Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Brutalis, Harboe

1-halv-stjerne

Jeg husker at have prøvet denne øl en enkelt gang før, nemlig på Roskilde Festival 97; en regnvåd fornøjelse, hvor det ikke kun var sanserne, der druknede. Jeg husker øllet som en modbydelig smagsoplevelse, men til gengæld også en effektiv brandert. Og nu hvor jeg allerede har afsløret, at jeg på forhånd er biaset, vil jeg til mit forsvar anføre, at en Roskilde Festival, hvor hovedet ligger i sprit i en hel uge eller mere, næppe er noget godt udgangspunkt for en objektiv genkaldelse af smagsoplevelsen fra en enkelt øl.

Altså tilbage til nutiden …

Brutalis er opkaldt efter det navnkundige næsehorn, der måtte flyttes fra Givskud Zoo, fordi han var for aggressiv. Man kan kun gisne om Harboes motiver for at opkalde en øl efter et næsehorn. Elefanten var selvfølgelig taget, og så ligger næsehornet måske lige til højrebenet. Man kan også kun gisne om hvilke associationer navnet skal vække i forhold til øllet. Er det øllet, der er brutalt i smagen eller styrken? Eller er det konsumentens temperament bagefter, der hentydes til? Eller måske alle tre ting?

For at starte med det midterste først, indeholder brygget 7,7 % alkohol, og lægger sig dermed midt i feltet af spritterøl. Det er lidt stærkere end Fine Festival, men slet ikke så stærkt som Master Brew, eller de Årgangsøl, der bliver afslutningen på indeværende tema. Harboe har altså lagt sig i selen for at løfte alkoholprocenten lidt op over de(t) konkurrerende bryggeri(er)s styrke, uden det dog er markant højere. Personligt kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om det er rimeligt, at lokke eventuelle kunder med et sådant navn, for på den måde at markedsføre produktet som en ekstra stærk øl – når nu det ikke engang slår de stærkeste?

Vel, stærk er den i hvert fald, hvis man kommer til at forveksle Harboes Coca-Cola-Zero-ækvivalent med nærværende bryg. Emballagerne ligner hinanden på en prik; sølvgrå baggrund med sort skrift, og i min lokale Fakta står de endda i den samme stak.
Men det skal selvfølgelig kun afstedkomme en kritik for manglende fantasi i Harboes markedsføringsafdeling. At Fakta placerer produkter med så forskellige modtagere så tæt på hinanden med forveksling som en højst sandsynlig konsekvens, skal bryggeriet selvfølgelig ikke klandres for. Måske er det endda muligt at smage forskel, selv hvis de skulle være blevet forbyttet.

Men det skal jeg ikke kunne sige noget om. Jeg er ganske vist klar til at gå langt for mine læseres skyld. Det har jeg bevist ved at åbne en Brutalis igen efter så mange år. Men Harboe Cola Minus får ingen mig til at røre, lige som jeg ikke rører andre light-produkter.

En nyåbnet Brutalis lugter, som jeg husker en øl lugtede, da jeg var barn. Det er på én gang en nostalgisk og ildevarslende oplevelse, for jeg syntes ikke øl hverken smagte eller lugtede godt dengang. Den uændrede lugt kunne jo antyde, at en Brutalis smager grimt på samme måde i dag, som en hvilken som helst øl gjorde i min barnemund tilforn. Det eneste, der kan redde mig er, hvis det kun er smagssansen, der ændrer sig med tiden, og at lugtesansen ikke stemmer overens med den øltolerance, mine smagsløg trods alt har opbygget gennem årene.

Desværre er det ikke tilfældet – smagen er grim ligesom lugten er det. Det første indtryk er lidt ligesom sur sok, efterfuldt, undskyld -fulgt af en ram sprittet smag, der næsten fuldstændig overdøver de bitre indslag, der ellers ikke uelegant og desværre meget kortvarigt rammer siderne af bagtungen. Spritsmagen afløses derefter af en fornemmelse af harsk næsehornstis og en syrlighed, man ellers kun møder i fjæset på en irettesat Pia Kjærsgaard.

Kvalmt harskt som stadset er, er det meget mod forventning næsten frit for eftersmag. Dette er dog ingen ros, for det er netop eftersmagen, der undertiden redder ellers udrikkeligt øl, snarere end at minde om, hvor slemt det var. I stedet får man en modbydelig fornemmelse i munden, der giver associationer til en blanding af aske og sulfo.

Jo, det kan godt være, at smagen på sin vis er brutal. Men en nydelse er den under ingen omstændigheder. Selv med den glukoseboostede alkoholprocent ville jeg ikke kunne drikke mig fuld i den, da den simpelthen smager for grimt til, at jeg ville nå så langt.

Mit temperament blev heller ikke sammenligneligt med næsehornet Brutalis’. Det blev derimod præget af en enorm lettelse over, at jeg aldrig behøver binde an med dette udrikkelige sprøjt igen. Andre kunne måske tænkes at blive brutale over den uforskammethed det er, at sende så elendigt øl på markedet.

Men det er selvfølgelig igen blot gisninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme