Lækker og (lidt for) letdrikkelig
Åbenbart fik jeg ikke prøvet et eneste af Skands‘ bryg i 2015. Jeg skriver det mest fordi … ét eller andet skal jeg jo indlede mine anmeldelser med. Det er jo ikke fordi jeg ikke bare kan komme til stykket, hvis jeg virkelig vil. Jeg kunne lave en top-effektiv ølblog, hvor jeg kun skrev korte, koncise anmeldelser efter et nøje fastlagt skema uden afvigelser, uden sidespring, uden distraktioner …
Men ville det være lige så spændende? Ikke for mig i hvert fald. Jeg nyder mindst lige så meget at digte indledningerne, eller digressionerne undervejs, som at levere selve anmeldelsen. Så er der jo bare tilbage at spørge, hvad læserne synes. Men jeg tror, at de læsere, der følger bloggen, efterhånden ved, hvad der venter, når der lander en ny anmeldelse. Og når jeg kan konstatere, at jeg stadig kan trække omkring 100 klik på bloggen om dagen, så gætter jeg på, at mine udflugter vel næppe er så uglesete endda.
Brygget har jeg fra min fødselsdag … er jeg i hvert fald ret sikker på. Men det står aldeles hen i det uvisse, hvem den glade giver er. Uanset hvad, er Skands’ bryg ofte oplevelsen værd, selvom der også er smuttere ind imellem. I de snart 12 år bryggeriet har eksisteret, har det formået at slå sit navn adækvat fast på supermarkedernes hylder med specialøl. Eksperimentelle har de også forsøgt at være, men i det store og hele forbliver de en del af specialøludbuddets mainstreamaktører – på både godt og ondt.
Visuelt gør brygget det ellers slet ikke dårligt, omend man kan se på det rødbrune flaskeindholds klarhed, at det er filtreret. Skummet kompenserer dog for gennemsigtigheden ved at holde en lød som friskpisket caffe-latte-skum, og i øvrigt også samme konsistens.
Det meget tætte og cremede skum giver udfordringer, når man skal have noget duft ud af brygget. Man aner fortrinsvis sød malt – ikke mere. Man håber sådan, at det er det tætte, standhaftige skum, der blokerer for en ordentlig bouquet, og ikke at bouqueten simpelthen mangler helt.
Vel, smagen ér kraftigere end duften lader antyde. Der er rigeligt med velgørende sødme af mørkt sukker, kombineret med antydningsvis bitterhed af kaffe. Viskositeten måtte godt være lidt mere som det flødelignende skum, og lidt mindre som postevand, for brygget glider godt nok noget lettere gennem mundhulen, end en ordentlig brown ale burde.
Skands’ bryg forbliver på det jævne, uden for store armbevægelser, og med deraf følgende konstant truende kedsomhed. Lidt mere kraft, tak – også selvom lækkerheden er inakt.
