Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: anmeldelser

Liège, Thisted Bryghus

Overligger …

Jeg har stadig her længe efter påske stadig et par overliggere fra juletiden i mit skab. Det drejer sig om de øl, jeg fik i den Thisted Bryghus-Julekalender, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave, og således varede julen vel hinsides påske.

Den her er fra en serie, der blev brygget for nogle år tilbage – en Belgisk inspireret serie, hvor de enkelte øl er opkaldt efter forskellige belgiske byer. Her er det Liège, der vel nok er bedst kendt for cykelløbet, der går fra derfra til Bastogne og tilbage igen.

Jeg har aldrig været i byen selv, men har dog frekventeret den ikke langt derfra liggende og meget smukke by Tongeren – Belgiens ældste by, angiveligt – en håndfuld gange, dengang jeg spillede sækkepibe.

Liège er en belgisk blonde med alt hvad dertil hører af angstprovokerende forventninger om sur banan og kogesprit. Selvom jeg holder meget af belgisk øl – særligt det sure i en grad så foedere og geuzes så småt er ved at vippe IPA’er af pinden som min favorittype – så er lige netop blondsene noget, belgierne ikke behøver eksportere i noget større omfang. Og i grunden behøver herboende bryggerier heller ikke berige os med deres egne udgaver af en øl, der i grunden ikke er særlig god.

Men – øllet er der, og derfor bliver jeg jo nødt til at anmelde det.

Det er lidt af en udfordring at skænke brygget, da det skummer aldeles vanvittigt. Billedet for oven siger i den anledning nok mere end tusind ord. Ellers forekommer det overraskende mørkt i betragtning af den lette lyse duft af citronsyre og lys gær.

Samme toner slås an i aromaen, hvor brygget føles let og liftligt på tungen. Det leverer et skarpt snit af lige dele eddike og citron, blandet op med vand så ingen af delene bliver for meget, men derimod formår at spille fint op mod hinanden. Det samme kan man sige om den signaturagtige bananaroma, der kun er præsent nok til at blive noteret uden at forekomme anmassende, endsige generende.

Og det er jo i grunden slet ikke tosset, at blonden her formår at fremhæve alle typens kendetegn uden at genere det mindste. For det holdes alt sammen nydeligt afdæmpet, så man kan finde det gode – eller i det mindste det ikke generende – ved citronsyrligheden, eddikesyrligheden og bananaromaen. Ja, måske kan man endda finde noget overset legitimitet i disse smagsnoter.

Jeg har for længst opdaget det legitime i citron og eddike. Banan derimod er godt, når det forekommer i banan, mens det fortsat er bedst i øl, når det holder sig helt væk. Havtorn, som brygget også indeholder, skal man til gengæld helst bruge så meget af, at man rent faktisk kan smage det. Det er ikke tilfældet her, og det må desuden undre, hvor belgisk eller for den sags skyld Lièget dét i øvrigt er.

Kronenbourg 1664 Blanc, Kronenbourg/Carlsberg

Nu har jeg aldrig …

For et par uger siden begræd vi bortgangen af vor herre Jesus Kristus for vores synder på korset og bla bla bla. At det i dag ikke er en festdag, hvor vi fejrer det eneste rigtig gode, Adolf Hitler gjorde denne dato for 74 år siden, er mig en gåde. Man kunne gøre det til en særlig mærkedag som alle nazister – I ved, sådan nogle som Rasmus Paludan – kunne bruge til at gå i deres store leders fodspor, og gentage det, der rent faktisk lykkedes for lille Adolf, den sidste dag i april 1945.

Det er nok bare ønsketænkning fra min side. Men jeg ville da lige lufte ideen, nu hvor datoen ville have været så passende.

Min realistiske forventning til, at det rent faktisk skulle blive en ting, er omtrent på samme niveau som forventningerne til denne øl. Den var en gave fra min kære far, der i sit otium kun meget sjældent gider drikke øl – og især ikke noget, der forekommer så generisk som denne.

Jeg har tidligere været inde over Kronenbourgs pilsner, som vel nok er Frankrigs kendteste øl. Det er ærgerligt at to grunde; øllet er ikke særlig godt, for at sige det mildt, og øllet er ikke sådan rigtig fransk, eftersom Kronenbourg-brandet er ejet af Carlsberg. Det kan desværre ikke undgås, at det er med Kronenbourgs horribelt generiske standardpilsner i baghovedet, at brygget blev åbnet.

Men allerede idet den åbne dåse sættes for næsen, stritter brygget imod alle fordommene. Det skal her indskydes, at 1664 Blanc er en hvedeøl med tilsat appelsinskal og koriander. Snyd vil nogen sige. Min imponerethed over hvedeøllenes herligheder er imidlertid så afdæmpet, at jeg ikke vil brokke mig, når man prøver noget nyt – eller gammelt – for at puste lidt liv i en fortærsket, og aldrig sådan rigtigt tilfredsstillende god ølstil.

Blomster og søde frugter – æbler og appelsiner – vælter frem før og mens brygget skænkes. Det høje, fedtede og standhaftige hvide skum gør skænkningen af det citrongule, nydeligt tågede bryg til en langstrakt affære, men det visuelle resultat er hele besværet værd.

De sidste rester af fordomme og sløje forventninger man måtte have krakelerer og falder til jorden i store skår idet glasset sættes for munden. Forfriskende, opkvikkende og forbløffende velsmag af vanille, citronsukker og hyldeblomst nærmest snubler over hindanden for at nå smagsløgene, så de hver især kan være de første til at uddele søde kram og blide kys til dem og gummerne.

Overraskende nok, er ikke alt, der hører hvedeøllet til, kvalt i tilsætningerne. Den friske syre og en antydning af gær er bevaret, men ingen af delene i en grad så det forstyrrer, endsige ødelægger. Derimod spiller syren fint op med aromaerne i det ellers ganske lette og vederkvægende bryg, der således ikke bare formår at smage godt, men også forfriske i sommervarmen.

En sommerøl, der smager af noget – jo, det kan faktisk godt lade sig gøre.

Citradelic Tangerine IPA, New Belgium Brewing

Bare mix løs …

Slå bare koldt vand i blodet. Det kan godt være at nazisten Rasmus Paludan har samlet tilstrækkeligt med underskrifter til at få sit nazistiske parti Stram Kurs opstillet til det nært forestående folketingsvalg. Og selvfølgelig er det da dybt tragisk, at der her i landet findes så mange mennesker, der er nazistiske nok i deres havregrødsfyldte penalhus til at give ham en vælgererklæring – eller bare er dumme nok eller naive nok. Men nu hvor hele tre nazistiske partier stiller op til Folketingsvalget, er chancen for at i hvert fald to af dem kommer til at spilde alle deres stemmer, endnu større. Og det tredje nazistiske parti vil måske endda blive endnu mere reduceret, end opinionsmålingerne antyder.

Jeg er i hvert fald sjældent optimistisk omkring valget, og jeg er faktisk mindre bekymret for udfaldet nu, hvor nazisten Rasmus Paludans nazistiske parti Stram Kurs er blevet opstillingsberettiget. Risikoen for stemmespild er blevet fordoblet … eller … det ved jeg faktisk ikke. Jeg kan ikke lige overskue at tjekke efter matematisk, hvordan risikoen for stemmespild fordeler sig – men større er den i hvert fald blevet, og det er entydigt godt.

Det er dagens øl i øvrigt også. Jeg er som bekendt en stor nyder af IPA, og hvis man blander det op med noget, og fortsat får et godt resultat, har jeg ikke noget større problem med det. New Belgium Brewing har således blandet deres IPA op med mandarin- og appelsinjuice, samt appelsinskal, for at krænge typens traditionelle bitterhed over i – vel, noget andet. (Spoiler: Over i noget sødt. Det kan man i øvrigt også erfare, hvis man ser den video, jeg optog, da jeg afprøvede den).

Brygget er aldeles nydeligt dyborange – næsten rødt, og initialt er det kun skummet, man kan blive skuffet over. Dét er der godt nok ikke meget af. Duften er til gengæld så skøn, at jeg på stedet fortrød, jeg ikke havde hældt den op i mit drageglas – men jeg havde ikke gjort mig nogen forestillinger om brygget, idet bryggeriet var ukendt for mig, og øllet havde jeg fundet på køl i Irma. Okay, det var Irma, og ikke Netto eller Lidl, men dåseøl på køl udstråler – selv i Irma – bare ikke en kvalitet, der automatisk kvalificerer brygget til drageglasset.

I bouqueten blander de søde citrusolier sig elegant med bryggets traditionelle bitterhed. Tørt, lyst træ ledsages af søde, bløde og krydrede noter af clementiner med en knivspids nelliker. I smagen folder frugterne sig endnu mere ud – de bliver skarpere idet man nu bedre smager de bittertsyrlige appelsiner på et gulv af friskskårne fyrretræsbrædder. En fuldfed og vellykket smagsoplevelse, og ikke spor en skam, at den er blevet til på et mix.

Den der idé om renhed, ikk’, og at man ikke må blande – det er sådan noget som Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs går ind for. Her på bloggen må man se langt efter den slags, især når New Belgium Brewing behersker mixekunsten så fint som de gør.

Det er i øvrigt ikke det eneste ved det bryggeri, der er ret svært at tygge. Men det skal jeg nok komme ind på senere – for jeg har endnu en af deres øl på køl.

Og den ryger i drageglasset!

From Astoria with Love, Fort George Brewery

Black Russian …

Allerførst: Tusind tak! – Til alle jer, der tog jer tid til at reagere på mit seneste indlæg. Det gjorde godt at komme ud med det, og det gjorde endnu bedre at få så mange positive tilbagemeldinger, skulderklap og opmuntrende ord.

Jeg har fået det lidt bedre, føler mig mere afklaret, og helt konkret venter jeg nu på et boligtilbud i Thisted, som jeg kan sige ja til – og så må det gå sin gang derfra.

I mellemtiden er der et helvede af ting, der skal ordnes og arrangeres, men i små oaser af tid er der også plads til en ny øl, der kan smages og anmeldes. Dagens øl er også smagt og anmeldt på video – som jeg jo har mere og mere for vane. Desuden er jeg for nylig blevet interviewet af en anden YouTuber, og resultatet af det kan ses i denne video. Jeg kan kun på det varmeste anbefale, at man ikke bare smider Neils video hvor jeg bliver interviewet et like, men også abonnerer på hans kanal. Han laver først og fremmest samtaler med folk om deres vej til gudløshed, og det er spændende historier, omend de kræver noget mere koncentrationsevne end YouTubes gennemsnitlige kattevideoer.

Videre til øllet, som er en endog meget mørk Russian Imperial Stout. Den var med i en pakke, jeg modtog fra en anden YouTuber, nemlig Tasting Nitch, der sendte mig nogle smagsprøver som tak for et shoutout, og for at hun kunne bruge en stump af mine videoer i en af hendes.

Titlen ‘From Astoria With Love’ henviser til James Bond-filmen af næsten samme navn – erstat blot ‘Astoria’ med ‘Russia’ og voila! Og med en Babushka-dukke som udsmykning på etiketten, er det russiske tema vel sådan cirka fuldendt.

Brygget er umådeligt tæt, og vægrer sig følgelig ved at forlade dåsen og begive sig ned i glasset. At lyse igennem brygget er umuligt – slet og ret. En sort mur blokerer alt lys, og jeg mener alt. Det der sorte hul, Nasa fotograferede for nylig kan godt pakke sammen – her er en virkelig singularitet i flydende form, der endda ikke er spor farlig at være i nærheden af. Faktisk kan den endda indtages uden større fare for helbredet. En vis snaldrethed vil man med bryggets 9,4% imidlertid risikere.

Duften er dyb og kraftig af mørkt træ. Det er umiddelbart bitrere end hvad man måske forventer af typen, der kendes som relativt let og fortrinsvis sød. Bouqueten ledsages af en næppe overraskende alkoholnote af Calvados – en fransk æblecognac, jeg fandt hos min far, da han fraflyttede sit hus for lidt over et år siden. Dertil kommer nogle fortrinsvis søde lakridsnoter og en kant af røg.

I betragtning af, at brygget er en Russian Imperial Stout, er det ganske tungt og voldsomt tæt. Her er ikke et letflydende bryg, der lystigt glider over tungen. Derimod må man modstå fristelsen til at tygge brygget før det sluges. Så svarer smagen lidt bedre til forventningen, man har af typen, endskønt den finske lakrids stadig leveres med en antydning af røg samt en fylde, der bedst nydes i små slurke. Lakridsen står ikke alene, men ledsages elegant af andre søde noter af mørk chokolade, mere calvados samt samme antydning af røg, der kunne mærkes i duften.

I det hele taget passer duft og smag fint sammen i dette gedigne mesterværk af en stout. Vidunderligt tæt og smagfuld. Tyk, intens og kraftfuld i udtrykket – men stadig rar og venlig som man kender den russiske stout.

Tak til Tasting Nitch for den også. To fantastiske øl fra Oregon er det blevet til, og det bliver forhåbentlig til endnu flere.

Vesløs Brugsforening Jubilæumsøl 100 år, Thisted Bryghus

 

Udkantsdanmark styrer!

Det har kostet mig alt for mange kræfter at få sat mig bag tastaturet til denne anmeldelse. Årsagerne er mange, men kan koges ned til, at jeg slet ikke har det godt for tiden.

Jeg er psykisk meget langt nede. Mit arbejde er kun noget, jeg lige akkurat magter. Når jeg kommer hjem kollapser bag TV’et eller går direkte i seng selvom klokken endnu ikke har passeret syv. Som følge deraf sover jeg dårligt, hvilket kun bidrager yderligere til mit ringe velbefindende. Jeg vrisser ad mine børn, som får lov til at være alt for meget på skærme, fordi jeg ikke magter aktiviteter med dem. Jeg spiser dårligt, da jeg ikke har energi til at lave mad. Mange vil sikkert se det som en fordel, at jeg næsten helt har mistet lysten til øl – hver gang jeg drikker én, stresser det mig, at jeg skal anmelde den. I det mindste har jeg kunnet konstatere, at decideret alkoholisme vist ikke lige er mit nummer, for jeg kunne nemt forestille mig, at folk der har sygelig hang til våde varer, netop mister kontrollen over deres forbrug, når de har det som mig.

Men det betyder også, at jeg mister lysten til min hobby. Og jeg mister lysten til én af de ting, der vitterlig gør mig glad og giver mening i livet – at nyde oplevelsen af godt, velbrygget øl.

Hvor kommer det fra, det voldsomme sortsyn? Ikke kun fra ét sted, omend nogle af de mange, jeg vil remse op her har større betydning end andre.

Der er det nazistiske svin Rasmus Paludan, der promoverer sig som forkæmper for ytringsfrihed, dels for at fremprovokere uro, dels for at fremme sine nazistiske synspunkter om et apartheidsamfund, hvor betegnelsen ‘andenrangsborger’ for, hvordan muslimer skal behandles, er en brutal underdrivelse.

Der er det forestående valg, hvor oppositionens fremmeste leder, Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet nærmest konkurrerer med førnævnte Paludan om at foreslå de mest hadske og nedrige tiltag mod landets etnisk-religiøse mindretal. Tortur af børn i Sjælsmark og etablering af en KZ-lejr på Lindholm, er blot to tiltag, det højreradikale racistparti Socialdemokratiet har valgt at holde fast i – også efter et valg.

Der er branden i Notre Dame kirke i Paris … Katedralerne er mere end noget andet monumenter over menneskets evner udi ingeniørkunst og skønhed, og stråmænd om at jeg og andre ateister skulle fryde os over et slag mod kristendommen, hjælper heller ikke.

Men mere end noget andet, er det nok min familiære situation, der trykker. Mine børns mor og hendes nye mand har besluttet sig for at flytte – ikke bare til en ny bydel eller anden egn – nej, de har valgt at flytte så langt væk fra København man kan, uden at forlade Danmark. De flytter til Thisted i Juni måned og …

… de vil gerne have mig med.

Der er ingenlunde optræk til juristerier eller andre af den slags grimme ting. Jeg har det bedste samarbejde, jeg kunne ønske med min forhenværende livsledsager, og hun er desuden en af de få mennesker, jeg har turdet betro mig ærligt til, om mine mentale kvaler. Jeg er ingenlunde afvisende over for at tage med. København er mere og mere kvælende gentrificeret, og jeg føler mig mindre og mindre hjemme her, med et arbejde, der måske nok betaler huslejen – men for en lejlighed, der er alt for lille, og i grunden for dyr i betragtning af, hvor lidt jeg får for den. Det er heller ikke fordi arbejdet holder meget fast i mig. Jeg bliver mere og mere træt af det, og føler at jeg sidder fast i det uden mulighed for forandring, forfremmelse eller andet, der kunne øge min i forvejen katastrofalt lave arbejdsglæde.

Det jeg imidlertid slet ikke magter, er tanken om alt det, der skal arrangeres, ordnes, organiseres og koordineres. Jeg hader at flytte – og tanken om, at det denne gang skal gå helt til Thy er nærmest ubærlig for mig. Og så er der også den lille detalje med, at jeg skal finde et nyt arbejde deroppe. Det er måske det allermest skræmmende – at jeg i grunden vil blive kastet ud i den arbejdsløshed, der i sin tid var ved for alvor at koste mig mit mentale helbred.

Vel – nu ved I, hvorfor jeg ikke har skrevet helt så meget her på det sidste. Det er i en eller anden grad mit håb, at jeg, ved at skrive åbenhjertigt om det her, kan komme lidt videre. Vågne op, og rent faktisk få set i øjnene hvad jeg skal gøre, og rent faktisk få gjort det. Jeg har brug for alt den støtte, jeg kan få – bortset fra økonomisk. Pengene til bøvlet har jeg for så vidt. Men moralske skulderklap, og eventuel logistisk assistance vil – når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at få arrangeret en teltpløksoprykning – være aldeles påskønnet.

Dagens øl var anledningen til, at jeg endelig fik meldt det hele ud. Vesløs er en landsby på Thisted-egnen, og den skarpsindige læser har nok allerede ud fra overskriften regnet ud, at denne øl er brygget i anledning af den lokale brugsforenings 100-års jubilæum. Thisted Bryghus har lagt materiel og ekspertise til, og det – kan jeg allerede nu afsløre – er der kommet en overraskende god øl ud af. Jeg skal takke min ekshustru og hendes nye mand for at have taget den med deroppefra, da de i vinterferien var deroppe for at afsøge området.

I bund og grund er der tale om en pilsner, men med lidt mørkere malt, så vi velsagtens er ovre i noget wienerøl, eller classic som det hedder på vore kanter. ud over en nydelig dyborange lød under højt hvidt skum byder brygget på krydrede noter af kanel og farinsukker.

Man sætter glasset til munden i forventning om en fortrinsvis sød oplevelse. Det starter roligt – og stadig med forventningen om en afdæmpet oplevelse i betragtning af, at der trods alt kun er tale om en jubilæumsøl for en brugsforening et sted i Udkantsdanmark. Så rammer et bagholdsangreb af tung, dyb og mørk bitterhed. Hårdt træ blander sig med laurbærblade og nelliker.

Bittert, svært og slet ikke så lettilgængeligt, som man kunne have forventet det af en øl så langt væk fra hipstere og rigmandsfolk i hovedstaden. Oplevelsen er fuldfed og emmer af tydelige aromaer, der ikke bare er der for at kæle for smagsløgene, men bestemt også for at udfordre, rive rundt, og banke på helt nye pladser.

Det er ikke bare en overraskende stor fornøjelse i betragtning af den geografiske placering og anledningen. – det er bare en stor fornøjelse i sig selv..

Thisted Bryghus ville nyde endnu større agtelse hos mig, hvis de kunne gøre dette niveau til deres standard. Jeg tager i hvert fald øllet som et godt tegn i forhold til, hvad der venter mig af nye udfordringer. Hvor meget jeg end ville være fri – på nogen områder i hvert fald – så venter eventyret endnu engang derude.

Der er ølfestival på Vesterbro her på lørdag d. 20. april. Adressen er Engavevej 80, 1750 København V, og jeg regner med at komme forbi fra ved femtiden. Det kunne være hyggeligt at ses.

Dorothea, Viborg Bryghus

Tyndt og ufarligt …

*UPDATE!* Indlægget her er skrevet om en øl, der er næsten et år over dato. Det var jeg ikke klar over, da indlægget blev skrevet. Bedømmelsen af øllet skal ses i det lys, og det er overhængende, at den ikke faldt helt i min smag, netop af den grund.

At den ikke var yderligere præget af den overskredne dato taler udelukkende til bryggets og bryggeriets fordel. *END UPDATE.*

Bortset fra, at jeg ikke får skrevet voldsomt meget, sker der faktisk noget på bloggen. To milepæle – eller i hvert fald noget der ligner – er nået, siden jeg skrev herinde sidst.

Antallet af besøgende på bloggen er nået over 200.000. Det skete for et par dage siden, helt uden at jeg opdagede det. Det ærgrer mig en lille smule, da jeg vitterlig er typen, der nyder synet af alle tallene, der skifter på én gang. Jeg vælger dog at glæde mig over det høje tal i stedet. Det er jer, læserne, jeg har at takke for opmærksomheden. Den sætter jeg stor pris på, og jeg vil gøre hvad jeg kan for fortsat at gøre mig fortjent til den.

På min facebook-side er der også sket ting og sager. For få dage siden delte jeg en ny video på YouTube-kanalen, en genanmeldelse af Super Nova fra Christiania Bryg. Jeg delte et link til videoen som jeg plejer på min egen facebookside og min personlige profil – samt, som jeg gerne gør, når mine anmeldelser er positive – på bryggeriets, Christiania Brygs, facebook-side.

Og så skete der ting og sager. Uden at aktiviteten var overvældende i mit facebook-feed, kunne jeg se, at nogle personer delte indlægget videre. Jeg genkendte i hvert fald én af dem som en af personerne bag Christiania Bryg. Desuden røg der hist op pist et like på opslagene, men det lykkedes mig først sent at finde videredelingerne af opslagene. Til gengæld så delingerne ud til at kaste en del flere følgere af facebooksiden af sig. Det er siden i forgårs nærmest myldret ind med nye ‘fans’, og flere af dem har, så vidt jeg kan se, en tilknytning til Christiania.

Jeg har alle dage elsket det sted, og alle de nye følgere skal være mere end velkomne til at følge mine skriverier herinde, ud over mine YouTube-videoer. Tilstrømningen har betydet, at fansiden omsider har fået mere end 500 følgere, så også der har alle cifre skiftet en enkelt gang.

Og så lad mig da også lige nævne, at antallet af følgere på min YouTube-kanal også har rundet et rundt tal – nemlig 50. Det tal synes jeg imidlertid er alt for lavt for at være helt ærlig, så det ville hjælpe mig rigtig meget, hvis læsere, der endnu ikke følger mig på YouTube, følger linket og trykker på ‘Abonner’-knappen så snart de ser deres snit til det.

Det var de indledende bemærkninger. Nu videre til dagens øl, der er kommet til at stå i mit køleskab alt alt for længe. Jeg modtog den sidste år som et anmeldereksemplar fra Viborg Bryghus på Lokomotivværkstedet ved Danske Ølentusiasters årlige festival. Sammen med den kom ‘Luther‘ hjem for at blive omtalt i, hvad jeg gætter på må være den længste enkeltanmeldelse på min blog indtil videre.

Også Dorothea blev udgivet af bryggeriet i forbindelse med 500-års jubilæet for reformationen. Jeg har, som man vil kunne læse i hint indlæg, aldrig ment, der var noget særligt at juble over, men som historisk periode, er den selvfølgelig interessant. Øllet er opkaldt efter den danske Dronning Dorothea, der var gift med Christian d. 3, der ved sin kroning i 1536 gennemførte reformationen i Danmark.

Jeg havde vist aldrig hørt om hende før jeg læste om hende på Aarhus Universitets hjemmeside, men i egenskab af dronning, og særligt enkedronning, havde hun åbenbart en ganske stor betydning for reformationens indførelse. Og dermed ligger det jo lige for, at Viborg Bryghus – der jo ligger i Danmarks reformationsby nr. 1 (gæt hvilken by det mon er) også brygger en øl til hendes minde.

Brygget er en hvedeøl – og dermed er forventningerne jo ikke ligefrem oppe i himlen. Det forekommer ikke kun ganske lyst, men også meget klart, i modsætning til, hvordan man normalt kender hvedeøl. Er der mon teknisk set tale om en kristallweizen her, altså en filtreret hvedeøl? Mistanken lever.

En skarp og noget alkoholisk bouquet møder næsen ved indsnusning. Associationerne peger mod øst mod den større by Aalborg, hvor de for længst bortsolgte danske spritfabrikker oprindeligt holdt til, og hvor Rød Ålborg var et populært produkt i kataloget. Nok er kommenelementet ikke helt så fremtrædende i øllet her som i hin snaps, men udtrykket er det samme.

Brygget er til gengæld ganske let, og ikke videre krydret på tungen. Alkoholnoten mærkes dog fortsat, og får brygget til at glide let som luft hen over mundens organer. Ved mandlerne titter kommenkrydderiet frem igen, så man ikke snydes helt for duftens løfter, men aromaen er alt i alt noget afdæmpet i forhold til en bouquetimpression, der lovede en – om ikke storslået, så i hvert fald usædvanlig og utraditionel oplevelse.

Det er dog alt sammen vel inden for rammerne af det allerede kendte, og brygget forbliver med sit kun vage kommenelement lidet udfordrende. Som brygget drikkes slår kommenelementet desuden stadigt mere over i nogle gærnoter, man ellers godt kunne have undværet.

Der var da i det mindste en oplevelse af de store i Luther-brygget. Den her er der til gengæld ikke nogen store omvæltninger i.

Norrlands Guld, Spendrups Bryggeri

Forventningerne opfyldt …

Der har opbygget sig en lille kø af ventende anmeldelser på bloggen, som jeg hellere må få bugt med. Fuldtidsarbejde og delebørn tager ikke bare megen tid, men også meget af min energi, og oven i det titter nogle store ændringer frem, som jeg på et tidspunkt også bliver nødt til at forholde mig til … Indtil videre har jeg forholdt mig til ændringerne (og nej, jeg vil endnu ikke fortælle, hvad de går ud på) ved at stikke hovedet i busken, og prøve at distrahere mig med andre ting, men det er næppe en holdbar løsning på længere sigt.

Forbliv indstillet til, at jeg en af dagene afslører, hvad jeg ævler om.

I mellemtiden er der altså anmeldelseskøen. Forrest står en svensk industriøl fra Spendrup-bryggeriet. Jeg har været omkring dem før, da de lancerede en serie af øl med skelethoveder på emballagen. Markedsføringen var ned i mindste detalje målrettet sådan nogle som mig, og hjem kom de da også, øllene, omend med en regulær skuffelse som resultat.

Forventningerne er dermed ikke bare helt nede på jorden, men også indtil flere fod nede i et hul. Svensk industriøl er bare ikke en kombination af begreber, der automatisk for mundvandet til fosse.

Én for én bekræftes såvel fordomme som forventninger da også: Et klart, meget lyst, næsten citrongult bryg med forbløffende høj inkompetence udi skumdannelse plasker planløst ned i glasset. Kortvarigt forbløffer brygget med en overraskende karakterfuld odeur af fusel, men den damper snart af, og afslører tykke tæpper af vand under de ufuldstændige alkoholdampe.

Alligevel formår brygget til en vis grad at ikke afskrække ved indtagelse. Det er overraskende sødt, og har en maltet profil, der gør det blødt og behageligt mod tungen. Den rigelige kulsyre gør desuden brygget friskt, så risikoen for at gå tørstig fra brygget er aldeles minimal. Samtidig er alkoholstyrken holdt på afdæmpede 3,5%, hvilket er den øvre grænse for, hvornår øl må sælges i almindelig handel, uden at man behøver frekventere bolaget. Og at brygget på trods af dette stadig har en vis kontur taler også til dets fordel.

Meget bliver der dog ikke rettet op på, at brygget nærmest skriger af industriel generiskhed. Lige ned i løgnhalsen ryger det tynde og alt for lette bryg, så snart overraskelsen over, at brygget overhovedet smagte af noget, har lagt sig. Til bryggets forsvar skal det siges, at det i og for sig hverken er tyndere eller mere fri for smag, end hvad man ellers sådan går og finder i det industrielle pilsnerudvalg. Men at en øl ikke er værre end den standard, man ellers bliver budt, er ikke udtryk for en manifest kvalitet ved brygget, men blot et fravær af decideret fælhed.

Og fravær af fælhed har brygget da en hel del af. Den manifeste, håndgribelige kvalitet til gengæld kan man drage ud på lange eftersøgninger i den smålandske ødemark efter.

Øllet var en gave fra min ølpusher Niels – ham med de ugandiske øl. Jeg har ham mistænkt for i særlig grad at nyde mine negative anmeldelser, for det hænder med jævne mellemrum, at øllene fra ham ikke scorer videre højt på min karakterskala.

Det skal ikke desto mindre understreges, at min fornøjelse ved at anmelde er lige stor, om øllene er fine eller ringe. Ja, måske er fornøjelsen endda større, når jeg har noget at brokke mig over i floromvundne vendinger.

Ganz Besonders, Amager Bryghus

Knæk og Bræk!

I torsdags var jeg inviteret til noget ganske særligt. Mon ikke det ikke kun skyldes, at jeg har talt godt om værten for arrangementet, men også fordi jeg er småkendt for at udbrede mig om objektet for værtens aktiviteter – eller sagt på en mindre knudret måde: Amager Bryghus havde indbudt mig til åbningen af deres ølbar – eller retter foråbning af deres ølbar.

Ølbaren, Amager Bryghus Taphouse, der ligger centralt ved Nørreport lige ved siden af flagbutikken, åbnede officielt i fredags, men torsdag aften var et udvalgt klientel inviteret til at kigge forbi til udskænkning og kage.

Jeg indfandt mig selvfølgelig – en sådan invitation siger man ikke nej til. Samtidig forbandede jeg langt ind i helvede, at jeg er en kalenderklovn*, der havde sikret min hyppige medsmager Marcus indgang, men havde givet ham datoen for den officielle åbning i stedet. Han måtte blive på sin aftenvagt, mens jeg så kunne more mig med mere end antydning af bitter smag i munden.

Og det matcher jo sådan set også øllet ganske godt. Marcus var lige så fuld af tilgivelse som han var af ærgelse. Han er vitterlig en type ven, jeg ofte føler, jeg langt fra fortjener.

Gensyn med andre venner blev det til gengæld til. Brian, der har bloggen Højt Skummende havde også reddet sig en invitation. Niels Kiens fra Kongebryg var indbudt. Og så var der selvfølgelig personalet på Amager Bryghus, som jeg både er på hat, på håndtryk og på krammer med efterhånden.

Og jeg faldt i snak med Mik Schack, der for fire år siden på Ølfestivalen i Lokomotivværkstedet gav mig en fin autograf med dertil hørende selvportræt. Denne gang blev det til en længere ordveksling, samt mere end bare tegnede billeder. Det glæder mig oprigtigt, at jeg kan støde på kendte mennesker, jeg ser op til for at opdage, at de ingenlunde er for fine til en sludder og mere til, med en nobody fra Brønshøj, der bilder sig, han ved noget om øl.

Notesbogen havde jeg ladet blive hjemme, fordi jeg først i løbet af min dag på arbejdet opdagede, at det var samme aften, der var åbning af ølbaren. Hvis jeg havde haft styr på datoerne ville jeg naturligvis have kendt mig selv godt nok til at tage den med. Min trofaste telefon havde jeg til gengæld, så en nødtørftigt indtalt anmeldelse blev det da til, da en øl, jeg ikke havde prøvet før, fristede.

Ganz Besonders er en hindbærsour, og den blev mig anbefalet til den til lejligheden bagte kage, der var aldeles uovertruffen. Jeg tror endda det var Brian fra Højt Skummende, der anbefalede den – men jeg er ikke sikker.

Et vidunderligt friskt bryg, med en gennemført limesur profil, effektivt og velafstemt komplimenteret af hindbærrenes rare, kælne sødme. Skarpt og farligt i syren møder trygt og rart i sødmen – et umage par, der ikke bare skaber en uventet kontrast i brygget, men også leverer et finurligt kontrapunkt, til hvis akkompagnement de modstridende sanseindtryk hvirvler sig rundt i en eventyrlig dans mellem gummer og svælg.

Øjnene knibes ufrivilligt sammen det ene øjeblik, mens munden udvider sig i lettelse, når bærrene rammer nerveenderne med sødmereceptorer. Et lille kunstværk i velsmag, sikkert leveret, friskt og i øvrigt effektivt til at vaske den tykke, fede creme af kakao og trøfler af tænderne, og væde ganen før kagens overvældende klæbrighed af koncentreret vellevned alligevel gik hen og blev lidt for meget.

Tak til alle for godt selskab. Tak til Amager Bryghus for et mægtigt arrangement, og et ENORMT tillykke skal lyde herfra og knæk og bræk så det runger med det nye ølbarprojekt.

Jeg måtte gå relativt tidligt, da dagen efter bød på en arbejdsdag som alle andre. Men det skal bestemt ikke være sidste gang, jeg indfinder mig på det hyggelige og meget professionelle udskænkningssted. Standardpriserne ser i øvrigt ud til at være aldeles rimelige. Mange ølbarer i København forlanger rene ågerpriser, mens Amager Bryghus ser ud til at have lagt sig på en fast standard på kr. 35 for en lille og kr. 55 for en stor.

I betragtning af, at man nogle steder betaler kr. 55 eller mere for en halv liter sjasket industripilsner, må Amager Bryghus Taphouse’ priser siges ikke bare at være aldeles konkurrencedygtige, men også højst rimelige i betragtning af den nærmest uhørt høje kvalitet, de har for vane at levere.

*’kalenderklovn’ er faktisk Marcus’ udtryk. Han brugte det i sine tilgivende sms’er, idet han bedyrede at han selv også var netop en sådan.

Sticky Hands, Block 15 Brewing Co.

Sådan en nydelig gave …

Mit YouTube-projekt mangler at bryde ordentligt igennem. Der er ikke så mange abonnenter endnu, og heller ikke så mange visninger, som jeg kunne ønske. Men det er der, og det morer mig at nørkle med videoerne, når jeg ellers har ordentlig tid til det.

Og spændende kontakter har det jo faktisk skabt. Eller i hvert fald en enkelt: En amerikansk ølblogger der kalder sig Tasting Nitch på YouTube og Instagram har ikke bare givet min kanal shoutouts og citeret mit materiale (med min fulde velsignelse) – nu har hun også sendt mig øl. To styk hele vejen fra den anden side af atlanten, og den ene af dem vil blive anmeldt nu – for anden gang, idet selve åbningen og smagningen blev grundigt dokumenteret i endnu en video.

Nitch havde ikke lagt fingrene imellem i det fine brev, der ledsagede forsendelsen. Desuden skulle brygget, der stammer fra samme stat som Nitch bor i – Oregon – have været ret svært at få fat i tidligere. Nu er produktionen gået op, og straks er der overskud til at sende et eksemplar over atlanten. På Untappd kunne jeg imidlertid konstatere, at det har fandtes på udskænkningssteder rundt omkring i Danmark – så gad vidst om brygget i virkeligheden har været svært at få fat i i Oregon, fordi det meste gik til eksport?

Either way, en aldeles nydelig IPA er der i hvert fald tale om. Duften vælter frem ved åbning med rå og frisk duft af aromahumle. ‘Sticky’ eller klistret på dansk er ikke helt ved siden af. Men ‘stingy’ ville heller ikke være af vejen, da bitterhumlen også er præsent med deraffølgende stikkende fornemmelse i næsens slimhinder.

Visuelt er brygget en klassisk IPA – lettere tåget og ikke nogen humlesuppe, som New England IPA’erne er kendt for at være. Skummet er ganske lavt og hastigt faldende, så man alt i alt på det visuelle parameter ikke bydes noget festfyrværkeri.

Heldigvis er det vigtigste også smagen, og her holder brygget sig ingenlunde tilbage. Rigeligt aromatisk humle og bitterhed en masse, som man kender det på typen når den er allerbedst og kommer fra USA. Til forskel fra de mindst lige så vidunderlige IPA’er fra Amager Bryghus, er brygget her en anelse tungere med aroma af unge fyrrenåle, snarere end spæde grannåle. En lidt dybere bitterhed, der hænger godt fast ved mandler og svælg erstatter de rå, flående og kradsende impressioner fra Kastrup, men samtidig konstaterer man, at det ene kan være lige så fint som det andet – bare håndværket er i orden.

Og det er det her! Thank you, thank you, thank you, Nitch – for this masterpiece. Den anden øl er af en ganske anden type – en Russian Imperial Stout. Bliver det bare halvt så rart som denne, er der stadig en urimeligt god oplevelse i vente.

Black Donald, Amager Bryghus

Satans godt!

Det skulle blive til mere film i løbet af aftenen, forleden dag, da Marcus og jeg mødtes for at svælge i grillmad, dokumentar og gode øl. Den stjernespækkede teen slasher-parodi ‘Cabin in The Woods’ blev sat på, og dertil nød vi en af de fine nye lagrede bryg fra Amager Bryghus. Da jeg på lanceringsdagen indfandt mig på brygmatriklen i Kastrup, var det den naturligste ting i verden ikke kun at tage forsyninger med til mig selv, men selvfølgelig også til Marcus, der er en lige så stor nyder af Amager Bryghus’ øl, som jeg selv er.

Egentlig ville jeg have optaget det på video, når jeg prøvede denne øl for første gang, men fristelsen blev vel for stor. Meget apropos hævder etiketten at Black Donald er et af selve djævelens alter egoer, og for en gammel gnaven ateist som mig, gør det jo ingenlunde brygget mindre tiltalende – eller fristende om man vil.

Her kan man virkelig tale om et mørkt bryg! Alt lys blokeres fuldstændig af den tætte, seje tjære, af hvilken der er mere end rigeligt til to i blot én af Amager Bryghus relativt nye 0,33 l. flasker. Allerede ved åbning – og i den grad ved skænkning – vælter odeur af tæt, kvælende røg ud i lokalet.

Her er der virkelig tale af første klasses tørv, frisk ud af mosen, nødtørftigt (no pun intended) tørret og straks futtet af, til udelt fornøjelse for alle olfaktoriske nerveender i næseregionen. Væsken i øllet er vel nok residualvæden, nøjsomt opsamlet i en rist under rygeovnen, og næppe undergået nogen anden behandling før det er fyldt på whiskytønden.

Det er i hvert fald fornemmelsen man får – ikke bare når man snuser til øllet, men så sandelig også, hvis man vover at lade det komme inden for læberne.

En aromatisk eksplosion af engelsk lakrids, tjære og tæt, kulsort røg. Her er røgen blot hverken kvælende eller giftig … eller – ikke så man dør af det lige med det samme i hvert fald – men derimod livgivende og overvældende i al sin kompromisløse indgydning af begejstring og fornøjelse.

En øl til langstrakt, langsom og aldeles magelig nydelse er dette formidable brygmesterværk. Angiveligt den bedste i serien, hvoraf jeg stadig mangler den sidste øl. Egentlig ville jeg have gemt brygget her som den sidste, men sådan ville omstændighederne det altså ikke.

Skulle den sidste i serien af whiskyrøgede øl fra Amager Bryghus, The Black Cat, være endnu bedre vil jeg – ateist eller ej – frygte nemesis. Skulle den lægge sig et mageligt sted mellem denne ekstraordinære suppe af tjære og tørv, og Red Cap – der med sine 5 stjerner bestemt ikke er noget at fnyse ad, vil jeg formentlig kun frygte nemesis en lille smule mindre …

… for denne serie fra Amager Bryghus er vitterlig et orgie af velsmag, som kunne få den mest forstokkede gudsfornægter til at tro på – om ikke højere, så i hvert fald lavere magter.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme