Deres øl
… aka. Vores Øl, Hof, Probably The Best Beer in the World, m.fl. Kært barn har mange navne, og i Danmark er denne øl måske det, de fleste forbinder allernærmest med selve begrebet øl, øllets væsen, øllets idé … Det er denne øl, en dansker tænker på, når han/hun/den/det hører ordet “øl”. Denne og Grøn Tuborg er de generiske danske øl, som alle kender og alle, der ellers drikker øl, kan drikke. Til gengæld er det ikke øl, folk har de store holdninger til – ud over måske, at de principielt foretrækker den ene frem for den anden. Det er også svært for de fleste at beskrive, hvordan de smager. De er så indbegrebet af øl, at de fleste egentlig har glemt hvad de smager af, og det er denne opgave, jeg nu vil begive mig ud på så fordomsfrit som muligt at løse.
Jeg husker den som den første øl, jeg sådan rigtig godt kunne lide. Det siger både noget om, hvordan jeg oprindeligt opfattede øl – som noget, der kunne gøre mig fuld, og som noget alle andre også drak, – og noget om, hvorledes mine smagsløg og min kritiske sans på flere måder har udviklet sig. Dengang kaldtes denne øl i øvrigt “Hof”, men i takt med Carlsberg-brandets internationalisering er dette mundrette kælenavn blevet smidt væk til fordel for det mere sterile og hult klingende “Premium”. Det er forbløffende, at der er så mange øl ude i verden, der netop hedder ‘Premium’, og fælles for dem, jeg har smagt, er, at ingen som helst af dem fortjener en præmie for noget som helst. De er alle halvtynde, kedelige og standardiserede pilsnere, uden nogen som helst særlige kvaliteter overhovedet.
Hårdt presset kan jeg da også se nogle små spredte fordele ved smagsensretningen, der åbenbart er en del af internationaliseringen af Carlsberg. Det var da rart, da jeg tilbage i 2002 var på turné i Taiwan med mit gamle sækkepibeorkester, kunne bælle ½ l. hjemland på en bar i ‘Little Europe’ i Taichung. Jeg konstaterede dog i samme ombæring, at en Carlsberg Premium ikke adskiller sig nævneværdigt fra det øvrige asiatiske øl, som jeg i øvrigt husker som endnu mere ensrettet og standardiseret pilsnersprøjt, end hvad tilfældet er herhjemme nu om dage. Man kan jo gætte kvalificeret på, om ikke netop den generiske Carlsberg Premium egnede sig fint til det internationale marked, netop f0rdi den har den (mangel på) karakter, som den har.
Nu ved jeg godt, at jeg ville forsøge at gøre min anmeldelse af Carlsberg Premium så fordomsfri som muligt. Jeg vil forsvare ovenstående tirade med, at jeg endnu ikke har taget fat på anmeldelsen, samt at jeg tror, det er nemmere at frigøre sig fra gamle holdninger og fordomme, når man først har fået dem ud på skrift.
I grunden har en Carlsberg Premium faktisk en flot farve, lyst gul med kridhvidt skum. Skummet retirerer dog meget hurtigt, hvilket sjældent er et godt tegn. Duften er mest præget af bitter humle.
Smagen er præget af en pilsnerbitterhed præget af mild humle og bitter bygmalt. Samtidig konstaterer jeg, at den slet ikke er uden en vis overraskende fyldighed. Bitterheden er jævn – og selv for mine smagsløg generisk øl-agtig i sit udtryk – men hvad den ikke har i egentlig bitterhed har den til gengæld i fylde. Der er dermed en ganske fin balance mellem smag og fylde, der gør den ganske behagelig at drikke. Den mangler også den frygtede ( og – indrømmet – forventede) vandighed. Den absolut godkendte maltbitterhed holder desuden et godt stykke tid i eftersmagen uden at blive harsk, og dermed formår øllet at behage smagsløgene mere end adækvat både mens brygget er i munden og i overraskende lang tid efter.
Det er godt nok ikke en Warsteiner, der formår at imponere mere, især med bitterheden. Carlsberg Premium har dog stadig de samme tørstslukkende egenskaber og en fylde, der svarer ret godt til en Warsteiner. Til gengæld er en Carlsberg Premium væsentlig bedre end sin papbror Grøn Tuborg. Her er det især fylden, og den manglende vandighed, Carlsberg Premium vinder på.
Det er nøjagtig som jeg husker det. Indtil jeg begyndte at sætte pris på godt øl var min favorit Hof (som jeg fortsat kalder den) over Tuborg, netop fordi jeg syntes – og altså fortsat synes – den er mere fyldig og mindre tynd i smagen.
Alt dette sagt er Carlsberg fortsat en generisk standardøl, der ikke formår at overraske, eller i øvrigt være noget særligt på nogen områder. Smagen er stadig justeret efter, hvad der måtte genere færrest, og selv om den ikke er det mindst markante eksempel på den laveste fællesnævner, så er den et eksempel på det ikke desto mindre. Min favorit bliver det aldrig, jeg stemmer ikke i koret, der dikteret af markedsføringen kalder den ‘Vores Øl’. For mit vedkommende må hvem, der måtte ønske det, gerne beholde den for sig selv, så den i stedet kunne være ‘deres øl’.
