Fra tågerne …
De fleste gennemskuede min aprilsnar på fjæsen, men den var tæt på at blive virkelighed i går, da jeg lå helt og aldeles underdrejet efter en noget våd bytur. Sjældent har jeg oplevet værre tømmermænd, og mumlede vist også det evige omkvæd om, at jeg aldrig skulle drikke igen.
Anledningen var ellers hyggelig nok. Jeg var til teamarrangement med mit arbejde, og det indebar go-kart-kørsel, god mad, og så en tur på The Irish Rover ved Jorcks Passage på Strøget. Førstnævnte er jeg stadig øm i hele kroppen efter, mens sidstnævnte stod for gårsdagens grimme eftervirkninger i hoved og mave-tarm-system.
Det blev til indtil flere Guinness. Jeg manglede at takke bryggeriet efter at de trak støtten til New Yorks St. Patrick’s Day-parade tilbage, og det blev der behørigt rådet bod på. Selvom jeg egentlig ikke synes, at Guinness er nogen særlig interessant øl, er den rigtig god til festlige lejligheder. Den balancerer fint mellem en festlig letdrikkelighed og adækvat fylde og smag til, at det ikke bliver det rene og skære tylle-fylle-bælle-drikkeri. Og så har bryggeriet udvist en holdning til LGBTQ-spørgsmålet, som jeg kun kan erklære mig enig i – og selvom det skulle være et marketing/publicity-stunt har de min støtte for selve boykotten uanset.
Festligheden i The Irish Rover kan der ikke sættes en finger på. Deres udvalg i øl må til gengæld påkalde sig en i bedste fald passende mængde konstruktiv kritik. Ud over Guinness – ingen irsk pub uden – var der kun lutter kedelige og ligegyldige danske standardpilsnere, som jeg allesammen havde prøvet før – og så lige den her. En irsk ale – fra 1994 til 2001 i hvert fald, hvor Caffrey’s Irish Ale opkøbt af Molson Coors og nu er et multinationalt, internationalistisk brygprojekt, der handles og konsumeres verden over.
Men den skulle jeg da lige prøve – i min 40 hestes brandert, vel at mærke. Efter både Guinnes, div. pilsnerøl og det løse, og det er optegnelserne og erindringen trods alt også lidt farvet af.
Det er en lys ale, der skænkes med kvælstof, ligesom Guinness, Kilkenny og en række andre ales fra De Britiske Øer. Det er et smukt syn, at se skummet retirere til en lille cremet krone over det gulorange bryg. Duften er overvejende frisk og syrlig af umodne æbler, men synes også lidt svag.
Brygget er bitrere end man forventer med præsent humle og ledsagende stik af gær. Det har intet maltpræg, men føles alligevel ganske fyldigt, hvilken nok skyldes kvælstoffet. Gæren er præsent uden at ødelægge brygget, men det kan alligevel ikke frasige sig et let eddikeagtigt syrlighedspræg, der nok ikke vil falde i alles smag. Det er faktisk den syrlige smag, som britisk ale er berygtet for, der her træder markant frem.
Og jeg må indrømme, at den heller ikke rigtig falder i min smag. Den er lidt for syrlig og smager for meget af gær. Ikke desto mindre er den både fyldig og vederkvægende – to egenskaber ved øl, der ikke så tit følges ad. Og så smager den faktisk af noget i en 40 hestes brandert – og det er i sig selv lidt af en bedrift.
Jeg fik den adækvate irer af min gode kollega Jimmy, og tak for det. Jeg er altid glad for at modtage øl til anmeldelse, som jeg ikke har prøvet før, også selvom de – som denne – er lidt for meget som irske øl er flest.
