For det visuelle indtryk …
Det første spørgsmål, der meldte sig, da jeg d. 5. december fandt denne øl i min øljulekalender, var, hvem denne Carl Theodor mon var. Han viser sig at være den navnkundige “Kurfürst von der Pfalz” fra den gamle drikkevise. Egentlig var han fyrste først i Pfalz (go figure) siden i Bayern – til dels til hans store fortrydelse, for han elskede Mannheim, hvor han til i dag er lidt en folkehelt. Men han var tynget af arv, og Bayern skulle han kraftpetervæltemig også regere, for det havde han altså lissom arvet brugsretten over, eller noget.
Mannheim gjorde han til et kulturcentrum med teater og musikliv, der tiltrak ikke fuldstændigt perifære tyske kultur- og musikpersonligheder … til eksempel kan man nævne den ikke helt ukendte Wolfgang Amadeus Mozart, der fyrede indtil flere gigs af der. I Bayern formåede Carl Theodor året før sin død i 1799 at ophæve det Bayerske monopol på produktion af Weißbier. Det betød på længere sigt, at fx Flensburger kunne give sig i kast med det, hvilket der som bekendt ikke kom noget særligt godt ud af.
Desuden overlevede kun hans udenomsægteskabelige børn (det eneste ‘ægte’ barn døde kun én dag gammel), men han blev alligevel sammen med sin hustru – som i øvrigt var hans kusine (åh de adelige og deres ubesmittede blå blod) – til hendes død i 1794. Han regnes for en oplyst fyrste, begejstret af den nye tids moderne ideer og kultur. Dette, og hans udsvævende liv med mange elskerinder er vel mere end noget andet det, der har givet anledning til den gamle drikkevise.
Nok om kurfyrsten. Men for at der skal være bare en smule kød på dagens indlæg, måtte jeg finde noget andet end øllet at skrive om, for øllet – ja, der er knap nok en knogle tilbage at koge suppe på.
Generelt er Weißbier noget, man kan nyde for det visuelle indtryk. Også dette bryg ser da nogenlunde ud med tåget, citrongul lød og meget flot og holdbart cremet skum. Duften er til gengæld ildevarslende fra start; sur og sprittet, kort og godt. Ønsker man en udpensling minder det omtrent om sure sokker blandet med husholdningssprit. Ønsker man det ikke, skal man bare lade være med at læse alt, hvad der står imellem de to foregående punktummer.
Smagen er så heldigvis ikke så fæl, som man frygter ved lugten. Det er først og fremmest tyndt, smager mest af vand, og slukker som sådan også egentlig tørsten udmærket. Ellers præges brygget af bittersur gær, hvor der antydningsvis titter en enkelt, svag blomstersød note – måske af hyldeblomst – frem. Som allerede antydet er det søde indslag langt svagere end gæret, og derfor alt for svagt til at redde en allerede kuldsejlet og bortskyllet øloplevelse.
Men brygget så da pænt ud i det mindste …
Kurfyrsten, til gengæld, ville ikke bare have skammet sig over at lægge navn til et så underlødigt bryg. Bryggeren ville nok omgående være blevet arresteret, og det er ikke sandsynligt, at Carl Theodors ellers oplyste væsen ville have reddet bryggeren fra skafottet.
