Et lille stykke England …
Denne øl fandt jeg i Irma. Et lille skilt på hylden, den stod på, bedyrede, at der var tale om ‘Carls Pilsner’. Dermed lykkedes det ikke bare Irma at betegne brygget skrupforkert som type mens den rigtige type højt og tydeligt stod på halsetiketten – nej, det fancy det-velstillede-speltsegments-supermarked formåede endda samtidig at henvise til en helt anden øl i samme serie, nemlig Carls Selection Pilsner.
Måske var det bare sidstnævnte, der før havde stået på pladsen, og en træt – eller måske snarere indifferent – medarbejder havde blot mokket nogle øl op samme sted, der lignede. Økologisk er den i øvrigt heller ikke, som der står på prisskiltet. Det er sådan noget, man næppe ville undre sig over i discounthandlen – men i Irma? Stram op!
Brygget er som allerede antydet en del af Carlsbergs ‘Carls Selection‘-serie. Som konkurrent til Royal Unibrew har man omtrent 1:1 kopieret sidstnævntes koncept med at brygge en række specialøl med udgangspunkt i stifternes visioner, oplevelser og livshistorier. Royal Unibrew har været relativt produktive med deres Lottrup og Schiøtz-serier, mens Carlsberg først nu lancerer en fjerde øl i deres serie – de tre første blev lanceret tilbage i 2015.
Hvad tilbageholdenheden måtte skyldes, står hen i det uvisse. Historien på bagetiketten skal man dog ikke snydes for. Tilbage i 1866-70 var Carl Jacobsen på uddannelsesrejse i England, hvor han i byen Burton-upon-Trent studerede kunsten at brygge den lokale Pale Ale. Det er anledningen – resten er historie, der mest af alt handler om den vandige pilsner, som bryggeriet siden fik som hovedprodukt og som er af en ganske anden type.
Men Burton-upon-Trent er åbenbart kendt for brygning. Det burde jeg måske have vidst, men det eneste jeg havde hørt om byen tidligere var, at man på de lokale værtshuse ville få en ordentlig dragt prygl, hvis man skulle have den nederdrægtighed at postulere, at Freddie Mercury var homoseksuel da han endnu levede. – Såvidt i hvert fald Ian, en møbelsnedkerstuderende jeg lærte at kende på Grønjordskollegiet på Amager i min studietid.
Med til anekdoten hører, at min gode ven Joachim inkasserede – ikke en dragt prygl, men dog en velplaceret og effektiv lammer, da han kækt bemærkede til ovennævnte historie, at bynavnet ellers var en nydeligt titel til et levende homoerotisk billedværk … eller okay – det var vist ikke de ord, han brugte, men derimod ‘hardcore bøssepornofilm’.
Ian, der ellers ikke virkede videre stolt over byens rygte, var alligevel et bysbarn i en eller anden grad.
Brygserien føres i øvrigt under sloganet “En rejse ud i øl”. Jeg må se, om jeg en af dagene kan få taget mig sammen til at tage mig sammen til at få hyret en god advokat til at afkræve nogle royalties af Carlsberg for den omgang. Mit gamle slogan var jo “En rejse gennem øl og andre oplevelser”. Snublende nært, hvis man spørger mig.
Selve øllet – ja, det nåede vi så endelig frem til, fremviser en lækker, kobberorange lød under et storboblende, knitrende hvidt skum. Det er flot uden at være usædvanligt. Brygget dufter af humle – hverken markant eller uengageret, men dog med en egetræskant, der forhindrer det i at føles kedeligt.
Brygget byder i første omgang på en godkendt klæbende, bittersyrlig aroma af løvtræ og ikke helt modne æbler. Smagseksplosionerne og overraskelserne kan man lede længe efter, til gengæld undgår brygget behændigt at blive langtrukkent, endsige ubehageligt på nogen vis.
Det er en nydelig middle-of-the-road-repræsentant for den britiske pale ale. Oftest er middle-of-the-road-repræsentanterne uinspirerende og ligegyldige, men denne hæver altså middel-of-the-road-karakteren op på et niveau, man sjældent ser. Den manifesterer selve den britiske pale ales væsen og navnlig dens velgørende væsen. Et lille stykke autentisk England, leveret i en uprætentiøs pakke, der sin upåfaldenhed til trods viser sig at være en nydelse.
Det er altså lidt fedt alligevel.
