Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: 0-½ stjerne

Sumatra Mountain, Founders

Det var jo noget lidt andet …

UPDATE! Der er mistanke om, at brygget har været fejlbehæftet, muligvis ved at det har stået i solen før salg. Tag anmeldelsen her med et gran salt – det kan meget vel tænkes, at brygget er meget bedre end jeg her giver udtryk for.


Første skænk fra Joachim (hvis ærme man akkurat kan ane til venstre i billedet) var jo sådan set meget god. Jeg tror faktisk det er den bedste brændevinsfadlagrede øl, jeg har prøvet. Og hvis ikke, så i hvert fald næsten.

Founders er i det hele taget et bryggeri, der har gjort det mere end bare jævnt godt i bloggens levetid. Forventningerne til den næste øl under Joachims franske visit hos sin bror Marcus, hvor jeg logerede lørdag aften, var derfor vel over gennemsnitshøjden. Lidt mildere i alkoholstyrken – 9% i stedet for de svulstige 11,1% forgængeren havde – og tilsat kaffe fra sumatra, det som har givet brygget dets navn.

Skummet hæver sig ikke synderligt højt over brygget, der i øvrigt ikke tegner sig sådan rigtig mørkt. Det er om ikke klart, så i hvert fald gennemskinneligt, som om bryggeriet ikke har taget opgaven helt alvorligt nok. Duften af kaffe er ellers ganske velgørende, ikke mindst fordi den ledsages af rigelig muscovadosukkerimpression; tung og mørk, men alligevel sød.

Med bouqueten som et absolut højdepunkt sættes glasset for munden, og da sætter skuffelsen ind, nærmest med alt hvad den har. Brygget føles tyndt og alt for flydende i munden. Alkoholen kan sagtens smages, men et eller andet hæmmer dens evne til at holde sammen på brygget, og give det bare et minimum af fylde. Mundfølelsen kan bedst beskrives som tynd sovs der skiller, mens kaffen absolut intet gør for at redde noget som helst – tværtimod.

‘Bitter, jordslået, fesen, dårlig’ var Marcus og Joachims både kortfattede og koncise karakteristik. Jeg er ikke meget uenig. At betegne brygget som jordslået kan virke noget barskt, men det er slet ikke ved siden af. Ét er, at brygget virker usammenhængende og tyndt, men den grimme smag af aske og jord fuldender oplevelsen af et mislykket bryg. Det er ikke prikken over i’et, men derimod prikken under det udråbstegn, der behørigt advarer mod dette bryg.

“Alle har ret til at have en misser i ny og næ” hører man Marcus sige på min telefonoptagelse af samtalen. Og det er selvfølgelig ikke anti-uløgn. Men at det skulle ske for Founders i så graverende omfang, kommer nu alligevel bag på mig.

Tuborg Nul, Carlsberg

Nope!

Aldrig så snart coronareglerne er blevet lempet nærmest stormer læserne væk fra min blog som var de jagtet af Rasmus Paludan selv … eller … de stormer i hvert fald væk som jeg ville gøre, hvis jeg blev jagtet af Rasmus Paludan. Eller Pernille Vermund, eller Pia Kjærsgaard, eller Søren Espersen … i ved nok hvor jeg vil hen.

I modsætning til de seneste dage, hvor læserne virkelig har taget en slapper, har det de sidste mange uger ikke været særlig svært at få læsere nok ind på bloggen. Selv med under ét indlæg pr. uge. er antallet af klik undertiden skudt op over 200 om dagen. Men det er måske ikke så sært, når man ikke rigtig må gå udenfor, at man så i stedet bruger sin kostbare spildtid på nettet med at læse om, hvordan man fulder sig mest smagfuldt, når nu der ikke er så meget andet at lave.

Men det stopper her! Med det samme! Ikke at jeg vil sige til folk, at man nu skal gå ud og nyde det gode vejr, nu hvor det rent faktisk er blevet tilladt at bruge noget tid udendørs med vennerne. Næh, jeg synes bestemt man skal forsumpe videre indendørs, for så kan jeg igen få flere læsere på bloggen. Alkoholismen og den gode smag, til gengæld, det må læserne se langt efter, i hvert fald i dette indlæg.

Carlsberg har nemlig lanceret en ny alkoholfri øl – formentlig en afløser til den absolut totalt udrikkelige Tuborg Super Light, der så vidt jeg husker blev lanceret helt tilbage i min gymnasietid i starten af 90’erne. Den holdt under 0,1% alkohol, så vidt jeg husker. Brandets nye skud på stammen med navnet ‘Nul’ indeholder angiveligt 0,0% – eller ingen alkohol overhovedet. Så har man set det med.

Som led i et markedsføringsstunt kunne man være heldig at vinde et eksemplar af øllen på COOP’s app, som jeg jo selvfølgelig har, fordi jeg er én af dem. Det er ellers sjældent, at jeg vinder noget, men denne gang, hvor jeg egentlig ikke var synderligt interesseret, var der selvfølgelig bid. Men hey, det er på sin vis sjovere at skrive dårlige anmeldelser (forudfattet om øllets kvalitet … mig? Når det gælder Carlsbergs alkoholfri øl, så – JA! Bestemt! Er alle ikke det? Det burde de være) end gode, så jeg sjoskede rask op til supermarkedet, dirrende af forventing om at levere en fremtidig sviner, for at erhverve mig et eksemplar formedelst 0,0 kroner.

Det rene optrækkeri, hvis I spørger mig. For det kan såmænd godt være, at brygget ligner øl, korngult med kridhvidt skum der i glasset. Men se hvor hurtigt skummet skynder sig at falde. Som om det ville skamme sig ved bare at lade som om, at øllet i det allermindste bare havde noget visuelt at byde på. Men nej!

Duften er ikke meget bedre bevendt. En udefinerbar syrlighed blander sig med stænk af noget, der måske var humle engang. Nu er det druknet i lige dele vand og syntetiske tilsætningsstoffer, der skal få den udefinerbare vandblanding til at tage sig ud som noget det ikke er – nemlig øl – for så at fejle på det ynkværdigste.

For der er ved Rasmus Paludans grimme, smørindsmurte slikfrits ikke meget ølagtigt over den kunstigt syntetisk vamle substans i glasset. Vel, kulsyren – den er der i det mindste. Men det alene gør selvfølgelig ingen øl. Sodavand og danskvand indeholder fx også kulsyre.

Sodavand smager imidlertid af noget. Ja, jeg holder faktisk meget af sodavand, indrømmer jeg uden at skamme mig voldsomt meget. Danskvand drikker jeg også gerne – uden citrus eller andet (analog med at jeg foretrækker min kaffe sort). Dette … produkt derimod føles ingenlunde som danskvand heller – det skulle da være med helt nye smagsvarianter – zink og citronopvaskemiddel er det første, jeg kan komme på. Humle og malt, derimod, må man kigge langt efter.

Det eneste gode der er at sige om produktet er, at det ikke er nær så fælt som dens forgænger, Tuborg Super Light, idet det heldigvis også smager så meget af vand, at man ikke sådan rigtig bliver generet af alt det ubestemmeligt fæle, der er tilsat. I forgængeren smagte man tilsætningerne meget mere, og jeg gætter på, at ekstra tilsætning af postevand i nærværende produkt har taget noget af den fæle smag, og samtidig kvalt residualalkoholen så meget, at det er lovligt at angive styrken til 0,0.

Jeg behøver egentlig ikke vide, hvilke ‘naturlige aromaer’ bryggeriet har tilsat, for her er helt sikkert en øl, jeg aldrig nogensinde i hele mit liv vil binde an med igen. I, kære læsere, er heldige. I behøver ikke engang prøve den en eneste gang. For jeg har været der og fortalt historien, hvis morale er den simple:

Lad den stå!

Jule Bryg, Hancock

Grinchen gør sin entré …

Fy-for-Pyffer! Yyyydddrk! ‘Vi gemmer det bedste til sidst’ siger man. Men hey, jeg har aldrig været god til det der med at overholde traditioner. Nogle traditioner bryder jeg endda gerne demonstrativt.

Hvorfor … HVORFOR binder jeg an med den slags? Hvorfor udsætter jeg mig selv for rædsler som disse – og så endda i JULETIDEN?

Fordi de er  der. Derfor. Det har jeg sagt talrige gange før, men sidst jeg skrev det, er vist ved at være længe siden. Ind imellem må jeg også minde mig selv om, hvorfor, når skrækeksemplarer som disse krydser mit spor. Sammen med bjergbestigerens motivation for at bestige bjerget, har jeg desuden en form for ridderlig ambition om at være offentlighedens mundskænk. Hvad er værd at drikke, og hvad kan forbrugerne roligt lade stå, og stadig leve et godt liv? Det er spørgsmål, jeg løbende forsøger at besvare efter bedste evne.

Så når jeg i min lokale Fakta, netop som juletemaet lakker mod enden, opdager at Hancock har endnu en juleøl på programmet – så kommer den med hjem. Og så bliver den afprøvet. Jeg havde godt luret, at der nok var tale om en af de alt for mange tunede julepilsnere. En pilsner der er pumpet med sukker – eller her stivelse – for at banke alkoholprocenten i vejret, for så at sælges som en juleøl, fordi … årsager velsagtens? Hvorfor julen absolut skal forbindes med at være dinglende beruset, har jeg aldrig helt forstået. Endnu mindre forstår jeg, hvorfor styrken skal bankes helt op på afsindige 10,5% – der er tæt på niveauet for Wiibroes udrikkelige Årgangsøl.

“Jamen, der er da også nogen rigtig stærke øl, der smager godt” indvender kværulanten, med tungen pakket ned mellem underlæbe og fortænder, som legendariske Peter Kær i halfemserbørneprogrammet TV-Pil. Og bevares – det er da sandt. Men bare ikke pilsnere! Stouts, portere, barley wines og afsindige brygeksperimenter kan sagtens bære det. Men pilsnere bliver nærmest pr. automatik fæle, når de når op over syv procent.

Og således også nærværende øl. En ufin dunst af alkohol leverer en regulær næsestyver´ved skænkning. Og så mange hjerneceller bliver omgående dræbt, at jeg helt glemte at tage et billede af det skænkede bryg. Men det ligner almindelig, tilforladelig korngul pilsner med ekstra lidt skum. Men lad jer ikke narre …

Smag af brændevin – af typen, man bliver blind af. Eller i hvert fald noget der ligner det, de to svenskere, jeg og mine venner en årrække hang ud med på Roskilde Festival, havde med i en stor, hvid dunk. Indholdet blandede de op med jordbærgrød, og en af mine venner spiste/drak så meget af det, at han gik evigt kold, og overpissede sit telt. Sikke tider, det var. Men sådan at blive mindet om det – og så af en juleøl – det passer svært dårligt sammen.

Ikke snaps, nej brændevin er ordet. Aroma af kommen (uden at krydderiet som sådan er tilsat) – men se om det nytter. Hvor Rød Aalborg leverer et skarpt, råt skud krydret juleglæde, leverer øllet her en metallisk knytnæve af industriel sprit blandet med forgamlede, slatne krydderier.

Efter at have konstateret dette, tog jeg endnu to, måske tre ansigtsforvridende nip, og hældte resten ud i vasken. Om ikke udrikkeligt, så i hvert fald fuldkommen uegnet som juleøl.

Hancock leverer ellers fine humleprodukter. Deres pilsner fx – Høker Bajeren er mig en større nydelse end lokale Thisted Bryghus‘ ikoniske økologiske pilsner. Jeg er en kæmpe tilhænger af små bryghuse og lokale, uafhængige bryggerier som skibonittiske Hancock. Og derfor skuffer det mig også ekstra meget, når de sådan falder mig i ryggen.

Den her vil det kun klæde Hancock at tage permanent af programmet. Tænk at det alligevel skulle tage fem år, før en øl igen scorede bloggens absolutte bundkarakter. Og så skulle det endda lige ske med en øl fra Hancock?

Av!

Glædelig jul, trods alt.

Mecklenburger Pilsener, Harboe

2017-08-11 17.22.10Ak, ingen rævepis …

Min sydøstsjællandske læser Niels, hvis svoger bragte mig den første afrikanske øl på bloggen, havde også andre øl til mig, da jeg stak mit grimme fjæs inden for hans lille hus i Lille Skensved. Det var vist noget, han havde opstøvet i den lokale Rema 1000, og dermed noget, jeg måske selv ville have støvet og på et tidspunkt.

Men jeg kommer ikke just tit i Rema 1000, så jeg var selvfølgelig glad for bidraget uanset hvad. Niels er selv begejstret for dem (jeg fik to forskellige) og anser dem for at være nogle gode øl til prisen. Men han kunne godt tænke sig en – med hans egne ord professionel vurdering. En sådan kan jeg ikke give ham, da jeg blot er en glad … sludder og vrøvl … gammel og sur – amatør. Betegnelsen tager jeg nu uanset hvad som en anerkendelse af det jeg laver, og kvitterer med en stor tak.

Navnet hentyder til et område i Nordtyskland, der var del af det tidligere DDR. Selv har jeg haft min jævnlige gang i Schleswig-Holstein, hvor jeg har familie, men jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde har været i Mecklenburg – andet end måske dengang i 1982, hvor min familie tog på bilferie til Tjekkoslovakiet, og i den anledning kørte gennem DDR. Og så tog jeg med Gymnasiet til Rostock engang også – byen ligger vist i samme delstat.

Et nærmere kig på dåsen afslører imidlertid bryggets sande ophav – som slet ikke er Mecklenburg, men derimod Sydvestsjælland – nærmere betegnet Skælskør, hvor Harboes bryggeri har hjemme.

Harboe er ikke just kendt for kvaliteten af deres øl – snarere det modsatte. Til gengæld er øllene billige, og dermed er pris og kvalitet sådan cirka ligefrem proportionale hos det bryggeri. Jeg kender godtnok ikke prisen, da jeg ikke spørger om den slags, når jeg får gaver, men man kan jo prøve at gisne ud fra kvaliteten.

Det er i hvert fald et meget generisk og lyst bryg. Korngult med uproblematisk og ukontroversielt hvidt skum. Duften er svær at få rede på, fordi den er så utroligt svag. Det samme gælder smagen …

Jeg er faktisk i tvivl, om jeg nogensinde har prøvet øl, der smagte af så lidt før. En blank, metallisk mundfornemmelse er det eneste, der afslører, at der ikke er tale om postevand. Men på den anden side kunne et bestemt indhold af sporstoffer i postevand vel skabe samme mundfornemmelse, hvorfor jeg må stille mig tvivlende over for, om jeg ved en blindsmagning overhovedet ville kunne smage forskel på denne øl og kommunens drikkevand. Selv ikke kulsyren ville man kunne kende brygget på, for den er der stort set heller ikke nogen af.

Til gengæld indeholder brygget heller ikke nogen ubehagelige syntetiske eller grimtsmagende overraskelser. Det føles ganske rent – på samme måde som blankpoleret kirurgisk stål, destilleret vand og nypudset glas. Man ville næsten ønske, at brygget i det mindste ville smage lidt af rævepis, som man jo gerne kalder ildesmagende alkohol. For så ville brygget i det mindste smage af noget.

Men næh nej …

Jeg gætter på, at denne øl ikke koster alverden.

1-halv-stjerne

Niels skal have tak for bidraget – og brygget er hermed hudløst ærligt anmeldt. Jeg understreger at jeg altid gerne tager imod prøver til anmeldelse uanset kvalitet og pris. Viser brygget sig ikke at være den store fornøjelse, bliver fornøjelsen ved at anmelde gerne dét større. Forhåbentlig også til Niels’ og læsernes glæde.

Perlenbacher Strong, Frankfurter Brauhaus (Én for holdet VII)

2017-04-10 18.33.01Så fik det en ende …

Alt får en ende – også temaet ‘én for holdet’, hvis sidste anmeldelse dette er … Eller “this too, will pass” som man siger på nudansk – men ikke i landet, hvor denne øl kommer fra, for der taler de ikke engelsk …

Eller jo, det gør de selvfølgelig i en vis udstrækning. Men jeg husker tydeligt fra mit studieophold i Marburg, hvordan jeg blev mødt med vantro blikke, når jeg læste bøger på engelsk og frit citerede passager fra film og populærlitteratur på originalsproget – uigenkendeligt for de lyttende.

Tyskerne er bedre til de fleste ting end danskerne – inklusive at begå sig internationalt. Det lærer man som økonomisk stormagt. Men engelsk behersker de ikke særlig godt. Det er vitterlig et af de oversete privilegier man har som opvokset her i landet, at man fra medierne hele tiden bombarderes med indtryk på fremmedsprog, og i øvrigt ikke bare engelsk. De giver et sundt sprogligt forspring, som jeg sådan ville ønske, vi satte mere pris på, frem for den selvfede nationalistiske pest, der i disse år forgifter danskernes hjerter og – ikke mindst – hjerner.

Uden videre sammenligning i øvrigt med dagens øl, selvom den også kan skabe milde angreb af panik om, at C2H6O’en monstro var erstattet med CO3OH, hvilket næppe ville være særlig sundt for hverken hjerte eller hjerne.

Også selvom det måske ikke er den første mistanke, man får, når brygget skænkes. Der ser det nogenlunde tilforladeligt ud – lidt mørkere end regulær pilsner uden dog at ligne en classic endnu. Skumdannelsen er adækvat og ellers uinteressant, ligesom duften der er nogenlunde bekvemt sødlig af malt og lys sirup.

Men så – av! De 7,9% alkohol gør omgående deres virkning, når tungen rammes. Brygget brænder næsten som snaps, og det ikke af den dyre, gode slags. Her melder frygten for den syntetiske industrialkohol sig hurtigt – jeg forestiller mig, at det må være cirka sådan, den smager …

… og knap så meget af den ufine, hengemte og småharske bitterhed af blom- og rosenkål, som man af en eller anden grund har maltrakteret en måske engang lækker humle til. Ud over at brygget smager alt for meget af alkohol, smager det også kun af det ringeste øl, brygget med de ringeste råvarer. Herhjemme skal man ty til rædsler som Harboes Brutalis for at finde noget lignende, og derfor passer Perlenbacher aldrig så nydeligt i en af mine yndlingskategorier: Spritterøllene.

For dette bryg egner sig kun til en hurtig brandert – hvis man ellers kan holde den dårlige smag ud undervejs. Det går lige akkurat for undertegnede, men nogen nydelse bliver det langt fra.

1-halv-stjerne

Vestfyen Premium Chocolate Brown, Vestfyen

2017-01-19 17.48.19Water, water, every where …

… skrev Coleridge i sit berømte digt fra 1798 ‘The Ancient Mariner’. “Nor any drop to drink” fortsætter det, og hvor man med denne øl helhjertet kan relatere til første linje, kniber det lidt med den næste.

For meget kan man sige om Vestfyens Chocolate Brown, del af den relancerede Vestfyen Premium-serie, der sælges for billige penge i Fakta for tiden. Men udrikkelig er den trods alt ikke.

Vandig, vandfyldt, våd og vandet er den til gengæld så afgjort. Man risikerer i hvert fald ikke at gå tørstig fra det tomme glas. Og det er vel nok alt godt, der er at sige om brygget. Der er ellers ikke sagt (eller skrevet) meget om brygget endnu i indeværende indlæg – der er rigeligt tilbage at berette om, men næppe længere noget kønt.

Hvis man kan lide farven sort, så kan man måske glæde sig lidt over bryggets kulør. Men den slatne viskositet fjerner hurtigt munterheden, ligesom det overraskende lave, næsten kridhvide skum og bryggets øvrige livløshed, der hurtigt afløser den højlydte afbrusning. Selv ikke kulsyren er noget værd at skrive hjem om, selvom det desperate men forgæves håb vækkes af skummets foregøglende knitren.

Og at brygget tidligt i skænkningsprocessen faktisk dufter nogenlunde fyldigt af mokkachokolade – lige præcis sådan som man forventer og håber – gør jo bare den efterfølgende skuffelse endnu større. Så selvom bouqueten kan få et lille smil frem, er den nedadvendte mundvigskrængning, som skuffelsen medfører også dét større.

Den neutrale, nøgterne og tørre (meget u-apropos dette bryg) konstatering, at brygget ikke smager grimt – idet almindeligt postevand ikke smager grimt – er heller ikke at regne for noget gunstigt udsagn. Det mindste man kan forlange af et nydelsesmiddel, må vel være, at det ikke smager grimt, men nogenlunde af det, det intenderer at være.

Med netop det kniber det altså voldsomt i dette tilfælde. Lidt diffus kaffebitterhed der fjernt kan anes ved gummerne er al den aroma brygget byder på. Så tynd kaffe, at det lige så godt kunne være postevand. Som om brygget vil håne og tirre én ved at indgyde følelsen af noget rart, man så bliver inderligt snydt for.

Øv og tak for – nej ikke fo kaffe – for ingenting. Ingenting overhovedet.

1-halv-stjerne

10 Saints, 10 Saints Brewing Co.

2016-11-05-18-52-16Var det bare Vom-flavoured …

Det er utroligt, som jeg kommer rundt i verden i disse dage. For anden øl i træk besøger jeg for første gang et nyt land. Sidst gjaldt det Baskerlandet. Nu gælder det så Barbados, en uafhængig ø i det Caribiske hav.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg er én af de nok ret mange, der forbinder Barbados med to ting: Sandstrande, og R&B-sangeren Rihanna af hvis udgivelser, jeg ikke er så lidt stolt over at eje lige præcis nul og nix. Retfærdigvis skal det dog siges, at hun er en af de få – virkelig få, faktisk – R&B-stjerner, der ikke giver mig nervøse trækninger og lyst til at kaste skrøbelige ting mod hårde overflader, når jeg hører hendes muzak.

Efter at have skimmet Wikipedia-artiklen om Barbados har jeg desuden erfaret, at øen mestendels ernærer sig ved let industri, sukkerrørsproduktion og som noget relativt nyt “offshore finance and information services”. Jeps, det stinker langt væk af skattely, endskønt ellers nogenlunde velanskrevne medier herhjemme påstår det modsatte. Ellers kan man se, at hele 8,8 % af eksporten består af alkoholiske drikkevarer. En god del af det er sikkert rom, men to bryggerier producerer og – må man formode – eksporterer også. Et kommercielt bryggeri ved navn Banks, og nærværende mikrobryggeri, 10 Saints. Indtil videre er denne øl bryggeriets eneste.

På hjemmesiden kan man nyde denne video med direktøren, hvor han på bedste Michael Palin-maner blandt andet fortæller: “The beer itself is a fusion. It is this fusion of this beautiful beer with the oak, with the vom-flavours …” – nu skal man selvfølgelig ikke gøre grin ad folk med talefejl. Men jeg er et så elendigt og ondskabsfuldt menneske, at jeg ikke kan undgå at trække på smilebåndet over en direktør, der selv indrømmer, at hans øl smager af opgylp.

Pligten som ølblogger må nu være at vurdere, om det passer. Smager øllet nu virkelig af opkast, eller er det måske ikke så slemt alligevel? Hvad direktøren jo egentlig prøver at sige er, at øllet smager af rom fra de fade, brygget er lagret på. Innis & Gun lavede samme nummer for ca. 5 år siden med nogenlunde resultater. Amager Bryghus har med Green Green Banshee‘s lagring på Jameson Whiskey-fade nærmest perfektioneret genren, så det er et stærkt felt, Barbados-bryggeriet lægger sig i.

Udefra ligner brygget ellers mest af alt en af de lidt for velkendte pilsnerøl fra egnen. Ligesom Corona og Sol er flasken klar, så brygget skal helst opbevares mørkt. I Fakta, hvor den forhandles til en tier er det ikke tilfældet. Den er udsat for lysstofrørenes UV-lys nærmest 24-7, så anmeldelsen skal selvfølgelig tages med forbehold for eventuel skade den slags kunne gøre på brygget.

Duften ligner i hvert fald de mexicanske slængtninges. En ekstrem fjern antydning af korn og ingen humle. En kort brusen, der måske nok minder om Barbados’ sandstrande ved en let pålandsvind er den eneste karbonering, man får, hvorefter bryggets overflade er blikstille, og kun den sodavandslignende kulsyre er tilbage.

Og hvad smager det så af? Rom? Bræk? Noget helt tredje? Svaret er – ingen af delene. For selv hvis det skulle smage af noget helt tredje ville det indebære, at det smagte af noget. Dette bryg smager – stort set – af ingenting – og ingenting er som bekendt lige præcis det samme som ikke noget, og derfor heller ikke noget helt tredje.

Under opbud af de største anstrengelser; rulles brygget hidsigt frem og tilbage i munden, gurgler man hals i det, og suger luft ind over det, mens det dovens skvulper rundt på tungen, kan man måske akkurat fremtvinge en forkølet antydning af metalsmag allerbagest i kæften, helt omme bag mandlerne. Om det er en rest korn, en rest humle eller en rest gær, står imidlertid hen i det uvisse – så svag er smagen. Selv vandet føles fladt og smagsløst i munden.

Og nåhr ja – rommen eller fadene smager man over hele hovedet heller ikke. Måske er det godt, at brygget trods alt ikke smager af bræk. Men selv hvis det gjorde, ja – så ville det da i det mindste smage af noget.

Det er godt nok en kedelig øl. Og som om det ikke var uforskammet nok, at kalde dette fortyndede vandprodukt en øl, så formaster bryggeriet sig oven i købet til at kalde den en craft beer – en håndbrygget specialøl

Så er det så gu’ lige før, at latterliggørelsen af direktørens talefejl ikke engang er ondskabsfuld – men tværtimod retfærdig.

1-halv-stjerne

Session IPA, Aarhus Bryghus (Humle-Hængeparti IV)

2015-06-10 16.38.19IPA d. Allerkedeligste!

Bedst som man troede IPA-lavpunktet var nået med Carlsbergs mislykkede mikrobryg-efterligning, prøver Aarhus at gøre dem rangen stridig – med bragende succes. Hvor jeg havde håbet på at kunne byde mine gæster på en humlebombe oven på den fyldige Ghost Chili, fik jeg ikke engang en knaldperle, dårligt nok en knallert. Måske en af de der fesne knaldhætter til legetøjspistoler efter et EU-direktiv dæmpede dem til noget, der knap er hørbart inden for flagermusens auditive spektrum.

Men fair nok. Det er jo ikke bare en IPA, der er tale om, men en ‘Session’-IPA. Session har ikke noget med værnepligt at gøre, men hentyder til to perioder på i alt fire timer i løbet af en britisk arbejdsdag, hvor det var lovligt at drikke øl. Sessionerne blev angiveligt først afskaffet i 1988. Øllet der blev drukket var til gengæld ikke helt så stærkt som det, man kunne få på udskænkningsstederne. I dag går grænsen angiveligt ved 4%, men det er en tommelfingerregel, der sjældent overholdes. Nærværende holder fx 5%. For at kunne drikkes til almindelig tørstslukning under hårdt arbejde, går bryggene også for at være mildere i smagen, og her kan Aarhus Bryghus Session IPA i den grad være med.

Brygget er lysere en fortyndet citronsaft og klart som kun tyndt, ufiltreret øl kan være det. Bouqueten er svag – en våd antydning af korn og afglans af humle dæmper behørigt forventningerne før smagningen.

For det er i sandhed en dæmpet IPA. Jeg vil faktisk foreslå Aarhus Bryghus at omdøbe den ‘Session Session IPA’. For jeg har virkelig svært ved at tro, at en Session IPA skal være så tynd. Der skal mindst hægtes ét ‘session’ mere på. Der er masser af vand til tørstslukning, mens det, der skulle forestille at være ølsmag fremstår som en afblomstret skygge, et fantom af det, det skulle forestille. Humlen berører højst lidt ugideligt smagsløgene og giver mere indtryk af mineraler som zink og jern, end af noget man har puttet i jorden og fået til at gro.

I udtryk er den omtrent lige så stærk som Cults kuldsejlede ‘Kay-Sar‘. Den var imidlertid lagt an på at være tynd og ligegyldig (jeg husker, hvordan Cult-direktør Brian Sørensen kategoriserede den som den ‘lette mexicanske type’ helt uden at ville sige noget grimt om den. Det er ud over, hvad jeg formår) hvorimod der her er tale om en IPA. Som minimum må man da forvente noget skarp humle og et minimum af fylde, og ikke en småfesen, fortyndet ferrumoxid-opløsning.

Jeg har imidlertid også noteret mig, at den person, jeg så småt er begyndt at betragte som min mentor udi ølbloggeriet, Ole Madsen fra Ekstra Bladet, langt fra er enig i min vurdering. Men så kan han jo få dem, jeg skulle have drukket fremadrettet.

1-halv-stjerne

Willemoes BBQ, Vestfyen (Kvicklys Grill-tema 2015 II)

2015-05-14 16.48.18Tørstig bliver man ikke …

Vestfyens Willemoes BBQ er en bryggerimæssig enlig svale blandt Kvicklys Grill-øl. De andre tre kommer nemlig fra Midtfyns Bryghus – et bryggeri, hvis profil i langt højere grad svarer til et mikrobryggeri, end Vestfyen, der mere og mere har udviklet sig til et industribryggeri med en langt større brygmasse og brede standardprodukter til at danne basis for indtjeningen.

Willemoes er Vestfyens faste mikrobrygserie – eller skulle man sige eksperimentalbrygserie. Mange forskellige årstidsbryg og brygtyper fra bryggeriet har fået påklistret en label med brandet, og kvaliteten har været lige så blandet. Fra næsten at opnå topkarakter, har bryggene også været vel under middel.

Hvad angår Grill-øl, forventer jeg noget letdrikkeligt. Og det umiddelbare indtryk af BBQ peger såmænd også nogenlunde i den retning – ja ret meget faktisk. Det ligner jævnt pilsnerbryg, omend skummets holdbarhed og klæbrighed sjældent er set mage, og mere minder om friske amerikanske pale ales end kedelige europæiske pilsnere.

Duften holder sig tilbage. Hvis læseren var nødt til at læse den sætning igen vil jeg for den gode service’ skyld fortælle, at der ikke blev læst forkert, og at der ej mangler et “ikke” i sætningen. Duften holder sig vitterligt tilbage og leverer kun et dovent prik af en svag, letsyrlig humle. En rest af en blød og rund og rar humle – tror jeg nok, for det er svært at afgøre når duften er så svag.

Smagen er også let humlet. Meget let humlet. Ja, velsagtens luftigt. Den kan akkurat skimtes ved gummer og mandler, hvor den indifferent og uengageret tjatter til smagsløgene, hvorefter kaster sig ned i glemselens dyb, også kendt som spiserøret. Spiserøret er ikke altid glemselens dyb. Andre øl giver eftersmag, eller kan også mærkes på vej ned. Det kan den her ikke. Den er helt væk – også af erindringen – når først den har passeret tærskelen til mavesækkens stikledning.

Det er sjældent, at jeg smager så tyndt øl. Men hvor tyndt det end er, så må jeg samtidig indrømme, at det ikke på nogen måde er fælt. Det smager ikke syntetisk eller surt. På den anden side udebliver også associationerne til mineralvand med et stænk af humle. For det er brygget for dovent til. Ikke engang kulsyren kan yde nogen oplevelse.

Det bedste man kan sige om brygget er vel, at man i det mindste ikke bliver tørstig af det. Og som sådan tjener det vel sit formål til et grillarrangement i 30 graders varme.

Men noget modspil til grillede bøffer – om de så måtte være røde, medium, gennemstegte eller forkullede – vil den aldrig kunne yde.
1-halv-stjerne

Regenten Pils, Darguner Brauerei/Harboe (Julekalenderøl XX)

2015-01-23 16.26.53Det er Harboe …

Det krævede noget research (dvs. en googling) at finde bryggeriet bag brygget her. Det er Darguner Brauerei, der igen ejes af danske Harboe. Hold dette in mente, for det er ikke uden betydning. Sidst bryggeriet havde en øl til anmeldelse på bloggen var tidligere i julekalenderen, og den repræsenterede for så vidt julekalendertemaet fint, ved at være ret så anonym og ligegyldig.

Udadtil syner brygget ikke af meget. Rent faktisk balancerer emballagens design på det latterlige. Den ligner noget, en skoleelev, der netop har lært at bruge forskellige skrifttyper og -farver, har klampet sammen i paint. Skænkningen hjælper ikke meget på det indtryk. Brygget er nærmest bleggult, og skummet så hvidt som sne i høj sol. Et flot skue, når det er sne, der er tale om, men når det gælder skum udstråler det samme middelmådighed, grænsende til ligegyldighed som hele øljulekalenderen har været præget af.

Duften er i tråd dermed svag – let maltsødlig i og for sig, og egentlig ganske rar, når man ser bort fra det mest markante duftelement – nemlig det af ingenting.

Og smagen, ja den kunne godt minde om smeltevand udvundet af den reneste, fineste vintersne. Det er ikke en overdrivelse eller et udtryk for flabethed at påstå, at Københavns Kommunes postevand smager af mere, og måske endda bedre. Det er bare en tør og nøgtern konstatering af kendsgerningerne.

Ud over vandet kan man måske akkurat spore en rest af det, der gav den søde duft. Men også det er så fjernt at man bedre kan smage mineralerne i kommunens vand.

Men det er selvfølgelig heller ikke helt uforventligt med, hvad der dybest set er et Harboe-produkt. Til deres fordel skal det dog siges, at deres tynde sprøjt åbenbart fint glider ind i det tyske ølmarkeds enorme overvægt af anonymiseret, ligegyldig standardpilsner.

Et marked, hvor det ville borge for kvalitet, at man skilte sig ud. Men hey, det er Harboe …

1-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme