Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 2-2½ stjerner

Steam Brew Imperial Stout, Privatbrauerei Eichbaum

Langt inden for skiven …

For kort tid siden fik jeg samlet en tråd op, da jeg fortsatte tilbageblikket på bloggens liv. Nu er det tid at klippe en anden over – eller i hvert fald at hæfte den. En lille serie af øl, der blev anskaffet sidste år vil hermed være færdigbehandlet, og det er ikke uden grund at min omtale af den holdes i klichéagtige metaforer og koldt teknisk sprog, for fornøjelsen ved bryggene har mildt sagt været afdæmpet.

De blev købt i Lidl – og dermed var forventningspresset på dem fra starten ikke stort. Tidligere har jeg anmeldt Imperial IPA og German Red i samme serie, og sammen tegnede de et aldrig så klart billede af virkelig uengageret industriel standard, dårligt forklædt som mikrobryg. Den røde tysker var jævnt kedelig mens IPA’en lænede sig op ad en decideret fornærmelse mod både forbruger og type. Industrielle pilsnere behøver næppe være af en lødig standard, før de overgår dén skål kornfarvet postevand.

En kold kop kaffe med brus var omtrent hvad jeg forventede af deres Imperial Stout. Ingen tjære med smag af oliehavn og em af dækrøg. Ingen tæt chokoladelakridssirup med fylde af svesker. Nej – intet af det, der normalt kendetegner en stout – hverken det bitre eller det søde.

Og det var langt fra skudt forbi. Ikke alene plasker brygget i glasset som postevand fra hanen, også den på overfladen mørke farve virker kun halvfærdig – som om det først er et stykke inde i brygget, at det egentlig er dunkelt, mens de første par centimeter bedst betegnes som hyggeligt tusmørke. En antydning af røg, blandet med tynd kaffe er alt hvad bouqueten byder på, og sådan lever brygget hele tiden op – eller rettere ned – til de forventninger, som de første par af øllene alt for effektivt plantede.

Forventningen om tynd kaffe er i hvert fald nydeligt inden for skiven. På bagkant og i eftersmag melder der sig nogle i grunden rare lakridsnoter, der endda formår at hægte sig fast for en tid. Kraftige bliver de imidlertid aldrig, og overgås ikke bare af vandindslaget, men også af kulsyren, der får brygget til at føles mere som en sodavand med let kaffesmag end en mørk øl.

Fuldstændig i tråd med de andre i serien er dette lemfældigt sammenkastede produkt, der dårligt nok kunne kaldes en tynd schwarzbier. Stout er det ingenlunde, endsige en kejserlig én af slagsen. Dette er ikke bare almue – det er nede i en klasse, hvor selv pjalteproletariatet går med næsen i sky og fnyser hovent.

Først nu bemærker jeg sådan for alvor seriens slogan: “German Craft Beer Resistance”. Og det må man give dem! I Steam Brew-serien får egentlig craft beer, håndbryg, kvalitetsbryg, mikrobryg – hvad man nu end foretrækker at kalde øl, der ikke bare repræsenterer tynd, ligegyldig, generisk industri – virkelig kamp til stregen. I en fængende indpakning leveres lige så tyndt og uengageret jævnt hverdagsbryg, som alt det andet dybt konservative, generiske, industrielle, metervarebryg, som det store naboland mod syd i forvejen er ved at drukne i.

Og selv om de fortsat slår sig i tøjret og gør modstand, viser denne serie, at det i hvert fald ikke er fra tysken, at man skal frygte storindustriens revanche på den kvalitetsproduktion, der til de flestes glæde har formået at tage en bid af markedskagen fra gigantbryggerne.

Blend: Heatherwood Green Gecko IPA-kit + Praga Premium Pils

Lidt mere liv (jeg sagde “lidt”) …

Den næsten bombastisk og fandenivolsk generiske og almindelige – for ikke at sige skingert ligegyldige Praga Premium Pils fra sidst, blev ikke drukket ud i én omgang.

Min gode ven og ølkontakt Niels fra Lille Skensved – ham med de ugandiske øl, husker I nok – havde forleden arrangeret endnu en nydelig leverance til min bloggervirksomhed. Hovedparten af den bestod nu af gengangere, idet han havde reddet et restparti af Petrus-øl fra sin lokale fakta, som supermarkedet var ved at skille sig af med. Dertil kom en svensk pilsnerøl på dåse … … – jeg kunne aldrig finde på at beskylde Niels, det rare menneske, for decideret at trolle. Men jeg har altså lidt på fornemmelsen, at han finder nogle rædsler at give til anmeldelse, så han kan godte sig over mine tirader efterfølgende.

Med andre ord – jeg har meget ringe forventninger til det svenske øl, og er allerede begyndt at notere mig nogle skældsord, jeg kunne bruge i anmeldelsen.

Men ud over belgiske gensyn og svensk industri, var der noget ganske særligt i den lille pose, som jeg iklædt sort tøj og hætte måtte hente den aften i en afsides indkørsel i Brønshøj … det sorte tøj skyldtes at regnen stod ned i stænger, og jeg var på cykel. Med alt det vand følte jeg mig næsten som et af Carlsbergs bryg. Ja, en vandet vits – så passende til lejligheden, at man næsten drukner.

I en uanselig plasticflaske, havde Niels også lusket resultatet af hans eget lille brygeksperiment med – med dertilhørende instruktionsmanual i bunden af posen. Det skulle imidlertid vise sig, at eksperimentet ikke var faldet ud helt som ønsket. Ethvert spor af kulsyre var fordampet, og ved smagning kunne jeg konstatere, at selvom brygget ikke virkede direkte fejlgæret eller inficeret, så havde oxideringen sat ind i et omfang, så brygget ikke længere var nogen fornøjelse at drikke.

Niels havde faktisk varslet mig på forhånd, at brygresultatet langt fra var optimalt, men anbefalede mig dog at blande det op half ‘n’ half med en industriel pilsner frem for bare at hælde det ud. Og sådan én stod jeg jo faktisk lige og havde i form af den i sidste og starten af nærværende indlæg omtalte generiske tjekkiske pilsner.

Om Niels’ brygeksperiment alene, er der det gode at sige, at den egentlig ganske aromatiske, men også noget syntetiske duft, med ét greb meget langt tilbage i mit helt unge liv. Da jeg fyldte fire eller fem fik jeg noget modellervoks i gave, samt en pressemaskine til det, så man kunne kreere lange snore af det i forskellige spændene former. – En stjerneform fx. Mange år efter jeg for længst havde glemt alt om maskinen fandt jeg den på loftet i mit barndomshjem i Hjortshøj nord for Århus, og alt dette kom tilbage, da jeg duftede til Niels’ bryg. For præcis ligesom dette modellervoks, duftede det. Ret syntetisk i grunden, men ikke uden en vis spidsfindig aroma af billigt firserviskelæder. Alt brus var til gengæld for længst gået af brygget, og selv om en smule af humlens bitterhed stadig var mærkbar, føltes selve brygget alt for metallisk og hårdt mod smagsløgene, helt og aldeles afbruset som det var.

Sammenblandet med den næsten skrigende intetsigende tjekkiske pilsner formåede hjemmebrygget imidlertid at gøre lidt gavn. Alene det, at der nu var noget kulsyre i brygget gjorde, at nogle aromatiske blomsternoter – syren og lyng – begyndte at træde frem. I det hele taget leverede det afbrusede brygeksperiment den aroma, som den tjekkiske pilsner så kritisk manglede.

Det var nu stadig ikke helt nok til, at øloplevelsen blev sådan rigtig god. Mixet føltes fortsat noget syntetisk, og der var heller ikke helt nok kulsyre til overs i pilnseren til at brygget livede ordentligt op. Det forblev noget dovent i mundfornemmelsen samt for tungt og glat til at være nogen stor nydelse.

Men hey – man skal starte et sted, og jeg tør slet ikke tænke på den katastrofe det ville være, hvis jeg selv gav mig i kast med den slags eksperimenter.

Hold i øvrigt øje med bloggen i den kommende tid. Jeg har for nylig spenderet endnu en aften med mit sidekick Marcus – og der er mere end bare skriftlige indlæg med dertilhørende stilbilleder i vente.

Og må Kent Nikolajsen hvile i fred. Netop i skrivende stund har jeg erfaret at han er gået bort – endnu et ansigt fra min ungdom, der endda ikke var meget ældre end jeg selv.

Santa Paws, Brewdog (Saufen und saufen und saufen … II)

Full Grinch …

Som om det ikke var svært nok at rekonstruere Marcus og min anmeldelse af Beard Brews fortrinlige bryg ud fra en lydoptagelse, hvor man kun kunne høre min  stemme og ikke Marcus’ regn af guldkorn, så lader det nu til, at optagelsen af vores anmeldelse af denne øl enten er gået tabt, eller – som optagelsen af Rudolf Schwann, der hovedkuls serieknalder sin hjerneskal mod de hårde stenkanter på den trappe, der bliver hans endeligt i Matador-serien – aldrig optaget.

Jeg kan i hvert fald ikke finde den som enkelt fil. Ej heller kan jeg finde den omtalt i nogen af de andre lydfiler. Til gengæld er det lykkedes mig at finde ud af, hvad problemet har været med mit optageudstyr, så jeg fremover ikke løber ind i den slags katastrofer. Ikke megen snak om drillenisser, omend jeg da en stille stund kunne overveje at stille en skål risengrød frem ved lejlighed. Selvom jeg har lokaliseret og løst problemet, skader det vel næppe at få sig en metafysisk buffer oveni (folk der kender mig godt vil vide, at jeg faktisk ikke er hardcore ateist, idet jeg med alle de sindssyge ting, der sker omkring mig, ikke finder eksistensen af drillenisser tilstrækkeligt falsificeret endnu).

Brewdog er et af de kendte, efterhånden ret store kvalitetsbryggerier, der fik mikrobryg ud til folket back in the day. Deres brand er for længst blevet mainstream, og deres produkter fast inventar i COOP’s discountsupermarked, Fakta. Ikke desto mindre har de formået at holde kvaliteten oppe – i hvert fald i nogle af deres produkter – så de ikke har glemt deres rødder.

Denne er en juleøl, passende i en størrelse så jeg ikke gider drikke den alene. Imidlertid ville jeg nu gerne have budt min yndlingsmedanmelder Marcus på en lidt bedre oplevelse her op til jul, for brygget skulle snart vise sig at være et af fejlskuddene fra bryggeriets side.

Bryggets mørke er vel snart det eneste rigtig fine ved det, idet allerede viskositeten alt for nemt lader flaskens indhold underkaste sig tyngdekraftens luner. Skummet gider heller ikke rigtigt, selv hvis brygget skænkes voldeligt. Selv trænede kokainsniffere ville have svært ved at vride bouquet ud af brygget. Uengageret sødt giver det sig kende, sammen med nogle fjerne, vage noter af alt for tynd kaffe.

Smagen – og eventuelle digressioner og udflugter knyttet dertil? Ja, det er jo desværre dem, der er gået tabt. Jeg ville ellers have elsket at gengive Marcus’ elokvænte eder og forbandelser, der i vidtstrakt- og krummelurethed langt overgår mine egne.

Så vidt jeg husker diskussionen – og her skal man have in mente, at jeg selv havde indtaget omkring seks genstande – gennemgik vi egentlig blot rigtig mange af de ovenstående pointer, at Brewdog i vid udstrækning brygger til supermarkederne i dag, og at kvaliteten derfor nødvendigvis må  blive for nedadgående. Brygget føltes for os begge vandigt, tyndt og uengageret kun med fjerne noter af kold, tynd kaffe – måske sødet med et par dråber billig industrikaramel. Akkurat passabel som øl, men ikke som en juleøl, hvor der gerne må kæles lidt ekstra for sanserne.

Vi var dermed også rørende enige om karakteren til en juleøl, der vist kun formår at slå Tuborgs Snebajer i kvalitet herhjemme.

Steam Brew Imperial IPA, Privatbrauerei Eichbaum

Kejsergråd …

Nogle gange har man fornemmelsen af, at der ikke sker andet, end at ens helte og andre man ser op til dør omkring én. Det skyldes selvfølgelig til dels at kendthed er meget vigtigt i vore dages mediebillede, og når nu der er så afsindigt mange kendte, er det måske ikke så mærkeligt, at kendte menneskers dødsfald optager så mange pixels på skærmene ude i de små hjem hele tiden.

Som tegneserieinteresseret og som skaber af en sådan på amatørniveau var det selvfølgelig noget af et slag, da Stan Lee takkede af. Nu blev vi ramt endnu engang, idet Werner Wejp-Olsen tog plads ved det evige tegnebord, sammen med andre prominente kolleger som Georges Remi, Charles M. Schulz og Franquin – for bare lige at nævne nogle stykker.

Werner Wejp-Olsens tegninger (eller WOW, som han gerne underskrev sig på sine tegninger) var en fast følgesvend gennem min barndom. Jeg husker hvordan hans letgenkendelige, lystige og rene simple streg prydede undervisningsmaterialet i børnehaveklassen. Bedst kendt var han nok for Dick Dangers Krimi-Quiz, som jeg spændt læste i venteværelset hos min klaverlærer, der havde SE & HØR liggende. Endelig var der Felix-tegneserien, som han overtog fra svenskeren Jan Lööf, der nu overlever ham. Han lavede illustrationer i en række læse-letbøger. Nogle vil måske huske Nicolai-serien, som han selv forfattede, samt Jes & Nis, som han illustrerede for Esther Skriver.

Momsemor har jeg aldrig læst, så omtale af den må eventuelle fans have til gode. Men et stort tak for alt skal lyde herfra.

Videre til dagens øl, som jeg har købt i Lidl. Lidl er et tysk Supermarked, der stædigt holder fast i et stort udvalg af varer fra hjemlandet. Lidt af Danmark er imidlertid ved at stikke foden ind, ikke mindst i øludvalget, hvor der så småt begynder at indfinde sig produkter, der er lige en tand eller halvanden over det umanérligt kedelige udvalg af de 17.000.000 (rundt regnet) forskellige flade industripilsnere, som hjemlandets supermarkeder kan byde på. Nationaliteten holder man imidlertid fast i, og således findes denne linje af specialøl (for lack of a better term) fra industribryggeriet Privatbrauerei Eichbaum for tiden på hylderne.

Egentlig ser det ganske flot ud der i glasset, kobberrødt med gyldent skum. Sidstnævnte lægger sig imidlertid meget fladt, og fortrækker hastigt, så på trods af bryggeriets betegnelse Imperial IPA, er der hverken meget royalt eller kejserligt over den visuelle indledning.

Hjemlandet mærkes mere i bouqueten end godt er. I stedet for skarp, hårdtslående bitterhumle, eventuelt ledsaget af blomster og frugter, sådan som man kender en ordentlig IPA, afgiver brygget her en uengageret em af jævn pilsner, der måske er tonet en lille smule i retning af noget ubestemmeligt nåletræ. Det forekommer, at bryggeriet helst ikke vil udfordre tyskernes konservative (for ikke at sige forstokkede) ideer om, hvad øl er, for jeg har prøvet indtil flere pilsnere, der duftede mere af IPA end den her.

– Og smagte, kunne jeg tilføje. Det tidligere kejserrige, nu forbundsrepubliks umiskendelige smag for kedelig, konform, konservativ industri har formået at ødelægge endnu et eksperiment udi brygning af interessant øl. IPA’en sprøde bitterhed er skånselsløst kvalt i alt for meget vand, og jamrer som en metallisk efterklang ved gummerne. De krydrede og blomstrede noter bliver også holdt effektivt nede og kun vage spor af ingefær og anis overlever som en fortyndet ginger ale med et opløst Kongen-af-Danmarks bolsje i. Det er næsten flabet, sådan at blande det danske kongehus ind i den tyske kejserlige arvefølge, men når produktet er så svagt, må man gerne være flabet – ja, ubehøvlet endda.

Vi må håbe, den gode Wejp-Olsens tegnestue i det hinsides ligger i god afstand fra samtlige tyske kejsere. De må alle rotere og græde hjerteskærende over, at nogen i deres gamle land kunne have den frækhed at påklistre betegnelsen ‘kejserlig’ på et bryg, ad hvilket selv ussel almue og pjalteproletariat ville fnyse fornærmet.

Cold Hawaii Birk, Gran, Fyr, Thisted Bryghus

Det er bedre med humle …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den seneste lange pause i anmeldelserne skyldes, at jeg desværre igen er røget i et dybt, sort hul. Selv dagligdags ting der skal ordnes, udskydes til sidste øjeblik or klares kun nødtørftigt. Forhold til venner og bekendte sander til. Og jeg negligerer mere og mere mine interesser – herunder blogningen – til ulempe især for jer læsere, som jeg ellers er så lykkelig for, gider klikke sig ind på, hvad jeg skriver.

Jeg skyder skylden på de om ikke daglige, så i hvert fald ugentlige attentater fra den yderste højrefløj i USA. Den ene dag er det brevbomber, den anden dag er det massakrer i synagoger, og ind imellem er der politiets mange drab på sorte, der næsten forekommer fastlagt efter rutiner i deres regelmæssig- og hyppighed.

Herhjemme er vi ikke nået så langt endnu, men vi er så småt på vej. De åbenlyst nazistinkluderende højreradikale organisationer “Stram Kurs” og – (hvis det hele ikke var så trist, ville jeg grine højt og hånligt ad dem) – “For Frihed” vil Gud dødemig (se, de får mig endda til at bande kristent) marchere på krystalnatten. Jeg kan ikke forestille mig nogen større hån mod de få holocaustoverlevere, der endnu findes, mod det jødiske verdenssamfund, og i det hele taget mod historien. Ligeledes er det en hån mod alle mennesker i verden på højre, venstre eller midterste fløj, der udmærket kan se de krystalklare paralleller mellem disse organisationer og lignende udvikling i 30’ernes Tyskland.

Og udviklingen breder sig. Senest har vi set det i Brasilien, hvor en åbent racistisk fascist er blevet valgt til præsident. I vores egen baggård har vi Polen og Ungarn, der længe har opvist samme tendenser … og her stopper jeg for denne gang, så det lille kvantum mod og engagement, jeg trods alt har kunnet mønstre ikke går tabt igen, før jeg når til anmeldelsen af dagens øl.

Brygget er en af Thisted Bryghus’ konceptøl, brygget uden humle. I stedet er denne øl tilsat ingredienser fra tre træer – som antydet i bryggets undertitel birk, gran og fyr. Resultatet er et korngult bryg med meget svagt skum. Bouqueten gør en anelse mere ud af sig, omend den kun består af vage fuseldampe.

Hvis Thisted Bryghus’ eksperiment udi ikke at bruge humle, skulle resultere i en øl, der smagte af humle, er forsøget totalt mislykket. Men det er jo heller ikke sikkert. Man mærker til gengæld tydeligt træsmagen – især birken – som en metallisk og noget syntetisk sur-sød aroma, ikke decideret ubehagelig men heller ikke rigtig velbehagelig. Ved siden af mærker man hvordan vingummi klæbrigt blander sig med græs på en syrlig baggrund af bøgeblade. Hvilken smag der skal opfattes som primær og sekundær står hen i det uvisse. Ud over at aromaerne i sig selv virker noget arbitrære og resultater af eksperimenter snarere end kontrolleret og målrettet brygarbejde, så står aromaerne også sært ved siden af hinanden – uden at blande sig med hinanden, og uden nogensinde at være sammen om at løfte oplevelsen.

Anderledes og nyskabende må man dog indrømme at brygget er, men jeg har min oprigtige tvivl om, hvorvidt en sådan aroma nogensinde vil appellere til et større publikum. Jeg tipper at dette bryg bliver en døgnflue, et muntert eksperiment, hvis underholdningsværdi som vittighed langt overgår dens aromatiske meritter.

Sorry, Thisted Bryghus – min smag falder den i hvert fald ikke i.

Black Wych, Wychwood Brewery

Pæn forside …

Jeg hader mig selv for gang på gang at falde for Wychwood Brewerys markedsføring. Ikke alene er der afbilledet gobliner, dværge, hekse og andre eventyrvæsner på etiketterne, men øllenes navne er også bevidst stavet på en måde, så det ligner gammelt eventyrengelsk. Salig Terry Pratchett, forfatteren bag Discworld-serien var en mester i at skrive i et sprog, der gav indtryk af at være meget gammelt. At gammelt engelsk ikke lignede det overhovedet, er jeg ikke et sekund i tvivl om, til gengæld er det så meget desto mere underholdende at læse ‘Diuerse Tales’ omThe olde Wyche’ citeret fra ‘Oldies & Antiquities of Ankhe-Morporke’. Jeg imødegår eventuelle meganørder med hang til flueknepperi ved her at bemærke, at alt er parafraseret frit efter hukommelsen.

Denne stout fra bryggeriet byder sig for tiden til på hylderne i Fakta – så kan læserne jo se, om deres viljestyrke er større end min, når de støder på den. Eventuelt kan man udskyde udfordringen til efter man har læst nærværende anmeldelse færdig. I lyset af, hvordan min oplevelse har været, vil man måske bedre kunne stå for fristelsen.

Dejligt sort og tæt er brygget, omend det tykke, knitrende brune, kogende karamelskum udebliver og erstattes af en noget spag, råvid top. Duften er endnu mindre imponerende – svag og spinkel med en fjern snert af karamelsødet kaffe, der skriger om hjælp bag et alt for tykt og kvælende tæppe af vand.

Lidet overraskende har vandet også godt fat i aromaen. Kaffearomaen titter kun spagfærdigt frem. Det samme gælder karamellen, den er sødet med. Brygget minder derfor i slående grad om Vestfyens for længst hedengangne Mocha Stout, som jeg i sin tid beskrev som tynd kaffe tilsat kulsyre. Overraskelsen indtræder imidlertid i eftersmagen – her lykkes det faktisk en nogenlunde godkendt mokkaaroma at holde sig flydende til gavn for gane, gummer og mandler. Bønnerne som kaffen er brygget af lader altså faktisk til at være fine nok. Der er bare slet ikke nok af dem.

Black Wych er langt fra nogen eventyrlig oplevelse. Rowling, Tolkien og Pratchett fører ikke bare med længder, men hele omgange. En dårligt sammenklasket fortælling med overfladiske karakterer og en tynd historie fuld af plothuller i et billigt science fiction-blad fra 30’erne kan det højest blive til.

Wychwood Brewery er langt bedre til at tegne pæne forsider end de er til at digte noget der bare ligner en ordentlig fortælling.

Ginger Queen, Ørbæk

Vandets dronning …

Det østfynske økologiske bryggeri Ørbæk har i lang tid – flere år, tror jeg – haft en øl i sortimentet ved navn ‘Lakridskongen’. Den står i kø i mit skab, og der har den også stået længe – omend ikke årevis.

Der må vel være et eller andet ved navnet eller etiketdesignet, der har gjort, at jeg ikke har gidet prøve den endnu. Til gengæld har den for ganske nyligt fået en kvindelig pendant og det er jo langt fra upassende i disse #metoo-tider. Så mangler vi bare en trans- eller queer-udgave af konceptet, såfremt Ørbæks investorer vurderer at et sådant koncept vil give plus på bundlinjen.

Jeg skulle i så fald være den sidste til at klage, omend jeg ville krumme mine tæer nok så mange kender over, at det netop mere er bundlinjen og mindre viljen til at gøre noget godt, der ville drive bryggeriet.

Fokuserer man nu på indholdet i stedet for formen, opdager man – ikke til den store overraskelse – at brygget er tilsat ingefær, foruden øllets klassiske fire ingredienser samt sukker. Det lyse krydderi prikker pikant i det messingfarvede, tætskummende brygs bouquet, men gør i duften ellers langt mindre væsen af sig, end en dominerende note af postevand.

Brygget er primært sødt og venligt. Det leverer en maltet mundfornemmelse, der står ganske alene med opgaven at få smagsorganerne til at identificere produktet som en øl og ikke en letbrusende sodavand med stænk af ingefær. Det lykkes sådan nogenlunde, omend malten må kæmpe bravt for æren.

Ingefæren mærkes mest bag i munden og i eftersmagen, hvor den da indrømmet gør lidt gavn. Ellers er den ligesom i bouqueten gemt væk bag tykke tæpper af vand, hvis tørstslukkende egenskaber uafvendeligt ledsages af samme elements evne til at – om ikke kvæle, så i hvert fald dæmpe alle andre smagsindtryk i en grad så de kun skimtes fjernt. Det gælder imidlertid ikke humlen, der lader til at være druknet helt og aldeles.

De vage smagsindtryk er til gengæld smagfulde nok. Brygget forekommer ikke syntetisk eller unødigt industrielt, men ærgelsen over, at det ikke smager af mere er skuffende præsent.

Max Brown Ale, Bryghuset Winther & Bargholz

Mon bolsjerne er bedre?

I fredags var det tid til endnu en ølsmagning med min gode ven Marcus. Desværre havde værten landet sig en infektion, der skulle slås ned med medicin, der angiveligt havde antabus-effekt. Altså ingen øl til Marcus.

I stedet kunne hans tvillingebror Joachim, der tilfældigvis kom forbi, agere stand ind … hvis det da ikke lige var fordi Joachim ikke kan døje de mørke, stærke øl, der som sædvanlig var på programmet. Det kan passende noteres her, at tvillingerne ikke er enæggede. Således var Joachim leveringsdygtig i lange tirade om alt det, der var galt ved mørkt, sødt øl i almindelighed, og de konkrete øl, der blev knappet op i særdeleshed.

Nærværende anmeldelse og den følgende vil derfor blive holdt uden for det fortøbende tema om Marcus og mine fælles ølsmagninger. Og Joachims kommentarer vil kun blive gengivet i den grad, de er relevante.

Men here goes: Max Brown Ale er en gave, jeg modtog fra den distributør, der sikrede mig en håndfuld øl fra Munkebo Brewery forleden. (Bemærk i øvrigt, at nidstangen mod Wacken Brauerei fortsat er oppe.) Der er tale om et lille lokalt bryghus, der deler adresse med et bolsjekogeri ved navn Pinello med tilhørende butik på Søndre Strandvej i Solrød.

Bryggeren, Pia, havde selvfølgelig rigeligt med lovord til brygget, og hun mente det sad lige i skabet på alle tænkelige parametre. Forventningen var derfor høj, da det blev opknappet på Marcus’ stuebord. Det i bedste fald småtskummende, tætte og mørke bryg emmer af sød, tæt malt med noter af kaffe og karamel – så vidt så godt.

Det fine duftindtryk knækker desværre fra hinanden, når brygget kommer indenbords. Det er ikke så fyldigt, som man kunne ønske – det virker faktisk småtyndt, selvom bloggeren nu ikke skriver under på min mørktølsskyende medsmagers dom – at brygget smagte af afbruset danskvand med et pift af forgamlet citron.

At de søde toner ikke trådte ordentlig frem, idet de blev forstyrret af et ringe passende syrligt element, er en pænere måde at sige det på. Syren hidrører så vidt jeg kan vurdere fra en gærprofil, der desværre ikke sidder helt i skabet. Som Joachim i et uventet pludseligt anfald af besindighed sagde det; i stedet for at have potentiale som et syrligt-sødt bryg, ender brygget med at være surt og sødt. Det gærsure er for sig, og forstyrrer noterne af sødet kaffe, der som udgangspunkt ellers lover godt.

Og så er brygget bare i det hele taget ikke tæt og fyldigt nok. Og det er nok ikke helt løgn, at dette ikke sjældent er karakteristisk for netop brown ale. Typen ligger et ikke altid særlig veldefineret sted mellem lyst øl og stout. Det vil gerne være begge dele men ander med at være hverken enten eller.

Jeg vil alligevel give mine anbefalinger til Pinello og Winther & Bargholz videre. Lokale små initiativer som disse bør altid støttes. Og prøv endelig også bolsjerne, hvis I slår vejen forbi.

Mon ikke de er rigtig gode …

Brooklyn Summer Ale, The Brooklyn Brewery (Saufen mit Marcus – now a Trilogy III)

Heden som undskyldning …

Vejret denne sommer har jo været aldeles rædselsfuldt. Sidste år var det noget nær perfekt, men i år har det været meget slemt meget længe. Ja, jeg er ikke nogen stor fan af solskinsvejr i kombination med temperaturer over 25 grader. Og vi har jo været langt hinsides den grænse konsekvent stort set hele juli måned. Selv mit kæledyr sveder, så jeg har måttet slukke dens varmelampe. At en kongepython sveder må siges at være ret sensationelt – men det viser bare, hvilket ekstremt vejr vi med vores evige affutning af fossile brændstoffer efterhånden har skabt os.

Marcus havde også efterhånden fået mere end rigeligt, så ved smagningen søgte vi faktisk tilflugt indenfor, fordi der var alt for varmt ude på hans altan. Da vi nåede til aftenens sidste indslag – denne lette sommerøl – var det til gengæld blevet for mørkt til, at jeg kunne tage ordentlige billeder. Så selvom temperaturerne var blevet noget mere menneskelige, holdt vi os fortsat inden døre.

Oven på to tunge, vældige bryg var forventningerne selvfølgelig noget mere afdæmpede. Brygget er en lys pale ale, der nok i højere grad er produceret for sine tørstslukkende egenskaber frem for levering af nogen ekstraordinær smagsoplevelse.

Den kun letskummende sag dufter fint af grannåle – næsten som den skal, fristes man til at sige.

“Selvom jeg er very much tilhænger af IPA’en og al’ dens væsen …”
“Hmm – og alle dens gerninger” tilføjede jeg med ikke uden afmålt højtidelig alvor.
“Nu ved jeg ikke hvor mange gerninger, IPA’en har på samvittigheden,” fortsatte Marcus “men det kan godt være, jeg bare ikke er noget pale ale-, eller let ale-menneske …” Marcus smaskede eftertænksomt og fortsatte “den her blegtblå, småfesent blå etiketfarve indikerer meget præcist indholdet. Jeg tænker imidlertid, når jeg ser ordet ‘ale’ – ‘JA TAK GI MIG DEN HUMLE …’ – men det er så bare ikke det man får her.”
“Næh – og det er jo fordi det her netop bare er en pale ale, og ikke en IPA,” svarede jeg, mens jeg smaskende at presse noget smag ud af brygget. “Pale ales kan være meget milde. Og denne er en meget mild pale ale, der derfor også markedsføres som en summer ale …”
“Jeg skal lige rydde min hjerne for at finde nogle ord, der ikke er indescribably offensive til at beskrive den her på. Den er glimrende som gateway drug til dem, der i forvejen drikker ligegyldigt øl. De kan få den her, der er lige så intetsigende som det de ellers plejer at drikke – men i en anden retning.”

Vi enedes herefter om karakteren …

Én for at være ubrugelig, og én for at have en anvendelse som en lille horisontudvidelse for dem, der i forvejen drikker ligegyldigt øl. Hårdt presset indrømmede Marcus det lyse, flade, metalliske og kun fjernt aromatiskhumlede bryg anvendelighed i sommervarmen. Men kun som subsidiær brugbarhed under de to forrige karakteristika.

Historien om vores drikkelag er egentlig ikke slut. Langt op ad den følgende dag bumsede og bøvede vi i fællesskab i Vigerslevparken, i skyggen af de store træer og med udsyn til livet, der slentrede forbi i det fortsat alt for varme sommervejr. Imidlertid har jeg ikke nogen optagelser af samtalerne derfra, så hvad vi ævlede om, må læserne have til gode (subsidiært blive skånet for – afhængigt af, hvordan man ser på det).

Lidt vil jeg dog alligevel løfte sløret for. Vi udvekslede kendskab til nørdede internetsager, som vi hver især ikke kendte til, og på den måde fik vi en god del af eftermiddagen til at gå. Dette tredje drikkelag med Marcus vil jeg således give en perfekt score på 5 ud af 7 – bare for lissom at understrege hvor dejlig en aften, formiddag og eftermiddag det havde været.

Brinkholm Frugtbar Pale Ale, Bov Bryg

Citron er selvfølgelig også en frugt …

Det er til tider hårdt at se, hvordan de mennesker man kender, i modstrid med hvad den gode H. C. Andersen skrev i eventyret “Hvad Fatter Gør”, ikke bliver kønnere med alderen. Tag nu fx min gamle drikkekammerat Karen Jespers… nåhr nej, så gammel er jeg heller ikke – Pernille Rosenkrantz-Theil, der i en video fra det efterhånden temmelig asociale parti Socialdemokratiet, hælder vand ud af ørerne så man næsten må iføre sig dykkerdragt om, hvordan man allerede i vuggestuealderen skulle kunne udpege børn, der senere hen vil få det svært i livet.

Skilsmissebørn fx. Jo jo – selvfølgelig kun hvis forældrene ikke kan finde ud af det, og det passer jo heldigvis ret dårligt på min eks og mig. Men jeg føler mig alligevel truffet af sådan at være i hendes og hendes magtliderlige, asociale partifællers sigtekorn. For der skal sættes ind, skal der – med fortsat flere nedskæringer, strengere straffe, voldsommere sanktioner – mod både børn og forældre selvfølgelig – mere af alt det, vi allesammen godt ved i forvejen virker stik mod hensigten. Ligesom ghettopakken og burkaloven aktuelt kun vil blæse problemer, der hhv er i bedring og reelt ikke-eksisterende op, så de ramte kun vil havne i et endnu dybere morads, end de var før.

En god nyhed er deriomod, at min ekshustru blevet gift igen. Så er børnene vel heller ikke helt så meget skilsmissebørn mere, selvom det jo nok ikke skal få socialdemokraterne til at holde sig tilbage. Hvordan man i øjeblikket netop i ghettopakken kriminaliserer flere familier, der i generationer har boet her i landet, blot fordi de har udenlandsk baggrund viser med al tydelighed, hvor lille et hjørne der skal være blottet, før de sætter ind med hele regimentet. Som barn af tyske indvandrere kan jeg vel dårligt nok føle mig sikker særligt meget længere.

Til gengæld er børnenes nye bonusfar en guttermand, der allerede har langet denne øl ud til anmeldelse på bloggen. Den stammer fra et lokalt samarbejde mellem andelsgården Brinkholm ved Tryggevælde Å – de har leveret malten – og Gavnø Slot. Det er et meget lokalt projekt, som den gode Malte (det er ikke gas – det hedder han faktisk) havde meget godt at sige om. Selv er jeg rigtig glad for, at min blog sådan når rundt i hjørnerne af den danske brygverden, hvor jeg får fingre i øl, der ellers kun kommer et lille lokalområde til nytte.

Lettilgængeligt kan det kobberfarvede, lettågede og tætskummende bryg umiddelbart ikke beskyldes for at være. En markant og sødlig odeur af banan rammer snart duftorganerne idet brygget skænkes. Smagen er skarp af umoden banan og vådt træ. En tæt gærfylde giver rigeligt til at mætte hele mundhulen – men oplevelsen kvalificerer altså langt fra som entydigt god.

Gærelementet er for fremtrædende, og det frugtige der fremhæves i etiketten er ikke umiddelbart nemt at finde. En bagvedliggende syrlighed af citron er med til at gøre brygget endnu sværere tilgængeligt – men det er da for så vidt frugtigt.

Jeg ved ikke, om jeg måske har fået fat i et dårligt eksemplar, for hvis det er meningen at den skal smage på denne måde så er den nok for avanceret for mig.

Malte skal i hvert fald have tak for at have beriget min ølverden. Uanset kvaliteten er anmeldelsesprocessen altid en fornøjelse – ikke mindst når brygget ikke sådan lige er til at få fat i.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme