Skarp karakter …
Næppe har røgen lagt sig i Bowling Green, Kentucky, før også Sverige bliver truffet af et fiktivt terrorangreb. Det er ganske vist, at det er alternative fakta. Vi lever så sandelig i interessante tider, og det er nok kun et spørgsmål om tid før vi selv bliver ramt.
Jeg er krøbet i flyverskjul med en flok gode øl. Der er lidt til overs fra Fakta, og så er der købt nyt ind fra min gamle ølpusher, Toft Vin på Islands Brygge. Mit forsikringsselskab – som jeg ikke ser nogen grund til at gøre reklame for her (med andre ord, I får ikke at vide hvem det er) var så søde at sende mig et supergavekort til gengæld for, at jeg svarede på nogle spørgsmål online. Det var ikke svært at beslutte sig til, hvad pengene skulle bruges til.
Så mens papirbomberne itusprænger trumpisternes luftkasteller til tomme tønders buldren så kraftig, at den alternative virkelighed slår revner, finder jeg fred bag computerskærmen, hvor jeg på behørig afstand kan lade mig amusere … for ikke at sige grine hånligt og pege fingre ad den mest uduelige parodi på en karikatur af en amerikansk ledelse, denne verden har set siden … siden … 1786 – er jeg ret sikker på. Og den hyggefølelse det skaber at følge med i det cirkus, bliver jo ikke ringere af at blive ledsaget af en øl.
Men er det godt øl? Thisted Bryghus har i øjeblikket to belgiske øl på programmet. Den første, en saison ved navn ‘Gent‘, var en fornøjelse, mens jeg på forhånd er mere skeptisk over for denne blonde. Belgierne har det gerne med at fremelske estere i netop deres blondes, så øllene dels får en tilsigtet skæv smag, dels giver mere hovedpine dagen efter. Isoamyl Acetat er nok den mest kendte af dem – det er den, der får øllet til at smage af banan.
Men prøves skal øllet selvfølgelig uanset mine erfaringer og fordomme. Brygget er lettåget, mørkt gult og frejdigt skummende – så længe det varer indtil det er afbruset. Bouqueten lægger sig i det sur-søde hjørne med noter af hyldeblomst, lime og grønne æbler.
Derfor overraskes man – positivt – når glasset sættes for læberne, og man mærker den lifligste smag af tung, bitter humle i det letflydende, flødefyldige bryg. Friske hasselnødder masserer kærligt hele tungen, gummer og mandler, og det bliver de ved med, også selvom brygget for længst har nået halsen, og nu brænder kækt og lifligt i maven.
Alkoholprocenten på 7,5 yder mere end rigeligt fylde til hele mundhulen, og her finder man også bryggets belgiske islæt. Selvom spiritusfylden er svøbt ind i den milde nøddebitterhed, melder en skarp syrlighed af umoden banan sig. På ingen måde beskæmmende, nota bene. Skarpheden yder kun karakter og kontur i en oplevelse, der truede med næsten at blive lidt for bekvem.
Tak til Thisted Bryghus for en både autentisk, velkomponeret og formfuldendt øloplevelse. Jeg tror faktisk også, at jeg omsider har knækket koden til de belgiske blondes – jeg har fundet ud af, hvad der skal til, for at jeg rent faktisk kan lide dem:
De belgiske blondes skal såmænd bare være brygget af nogen, der ikke er belgiere.
