Ikke dårligt … for en Carlsberg
Carlsbergs småforkølede forsøg på at lave en specialølserie svarende til Royal Unibrews Lottrup– og Schiøtz-serier er indtil videre forløbet med svigtende held. Stout‘en var i bedste fald middelmådig, og pilsneren i værste fald rædselsfuld.
Carlsberg er på alle leder og kanter et industribryggeri, der manifesterer alle negative konnotationer, man forbinder med det angelsaksiske udtryk ‘corporation’. Virksomheden er absurd enorm, anonym – og hvor det gode øl kun tilforn var i højsædet sammen med det ædle formål, udtrykt i sloganet “laboremus pro patria” – “vi arbejder for fædrelandet”, så arbejder firmaet nu kun for at proppe endnu flere penge i de griske aktionærers lommer. “Laboremus pro pecunia” er det nye valgsprog, som Line Rosenvinge så fint skriver det i sit fine debatindlæg i Børsen.
Kort efter at indlægget røg i pressen (eller i hvert ud i cyberspace i form af en masse etter og nuller) kunne Carlsberg i øvrigt afsløre – sådan bare lige, med et tilpas afmålt kvantum demonstrativ sadisme – at de nu ville afskedige 2000 medarbejdere som led i en spareplan.
I stedet for at tænke nyt, og for eksempel investere sig ud af sit underskud, vælger Carlsberg at skære ned i et forsøg på at redde virksomheden. Når virksomheden engang opdager, at der er grænser for, hvor meget man kan skære, før der ikke er noget at skære af længere, er foretagendet nok også så sammenligneligt med et afpillet kadaver, at det let som ingenting sluges af Inbev, der allerede i dag står for salget af hver 3. øl i verden. De føromtalte griske aktionærer vil sikkert klappe i deres små hænder, de borgerlige vil juble over Carlsbergs visionære virksomhedsledelse (som egentlig bare vil bestå i passivt at lade sig æde levende … eller – næsten da) mens det meste af venstrefløjen vil trække på skuldrene og slå det hen som en del af den uundgåelige ‘udvikling’. Nogle gange hader jeg verden.
Hvis nu Carlsberg i stedet satsede på de små oaser af kvalitet, man faktisk kan finde i deres produktion. Hvis de nu bare undtagelsesvis prøvede at være bare noget lidt andet end de andre industriforetagender …
Som nu fx denne bock. Nydeligt mørk er den med mørkttonet skum og en aldeles lovende sød duft af både kaffe og sukker. Og det er ikke bare kaffe – det er lækker kaffe. Fyldig og aromatisk, og med akkurat den rigtige mængde brun farin i, som jeg i øvrigt aldrig kunne drømme om at putte rigtig kaffe … Det er forresten snyd noget af det. Brygget er nemlig tilsat mørkt sukker – og angiveligt lakrids, men det kan man ikke lugte.
– Eller smage for den sags skyld. Kaffen derimod – den kaffe, der ikke er tilsat, men frembrygget ved brygkunst alene, den kan man smage. På en fyldig, aromatisk arabica-bund glider en let sødme af farin med akkurat den rigtige mængde alkohol til næsten (men også kun næsten) at levere en regulær Irish Coffee-oplevelse. (Altså blandingen af whisky, farin og kaffe. Ikke den uforskammede undskyldning for fortyndet brunt vand, jeg i forne tider blev budt på den grønne ø).
Skal man endelig kritisere og pege fingre ad industriel slendrian, så magter eftersmagen ikke at følge med de fine takter i smagen. Sukkeret dør næsten helt, og kaffebitterheden går fra Irmas dyre, til Nettos billige. Meget ærgerligt er det nu ikke, da smagen i sig selv gør det så godt som den gør.
Det er disse momentane højdepunkter Carlsberg skulle satse lidt mere på, og skabe sig et publikum, der sætter pris på kvalitet frem for anonyme bællebryg.
Men det er nok lige så utopisk at tro på, som at tro på et socialdemokrati, der ikke vil slå Anheuser-Buschs snarlige opkøb af Carlsberg-koncernen hen som et uundgåeligt udslag af ‘udviklingen’.
Godt skrevet!!!
Ligeså underholdende anmeldelsen af Carl’s Selection Bock er, ligeså ubegribeligt er det, at anmelderens smagsløg ikke evner at viderebringe det massive smagsindtryk af lakrids til skribenten …