Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 1-1½ stjerner

Helles Vollbier, Kaiserdom Privatbrauerei

Så kan jeg vel forp@&%! lære det?

Jeg skulle selvfølgelig brokke mig over min ustabile arbejdssituation offentligt. Nærmest som en form for jinx eller nemesis – omend på den fede måde, når alt kommer til alt – måtte jeg bagefter dukke mig for ikke at blive slået omkuld af vildfarne jobtilbud.

Den i sidste indlæg omtalte arbejdsordre faldt om man så må sige i skrivende stund. Der var tale om en aftenvagt på den lokale margarinefabrik, der i øvrigt med jævne mellemrum er behjælpelig med udfyldning af huller i min usikre arbejdsplan. Aftenarbejde er velbetalt, og arbejdspladsen ligger i bekvem cykelafstand. Så midt på eftermiddagen gik det afsted, med hjemkomst ca. ved midnat.

Sulten og opfrisket efter hjemtur på velocipede i en mild eftersommernat langs limfjordspromenaden gik jeg ikke direkte i seng. Jeg formåede faktisk at trække den helt til klokken halv tre efter bl.a. at have nydt et solidt natmåltid med sådan én her til (mest fordi det var den eneste jeg havde).

Men jeg fik ikke lov at sove længe. Klokken halv otte ringede telefonen. En lokal friskole, hvor jeg om tirsdagen underviser i tysk havde brug for mig hele dagen som vikar. Så søvndrukken, forvirret og uden at kunne nå at få min morgenkaffe hastede jeg i bad, fik kastet et tarveligt og utilstrækkeligt morgenmåltid i hovedet, og så ellers af sted i bus til en hel dags vikarundervisning …

Heldigvis er eleverne derude rigtig søde. Lønnen som lærervikar fejler heller ikke noget. Og i morgen går det så løs igen med vikarundervisning. Men da jeg på hjemturen hurtigt skulle ringe til mit vikarbureau for at få afklaret en sag, blev jeg tilbudt endnu en aften/nat-tjans på margarinefabrikken … Lettere tøvende måtte jeg takke nej. Der er ingen grund til at få et stressrelateret nervesammenbrud netop som ens økonomi viser tegn på at være i bedring for en afvekslings skyld.

Relevansen for dagens øl af alt denne snik-snak om kaoset i mit liv er som altid lig nul. Kaiserdom-brandet er fast inventar i COOP’s butikker, og har været det gennem alle årene, hvor jeg har skrevet blog. En af de første anmeldelser jeg skrev, var faktisk af Kaiserdoms pilsner, og min begejstring var til at overskue, for nu at underdrive demonstrativt og med en æg af sarkasme.

Fire gange har jeg anmeldt bryggeriets øl, og ikke én af dem er nået op på, endsige over, middelkarakteren på tre stjerner. Why do I even bother?

Og i modsætning til en ellers udbredt talemåde er Plejer ikke død, men lever i bedste velgående. For ganske som et Kaiserdomprodukt plejer, leveres der her vel under middel visuelt, olfaktorisk og aromatisk, startende med en jævn, korngul pilsnerlød, med dertilhørende udeblivende skumoplevelse, der ellers ville kunne have reddet en flig af en fra starten vaklende oplevelse. Duften er fjern om overhovedet til stede. Er det i virkeligheden bare væde man får i næsen, eller der også en duft af humle – eller øl på en eller anden måde – dernede i dybet? Jeg er langt fra sikker.

I det mindste kan man da ikke beskylde brygget for at gøre en tørstig. Brygget er både forfriskende og svalende, og formår samtidig at levere en portion liflig brus, så man uvægerligt kommer til at tænke på et glas perlende danskvand. Og det er jo også rart, når det ellers er et glas danskvand, man har skænket sig. Når man har skænket sig en øl, derimod, er den slags oplevelser noget, man helst er foruden.

Humlen og malten – og for den sags skyld også gæren – kommer man til at lede længe efter i smagen. Og ligesom med duften blev denne blogger aldrig helt sikker på, om han overhovedet fandt nogen af delene. En præstation, der i alt ender endnu mere tarvelig end det hastigt opdiskede morgenmåltid.

Nej, det skulle heller ikke blive denne gang, Kaiserdom Privatbrauerei imponerede mig. Hvad ‘Voll’ præcis dækker over har jeg ikke nået at google mig frem til, men oplevelsen var i hvert fald til fulde, hvad jeg ud fra de tidligere Kaiserdom-oplevelser kunne forvente.

Med andre ord blev det som det plejer.

Økologisk Pilsner, Skanderborg Bryghus, Far Out I

Sidste århundrede …

Ophidselsen der affødte sidste indlæg, indledningen til nærværende tema, nåede højder der er sammenlignelig med Pia Kjærsgaards, når folk som Pelle Dragsted fortæller sandheden om Dansk Folkepartis medlemmer. Se, jeg kan sammenligne mig selv med Pia Kjærsgaard, hvis det skal komme derud (og det skal det). Tænk engang – så inkluderende og empatisk kan jeg være. Hvem er det mon nu, der er snævertsynet og fordømmende over for folk med modsatrettede holdninger, hva’ hva’ HVAAAR!?

Ophidselsen afstedkom imidlertid også, at indlægget ikke blev helt så vel gennemarbejdet, som jeg ønskede. Undervejs remsede jeg op, hvad der ifølge Skanderborg Bryghus’ gaveboks karakteriserer en far – eller mand om man vil (suk – man slipper bare aldrig, gør man?) samt hvordan det overhovedet ikke passer på mig. Som det sidste nævnte jeg ‘mode fra sidste år’ men glemte i raseriet at smide en kommentar om, hvordan det ramme helt ved siden af en beskrivelse af mig som mand og/eller far.

I samme indlæg fik jeg i øvrigt også sagt, at jeg ikke i løbet af temaet ville tage hvert af punkterne i opremsningen af far-egenskaber op i anmeldelserne til dekonstruktion. Det vil jeg så heller ikke kunne leve op til, da jeg synes jeg skylder læserne at fortælle, hvordan min tøjstil netop ikke lever op til ‘mode fra sidste år’.

Jeg går i en gammel slidt MC-jakke, designet i 50’erne, der sidst var på mode i 90’erne. Jeg går i hyttesko fordi jeg er for doven til at binde snørrebånd. Min sommerjakke er en cowboy-skjorte, der var på mode i firserne, og jeg går med (gisp!) HAT! … En italiensk, bredskygget fedora i sort. Om torsoen vikler jeg helst Heavy Metal-t-shirts, der vel begyndte at komme frem i 70’erne, og blev hotte i 80’erne og 90’erne. Mine benpjalter er billige modeller fra Føtex og lignende altmuligpushere. Gerne afrevet og afklippet fordi jeg er for nærig til rent faktisk at købe shorts.

Ikke sidste års mode med andre ord. Hvad det egentlig er … ja … et postmoderne kludetæppe fra et udvalg af årtier, der ikke hører dette århundrede til – og altså helt sikkert ikke sidste år, men meget længere tilbage.

Så skulle den være sat på plads.

Hvad angår øllet i Skanderborg Bryghus gaveæske … vel, jeg afsluttede indledningen med ordene “Øllet? Ja det kan såmænd vise sig at være udmærket. Men det er jo en helt anden historie.” Og det er så den historie, jeg tager fat på nu.

Den første øl, jeg prøvede fra æsken var bryggeriets økologiske pilsner. Den blev nydt udendørs i min boligforenings beskedne, omend hyggelige baggård midt i Thisted. En helt anden historie i den anledning kunne være den om, hvordan min klunsede havestol brasede sammen under mig, da jeg glad og fro smed mig i den lige som jeg havde åbnet nærværende bryg. Intet andet gik i stykker, hverken flaske eller glas – eller for den sags skyld undertegnede.

Således startede smagningen af øllen med rigeligt drama. Og det skulle der vise sig at være rigtig rigtig lidt af efterfølgende.

Håbet om at øllet i modsætning til gaveæskens budskab kunne være interessant og sindsoprivende blev i hvert fald ikke opfyldt med denne øl. Duften var efter skænkning meget svag og bød kun på en var syrlig note i en ellers meget våd og vandet oplevelse.

På tungen føles brygget noget glat og konturløst, men en præsent maltbund gør nu alligevel brygget behageligt at annamme. Humlen skal man til gengæld lede længe efter. Rigtig længe faktisk. Man må vælte brygget rundt i hele gabet, plaske det mod alle tungevendte flader, for at presse blot den mindste smule aroma ud af det. Resultatet er højest en vag, småsød efterklang af den ene til to humleklaser, der indgik i produktionen af hele batchet. Og man er langt fra sikker på, at smagsoplevelsen ikke bare var noget, man bildte sig ind, fordi der trods alt står ‘pilsner’ på etiketten.

Indtil videre er øllet med al tydelighed ikke udmærket.

Indie, Brewdog

Alkoholfri – med alkohol!

Når man i Danmark udsættes for kriminalitet, er det jo dejligt at vi har et upartisk korps af lovhåndhævere, der uden bias gør deres yderste for, at forbrydelserne opklares …

Så er det bare ærgerligt, at det overhovedet ikke, er hvad vi har. Dansk Politis højreradikale tilbøjeligheder har indtil nu allerhøjest været en offentlig hemmelighed. I praksis har politiet i årtier med al tydelighed vist , hvordan man kan forvente tæsk, tæsk og atter tæsk, hvis man ikke lider af melaninunderskud og har et efternavn, der ikke ender på -sen. I flæng kan nævnes Mazen Ismail, Tarek Adlouni og en unavngivet algiersk mand, som politiet ikke bare nøjedes med at gennemprygle, men endte med at dræbe i bestræbelserne på at fremskynde skiftende regeringers ambition om etnisk udrensning i Danmark

Men nu er det officielt ingen hemmelighed længere. I går delte Københavns Politi et tweet, hvor en betjent frejdigt flasher en Blue Lives Matter-sløjfe samt to ‘Thin Blue Line’-emblemer. Begge disse emblemer prydes desuden af Dannebrog.

Thin Blue Line-flaget stammer fra USA, og er en sort-hvid udgave af det amerikanske flag med en blå streg i midten. Den blå streg symboliserer politiet som den linje, der opretholder orden og forhindrer kaos i at bryde ud. Flaget er ikke nyt, men dets brug har fået en opblomstring i USA i forbindelse med de mange protester mod politivold i kølvandet på Minneapolis’ politikorps’ kolblodige, racistiske hadmord på den sorte amerikaner George Floyd.

Ikke overraskende flashes flaget af modstanderne af demonstrationerne, folk der åbenbart mener, at amerikansk politis systematiske undertrykkelse og mord på minoriteter er ten-four og helt fjong. Mindst lige så ikke overraskende er det, at sådanne grupper meget gerne tæller white supremacists og andre ekstremister fra det alleryderste, voldsparate højre i USA.

Enten er det disse grupper, betjenten på tweetets ledsagende billede stolt viser sin støtte til, eller også er betjenten for dum til sætte sig ind i, hvad det egentlig er, han i dyb modstrid med uniformsregulativerne erklærer sin støtte til.

Det krævede angiveligt en række henvendelser fra andre Twitter-brugere, før politiet selv opdagede misæren. Tweetet blev taget ned, men politiets forudsigeligt halvkvalte og forkølede undskyldning for brud på uniformsregulativet bar mere ved til bålet. Her blev det hævdet, at emblemerne var “til støtte for dræbte og sårede politikolleger”. Kommentaren giver begrebet ‘white washing’ helt nye betydninger. Jeg gætter på at vaskemidlet hed ‘Power’, idet ‘Supremacist’ dels nok ikke er helt mundret nok, dels er for svært et ord at læse sig igennem for korpsets højreradikale medlemmer, hvis politiske ståsted meget ofte giver problemer med ord på mere end to stavelser. Negligeringen af amerikansk politis massemorderiske, racistiske forbrydelser nærmest skriges ud i sin uudtalthed, uanset hvilket navn, man forestiller sig har stået på pakken.

Desværre ved vi også, hvilke konsekvenser dette vil have for betjent og korps: Lige præcis ingen. Ethvert fornuftigt, retsindet, demokratisk land, ville have iværksat en øjeblikkelig kulegravning af ekstremistiske tendenser i politiet, alt imens betjenten ville blive suspenderet. Men det kommer aldrig til at ske – politiets åbenlyse flashing af højreradikale symboler, mordet på den algierske asylansøger og de mange andre eksempler på ekstrem, racistisk politivold er alle bare enlige svaler …

… der tilfældigvis sværmer i flokke så store, at stærene måbende står på sidelinjen og kvidrer “jamen, det er sgu da vores job!” Men det er åbenbart kun meget få, der ikke kan se sort sol for bare fugle.

Mindre slemt bliver det med dagens øl. For uanset hvor slemt øl bliver, tror jeg aldrig, det bliver så slemt som den tillidskrise, der er mellem undertegnede og politietaten. Ikke engang Afskum kommer tæt på.

Det er Brewdog, der står bag. Endnu et af pionerbryggerierne fra ølrevolutionens tid, der i dag hviler på laurbærrene, og kun sjældent når de højder, der i forne tider netop gjorde dem til pionerer. Men når de byder ind med nye produkter, tager jeg dem nu alligevel med. Man ved jo aldrig, om de en dag skulle finde de gode takter frem igen.

Lyst, næsten citrongult er brygget. Brewdogs Pale ale bør rettligen staves med stort ‘P’ i ‘Pale’. Skummet er på det jævne, uden at være en decideret skuffelse. Duften … N/A – uha, det lover ikke godt. Selv rædsler som Carlsberg Nordic og endda Tuborg NUL leverede mere bouquet end dette … vand med vand på. Tør man håbe på, at aromaen blot er gemt i smagen? Det er set før …

… men ak og ve! Nej! Der er omtrent lige så meget smag som der er duft – praktisk taget ingen. Brewdogs suverænt mest aromafri produkt hidtil er hermed fundet. En fjern metallisk og ubestemmelig efterklang i vandet er vist nok resten af humlen og malten, der ellers synes totalt druknet i flodbølger og oversvømmelser.

Jeg har prøvet flere alkoholfri øl, der smagte af mere – apropos Carlsberg Nordic-serien. Men denne holder 4,2% – altså lige under almindelig pilsnerstyrke. Man fristes til at sige, at brygget her leverer den fulde oplevelse af en kedelig, alkoholfri øl – men med alkohol. En omvendt alkoholfri øl … det er om ikke andet innovativt.

Efter de indtil flere raserianfald som politiets aktiviteter afstedkom hos mig, ville sådan en alkoholfri øl med alkohol egentlig have haft sin berettigelse som genopretter af væskebalance og generel legemsafkøling. Alkoholen kunne også lægge en antydning af dæmper på humøret. Så er det bare ærgerligt, at øllet blev drukket for flere dage siden, hvor der endnu ikke var nogen sag at hidse sig så meget op over.

Bel Air Sour, The Brooklyn Brewery

3

Nu er jeg sur …

Her gik man lige og troede, at det ville blive svært at fylde en hel arbejdsuge op med timer. Jeg har efterhånden vænnet mig til status som vore dages daglejer, også kendt som vikaransat. Jeg bliver kastet rundt fra løsansættelse til løsansættelse alle mulige steder i Thisted og omegn. Mest i fiskeindustrien i Hanstholm, men undertiden også andre steder. Også i Thisted, hvilket passer mig fint, da alt ligger i cykelafstand, så længe det rent faktisk stadig ligger i byen og ikke bare postnummeret – for postnummeret er dælme stort!

Lige netop indeværende uge havde jeg forventet ville bestå af drypvise tilbud, som jeg måtte supplere op på med andre lønnede opgaver jeg undertiden får stukket ud. Og så i øvrigt supplere med feriepenge, af hvilke jeg indtil videre kun har brugt ganske få.

Men næh. I fredags ringede et af vikarbureauerne og fortalte, at fiskefabrikken i Hanstholm kunne give mig arbejde mandag … og det var lissom det. Men så gav de mig sørme også arbejde tirsdag, onsdag, torsdag – og intet tyder på, at det kommer til at ændre sig resten af ugen.

Jeg må hellere begynde at bekymre mig om næste uge også, når det åbenbart har sådan en effekt.

Jeg er gerne temmelig smadret efter sådan en dag på fabrikken. Men hjemme er der god mad bordet og øl i køleskabet. Om øllet nu også er godt …? Vel, nogle gange er det. Nogle gange er det ikke. Det vil de fleste læsere af min blog allerede have bemærket.

Denne øl kommer fra, hvad jeg vil kalde et af de store mainstream mikrobryggerier. The Brooklyn Brewery byder ganske vist på øltyper, der ikke findes i stort omfang hos de amerikanske storproducenter. Til gengæld er udtrykket altid afdæmpet og uden de store armbevægelser. Selvom det måske er en kende utraditionelt, er det altid lettilgængeligt, letløbende, ikke alt for aromatisk – ja, ret ofte er det faktisk både ret så kedeligt og ret så intetsigende.

Men nu har de budt ind med en sur øl. Det er vist for længst holdt op med at være trendy igen, men The Brooklyn Brewery skal da have ros for at prøve alligevel – og for deres forsøg på at få det sure øl ud i den brede befolkning. Brygget her er købt i Føtex, et supermarked hvis øludvalg man ikke skal forvente de helt store øludfordringer i. Men netop derfor er det positivt at se en vanskeligt tilgængelig øltype som den sure ale faldbudt sådan et sted. Således er chancerne forøget for, at flere vil få øjnene op for genren.

Hvis eksemplaret ellers kan noget.

Skumme kan det i hvert fald næsten ikke. Det bruser endda kun lettere modvilligt, og efterlader kun tynde hinder af ulige fordelte bobler på overfladen. Duften er der heller ikke meget ved. Syrligheden i brygget virker meget fjern i bouqueten, hvis fremmeste komponent tydeligvis er det rene vand.

Så til smagen …
Kalder The Brooklyn Brewery virkelig dette øl surt? Det er jo lige til at blive (waaait for iiiit …) vred over! (Ha! I troede lige, hva’?) Dette er da ligegodt det tyndeste ‘sure’ øl, jeg nogensinde har prøvet!

Vand, næsten så langt øjet rækker. Og så lige en enkelt dråbe af noget ubestemmeligt … hvidvinseddike måske? Lige et skvæt, som ville være perfekt i en salat … ja, altså hvis skvættet ellers var noget større end de par sølle dråber som dette bryg har fået. Man skal decideret lede efter det syrlige i hver mundfuld, og lige skuffet bliver man hver gang, man opdager, hvor fjernt det er.

Dette er det sure øls svar på Budweiser, Coors Light og Grøn Tuborg. Det er lige til at hælde i sækken, uden at man behøver bekymre sig det mindste om smagen undervejs. De 4,5% alkohol gør én beruset omtrent lige så hurtigt. Ambitionen om at åbne det sure øls forunderlige verden for de uvidende masser er også skyllet grundigt med ud i afløbet. En øl med så lidt syre vil få de fleste nytilkomne til at trække på skuldrene, lettere gnavent mumle “var det det hele?” hvorefter de åbner den nærmeste Carlsberg Premium.

Der findes øl, der er meget surere end denne øl, uden at disse øl er fejlbehæftet og uden at det sure er den centrale intention i øllet. Eksempler er friske tyske Hefe-Weizen og belgiske Saisons. Og som for at føje spot til skade, er The Brooklyn Brewery’s bryg ikke bare fladt og kedeligt som surtølsbryg – det er også som øl noget nær ubrugeligt.

Den kan I roligt lade stå.

Theakston Pale Ale, T&R Theakston

Kun en antydning …

Jeg tager lige en enkelt øl uden for tema. Normalt foretrækker jeg en arbejdsrytme der hedder én øl én anmeldelse, og så videre til den næste. Når anmeldelserne sådan hober sig op, som de gjorde da Ole var på besøg bliver jeg ofte stresset og irriteret over, at jeg stadig mangler at anmelde alt for mange øl, før jeg kan komme videre.

Det er ikke så galt denne gang. Og det er vist også snart det eneste gode at fortælle om min situation for øjeblikket. Jeg har endnu engang taget hovedspring dybt ned i mit sinds allermørkeste afkroge, hvor jeg krummer mig sammen og isolerer mig, tynget af den depression, der startede da jeg i begyndelsen af januar blev arbejdsløs.

Jeg sover dårligt, jeg spiser dårligt, jeg negligerer mine daglige gøremål såvel som mine hobbyer … igen taler det til min fordel at jeg mister lysten til alkohol når jeg har det sådan. Kravene til, hvad jeg skal søge af stillinger når jeg kun med nød og næppe, for blot det at skrive en ansøgning forekommer mig som en umenneskelig stor kraftanstrengelse. Det er en ren og skær ørkenvandring, for alt man kan se frem til, er dyb tavshed om de afsendte ansøgninger og et afslag ind imellem.

Og således går den uendelige nedadgående spiral: For hvert afslag dumper jeg dybere og dybere ned i depression. Snart rammes jeg også af sanktioner fra jobcenteret, og sådan er det system, der skulle hjælpe mig til at få et job, indrettet til kun at gøre mig endnu mere syg og elendig.

Imidlertid er det lykkedes mig, at finde et par småtjanser i næste uge. Et eller andet skal jeg jo have tiden til at gå med. Men lur mig, om det ikke også bliver noget, jeg på en eller anden måde bliver straffet for? Det plejer man at blive, når man finder noget at lave selv.

Men lad os nu se. At det rent faktisk lykkedes mig at finde lidt, bremser jo om ikke andet faldet mod bunden en lille smule. Og således fik jeg endda taget mig sammen til at knappe en ny øl op den anden dag. Det betyder et kort afbræk i det efterhånden lange tema om Oles og mit amokløb i topkvalitetsøl – men kender jeg mine læsere ret, vil de fleste af jer nok mene, at der ikke er noget jeg behøver ønske tilgivelse for.

Den her Pale Ale stammer vist helt tilbage fra Marcus’ besøg i sensommeren. Men ingen deciderede missmage eller andet har peget i retning af, at brygget skulle have ligget for længe. Den generiske, men også meget spinkle, duft af humle gør for så vidt godt efter det flotte, kobberrøde, men svagtskummende bryg er skænket. Til bryggets fordel taler også, at missmage bedst optræder, når der til at begynde med, er noget smag at ramme ved siden af. Det er imidlertid kun i ringe grad tilfældet her.

Masser af vand, en metallisk note der ikke rigtig gør fra eller til, og så ellers glimtvise prik af diskret, spinkel og svag bitterhed. En bitterhed der faktisk er tydelig nok til at kundgøre, at om den havde været kraftigere, havde den også været en nydelse. Nu er den imidlertid så svag, at den akkurat mærkbare kvalitet føles som rød klud – en næsten provokerende forsmag på, hvad brygget kunne have været, men ikke blev … fordi … øl bare alt for ofte ikke må smage af for meget, åbenbart?

Vel, når man sådan går og har mistet lysten til øl, fordi man er depri, kan man jo også glæde sig lidt over alt det kedelige og tynde øl, man undgår.

Det er vist noget med, at man skal prøve at se tingene fra den lyse side, når man har det som jeg har det. Således skulle mit forsøg på dette være demonstreret. Læserne må vurdere hvor godt det lykkedes.

Spar Classic, Carlsberg

Blød industri …

Egentlig ville jeg have anmeldt Bering Bryg Havskum fra Royal Unibrew i forbindelse med min 200 subscriber special på YouTube – så’n for at gøre det ekstra underholdende. Hvis det er mere underholdende at læse mine dårlige anmeldelser, hvor meget mere underholdende er det så ikke, at opleve mig klemme brygget ned – live?

Desværre var den ikke lige sådan til at finde. Og gudsketakoglov for det, fristes ateisten til at sige. Så svær var den faktisk at finde, at jeg slog den op på nettet for at se, om den mon var gået helt ud af produktion? Det ville jeg trods alt synes var synd for dem, der sværger til den. (Ja, sådanne mennesker findes – men hey, så længe jeg ikke behøver binde an med det fæle stads, skal de da være velkomne til at hælde det i sig.) Men den kan stadig fås i nethandel, har jeg konstateret. Og jeg vil gætte på, den også kan fås i supermarkeder, hvor kundegrundlaget tillader det. Det gør det åbenbart ikke i Thisted, hvilket mestendels taler til byens fordel.

Valget faldt som nævnt i sidste indlæg på et par industrielle øl fra Spar i Bedsted. ‘En lys og en mørk’, tænkte jeg og pakkede glad og fro denne classic ned i indkøbskurven sammen med pilsneren. Til sammenligning købte jeg i Lidl Steam Brews Imperial Stout, som jeg ved afprøvning konstaterede kun var en stout af navn og langt fra af gavn, endsige en kejserlig en af slagsen. Dermed anså jeg det heller ikke for urimeligt at anmelde en classic op imod den – ikke når den påståede stout scorer så lavt på samtlige parametre.

Og 200-subscriber-videoen er fortsat i redigeringshelvede. Men den kommer op snarest, også selvom den allerede er håbløst forældet i betragtning af, hvor mange følgere, min kanal i mellemtiden har fået. I det mindste går det da som det skal.

Men planen var altså at anmelde to lyse over for hinanden – og to mørke over for hinanden, hvoraf denne classic skulle være den mørke fra Danmark. Overrasket blev jeg, da et kun marginalt dunklere bryg end pilsneren fyldte glasset ved skænkning. Duften lagde sig også i samme leje – svag og vandet første fremmest, men også med rare, bløde og søde noter af malt, mens humlen var taget på ferie.

I aromaen titter humlen så spagfærdigt frem, mens malten er lidt længere fremme. Længst fremme er vandet igen, hvilket gør brygget til endnu en tørstslukker mere end noget andet. Ser man bort fra det et øjeblik, må man indrømme, at kompositionen af malt og humle er ganske vel afbalanceret – brygget er nydeligt i den søde ende, mens humlen leverer en velafstemt krydret kant.

Så igen – inden for de ekstremt snævre rammer, et storindustriprodukt byder, er brygget ikke så ringe endda. Men de tørstslukkende egenskaber forbliver nu bedste.

Og brygget formåede faktisk også at slå Steam Brews såkaldte Imperial Stout. Der var ellers noget mere smag i stout’en. Men den smag var imidlertid så fæl, at classic’en – som et bryg der ingenlunde smagte grimt, ikke engang syntetisk eller metallisk på en industriel måde – måtte gå af med sejren.

2-0 til Danmark. Ligesom dengang vi blev Europamestre.

Spar Pilsner, Carlsberg

Tillykke med mig selv eller noget …

Først et årYouTube – og nu over 200 følgere. Det skulle fejres med manér skulle det. Så det blev det – helt i min ånd. Det vigtigste var at gøre det så underholdende som muligt, og hvad er mere underholdende end at opleve mig rase over, hvor elendige ølprodukter man faktisk kan få derude?

Jeg bevæbnede mig derfor med to danske discountpilsnere og to tyske discountøl for at lave et standoff – igen for at gøre det lidt mere spændende end bare mig, der anmelder én øl. Videoen er optaget, men endnu ikke uploaded, men det skal jo ikke afholde mig fra at anmelde de af øllene, jeg endnu ikke har prøvet.

Det gælder de to danske øl – begge to discountpilsnere købt i Spar i Bedsted. Jeg kommer forbi Bedsted fra tid til anden, fordi de har en dyrehandler, der handler med levende mus. Min eget kæledyr – en kongepython ved navn Vladimir Bekhterev – vil ikke spise andet end levende mus, og så må far jo ud på tur.

Bedsted er en anderledes stille by end Thisted. Der hærger butiksdøden og rigtig mange tomme huse står bare og forfalder. Det er et trist syn og desværre et alt for grelt et eksempel på den ‘rådne banan’ som man så poetisk har kaldt Vestkysten og Thy, pga. affolkning og svigtende økonomi. Jeg håber, det vender.

Bryggeriet bag øllen er Carlsberg – så vidt jeg har kunnet google mig frem til. Men det fremgår ikke af flaskerne, hvilket jeg endnu engang må spørge mig selv, om det mon er lovligt?

Der er tale om en industriel pilsner som man kender dem alt for godt. Korngul med hvidt skum. En duft der mest glimrer ved sit fravær, omend man da aner fjern humle og småsøde maltnoter i den spagfærdige bouquet.

De vage indtryk fortsætter i smagen – okay, der er da humle i, og en vis mængde malt, der giver brygget en behageligt sød kant. Man kan bestemt ikke beskylde brygget for ikke at være letdrikkeligt. Det glider ned aldrig så nydeligt, og hvor der ganske vist ikke er megen smag at komme efter, må man indrømme at brygget på den anden side heller ikke har mange af industrbryggenes uvaner. Det virker ingenlunde syntetisk, det er fri for metalliske bi- og missmage – af en discountpilsner at være, får man faktisk mere end man tør forvente.

Gad vide om Carlsberg mon hælder overskudsbryg fra deres Premium-produktion på Spar-flaskerne? Det var angiveligt det, de gjorde back in the day, da de stod for produktionen af ‘Dansk’-brandet for Fakta. Sidst jeg smagte en Carlsberg tror jeg imidlertid var da jeg testede deres nye sixpack-emballage, og fra det husker jeg den faktisk som ringere end den her. Netop mere metallisk og syntetisk.

Go figure …

Den vandt i øvrigt mit lille standoff mod Nobelaner fra Lidl på point.

NUA Mandøl, NUA Brygghus

Med forbehold for fejl …

Jeg troede først, at der var tale om et plat, mandschauvenistisk ordspil. Så tjekkede jeg Google Translate, da jeg ikke lige er up-to-date med norsk retstavning, og kunne konstatere, at der blot var tale om et plat ordspil. Mand hedder ‘Mann’ på norsk, og dermed er ‘Mandøl’ fra norske NUA Brygghus ikke en ‘mande-øl’. Ordspillet kører alene på byen, hvor bryggeriet ligger, nemlig Mandal. Mandal – Mandøl … Halfdan Rasmussen og Terry Pratchett hæver nok begge deres glas højt i dødsriget over denne prægtige perle af et ordspil.

Min gode ven, Gedved, bor der, og det var da også ham, der havde den med i gave til mig, da han var forbi omkring nytår. Det er et Koelsch-inspireret bryg. En rigtig Koelsch kan det i sagens natur ikke være, da en sådan kun må brygges inden for en nøje fastlagt omkreds omkring den tyske by Köln. Særligt for typen er, at den i modsætning til det meste kornfarvede tyske øl, er overgæret.

Overgæret betyder ikke nødvendigvis, at brygget skummer voldsomt – dette skummede ikke bare op, men over. Til gengæld kan den slags pege i retning af infektion og/eller fejlgæring. Og mistanken om dette var en fast følgesvend gennem dette bryg, der imidlertid aldrig smagte så grimt, at jeg følte mig tilskyndet til at hælde det ud.

Helt i tysk ånd er brygget ikke, da det er tilsat appelsinskal. Det gør snarere fra end til, idet brygget i odeuren allerede forekommer meget skarpt syrligt, omend ikke så syrligt at det overdøver friskheden og en alt andet lige præsent pilsnerhumle.

Mod tungen føles brygget skarpt prikkende og igen meget syrligt. Humlen fra duften er kun en skygge af sig selv, og syren er på nippet til at være så skarp, at man dårligt mærker bryggets tørstslukkende friskhed. Igen nager mistanken om infektion, og igen konstaterer jeg, at brygget ikke smager så grimt at jeg vil smide det ud.

Så ned kom det – en mestendels syrlig og småkedelig oplevelse. Problemet er næppe de middelmådige 4,5 % alkohol under nogen omstændigheder. Jeg har prøvet mange øl med mindre alkohol, der smagte af meget mere – fejlgæret eller ej.

NUA Brygghus burde bestræbe sig på, at kunne prale af andre ting, end blot at være Norges sydligst liggende bryghus. Fx af at kunne producere gode øl, frem for blot småsure og middelmådige øl.

Rosey Nosey, Batemans

Det ville ligne mig dårligt ikke at levere en rapport fra festlighederne, men det kan jeg selvfølgelig ikke gøre på forhånd. Det jeg er mest spændt på er nok hvor stort – og hvilken slags – publikum koncerten tiltrækker. Thy er ganske vist udklækningssted for Heavy Agger-fænomenet, så metalscenen er præsent. Men hvor præsent, alligevel?

Inden aftenens koncertbrag har jeg lige akkurat tid nok til at skrive et par linjer om den seneste juleøl i SuperBrugsen Thisteds udvalg. Dømt ud fra etiketten kunne det dårligt blive mere julet. Ikke bare Rudolf, men også julemanden og en snemand har røde – eller i hvert fald rødlige – næser midt i fjæset. Så må man bare håbe, at brygget slår matchende julede toner an.

Farven er i hvert fald nydeligt rødbrun. Skummet er til gengæld noget lavt, men alligevel knækket i en tone, der matcher brygget. Det dufter sødt af vanille, og det er jo langt fra helt værst.

Så kommer vi til smagen … vel … småsur. En ubestemmelig aroma af ananaskirsebær. Vigende, for ikke at sige fraværende fylde. Mundfornemmelsen er underligt grynet, hvilket ikke gør meget for at få brygget til at virke mindre tyndt, og den ellers lovende vanille i duften, er totalt fraværende i smagen.

Det bedste der kan siges om øllet er, at det ikke er helt smagsløst. Kan man lide surt øl (som jeg) så byder brygget trods alt på et minimum af oplevelse – men så heller ikke mere end det. Samtidig er brygget imidlertid ude af balance, og man må spekulere på, hvad planen egentlig har været med det.

“Goes well with poultry dishes” står der på bagetiketten. Det vil jeg egentlig ikke mene. Jeg kan ikke rigtig se, hvad brygget her egner sig til. Skal det bruges til tørstslukning, skal man stadig stå model til bryggets vage, forvirrede smagsindtryk og planløshed.

Som juleøl er den slet og ret umulig – der er ingen god (eller for den sags skyld dårlig) grund til at have den stående på julebordet.

Rødhætte, Albani/Royal Unibrew

Der bli’r ingen Jul i år! – Red Warszawa

Jeg må erkende, at jeg ikke har fulgt helt så godt med i, hvad der er blevet lanceret de sidste par år af juleøl, som jeg kunne – og som det måske forventes af mig, når nu jeg skriver så meget om øl. Jeg ved derfor ikke, om den her egentlig er ny, eller om den skulle have mange år på bagen. Jeg har i hvert fald først lagt mærke til den nu, og har derfor først nu fået den afprøvet til anmeldelse.

Den er en rød pendant til Albanis efterhånden bedagede juleøl ‘Blålys‘. Det hedder produktudvikling, og svarer i store træk til hvordan Star Wars gik fra at være en mægtig, filmhistorisk trilogi til at blive en pengemaskine, der hele tiden skulle koges mere suppe på, indtil konceptet var så udvandet at selv det oprindelige produkt efterhånden begyndte at være ulideligt at se på. Såvidt forventningerne. Virkeligheden har nu det bedste udgangspunkt for at levere en positiv overraskelse.

Men at et bryg udelukkende sælges samlet i seksstyksemballage (i Fakta på Kastet i Thisted), der ikke må brydes, borger ikke for den store kvalitet. Kunden skal erhverve sig et parti, for ‘om man solgte produktet enkeltvis, ville hver kunde kun købe én’, synes tankegangen at være. Tag fx et andet Albaniprodukt, der faktisk fortjener ros – deres Mosaic IPA. Den sælges såmænd både i sixpacks og enkeltvis i flere supermarkeder, fordi Royal Unibrew med det produkt udmærket ved, at kunden vender tilbage, uanset om man køber flere ad gangen, eller enkeltvis. Forventningerne får endnu et nøk nedad som konsekvens af markedsføringsstrategien …

… og nok et nøk, når det viser sig at brygget er tilsat majs, glukosesirup, farvestof og sukker. Det er i sidste ende smagen, der tæller mest, men udenpå ser det ikke godt ud for brygget her.

Brygget skummer højt og gyldent ved skænkning. Brygget selv antager en farve, der er en anelse mørkere end traditionel pilsner. Uden farvestoffet havde det garanteret også set helt anderledes ud. Brygget lugter tungt, småsprittet og syntetisk med en kant af metal. Den væsentligste grund til, at lugtindtrykkene nemt kan udholdes er, at de kun er antydninger af bouquet på et tæt bagtæppe af postevand.

I smagen bydes man på van(d)lig, generisk pilsner med en nemt oversebar kant af syntetisk metalliskhed. Aluminium, vil jeg gætte på. Trækker man, i et forsøg på at fremtvinge bare en anelse mere aroma ud af brygget, luft ind, mens det hviler på tungen, anes en fjern em af kommensnaps.

Brygget mangler således ethvert spor af raffinement. Ikke bare er brygget en pilsner som alle andre, der alene har fået julebetegnelsen hæftet på sig på grund af tiden på året, den er lanceret. Alt hvad der kunne få brygget til at skille sig ud fra den store anonyme masse af andre pilsnerprodukter er grundigt gemt dybt dybt nede i bryggets bundløse dyb af smagsfrihed. De smuler, der kan spores gør til gengæld heller ikke godt, så man kan på den anden side ikke lade være med at glæde sig en kende over, at det overvældende element af vand i brygget også er det, der forhindrer brygget i at blive en prøvelse at komme igennem.

Julen ser med dette bryg imidlertid ud til at være udsat til næste år. Der er ingen fest, stads eller hygge at hente her.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme