Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 2-2½ stjerner

AZ Ale No. 4, Refsvindinge/Vestfyen

Lemfældigt mix …

AZ Ale No. 16 er vel nok Bryggeriet Refsvindinges flagskib. Brygget har angiveligt vundet priser både nationalt og internationalt, omend det er svært at google sig frem til, præcis hvilke. Man skulle da være et skarn, om man ikke bryggede (pun intended of course) videre på successen, og det har Refsvindinge da også gjort i form af en, ifølge dem, lettere forårsudgave af brygget under navnet Ale no. 4.

4 er som bekendt kvadratroden af 16, men om det nu har noget at sige om ølkonceptet står hen i det uvisse – sammen med rigtig meget andet om brygget i øvrigt. Det er ligeledes svært at google sig frem til særlig meget om brygget. Det fremgår ingen steder, hvornår brygget først kom på markedet fx.

At det brygges på licens af Bryggeriet Vestfyen, står til gengæld fast. Det har over hele hovedet ikke gavnet bryggets ældre bror – tværtimod kommer man nær til at tude, når man undtagelsesvis får lejlighed til at prøve den ægte vare fra Refsvindinge på fad. Så meget man går glip af, når man køber den almindeligt tilgængelige på emballage …

Nu skal det vise sig, om Bryggeriet fra hvem det bedste vi har fået er Jolly Time og Jolly Cola, på samme vis har gjort Ale no. 4 til en skygge af, hvad den muligvis er på fad. Sådan har jeg ganske vist aldrig prøvet den, men den kan til gengæld anmeldes efter, hvor meget den minder om emballeret Ale no. 16 i vigende kvalitet, når nu den, ligesom hin prøvesmagning fra tidernes morgen, leveres i glas.

Allerede ved opknapning rammes man af et humlepust af bitter hallertaueraroma. Det svagtskummende bryg har en fin lød af appelsiner. Samme frugt går igen i en overraskende nydelig bouquet sammen med nelliker og syrennektar. Det forekommer foreløbig ganske lovende.

Men det skulle det fynske industribryggeri selvfølgelig få ødelagt godt og grundigt. Smagen er – om ikke en skygge af et fadprodukt, som jeg end ikke ved om eksisterer – i hvert fald en skygge af sin fine bouquet. Vag og vigende i sit udtryk føles brygget som om det er kørt gennem et filter, der blander det spraglede orange, lilla og mørkt træfarvede bouquetudtryk sammen til en uformelig grå blanding, hvor de ellers fine og velgørende noter kun svagt skimtes bag den gråbrune grød.

Det eneste rigtig gode er en mild humlebitterhed ved mandlerne – men den alene går langt fra nogen god øl. Nogen fornyelse af Ale no. 16-konceptet er der kun tale om al den stund, at det er nogle andre smagsudtryk, Bryggeriet Vestfyen effektivt har ødelagt og udvandet i deres industrielle efterbehandling.

Brooklyn Scorcher IPA, The Brooklyn Brewery

IPA’ens svar på Hof …

Jeg kommer vel ikke uden om endnu engang at undskylde for stilheden på bloggen. Mine ølaktiviteter har som bekendt spredt sig til flere domæner, og her på det sidste er det ligegodt videoerne der har optaget mest af min tid.

Senest anmeldte jeg denne øl med dertilhørende appendix om en af mine kæpheste, vækkelsesprædikanten Torben Søndergaard, der først på året blev kendt i TV2-serien “Guds Bedste Børn”. Jeg har fulgt ham siden starten af 10’erne, hvor et DR2-program gjorde ham kendt som en af de få kristne herhjemme, der offentligt og lidenskabeligt bekæmpede evolutionsteorien. Han var anledning til mit første spæde forsøg på at starte en YouTube-kanal under navnet Partypagan. Alle videoerne fra dengang ligger der endnu, men jeg er for længst holdt op med at bruge kontoen til noget og vil i fremtiden fortsat poste på kanalen ‘Hopswatch‘.

Jeg har on-off fulgt ham på sidelinjen siden, men har først her for ganske nyligt fundet motivationen til at tage tråden op igen fra dengang. Efter den retfærdige mediestorm der rejste sig, da det viste sig at han traumatiserede børn med sine djævleuddrivelser, og invaliderede folk med sit kvaksalveri, rejste han i begyndelsen af året til USA, et land der som bekendt – sagt diplomatisk – udviser en noget større tolerance over for hans slags end vi gør herhjemme.

D. 24. juli kunne B.T. så fortælle, at han ville søge asyl i USA, fordi han føler sig åh så forskrækkeligt forfulgt i Danmark. Det på trods af at der – mig bekendt – overhovedet ikke er rejst nogen sager imod ham, hverken af privatpersoner eller myndigheder. Man kan se min reaktion på Torbens beslutning her, og her kan man – udover at se min videoanmeldelse af nærværende øl – også blive klog på, hvad Torben Søndergaard ellers går og fordriver tiden med i Guds eget land.

Kort fortalt håber jeg på, at hans asylansøgning afvises med lige så hånlig latter, som den jeg selv opkastede, da jeg først læste artiklen. Efter hjemsendelse ser jeg frem til at han konfronteres – ikke med myndighederne – men med de privatpersoner, hvis liv han har ødelagt. Han har foregøglet helbredelse, overtalt folk til at sælge deres hjem og opsige deres job for så at flytte hundredevis af kilometer – tit over landegrænser – for at bo i hans sektsamfund. Lur mig om ikke det i virkeligheden er de røvrendte eks-sektmedlemmer, han nu prøver at skjule sig for.

Men nok om svindleren Torben Søndergaard. Det skulle jo også gerne handle lidt om øl. Brygget her er en overligger fra tiden i København – dem er der stadig en del tilbage af.

Svagt skummende og så lyst, at man skulle tro, der var tale om en industriel pilsner, slår brygget fra starten ikke ind på nogen særlig interessant kurs. Tværtom befinder man sig tydeligt i hovedfærdselsåren sammen med så mange andre upåfaldende skuder i samme jævne strøm på vej mod det samme, nærmest ligegyldige og alt for kendte mål. Duften får måske kursen til at afvige en lille smule – vanille- og rosenbladsnoterne er jo en udelt nydelse, omend langt fra fremmede for genren.

Men så kan det ellers være, at der rettes ind igen, så snart glasset sættes for munden. Det er let, det er tamt, det glider lige ned, og kun spredte indslag af blomstersødme og grannålestik afslører, at det er en IPA, der er tale om. Brygget her er en pendant til Carlsberg Hof, Tuborg Grøn og Budweiser – blot i en IPA-udgave, der – indrømmet – giver nyderen lidt mere aroma at glæde sig over, men i spænding og udfordring til smagsløg næppe yder mere, end man er vant til fra hine industrielle standardprodukter.

Det måtte vel ske på et tidspunkt, at IPA’en gled ned og blev lige så tam og almindelig som pilsneren. Jeg havde dog ikke ventet, at et velrenommeret amerikansk mikrobryggeri skulle være den aktør, der trak den ned i dét dynd.

Dorothea, Viborg Bryghus

Tyndt og ufarligt …

*UPDATE!* Indlægget her er skrevet om en øl, der er næsten et år over dato. Det var jeg ikke klar over, da indlægget blev skrevet. Bedømmelsen af øllet skal ses i det lys, og det er overhængende, at den ikke faldt helt i min smag, netop af den grund.

At den ikke var yderligere præget af den overskredne dato taler udelukkende til bryggets og bryggeriets fordel. *END UPDATE.*

Bortset fra, at jeg ikke får skrevet voldsomt meget, sker der faktisk noget på bloggen. To milepæle – eller i hvert fald noget der ligner – er nået, siden jeg skrev herinde sidst.

Antallet af besøgende på bloggen er nået over 200.000. Det skete for et par dage siden, helt uden at jeg opdagede det. Det ærgrer mig en lille smule, da jeg vitterlig er typen, der nyder synet af alle tallene, der skifter på én gang. Jeg vælger dog at glæde mig over det høje tal i stedet. Det er jer, læserne, jeg har at takke for opmærksomheden. Den sætter jeg stor pris på, og jeg vil gøre hvad jeg kan for fortsat at gøre mig fortjent til den.

På min facebook-side er der også sket ting og sager. For få dage siden delte jeg en ny video på YouTube-kanalen, en genanmeldelse af Super Nova fra Christiania Bryg. Jeg delte et link til videoen som jeg plejer på min egen facebookside og min personlige profil – samt, som jeg gerne gør, når mine anmeldelser er positive – på bryggeriets, Christiania Brygs, facebook-side.

Og så skete der ting og sager. Uden at aktiviteten var overvældende i mit facebook-feed, kunne jeg se, at nogle personer delte indlægget videre. Jeg genkendte i hvert fald én af dem som en af personerne bag Christiania Bryg. Desuden røg der hist op pist et like på opslagene, men det lykkedes mig først sent at finde videredelingerne af opslagene. Til gengæld så delingerne ud til at kaste en del flere følgere af facebooksiden af sig. Det er siden i forgårs nærmest myldret ind med nye ‘fans’, og flere af dem har, så vidt jeg kan se, en tilknytning til Christiania.

Jeg har alle dage elsket det sted, og alle de nye følgere skal være mere end velkomne til at følge mine skriverier herinde, ud over mine YouTube-videoer. Tilstrømningen har betydet, at fansiden omsider har fået mere end 500 følgere, så også der har alle cifre skiftet en enkelt gang.

Og så lad mig da også lige nævne, at antallet af følgere på min YouTube-kanal også har rundet et rundt tal – nemlig 50. Det tal synes jeg imidlertid er alt for lavt for at være helt ærlig, så det ville hjælpe mig rigtig meget, hvis læsere, der endnu ikke følger mig på YouTube, følger linket og trykker på ‘Abonner’-knappen så snart de ser deres snit til det.

Det var de indledende bemærkninger. Nu videre til dagens øl, der er kommet til at stå i mit køleskab alt alt for længe. Jeg modtog den sidste år som et anmeldereksemplar fra Viborg Bryghus på Lokomotivværkstedet ved Danske Ølentusiasters årlige festival. Sammen med den kom ‘Luther‘ hjem for at blive omtalt i, hvad jeg gætter på må være den længste enkeltanmeldelse på min blog indtil videre.

Også Dorothea blev udgivet af bryggeriet i forbindelse med 500-års jubilæet for reformationen. Jeg har, som man vil kunne læse i hint indlæg, aldrig ment, der var noget særligt at juble over, men som historisk periode, er den selvfølgelig interessant. Øllet er opkaldt efter den danske Dronning Dorothea, der var gift med Christian d. 3, der ved sin kroning i 1536 gennemførte reformationen i Danmark.

Jeg havde vist aldrig hørt om hende før jeg læste om hende på Aarhus Universitets hjemmeside, men i egenskab af dronning, og særligt enkedronning, havde hun åbenbart en ganske stor betydning for reformationens indførelse. Og dermed ligger det jo lige for, at Viborg Bryghus – der jo ligger i Danmarks reformationsby nr. 1 (gæt hvilken by det mon er) også brygger en øl til hendes minde.

Brygget er en hvedeøl – og dermed er forventningerne jo ikke ligefrem oppe i himlen. Det forekommer ikke kun ganske lyst, men også meget klart, i modsætning til, hvordan man normalt kender hvedeøl. Er der mon teknisk set tale om en kristallweizen her, altså en filtreret hvedeøl? Mistanken lever.

En skarp og noget alkoholisk bouquet møder næsen ved indsnusning. Associationerne peger mod øst mod den større by Aalborg, hvor de for længst bortsolgte danske spritfabrikker oprindeligt holdt til, og hvor Rød Ålborg var et populært produkt i kataloget. Nok er kommenelementet ikke helt så fremtrædende i øllet her som i hin snaps, men udtrykket er det samme.

Brygget er til gengæld ganske let, og ikke videre krydret på tungen. Alkoholnoten mærkes dog fortsat, og får brygget til at glide let som luft hen over mundens organer. Ved mandlerne titter kommenkrydderiet frem igen, så man ikke snydes helt for duftens løfter, men aromaen er alt i alt noget afdæmpet i forhold til en bouquetimpression, der lovede en – om ikke storslået, så i hvert fald usædvanlig og utraditionel oplevelse.

Det er dog alt sammen vel inden for rammerne af det allerede kendte, og brygget forbliver med sit kun vage kommenelement lidet udfordrende. Som brygget drikkes slår kommenelementet desuden stadigt mere over i nogle gærnoter, man ellers godt kunne have undværet.

Der var da i det mindste en oplevelse af de store i Luther-brygget. Den her er der til gengæld ikke nogen store omvæltninger i.

Halifax Pilsner, Bryghuset Braunstein

Det måtte jo ske …

Her forleden aften mødtes jeg endnu engang med Marcus. Han havde genoptaget en Netflix-abonnement, der gav ham adgang til filmen “Behind the Curve” på dansk “Faldet af i Svinget”, der handler om den globale flat earther-bevægelse.

Egentlig ville jeg i den anledning ikke have prøvet nogen nye øl – det skulle bare have været en hyggelig aften, hvor to nørder nørdede derudaf, uden at nogen nye øl skulle gribe forstyrrende ind. Nu kender jeg imidlertid mig selv godt nok til, at jeg alligevel valgte at tage notesblokken med – og sørme om ikke jeg fik brug for den. Who would have thunk.

Filmen var i grunden fin, også selvom den til at begynde med lod til at portrættere flerferne mere end at kritisere dem. Da kritikken kom, blev den til gengæld leveret iskoldt, som et par små, velplacerede skud, der i stedet for at eksplodere i et flammehav, ramte lige præcis, hvor de gjorde allermest skade. Forestillingen om en flad jord får et brat knæk, netop som man får mistanken om, at filmen blot er idel overfladisk underholdning om nogle mennesker, der mener noget fjollet.

Efter denne forret stod menuen på fritter og burgere med chipotlemayo, samt et par muligvis interessante øl fra Bryghuset Braunstein, man kunne købe samme sted. Tilsyneladende er de brygget til spisestedet, idet de bærer restaurantens navn.

Voldsomt fancy fremstår øllet nu ikke. Jeg er ikke engang sikker på, om brygget er ufiltreret, for hvor fantastisk fint Marcus’ glas ellers var, så var glasset ikke klart, hvorfor jeg ikke kunne bedømme bryggets klarhed. Bouqueten er syrlig, men med et præsent humleelement der for så vidt lover godt …

… men desværre ikke helt kan indfri løfterne. Brygget er ganske let – og dermed egentligt klædeligt nok til den avancerede grillmad. Letheden byder imidlertid også på andet end letdrikkelighed, nemlig noget der peger i retning af decideret tyndbenethed og vandighed.

Brygget redder lidt af æren på tærsklen til spiserøret, hvor den ved mandler og i gane faktisk formår at smage nogenlunde igennem af løvtræ. Marcus var vel en kende mere begejstret for brygget, da jeg har noteret ordet knas ud for hans navn i mine kradserier. Noget med noget friskhed og knasende sprødhed, tror jeg, det drejede sig om, men næppe noget, der formåede at imponere mig i samme grad.

At brygget i sidste ende fremstod ganske harmløst var vi i hvert fald enige om. Men igen – som ledsager til grillmad og morskab over verdens dumhed egner den sig nu ganske fint.

Secret Des Moines Triple Brune, Brasseurs de Gayant

En kende forvirrende …

Jeg fandt denne øl i Netto for rundt regnet tyve milliarder år siden … eller i hvert fald vel over et halvt. Hvorfor den – og en lys bror, jeg fandt ved samme lejlighed – kom til at stå så længe i køleskabet aner jeg ikke, men belgisk øl har det heldigvis ikke med at blive dårligt lige sådan.

Bryggeriet er ikke nyt på bloggen – tror jeg da. Det angives som “Brasserie Goudale”, og indtil videre har jeg stiftet bekendtskab med Goudale-øl tre gange før, og der har bryggeriet stået opført som ‘Brasseurs de Gayant”. Her står bryggeriet imidlertid til at hede “Brasserie Goudale” og navnet “Gayant” er ingen steder nævnt. Det gælder også, hvis man slår øllet på på Untappd …

… men slår man La Goudale-bryggene op, angives Brasserie Goudale også som bryggeriet. Det er nok til at gøre denne lille OCD-forpinte blogger forvirret og en kende irriteret. Men for læselighedens skyld slår jeg detaljen hen, og kategoriserer disse bryg under “Brasseurs de Gayant”, idet jeg ikke finder anledning til at gøre min i forvejen alt for store samling af kategorier endnu større. RateBeer giver mig i øvrigt ret i vurderingen, men da de er ejet af Anheuser-Busch, vil jeg blæse højt og flot på, at en blind høne også kan finde korn.

Med den skrupel ude af skoen skrider jeg til anmeldelse. At kalde det en ‘Brune’ er ingen overdrivelse – det ville ‘Noir’ næppe heller være, for brygget er aldeles natsort med skum knækket i det beige til letbrune.

Umiddelbart dufter det lovende af chokolade og farin – noter, der er velkendte i søde, belgiske øl. Og en sådan er der bestemt tale om –  lys chokolade tilsat et solidt skud mokka og med lyst, flydende karamelfyld giver i første omgang rigeligt til smagssanserne.

Desværre holder oplevelsen ikke ved. Udtrykket udhules meget snart af klingende rent vand, der fluks jager alle de ellers fine aromaer på porten. Tilbage bliver en hul oplevelse, hvor man bliver lovet en masse, og budt alt for lidt.

Hvor kunne det ellers have været godt, hvis bryggerne havde … vel gidet.

Centennial Pale Ale, Royal Unibrew/Albani

Den grå midte …

I starten af måneden lancerede Royal Unibrew to nye produkter i deres ‘Albani Special’-serie. Det er en serie af øl, der er en smule over gennemsnittet, men uden at denne blogger ligefrem ville hæfte betegnelsen ‘specialøl’ på dem.

Hele serien har været under kærlig behandling her på bloggen, og den spænder fra det uforskammet ligegylige til det i grunden udmærkede. Seriens bedste øl – Mosaic IPA er efterhånden blevet min personlige industrielle favorit, mens jeg til gengæld ikke er vendt tilbage til nogen af de andre i serien, siden de blev anmeldt. Det skal i dag vise sig, om Royal Unibrew har formået at skabe en ny øl i serien, der er værd at vende tilbage til.

Deres nye Pale Ale er brygget med Centennial-humle, der er populær i amerikanske IPA’er såvel som PA’er. Det er for så vidt forjættende, omend et fancy humlenavn ikke alene skaber nye, banebrydende øl.

Hvad duften angår, udebliver nyhederne i hvert fald. For hvor ofte før har bouqueten af køligt postevand med kulsyre ikke formået at undlade at genere lugtesansen, samtidig med at den ej heller ligefrem behager den? En metallisk note kunne måske true med at chikanere, men til det forbliver den alligevel for fjern, og giver på dette tidspunkt mere friskhed end svie.

Ved første berøring med smagsorganerne yder brygget rare, søde og aromatiske noter af hyld og rose, som fik man hele bismagspaletten fra en god IPA serveret på et sølvfad. Desværre lader det til, at sølvtøjet ikke har været af lødig kvalitet, for afsmag af metal melder sig snart, og denne gang i en grad så det ikke bare kan afskrives som friskhed. Det bliver generende.

Generende er også en sandet gærfornemmelse, der opstår ved mandlerne – der hvor man ellers godt kunne have ønsket noget frisk og skarp bitterhed. Bitterheden er der da, hist og her – men den føles noget sløset og hengemt. I det hele taget føles Royal Unibrews nye produkt i Albani Special-serien noget lemfældigt henkastet i karakteren. Der er ikke rigtig kælet for noget, og sjuskeriet medfører også missmage, der måske nok ikke er slemme nok til, at brygget bliver decideret ubehageligt, men dog nok til at en lunken oplevelse bliver doven oveni.

Der er dermed ikke lavet det store om i serien. Der er kommet én øl mere til, og det er lissom det. Hverken i bunden eller i toppen rykkes der rundt, da brygget må siges at falde midt i seriens store, anonyme midterfelt.

Schiøtz Mørk Jule Ale, Royal Unibrew/Albani

Ikke ligefrem englelyd …

Jo jo, jeg ved skam godt, at ingen lever evigt, og at der er en ende på morskab og fornøjelser ved alle mennesker. Men bare fordi man ved det, kan man jo godt blive ked af det alligevel, når en af ens allerstørste skuespilleridoler går bort.

Schweizeren Bruno Ganz kendes bedst for sin aldeles blændende fortolkning af Adolf Hitler i Bernd Eichingers mesterværk “Der Untergang” fra 2004. Antallet af alternative undertekster til raserianfaldet i starten af filmen skal nok tælles i tusinder, og selvom man måske godt kunne ønske, at Ganz’ skuespillerpræstation var kendt for – vel – præstationen frem for antallet af gange, den blev spoofet, så viste memets reproducerbarhed jo netop, hvilket exceptionelt skuespillertalent der stod bag.

Af de tre bedste til at spille Hitler har vi dermed kun én tilbage, nemlig John Cleese, der har delt andenpladsen med Charlie Chaplin gennem alle årene.

Den lavstammede, ikke videre talentfulde tysk-østrigske maler, der endte som en af historiens absolut største krigsforbrydere og massemordere nåede højest en fjerdeplads i det kapløb. Og den er langt fra så sikker som de øvrige placeringer.

Æret være Bruno Ganz’ minde. Og lad mindet om den, han var mest kendt for at spille, forblive –  som det lyder i hint klip – ohne Ehre!

Her på bloggen tager jeg omsider fat på senvinter/forårstemaet. Med de 10 grader, det har været i dag her i Brønshøj er vi jo alligevel gået fra et sent efterår til et tidligt forår, så hvorfor ikke bare kalde det et forårstema – i år i hvert fald? Jeg tænker på overliggende juleøl – af hvilke jeg selv ikke havde nogen. Det havde til gengæld Fakta – til nedsat pris endda – og øllet fejler jo ikke noget, så en flaske hist og pist kom med hjem i januar.

Siden engang midt i årtiet har Royal Unibrew med denne serie, opkaldt efter Albanibryggeriets stifter Theodor Schiøtz, promoveret Albani som et kvalitetsbrand. Men som det så ofte er, når industrien prøver at gå kvalitetsbryggerne i bedene, ender det med at blive halvhjertet.

Denne juleøl er i det mindste ordentlig mørk. Det gør ikke noget, at den løber nok så lystigt i glasset, da den ikke giver sig ud for at være en stout. At skummet også stiger i nogen grad, yder den også en smule ry, omend det nu også falder lige lovligt hurtigt igen.

Duften derimod er noget vag i udtrykket. Alle de mange forskellige frugter og bær, bryggeriet har tilsat, kan næppe duftes. En bitterkrydret note af nelliker titter nok frem, men spøjst nok er nelliker hverken det samme som slåen, solbær, figen eller sveske, som ellers er blevet tilsat fordi malt, humle, gær og vand åbenbart ikke får brygget til at klare cuttet alene.

Brygget har dog aroma, når man søger at anamme det med indersiden af mundhulen. Hvad det så mere specifikt har aroma af, kan være noget sværere at afgøre. Slåen, solbær eller figen er ikke lige det, jeg selv tænker på som det første – eller andet eller tredje. Sveskerne kan måske godt mærkes et eller andet sted i den noget forvirrede og ikke mindst -ende smagskomposition, der minder mere om Karlheinz Stockhausen ved en våd julefrokost, end Peter Faber eller N.F.S. Grundtvig med familien i dagligstuen juleaften.

Det starter ret kraftigt bittert, næsten overvældende, for så at blive syrligt – som i surt-belgisk-øl-syrligt. Længere bagude kommer nellikerne frem igen, endskønt de som bekendt ikke findes i brygget, og det er også her sveskerne, som et sødligt-surt indslag på bagkant sætter ind.

En noget rodet og kaotisk forestilling. Ikke egentlig ubehagelig, ganske vist, og man må også indrømme den en vis karakter. Det er imidlertid ikke en øl, man kan anbefale til nogen, der har særligt bestemte præferencer for øl – bittert, syrligt, fyldigt, sødt – for brygget her forsøger at være det hele på en gang, hvorfor det faktisk ender med ikke rigtigt at være nogen af delene.

Dens plads på julebordet må andre også strides om, for den kommer i hvert fald ikke på mit. Mindst dårligt ville den med sine sødlige noter vel passe til ris a la manden, men skulle man prøve dette og finde den aldeles malplaceret, så modtages brok ikke her, da jeg bestemt skulle mene, at min overordnede advarsel mod at bruge produktet i juleøjemed er adækvat videregivet i det ovenstående.

Steam Brew Imperial Stout, Privatbrauerei Eichbaum

Langt inden for skiven …

For kort tid siden fik jeg samlet en tråd op, da jeg fortsatte tilbageblikket på bloggens liv. Nu er det tid at klippe en anden over – eller i hvert fald at hæfte den. En lille serie af øl, der blev anskaffet sidste år vil hermed være færdigbehandlet, og det er ikke uden grund at min omtale af den holdes i klichéagtige metaforer og koldt teknisk sprog, for fornøjelsen ved bryggene har mildt sagt været afdæmpet.

De blev købt i Lidl – og dermed var forventningspresset på dem fra starten ikke stort. Tidligere har jeg anmeldt Imperial IPA og German Red i samme serie, og sammen tegnede de et aldrig så klart billede af virkelig uengageret industriel standard, dårligt forklædt som mikrobryg. Den røde tysker var jævnt kedelig mens IPA’en lænede sig op ad en decideret fornærmelse mod både forbruger og type. Industrielle pilsnere behøver næppe være af en lødig standard, før de overgår dén skål kornfarvet postevand.

En kold kop kaffe med brus var omtrent hvad jeg forventede af deres Imperial Stout. Ingen tjære med smag af oliehavn og em af dækrøg. Ingen tæt chokoladelakridssirup med fylde af svesker. Nej – intet af det, der normalt kendetegner en stout – hverken det bitre eller det søde.

Og det var langt fra skudt forbi. Ikke alene plasker brygget i glasset som postevand fra hanen, også den på overfladen mørke farve virker kun halvfærdig – som om det først er et stykke inde i brygget, at det egentlig er dunkelt, mens de første par centimeter bedst betegnes som hyggeligt tusmørke. En antydning af røg, blandet med tynd kaffe er alt hvad bouqueten byder på, og sådan lever brygget hele tiden op – eller rettere ned – til de forventninger, som de første par af øllene alt for effektivt plantede.

Forventningen om tynd kaffe er i hvert fald nydeligt inden for skiven. På bagkant og i eftersmag melder der sig nogle i grunden rare lakridsnoter, der endda formår at hægte sig fast for en tid. Kraftige bliver de imidlertid aldrig, og overgås ikke bare af vandindslaget, men også af kulsyren, der får brygget til at føles mere som en sodavand med let kaffesmag end en mørk øl.

Fuldstændig i tråd med de andre i serien er dette lemfældigt sammenkastede produkt, der dårligt nok kunne kaldes en tynd schwarzbier. Stout er det ingenlunde, endsige en kejserlig én af slagsen. Dette er ikke bare almue – det er nede i en klasse, hvor selv pjalteproletariatet går med næsen i sky og fnyser hovent.

Først nu bemærker jeg sådan for alvor seriens slogan: “German Craft Beer Resistance”. Og det må man give dem! I Steam Brew-serien får egentlig craft beer, håndbryg, kvalitetsbryg, mikrobryg – hvad man nu end foretrækker at kalde øl, der ikke bare repræsenterer tynd, ligegyldig, generisk industri – virkelig kamp til stregen. I en fængende indpakning leveres lige så tyndt og uengageret jævnt hverdagsbryg, som alt det andet dybt konservative, generiske, industrielle, metervarebryg, som det store naboland mod syd i forvejen er ved at drukne i.

Og selv om de fortsat slår sig i tøjret og gør modstand, viser denne serie, at det i hvert fald ikke er fra tysken, at man skal frygte storindustriens revanche på den kvalitetsproduktion, der til de flestes glæde har formået at tage en bid af markedskagen fra gigantbryggerne.

Blend: Heatherwood Green Gecko IPA-kit + Praga Premium Pils

Lidt mere liv (jeg sagde “lidt”) …

Den næsten bombastisk og fandenivolsk generiske og almindelige – for ikke at sige skingert ligegyldige Praga Premium Pils fra sidst, blev ikke drukket ud i én omgang.

Min gode ven og ølkontakt Niels fra Lille Skensved – ham med de ugandiske øl, husker I nok – havde forleden arrangeret endnu en nydelig leverance til min bloggervirksomhed. Hovedparten af den bestod nu af gengangere, idet han havde reddet et restparti af Petrus-øl fra sin lokale fakta, som supermarkedet var ved at skille sig af med. Dertil kom en svensk pilsnerøl på dåse … … – jeg kunne aldrig finde på at beskylde Niels, det rare menneske, for decideret at trolle. Men jeg har altså lidt på fornemmelsen, at han finder nogle rædsler at give til anmeldelse, så han kan godte sig over mine tirader efterfølgende.

Med andre ord – jeg har meget ringe forventninger til det svenske øl, og er allerede begyndt at notere mig nogle skældsord, jeg kunne bruge i anmeldelsen.

Men ud over belgiske gensyn og svensk industri, var der noget ganske særligt i den lille pose, som jeg iklædt sort tøj og hætte måtte hente den aften i en afsides indkørsel i Brønshøj … det sorte tøj skyldtes at regnen stod ned i stænger, og jeg var på cykel. Med alt det vand følte jeg mig næsten som et af Carlsbergs bryg. Ja, en vandet vits – så passende til lejligheden, at man næsten drukner.

I en uanselig plasticflaske, havde Niels også lusket resultatet af hans eget lille brygeksperiment med – med dertilhørende instruktionsmanual i bunden af posen. Det skulle imidlertid vise sig, at eksperimentet ikke var faldet ud helt som ønsket. Ethvert spor af kulsyre var fordampet, og ved smagning kunne jeg konstatere, at selvom brygget ikke virkede direkte fejlgæret eller inficeret, så havde oxideringen sat ind i et omfang, så brygget ikke længere var nogen fornøjelse at drikke.

Niels havde faktisk varslet mig på forhånd, at brygresultatet langt fra var optimalt, men anbefalede mig dog at blande det op half ‘n’ half med en industriel pilsner frem for bare at hælde det ud. Og sådan én stod jeg jo faktisk lige og havde i form af den i sidste og starten af nærværende indlæg omtalte generiske tjekkiske pilsner.

Om Niels’ brygeksperiment alene, er der det gode at sige, at den egentlig ganske aromatiske, men også noget syntetiske duft, med ét greb meget langt tilbage i mit helt unge liv. Da jeg fyldte fire eller fem fik jeg noget modellervoks i gave, samt en pressemaskine til det, så man kunne kreere lange snore af det i forskellige spændene former. – En stjerneform fx. Mange år efter jeg for længst havde glemt alt om maskinen fandt jeg den på loftet i mit barndomshjem i Hjortshøj nord for Århus, og alt dette kom tilbage, da jeg duftede til Niels’ bryg. For præcis ligesom dette modellervoks, duftede det. Ret syntetisk i grunden, men ikke uden en vis spidsfindig aroma af billigt firserviskelæder. Alt brus var til gengæld for længst gået af brygget, og selv om en smule af humlens bitterhed stadig var mærkbar, føltes selve brygget alt for metallisk og hårdt mod smagsløgene, helt og aldeles afbruset som det var.

Sammenblandet med den næsten skrigende intetsigende tjekkiske pilsner formåede hjemmebrygget imidlertid at gøre lidt gavn. Alene det, at der nu var noget kulsyre i brygget gjorde, at nogle aromatiske blomsternoter – syren og lyng – begyndte at træde frem. I det hele taget leverede det afbrusede brygeksperiment den aroma, som den tjekkiske pilsner så kritisk manglede.

Det var nu stadig ikke helt nok til, at øloplevelsen blev sådan rigtig god. Mixet føltes fortsat noget syntetisk, og der var heller ikke helt nok kulsyre til overs i pilnseren til at brygget livede ordentligt op. Det forblev noget dovent i mundfornemmelsen samt for tungt og glat til at være nogen stor nydelse.

Men hey – man skal starte et sted, og jeg tør slet ikke tænke på den katastrofe det ville være, hvis jeg selv gav mig i kast med den slags eksperimenter.

Hold i øvrigt øje med bloggen i den kommende tid. Jeg har for nylig spenderet endnu en aften med mit sidekick Marcus – og der er mere end bare skriftlige indlæg med dertilhørende stilbilleder i vente.

Og må Kent Nikolajsen hvile i fred. Netop i skrivende stund har jeg erfaret at han er gået bort – endnu et ansigt fra min ungdom, der endda ikke var meget ældre end jeg selv.

Santa Paws, Brewdog (Saufen und saufen und saufen … II)

Full Grinch …

Som om det ikke var svært nok at rekonstruere Marcus og min anmeldelse af Beard Brews fortrinlige bryg ud fra en lydoptagelse, hvor man kun kunne høre min  stemme og ikke Marcus’ regn af guldkorn, så lader det nu til, at optagelsen af vores anmeldelse af denne øl enten er gået tabt, eller – som optagelsen af Rudolf Schwann, der hovedkuls serieknalder sin hjerneskal mod de hårde stenkanter på den trappe, der bliver hans endeligt i Matador-serien – aldrig optaget.

Jeg kan i hvert fald ikke finde den som enkelt fil. Ej heller kan jeg finde den omtalt i nogen af de andre lydfiler. Til gengæld er det lykkedes mig at finde ud af, hvad problemet har været med mit optageudstyr, så jeg fremover ikke løber ind i den slags katastrofer. Ikke megen snak om drillenisser, omend jeg da en stille stund kunne overveje at stille en skål risengrød frem ved lejlighed. Selvom jeg har lokaliseret og løst problemet, skader det vel næppe at få sig en metafysisk buffer oveni (folk der kender mig godt vil vide, at jeg faktisk ikke er hardcore ateist, idet jeg med alle de sindssyge ting, der sker omkring mig, ikke finder eksistensen af drillenisser tilstrækkeligt falsificeret endnu).

Brewdog er et af de kendte, efterhånden ret store kvalitetsbryggerier, der fik mikrobryg ud til folket back in the day. Deres brand er for længst blevet mainstream, og deres produkter fast inventar i COOP’s discountsupermarked, Fakta. Ikke desto mindre har de formået at holde kvaliteten oppe – i hvert fald i nogle af deres produkter – så de ikke har glemt deres rødder.

Denne er en juleøl, passende i en størrelse så jeg ikke gider drikke den alene. Imidlertid ville jeg nu gerne have budt min yndlingsmedanmelder Marcus på en lidt bedre oplevelse her op til jul, for brygget skulle snart vise sig at være et af fejlskuddene fra bryggeriets side.

Bryggets mørke er vel snart det eneste rigtig fine ved det, idet allerede viskositeten alt for nemt lader flaskens indhold underkaste sig tyngdekraftens luner. Skummet gider heller ikke rigtigt, selv hvis brygget skænkes voldeligt. Selv trænede kokainsniffere ville have svært ved at vride bouquet ud af brygget. Uengageret sødt giver det sig kende, sammen med nogle fjerne, vage noter af alt for tynd kaffe.

Smagen – og eventuelle digressioner og udflugter knyttet dertil? Ja, det er jo desværre dem, der er gået tabt. Jeg ville ellers have elsket at gengive Marcus’ elokvænte eder og forbandelser, der i vidtstrakt- og krummelurethed langt overgår mine egne.

Så vidt jeg husker diskussionen – og her skal man have in mente, at jeg selv havde indtaget omkring seks genstande – gennemgik vi egentlig blot rigtig mange af de ovenstående pointer, at Brewdog i vid udstrækning brygger til supermarkederne i dag, og at kvaliteten derfor nødvendigvis må  blive for nedadgående. Brygget føltes for os begge vandigt, tyndt og uengageret kun med fjerne noter af kold, tynd kaffe – måske sødet med et par dråber billig industrikaramel. Akkurat passabel som øl, men ikke som en juleøl, hvor der gerne må kæles lidt ekstra for sanserne.

Vi var dermed også rørende enige om karakteren til en juleøl, der vist kun formår at slå Tuborgs Snebajer i kvalitet herhjemme.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme