for kort tid skulle kværne en masse anmeldelser af, så jeg kunne komme i bund med det hængeparti af øl, der på det sidste er blevet smagt, men ikke skrevet om. Det gik ikke så godt, som man kan se. Nu er der endnu engang gået næsten en uge siden sidste anmeldelse, og for at det ikke skal være løgn er der i mellemtiden også blevet drukket endnu en øl.
Nej, planlægning har aldrig været min stærke side. Det er den sjældent, når man har ADHD. Til gengæld er man god til at finde på undskyldninger – så er der arbejde, så er der familie, så er der en video, der skal laves, så er der pludselig EM, der skal ses …
Og god og snarlig bedring ønskes Christian Eriksen naturligvis oven på den omgang. Finnerne skal også ønskes tillykke med, at de vinder deres allerførste kamp ved en stor turnering nogensinde, og så oven i købet over et hold, der efterhånden har lang erfaring i deltagelse i store turneringer. Olsens ødelæggelser vil nok være synlige på landsholdet i lang tid endnu.

Mai og Vibeke Manniche ønskes samtidig for evigt bare fødder og legoklodser – gerne små og spidse af slagsen – strøet med jævn hånd overalt hvor de måtte gå. At udnytte en potentiel national tragedie såsom et hjertestop i en landskamp til at sprede sin egen forløjede, konspiratoriske kæphest, er virkelig noget man skal være et ekstraordinært ufølsomt og narcissistisk individ for at gøre uden at rødme.

Og oven på sådan et par oplevelser – Christian Eriksens hjertestop *OG* Mai Manniches forsøg på at benytte anledningen til at hverve medlemmer til hendes anti-vaxx-sekt – har man sgu bare brug for et kvantum alkohol. Ikke mindst når man er i (virtuelt) selskab med sådan nogle søde mennesker. Og så havde jeg altså bare ikke nogen øl på lager, jeg allerede havde afprøvet, og sådan blev dét hængeparti altså ikke spor kortere …

Anledningen for den her øl husker jeg til gengæld ikke klart. Men jeg tror egentlig bare, den blev drukket til madlavningen en aften hvor jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at få tyndet en smule ud i lageret. Ud over de øl jeg har prøvet men ikke anmeldt, er der stadig et anseligt antal, der mangler at bliver prøvet.
Der er tale om en havre stout. Sådan én udråbte jeg til at være en af de mest middelmådige øl, jeg nogensinde havde prøvet. Og den var oven i købet i den bedre – eller rettere, mindre ringe – ende af typen. Tynd, underligt brødagtig og med en våd, flad aroma. Sådan har min oplevelse indtil videre været af en genre, som bryggerierne fortsat hårdnakket hævder, er meget spændende, og har et vældigt potentiale.

Synet kan man selvfølgelig altid nyde. Et natsort, omend meget letflydende, bryg under et lige lovligt lavt og snart kollapset skum …
Ja, det meste af den visuelle fornøjelse er hurtigt overstået. Sådan er det også med duften, der byder på kold kaffe med fløde. Begge dele desværre af den tynde slags – pulver og fedtfattig, laktosefri whitener, snarere end en 38% piske.
I smagen viser kaffen sig imidlertid at være af nogenlunde lødige bønner. Ledsagesødmen af ahornsirup gør også godt, omend den ikke gør helt nok væsen af sig, og måske heller ikke matcher mokkaen helt rigtigt. Resten af brygget er desuden mere end tilstrækkeligt gråt og kedeligt til, at det vel formår at overdøve den ellers hyggelige kaffeslabberas. Alt for meget vand opløser det meste af oplevelsen, og ujævnt fordelt i overskudsvæden forefindes en underligt grynet substans – uden egentlig aroma, men med evnen til fysisk at ramme alle mundens indersider – tunge, gane, gummer, mandler, svælg – for således yderligere at forstyrre og aflede oplevelsen af den smule brygget trods alt havde af anstændig aroma.

Jeg forstår fortsat havrestouts dårligt, og endnu ringere hvorfor bryggerierne stadig gider prøve.

Påske Beer, Hancock Bryggerierne

Øl: Påske Beer
Bryggeri: Hancock Bryggerierne
Type: Stærk Pilsner
ABV: 6,3
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Til at drukne sorgen …

Efter i mange år at have nøjedes med apartheidpolitik og behandlet Gaza som en KZ-lejr, der ville have givet Goebbels og Heydrich spontan udløsning, har Israel i løbet af den sidste uge genoptaget sit aktive folkemord på den palæstinensiske befolkning. I går kunne man så bevidne, hvordan Københavns Politi aktivt holder enhver protest mod Israels folkemord nede med knippelslag, tåregas, vilkårlige anholdelser og demonstrationsforbud.
Præcis hvorfor politiet farer så hårdt frem med voldelige og antidemokratiske midler mod folk, der demonstrerer mod folkemord og apartheid kan man selvfølgelig kun gisne om. Men mon ikke svaret skal findes i politiets ambition om med vold og opdigtede anklager at skræmme befolkningen fra at bruge sin grundlovssikrede ytringsfrihed i almindelighed, samt at bruge denne ytringsfrihed mod Israel i særdeleshed?
Racistisk motiverede hadforbrydelser begået af politiet, såsom det voldelige overfald på Tarek Adlouni i 2017, peger i retning af, at Israels massemorderiske praksis nok ikke ligger super-langt fra, hvad Københavns Politi gerne så indført som almindelig praksis inden for ordenshåndhævelse herhjemme … Bottom line, alt det her gør mig forpulet deprimeret, midt i at det ellers gik ret godt, alt det andet …
Nyt job, som jeg faktisk glæder mig så meget at møde op til, at jeg keder mig bravt her i fridagene. At jeg har købt bil, og føler at min beskæftigelsessituation er så sikker, at mit underskud efter købet ikke engang rigtig skræmmer mig … Alt det ødelagt af magtliderlige, folkemorderiske psykopater og deres villige, hjernedøde voldsrobotter herhjemme …

… man får jo helt lyst til bare at drukne depressionen i noget stærkt øl. Og meget apropos havde Fakta netop sådan nogle stående til en billig penge her den anden dag. En overligger fra påske er nu røget på tilbud, og kunne erhverves i en sixpack for samme pris som Hancocks Høker Bajer, min hus-øl.
Jeg ignorerede ellers stiltiende påsken her på bloggen i år. Påskeøl er evigt og altid inderligt uinteressante stærke pilsnere, som ikke har andet formål, end at gøre konsumenten fuld hurtigere. Men her kommer de vel så lidt til deres ret. Ikke på den mest konstruktive måde, man kunne ønske, måske, men ikke desto mindre. Og så er det jo ligegodt Hancock, der står bag. De har før formået at overraske inden for ellers umulige øltyper (og så glemmer vi lige for en stund dengang det gik helt galt med en anden stærk øl. Det var en anomali! !والله)

Som alle andre af Hancocks øl, er dette bryg krydret med Saazer humle. Det giver en fin duft ved skænkning, og alene det, at brygget dufter mere af krydderi end af sprit gør, at denne øl allerede på dette tidlige tidspunkt formentlig vinder over det store flertal af industrielle påskepilsnere derude.
Det viser sig imidlertid hurtigt, at denne stærke påskepilsner er som stærke påskepilsnere er flest: Nok er humlen i Hancocks bryg bedre end hvad man ellers får, men det er ikke nok til at skjule spritelementet helt. Det er stadig en stærk pilsner med de ulemper der uvægerligt følger.
Men okay – den her glider en anelse mere smooth hen over tungen, end man måske er vant til. Saazerhumlen bryder imidlertid kun glimtvis igennem, så den samlede oplevelse kun hæves en anelse over, hvad man ellers er vant til af stærke øl, der ikke kun smager af sprit. Som sådan er Hancocks bryg en mere afdæmpet og harmonisk variant over de mange gashåndtag, men altså kun med små justeringer til det bedre i aromaen.

Men når gælder håndtering af nedturen over verdens fortrædeligheder, så er det jo også alkoholen, der kommer i højsædet. Den er ikke specielt høj for denne øl – 6,3%. Men … nu blev den jo ligegodt solgt i en sixpack – så mon ikke det lige akkurat går alligevel?

Godt Bryg Lagerøl, Royal Unibrew

I mangel på bedre …

PHEW! Pyha! Og sikke en lettelse! Der var lige noget, der skulle klares, før jeg var klar til at skrive på bloggen igen. Nej, det var ikke humøret, der svigtede igen igen igen igen. Om noget er det højere og lystigere den det har været i … måneder måske?
I skrivende stund er jeg netop vendt hjem efter sidste dag på truck-kursus på EUC i Thisted. Det fortalte jeg en smule om i sidste indlæg. ALT bestået! Så nu må jeg gerne køre gaffeltruck … sådan rigtigt (og ikke forkert)!
Den forløbne uge er gået med teori og praksis, og har medført en veritabel skriveblokade – ikke fordi pensum egentlig var så svært igen, men fordi … mine nerver tilsat ADHD og Aspergerdiagnoser bare ikke rigtig magter unødige belastninger i den slags situationer.

Men nu kan jeg altså lidt igen. Og det er på høje tid, al den stund at dagens bryg blev drukket for snart en måned siden. Godt jeg tager notater, for ellers var oplevelsen med garanti gledet helt ud i glemslen.
Pænt ser det ellers ud til at have set ud på billedet. Helt ude af hukommelsen var det fx, at det i virkeligheden var så mørkt – næsten chokoladefarvet med gyldent skær og en tyk, fed, cremet skumkrone ovenpå.
Ved indsnusning forjættes man fed maltfylde og tunge krydderier – det lover overraskende godt af et brygkoncept, der ellers hylder en masse gamle bryghuse, som Bryggerigruppen (nu Royal Unibrew) i sin tid opkøbte og lukkede. Optagelsen af Horsens Bajersk og Hvidtølsbryggeri i Ceres-bryggerierne ligger imidlertid så langt tilbage som 1898, så jeg må hellere komme ned fra den høje hest igen … jeg er faktisk også lidt bange for heste. Så passer en gaffeltruck sgu nok bedre.
De gode takter svigter desværre i aromaen. Brygget er nok kønt og velduftende, men smager af omtrent lige så meget som man kan forvente af et småhypet Royal Unibrew-bryg. Vist er der da en let maltberøring som brygget ellers noget planløst glider over tungen. Krydderiposerne har vist også ligget åbne lidt for længe, der er ingen dybde i bagtungens uengagerede træbitterhed – og da slet ikke som i postevandet, hvis dybde nærmest indbyder til badeulykker … (med mindre min storebror er i nærheden selvfølgelig. Men vær nu forsigtig alligevel!)

Det er i bedste fald jævnt og i værste fald kedeligt. Men i det mindste ikke fælt. Egentlig ville jeg gerne have drukket en noget mere spændende øl i forbindelse med bloggens anmeldelse nummer 1.300. Men nu glemte jeg desværre at tælle dengang jeg prøvede øllene.
Så må jeg i stedet lune mig ved – og vid, at det ikke er det mindste problem, jeg nærmest kampsveder – at jeg med mit truckcertifikat har reddet mig en grundig opkvalificering … OG, at jeg på mandag starter i nyt job.

Så gør det sgu ikke så meget, at beretningen om øllet ikke helt er et jubilæumsindlæg værdigt.

Post Cologne, Bad Seed Brewing

Hype hype hype …

Nå … hvad er der overhovedet at brokke sig over for tiden? Jo, for nu bare at tage et eller andet ud af bosjeposen af kontemporære clusterfucks, er der jo Rasmus Stoklund. Socialdemokratisk komet, et barn af moderne politik og strømlinet, slipseklædt nydeligt menneske, der i et nu slettet facebookopslag beskylder den kendte advokat Knud Foldschack for at være hyret af IS-terrorister.
Knud Foldschack har i den verserende mudderkastn… jeg mener debat om danske børn i Syriske flygtningelejre taget børnene i forsvar, og argumenteret for deres ret til at vende tilbage til deres hjemland. Socialdemokratiet, står på den anden side sammen med deres øvrige politiske bagland i Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og det meste af den øvrige blå blok fast på at lade børnene – ned til en alder på to år – og deres mødre rådne op under rædselsfulde forhold i flygtningelejrene. Dette som straf for en mistanke om medlemskab af Islamisk Stat, der selvfølgelig ikke er prøvet ved domstolene.
For at foregøgle en legitimitet ved den horrible retsløshed kastes beskyldninger om at være terror- og IS-sympatisører efter alle, der modsiger regeringens og højrefløjens narrativ om, hvordan 2-årige tumlinge vil begå terrorangreb, hvis de får lov at rejse hjem til Danmark. Alt imens forsøger regeringen at hemmeligholde en rapport fra FE, hvoraf det fremgår at IS aktivt rekrutterer i flygtningelejrene, for så at sende færdigtrænede terrorister til de respektive hjemlande. Der er med andre ord rigeligt fornuft i at trække børn og forældre hjem så hurtigt som muligt – altså før de bliver rekrutteret. Men da dette ville stride mod regeringens fortsatte ambitioner om at deportere så mange mennesker som muligt med den mindste smule melaninoverskud i huden, beskyldes alle, der tillader sig et minimum af nuanceret syn, for at være medlemmer af terrorgrupperne.

Det er selvfølgelig fuldkommen uacceptabelt – især når disse grundløse beskyldninger kommer direkte fra magtens tinde, og rettes mod advokater, der blot gør det arbejde som de er forpligtet til efter retsstatens principper. Rasmus Stoklunds beskyldning er ikke bare grundløs, men en skamplet på retsstaten. Jeg håber den ender med en dom i en injuriesag og et alt for sent og permanent farvel til Rasmus Stoklund i politik.
Det kommer nok ikke til at ske. Rasmus Stoklund vil nok snarere blive Socialdemokratiets næste succesfulde statsministerkandidat, og så er denne sag nok kun en lille forsmag på, hvordan samtlige fundamentale retsprincipper bliver skyllet lige ud i lokummet.

Vel … det var øllet vi kom fra. Ovenstående svada skal selvfølgelig ikke ligge bryggeriet til last. De har naturligvis ikke noget ansvar for, at den sag lige skulle dukke op, da jeg anmeldte deres øl.
Her er det Bad Seed Brewing, der debuterer med en Kölsch … eller en rigtig kölsch er det jo ikke, fordi betegnelsen vist nok er beskyttet, og kun må bruges, hvis øllet rent faktisk er brygget i omegnen af den tyske by Köln. Konceptet i en kölsch er simpelt: Man brygger en pilsner, men i stedet for at gøre den undergæret, så gør man den overgæret. Brilliant! … eller … egentlig ikke. Jeg har drukket en kölsch i ny og næ, og konstateret at forskellen på en undergæret pilsner og en kölsch ret ofte føles ganske ens. Men hey, der findes jo lejlighedsvis rigtig gode pilsnere derude blandt mikrobryggene – så jeg skal da gøre mig de nødvendige anstrengelser for ikke at dømme på forhånd.
Distributøren skal også lige have et ord med på vejen. Brygget er købt i Chokolenten i Hanstholmcenteret – en chokoladebutik, der gør det i lokale og udsøgte fødevarer og nydelsesmidler – herunder specialøl, som denne fra Storvorde ved Aalborg. Butikken er bestemt et besøg værd – og den er også åben i disse nedlukningsdage, da sortimentet hører under fødevarer. Brygget selv er desuden lokalt, idet malten stammer fra Gyrup Gård ved Nørhå, små tyve kilometer sydvest for Thisted.

Ved skænkning viser der sig nu alligevel nogle afgørende forskelle fra den klassiske pilsner – altså ud over, at den med sine 5,2% er en anelse stærkere end standarden. Brygget er ganske uigennemsigtigt og bruser næsten overhovedet ikke. Den halve liter passer akkurat i mit standarddrikkeglas selv uden at skummet rejser sig over kanten. Det dufter dejligt sødt og frugtigt – æbler og appelsiner (og ja, de kan godt sammenlignes) – mens humle og anden bitterhed lader vente på sig.

Smagen lader sig ikke karakterisere sådan lige med det samme. Det skyldes ikke kun dens spagfærdige – eller sagt mere ærligt; svage – udtryk, men også at den smag, der trods alt er der, virker uvant – eller igen mere ærligt; uklædelig. Sødme af modne æbler – og det er sådan set meget fint – kombineret med en mærkeligt ru, metallisk støvethed, som om brygget er oxideret. Risikoen er imidlertid meget lav for, at den slags sker i dåseøl, så enten er der tale om en decideret fejl, eller – og det frygter jeg endnu mere – at denne missmag på en eller anden måde er intenderet.
På bagkant og i eftersmagen melder bitterheden sig dog, og formår at redde en anelse af æren for brygget. Cashew- og paranødder giver en afdæmpet, og harmonisk bitterhed, og ender med at gøre brygget til en nogenlunde godkendt tørstslukker, dog med mere end bare kosmetiske skønhedsfejl.

Kölsch forbliver en hypet type i denne bloggers mund. Ikke mindst når prisen ligger i det lag. Jeg tror jeg gav over 40 kroner for, hvad der ikke smager af stort mere end en lidt-over-middel-i-kvalitet industripilsner. Bad Seed Brewing må gøre det bedre, hvis de vil anmeldes jævnligt – og godt – her på bloggen.

Brilleabe, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken IX)

Men glasset er godt …

Jeg har så været lidt af et kødhoved hele tiden. Ja, det ved vi selvfølgelig godt allesammen, men når det viser sig i et omfang som her, så bliver man mindet om det i en grad, så det er værd at påpege for at gnide lidt ekstra salt i såret.
Hvorom alting er, viser det sig, at den forsendelse øl, jeg modtog fra Løkken Bryghus forleden, også bestod af et mindre parti øl fra et andet bryggeri, jeg heller ikke havde prøvet noget af før.
Tre øl var således fra Bryggeriet Vestkysten. Og det forklarer sådan set også, hvorfor der var sådan et fint glas med i pakken fra det bryggeri. Som allerede nævnt har glasset overtaget pladsen som mit favoritglas efter at det gamle røg på gulvet. Øllene var i øvrigt i en helt anden type flaske end Løkken Bryghus’ øl, så der var alle chancer for, at jeg ville opdage variationen i pakken allerede ved udpakning.
Men nej … Først da jeg i går eftermiddag satte mig til rette på min yndlingsstol for at passe min yndlingsbeskæftigelse her under pandemien: at hyggesnakke med mine venner over internettet, opdagede jeg, at der var tale om øl fra en anden leverandør …

Det er i øvrigt ikke lykkedes mig at finde nogen hjemmeside for Bryggeriet Vestkysten, og jeg har brandet mistænkt for på en eller anden snedig måde at høre under Løkken Bryghus. Hvorfor skulle de ellers sende mig bryg fra en konkurrent? Mit gæt er, at BV er Løkken Bryghus’ eksperimentelle division, mens hovedbryggeriet står for det bredere udvalg.
I hvert fald lægger jeg her hårdt ud med en specialølsklassiker: en IPA med en spøjst specifik styrke på 5,78% og med navnet Brilleabe. Abelist? Måske en smule, men også et fjollet og forældet derogativ, der nok efterhånden har mistet det værste af sin svie.

Allerede ved skænkning dufter brygget lovende af mørkt træ. Det matcher bryggets relativt mørke, klare ydre. Efter alt at dømme er brygget filtreret – og hvis det er det, der skal til for at holde brygget ensartet og velkontrolleret, så gerne for min skyld. Gyrup Gård i Snedsted, der ligger i cykelafstand fra min lille hybel i Thisted har leveret den økologiske malt som man også mærker en sød antydning af.
Alt sammen meget besnærende … desværre går de gode takter ikke igen i smagen. Her mærker man intet til malten, brygget føles mestendels vådt – bland – er et engelsk ord, der uvilkårligt melder sig om den småsyrlige, udefinerbart træ-agtige smag og mundfornemmelse. Ananaskirsebær – måske med en dråbe honning, og så ellers en satans masse vand, rundet af med en bismag af jern er hvad man bliver budt.
Mildt sagt har jeg svært ved at lure meningen med den her IPA. Den mangler typens ikoniske frisk- og bitterhed, og det den byder på i stedet, er ingen større nydelse.

En skæv debut for Bryggeriet Vestkysten … Det bedste de har leveret til bloggen her, er fortsat det fine glas.

Funky Santa, Midtfyns Bryghus

Sær jul …

Funky er ikke bare en musikstil. Det er også et fuldstændig kromulent ord på engelsk, hvor det betyder noget i henretningen af ‘mærkeligt’ eller ‘uregerligt’ … fordi de der funky rytmer med den inciterende bas, bare er så uregerlige, eller noget.
Det virker jo mægtig besnærende, når der skal hentes juleøl hjem til anmeldelse. Man forventer noget nytænkning i en højtid, der er kendetegnet ved sin fastbundethed til traditioner, der for alt i verden ikke må ændres. Men forandringen kommer alligevel – for 200 år siden (rundt regnet) blev juletræet en trend. Og på en eller anden måde må det jo have maset sig ind blandt de allerede eksisterende juletraditioner.
Gad vide hvem der mon dengang fik skylden for den slags samfunds- og verdensomstyrtende anarki? Muslimerne var der jo ikke rigtig endnu til at kunne tage skraldet for den slags? Måske var det jøderne man hakkede på i stedet? Og katolikkerne! Helt sikkert også katolikkerne.

Men tilbage til øllet før jeg kryber alt for dybt ned i det kaninhul. Midtfyns Bryghus‘ Funky Santa er en brown ale brygget med hvedegær. Det skulle give brygget et krydret udtryk, hvilket jo kunne gå hen og passe helt fint til and, flæsk, svesker, brunede kartofler samt først og fremmest sovs.
Brunligt orange og med masser af gærflager tumlende rundt i sig tager det sig i hvert fald utraditionelt ud. Det samme kan man roligt sige om bouqueten – den er underligt sødt-syrlig, en smule i retning af æbleeddike. Og æbler er selvfølgelig også forbundet med julen, men ikke i en sådan sur sammenhæng.
Syren går igen i smagen, og diskvalificerer dermed hurtigt brygget som juleøl. Ananskirsebær gør sig bare ikke særlig godt på julebordet. Heller ikke selvom man i den underligt sur-søde masse hist og pist kan finde spor af nogle julerester. Tørrede figner her, pebernødder der.
Brygget har i øvrigt en nogenlunde adækvat fylde, godt hjulpet på vej af 8,5% alkohol – men slutproduktet forekommer underligt fragmentarisk og det overordnede koncept er lige så sløret og grumset som øllet selv.
Brygget er nu hverken væmmeligt eller udrikkeligt som sådan. Det er blot ubrugeligt til julebordet … og påskebordet og pinsebordet og til mortensanden og fastelavnsbollerne. Mere end noget andet forekommer det som et brygeksperiment, der ikke rigtig er lykkedes, og så har man ellers bare smækket en etiket på, der passer til den tid på året, hvor eksperimentet blev foretaget.

Det er sjældent at den slags ender så’n rigtig godt.

Brun Sovs, BeerHere

Beer There?

Så lykkedes det endelig at få en juleøl på programmet. Samtidig var den et glædeligt gensyn med en af bloggens gamle kendinge, som det er alt for længe siden, jeg sidst har haft mellem hænderne.
Jeg er faktisk lidt forbløffet over, at det er over otte år siden, en BeerHere-øl sidst blev anmeldt på bloggen. De har ellers gjort det rigtig godt de kun tre gange, jeg har været forbi dem. Jeg er sikker på, jeg så et eksemplar af deres øl engang i Toft Vin på Islands Brygge, dengang jeg boede på Amager. Måske var det prisen, der gjorde, at jeg valgte anderledes, hvem ved?
Den her blev købt i SuperBrugsen Thisted, der igen i år er leveringsdygtige i nogle spændende juleøl. Specielt dyr var den vist egentlig ikke, så den var en oplagt kandidat til årets opbud af juleølsskriverier.

Brun Sovs er en af de vigtigste ingredienser på julebordet, så BeerHere har gjort lidt af et kup hvad angår navnet. Bryggeriet understreger imidlertid på etiketten, at der ikke er tilføjet sovsekulør i brygget. Det holder sig pænt til de tyske renhedsforskrifter og samtidig er det ikke stærkere (4,8%) end at man godt kan nyde et par stykker eller tre til julemiddagen, uden at man bliver bimlende beruset.
Flot er brygget også – nydeligt klart i dyb mahognikulør, mens skummet er gyldent som fedtet under perfekt branket flæskesvær. Duften synes til gengæld noget afdæmpet, men formår da at levere nogle alt andet lige lovende noter af vanille og fløde.
Til gengæld konstaterer man ved smagning hurtigt, at brygget ikke sådan lige med det samme kommer til at overtage sovsens plads på julebordet – faktisk overhovedet ikke! Brygget er tamt fra første mundsmag, yder kun sparsom fylde og føles mere end noget andet, som en halvtynd kop kold kaffe. Bitterheden vokser en smule med tiden, og bliver for så vidt substantiel i eftersmagen – det må man give brygget. Til gengæld matcher aromaen ikke julemaden særlig godt.
Nej, juleøl skal være fyldigt og sødt. Sådan komplimenteres fedt, flæsk og and bedst, sammen med nelliker, salt, peber og laurbærblade. Til allerstørste nød matcher brygget måske et eller to af krydderierne, men slet slet ikke på den måde, som brun sovs ellers formår at binde det hele sammen.

Beer Here? I så fald ikke noget, der er værd at skrive hjem om – og især ikke i et julekort til én man elsker og savner.
Maybe over there …?

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme