Lidt som regeringskrisen …
En venlig sjæl og læser af min blog ved navn Lars har sendt mig hvad man vel må kalde et restoplag af det hedengangne bryggeri Stronzos øl. Bloggeren siger mange tak. Jeg er oprigtigt beæret over, at der findes læsere, der er så glade for mine indlæg, at de vil sende bryg tværs gennem landet helt fra Ribe (og undertiden endnu længere) for at jeg kan anmelde dem.
Det skal siges, at sidste salgsdato er overskredet med et lille halvt år. Men det har ofte ikke den store betydning hvad angår øl – undertiden tværtimod. Øl kan i lagre og blive bedre med tiden. Det er ikke som med borgerlige miljøafviklingsministre. De bliver kun ringere med tiden, og når de endelig bliver kasseret, erstattes de af noget, der om muligt er endnu værre … tænk at min aversion på uddannelsesområdet skulle overtage den faldne Eva Kjers post, så den pressede danske natur blot kunne få det endnu værre. For slet ikke at snakke om uddannelserne, der nu igen skal trækkes med Ulla Tørnæs. Ak, sikke en redelighed.
Så er det godt, man kan drukne sin sorg i noget stærkt øl (se nu, hvor dybt regeringen har fået mig til at synke. For fa’en, her sidder man og opfordrer ligefrem til at drukne ens sorger i alkohol … det var ikke meningen!) Ikke at det egentlig er så slemt med denne, der faktisk holder sig på jævne 5 % – altså ikke engang en guldøls styrke.
Det plumrede, mørke bryg dufter syrligt sødt af chokolade, æbler, karamel og et stænk af kaffe.
Og det er kun begyndelsen før smagen virkelig slår til … en veritabel kæberasler af whisky, cognac, lakrids og syrlige ananaskirsebær på bagkant. Det er vidunderligt kraftfuldt, plus en smule skræmmende. Man bliver ikke så lidt benovet, når man får bryg af denne kaliber sendt til sin dør.
Imidlertid kan den ikke helt stå distancen. Det starter med, at lakridselementet bliver tørt og støvet i munden, og efter dette træder gæren mere og mere frem. Det er kun de allerførste mundfulde, der virkelig er gode. Derefter bliver brygget desværre mere og mere surt, og uden at det ender med at blive decideret væmmeligt – eller bare i nærheden af dette, så undgår skuffelsen ikke at gøre sit til at resten af brygget bliver en noget lang omgang at komme igennem. Den ekstra lagring har næppe gjort noget godt for brygget.
Det er lidt ligesom regeringskrisen. Den startede med et brag, og endte i business as usual – til gavn for de færreste, og især til last for befolkning og miljø. Her til sidst skal jeg dog understrege, at brygget her er alt for godt til at regeringen fortjener nogen yderligere sammenligning med det.
Det siger egentlig ikke så meget, for en lunken, sur Tuborg er næsten for god til, at regeringen fortjener sammenligning dermed …
