Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 1-1½ stjerner

Theakston Pale Ale, T&R Theakston

Kun en antydning …

Jeg tager lige en enkelt øl uden for tema. Normalt foretrækker jeg en arbejdsrytme der hedder én øl én anmeldelse, og så videre til den næste. Når anmeldelserne sådan hober sig op, som de gjorde da Ole var på besøg bliver jeg ofte stresset og irriteret over, at jeg stadig mangler at anmelde alt for mange øl, før jeg kan komme videre.

Det er ikke så galt denne gang. Og det er vist også snart det eneste gode at fortælle om min situation for øjeblikket. Jeg har endnu engang taget hovedspring dybt ned i mit sinds allermørkeste afkroge, hvor jeg krummer mig sammen og isolerer mig, tynget af den depression, der startede da jeg i begyndelsen af januar blev arbejdsløs.

Jeg sover dårligt, jeg spiser dårligt, jeg negligerer mine daglige gøremål såvel som mine hobbyer … igen taler det til min fordel at jeg mister lysten til alkohol når jeg har det sådan. Kravene til, hvad jeg skal søge af stillinger når jeg kun med nød og næppe, for blot det at skrive en ansøgning forekommer mig som en umenneskelig stor kraftanstrengelse. Det er en ren og skær ørkenvandring, for alt man kan se frem til, er dyb tavshed om de afsendte ansøgninger og et afslag ind imellem.

Og således går den uendelige nedadgående spiral: For hvert afslag dumper jeg dybere og dybere ned i depression. Snart rammes jeg også af sanktioner fra jobcenteret, og sådan er det system, der skulle hjælpe mig til at få et job, indrettet til kun at gøre mig endnu mere syg og elendig.

Imidlertid er det lykkedes mig, at finde et par småtjanser i næste uge. Et eller andet skal jeg jo have tiden til at gå med. Men lur mig, om det ikke også bliver noget, jeg på en eller anden måde bliver straffet for? Det plejer man at blive, når man finder noget at lave selv.

Men lad os nu se. At det rent faktisk lykkedes mig at finde lidt, bremser jo om ikke andet faldet mod bunden en lille smule. Og således fik jeg endda taget mig sammen til at knappe en ny øl op den anden dag. Det betyder et kort afbræk i det efterhånden lange tema om Oles og mit amokløb i topkvalitetsøl – men kender jeg mine læsere ret, vil de fleste af jer nok mene, at der ikke er noget jeg behøver ønske tilgivelse for.

Den her Pale Ale stammer vist helt tilbage fra Marcus’ besøg i sensommeren. Men ingen deciderede missmage eller andet har peget i retning af, at brygget skulle have ligget for længe. Den generiske, men også meget spinkle, duft af humle gør for så vidt godt efter det flotte, kobberrøde, men svagtskummende bryg er skænket. Til bryggets fordel taler også, at missmage bedst optræder, når der til at begynde med, er noget smag at ramme ved siden af. Det er imidlertid kun i ringe grad tilfældet her.

Masser af vand, en metallisk note der ikke rigtig gør fra eller til, og så ellers glimtvise prik af diskret, spinkel og svag bitterhed. En bitterhed der faktisk er tydelig nok til at kundgøre, at om den havde været kraftigere, havde den også været en nydelse. Nu er den imidlertid så svag, at den akkurat mærkbare kvalitet føles som rød klud – en næsten provokerende forsmag på, hvad brygget kunne have været, men ikke blev … fordi … øl bare alt for ofte ikke må smage af for meget, åbenbart?

Vel, når man sådan går og har mistet lysten til øl, fordi man er depri, kan man jo også glæde sig lidt over alt det kedelige og tynde øl, man undgår.

Det er vist noget med, at man skal prøve at se tingene fra den lyse side, når man har det som jeg har det. Således skulle mit forsøg på dette være demonstreret. Læserne må vurdere hvor godt det lykkedes.

Spar Classic, Carlsberg

Blød industri …

Egentlig ville jeg have anmeldt Bering Bryg Havskum fra Royal Unibrew i forbindelse med min 200 subscriber special på YouTube – så’n for at gøre det ekstra underholdende. Hvis det er mere underholdende at læse mine dårlige anmeldelser, hvor meget mere underholdende er det så ikke, at opleve mig klemme brygget ned – live?

Desværre var den ikke lige sådan til at finde. Og gudsketakoglov for det, fristes ateisten til at sige. Så svær var den faktisk at finde, at jeg slog den op på nettet for at se, om den mon var gået helt ud af produktion? Det ville jeg trods alt synes var synd for dem, der sværger til den. (Ja, sådanne mennesker findes – men hey, så længe jeg ikke behøver binde an med det fæle stads, skal de da være velkomne til at hælde det i sig.) Men den kan stadig fås i nethandel, har jeg konstateret. Og jeg vil gætte på, den også kan fås i supermarkeder, hvor kundegrundlaget tillader det. Det gør det åbenbart ikke i Thisted, hvilket mestendels taler til byens fordel.

Valget faldt som nævnt i sidste indlæg på et par industrielle øl fra Spar i Bedsted. ‘En lys og en mørk’, tænkte jeg og pakkede glad og fro denne classic ned i indkøbskurven sammen med pilsneren. Til sammenligning købte jeg i Lidl Steam Brews Imperial Stout, som jeg ved afprøvning konstaterede kun var en stout af navn og langt fra af gavn, endsige en kejserlig en af slagsen. Dermed anså jeg det heller ikke for urimeligt at anmelde en classic op imod den – ikke når den påståede stout scorer så lavt på samtlige parametre.

Og 200-subscriber-videoen er fortsat i redigeringshelvede. Men den kommer op snarest, også selvom den allerede er håbløst forældet i betragtning af, hvor mange følgere, min kanal i mellemtiden har fået. I det mindste går det da som det skal.

Men planen var altså at anmelde to lyse over for hinanden – og to mørke over for hinanden, hvoraf denne classic skulle være den mørke fra Danmark. Overrasket blev jeg, da et kun marginalt dunklere bryg end pilsneren fyldte glasset ved skænkning. Duften lagde sig også i samme leje – svag og vandet første fremmest, men også med rare, bløde og søde noter af malt, mens humlen var taget på ferie.

I aromaen titter humlen så spagfærdigt frem, mens malten er lidt længere fremme. Længst fremme er vandet igen, hvilket gør brygget til endnu en tørstslukker mere end noget andet. Ser man bort fra det et øjeblik, må man indrømme, at kompositionen af malt og humle er ganske vel afbalanceret – brygget er nydeligt i den søde ende, mens humlen leverer en velafstemt krydret kant.

Så igen – inden for de ekstremt snævre rammer, et storindustriprodukt byder, er brygget ikke så ringe endda. Men de tørstslukkende egenskaber forbliver nu bedste.

Og brygget formåede faktisk også at slå Steam Brews såkaldte Imperial Stout. Der var ellers noget mere smag i stout’en. Men den smag var imidlertid så fæl, at classic’en – som et bryg der ingenlunde smagte grimt, ikke engang syntetisk eller metallisk på en industriel måde – måtte gå af med sejren.

2-0 til Danmark. Ligesom dengang vi blev Europamestre.

Spar Pilsner, Carlsberg

Tillykke med mig selv eller noget …

Først et årYouTube – og nu over 200 følgere. Det skulle fejres med manér skulle det. Så det blev det – helt i min ånd. Det vigtigste var at gøre det så underholdende som muligt, og hvad er mere underholdende end at opleve mig rase over, hvor elendige ølprodukter man faktisk kan få derude?

Jeg bevæbnede mig derfor med to danske discountpilsnere og to tyske discountøl for at lave et standoff – igen for at gøre det lidt mere spændende end bare mig, der anmelder én øl. Videoen er optaget, men endnu ikke uploaded, men det skal jo ikke afholde mig fra at anmelde de af øllene, jeg endnu ikke har prøvet.

Det gælder de to danske øl – begge to discountpilsnere købt i Spar i Bedsted. Jeg kommer forbi Bedsted fra tid til anden, fordi de har en dyrehandler, der handler med levende mus. Min eget kæledyr – en kongepython ved navn Vladimir Bekhterev – vil ikke spise andet end levende mus, og så må far jo ud på tur.

Bedsted er en anderledes stille by end Thisted. Der hærger butiksdøden og rigtig mange tomme huse står bare og forfalder. Det er et trist syn og desværre et alt for grelt et eksempel på den ‘rådne banan’ som man så poetisk har kaldt Vestkysten og Thy, pga. affolkning og svigtende økonomi. Jeg håber, det vender.

Bryggeriet bag øllen er Carlsberg – så vidt jeg har kunnet google mig frem til. Men det fremgår ikke af flaskerne, hvilket jeg endnu engang må spørge mig selv, om det mon er lovligt?

Der er tale om en industriel pilsner som man kender dem alt for godt. Korngul med hvidt skum. En duft der mest glimrer ved sit fravær, omend man da aner fjern humle og småsøde maltnoter i den spagfærdige bouquet.

De vage indtryk fortsætter i smagen – okay, der er da humle i, og en vis mængde malt, der giver brygget en behageligt sød kant. Man kan bestemt ikke beskylde brygget for ikke at være letdrikkeligt. Det glider ned aldrig så nydeligt, og hvor der ganske vist ikke er megen smag at komme efter, må man indrømme at brygget på den anden side heller ikke har mange af industrbryggenes uvaner. Det virker ingenlunde syntetisk, det er fri for metalliske bi- og missmage – af en discountpilsner at være, får man faktisk mere end man tør forvente.

Gad vide om Carlsberg mon hælder overskudsbryg fra deres Premium-produktion på Spar-flaskerne? Det var angiveligt det, de gjorde back in the day, da de stod for produktionen af ‘Dansk’-brandet for Fakta. Sidst jeg smagte en Carlsberg tror jeg imidlertid var da jeg testede deres nye sixpack-emballage, og fra det husker jeg den faktisk som ringere end den her. Netop mere metallisk og syntetisk.

Go figure …

Den vandt i øvrigt mit lille standoff mod Nobelaner fra Lidl på point.

NUA Mandøl, NUA Brygghus

Med forbehold for fejl …

Jeg troede først, at der var tale om et plat, mandschauvenistisk ordspil. Så tjekkede jeg Google Translate, da jeg ikke lige er up-to-date med norsk retstavning, og kunne konstatere, at der blot var tale om et plat ordspil. Mand hedder ‘Mann’ på norsk, og dermed er ‘Mandøl’ fra norske NUA Brygghus ikke en ‘mande-øl’. Ordspillet kører alene på byen, hvor bryggeriet ligger, nemlig Mandal. Mandal – Mandøl … Halfdan Rasmussen og Terry Pratchett hæver nok begge deres glas højt i dødsriget over denne prægtige perle af et ordspil.

Min gode ven, Gedved, bor der, og det var da også ham, der havde den med i gave til mig, da han var forbi omkring nytår. Det er et Koelsch-inspireret bryg. En rigtig Koelsch kan det i sagens natur ikke være, da en sådan kun må brygges inden for en nøje fastlagt omkreds omkring den tyske by Köln. Særligt for typen er, at den i modsætning til det meste kornfarvede tyske øl, er overgæret.

Overgæret betyder ikke nødvendigvis, at brygget skummer voldsomt – dette skummede ikke bare op, men over. Til gengæld kan den slags pege i retning af infektion og/eller fejlgæring. Og mistanken om dette var en fast følgesvend gennem dette bryg, der imidlertid aldrig smagte så grimt, at jeg følte mig tilskyndet til at hælde det ud.

Helt i tysk ånd er brygget ikke, da det er tilsat appelsinskal. Det gør snarere fra end til, idet brygget i odeuren allerede forekommer meget skarpt syrligt, omend ikke så syrligt at det overdøver friskheden og en alt andet lige præsent pilsnerhumle.

Mod tungen føles brygget skarpt prikkende og igen meget syrligt. Humlen fra duften er kun en skygge af sig selv, og syren er på nippet til at være så skarp, at man dårligt mærker bryggets tørstslukkende friskhed. Igen nager mistanken om infektion, og igen konstaterer jeg, at brygget ikke smager så grimt at jeg vil smide det ud.

Så ned kom det – en mestendels syrlig og småkedelig oplevelse. Problemet er næppe de middelmådige 4,5 % alkohol under nogen omstændigheder. Jeg har prøvet mange øl med mindre alkohol, der smagte af meget mere – fejlgæret eller ej.

NUA Brygghus burde bestræbe sig på, at kunne prale af andre ting, end blot at være Norges sydligst liggende bryghus. Fx af at kunne producere gode øl, frem for blot småsure og middelmådige øl.

Rosey Nosey, Batemans

Det ville ligne mig dårligt ikke at levere en rapport fra festlighederne, men det kan jeg selvfølgelig ikke gøre på forhånd. Det jeg er mest spændt på er nok hvor stort – og hvilken slags – publikum koncerten tiltrækker. Thy er ganske vist udklækningssted for Heavy Agger-fænomenet, så metalscenen er præsent. Men hvor præsent, alligevel?

Inden aftenens koncertbrag har jeg lige akkurat tid nok til at skrive et par linjer om den seneste juleøl i SuperBrugsen Thisteds udvalg. Dømt ud fra etiketten kunne det dårligt blive mere julet. Ikke bare Rudolf, men også julemanden og en snemand har røde – eller i hvert fald rødlige – næser midt i fjæset. Så må man bare håbe, at brygget slår matchende julede toner an.

Farven er i hvert fald nydeligt rødbrun. Skummet er til gengæld noget lavt, men alligevel knækket i en tone, der matcher brygget. Det dufter sødt af vanille, og det er jo langt fra helt værst.

Så kommer vi til smagen … vel … småsur. En ubestemmelig aroma af ananaskirsebær. Vigende, for ikke at sige fraværende fylde. Mundfornemmelsen er underligt grynet, hvilket ikke gør meget for at få brygget til at virke mindre tyndt, og den ellers lovende vanille i duften, er totalt fraværende i smagen.

Det bedste der kan siges om øllet er, at det ikke er helt smagsløst. Kan man lide surt øl (som jeg) så byder brygget trods alt på et minimum af oplevelse – men så heller ikke mere end det. Samtidig er brygget imidlertid ude af balance, og man må spekulere på, hvad planen egentlig har været med det.

“Goes well with poultry dishes” står der på bagetiketten. Det vil jeg egentlig ikke mene. Jeg kan ikke rigtig se, hvad brygget her egner sig til. Skal det bruges til tørstslukning, skal man stadig stå model til bryggets vage, forvirrede smagsindtryk og planløshed.

Som juleøl er den slet og ret umulig – der er ingen god (eller for den sags skyld dårlig) grund til at have den stående på julebordet.

Rødhætte, Albani/Royal Unibrew

Der bli’r ingen Jul i år! – Red Warszawa

Jeg må erkende, at jeg ikke har fulgt helt så godt med i, hvad der er blevet lanceret de sidste par år af juleøl, som jeg kunne – og som det måske forventes af mig, når nu jeg skriver så meget om øl. Jeg ved derfor ikke, om den her egentlig er ny, eller om den skulle have mange år på bagen. Jeg har i hvert fald først lagt mærke til den nu, og har derfor først nu fået den afprøvet til anmeldelse.

Den er en rød pendant til Albanis efterhånden bedagede juleøl ‘Blålys‘. Det hedder produktudvikling, og svarer i store træk til hvordan Star Wars gik fra at være en mægtig, filmhistorisk trilogi til at blive en pengemaskine, der hele tiden skulle koges mere suppe på, indtil konceptet var så udvandet at selv det oprindelige produkt efterhånden begyndte at være ulideligt at se på. Såvidt forventningerne. Virkeligheden har nu det bedste udgangspunkt for at levere en positiv overraskelse.

Men at et bryg udelukkende sælges samlet i seksstyksemballage (i Fakta på Kastet i Thisted), der ikke må brydes, borger ikke for den store kvalitet. Kunden skal erhverve sig et parti, for ‘om man solgte produktet enkeltvis, ville hver kunde kun købe én’, synes tankegangen at være. Tag fx et andet Albaniprodukt, der faktisk fortjener ros – deres Mosaic IPA. Den sælges såmænd både i sixpacks og enkeltvis i flere supermarkeder, fordi Royal Unibrew med det produkt udmærket ved, at kunden vender tilbage, uanset om man køber flere ad gangen, eller enkeltvis. Forventningerne får endnu et nøk nedad som konsekvens af markedsføringsstrategien …

… og nok et nøk, når det viser sig at brygget er tilsat majs, glukosesirup, farvestof og sukker. Det er i sidste ende smagen, der tæller mest, men udenpå ser det ikke godt ud for brygget her.

Brygget skummer højt og gyldent ved skænkning. Brygget selv antager en farve, der er en anelse mørkere end traditionel pilsner. Uden farvestoffet havde det garanteret også set helt anderledes ud. Brygget lugter tungt, småsprittet og syntetisk med en kant af metal. Den væsentligste grund til, at lugtindtrykkene nemt kan udholdes er, at de kun er antydninger af bouquet på et tæt bagtæppe af postevand.

I smagen bydes man på van(d)lig, generisk pilsner med en nemt oversebar kant af syntetisk metalliskhed. Aluminium, vil jeg gætte på. Trækker man, i et forsøg på at fremtvinge bare en anelse mere aroma ud af brygget, luft ind, mens det hviler på tungen, anes en fjern em af kommensnaps.

Brygget mangler således ethvert spor af raffinement. Ikke bare er brygget en pilsner som alle andre, der alene har fået julebetegnelsen hæftet på sig på grund af tiden på året, den er lanceret. Alt hvad der kunne få brygget til at skille sig ud fra den store anonyme masse af andre pilsnerprodukter er grundigt gemt dybt dybt nede i bryggets bundløse dyb af smagsfrihed. De smuler, der kan spores gør til gengæld heller ikke godt, så man kan på den anden side ikke lade være med at glæde sig en kende over, at det overvældende element af vand i brygget også er det, der forhindrer brygget i at blive en prøvelse at komme igennem.

Julen ser med dette bryg imidlertid ud til at være udsat til næste år. Der er ingen fest, stads eller hygge at hente her.

Carlsberg Humle, Carlsberg

But why, whyyyy!?

Carlsberg har smidt en uflitreret pilsner på markedet. Ja, det er så evigt innovative derude i gentrificeringsenklaven i Valby. Eller måske ikke, for uflitrerede pilsnere er olle Kamellen lige syd for grænsen, hvor stilen kendes som ‘Naturtrüb’, og er næsten lige så gammel som Moses. Uden lige at kunne smide eksempler på bordet, er jeg ret sikker på, at flere mikrobryggerier herhjemme også allerede har stilen i deres kataloger.

Og længe efter, at det er gårsdagens nyheder, buldrer industrikæmpen frem i et forsøg på at tage sig nyskabende ud. Lad mig prøve undtagelsesvist at vise mig fra min positive side over for industrien og helt undlade at kalde Carlsberg det, der først falder mig ind – pinlige, forsinkede, grinagtige … hov, nu kom jeg sørme til at kalde dem alt det alligevel. Det var jeg vist ikke så god til.

Nå, lad mig prøve igen. I stedet vil jeg kalde deres forkølede forsøg på at være den kække, frække, unge, nye i klassen … sødt? Nuttet? Kært? Foreslå gerne andre smykkende tillæg til Carlsbergs allerede bedagede initiativ i kommentarerne.

Brygget gør det ellers visuelt OK med et pænt, tåget ydre, og meget plastisk marengsskum. Duften byder på humle og fusel, begge dele mere markant, end man er vant til fra industrigiganterne, så måske er der en overraskelse i vente?

Nå … brygget viser sig bare at være en Carlsberg som så mange andre. Igen vil jeg prøve at være positiv, og derfor undlade at betegne brygget som tyndt, vandigt, hult og uinspirerende …

Damn! Jeg er bare ikke særlig god til det der ‘positivitet’?

Jeg mener selvfølgelig, at brygget er rigtig godt til tørst. Og oven i købet kan man da godt mærke, at der er noget humle, der rasler rundt derinde et eller andet sted. Så i let berøring med noget krydderi har væden i dåsen da været. Det vil jeg da gerne – eller rettere, aldeles modstræbende – indrømme.

Det må imidlertid også undre mig en kende, at brygget reelt ikke smager af mere end flagskibet Carlsberg Premium. I virkeligheden smager det nok af lidt mindre. Og det ansporer jo ikke så lidt til at stille spørgsmålet …

Hvorfor?!

Tusker, East African Breweries

End ikke en babyelefant …

Idet jeg nogenlunde har rejst mig fra sygesengen, er det blevet tid til at få færdiggjort de opgaver, der under min sidste nedtur fik lov at ligge ufærdige hen.

Denne øl, fx, er det vist flere uger siden, jeg fik afprøvet. Lige efter Esrum-eskapaderne og  besøget på Copenhagen Beer Festival tilbage i april. Det var også der, den blev købt – i African Beer‘s stand.

Marcus har været mig behjælpelig med nogle korrektioner til, hvad jeg i hint indlæg skrev om hans rejse til Afrika. Selv havde Marcus kun været der i en måned (hvilket jeg nu synes heller ikke er så lidt endda), mens hans bror Joachim havde rejst rundt i længere tid på kontinentet.

Og det var på den rejse, at Joachim åbenbart havde vundet noget begejstring for denne øl fra Kenya. Kenya som nation får dermed sin debut her på bloggen, og jeg skal i øvrigt behørigt beklage, at jeg på min facebook-side kontrafaktisk kom til at påstå, at den var fra Nigeria. Jeg vil meget nødigt opfattes som en af de udannede, selvfede, neokolonialistiske europæere, der tror Afrika er ét fedt, og jeg håber derfor at korrektionen er vel modtaget hos læsere med Afrikanske rødder – eller bare folk, der tænker omtrent som jeg selv gør.

Selvom jeg har svoret at Afrika aldrig skal være det ringest repræsenterede kontinent på blokken (næst efter Antarktis) er det lidt en anden sag med kvaliteten. Den vil jeg – til trods for århundreders europæisk kolonialisme efterfulgt af racisme, samt udplyndring hele tiden – fortsat være hudløst ærlig omkring.

Med denne øl starter det ellers godt. Brygget er – skønt en jævn pilsner – ganske mørkt, og skummet rejser sig egentlig adækvat op over dunkelheden. Duften matcher til gengæld ikke – den er meget let, grænsende til det insignifikante, men yder dog en smule pilsnerhumle, blandet med lidt ubestemmetlig syre af citrus.

Og hvis jeg sad tilbage efter ølfestivalen i Esrum, og var utilfreds med, hvor få og fragmentariske mine noter var, så er noterne til dette bryg – nedskrevet hjemme i privaten under afslappede former med rigeligt tid – rent ud sagt begrædeligt. Jeg har noteret, at brygget er meget let, at der praktisk talt ingen humle er i smagen, og at brygget derfor smager alt for meget af vand.

Det er måske også at foretrække i ækvatorial middagshede. På min blog, til gengæld, kræver det altså noget aroma og karakter, hvis man vil nå op i en højde, hvor der er flere stjerner at lege med.

Norrlands Guld, Spendrups Bryggeri

Forventningerne opfyldt …

Der har opbygget sig en lille kø af ventende anmeldelser på bloggen, som jeg hellere må få bugt med. Fuldtidsarbejde og delebørn tager ikke bare megen tid, men også meget af min energi, og oven i det titter nogle store ændringer frem, som jeg på et tidspunkt også bliver nødt til at forholde mig til … Indtil videre har jeg forholdt mig til ændringerne (og nej, jeg vil endnu ikke fortælle, hvad de går ud på) ved at stikke hovedet i busken, og prøve at distrahere mig med andre ting, men det er næppe en holdbar løsning på længere sigt.

Forbliv indstillet til, at jeg en af dagene afslører, hvad jeg ævler om.

I mellemtiden er der altså anmeldelseskøen. Forrest står en svensk industriøl fra Spendrup-bryggeriet. Jeg har været omkring dem før, da de lancerede en serie af øl med skelethoveder på emballagen. Markedsføringen var ned i mindste detalje målrettet sådan nogle som mig, og hjem kom de da også, øllene, omend med en regulær skuffelse som resultat.

Forventningerne er dermed ikke bare helt nede på jorden, men også indtil flere fod nede i et hul. Svensk industriøl er bare ikke en kombination af begreber, der automatisk får mundvandet til at fosse.

Én for én bekræftes såvel fordomme som forventninger da også: Et klart, meget lyst, næsten citrongult bryg med forbløffende høj inkompetence udi skumdannelse plasker planløst ned i glasset. Kortvarigt forbløffer brygget med en overraskende karakterfuld odeur af fusel, men den damper snart af, og afslører tykke tæpper af vand under de ufuldstændige alkoholdampe.

Alligevel formår brygget til en vis grad at ikke afskrække ved indtagelse. Det er overraskende sødt, og har en maltet profil, der gør det blødt og behageligt mod tungen. Den rigelige kulsyre gør desuden brygget friskt, så risikoen for at gå tørstig fra brygget er aldeles minimal. Samtidig er alkoholstyrken holdt på afdæmpede 3,5%, hvilket er den øvre grænse for, hvornår øl må sælges i almindelig handel, uden at man behøver frekventere bolaget. Og at brygget på trods af dette stadig har en vis kontur taler også til dets fordel.

Meget bliver der dog ikke rettet op på, at brygget nærmest skriger af industriel generiskhed. Lige ned i løgnhalsen ryger det tynde og alt for lette bryg, så snart overraskelsen over, at brygget overhovedet smagte af noget, har lagt sig. Til bryggets forsvar skal det siges, at det i og for sig hverken er tyndere eller mere fri for smag, end hvad man ellers sådan går og finder i det industrielle pilsnerudvalg. Men at en øl ikke er værre end den standard, man ellers bliver budt, er ikke udtryk for en manifest kvalitet ved brygget, men blot et fravær af decideret fælhed.

Og fravær af fælhed har brygget da en hel del af. Den manifeste, håndgribelige kvalitet til gengæld kan man drage ud på lange eftersøgninger i den smålandske ødemark efter.

Øllet var en gave fra min ølpusher Niels – ham med de ugandiske øl. Jeg har ham mistænkt for i særlig grad at nyde mine negative anmeldelser, for det hænder med jævne mellemrum, at øllene fra ham ikke scorer videre højt på min karakterskala.

Det skal ikke desto mindre understreges, at min fornøjelse ved at anmelde er lige stor, om øllene er fine eller ringe. Ja, måske er fornøjelsen endda større, når jeg har noget at brokke mig over i floromvundne vendinger.

East Kent Golding Brown Ale, Albani/Royal Unibrew

Vand eller kvalme …

Når jeg er færdig med at krumme tæer over, at en industrigigant som Royal Unibrew går ind på markedet for specialøl, hvor de næsten risikofrit kan genvinde markedsandele fra de egentlige kvalitetsaktører, kan jeg faktisk godt rose dem for nogle af deres resultater på det felt. Deres Mosaic IPA smager vitterlig godt, og den har længe været og er fortsat min favorit-industriøl.

Derfor er jeg også altid en smule spændt, når der kommer nye produkter i Royal Unibrews snart talrige specialserier. I starten af februar lancerede de således to nye øl i deres Albani Special-serie, hvor føromtalte Mosaic IPA også har hjemme. Pale Ale’en var absolut ikke noget løft til serien, og i dag skal det vise sig, om den anden nye i klassen – East Kent Golding Brown Ale – er det.

Én ting mere må man rose Royal Unibrew for. Undertiden matcher farven på deres emballager produktet helt forbløffende. Ikke siden deres Økologisk Classic har jeg set et bryg, der passede så fint til den pæne gyldenbrune farve på dåsen, den var i. Skummet er i dette tilfælde imidlertid knækket i en nydelig gylden nuance, der ikke gengives i etikettens tekst, sådan som det var tilfældet på det økologiske wienerbryg, men det er detaljer, vi er nede i.

Duften, til gengæld, ville ikke kunne beskrives med mange linjer, om man valgte at forfatte et brev derom til hjemsendelse. Faktisk kunne man bare sende et blankt stykke papir, for der skal virkelig trækkes ind med lungernes fulde kapacitet, for at vride andet end postevand ud af odeuren. En vag syrefornemmelse måske – men man forbliver i tvivl om, hvorvidt denne blot er svien i næsen efter det vaccuum, som ens desparate snøften efter bouquet, skabte længere nede i luftvejene.

Det samme gælder smagen. Små singulariteter skabes mellem gane og tunge, når man desperat prøver at klemme bare en lille smule aroma ud af det alt for letflydende bryg. En syrlig impression afslører, at der trods alt ikke bare er tale om postevand, og måske – men her er jeg påvirket af min viden om, at dette i hvert fald teknisk set er en øl – er der lige akkurat en antydning af noget malt, der gør at brygget måske føles en kende blødere mod mundens organer, end rent postevand ville.

Eftersmag er der til gengæld – til overraskelse for de fleste, der skuffes ved bryggets fattigdom i udtryk. Det er svært at sige, om den passer til det øvrige udtryk, da den ikke rigtig har noget at passe til. Det må fungere som forsvar i sig selv, at den i det mindste er der, omend den også virker noget aparte. Men hey – jeg kan godt lide vingummi. Og selvom den syntetiske sødme af de kulørte bamser nok hører mere specielle bryg til end denne brown ale, så formår brygget da i det mindste at smage af et eller andet.

Jeg havde gjort klar til en absolut bundkarakter til brygget, efter at glasset var tømt. Da var det, at jeg opdagede, at der stadig var en doven rest tilbage i dåsen, der i mellemtiden havde nået stuetemperatur. Brygget fra dåsen formåede overraskende nok at folde sig ud, som om hele aromaen var kapslet inde af brygget lave temperatur i glasset. Nu myldrede både runde, søde og krydrede indtryk frem: Lyst, tørt træ, kaffe og timian blandede sig med den noget vamle fornemmelse, som varmt øl notorisk har.

Så selvom der på absolut bagkant rent faktisk var noget aroma og hente, blev det aldrig godt.

Jeg er dog villig til at prøve brygget igen ved en senere lejlighed – ved en lidt højere temperatur en brygget i glasset. Det vil sikkert udløse en højere karakter, hvis de aromatiske noter, der trods alt var i brygget, kunne udfoldes uden at temperaturen giver kvalme.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme