Endelig ferie …
… og det skal dælme fejres! Med en øl, jeg har tårnhøje forventninger til. Hvad er det – en måned siden, at jeg fandt ud af at den eksisterede? En eller anden – jeg kan ikke huske hvem, men det var vist ikke engang en af mine lidelsesfæller udi ølbloggeriet, men derimod en bekendt i Grenå, der postede et billede af den på fjæsbogen. Og fra det øjeblik var jeg solgt. IPA og Cascade-humle i ét! De to mest vidunderlige ord i ølverdenen, jeg kan komme i tanker om – i kombination med hinanden! Det måtte bare være godt …
Og så gik den vilde jagt. Jeg spurgte ivrigt for i supermarkederne på Amager, og selvfølgelig også hos min lokale ølpusher, men lige meget hjalp det. Jeg gik endda så langt som til at skrive, og senere ringe til salgschefen, om brygget da ikke på et tidspunkt også kom til Sjælland.
Svaret var ikke entydigt, omend overvejende negativt. I hvert fald kunne salgschefen ikke garantere, at brygget ville blive handlet øst for Storebælt. Jeg argumenterede for, at jeg skulle have tilsendt et anmeldereksemplar, men det kom der ikke noget ud af – til ingen skade, for nu kan den jo fås alligevel. Det er dog stadig uvist, om brygget forhandles på den underordnede tilstødende naboø til Amager – i ved, Sjælland. Men hvis alt går galt kan man jo altid smutte en tur over Langebro efter en.
Det er i hvert fald et ganske flot bryg. Rødligt, næsten rødbrunt med matchende orangegyldent og temmelig fedtet skum. Mængden af skum, der bliver hængende på glassets sider er til gengæld set større. Duften er frisk og skarpt bittersyrligt humlet af ananaskirsebær og bitter humle med en antydning sød af hyldeblomst.
Nå … Det smager da meget godt …
Men godt nok også noget afdæmpet i forhold til, hvad jeg havde forventet. Jeg hæfter mig indledningsvis ved den kraftige, tørre eftersmag af ananaskirsebær – den får et flueben. Selve smagen derimod mangler ikke bare ordentlig bitterhed, men også de ledsagende IPA-noter af roser, hyldeblomst og bergamotolie. Bagtungen og ganen opfanger da aroma af træ, grannåle og en knivspids ingefær, men det smages kun. En rigtig IPA skal mærkes. Dette bryg forbliver glat og masserende, mens en ordentlig IPA skal rive og flå. Fylden mangler også lige det sidste – og måske endda også det næstsidste. Man smager vandet for meget, og tilskyndes i alt for høj grad til at tømme glasset i store drag.
Det gælder dog ikke bundsjatten, der en vis lighed med smagen af harske valnødder til trods omsider byder på lidt af den efterspurgte bitterhed. Lidt mere af det, skulle begyndelsen, midten og også en stor del af slutningen have haft meget mere af.
Uden dog på nogen måde at være ubehagelig, må den betragtes som en IPA-oplevelse på det jævne.
