Det er det mindste jeg kan gøre … Når Black Ben sådan langer smagsprøver/restlager ud, så skal jeg da selvfølgelig også lige have et par af mesterens egne hjemmebryg med, så kendskabet til dem også kan nå ud til en bredere kreds …
… og det fortjener denne her så sandelig også. Hvordan det står til med de to andre, jeg fik i hånden, må vi se på, når jeg når til dem, men begyndelsen er i hvert fald mere end lovende. Opskriften på brygget kan findes på Black Bens egen blog her – så kan man jo altid se, om man kan gøre ham kunsten efter. Synd er det i hvert fald at brygget ikke kan få i almindelig handel. Det er et rigtigt godt bryg i det hele taget, og så er det oven i købet en hvedeøl.
Der er tale om en hvedeøl tilsat hyldeblomst – en blanding, der er forsøgt et utal af gange med varierende held. Faktisk spænder resultaterne fra det direkte rædselsfulde og frastødende over det jævnt kedelige til det i grunden ganske smagfulde. Men sådan rigtig godt, mindes jeg faktisk ikke, det har været endnu. Time for a change!
Det begynder ellers ikke helt lovende. Brygget skummer rigtig meget, så jeg begynder at frygte, at det er endnu en gusher, som jeg før har været ude for ved hjemmebryg. Til gengæld falder skummet ret hurtigt igen, og erstattes af et relativt klart bryg, messinggult og altså uden nævneværdige spor af den restgær, der ellers kunne skimtes i flaskebunden før skænkning.
Duften varsler heller ikke bedst. Messingen mærkes nemlig også her – i uskøn forening med sprit, gærede blommer og det sure fra grapefrugt. Der er alle grunde til at være en smule skeptisk.
Men hov! Det smager jo (som antydet) skønt!
Der er godt med humle – ja, dette er en hvedeøl med et velgørende humleaftryk. Fyldigt bitter humle af nødder endda, og ikke hvas bitterhed af alt for meget gær. Det allerførste smagsindtryk er dog forfriskende sødt – ikke ulig hyldeblomstsaftevand, så indtræder nødderne – først søde valnødder, så bitre hasselnødder og til sidst bitre hasselnødder, der har ligget lidt (men ikke alt) for længe. Beskheden er udsøgt, og danser med balletlignende præcision uden om harskheden. Det markante nøddetema tager samtidig forskud på julen – men helt uden at man bliver irriteret over det, som når man ser julenisser, pebernødder og brunkager i supermarkederne sidst i august.
Og smager man lidt mere efter, finder man også noter af appelsin – det forbliver julet, og endnu mere nuanceret.
Det er rigtig godt skuldret. Sammen med Frederiks Jul er dette nok den bedste hvedeøl, jeg nogensinde har prøvet, også selvom den (Frederiks Jul altså) ikke helt når op på denne øls niveau. Det kan altså sagtens betale sig at brygge selv … eller også har jeg været heldig med de hjemmebryggere, jeg har kontakt med. Den ene er ingeniør, nærværende er vel egentlig bare passioneret ølentusiast. Men begge dele rækker hver især til at skabe øl, der faktisk slår det, de store – og for den sags skyld de knap så store (Indslev, fx) formår at sende på markedet.