Efter sidste uges udbrud om Bryggeri Skovlysts brug af ordet ‘recept’ fik nærværende ølblog særskilt omtale på ølnyhedsportalen Beerticker.dk. Jeg er naturligvis pavestolt over opmærksomheden, selvom omtalen faktisk afslører, at jeg åbenbart ikke er så velbevandret i bryggerjargon, som jeg troede. Det viser sig nemlig, at bryggere gerne bruger ordet “recept” om opskrifter på øl. Jeg har nu ikke tænkt mig, at trække min causeren derom tilbage, dels fordi tiraden trods alt er ment en kende ironisk, dels fordi jeg har svært ved at tro, at jeg for alvor har trådt nogen over tæerne, og endelig fordi jeg mener – jargon eller ej – at ordet “recept” på dansk betyder – netop det; en recept, man får hos lægen og ikke noget som helst andet.
Dagens øl, Brown Ale fra Thisted Bryghus, er én af fire nye øl, som Thisted Bryghus’ nye brygmester, Henning Sørensen har brilleret med. Henning Sørensen kommer fra en fortid på bryggeriet Vestfyen, hvor han har været brygmester i fire år, og hvor han åbenbart er blevet kendt for sin indflydelse på bryggeriets sortiment af discountøl. Han overtog for et års tid siden efter Peter Klemmensen, der i samme omgang er blevet æresmedlem af Danske Ølentusiaster, og som har anbefalet Henning Sørensen til at efterfølge sig.
Henning Sørensen har efter alt at dømme en tung arv at løfte efter sin forgænger, men han er som sagt gået i gang med krum hals med flere nye specialøl. Før jeg går i gang med dagens anmeldelse, ser jeg mig imidlertid nødsaget til at kommentere et af de valg, der er blevet truffet i forbindelse med brygningen af nogle af øllene.
Det drejer sig igen om unødvendige ingredienser. Jeg har før påtalt nogle af Thisted Bryghus’ indgrediensvalg, uden at jeg dog mener, at det har gjort nogen skade på øllet. Denne gang er det imidlertid alvor …
Brown Ale og dens bror, Exclusive, indeholder begge to E223, natriumdisulfit. Artiklerne om sulfitter på E-nummerguiden og e-numre.dk er temmelig lange. Jeg vil her kort gøre rede for stoffernes beskaffenhed, toksikologi og hvorfor vi i det hele taget skal døje med den slags gift i vore fødevarer.
Sulfitter er ikke mere unaturlige, end at de findes i løg og kål fra naturens hånd. Det bruges desuden i fødevareindustrien til at hæmme bakterievækst uden at hæmme gæring. Derfor er det et flittigt brugt tilsætningsstof i vin, eddike og undertiden øl. Sulfit findes undertiden som restprodukt efter gæring i både øl og vin. I disse tilfælde er det både godt og skidt, at gærtyperne specifikt er udviklet til at danne sulfit. Mængden af sulfit er temmelig lav ved denne type gær – især i øl, hvor der er 0,2-10 mg./l. mod f.eks. 10-30 mg./kg. i løg eller kål. Ulempen er, at sulfit, der opstår ved gæring ikke er tilsat og derfor ikke skal deklareres. Det fremgår ikke af de kilder, jeg har fundet, hvor udbredte de sulfitproducerende gærtyper er.
Man kan altså ikke med sikkerhed vide om éns øl er fuldstændig sulfitfrit eller ej. Man kan dog trøste sig ved, at det højeste anbefalede daglige indtag (ADI) er 0,7 mg./kg. legemsvægt. På almindeligt dansk betyder det, at en voksen person på 70 kg. må indtage 70×0,7 mg. = 49 mg. om dagen, svarende til ca. 5 l. øl hvis man tager udgangspunkt i det maksimale sulfitindhold på 10 mg./l. De fleste er temmelig godt kørende efter 15 pilsnere, selvom det bestemt ikke er en utænkelig mængde at indtage. Måske er det heller ikke utænkeligt at indtage denne mængde øl hver dag, for at holde gennemsnittet pr. dag, men det er næsten utænkeligt at det så skulle være sulfitten, der i sidste ende får bugt med én.
Man kan også glæde sig over, at sød vin kan indeholde op til 400 mg./l – altså næsten et halvt gram. Af dette skal vores 70 kilos kammerat kun drikke to glas, før grænsen er nået, og branderten formentlig end ikke startet. Så ilde stedt er man aldrig med øl.
I for store mængder kan sulfit fremkalde astmatiske reaktioner, nældefeber og høfeber. I USA, hvor det er lovligt at pøse stadset ud over friske grøntsager for at holde dem “friske”, er der endda set dødsfald på grund af reaktionerne. Det er ikke sket i Europa, fordi det her (endnu) er forbudt at bruge det på denne måde.
Fra Dansk side har man ønsket at bruge miljøgarantien til at begrænse mængden af det giftige og farlige stads i danske fødevarer. Det vel navngivne ‘Madsminkedirektiv‘ fra EU dikterede imidlertid en helt anden praksis. Fra EUs side valgte man at udvidde, ikke kun brugen af astmafremkaldende sulfitter, men også alvorligt kræftframkaldende nitritter og nitrater. EU-kommissionen afviste i 1999 jævnfør direktivet det danske ønske med henvisning til, at det var en teknisk handelshindring. Hensynet til kapitalens fri bevægelighed for en kynisk fødevareindustri, der uden skrupler sælger gift som mad, stod over hensynet til fødevarekvaliteten og folkesundheden.
Disse livsfarlige stoffer hører naturligvis slet ikke til i fødevarer. I øl kan sulfitterne erstattes af formentligt uskadeligt ascorbinsyre (E300), som i øvrigt også er tilsat i nærværende øl og der er derfor ingen – gentager – ingen grund overhovedet til, oven i købet at tilsætte øllet sulfit. – Og der er da over hele hovedet ingen grund til, at uvanen med at tilsætte sulfit i dansk øl skal starte på Thisted Bryghus! Thisted Bryghus er foregangsbryggeri på økologi, så det er i mere end én forstand en katastrofe, at de begynder at tilsætte sulfit. De forråder faktisk det projekt de har haft siden begyndelsen af 90’erne – at lave kvalitetsøl, der samtidig ikke belaster natur og mennesker (såfremt man drikker med måde, naturligvis.)
Det er åbenbart slut nu … Det sker netop som ‘Klemme’ udskiftes med en brygmester fra Vestfyen, et bryggeri, der ikke er for fint til at tilsætte ammoniseret karamel (E150c) til visse af sine ølprodukter. Det ligner dårlig påvirkning.
Jeg må spørge – og de høje herrer på Thisted Bryghus er mere end velkomne til at svare, nu hvor min blog for omtale i de fine steder – om man ikke kunne have ladet være med at putte sulfit i – f.eks. ved at tilføre mere ascorbinsyre? Det ser bare ikke kønt ud, og jeg kan i sidste ende se mig nødsaget til at anbefale en boykot af Thisted Bryghus nye produkter, hvis tendensen fortsætter. Jeg kunne naturligvis aldrig drømme om at opfordre til en boykot af de gamle produkter, for måske ville Thisted Bryghus se fidusen, hvis deres gamle produkter fortsatte det gode salg, mens de nye ikke kunne sælges.
For en god ordens skyld skal jeg da også indskyde, at jeg ikke fik trykken for brystet, nældefeber eller andre allergiske reaktioner af øllet. Det kan jeg til gengæld nemt få af vin, hvilket er en af de fremmeste årsager til, at jeg for år tilbage valgte at lægge vinen på reolen og tage øllet ned fra hylden i stedet. Først for nylig har jeg dog forstået hvorfor jeg fik den ubehagelige følelse af vin. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er sulfitten, der er årsag dertil. Jeg ved dog også af erfaring fra andre mennesker, at man slet ikke behøver være hverken astmatiker eller allergiker (såsom jeg selv) for at få præcis de samme symptomer af vin, som jeg er generet af.
Jeg beklager den lange indledning til dagens anmeldelse, men jeg håber også, at læserne kan påskønne dens svære nødvendighed.
Brown Ale fra Thisted Bryghus har en intens sød, frugtagtig duft. Smagen føles godt i munden og den i smagen noget lettere sødme afløses af en ganske intens bitterhed på siderne af bagtungen.
Tilsætning af kulsyre (ja, det er der også i) gør den dog lidt sodavandsagtig. At der desuden er tilført sukker gør ikke denne fornemmelse mindre påtrængende, men selvom der måske ikke er tale om en særlig typisk ølfornemmelse, er følelsen af brygget da heller ikke på nogen måde ubehagelig. Kulsyren og sukkeret er dog nok også årsagen til, at fylden lader noget tilbage at ønske i forhold til, hvad man må forvente af en mørk ale af ordentlig kvalitet. Undervejs fra den søde tungespids til bagtungens skarpe bitterhed føles brygget faktisk underligt vandigt.
Det, denne øl vinder på smag, taber den i balance og fylde. Det tilsatte sukker er formentlig brugt til at give lidt sødme, samtidig med at alkoholstyrken har kunnet hæves. Mængden af malt må være tilsvarende sænket, hvilket næppe gør øllet nogen ære. Endelig trækker den tilsatte sulfit i sig selv ned i dagens karakter. Sulfit hører ingen steder hjemme – især ikke i øl, og især ikke i øl fra Thisted Bryghus.