Fizzle from the past …
Tilbage til kronologien. Jeg ville jo gerne give en god anmeldelse i julegave til læserne. På den anden side tror jeg faktisk, at de dårlige anmeldelser er mindst lige så underholdende som de gode – ja, oftest nok mere.
Og på en blog er det jo læseoplevelsen der tæller. Om det der skrives er positivt eller negativt er vel egentlig underordnet, så længe det er -holdende … (altså underholdende. Præfixet ‘under’ var -forstået i -holdende (hvor mange forstod den?))
Jeg måtte søge et stykke tid i arkivet for at sikre mig, at nærværende anmeldelse ikke blev en ufrivillig gentagelse, for jeg var slet ikke sikker på, at jeg ikke havde prøvet den før.
Det viste sig faktisk, at det havde jeg. Men dengang havde jeg blot ikke taget notater, da den havde gemt sig i en længere række af spændende ølindslag iblandet en masse hygge. Min erindring er pist væk. Til gengæld husker jeg stadig anledningen tydeligt. Vi var på besøg hos nogle af Lindas venner på Randers-egnen. De boede i en gammel gård, de selv havde sat i stand, og de var selvforsynende med det meste – herunder øl.
Tilbage til nutiden, så vi også kan få ryddet op i rækkefølgen på afprøvede øl. Jeg prøvede denne øl lillejuleaftensdag – i mangel på bedre, vil jeg tro. Jeg har en række spændende øl stående til senere anmeldelse, som jeg vel ikke ville gå i gang med, før jeg havde gjort rent bord med det, jeg trods alt ikke havde så høje forventninger til.
I sammenligning med de massive stouts, jeg prøvede op til jul løber brygget velvilligt ud af flasken ved hældning af denne. Mørket er ellers mere end på plads, men skummet hæver sig i en næsten out-of-character off-white nuance. Chokolade og en smule røg lover til gengæld rigtig godt.
Den første mundsmag afslører en del ikke-ueffen bitterhed. Straks efter mærker man den rigelige kulsyre. Tredje trin i oplevelsen er kulsyren, der straks river de gode, bitre og aromatiske takter i laser ved at være alt alt for dominerende i brygget. Nu kan man også mærke nogle fjerne rester af chokoladesødme, ligeledes spoleret af kulsyren og den for så mange, efterhånden lidt for succesfulde, bryggeriers alt for udbredte tendens til at putte lidt for meget vand i brygget.
Vandet alene er nu ikke hele problemet. Havde det bare været vandet alene, ville brygget såmænd nok have været smagfuldt nok – omend på den friske side. I forening med kulsyren er skaden imidlertid uigenkaldelig. Bitterhed og sødme er kun antydninger af, hvad de kunne have været.
Det bedste, der kan siges om øllet er vel, at det er rent. Uden tilsatte sukkerstoffer, farve eller andet fy-fy. På den anden side, har jeg længe lagt den germanske purisme fra mig, og drikker i dag gerne øl tilsat både chokolade, kaffe, krydderier og andre ting.
Det undrer mig i øvrigt ikke spor, at jeg ikke huskede denne øl, når nu jeg prøver den igen. Det er ikke en øl, man husker – ikke engang når den blev indtaget under så hyggelige omstændigheder dengang for længe siden.
I modsætning til øllet, vil jeg nok huske omstændighederne til den dag jeg dør, eller til den dag demensen tager over. Jeg håber det første.
