Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: anmeldelser

Limfjordsporter Thy Whisky Fad 49, Thisted Bryghus

Man må gerne …

Man siger ganske vist, at man ikke må tale ondt om de døde … men der er undtagelser. Rush Limbaugh er definitivt blevet cancelled af alle livsopretholdende funktioner, hans betændte, hadske legeme formåede at holde kørende. Et dybt nederdrægtigt individ, hvis indflydelse på menneskeheden viste sig som splittelse og had mod snart sagt enhver tænkelig etnisk, seksuel og på anden vis marginaliseret minoritet.
Da forhenværende præsident Donald Trumps støtter stormede kongressen, var der flere i offentligheden, der hævdede, at Trump ikke var årsagen, men blot et symptom på en øget radikalisering af den amerikanske befolkning. Jeg er tilbøjelig til at give disse kommentatorer ret. Rush Limbaugh, til gengæld – han var vitterlig en af årsagerne. Han gjorde mere end nogen anden amerikansk talk radio identisk med konspirationsteorier, højreradikal propaganda og hadefuld tilsvining af alt, der ikke matchede beigegrå – eller snarere hvid, strømlinet almindelighed. Gang på gang, når tidligere eller nuværende amerikanske højrefløjsere fortæller om, hvad der fik dem til at falde i kaninhullet, dukker Rush Limbaughs talk radio-show op.
Der er absolut ingen grund til at lægge fingrene imellem og finde pæne gloser frem; der var og er intet pænt at sige om den mand. Det er kun grimt og frygteligt alt sammen – og heldigvis har det omsider fået en ende.

Det var dagens tirade. Jeg slås stadig med at holde humøret oppe, mens ledigheden nager, og det betyder fortsat, at der er langt mellem indlæggene. I øjeblikket føles det næsten mere som en slags sur pligt end noget der drives af lyst – hvilket er forbandet ærgerligt, men desværre også de barske realiteter, når man slås med sin egen hjernes ubalancerede kemi. Den slet skjulte irritation over emnet for dagens tirade er nok i virkeligheden et ret godt eksempel på dette i sig selv.

Dagens øl fik mig til gengæld til at smile. Og det tror da pokker … Thisted Bryghus er et af de få firmaer, der kan blive ved og ved med at dreje og vride aldrig så sagte og antydningsvist på deres produkt, kalde det noget nyt – og slippe godt af sted med det. Limfjordsporteren i dens efterhånden rigtig mange afskygninger er en hyppig genganger på bloggen, hver gang til fornøjelse – stundom endda stor, og endnu ikke til skuffelse … dvs – Mikkellers Beer-Geek version var jeg vist egentlig ikke så glad for, da jeg prøvede den i Lokomotivværkstedet engang. Men det skal ikke ligge Thisted Bryghus til last, da Mikkeller som bekendt var ansvarlig for den variant.
Her er det de gæve thyboer selv, der står bag. Nu med bøgerøget malt fra Gyrup og et helt fad Thy Whisky hældt ved. Det kan mærkes i duften, der giver en dybere klang til det kulsorte brygs velkendte fyldige, maltede og brankede duft.
I aromaen er lakrids, mørkristet kaffe og whisky nydeligt afstemt hinanden. De 8,5% alkohol giver et ekstra pift, og får næsten én til at se bort fra, at brygget måske godt kunne bruge lidt mere på fyldesiden. Det glider lige let nok ned, gør det. Og det varmer og smager på vejen – men en ordentlig stout skal nu helst føles lidt mere tyktflydende end den her.

Men det er småting. Det vigtigste er, at den – på trods af depression, ledighed og et deraf undertiden betændt gemyt – fik mig til at smile.

Oude Geuze Platinum Blend, 3 Fonteinen

Så hellere guld …

Platin er mere værd end guld. Alligevel er der aldrig nogen, der vinder en platinmedalje, fordi … det er bare ikke sådan, klaveret spiller. Men fair nok – hver gang prisen på [indsæt variabel] substans overstiger guldprisen, kan man næppe forvente at samtlige forbund inden for alle sportsgrene i alverdens lande laver medaljerne om. Sikke et artigt kaos det ellers ville skabe. Underholdningen ville sikkert være større end selve sportsudøvelsen … og der må jeg så modstræbende indrømme min egen bias.
Og alligevel – jeg kan godt lide at se sport en gang imellem. Og jeg holder da også stadig med Fremad Amagers fodboldhold også selvom det efterhånden er mere end en håndfuld år siden, jeg boede på den grønne ø syd for hovedstaden. Men det er ikke noget, jeg går synderligt meget op i.

Det er sikkert tradition, eller sådan noget, der byder at førstepladsen får guld, andenpladsen sølv og tredjepladsen bronze. Og resten af rosset taler vi ikke om, for det er også tradition – og så må det som bekendt ikke laves om, for så kollapser galaksen som bekendt … eller den hvide mand mister en flig af sin magt, og det er jo mindst lige så slemt, hvis ikke endda værre.

Og før jeg fuldstændig mister tråden og falder uigenkaldeligt ned i kaninhullet, må jeg hellere legitimere min lange tirade med – hvis læserne ikke allerede skulle have gennemskuet det – at dagens øl er et platinblend af friske, sure, lagrede (ja okay, altså friske i smagen ikk’ å’) vildgærsøl fra Belgien. Den sidste i en serie af tre, jeg modtog fra en anonym donor.
Serien har endeligt overbevist mig om, at rigtig champagne er noget opreklameret fis der ikke når denne Bruxelles champagne eller studenterchampagne som en af udlangerne af brygget ved Ølfestivalen i Esrum vist nok fik kaldt det for et par år siden. (I ved, før den der Mexicanske øl, alle render og snakker om, blev så rasende populær.)

Så vidt stilen – nu mangler jeg bare at finde ud af, om dette individuelle eksemplar nu også virkelig fortjener en betegnelse, der er bedre end guld. Om brygget fortæller producenten, at den ældste lambic, der indgår i blended her, er tilbage fra 2014. Altså længe længe før Coronavirus (og for mit vedkommende før Husum og Thisted).
Umiddelbart forekommer brygget i champagneskålen (fordi – af en sådan skal dette bryg naturligvis nydes) lidt mørkere end de foregående geuzes – eller også er brygget bare mørkere end øjnene husker det, friskt og perlende som det altid er i sin sprudlende vederkvægethed. Blankt kobberfarvet med platinblondt skum fremstår det i modstrid med den evige forventning om et lyst bryg med lød af mousserende hvidvin. Duften er mere end bare i den tørre ende, næsten eddikeagtig i sin stikkende syrlighed.
Dette kommer også til udtryk i smagen. En bund af umodne stikkelsbær veksler med en kant af eddike. Et skarpere og mere krasbørstigt udtryk, end jeg har været vant til i serien. Sværere tilgængeligt er ikke lig med ringere – især ikke i denne bloggers gane, men jeg kan alligevel ikke helt se dette bryg fri for at være en anelse ude af balance, krængende til den lige lidt for fandenivoldske side.
Og gu’ skal geuze være surt, men det skal stadig kunne skelnes fra de foedere, det er en blanding af. Blandingen skal udtrykke en fin, letdrikkelig forening af de rå vildgærede produkter, og her synes vægten mere at være lagt på at bevare syren intakt på bekostning af drikkeligheden.

Således ender platinblended faktisk med den laveste karakter af de tre bryg. Uden at det er decideret dårligt vel at mærke. Men et i min mund disharmonisk udtryk, der ikke tilpas vægter kernen i geuzekonceptet – friskhed og letdrikkelighed – fortjener ingen guldmedalje.

Grimbergen Rouge, Kronenbourg/Carlsberg

De store kan også ...

Det er evigt og altid i embeds medfør, når jeg ser en ny øl fra Carlsberg-koncernen på supermarkedshylden og tager den med hjem til anmeldelse. Det gælder også frugten af deres aggressive fusioner og opkøb rundt om i verden. Grimbergen-brandet ligger således under franske Kronenbourg, der for en utrillion år siden alligevel blev opkøbt af Carlsberg, så det egentlig kunne være aldeles ligegyldigt at ordet ‘borg’ har et ekstra, eksotisk klingende ‘u’ i sig. Til gengæld fungerer det sikkert fint i markedsføringsøjemed – man kan lave nogle bryg der ser flotte ud på etiketten, udstråler kvalitet og ved første øjekast synes at komme fra [gisp] udlandet. Selv kvalitetsbevidste forbrugere hopper alt for ofte på limpinden og tror, at blot fordi der kun står ‘Carlsberg’ med små typer, så er det et kvalitetsprodukt, de står med i hånden.

Meget tyder imidlertid på, at der virkelig er gjort noget ved dette produkt, for at få det til at smage af noget. Ikke mindst indholdsfortegnelsen, der i længde er sammenlignelig med diverse FN-rapporter om menneskerettighedsbrud i Nordkorea – uden yderligere sammenligning i øvrigt. Glukosesirup, sukker, naturlig aroma (min fremhævelse), gulerodsekstrakt, bygmaltekstrakt, syre og citronsyre pryder bagetiketten sammen med byg- og hvedemalt, samt humle og vand. Kreativiteten og gavmildheden fejler ikke det store, men hvordan mon det står til med brygkunsten?

Navnet passer i det mindste. Brygget er nydeligt rødt, næsten som en fed blanding hindbærsaft, med fint, kridhvidt skum, der formår at klæbe mere end bare en anelse. Hvor farven kommer fra melder historien ikke umiddelbart noget om, men mistanken falder på gulerødderne, der kunne være af den violette slags. For mest af alt bærer brygget lød af rødbeder, som trods alt ikke har været i brug i konkoktionen.
Det er heller ikke lige gulerødder, brygget dufter mest af. Til gengæld genfinder man sødme af sirup og hvidt sukker, kombineret med syrligt-søde bær – tranebær ligger tæt på. Brygget formår således at dufte meget lidt af det det egentlig er – øl, men på den anden side ikke så meget af søde sukkerdrikke, at denne blogger skræmmes bort lige med det samme. (Det siger egentlig ikke så meget i betragtning af, hvor meget pris jeg sætter på belgiske frugt-øl. Men det er en anden historie).
Så vidt ikke noget væmmeligt – eller industrielt kedeligt for den sags skyld. Og idet glasset sættes for munden bliver det endda godt. Brygget smager dejligt sødt og fyldigt igennem med en underliggende syrligt-frisk note, jeg som stor ynder af førnævnte frugtøl hilser aldeles velkommen.
Nogle vil kalde den vammel i sin sødme, men jeg sætter faktisk pris på den karakter, det giver brygget. Der er noget fest og (især) farver i dette bryg, som man alt for ofte savner i Carlsbergs produkter, og selv om tyskerne – især sydpå – slår sig kors for brystet over tilsætningerne, er det færdige resultat trods alt ikke mere syntetisk, end at det godt kan nydes.

De blander åbenbart bedre end de brygger hos Carlsberg. Til gengæld gør det mine pligtanmeldelser så meget mindre en byrde, når det færdige resultat rent faktisk smager af noget, og så skal jeg ikke vifte unødigt meget med pegefingeren ad dem for blanderiets utyske.

Skagen Bunker, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken XII)

Men skummet er da flot …

Ydrk! Jeg føler mig beskidt … jeg kom for nylig uforvarende til at klikke mig ind på Stram Kurs’ officielle blog, “Frihedens Stemme” (klik på eget ansvar; jeg deler kun min kilde af pligt, ikke af lyst). Af alle mennesker svarede det bogstaveligt talt over hele hovedet ikke stuerene Rasmus Paludan-vedhæng Uwe Max Jensen på et af mine Twitter-opslag angående sølvpapirshattemagernes hovedorganisation, også kendt som Men in Black (MiB).
Ironien var tyk som Mads Palsvigs pande idet MiB som bekendt er frådende modstandere af maskepåbuddet samtidig med at de en masse maskerer sig til deres demonstrationer – ifølge BT med bl.a. klovnemasker. Uendeligt passende, syntes jeg, hvorfor jeg glad og fro delte artiklen. Den gode stemning i mit Twitter-feed skulle imidlertid ikke vare ved, da Stram Kurs’ hof-fæcesentusiast Uwe Max altså uanmeldt og – skulle jeg måske lige tilføje – uprovokeret meldte sig.
Selvfølgelig skal jeg nok give et udførligt referat af, hvad han skrev og hvad der siden hændte, så læserne selv er fri for at besudle deres browserhistorik og generelle velbefindende ved selv at følge links. Ligesom jeg hjertens gerne anmelder industriens tyndeste sprøjt, så læserne ikke selv behøver binde an med det, løfter jeg også ind imellem gerne en flig af forhænget ind til internettets mørkeste afkroge. Så behøver læserne heller ikke dette selv – selv tak, det var så lidt … eller ret meget. Men hvad gør man ikke for sine læsere?

Jeg har aldrig før været inde og kigge på Frihedens Stemme eller den tilsvarende video-kanal. Der er grænser for, hvad mine nerver kan holde til – især når det er umuligt at u-se det, man er kommet til at bevidne derinde. Så hellere lykkelig i uvidenheden. Nu er skaden imidlertid sket, og her følger så min beretning – dels som bearbejdning af traumet, dels fordi der faktisk er en interessant historie at fortælle.
Uwe Max brokkede sig i sit korte tweet-svar over, at der ikke var ytringsfrihed i MiB, og det blev uddybet i den linkede artikel på Frihedens Stemme. Eller uddybet og uddybet … det er så som så med den kaotiske ordsalat, der efter alt at dømme også havde været gennem en voldsom food fight før den endte på Stram Kurs’ blog.
Det jeg har kunnet reorganisere bogstaver og ord til, således at det giver nogenlunde mening for de ikke-indviede (hvoriblandt jeg ikke uden en vis stolthed (omend det er en meget lav barre) tæller mig selv) er, at Uwe Max skulle have spurgt på MiB’s facebookside, hvorvidt Stram Kurs var velkommen i MiB’s demonstrationer. Svaret fra MiB blev gengivet i et screenshot: FUCK HØJREFLØJEN FUCK VENSTREFLØJEN – VI ER FOLKET, efterfulgt af to emojier; et dannebrog og et sort flag. Efter dette – indrømmet ikke helt fyldestgørende eller entydige svar – blev Max Jensen angiveligt blokeret fra gruppen.

I resten af artiklen på Frihedens Stemme fyger det med udokumenterede beskyldninger og usammenhængende påstande om, at MiB er tæt associeret med både rockerklubben Satudarah og Værebros Hårde Kerne, via gruppens baggrund i fanmiljøet omkring Brøndby IF.
På denne noget skrøbelige baggrund udråber Uwe Max MiB til at være en “islamofil frontorganisation, der forsøger at ride med på danskernes skepsis overfor de omfattende coronarestriktioner.” Derefter deles endnu en facebookkommentar i et screenshot, denne gang fra MiB’s talsmand Ali Sufi fra 6. juni 2019 – altså godt og vel et halvt år, før der var noget, der hed COVID-19 og endnu længere før MiB was even a thing.
Af den usammenhængende kommentar fremgår det, at Ali Sufi kalder både Nye Borgerlige og Stram Kurs neo-nazister (and who could blame him, really?). I kommentaren ser Uwe Max formentlig en begrundelse for, hvorfor MiB ikke ønsker følgeskab af Stram Kurs. Der findes næppe nogen, der bliver mere fornærmet over at blive kaldt nazister, end dem der er det af gavn, men ikke tør være det af navn.
Efterfølgende skulle de forsmåede Stram Kursere have arrangeret deres egen sølvpapirshatsdemo, der gik i hælene på MiB-demoen. Men hvilke eskapader den har måttet afstedkomme har jeg ikke magtet at efterforske.

Ud over at det er underholdende at se tosser gå i flæsket på tosser, viser sagen også, at der åbenbart er en nedre grænse for, hvem sølvpapirshattene i MiB gider associeres med. Og hvis det står til mig, skal Stram Kurs fremdeles huskes for … vel, en hel masse grimme ting, men også, at de var så skøre, at selv MiB ikke gad lege med dem.
Den største nogenlunde organiserede forsamling af konspirationstosser i Danmark synes, at Stram Kurs alligevel er lidt for langt ude … det er, hvad jeg tager med mig fra den dag, jeg uforvarende kom til at klikke mig ind på Stram Kurs’ fæle blog … Hold kæft hvor er den i grunden også grim. De kan ikke engang finde ud af at lave et favicon, så man i stedet har WordPress’ logo på fanebladet i browseren. Ikke den bedste reklame WordPress kunne ønske sig skulle jeg mene, selv som flittig bruger af WordPress-platformen.

Med den oplevelse nogenlunde ude af systemet skrider jeg videre til dagens øl, der om ikke andet er lidt i samme tema, eftersom den også er ganske mørk: Skagen Bunker fra Bryggeriet Vestkysten under Løkken Bryghus. Den sidste øl i det efterhånden meget lange tema om den pakke øl, Løkken Bryghus sendte mig i efteråret.
Brygget er opkaldt efter de bunkere, der blev opført af Stram Kurs’ ideologiske forbilleder langs den jyske vestkyst i krigsårene. Det fremgår, at nogle af bunkerne også blev brugt efter krigen, og at netop den bunker, som er afbilledet på etiketten, kunne have været den, hvorfra meddelelsen om russisk transport af missiler til Cuba blev rapporteret tilbage i 60’erne.
Ellers er der tale om en brown ale – og det lever brygget fint op til rent visuelt. Brygget er sort som en overskyet nat ved vestkysten med højt, tæt, fedtet skum, i matchende mælkechokoladefarve.
Nyd det i fulde drag så længe det varer, for herfra går det kun ned ad bakke.

Afmagten og skuffelsen sætter således ind med fuld drøn så snart brygget sættes for næsen. En meget fjern aroma af tynd kaffe er alt, brygget i sin ellers fejlfri visuelle skønhed kan byde på. Og oplevelsen er stort den samme i smagen. En fjern, svag og ubestemmelig fornemmelse af billig og alt for tynd pulverkaffe kan akkurat registreres i et bryg, der mere end noget andet smager rigtig godt igennem af egnens klare og friske postevand. Brygget er desuden ikke stærkt nok til, at alkoholen kan kompensere for skuffelsen. 6% er bare ikke nok, og ville næppe heller være det, om brygget blev leveret i en større emballage.

Det er mildt sagt ikke noget godt sidste indtryk, bryggene fra Løkken Bryghus har gjort på mig. Men det kommer jeg mere udførligt ind på i næste blogindlæg, hvor jeg gør status over temaet.

Så forbliv indstillet.

Seasick Crocodile, Prairie Artisan Ales

Næsten på overliggeren

Ingen Kajs Ølblog uden juleøl i årets allerførste måneder … eller næsten i hvert fald. Det er under alle omstændigheder en stærk tradition på bloggen, selvom det også er noget, jeg prøver at undgå hvert år. Sidste år gik det sådan set også rigtig godt. Jeg nåede at få afprøvet alle indkøbte juleøl i løbet af julemåneden, uden at nogen blev stående på lager over nytår.
Det er nu ikke sådan, at jeg efter nytår har været på rov efter tilbud på overliggere i supermarkedet for på den måde at holde traditionen med juleøl op til påske i hævd. Brygget her har jeg derimod fra en anonym giver, der sendte mig en pakke sure øl i starten af det nye år. Iblandt var altså også en enkelt juleøl.

Den søsyge krokodille møder man i sangen ‘You’re a Mean one, Mr. Grinch’, der handler om hovedpersonen i Dr. Seuss børnebog How the Grinch stole Christmas! fra 1957. “You have all the tender sweetness of a seasick crocodile, Mr. Grinch” – så vidt inspirationen til navnet på brygget. Historien om Grinchen har vist aldrig rigtig slået igennem herhjemme, selv ikke med Jim Carreys og Hollywoods hjælp. I virkeligheden håber jeg også mere på, at Krampus-traditionerne sydfra med tiden slår mere igennem heroppe. Både fordi vi har så rigeligt af amerikansk kulturimperialisme i forvejen, og fordi Krampus-optogene bare er så uendeligt meget flottere end de kitschede sødsuppe-juleoptog, men ellers ser.

Ih, der er ikke noget som et helligdagsopstød i god tid. Ikke mindst når virkeligheden ellers byder én at være i godt humør. Men næh nej, så nemt får I mig sgu ikke! Det kan godt være, at Danmark har vundet VM i håndbold, at vedholdende rygter vil vide, at Naser Khader er meldt til politiet for seksuelle overgreb, og at Inger Støjberg forbliver i Venstre til fortsat skade for Danmarks mest kriminelle og korrupte organisation. Men jeg vil fortsat udpege det brune på bananen, finde pletterne på kartoflerne og klage over grumsen i kaffen – og samtidig, som rosinen i pølseenden være stolt over, hvor dårlig jeg er til at finde på nye metaforer. Ingen skal tvinge mig til at være i godt humør, når nu jeg har en ledighedsdepression så godt kørende som jeg har.

Når det så er sagt, har jeg også en øl at anmelde. Seasick Crocodile er en sour ale tilsat tranebær, ingefær, kanel og muskat. Et rent mareridt for konservative tyske bryggere, og for undertegnede en anledning til let rynkede bryn trods alt. Jeg nærer ganske vist ikke samme afsky for tilsætninger i øl, som jeg gjorde ved bloggens begyndelse, men når indholdsfortegnelsen i omfang ligner et avanceret cancermedikament, aktiveres min skepsis nu alligevel. Også selvom det alt sammen er hyggelige, julede ting, som jeg ellers holder meget af.
Tranebærrene gør i hvert fald deres til at få brygget til at se festligt (og en anelse suspekt) ud; lyserødt med sprødt, lavt skum. Kanelen er letgenkendelig i duften. Den dufter bare derudad, som den minder én om risengrød og pebernødder og brunkager. Øl minder brygget i sit olfaktoriske udtryk til gengæld ikke meget om.
Og det er egentlig ærgerligt. For her er der ellers tale om endnu et nydeligt surt bryg. Surt som … ja, det er faktisk svært at sige præcis. Brygget har egentlig bare et lækkert base line surt udtryk, klart og friskt, så øjnene klemmes i og munden breder sig i et stort smil.
Men så er der det andet element – ud over den karske, vederkvægende syre; kanelen. Ja, den møder man i den grad også i aromaen. Den udgør stort set alt hvad der er af smag i brygget ud over syren, og selvom jeg egentlig godt kan lide kanel, er det ikke kønt.
Krydderiet overdøver alt andet, der ellers kunne have smagt i brygget. Om det så bare havde været tranbærrene, ingefæren eller muskaten. Men intet af det kan smages – ej heller malten eller humlen. Alt er pakket ind i en anmassende, småvammel og alt for dominerende smag af kanel, der overhovedet ikke passer til bryggets ellers virkeligt nydelige syre.

Hver for sig havde det måske fungeret. I stedet sidder man med en sur øl, der smager af kanel, eller en kaneløl, der er sur. Ingen af delene fungerer – især ikke når brygget føles så sammensat som det gør. Begge dele er så nærværende, at man føler sig tilskyndet til at køre brygget en tur gennem et kaffefilter, så kanelen kunne blive fanget og resten af brygget måske være en nydelse alligevel. Og kanelen – ja, den kunne man bruge til næste gang man lavede risengrød.
Surt øl passer ikke særlig godt til julemad, og kanel passer generelt ikke særlig godt til surt. Hele brygkonceptet ligner således mest noget, man har brygget fordi man kunne, og ikke fordi man burde. Men for et aldeles nydeligt surt indslag skal brygget alligevel belønnes. At kombinationen med kanel – eller for den sags skyld med noget som helst andet – burde have været udeladt må man håbe er en lektie, bryggeriet lærer til næste gang.

DDH Citra x Galaxy IPA, Arpus Brewing Co.

Direkte til tops!

18.700.000.000 til minkindustrien … Så er udeblivende kritik fra landbruget vist nok også både købt og betalt med renters rente … indtil regeringen skifter, for så ved vi, at højrefløjen vil forlange rigsretssag alligevel. Landbruget er og bliver det mest forkælede erhverv i Danmark, og det er ikke mindre pudsigt at de største støtter af de permanent offentligt støttede gylleproducenter fnyser i afsky ad mennesker, der ikke kan forsørge sig selv, og må ty til det offentlige for at få hjælp til dagen og vejen. Når det kniber for landbruget er de offentlige kasser til gengæld uden bund, mens arbejdsløse og svage helst skal udsultes, gøres hjemløse og efterfølgende jages og kriminaliseres – ikke mindst hvis de er mørke i huden #ghettopakke.
Men dobbeltmoral er jo intet nyt, når det kommer til de frådende neoliberalister, vi finder i Venstre og Liberal Alliance … og Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF … and the list goes on.

Imens kræver den dybt reaktionære klub af voldspsykopater og sølvpapirshatte, samt voldspsykopater iført sølvpapirshatte ‘Men in Black’ statsministeren aflivet ved hængning eller afbrænding … måske begge dele på én gang at dømme efter deres seneste manifestation.
Jeg har ingen forventning om, at de har tænkt sig at ændre deres syn på Mette Frederiksen efter hendes exorbitante foræring til en i forvejen skrantende minkindustri. Til gengæld giver den sortklædte bande voldsbøller om ikke andet et indblik i, at der findes et segment i samfundet, der åbenbart bare har brug for at skabe sig åndssvagt.
Undskyldningen finder gruppen normalt på fodboldstadions er der meget der tyder på. Og når det ikke længere er en mulighed, må aggressionerne bare udløses et andet sted. Man kan tage bavianen ud af vildmarken, men ikke vildmarken ud af bavianen.

Nok om det. At få noget nogenlunde sammenhængende fældet ned på skrift om de trainwrecks af clusterfucks der konkurrerer om at eksplodere i hovedet på os i øjeblikket er svært nok. Så vil jeg meget hellere skrive om den seneste øl, jeg har prøvet. For der er der langt mere at komme efter!

Med DDH (=Double Dry Hopped) etc. etc. har Lettiske Ārpus Brewing Co. (med så’n en dimmerlimmer over a’et for at vise at det er langt) sparket både sig selv og Letland ind på bloggen med en raketfart, der kunne få enhver ‘Man in Black’ til at antage hele det kromatiske spektrum i rækkefølge af ren misundelse. Opskriften er ikke videre original – til gengæld er den grundigt gennemtestet og aldeles effektiv: En dobbelt tørhumlet IPA med Citra og Galaxy-humle – så skal det godt nok gå meget galt, hvis ikke det bare er en lille smule godt.

Imponerende er det i hvert fald som den pomelogule, uigennemsigtige masse langsomt optager glasset. Bryggets modvillighed mod at forlade emballagen er ikke ulig hvad man kan opleve med visse meget tætte, stærke stouts. Og som om det ikke alt sammen var nok, så tårner det cremede skum sig op som ved en anden Venus’ fødsel. Duften er ikke mindre inciterende. Frisk og fornøjeligt syrlig af skarpe citrusfrugter; lime og grape samt et bittert skud som man møder det i en moden appelsin.
Fylde, fløjl og fløde plasker vellystigt alle mundens indre flader til med de fineste, mest udsøgte aromaer, IPA kan byde på. Frisksnittede pæle af lyst træ støder begærligt i tungen, vanillen gnider sig kælent op ad ganen, mens den cremede mundfornemmelse af tyk fed fløde med appelsinessens binder det hele sammen og pulserende udløser det ene orale klimax efter det andet.
Sikke en debut! Nydelsen er absolut, kompromisløs og nyskabende alt den stund, at jeg aldrig før har oplevet en IPA med en sådan fylde før. Aroma – ja. Fylde – nej! Glem alt om East Coast, West Coast, British eller New England IPA. Lettisk IPA er the shit – som de unge, lettere (see what I did there) misvisende kalder det nu om dage. Tænk, at det den ultimative IPA skulle findes på det kontinentale Europa.

Den slags giver – om ikke håb, så i hvert fald trøst, når COVID-19 og rablende idioti på samme tid hærger verden i to gensidigt forstærkende pandemier. Smagen i munden er nok bitter, mens vi ser hele verden synke i grus for vore øjne – men dårlig er den ingenlunde!

Narrevorn, Løkken Bryghus (Det’ bare Løkken XI)

Et sort glimt af håb …

Pauserne mellem mine indlæg er igen blevet længere end jeg egentlig intenderede. Jeg skal ikke plage læserne unødigt med mine humør-issues, men blot fremføre det som en simpel kendsgerning, at det igen-igen-igen er det der spøger og sætter grænser for min aktivitet på de sociale medier.
At jeg var så edgy på dagen for indsættelse af Joe Biden i præsidentembedet, at jeg fik lukket min Twitter-konto permanent, gjorde heller ikke sagen bedre. Over 1700 følgere i vasken – bare sådan, fordi Twitters algoritme, eller nogle emsige højrefløjsere synes, man skal holde kæft.
Vel, op på hesten igen – den evige jagt på følgere for følgernes skyld blev faktisk også lidt triviel i længden. Jeg prøver at lære af det frem for at blive endnu mere bitter.
Ikke mindst når bitterheden er en egenskab, bryggeriet bag dagens øl for en gangs skyld har nogenlunde styr på.

Vi er nået til den næstsidste øl i den omfattende serie af øl, jeg i efteråret fik sendt af Løkken Bryghus. Det har været en på flere måder jævn oplevelse, mest af alt fordi hovedparten af bryggene lagde sig i et mageligt for ikke at sige konturløst og umarkeret midterfelt. Akkurat bestået, men ej en fornøjelse at bevidne som eksaminator eller censor.
Forventningerne til denne stout er derfor ikke just høje, ligesom alkoholprocenten. 6,9 er måske ikke lige så langt nede, som mit humør for tiden, men om man ligefrem bliver skæmtsom, eller narrevorn som det hedder på vendelbosk, af én alene, har jeg min tvivl om.

Brygget lægger ud med en for så vidt godkendt, men dog noget svag duft af kaffe og mørkt træ. Ikke desto mindre er det mere lovende end det meste fra bryggeriets hånd, så det naive håb lever fortsat.
Og det indfries skam også! Brygget ejer ikke bare fylde nok, men fylde i overflod – og aroma! Lækker, bitter, fyldig, næsten brændende lakridsaroma, og så endda helt uden at lakridsaromaen føles støvet eller på anden vis disharmonisk.
Det skyldes nok, at der ikke er tilsat lakrids. Whisky ja, men ikke lakrids. Det er måske tricket? Hvor ofte har jeg ikke pylret over, at stouts tilsat lakrids fik en underligt støvet og disharmonisk mundfornemmelse af det (med Limfjordsporter som den nok mest markante undtagelse)? Her er lakrids go leor, men som resultat af brygkunst, og tilsættelse af noget ganske andet.
Og whiskyen smager i øvrigt heller ikke for meget igennem. Innis & Gunn har gjort det til deres brand at lagre øl i whisky- og andre brændevinsfade, hvilket på denne bloggers tunge alene har givet deres bryg afsmag.

I sidste ende er det nok et spørgsmål om smag og behag, men ét står i hvert fald tilbage mørkt, tungt og dunkelt som kun en ordentlig stout kan være det: Dette er en aldeles nydelig repræsentant for stout-genren, og yder omsider Løkken Bryghus noget hæder, de nok har længtes efter.
Og det kan ikke undgå at nage efter en pragtfuld øl som den her, at man nu ved, at Løkken Bryghus sagtens kan brygge øl af en udsøgt kvalitet. For hvorfor gør de det så ikke bare hver gang?

Bandit, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken X)

Vand over åen …

Oh dear, jeg er en klovn. Det er vist ikke sket på bloggen før, at jeg to gange i træk har glemt at tage et billede af den øl, jeg drak. Selv ikke dengang jeg drak øl med Ole for snart et år siden. Der glemte jeg faktisk ikke én eneste, hvor usandsynligt det ellers måtte forekomme.
Og denne gang er der ingen videooptagelser eller anden dokumentation til stede, der kan genoplive min oplevelse, ud over mine hastigt nedkradsede noter – og de beretter precious little om bryggets ydre. Det skal ikke være nogen hemmelighed allerede nu, at selv hvis brygget havde strålet som en stjernesol til engles sang og harpeklimpren, havde det ikke reddet meget for denne, Bryggeriet Vestkystens bud på en pilsner.
Og som de i øvrigt selv siger deroppe i Løkken: Det er det indeni, der tæller. Ellers beskrives brygget som lys gylden i farve (jeg protesterer ud fra min rudimentære hukommelse ikke) tilsat amerikansk bitterhumle. Den skulle desuden “fungere godt til et frokostbord eller bare som garagebajer.” Havde jeg taget mig tid til at læse, hvad bryggeriet selv skriver om deres eget produkt, ville chokket over den veritable maltknytnæve og den tungeflænsende humlefræsers demonstrative udebliven nok have været en kende mindre.

Og dog … Der er ikke mange kapitler tilbage i den efterhånden lange saga om den smagepakke fra Løkken Bryghus, jeg modtog tilbage i … november, var det vist? Indtil videre har de store oplevelser været højst sparsomme, og begrænser sig faktisk til bryggeriets pilsner – Jøwt – der fortsat har min anbefaling, mens man ikke går glip af det store, hvis man lader resten stå.
Det gælder også her … mine noter er sparsomme fordi ordene hurtigt slipper op, når man skal skrive af noget, der dufter og smager af det rene ingenting.
Vandet, brygget er lavet af, er vitterligt det, man kan rose mest. Det har vædende og læskende egenskaber på tunge, gummer og gane, og man slipper i det store og hele fra at gå tørstig fra et glas med denne øl.
Hvori består ølelementet så? Vel … en antydning af afsmag af noget syrligt-metallisk kan akkurat spores, og med yderste nød identificeres som noget, der kunne være en sørgelig rest, en skygge af, hvad der engang var humle. Næppe nogen god humle, i øvrigt.

Spørgsmålet, der nødvendigvis må rejse sig, når dette aldeles intetsigende bryg er skyllet i maven og ud i glemslen er “hvorfor?” Alt i alt smager det bedre og friskere, hvis man simpelt hen bare åbner for vandhanen. Og hvis man vil være fuld – vel, så er der indtil flere industrielle alternativer, der smager af lige så lidt, men formentlig er langt billigere.

Man må undres.

Kloster Hvede, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave III)

Flyverskjul og popcorn

I USA er folk gået i flyverskjul i forventning om, hvad der kommer til at ske i overmorgen, når Joe Biden skal indsættes som præsident. Nationalgarden er udstationeret på gangene i kongressen – helt bogstaveligt hvor de overnatter uden madrasser eller tæpper – og ude i de enkelte stater har man været i allerhøjeste alarmberedskab, da Trumps broget-grumsede svar på Sturmabteilung (I ved, boogaloo-boys, Proud Boys, Oath Keepers, QAnon osv osv) erklærede, at de ville marchere mod staternes respektive hovedsæder i går.
Nyhedsbureauerne har ikke meldt om uroligheder, heldigvis, for med den slags fyrværkeri foretrækker de fleste nok en fuser. Forhåbentlig bliver det til endnu en fuser på onsdag, selvom risikoen for uro anses for at ligge et sted oppe i stratosfæren. FBI har meldt ud om risiko for, at insidere i kongressen planlægger angreb, ikke ulig hvad der var tilfældet 6. januar, hvor både politifolk og kongresmedlemmer ifølge hastigt ophobende evidens handlede i forening med stormløberne.
Angiveligt er hver eneste udstationerede soldat i kongressen blevet sikkerhedsvurderet tre gange – det må være over 60.000 sikkerhedstjek i alt, da over 20.000 nationalgardister er blevet udstationeret. Og mit lille aspergerhovede kan ikke lade være med at overveje, om dem der laver sikkerhedsvurderingerne mon også bliver sikkerhedsvurderet. Hvis blot én forræder løsner et skud kan katastrofen blive total, og det kræver ikke engang en forræder at overse en sådan. Det kræver blot, at en af dem der sikkerhedsvurderer tropperne, sover i timen.

Herhjemme tager de fleste sagerne med foruroligende sindsro. Alt for mange ser det som en form for bizar underholdning, der inviterer til hånlatter og popcornspisning. Der er imidlertid alle grunde til at være bekymret for, hvor slemt det faktisk står til med verdens mest betydningsfulde supermagt, samt de oplagte historiske paralleller man kan drage fra europæisk fortid.
Kast blot Godwin efter mig, hvis I vil, men dette var Trumpbevægelsens ølkælderkup. Og hvis omverdenen fortsætter sin letkøbte og konsekvensfrie fascination af bevægelsen, og ikke tager den alvorligt inklusive dens nødvendige bekæmpelse, så gruer jeg meget for det næste amerikanske præsidentvalg. Mit gæt er at Trump er enten død eller alt for mentalt svækket til den tid – men der skal nok være fundet en efterfølger, der er gal nok. Ted Cruz, Josh Hawley, Matt Gaetz, Marjorie Taylor Greene og Lauren Boebert står allerede klar i kulissen, mens man samtidig ikke skal undervurdere resten af Trump-familiens ønsker om at gøre Marmelade Mussolini kunsten efter.

Endelig siger man, at det der sker i USA kommer til Europa ca 10 år senere. Med Nye Borgerlige, Stram Kurs/Hard Line, Dansk Folkeparti samt veteraner som Inger Støjberg er der for længst et betydeligt segment i dansk politik, der deler Trumpbevægelsens politik, efter min mening tillige med dennes autoritære og antidemokratiske element.
Herhjemme er de blot kloge nok til ikke at flashe sidstnævnte alt for ofte eller alt for tydeligt. En sjælden flashing af disse dispositioner stod Støjberg for, da hun frejdigt erklærede sit ønske om at ‘dræne sumpen’ under Bæredygtigt Landbrugs traktortræf i efteråret.

Jeg husker ikke længere, om vi diskuterede alle disse emner under samme livestream, som jeg refererede til i sidste indlæg, men det kan man jo selv klikke sig ind for at undersøge. Det blev i hvert fald en så lang livestream, at jeg åbnede to nye øl undervejs. Men da jeg havde kværnet den fine IPA fra sidst, var jeg åbenbart blevet for pløret til at huske at fotografere denne hvedeøl, før den blev åbnet.
På optagelsen ser den nydeligt messingfarvet ud, blankpoleret overraskende nok, for brygget er – som enhver hvedeøl selvfølgelig bør være – ufiltreret. Dette manifesterer sig åbenbart ikke synderligt i det visuelle.
Duften er til gengæld lovende, omend sikkert ildevarslende for mange. Stald, eller rettere; ensilage breder sig i lokalet ved skænkning – og det er ironisk nok et sikkert tegn på kvalitet, også selvom lugten af stald er ubehagelig for de fleste – mig selv inklusive.
Staldlugt peger gerne i retning af bitter aroma, som man bliver snydt for her. Men det gør ikke spor, da der i indbudt til en sød, kælen oplevelse i stedet. Et fast, fyldigt, næsten svulstigt sødt element af marcipan glider næsten friktionsløst ind over tungen. Her yder kontakt med alle indvendige flader lystigt behag af lette, men velplacerede stød af agurkesyrlighed, der udløser saft fra efterårets modne æbler.
Man kan ikke nære sig for at vælte hele udladningen rundt i gane, gummer svælg en ekstra gang, før man lader det hele glide ned. En fuldendt aromatisk udløsning, der langt overgår forventningerne til enhver hvedeøl, plus forventningerne til de fleste øl i det hele taget.

Og jeg der ellers sjældent synes at hvedeøl er noget at råbe hurra for. Men det kan altså lade sig gøre at brygge nogle ordentlige nogle af slagsen. Det har Klosterbryggeriet hermed lært os.

Premiere, Interboro

Skarp konkurrence …

Det kom alligevel til at tage mig længere tid end jeg havde regnet med at få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at sætte mig bag tastaturet igen. Depressionen hænger endnu engang som en tung dyne over mig, og jeg må anstrenge mig voldsomt for at kunne klare selv de mest simple opgaver. Det er fortsat arbejdsløsheden, der nager og får det hele til at se håbløst ud.

Der er ellers ikke så lidt at glæde sig over for tiden. Ikke alene bliver Donald Trump stillet for en rigsret (igen); det samme gælder Inger Støjberg herhjemme.
I den forbindelse har jeg noteret mig, hvordan man nærmest som et urværk bliver kaldt pædofil og tilsvarende, det øjeblik man offentligt giver til kende, at man støtter rigsretssagen mod hende. Det hun står anklaget for er at give en ulovlig instruks om, at alle ægtefæller blandt asylsøgere, hvor én af ægtefællerne var under 18 år, skulle adskilles. Uden hensyntagen til … vel – hvad som helst egentlig. Desuden skulle de adskilte par nægtes høring i forbindelse med adskillelsen, hvilket stred mod gældende regler og retspraksis. Ud over at afgive en instruks, der gik direkte imod gældende regler, løj Inger Støjberg desuden om instruksen på flere samråd i Folketinget.
For nu ganske kort at lege djævelens advokat: Gjorde Inger Støjberg det ikke alligevel med de bedste intentioner for øje? Var hendes mål ikke at beskytte barnebrude mod overgreb fra langt ældre ægtefæller? Det er på baggrund af den præmis, man mødes med anklager om at være pædofil, når man forsvarer rigsretssagen. Kigger man på de såkaldte barnebrudes aldersfordeling vil man imidlertid opdage, at aldersforskellen ikke generelt er meget stor. I 13 ud af de 34 sager er aldersforskellen 5 år eller derunder. Ofte er der kun ét år imellem dem. I andre tilfælde er der vitterlig store aldersforskelle, der godt kunne give anledning til reel bekymring.
Men glem ikke, at parrene i modstrid med reglerne blev nægtet retten til at blive hørt. Som minister valgte Støjberg at skære parrene over én kam og behandle dem alle på samme måde, uden skelen til deres individuelle situation.
For mig ser det ud som om Inger Støjberg fandt et nemt offer for sin lyst til at smage magten, samtidig med at hun kunne appellere til et voksende fremmedhadsk vælgersegment i partiet Venstre – og uden for partiet venstre i øvrigt, og som hun selv efter alt at dømme er en del af. Jeg vil ikke spekulere længe over hendes fremtid i partiet, men Formand Jakob Ellemanns linje, som han reelt først har lagt i disse dage med sin støtte til rigsretssagen, peger i retning af et opgør med racismen i partiet. Og uden den, vil Inger Støjbergs tid i Venstre nok være forbi.
Og det vil jo være mægtig ærgerligt. For jo mere kaos og splid der kan skabes i det parti desto bedre, og Inger er den perfekte katalysator for begge dele. Det vigtigste er imidlertid at få Inger Støjberg for retten for de lovbrud hun er mistænkt for. At der derved bliver sat en om ikke andet midlertidig dæmper på den skade, hun gør på partiet Venstre, er et mindre onde jeg må lære at affinde mig med.

Vel, videre til dagens øl, der blev nydt under en live stream (ja, det var ikke første gang og nok heller ikke sidste) på min gode ven Geoff Breeze’s kanal (like & subscribe), hvor vi et par stykker fra rundt omkring i verden i fællesskab fordøjede begivenhederne fra dagen før, hvor den amerikanske kongres blev stormet.
Jeg havde fundet et par gode øl frem – det passer sig i godt selskab. Brygget her er en dobbelt tørhumlet IPA, hvilket på alle leder og kanter er ganske lovende fra første færd.
Pomelogult og lige så uigennemsigtig som overfladen på enhver citrusfrugt spærrer brygget stædigt synlighed af alt, der måtte gemme sig bag glasset. Brygget duftes allerede som dåsen åbnes med lovende, lækre og i øvrigt traditionelle noter af grape, grannåle og et pikant stik af røg.
De første par slurke byder på et festfyrværkeri af tæskebitter humle og frisk grape. Derefter bliver det en smule mere afdæmpet, idet brygget går fra humlebombe til en noget mildere humlegodbid; stadig lækker som ind i h… men samtidig også forfriskende i sin mere spinkle og citrusprægede aromaprofil.
Brygget her er, når alt kommer til alt, ikke nødvendigvis et måltid i sig selv, double dry hopped eller ej. Den vil gøre det fint som ledsager til Thairetter med grøn chili og andet i samme dur. Søger man en øl, der skal flå kæberne fra hinanden i en blodrus så bitter som summen af en Trump og en Støjberg der får læst deres dom op ved rigsretten, må man nok lede videre en stund endnu.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme