Velgørende bitter juleklassiker
Så fik jeg den endelig købt og afprøvet. Hvad jeg for nogle år siden anså for at være en ligegyldig standardjulebryg på linje med fx snebajeren, kom jeg pludselig til at savne voldsomt, da det åbenbart forlød, at den ville gå ud af produktion sammen med Carls Lager. Heldigvis har folket – formoder jeg – talt, og det med store bogstaver, så den i år har kunnet fås alligevel.
Mine gamle minder om denne øl er en smule tågede … Noget med nogle julefrokoster i gymnasiet … Ikke desto mindre kan jeg huske fra den tid, at jeg i grunden ikke brød mig om den, for den var mig for bitter – så meget desto bedre grund til at prøve den igen nu, hvor øllet nærmest ikke kan blive bittert nok.
Det er en dybgylden, brusende øl med ganske gyldent, luftigt skum. Både duft og smag er bitter med noter af frisk træ og humle og lidt hasselnødder. Fylden er overraskende god i betragtning af det årlige oplag. Letdrikkeligheden er gerne ligefremt proportional med det kvantum, der sendes på markedet. Det er ikke tilfældet her.
Munden snørrer sig selv en smule sammen, og en brændende fornemmelse af sprit breder sig langs med gummerne. Dette understreges af, at der er rigtig meget kulsyre i øllet, der får det til at prikke ekstra meget. Men elegant bliver øllet på den rigtige side af stregen, der går mellem besk og harsk.
Til gengæld kan man med rette kritisere den for ikke at passe særlig godt til den søde, fede julemad. Bitterheden matcher simpelt hen ikke brunede kartofler, and, sovs, svedsker eller flæskesteg. Måske kunne den gå til en rødkål, der hvor kokken havde holdt tilbage med sukkeret og i stedet givet den mere eddike, men tættere på en passende juleøl kommer vi dog ikke.
